• A. S. Steenberg. Biografi.
Bøgerne og Livet
328
En Gang, da jeg skulde holde Foredrag i en mindre By om Folkebogsamlinger, kom
en af Byens Lærere paa Banegaarden for at tage imod mig. Mens vi gik op ad
Gaden, blev vi snart paa det rene med, at vi ikke havde set hinanden før. Saa
sagde Læreren: "De ser slet ikke ud, som jeg havde tænkt mig Dem." Hvorledes jeg
da skulde have set ud?
"Jo, De der giver Dem saa meget af med Bøger og virker saa meget for Læsning, De
skulde have været bleg, mager og nærsynet - set ud som en rigtig Bogorm."
Denne lille Oplevelse kom jeg til at tænke paa, da jeg læste C. Lambeks Artikel
"Bøgerne og Aviserne" i "Tilskueren"s Januarhæfte. Hvad han deri siger om Bøger
og Læsning af Bøger, synes jeg er udsprunget af et Syn, der er lige saa
fejlagtigt i sin Ensidighed som den omtalte Lærers.
C. Lambek skriver om Bøgerne: "Bøgerne trænger til Stilhed og Stadighed;
Tankerne, de opvækker, skal ifølge deres Natur skride stille frem og have
Ensomhedens Ro til at samle sig tilhobe. Vid, stilhedsfyldt Plads omkring sig
vil en rigtig Bog have. Vel at mærke, hvis det er en rigtig Bog... Fritidskraft
lever Bøgerne af, og Fritidsstemninger er deres naturlige jordbund... Bogen gør
Mennesket indadvendt, stræbende i Retning af indre sjælelig Vækst. Bogen stemmer
til Ensomhed, Tavshed, sammensluttet Befindende og Holdning. Bogen danner et
Hele, tilstræber en Helhedsstøbning og oparbejder derfor sjælelig Ud-
329
holdenhed, store Tankelinier, lange Perspektiver, dybe sjælelige Aandedrag."
Ud fra dette ensidige Synspunkt forstaar man godt Forfatterens Frygt for, at
Aviserne under deres Udvikling skal fortrænge Bøgerne, at "Bøgerne for de brede
Befolkningslags Vedkommende vil føles som temmelig overflødige, som Produkter,
der kun har Adresse til enkelte Liebhavere - Bogormene, en Slags Særlinge, til
hvis Klasse det er lidt beskæmmende for raske Folk at blive regnet."
Det maa vel ogsaa være dette Syn paa Bøgerne - i Forbindelse med mangelfuldt
Kendskab til Oplysningsarbejdet - der har bevirket, at C. Lambek i sin Bog
"Verdsligt Aandsliv hos Folket" aldeles ikke, end ikke i Afsnittet om vor
Folkeoplysning, omtaler det Arbejde, der er begyndt for gennem Folkebogsamlinger
at udbrede Oplysning.
Der er naturligvis ingen Tvivl om Fortræffeligheden af den Form for Bøgernes
Brug, som C. Lambek omtaler. Man kommer ved hans Ord til at mindes Hostrups
smukke Studentersang, der ender med Linierne:
Og vi se ved Lampen
Musernes Dans.
Men hans Syn paa Bøger og Bøgers Brug er i sin Ensidighed farligt og værd at
bekæmpe, fordi det deles af mange, særlig af mange uvidende Mennesker, og fordi
det lægger Hindringer i Vejen for en væsentlig Side af Arbejdet for vor
Folkeoplysning.
Det er naturligt, at man lige over for en saadan Opfattelse stiller Bøgerne frem
under et helt andet Synspunkt: som Arbejdsredskaber i det Liv, hvor det ikke
gælder Tankernes Udfoldning, men Handlingens Indgriben.
