Palle Birkelund: Om danske forskningsbiblioteker og nogle af deres aktuelle problemer. Foredrag i Svenska Bibliotekariesamfundet 1956 i: Nordisk Tidskrift för Bok- og Biblioteksväsen, 1957, side 77-87. .

Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden
 

Om danske forskningsbiblioteker og nogle af deres aktuelle problemer

 
Foredrag i Svenska Bibliotekariesamfundet 1956
 

77
De nordiske forskningsbiblioteker har meget at lære af hinanden, og selv om mange svenske bibliotekarer ved selvsyn har lært nabolandenes biblioteker at kende, kan det sikkert være af værdi at give en kortfattet beretning om hvad, der i de senere år er hændt indenfor det videnskabelige biblioteksvæsen i Danmark samt fortælle lidt om de mål, der stræbes imod. Beretningen bliver et supplement til det instruktive foredrag, som rigsbibliotekar Svend Dahl i 1948 holdt i Svenska Bibliotekariesamfundet (gengivet i NTBB, 36, 1949).
Svend Dahl nåede som bekendt i sin mangeårige og frugtbare embedstid at føre en lang række reformer ud i livet; andre af hans planer har først kunnet realiseres efter hans fratræden som rigsbibliotekar for få år siden, medens endnu andre stadig venter på en løsning. Men indenfor biblioteksvæsenet er det jo som vel indenfor andre områder således at så snart, eller helst før, een reform er gennemført må andre planlægges, og en biblioteksmand, der ved sin afgang har fået alle sine planer ført ud i livet må vist siges at have haft for få ideer!
Et af tidens mange slagord er planlægning, og for forskningsbibliotekerne, der jo for manges vedkommende lever i en af århundredgamle traditioner præget atmosfære, og hvis fremtid så at sige må betragtes under evighedens synsvinkel, er konstruktive langtidsplaner af overordentlig stor betydning, hvis bibliotekerne til enhver tid skal kunne svare til de berettigede og stigende krav, der stilles til dem.
En meget vigtig forudsætning for en koordineret planlægning og en hensigtsmæssig realisering af planerne er så vidt jeg kan se tilstedeværelsen af visse centrale organer. Det er i og for sig ikke - eller i hvert fald ikke altid - nødvendigt, at sådanne organer er administrativt overordnede; fællesorganer, hvor man kan drøfte tingene på lige fod, og hvor trådene kan samles, kan have samme eller måske endog bedre virkning.
I Danmark - som i så mange andre lande - går udviklingen i retning af at skabe flere og flere fællesinstitutioner og -organer og at intensivere og udbygge samarbejdet mellem bibliotekerne, og det ikke alene mellem forskningsbibliotekerne indbyrdes, men også mellem disse og folkebibliotekerne.

