Biblioteker og Demokrati
Af Bibliotekar Ida Bachmann
25
Man gaar overalt i verden ud fra som givet, at et oplyst samfund vil arbejde paa
sit eget bedste. Derfor er biblioteksvæsnet en organisk del af de russiske
femaarsplaner. Og af samme grund brænder man i naziland bøgerne paa kætterbaal.
Et lands demokratiske eller anti-demokratiske hensigter vil man simpelthen kunne
grade i dets biblioteker.
I forhold til resten af vesteuropa er Danmark ret langt fremme. Vi har en
bibliotekslov, der fastslaar bibliotekernes opgave som alsidig oplysning og
iøvrigt afsætter rammerne for bogbestand, drift og tilskud. Der er bibliotek i
alle byer, deraf 29 centralbiblioteker, men derved er man ogsaa foreløbig
standset (loven kom i 1920, revideret i 1931). Staten har i de senere aar
nedskaaret tilskudene med 10 pCt., og den overcentral, der skulde supplere
centralbibliotekernes bogbestand - statsbiblioteket i Aarhus, der blev oprettet
som almenbibliotek - er blevet gjort til bibliotek for det ny universitet, et
snit der i det lange løb vil ta mere fra den almene befolkning, end man i
øjeblikket er opmærksom paa.
Vore offentlige biblioteker kom til verden i demokratiets middagshede. Den
voksne befolknings adgang til kundskaber blev logisk gjort til en samfundssag.
Gennem biblioteket skulde portene til alle oplysninger staa vidt aabne. Enhver
kan idag gøre krav paa at læse, hvad der er trykt saavel om stormagternes kamp
om Abessinien som om folkeforbundets sanktionspolitik, om ernærings-spørgsmaal
og social forsorg, som om forhandlingerne i den danske rigsdag. For det
virkelige demokrati er ingen oplysninger "farlige", saavidt de er faktiske, og
ligesaa for det bibliotek, der virker efter sin bestemmelse; for vi ved, at de
allerfleste mennesker, der har adgang til at bruge et alsidigt bibliotek, ogsaa
udvikler deres sunde dømmekraft. Vi behøver ikke at ængste os ved at udlaane
Hitlers Min kamp, for vi ved, at for biblioteksvante læsere kan der ikke findes
en kraftigere antinazistisk propaganda.
Et bibliotek maa ikke ta parti, det er sandt, og det behøver det heller ikke:
alene ved sin eksistens som alsidig oplysningskilde staar det som forpost for
demokratiet og fremtidens samfund, med front mod uvidenheds- og
middelalderpartierne. Adskillige kommuner er - samtidig med statens midlertidige
nedskæring - blevet klar over denne forpoststilling og har forhøjet budgetterne
i de senere aar. Ogsaa modparten er klar over situationen: i bibliotekernes
fagblad, Bogens verden, læser vi i januar-numret, at nazisterne og de
konservative i Haderslev amtsraad har stemt pure imod tilskud til bibliotekerne,
med det resultat at amtstilskudet helt bortfaldt, "hvilket betyder noget af en
katastrofe for bibliotekernes økonomi". Middelalderpartierne ved, at hvor
bibliotekerne gaar frem, gaar reaktionen tilbage. Til gengæld har vi her faaet
det første haandgribelige bevis indenfor landets grænser paa, at hvor de lange
støvler gaar frem, gaar bibliotekerne tilbage.
At nægte tilskud er jo en udvej, lige saa effektiv og mindre opsigtsvækkende end
et kætterbaal. I denne forbindelse maa det nævnes, at over halvdelen af landets
sognekommuner er uden bibliotek; men selv hvor et saadant findes - i byerne og i
de resterende sogne - lurer der en fare, enten det evigt virkende bagstræbs
usaglige og utidige kritik af bibliotekets alsidighed og objektivitet i bogvalg,
eller - paa enkelte steder - reaktionens aktive indblanding i og censur af
bibliotekets arbejde. Man ønsker at undgaa visse "tendenser" i bogvalget. Man
skyder sig ind under den konventionelle forargelse, eller man erklærer rent ud,
at biblioteket "ikke skal være forkæmper for de nye strømninger i tiden ved at
gi folk adgang til dem."