Carlyle har sagt: "Alt, hvad Menneskene har udført, tænkt, vundet og været, det
ligger som ved Trolddom bevaret paa Bøgernes Blade." Og blandt det, som svundne
Slægter gennem Bøgerne har givet den nulevende Slægt i Arv, kan det virkende,
handlende Menneske finde meget, der kan være ham til Hjælp i hans Liv og i hans
Arbejde. Denne Hjælp gives tidt ikke i Form af Tankerækker, men af Enkeltheder;
det, der søges, behøver ikke at være Enkelthedernes Sammenspil, men kan netop
330
være Viden om en ganske enkelt Ting eller en Gruppe af Ting; man bryder sig ofte
mindre om, at den viden, som man søger, er Led i en videre Tankeudvikling, end
om, at den passer ind som sikkert Grundlag for den Afgørelse, som man skal
træffe af Hensyn til Arbejdets Udførelse. Og denne Brug af Bøger er ikke
Fritidssyssel, men Arbejdshjælp; den gør ikke Mennesket indadvendt, men
udadvirkende; den stemmer ikke til Ensomhed, men til fælles Drøftelse for større
Sikkerheds Skyld; den medfører sjældent dybe sjælelige Aandedrag, fordi den ofte
skal passes ind i et Arbejde, der skal gøres i et Snuptag.
Hvad jeg her har fremsat, vil for mange synes saa selvfølgeligt, at der ingen
Grund er til at tænke videre over den Sag. Men ser man Sagen fra
Folkeoplysningens Synspunkt, vil det vise sig, at de fleste Mennesker her i
Landet i deres daglige Liv og Arbejde er saa langt fjernede fra Bøgerne, at de
danske maa siges at være bagved andre Nationer, særlig de engelsktalende. "Et
lille, men oplyst Folk", saaledes hedder det jo om os i den internationale
Værdsættelse, og paa det lever vi frejdigt videre.
Det er altid en vanskelig Sag at føre Bevis for Paastande, der angaar noget saa
omfattende og mangfoldigt som et Folks Oplysningsstandpunkt. Jeg maa for at
godtgøre den ovenfor fremsatte Paastand nøjes med at paavise enkelte Forhold,
der tyder paa dens Rigtighed. Jeg vælger at gøre Rede for, hvor lidt der i dette
Land, der ellers har Penge nok til samfundsnyttige Indretninger, er gjort for at
bringe Folk og Bøger sammen. Og jeg maa af Hensyn til Pladsen nøjes med nogle
enkelte Eksempler.
Der er først de danske Landbrugsbiblioteker. Dem fik jeg en Del at vide om, da
jeg 1904 i det kgl. Landhusholdningsselskab skulde holde et Foredrag om
Landbrugsbiblioteker og Udbredelse af Landbrugslitteratur. Der blev forud for
Foredraget udsendt Spørgeskemaer om dem til 107 Landbrugsforeninger. Der kom
Svar fra 43 Foreninger. 34 meddelte, at de intet Bibliotek havde. Fra 9
Foreninger kom Meddelelse om, at de havde et Bibliotek. De nærmere Oplysninger
om disse viste, at de saa godt som alle kun indeholdt faa Landbrugsskrifter,
særligt nyere. Derimod gjorde enkelte af dem god Nytte som Romanbiblioteker. En
af Deltagerne i den Diskussion, der fulgte efter Foredraget, en bekendt
Landbrugslærer, udtalte, at det var en Kendsgerning, at der ikke blev læst megen
Landbrugslitteratur her i Landet.
331
Jeg har ikke nøjagtige Oplysninger om, hvilke tekniske Biblioteker der findes
omkring i Byerne eller paa Landet. Men jeg er sikker paa, at jeg ikke
overdriver, naar jeg siger, at der her i Landet omtrent ikke findes noget Sted,
hvor en fremadstræbende Haandværker har Lejlighed til gennem Bøger at gøre sig
bekendt med de Fremskridt, som sker i hans Fag.