78
Meget er allerede nået i så henseende, og mon ikke det kan siges, at hovedlinierne i dansk biblioteksvæsens struktur i det store og hele er fastlagt.
I dansk historieskrivning har man begrebet "de store landboreformer" og mener dermed de gennemgribende foranstaltninger, der i slutningen af 1700-tallet fandt sted med hensyn til bl. a. jordfællesskabets ophævelse, stavnsbåndets løsning og hoveriets afskaffelse eller regulering, og man kan på samme måde i bibliotekshistorien med fuld ret tale om den store biblioteksreform i 1920'erne. Bibliotekskommissionens betænkning af 1927 betegnede nemlig et vendepunkt i udviklingen; den skabte det system af koordineret specialisering som uden nogen tvivl har betydet så umådeligt meget for danske forskningsbiblioteker, og den er det grundlag vi stadig bygger videre på. Og det er netop nødvendigt at bygge videre. Selv den bedste reform må bestandig àjourføres, så den ikke ender med at blive en sovepude. Den danske biblioteksreform kan vist siges at have været forud for sin tid, men udviklingen skrider hurtigt, og det er farligt at slå sig til ro med, at med reformens gennemførelse var alle problemer løst. Den tro er det nu heldigvis kun de færreste der har haft, og naturligvis kunne kommissionen, der tilrettelagde reformen, ikke tage stilling til alle spørgsmål.
I den forbindelse kunne det være praktisk at nævne Statsbiblioteket i Århus, Danmarks trediestørste forskningsbibliotek. Dette bibliotek, der nu er noget over et halvt århundrede gammelt, har en ganske egenartet historie. Det blev åbnet 1902 som et alment bibliotek, der "formentes at kunne blive til Nytte og Glæde for Befolkningen i Provinserne, navnlig i Jylland", en formening der i sjælden grad har vist sig at være rigtig. Men det er ikke her nødvendigt at komme nærmere ind herpå og heller ikke på bibliotekets store betydning for udviklingen af dansk folkebiblioteksvæsen. Nævnes skal derimod det problem, der i en årrække drøftedes i hidsige og ofte drastiske diskussioner, problemet om hvilken kurs biblioteket skulle lægge.
Drøftelserne stod i nær forbindelse med planerne om oprettelsen af et jysk universitet eller rettere sagt om et universitet i Århus. Disse planer var på den tid kommissionen arbejdede endnu ikke konkretiserede, men ret uventet kom universitetsplanerne i 1928 ind i et frugtbart spor, idet man da ved oprettelsen af den kommunale universitetsundervisning lagde grunden til det Århus Universitet, der nu indtager en hæderfuld plads blandt Nordens universiteter. Det stod nu klart, at Statsbiblioteket måtte overtage det byrdefulde ansvar som universitetsbibliotek, men mange mente, at man ikke af den grund behøvede at ophøre med at være - som det blev kaldt - overcentral for folkebibliotekerne. For en snes år siden blev Statsbibliotekets dobbeltsidige opgave nærmere fikseret, og i årenes løb har optimisterne fået ret: Statsbiblioteket fungerer nu på en udmærket - og gnidningsløs - måde, og til gavn for begge parter, både som folkebibliotekernes over-

79
central og som bibliotek for Århus Universitet. Statsbibliotekets udvikling kan vist godt siges at have formet sig lidt uortodokst og er allerede af den grund et studium værd; den skildring af bibliotekets første 50 år overbibliotekar Sejr gav i jubilæumsskriftet fra 1952 burde være obligatorisk læsning for alle biblioteksteoretikere.
Statsbiblioteket, der iøvrigt har gode chancer for inden alt for længe at få en hårdt tiltrængt nybygning (i umiddelbar forbindelse med universitetets hovedbygning), er det eneste af de større danske forskningsbiblioteker, der er universelt i sin opbygning. Af mange grunde er det ikke inddraget i den fagdeling, som er etableret mellem de københavnske biblioteker, men et vist samarbejde også på accessionspolitikens område finder dog sted mellem København og Århus. Det bliver dog sikkert nødvendigt inden længe inden for de foreliggende rammer at fastlægge et nærmere program for indkøbsfordeling mellem Statsbiblioteket og de videnskabelige biblioteker i København. Men måske - og forhåbentligt - kan spørgsmålet løses i forbindelse med iværksættelsen af en nordisk "Farmingtonplan" - eller skulle man indføre begrebet "Uppsalaplanen"? Et andet problem vil man iøvrigt inden alt for længe blive nødt til at tage stilling til, nemlig hvorvidt Statsbiblioteket skal knyttes nærmere til den fælles institution vi i Danmark kalder Rigsbibliotekarembedet.
Nu nævnede jeg dette lidt besværlige ord. Det kan ofte være vanskeligt for udlændinge - og forresten også for danske - at sætte sig ind i, hvad udtrykket dækker. Embedet, der blev oprettet i 1943 og hvis første indehaver var Svend Dahl, er i øjeblikket den centrale ledelse for Det kgl. Bibliotek, det københavnske Universitetsbiblioteks to afdelinger og det særlige centrale udvekslingsinstitut, der blev oprettet i 1945. De tre sidstnævnte institutioner har egne ledere, medens Det kgl. Biblioteks daglige ledelse varetages af rigsbibliotekaren; der kan siges at være en slags personalunion mellem Rigsbibliotekarembedet og Det kgl. Bibliotek. Embedets administrative område er således ikke så omfattende som navnet kunne antyde, men det må tilføjes at embedet alligevel på mange områder fungerer som et organ for alle landets forskningsbiblioteker. Det er jo heldigvis sådan i Danmark at en mængde biblioteksmæssige ændringer kan vedtages uden love, vedtægter og andre formelle forskrifter og føres ud i livet ved forhandlinger, venskabelige aftaler og personlige kontakter, og jeg vil tro, at Rigsbibliotekarembedet, ledet i den rette ånd, skridt for skridt vil kunne udvikle sig til et effektivt og et for alle biblioteker nyttigt centralorgan for det videnskabelige biblioteksvæsen i Danmark.
Mange vil nok se med en vis skepsis på en sådan centralisering, men for dem er der en vis trøst at søge i den i 1949 som en afdeling af Danmarks Biblioteksforening oprettede Sammenslutning af Danmarks videnskabelige og faglige biblioteker, der er et forum for drøftelse af alle fæl-