Der er idag to emner, der er "farlige" set ud fra reaktionens standpunkt:
26
samfundsspørgsmaal og sexuel oplysning, hvad enten de forekommer i faglig eller
skønlitterær behandling.
For blot at ta ét emne indenfor samfundsspørgsmaalene - Sovjetunionens
økonomiske og kulturelle forhold - kan man i et af landets største og rigeste
kommunebiblioteker finde det mest overraskende udslag af eensidighed. Man
besidder i en bogsamling paa 67.000 bind siger og skriver een bog om
efter-revolutionens Rusland: Karlgrens bog fra 1926, et værk, der af
historikerne aldrig har været anerkendt for sine videnskabelige dyder, men som
idag kun kan ha interesse som kuriositet. Man har samme sted en stor
avis-læsesal, hvor de politiske retninger kommer til orde, blot ikke
kommunismen. Paa 60 meter tidsskrift-reol har man ikke fundet plads til eet
tidsskrift i den "farlige" retning. "Sovjet i dag" faar biblioteket tilsendt som
velvillig gave fra "Sovjetunionens venner", men stik imod al regel fremlægges
det ikke.
Dette bibliotek, til hvilket staten yder et aarstilskud paa ca. 40.000 kr., har
aabenbart ligesom buchmanismen til formaal at dreje samtalen hen paa noget
andet, mindre explosivt. Men det formaal er i absolut strid mod
biblioteksvæsnets idé og den lov, der er forudsætning for dets eksistens.
Paa de steder, hvor reaktionen er aktivt medvirkende, kan der opstaa den
komplikation, at visse bøger paa grund af deres almindeligt anerkendte høje
videnskabelige eller kunstneriske stade maa anskaffes trods deres ubehagelige
tendens. Men ogsaa her kan der findes udvej. Med forbillede i det
puritansk-snerpede Amerika indretter man en saakaldt "lukket hylde", til hvilken
publikum ingen adgang har. Et enkelt sted her i landet, har jeg ladet mig
fortælle, er disse bøger - som af bibliotekaren eller bestyrelsen er befundet
pornografiske - endogsaa anbragt bag aflaaset Hønsetraad, som kun chefen har
nøglen til! Havde jeg ikke med mine egne øjne set adskillige "lukkede hylder" i
amerikanske biblioteker, vilde jeg erklære det for umuligt selv for den værste
libertiner at finde pornografi i bøger som Romain Rollands Jean Christophe,
Tolstois Anna Karenina og Bernard Shaws Unpleasant plays. Straks mere
forstaaeligt er det, at anti-krigsforfatterne Barbusse og Don Passos skulde
forhindres i at smitte den almene mentalitet. - Den slags dekreter blev altid
udstedt fra bibliotekets højeste instanser, og der rasede en evig - men skjult -
krig imod dem fra kredsbibliotekarernes side. De var nemlig i stadig berøring
med læserne og vidste, at i det øjeblik en bog blev sat paa lukket hylde, vilde
den i stor udstrækning blive efterspurgt af pornografiske grunde. Men de var
hjælpeløse; naar overbibliotekaren først eengang havde kastet snavs paa Romain
Rollands storværk ved at anbringe det paa lukket hylde, rullede lavinen videre i
samme retning uden stands. - I stedet for at standpunktet burde være: Enten er
en bog tænkt og skrevet, saa biblioteket maa købe den, eller ogsaa ligger den
under niveau'et, og den købes ikke. Der kan kun gis et enten - eller, og grænsen
maa trækkes vandret, ikke lodret.