Der er en Gruppe Mennesker, som særligt kunde trænge til let Adgang til at sætte
sig bedre ind i Forhold, hvorpaa de faar Indflydelse: alle de, hvem et eller
andet kommunalt eller andet offentligt Tillidshverv er overdraget, først og
fremmest Medlemmerne af Kommunalstyrelser. De trænger i høj Grad til at kunne
bygge deres Afgørelser paa de tidligere Erfaringer og de Oplysninger om positive
Forhold, som er nedlagt i Bøgerne. Her viser den gamle Sætning om, at Kundskab
er Magt, sig i sin fulde Sandhed. I vore demokratiske Tider, hvor Magten synker
længere og længere ned i Folket, vil det gamle Embedsmandsstyre alligevel ofte
have let ved at holde sig, fordi det ved Afgørelserne støtter sig til langt
større Viden end den, som mange folkevalgte Medlemmer kan skaffe sig.
Bøgernes Fjernhed fra Livet viser sig ogsaa i andre Forhold. Den viser sig i den
almindelige Opfattelse af, hvad et Bibliotek er. Det betragtes af mange som et
Sted, hvor der gemmes værdifulde Skatte, kun tilgængelige for en snæver Kreds af
lærde, hvis Syslen med Bøger ikke har noget med Livet at gøre: Eller som et
Sted, hvor der for billig Betaling eller gratis udleveres Bøger til
Underholdning. En Bibliotekar opfattes endnu af mange som en Bindehund, hvis
vigtigste Opgave det er at passe paa, at der ikke stjæles fra Ejendommen; andre
betragter ham paa samme Maade, som de betragter en Mand, der sælger Billetter,
som en Uddeler. At et Bibliotek kan indeholde en Rigdom af Arbejdsredskaber for
det praktiske Liv, at en Bibliotekar kan være en Lærer og Leder i at bruge disse
Redskaber, derom har kun faa Mennesker nogen Forestilling.
Uvanthed med Brug af Bøger viser sig ogsaa i den kejtede Maade, hvorpaa de
fleste Mennesker bærer sig ad, naar de ved Hjælp af en Haandbog skal skaffe sig
Oplysning om et eller andet enkelt Forhold. Selv Benyttelsen af et bogstavordnet
Stof er omtrent umulig for dem. Man kan se det ved Valghandlinger, hvor der
benyttes en bogstavordnet Vælgerliste. Selv ellers dyg-
332
tige Mennesker, hvem meget af en Kommunes Styrelse er betroet, kan være en
forbausende Tid om at finde et Vælgernavn; vel ved de, at Vælgerne er ordnede
efter deres Navns første Bogstav, men at de derefter er ordnede efter andet,
tredje Bogstav o. s. v., dertil strækker hverken deres Viden eller deres Øvelse
sig.
Ogsaa den Maade, hvorpaa Bøgerne er indrettede, gør dem tidt lidet brugelige for
det daglige Livs Behov. Det er endnu meget almindeligt, at vore videnskabelige
Bøger udkommer uden noget bogstavordnet Sagregister. Mon Forfatterne er sig
tilstrækkelig bevidste, hvor meget deres Bøger derved taber i Brugbarhed? Vi er
sikkert i den Henseende gaaet tilbage siden "Oplysningstiden"; ellers havde Jens
Baggesen vel ikke fundet Anledning til at parodiere saadanne Sagregistre i det
morsomme "Real-Register", der ledsager "Forfatterens Liv og Levned, af hans
Fætter."
Savnes et saadant Sagregister i vore Bøger, saa savnes det endnu stærkere i vore
Tidsskrifter. Det er næsten vemodigt at tænke paa, hvor megen udmærket Viden der
efterhaanden begraves i disse, blot fordi man ikke har anset det for Umagen værd
at udarbejde et Sagregister over Indholdet. Ved et saadant mener jeg naturligvis
ikke et Register over Tidsskriftartiklernes Titler, men en analytisk Angivelse
af Artiklernes Enkeltheder i een bogstavordnet Liste. Det vilde jo endda ikke
være nok, om ethvert Tidsskrift blev forsynet med en saadan Liste; vi vilde
endda savne en Liste, der sammenfattede Indholdet af alle Tidsskrifter - idet
mindste af dem, hvis Indhold er blandet - i een bogstavordnet Sagliste.