80
lesproblemer. Her er der et instrument, der kan bruges til at moderere de centraliserende tendenser, hvis man ønsker det, eller til at stimulere samme, hvis man synes det er at foretrække. Mon ikke alle forudsætninger er til stede for at nå frem til en sund ligevægt mellem centralisering og decentralisering, og til syvende og sidst er vel det organisatoriske system ret underordnet når man blot når frem til det, der absolut ikke er underordnet: samarbejde og koordinering.
Rigsbibliotekarembedet, hvis sekretariat i øjeblikket beskæftiger en bibliotekar, tre-fire assistenter og en sekretær, en bogholder og to bogholderiassistenter, har naturligvis mange administrative pligter. Mere interessant er i denne forbindelse de mere biblioteksmæssigt betonede gøremål. Embedet udgiver accessionskatalogen, arbejder med tilvejebringelse af et trykmanuskript til en fælleskatalog over den samlede bestand af udenlandske periodica i danske forskningsbiblioteker, og takket være en særlig bevilling til nationalbibliografiske arbejder har man for en del år siden kunnet gå i gang med udarbejdelsen af et dansk forfatterleksikon dækkende perioden efter Erslews leksikon fra o. midten af 1800-tallet (perioden 1900-50, der udarbejdes af Svend Dahl, foreligger om nogen tid færdig i manuskript). Embedet er medudgiver af den for hele det danske biblioteksvæsen fælles og meget nyttige Biblioteksårbog, det leverer materiale til en række internationale bibliografiske foretagender og besvarer et stigende antal udenlandske forespørgsler af bibliografisk karakter, det formidler forskellige bevillinger til indkøb af danske bøger til udenlandske biblioteker, det administrerer en særlig bevilling til avismikrofotografering, det er født medlem af skolerådet for den nye biblioteksskole, som senere skal omtales, det er medleder af Dansk bibliografisk Kontor, det har påtaget sig i vidt omfang at være bindeled mellem danske og udenlandske forskningsbiblioteker, ligesom det, sidst men ikke mindst, i en ikke uvæsentlig grad fungerer som ministeriernes konsultative organ i en række bibliotekssager. Af særlige opgaver som for tiden optager embedet er spørgsmålet om en àjourføring af fagdelingen mellem de københavnske biblioteker. Selv om hovedlinierne som nævnt ligger fast er det indlysende, at den udvikling der sker inden for visse fag eller dele af sådanne, f.eks. sociologi, økonomi og psykologi, medfører, at fagdelingen bestandig må være under observation, således at man ikke alene undgår overflødige dubletanskaffelser, men også, hvad der er ulige vigtigere, undgår "lakuner" i landets samlede bogbestand. Vi har på dette særlige område fulgt den fremgangsmåde, at vi sammenkalder specialister fra universiteter eller andre læreanstalter og bibliotekarer fra de biblioteker, der berøres af det pågældende fagområde til fællesdrøftelser af litteraturforsyningen indenfor området, og vi har allerede opnået gode resultater. Det kan eksempelvis nævnes, at arbejdet i et nedsat udvalg vedrørende nationaløkonomisk litteratur bl. a. resulterede i, at flere stumper af tidsskriftræk-

