Ida Bachman: Biblioteker og demokrati. i: Kulturkampen II, 1936, nr.2, side 25-27.

Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden
 

Biblioteker og Demokrati

 
Af Bibliotekar Ida Bachmann
 

25
Man gaar overalt i verden ud fra som givet, at et oplyst samfund vil arbejde paa sit eget bedste. Derfor er biblioteksvæsnet en organisk del af de russiske femaarsplaner. Og af samme grund brænder man i naziland bøgerne paa kætterbaal. Et lands demokratiske eller anti-demokratiske hensigter vil man simpelthen kunne grade i dets biblioteker.
I forhold til resten af vesteuropa er Danmark ret langt fremme. Vi har en bibliotekslov, der fastslaar bibliotekernes opgave som alsidig oplysning og iøvrigt afsætter rammerne for bogbestand, drift og tilskud. Der er bibliotek i alle byer, deraf 29 centralbiblioteker, men derved er man ogsaa foreløbig standset (loven kom i 1920, revideret i 1931). Staten har i de senere aar nedskaaret tilskudene med 10 pCt., og den overcentral, der skulde supplere centralbibliotekernes bogbestand - statsbiblioteket i Aarhus, der blev oprettet som almenbibliotek - er blevet gjort til bibliotek for det ny universitet, et snit der i det lange løb vil ta mere fra den almene befolkning, end man i øjeblikket er opmærksom paa.
Vore offentlige biblioteker kom til verden i demokratiets middagshede. Den voksne befolknings adgang til kundskaber blev logisk gjort til en samfundssag. Gennem biblioteket skulde portene til alle oplysninger staa vidt aabne. Enhver kan idag gøre krav paa at læse, hvad der er trykt saavel om stormagternes kamp om Abessinien som om folkeforbundets sanktionspolitik, om ernærings-spørgsmaal og social forsorg, som om forhandlingerne i den danske rigsdag. For det virkelige demokrati er ingen oplysninger "farlige", saavidt de er faktiske, og ligesaa for det bibliotek, der virker efter sin bestemmelse; for vi ved, at de allerfleste mennesker, der har adgang til at bruge et alsidigt bibliotek, ogsaa udvikler deres sunde dømmekraft. Vi behøver ikke at ængste os ved at udlaane Hitlers Min kamp, for vi ved, at for biblioteksvante læsere kan der ikke findes en kraftigere antinazistisk propaganda.
Et bibliotek maa ikke ta parti, det er sandt, og det behøver det heller ikke: alene ved sin eksistens som alsidig oplysningskilde staar det som forpost for demokratiet og fremtidens samfund, med front mod uvidenheds- og middelalderpartierne. Adskillige kommuner er - samtidig med statens midlertidige nedskæring - blevet klar over denne forpoststilling og har forhøjet budgetterne i de senere aar. Ogsaa modparten er klar over situationen: i bibliotekernes fagblad, Bogens verden, læser vi i januar-numret, at nazisterne og de konservative i Haderslev amtsraad har stemt pure imod tilskud til bibliotekerne, med det resultat at amtstilskudet helt bortfaldt, "hvilket betyder noget af en katastrofe for bibliotekernes økonomi". Middelalderpartierne ved, at hvor bibliotekerne gaar frem, gaar reaktionen tilbage. Til gengæld har vi her faaet det første haandgribelige bevis indenfor landets grænser paa, at hvor de lange støvler gaar frem, gaar bibliotekerne tilbage.
At nægte tilskud er jo en udvej, lige saa effektiv og mindre opsigtsvækkende end et kætterbaal. I denne forbindelse maa det nævnes, at over halvdelen af landets sognekommuner er uden bibliotek; men selv hvor et saadant findes - i byerne og i de resterende sogne - lurer der en fare, enten det evigt virkende bagstræbs usaglige og utidige kritik af bibliotekets alsidighed og objektivitet i bogvalg, eller - paa enkelte steder - reaktionens aktive indblanding i og censur af bibliotekets arbejde. Man ønsker at undgaa visse "tendenser" i bogvalget. Man skyder sig ind under den konventionelle forargelse, eller man erklærer rent ud, at biblioteket "ikke skal være forkæmper for de nye strømninger i tiden ved at gi folk adgang til dem."
Der er idag to emner, der er "farlige" set ud fra reaktionens standpunkt:

26
samfundsspørgsmaal og sexuel oplysning, hvad enten de forekommer i faglig eller skønlitterær behandling.
For blot at ta ét emne indenfor samfundsspørgsmaalene - Sovjetunionens økonomiske og kulturelle forhold - kan man i et af landets største og rigeste kommunebiblioteker finde det mest overraskende udslag af eensidighed. Man besidder i en bogsamling paa 67.000 bind siger og skriver een bog om efter-revolutionens Rusland: Karlgrens bog fra 1926, et værk, der af historikerne aldrig har været anerkendt for sine videnskabelige dyder, men som idag kun kan ha interesse som kuriositet. Man har samme sted en stor avis-læsesal, hvor de politiske retninger kommer til orde, blot ikke kommunismen. Paa 60 meter tidsskrift-reol har man ikke fundet plads til eet tidsskrift i den "farlige" retning. "Sovjet i dag" faar biblioteket tilsendt som velvillig gave fra "Sovjetunionens venner", men stik imod al regel fremlægges det ikke.
Dette bibliotek, til hvilket staten yder et aarstilskud paa ca. 40.000 kr., har aabenbart ligesom buchmanismen til formaal at dreje samtalen hen paa noget andet, mindre explosivt. Men det formaal er i absolut strid mod biblioteksvæsnets idé og den lov, der er forudsætning for dets eksistens.
Paa de steder, hvor reaktionen er aktivt medvirkende, kan der opstaa den komplikation, at visse bøger paa grund af deres almindeligt anerkendte høje videnskabelige eller kunstneriske stade maa anskaffes trods deres ubehagelige tendens. Men ogsaa her kan der findes udvej. Med forbillede i det puritansk-snerpede Amerika indretter man en saakaldt "lukket hylde", til hvilken publikum ingen adgang har. Et enkelt sted her i landet, har jeg ladet mig fortælle, er disse bøger - som af bibliotekaren eller bestyrelsen er befundet pornografiske - endogsaa anbragt bag aflaaset Hønsetraad, som kun chefen har nøglen til! Havde jeg ikke med mine egne øjne set adskillige "lukkede hylder" i amerikanske biblioteker, vilde jeg erklære det for umuligt selv for den værste libertiner at finde pornografi i bøger som Romain Rollands Jean Christophe, Tolstois Anna Karenina og Bernard Shaws Unpleasant plays. Straks mere forstaaeligt er det, at anti-krigsforfatterne Barbusse og Don Passos skulde forhindres i at smitte den almene mentalitet. - Den slags dekreter blev altid udstedt fra bibliotekets højeste instanser, og der rasede en evig - men skjult - krig imod dem fra kredsbibliotekarernes side. De var nemlig i stadig berøring med læserne og vidste, at i det øjeblik en bog blev sat paa lukket hylde, vilde den i stor udstrækning blive efterspurgt af pornografiske grunde. Men de var hjælpeløse; naar overbibliotekaren først eengang havde kastet snavs paa Romain Rollands storværk ved at anbringe det paa lukket hylde, rullede lavinen videre i samme retning uden stands. - I stedet for at standpunktet burde være: Enten er en bog tænkt og skrevet, saa biblioteket maa købe den, eller ogsaa ligger den under niveau'et, og den købes ikke. Der kan kun gis et enten - eller, og grænsen maa trækkes vandret, ikke lodret.
Saa længe bogproduktionen her i landet, som i fem sjettedele af verden iøvrigt, ikke er en kulturopgave men hovedsageligt gaar ud paa profit, er det nødvendigt, at bibliotekerne vælger og vrager. Hele det store, laveste lag af bogproduktionen, der mer eller mindre aabenlyst spekulerer i folks uvidenhed og mangel paa oplevelser, har vi ingen brug for i oplysningsarbejdet. Men ved at indrette lukkede hylder for reel sexuel oplysning og litteratur, drager de biblioteker, der dermed tror at højne moralen, disse værker ned i pornografiens lave atmosfære i stedet for - som det er vor pligt - at hjælpe folk op til en fri forstaaelse af de bøger, der videnskabeligt eller kunstnerisk behandler et af livets vigtige problemer.
Det vilde være naivt at tro, at et forbud kan udrydde ponografi. Dens ophav, den udbredte sexuelle hunger, er en samfundsulykke, der staar i di-

27
rekte forbindelse med tidens daarlige sociale forhold, navnlig med arbejdsløsheden og manglen paa fremtidsudsigter, og uden en radi[k]al omlægning her kan heller ingen mønsterbogsamling komme ponografien tillivs. Men vi kan i hvert fald ved at gi fri adgang til sexuel oplysning undgaa at forøge denne samfunds-sygdom.
I begge former for restriktion er det reaktionen, der har eneret paa angsten. Har man nogensinde hørt, at en bibliotekar overfor censur fra bestyrelse eller tilfældige borgere maatte forsvare indkøbet af en bog med en saa udpræget samfunds- og sundhedsfjendtlig tendens som f. ex. Ricards Ungdomsliv? Eller hvem tænker vel paa at sætte borgmester Kapers skriverier i hønsebur? - Kun det nye er farligt; kun det, man ved vil finde genklang i tidens mennesker, behøver man at forbyde: social oplysning og sexuel oplysning. Men ved bortamputering af bestemte emner og ved angst for alle nye strømninger vil et bibliotek jo netop miste den objektivitet, det haaber at bevare skinnet af ved at holde sig til de synsmaader, der er saa gamle og saa tilvante, at ingen mere lægger mærke til dem.
Censur og eensidighed strider mod selve biblioteksvæsnets natur, der netop er: frihed. Paa den konto har bibliotekerne vundet frem til at blive samlingssted for hele befolkningen i vor tid, og kun paa den konto vil de bestaa. Det er udelukkende fra angstens side, fra reaktionen, at bibliotekerne indtil iaar har modtaget kritik. Meget vil afhænge af, om frisindet i fremtiden som modvægt ikke blot vil forsvare alsidigheden, der hvor den findes, men ogsaa aktivt vil angribe, hvor den mangler. For lige saa vist som ingen virkelige oplysninger i demokratiets øjne kan være farlige, lige saa vist er mangel paa oplysning eller eensidighed i oplysning en sikker undergravning af ethvert demokratisk samfund.
I en tale til de engelske biblioteksfolk sagde professor Laski i sommer:
"Deres hovedopgave er at holde vagt over kulturen. Men kulturens inderste væsen er frihed, sikkerhed er dens hjerteblod. - Hvis De ikke, naar den angribes, som bibliotekarer er parat til at komme den til undsætning, er der kun ringe haab for dens bestaaen. Bibliotekaren har den civiliserede verdens tradition i sin varetægt. Hans embede forpligter ham til at stride for dens rettigheder. Han er, som Heine sagde, soldat i menneskehedens befrielseskamp. Lad ham tjene sin belønning i denne den ædleste af alle kampe."
Store ord, javel. Men de anføres ikke her som laurbær for udført daad; de anføres for at minde om, hvad samfundet har ret til at vente af bibliotekerne i den kamp, der staar paa, om demokratiets fremskridt eller fald.

Ida Bachmann.