Saa længe bogproduktionen her i landet, som i fem sjettedele af verden iøvrigt,
ikke er en kulturopgave men hovedsageligt gaar ud paa profit, er det nødvendigt,
at bibliotekerne vælger og vrager. Hele det store, laveste lag af
bogproduktionen, der mer eller mindre aabenlyst spekulerer i folks uvidenhed og
mangel paa oplevelser, har vi ingen brug for i oplysningsarbejdet. Men ved at
indrette lukkede hylder for reel sexuel oplysning og litteratur, drager de
biblioteker, der dermed tror at højne moralen, disse værker ned i pornografiens
lave atmosfære i stedet for - som det er vor pligt - at hjælpe folk op til en
fri forstaaelse af de bøger, der videnskabeligt eller kunstnerisk behandler et
af livets vigtige problemer.
Det vilde være naivt at tro, at et forbud kan udrydde ponografi. Dens ophav, den
udbredte sexuelle hunger, er en samfundsulykke, der staar i di-
27
rekte forbindelse med tidens daarlige sociale forhold, navnlig med
arbejdsløsheden og manglen paa fremtidsudsigter, og uden en radi[k]al omlægning
her kan heller ingen mønsterbogsamling komme ponografien tillivs. Men vi kan i
hvert fald ved at gi fri adgang til sexuel oplysning undgaa at forøge denne
samfunds-sygdom.
I begge former for restriktion er det reaktionen, der har eneret paa angsten.
Har man nogensinde hørt, at en bibliotekar overfor censur fra bestyrelse eller
tilfældige borgere maatte forsvare indkøbet af en bog med en saa udpræget
samfunds- og sundhedsfjendtlig tendens som f. ex. Ricards Ungdomsliv? Eller hvem
tænker vel paa at sætte borgmester Kapers skriverier i hønsebur? - Kun det nye
er farligt; kun det, man ved vil finde genklang i tidens mennesker, behøver man
at forbyde: social oplysning og sexuel oplysning. Men ved bortamputering af
bestemte emner og ved angst for alle nye strømninger vil et bibliotek jo netop
miste den objektivitet, det haaber at bevare skinnet af ved at holde sig til de
synsmaader, der er saa gamle og saa tilvante, at ingen mere lægger mærke til
dem.
Censur og eensidighed strider mod selve biblioteksvæsnets natur, der netop er:
frihed. Paa den konto har bibliotekerne vundet frem til at blive samlingssted
for hele befolkningen i vor tid, og kun paa den konto vil de bestaa. Det er
udelukkende fra angstens side, fra reaktionen, at bibliotekerne indtil iaar har
modtaget kritik. Meget vil afhænge af, om frisindet i fremtiden som modvægt ikke
blot vil forsvare alsidigheden, der hvor den findes, men ogsaa aktivt vil
angribe, hvor den mangler. For lige saa vist som ingen virkelige oplysninger i
demokratiets øjne kan være farlige, lige saa vist er mangel paa oplysning eller
eensidighed i oplysning en sikker undergravning af ethvert demokratisk samfund.
I en tale til de engelske biblioteksfolk sagde professor Laski i sommer:
"Deres hovedopgave er at holde vagt over kulturen. Men kulturens inderste væsen
er frihed, sikkerhed er dens hjerteblod. - Hvis De ikke, naar den angribes, som
bibliotekarer er parat til at komme den til undsætning, er der kun ringe haab
for dens bestaaen. Bibliotekaren har den civiliserede verdens tradition i sin
varetægt. Hans embede forpligter ham til at stride for dens rettigheder. Han er,
som Heine sagde, soldat i menneskehedens befrielseskamp. Lad ham tjene sin
belønning i denne den ædleste af alle kampe."
Store ord, javel. Men de anføres ikke her som laurbær for udført daad; de
anføres for at minde om, hvad samfundet har ret til at vente af bibliotekerne i
den kamp, der staar paa, om demokratiets fremskridt eller fald.
Ida Bachmann.