81
ker, der fandtes på forskellige biblioteker, ved udveksling kunne sammenstykkes til længere suiter, ligesom man fik klare linier for, hvordan indkøbet af litteratur indenfor de mange grene af det omfattende fag økonomi fordeles mellem de forskellige biblioteker. Udvalget, der beskæftiger med den psykologiske litteratur, mødes regelmæssigt for at drøfte fordelingen af den voksende og mere og mere differentierede litteratur indenfor psykologiens mange forgreninger.
Man kunne også fristes til at foreslå etableringen af en fællesindkøbscentral og i forbindelse med den en fællesindbindingscentral, først og fremmest for tidsskrifter, serier, visse dele af pligtafleveringen m.v. Der er meget der taler for at lade alle de ret arbejdskrævende tekniske processer med indkøb og indbinding foretage centralt - ligesom naturligvis også en fælleskatalogisering må sættes på ønskelisten, selv om denne sidste foranstaltning sikkert har bedre chancer i Sverige end i Danmark, hvor vi jo kun har to biblioteker, der modtager pligtaflevering, ligesom den gennemførte fagdeling medfører et forholdsvis begrænset indkøb af flere eksemplarer af samme værk. En indkøbscentral skulle ikke gøre noget indgreb i de enkelte bibliotekers selvbestemmelsesret, men kun være en teknisk central, hvortil skulle knyttes boghandelsuddannet personale, således at man fik alle indkøb i såvel Danmark som udlandet foretaget på den mest rationelle og billige måde.
En sådan indkøbscentral kunne med fordel knyttes til et for alle biblioteker fælles depotbibliotek for den mindre benyttede litteratur, både ældre, yngre og den allernyeste. En eller anden form for depotbibliotek kommer man jo ikke uden om, men det skulle ikke blot være et magasin men snarere en form for fællesbogsamling, hvor mindre benyttet materiale blev opbevaret i eet eller ganske få eksemplarer, og hvor f.eks. brudstykker af serier og tidsskriftrækker stammende fra forskellige biblioteker blev sammenstykket til komplette rækker o.s.v. Depotet skulle have lov til at skille sig af med overflødige dubletter, og de deltagende biblioteker skulle i hvert fald for en del af materialets vedkommende opgive deres individuelle ejendomsret. Det ville sikkert også være hensigtsmæssigt om en sådan fællesbogsamling opbevarede f.eks. de store mængder af officielle tryksager, som i kraft af udvekslingsaftalerne tilflyder Danmark, og hvoraf en stor del på forhånd kan siges at ville blive meget lidt benyttet. Der er noget vist uhensigtsmæssigt i, at landet modtager store mængder af dette materiale, fordeler det til forskellige biblioteker, som muligvis katalogiserer og indbinder det, for så uden tvivl før eller senere på grund af pladsmangel at sende det til depotbiblioteket. Hvorfor ikke lige så godt anbringe det direkte i depotblioteket og gøre dette til et særligt "Document Library", hvorfra de enkelte blioteker kan låne, når det er nødvendigt.
Om disse planer vil blive realiserede ved jeg ikke, det må være passende