Hvis jeg har Ret i den Paastand, som jeg ovenfor har søgt at begrunde: at
Bøgerne og Livet staar hinanden fjernt her i Danmark, saa gælder det om at finde
Midler til, at dette Forhold kan forandres. Der maa skaffes lettere Adgang til
Bøgerne, og Folk maa læres og vænnes til at bruge dem. Vi danske er nu, hvad
denne Sag angaar, i det heldige Tilfælde, at vi ikke behøver at være
Banebrydere; det Arbejde er udført af andre Nationer. Der er i de sidste 50 Aar
i Amerika og England udviklet en Biblioteksteknik, der omfatter hele Arbejdet
med Biblioteket, fra den begyndende Agitation for at faa Kommunen til at oprette
et offentligt Bibliotek til de mest specielle Enkelt-
333
heder angaaende Klassedeling og Katalogisering af Bøgerne, og en
Bibliotekspædagogik, der omfatter baade Børns og voksnes Forhold til Bøgerne.
Underligt nok er dette saa lidt kendt i Danmark. Vi staar ikke engang saa
forstaaende over for denne Sag, som Udlandet staar overfor den danske
Folkehøjskole, uagtet denne er noget specielt nationalt. Grunden er ikke den, at
Biblioteksarbejdets Resultater er vanskelige at faa Øje paa; de store, smukke og
velindrettede Biblioteksbygninger maa dog være et godt Anskuelsesstof. Havde
Bevægelsen været tysk, var den vel snarere kommet til os; men Tyskland er først
i de sidste Aar begyndt at gaa i Lære hos de samme Læremestre.
Jeg ønsker ofte, at jeg kunde føre en Kreds af ledende Mænd og Kvinder her fra
Danmark gennem et saadant offentligt Bibliotek i en engelsk eller amerikansk By
eller tage dem med paa en Rundtur til de smaa Biblioteker paa Landet, f. Eks. i
Staten Wisconsin. Hvor vilde de blive forbausede over denne Aabenbaring, og hvor
vilde deres Maal for dansk Oplysningsarbejdes Fortrinlighed forandres! Det vilde
hjælpe ganske anderledes end en Række Artikler om Sagen. For øvrigt skrives der
jo saa lidt om denne Sag herhjemme. Jeg har i udenlandske Tidsskrifter og
Samleværker læst mange Artikler om den danske Folkehøjskole - herhjemme er jeg
næsten ene om at gøre Folk bekendte med de frie offentlige Biblioteker i andre
Lande.
Der er ved et saadant Bibliotek nok at forundres over for en Dansk. Der er den
smukke Bygning, stor eller lille efter Byens Størrelse, men altid
karakteristisk, saa at den sammen med Raadhus, Kirke og Skole hører til Byens
monumentale Bygninger. Dens Indre svarer til det ydre. Store, lyse Sale, en
Avissal (den mangler som oftest i de amerikanske Biblioteker), en Læsesal for
voksne og (mest almindelig i de amerikanske, Biblioteker) en Læsesal for Børn.
Der lægges megen Vægt paa et godt Haandbibliotek og en stor Samling
Tidsskrifter.
Udlaansbiblioteket eller en Del af det er ofte opstillet saaledes, at Laanerne
selv kan gaa til Reolerne og vælge deres Bøger. Meget omhyggeligt udarbejdede
Kataloger (paa Kort i Skuffer eller trykte i Bogform) gør det let for Læserne at
finde de Bøger, hvori de vil søge Oplysninger.
Og saa er der endelig det mest forbausende: Bibliotekaren.
334
Jeg kender ingen, paa hvem Betegnelsen "Folkets Tjener" eller om man vil,
"Folkets Hjælper" passer saa godt som paa de engelske og amerikanske
Bibliotekarer. Man forlanger i Grunden af dem, at de skal vide Besked om alt
mellem Himmel og jord; i det mindste om, hvor man kan finde Oplysninger om alt.