82
her at citere den uforlignelige dansker Robert Storm Petersens aforisme om at "det er meget svært at spå - især om fremtiden"! En indbindingscentral, som jeg nævnede før, ligger måske mere lige om hjørnet. De danske folkebiblioteker har jo i en årrække haft en fortrinlig ordning med hensyn til fællesindbinding, en ordning der har sparet folkebibliotekerne for meget store beløb, hvilket bl.a. kan ses deraf at medens de priser for indbinding folkebibliotekerne har betalt i de senere år har været faldende, har de for andre biblioteker været endog meget stærkt stigende. En rationalisering af indbindingsprocessen er naturligvis lettest at gennemføre, når man, som tilfældet er for folkebibliotekerne, skal have 50-100 eller endnu flere eksemplarer af den samme bog indbundet, men alligevel vil jeg mene, at tidsskrifter, serieværker o.l. efterhånden er så standardiserede i format etc., at man sagtens kunne tilrettelægge en rationel masseindbinding, hvis alle de videnskabelige og faglige biblioteker sluttede sig sammen om dette formål. Folkebibliotekernes indbindingscentral, der ejes af en privat bogbinder, men drives i nær kontakt med og under kontrol af Dansk bibliografisk Kontor, flytter om kort tid til nye og større lokaler, og det er tænkeligt, at der ved denne lejlighed vil åbne sig mulighed for at få indrettet en særlig afdeling, der kan tage sig af forskningsbibliotekernes materiale.
En af Rigsbibliotekarembedets fornemste opgaver er som nævnt at fremme samvirket mellem videnskabelige biblioteker; også meget vigtigt er det imidlertid efter min mening, at embedet bliver en formidler af det organisatoriske samarbejde mellem forskningsbiblioteker og folkebiblioteker. I klar erkendelse af, at disse to bibliotekstyper har hver sine tydeligt definerede opgaver men også mange fælles interesser, har vi i de senere år intensiveret samarbejdet på forskellige måder. Jeg nævnede før fællesorganet "Biblioteksårbogen", men mere betydningsfuldt er det samarbejde der blev indledet i 1954, da det hidtidige Folkebibliotekernes bibliografiske Kontor blev omdannet til en fællesinstitution under navnet Dansk bibliografisk Kontor. Det vil forhåbentlig, foruden at være et biblioteksforlag, inden alt for mange år blive en virkelig centralinstitution for al bibliografisk virksomhed og virke som igangsætter og koordinator af de mange bibliografiske arbejder, der før i tiden blev iværksat, uden at man havde mulighed for at vide, hvad der var i gang eller planlagt i andre biblioteker eller af private.
Det sidste og meget glædelige resultat af det forstærkede samarbejde mellem folkebiblioteker og videnskabelige biblioteker er oprettelsen nu i år af Danmarks Biblioteksskole.
Spørgsmålet om en rationel uddannelse af forskningsbibliotekernes personale har i Danmark været drøftet i snart et halvt hundrede år, og i 1950 tog Svend Dahl initiativet til etablering af en kursusordning. I årene derefter har Rigsbibliotekarembedet i samarbejde med Sammenslutningen af videnskabelige og faglige Biblioteker og Bibliotekarforeningen arrangeret en

83
række velbesøgte kurser, der har været forløbere for den ordning, som vi nu med oprettelsen af Danmarks Biblioteksskole har fået gennemført. Som bekendt har de danske folkebiblioteker siden 1918 haft en biblioteksskole, men en reform af folkebibliotekaruddannelsen har været forberedt i flere år. Da dette reformforslag i 1955 kom til behandling i Biblioteksrådet (et i henhold til loven om folkebiblioteker oprettet rådgivende organ for alle folkebiblioteksspørgsmål; de videnskabelige biblioteker er i rådet repræsenteret af rigsbibliotekaren og overbibliotekaren for Statsbiblioteket i Århus), blev det fra de videnskabelige bibliotekers side foreslået, at man ikke nøjedes med en ændring af folkebibliotekaruddannelsen, men tog skridtet til oprettelse af en for alle bibliotekstyper fælles højere læreanstalt. Et af Rigsbibliotekarembedet og Statens Bibliotekstilsyn i forening udarbejdet forslag til en lov om en sådan læreanstalt blev forelagt undervisningsministeriet og i næsten uændret form i 1956 forelagt Folketinget. I maj 1956 kunne loven om Danmarks Biblioteksskole stadfæstes, og kort tid efter forelå udnævnelsen af den første rektor, hidtilværende overbibliotekar ved centralbiblioteket i Vejle, Preben Kirkegaard. I januar 1957 foretoges den højtidelige indvielse af skolen, der er organiseret som en højere læreanstalt på linie med f.eks. Farmaceutisk læreanstalt og Danmarks Lærerhøjskole. Den sorterer direkte under undervisningsministeriet, og ledelsen er lagt i hænderne på en rektor og et skoleråd bestående af en repræsentant for ministeriet, biblioteksdirektøren og rigsbibliotekaren. Reglement og undervisningsplan for skolen udstedtes 4. januar 1957, og efter dette er skolen delt i to sektioner, en for folkebibliotekarer og en for de videnskabelige og faglige bibliotekers personale, og denne sidste er igen delt i en "bibliotekarlinie" og en "assistentlinie", for hvilke undervisningstiden foreløbig er fastsat til henholdsvis ca. 300 og ca. 200 timer.
Jeg er ikke i tvivl om, at den nye biblioteksskole betyder en milepæl i dansk bibliotekshistorie og et vendepunkt i arbejdet for at skabe en også i biblioteksfaglig henseende veluddannet bibliotekarstand ved forskningsbibliotekerne.
Og lad mig til slut inden jeg forlader Rigsbibliotekarembedet og dets mange problemer nævne det glædelige, at embedets funktion som fællesorgan for alle forskningsbiblioteker er blevet understreget yderligere ved, at der på dette års finanslov er optaget en bevilling til disposition ved løsning af fællesopgaver for de videnskabelige og faglige biblioteker. Bevillingen er langtfra på det beløb hvorom der er ansøgt, men alligevel er det en begyndelse, der måske med tiden kan blive til noget i retning af den store dispositionsfond på et par hundrede tusinde kroner som de danske Folkebiblioteker disponerer over til løsning af fællesopgaver.
Hvis De af det foregående skulle have fået et alt for lyst indtryk af forholdene i Danmark, må jeg med det samme tilføje, at selv om vi har kun-

84
net gennemføre en del forbedringer, og selv om en del planer er lykkedes for os, så er der dog en del områder, hvor vi ikke har haft vinden på ryggen. Det gælder således for vistnok alle forskningsbiblioteker, at deres i høj grad berettigede ønsker om forhøjelser af indkøbsbevillingerne ikke vinder gehør, og selv om bevillingerne er steget betydeligt i de senere år, så er der dog langt igen til vi kan siges at være på højde med f.eks. Sverige. Vi må give universitetslærerne og andre benyttere ret, når de klager over mangler i bogbestanden, og vi gør hvad vi kan for at overbevise de bevilgende myndigheder om, at forskningens ekspansion og differentiering, den voksende bogproduktion i næsten alle lande og de stadigt stigende priser medfører, at det er store summer der må ydes til bibliotekerne. Som et glædeligt lyspunkt har man dog i denne forbindelse kunnet notere, at flere biblioteker har modtaget betydelige gaver; nævnes kan således den store tilvækst Det kgl. Biblioteks orientalske afdeling har modtaget i de senere år. Takket være etnografen prins Peter af Grækenland og til Danmark er bibliotekets centralasiatiske samling nu en af de bedste i Europa, og den store tilvækst har givet stødet til, at man er gået i gang med at udarbejde manuskript til en stor engelsksproget katalog over alle orientalske håndskrifter; første bind af katalogen vil kunne foreligge trykt i løbet af et års tid.
Både Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket har fået testamenteret kapitaler, hvis renter kan anvendes til bogkøb; for prosektor Jurisch' legat kan Det kgl. Bibliotek således hvert år indkøbe for ca. 18 000 kr. manuskripter, inkunabler og andre sjældenheder som biblioteket ellers ikke ville have mulighed for at erhverve.
Heller ikke på bygningsspørgsmålets område kan vi notere store fremgange. Ganske vist har Statsbiblioteket i Århus, som nævnt, gode chancer for at få sin nybygning i universitetsparken gennemført i løbet af de kommende år, men foreløbig er der dog kun givet bevillinger til de tre nederste etager af bogtårnet. Det kgl. Bibliotek har fuldt udarbejdede planer til en gennemgribende ombygning der vil koste ca. 10 millioner kr., men der er dog desværre ingen tvivl om, at vi endnu et stykke tid må klare os i de nuværende lokaliteter. Det er vist ret sjældent, at et lands nationalbibliotek må rummes i nøjagtig den samme bygning som det fik for et halvt århundrede siden, men sådan er det i København. Bygningen, der netop i disse dage kan fejre sit 50-års jubilæum, er nu så overfyldt, at det praktisk talt er umuligt at skaffe plads til bøger, publikum og personale. Mange andre biblioteker er i samme situation.
At det er næsten uoverkommeligt at yde en tilstrækkelig bibliotekstjeneste under sådanne dårlige lokaleforhold siger sig selv, men det gælder for Det kgl. Bibliotek som for alle andre forskningsbiblioteker, at de selv under dårlige betingelser søger at udføre de mangeartede pligter de har. Der er jo heldigvis også i Danmark en god tradition for at bibliotekerne skal yde