Og de kappes om at hjælpe enhver, der søger Biblioteket.
At disse Biblioteker staar Befolkningens Hjerte nær, viser sig ogsaa deri, at
den ofrer betydelige Summer paa dem. Baade i England og Amerika er Bibliotekerne
kommunale. I Amerika er det ikke ualmindeligt, at Kommunen anvender ca. I Kr.
pr. Indbygger paa dem om Aaret.
Vi kan altsaa af England og Amerika lære, hvordan vi skal indrette et offentligt
Bibliotek; vi kan ogsaa af disse Lande lære, hvorledes vi skal faa Befolkningen
til at bruge det. Man skal begynde med Børnene. Derfor har de amerikanske
Biblioteker en Børnelæsesal; derfor er der et livligt Samarbejde mellem
offentlige Skoler og Biblioteker i England. Bibliotekerne skal benytte Pressens
Hjælp; det er meget almindeligt i disse Landes Blade at finde Oversigter over,
hvad Biblioteket har anskaffet af nye Bøger eller over, hvilke Bøger det har
angaaende et eller andet aktuelt Spørgsmaal. Foredrag og Læsning skal knyttes
sammen, ved at Læreren i sit Foredrag stadig henviser til de skrevne
Fremstillinger af det behandlede Emne og lægger Læsningen deraf til Rette for
Tilhørerne.
Forstaaelsen og Tilegnelsen af en trykt Fremstilling kan lettes ved smaa
Sammenslutninger af Læsere, der i Fællesskab gennemgaar den samme Bog. Saadanne
Læseklubber er i England organiserede i en Forening, The home reading union; i
flere amerikanske Stater støttes de af Staten. Læseklubberne hjælpes bl. a. ved
Laan af Bøger, Kort og Billeder. Deres Virksomhed kan nærmest betegnes som en
Slags "University extension" gennem Bøger.
Det her nævnte Oplysningsarbejde kan naturligvis ikke umiddelbart overføres til
Danmark; dertil vilde der kræves større Lighed i Samfunds- og Skoleforhold. Men
der findes hos os et saa godt Grundlag for en Udvikling af Folkeoplysning gennem
Bøger, at det nærmest maa betragtes som en Mærkelighed, naar vi i denne
Henseende er saa langt tilbage (maalt i Tid 40-50 Aar). Vi har et i mange Maader
velordnet Skolevæsen, vi har i
335
det mindste Begyndelsen til en god folkelig Oplysningslitteratur, og vi har
Penge nok. Det gælder da blot om at tage fat. Hvorledes dette kan ske, skal jeg
i Korthed give en Oversigt over.
Der maa arbejdes for, at et andet Syn paa Bøger og Bøgers Brug kan blive
almindeligt. Endnu er der altfor mange, der tror paa Frasen om "det levende Ord
og det døde Bogstav." Dat er jo særlig Folkehøjskolens Mænd, som har faaet Skyld
for, at dette Udtryk, der kan have sin Berettigelse som en Kritik over daarlig
Brug af Bøgerne, er blevet misbrugt af Grundtvigs Eftersnakkere. Det bør dog
siges, at paa mange Folkehøjskoler er der en ærlig Stræben efter at opfylde
Grundtvigs Forlangende om, at
Ord i Mund og Skrift i Bog
skal vor Ungdom lære
ret at bruge Kraft og Sprog,
Livet til Guds Ære.
Og til at fremhæve Betydningen af "Skriften i Bog" trænges der haardt lige over
for dem, hvis Syn paa Bøger bestemmes af deres Uvidenhed om dem. Man maa
klarlægge Bøgernes Betydning for Erhvervslivet, for det nationale og politiske
Liv, for den sociale Udvikling.