85
publikum den bedst mulige service, og jeg tror vi er nået et godt stykke i den retning. Der er arrangeret det vi kalder mellemlån mellem bibliotekerne, vi har udstrakt bogbilservice, mange biblioteker har taget publikumsvejledning op som en særlig opgave ved at arrangere kurser for studerende o.s.v.
Et led i bestræbelserne for at forbedre og udbygge forholdet til publikum, også den del af det som ikke benytter bibliotekerne som egentlig arbejdsplads, er de mange udstillinger som f.eks. Det kgl. Bibliotek arrangerer året rundt. Og udgivelsen af bibliotekets nye årsskrift Fund og Forskning skulle også gerne medvirke til at gøre biblioteket mere kendt i den brede offentlighed, samtidig med at det stimulerer og opmuntrer bibliotekets egne medarbejdere til at fordybe sig i de skatte, de er omgivet af til hverdag. Også den egentlige litteraturtjeneste er mange steder blevet intensiveret, og det er navnlig specialbiblioteker som Landbohøjskolens bibliotek, Danmarks tekniske Bibliotek, Statens pædagogiske Studiesamling o.a., der har kunnet sætte ind på dette meget centrale område i moderne biblioteksvæsen.
Det er dyrt at drive biblioteker i vore dage, og det er naturligvis bibliotekernes pligt ikke bare at bede om flere og flere penge, men også at sørge for at bibliotekerne set som et led i den offentlige forvaltning, bliver administreret på en så rationel og effektiv måde som mulig. De interne biblioteksprocesser, accession, katalogisering, indbinding o.s.v. må forenkles så meget som gørligt, og selv om jeg har al mulig sympati for de ofte meget prisværdige traditioner, som hvert enkelt bibliotek værner om, så må man se realiteterne i øjnene og søge at nå frem til de mest enkle og billigste fremgangsmåder. Det kgl. Bibliotek har, for at tage et eksempel, indført en række ændringer i så henseende. Man har i den udenlandske afdeling anlagt det der kaldes "Nyere samling" omfattende alle bøger nyere end 1949. Denne samling får egne alfabetiske og systematiske kataloger anlagt efter så moderne og rationelle synspunkter, som vi har ment det forsvarligt, og alle de tekniske processer lige fra bogen bestilles til den er på plads i magasinet er forsøgt gjort så strømliniede som det nu er muligt i et kontor, der oprindelig var beregnet til 20 personer og nu befolkes af 50!
Et led i rationaliseringsbestræbelserne er også de udformede planer om at opbygge et mere hierarkisk system i selve administrationen af biblioteket end vi nu har, idet vi efter svensk og norsk mønster har foreslået oprettet en række førstebibliotekarstillinger, hvis indehavere skulle være ledere af de forskellige afdelinger og have en større kompetence og et større ansvar end tilfældet er i øjeblikket.
Et problemkompleks, der er drøftet atter og atter og som er aktuelt næsten alle vegne, nemlig forholdet mellem hovedbibliotekerne og institutbibliotekerne, vil jeg kun lige berøre. Medens forholdet ved mange biblio-