Derved vil ogsaa Samfundets Syn paa Folkebogsamlingerne blive et andet. Man vil
forstaa, at den lette Adgang til at bruge Bøger er en saa vigtig Samfundssag, at
den maa støttes og ledes gennem Lovgivningen, og at det maa være Staten og
Kommunen, der overtager Ledelsen af den og bærer Udgifterne ved den. De Rigmænd,
der ønsker at hjælpe Sagnfundet fremad, vil da ogsaa faa Øjnene op for, at denne
Sag fortjener deres Støtte.
Til et saadant forandret Syn paa Bøgerne maa Skolen hjælpe. Men vil man opnaa
noget gennem den, maa man først paavirke Lærerne og arbejde paa at faa dem lært
selv at bruge Bøgerne rigtigt. Jeg tænker her nærmest paa vore Seminarier. Det
Forhold, hvori deres Elever kommer til Bøgerne, bestemmes for en stor Del af
deres Lektielæsning, der drives i saa stort Omfang, at der ikke bliver synderlig
Tid til en friere Brug af Bøger. Men Lektielæsningen har som Brugsform betragtet
intet med Livet at gøre; uden for Skolen læses der ikke Lektier. Det er andre
Former for Brugen af Bøger, som anvendes. Det er saa meget vigtigere, at Læreren
faar Kendskab til disse Former og
336
Øvelse i at bruge dem, som han jo ofte ogsaa bliver de voksnes Lærer og gennem
Ledelsen af de stedlige Folkebogsamlinger kan faa god Nytte deraf. Derfor vilde
det ogsaa være af Betydning, at Seminariernes Elever fik noget Kendskab til den
tekniske Side af en Bogsamlings Drift. At de faar Øvelse i gennem en
Børnebogsamling at bringe Bøgerne ind i Undervisningen, vil forhaabentlig snart
blive anset som en Nødvendighed.
Børnebogsamlingernes Udvikling er et af vort Oplysningsarbejdes allervigtigste
Spørgsmaal, fordi der gennem dem vil kunne hidføres en fuldstændig Forandring i
den Maade, hvorpaa Skolen fører Børnene og Bøgerne sammen. Dette har jeg
udførligere paavist andetsteds*). Jeg maa nøjes med her at fremhæve, at det
gælder om ikke at skræmme Barnet bort fra Bøgerne ved at tvinge det til en
pinagtig og kedsommelig Brug af dem; man maa lære det paa anden Maade end ved
Lektielæsning at skaffe sig Oplysning gennem en boglig Fremstilling af et Stof,
der ligger indenfor dets Opfattelseskreds. Hertil kræves gode Bogsamlinger, og
dem maa Skolen sørge for, da vi ikke har frie offentlige Biblioteker som de
tidligere omtalte.
Jo ældre Eleven bliver, des lettere vil det være at finde Omraader, hvor han kan
henvises til at skaffe sig Kundskab gennem Bøger. Derfor maa vore Højskoler og
andre Efterskoler, vore Landbrugsskoler, tekniske Skoler og andre Fagskoler
forsynes med gode Bogsamlinger eller skaffe deres Elever Adgang til Bøger gennem
de stedlige Folkebogsamlinger.-
Jeg forklarede den Lærer, som var forundret over mit Udseende, at naar jeg holdt
saa meget af Bøger, var det, fordi de havde hjulpet mig til at leve Livet
dygtigere, sundere og lykkeligere. Og naar jeg gjorde mig Umage for at bringe
andre til at holde af Bøger og for at skaffe dem let Adgang til Læsning, saa var
det, for at de kunde faa den samme Hjælp. Lad os, for hvem Bøgerne er gode
Venner og kloge Raadgivere, søge at bringe andre i det samme Forhold til
Bøgerne, saa at de tyer til dem baade i Fritidens Stilhed og i Arbejdets Larm.
ANDR. SCH. STEENBERG.
*) A. S. Steenberg: Skolen og Bøgerne. Kbhvn. 1905. Om de frie offentlige
Biblioteker smlgn. A. S. Steenberg, Folkebogsamlinger, deres Historie og
Indretning. Aarh. og Kbh. 1900.