86
teker i Danmark er løst på en forholdsvis tilfredsstillende måde, så er tilfældet det, at der aldrig har været organiseret noget formelt - men nok reelt - samarbejde mellem Det kgl. Bibliotek og universitetets forskellige humanistiske laboratorie- og institutbiblioteker. Efterhånden som der ved universitetet er etableret flere institutter, der mere tjener forskningen end undervisningen, er spørgsmålet blevet aktualiseret. Der er vel ikke megen tvivl om, at det vi kalder laboratoriebiblioteker d.v.s. bogsamlinger til brug for de studerende i deres almindelige arbejde, bør holdes på et niveau der svarer til udvidede håndbogsamlinger, men noget andet gør sig gældende for de videnskabelige institutters biblioteker. På dette område må samarbejdet med hovedbiblioteket anlægges på en særlig måde. En vis decentralisering må vel finde sted, men efter en fast udarbejdet plan, så man undgår overlapning og lakuner. Efter at Københavns universitet selv har rejst sagen vil der inden længe blive indledt nærmere forhandlinger om en reguleret ordning og om et snævert samarbejde, også forsåvidt angår det rent bibliotekstekniske.
De vil sikkert forstå, at selv om meget er nået i dansk biblioteksvæsen, så står mange spørgsmål tilbage at løse, og det er vel kun naturligt. Mange af dem vil kun kunne løses ved samarbejde, og jeg vil gerne understrege, hvor interesserede vi er i ethvert frugtbart samarbejde såvel inden for vor egen kreds som med andre bibliotekstyper, med vore nabolande og med hele den urolige verden, der ligger uden for den nordiske kreds.
En af forudsætningerne for et godt samarbejde er et solidt kendskab til hinanden, og mange danske bibliotekarer har i tidens løb og vel ikke mindst i den sidste menneskealder haft stor glæde og udbytte af besøg i Sverige. (Det er gået dem bedre end det gik historikeren og bogsamleren Jacob Langebek, der i 1754 besøgte Uppsala og i sin dagbog skrev "Om Eftermiddagen førte Professor Ihre mig op at se Academiets Bibliothek, hvor jeg i Bibliothecariernes Fraværelse intet profiterede, da de havde taget Nøglerne med sig til Manuscripterne"!) Som et kuriosum kunne jeg også have lyst til at nævne at danske bibliotekarer for snart halvandet hundrede år siden - i 1812 - blev sendt til Sverige ikke så meget for at studere biblioteksvæsen som for at indsamle militære oplysninger! Både den elskelige Rasmus Nyerup og den lærde Rasmus Rask har været her i Sverige, udsendt af den danske generalstab som spioner - officielt dog for at studere islandske håndskrifter - og også Chr. Molbech kom her til for at drive spionage og vendte iøvrigt hjem som en svoren ven af landet. Nogen gevinst for den danske generalstab har disse sendelser næppe været, og det er i det hele taget sikkert ikke nogen god idé at anvende bibliotekarer i efterretningstjenesten.
Den biblioteksmæssige efterretningstjeneste kan man derimod kun være en varm tilhænger af, og værdien af det nære og venskabelige samkvem

87
mellem nordiske bibliotekarer kan ikke vurderes højt nok. Lad mig til slut have lov at citere den kendte svenske videnskabsmand Daniel Tilas, der i 1758 i et brev til en dansk ven udtrykte sin glæde over, at så mange unge svenske og danske besøgte hinanden, og sluttede sit brev således: "Och Gud låte sådan förtrolig omgång så blifva beständig emellan os til aldrasenaste verldenes tider".

Summary
DANISH RESEARCH LIBRARIES AND SOME OF THEIR
CURRENT PROBLEMS
In 1948, Svend Dahl, chief of the Royal Library in Copenhagen, delivered a lecture on Danish research libraries to the Swedish Librarians' Association (Svenska Bibliotekariesamfundel). In the present paper, his successor gives some aspects of their development since then, as well as, among other things, information concerning Denmark's third-largest, library, the Public Library (Statsbiblioteket) in Århus, which is the head library of the country's public libraries as well as being the library of Århus University.
Since 1948, several reforms of importance for research libraries have been put through, and the Rigsbibliotekarembede, founded in 1943, has become a central organ for the research libraries to a greater degree and a mediator for cooperation with the public libraries. A special law of 1956 established a common library school for
all types of libraries in Denmark, so that the very important problem of the education of the staff of the research libraries has been consolidated.
At the present time, work is being done on carrying through the 1927 plan for specialization of the Copenhagen libraries and for intensifying cooperation between. the libraries by means of a common purchasing central, bindery and depot library. The problem of the relationship of libraries, especially the Royal Library, to the university departmental libraries is also of current intrest. The necessity of rationalization of the work within the libraries and the steps which have already been taken in this direction are also mentioned. In addition, a series of problems of current importance for Danish research libraries is touched, and it is stressed that, in the case of nearly all Danish research libraries, it has been impossible to obtain grants that provide for the increasing demands for purchasing books, so that the country is not provided with foreign literature to a satisfactory degree. It is also to be deplored that a number of libraries, for example the Public Library in Århus [not mentioned in the text], provide unusually bad locale conditions, and it will be necessary to realize a series of building work in the years to come.
Finally, the need for the further intensification and extension of cooperation between libraries, both on a national and international basis, is stressed.