Julius Bomholt: Bibliotek og samfund. Foredrag ved Danmarks Biblioteksforenings årsmøde på Nyborg Strand 1962 i: Bogens Verden, 1963, side 1-10.

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Bibliotek og samfund

 
Foredrag ved Danmarks Biblioteksforenings årsmøde på Nyborg Strand 1962
 

1
Hvad er "et samfund". Det er - som ordet siger - et fællesskab af mennesker, som har fundet sammen. Det må ikke forveksles med begrebet "stat". Begge ord er noget uklare i omridsene, fordi de har været brugt for tilfældigt, men det er næppe forkert, når jeg siger, at begrebet "stat" peger i retning af det kompleks af myndigheder, institutioner og love, der regulerer menneskers indbyrdes forhold indenfor et givet område. Samfundet derimod er selve den levende organisme.
Stat og magt hører sammen. Samfund og liv hører sammen. Vi taler om "Det levende samfund".
Og hvad forstås der ved "bibliotek"? Enhver der har købt, arvet eller fået et par bøger, har jo et bibliotek. Det som her skal omtales er biblioteket under offentlig indflydelse, i offentlighedens tjeneste.
Der blev i går foreslået en definition af begrebet bibliotek som - omtrentligt citeret -en formidler af viden, der kan hjælpe den enkelte til at gøre sin indflydelse gældende i samfundet. Det er en alt for snæver afgrænsning.
Biblioteket har mangfoldige funktioner. Det er biblioteket, der forvalter det nulevende menneskes kontakt med sin fortid. Biblioteket skal sørge for, at fortiden ligger åben for den, der vil søge bagud. Opgaven er på en gang at værne og at fremlægge de skriftlige vidnesbyrd om vore forfædres tanker og følelser. Navnet på det engelske hovedbibliotek, "British Museum", vidner orms denne museale funktion.
Også opbevaringen og katalogiseringen af den menneskelige erkendelse er lagt i hænderne på biblioteket. Den indsamlede videns systematisering og tilgængelighed er en forudsætning for vor civilisation.
Endelig er biblioteket centralpunkt for udbredelsen af den nyee litteratur. Spredningen af den skabende kunst og videnskab, følelsens og intellektets erkendelse, det, der både skaber og udgør en generations livsanskuelse, har sit folkelige udstrålingspunkt i biblioteket. Hvem er jeg? spørger den enkelte, og biblioteket stiller svarene til rådighed.

I
En sådan 3-sidet social opgave har bibliotekerne ikke haft fra deres første oprettelse, og man får det klareste indtryk af bibliotekets stilling i et moderne demokrati ved at betragte det på historisk baggrund. Jeg skal gøre det i stærk forkortning. De indicier man har for biblioteker i det gamle Ægypten og Assyrien tyder ikke på, at biblioteket har været knyttet til folket, men til kongen eller gudsdyrkelsen. Et ægyptisk gravmæle fra over 3000 før vor tidsregning har inskriptionen "Bestyrer af huset med skrifterne". Og fra det 3. årtusinde f.Kr. kender man i Eufrat og Tigris-distriktet til tempelbiblioteker.
Den første biblioteksbygning, man har arkæologisk viden om, er det græske bibliotek i Pergamon i Lilleasien. Grækerne har i -vrigt stor ære af deres andel i bibliotekshistorien. Det var dem, der skabte det første offentlige bibliotek. Og

2
det var dem, der rejste det berømte Museion-bibliotek i Alexandria. Det var den græske konge i Ægypten, Ptolemæus, der oprettede det. Det blev efter datidens målestok et fantastisk stort bibliotek. I midten af 200-tallet f.Kr.: 400.000 bogruller, på Cæsars tid: 700.000. Bibliotekets beliggenhed i Ægypten hænger nok sammen med Ægyptens monopol på datidens "papirfremstilling", papyrusen. Som bekendt gik Museion op i luer under Cæsars felttog i Ægypten i 47 f.Kr. I årene op til branden havde Museion udviklet sig til at blive et af oldtidens store lærdomscentre. Kallimakos' navn er knyttet til Alexandria-biblioteket i denne periode. Han systematiserede al kendt litteratur i en slags litteratur-historisk bibliografi på 130 "bøger".
Museion har først og fremmest, ja, måske udelukkende været et hjemsted for de lærde og deres disciple; men vi ved, at "folkebiblioteker" har eksisteret i den græske kulturkreds. Oldtidens offentlige biblioteker kender vi bedst i form af de romerske
"termer". Rom fik jo rigeligt vand fra sine 16 vandledninger. Springvand og fontæner rislede og plaskede over hele byen, og vandet endte i de berømte badeanlæg, der ikke blot var renlighedsanstalter, men også forlystelsessted, idrætshus og bibliotek. Her var både lægedom for sjæl og legeme. For så vidt har romerne altså allerede for 2000 år siden realiseret det, vi nu er ved at nærme os i Danmark: at biblioteket bliver et naturligt samlingssted for borgerne, en mødeplads.
De rige og åndeligt levende slægter i romerriget havde iøvrigt også omfattende privatbiblioteker. Vi ved, at slægten Pison i Herculaneum havde en samling på 1800 bogruller.
Med folkevandringstiden brød den romerske statsbygning og den romerske kultur sammen. Middelalderen betød folkets udelukkelse fra bogen. Biblioteket overlevede for så vidt, men kun som et appendiks til klostre og kirker. Middelalderbibliotekets fortjeneste er først og fremhest at have bevaret og kopieret oldtidens litterære skatte. Klosterbiblioteket var et opbevaringsmagasin, som kun munkene havde adgang til. Munkenes flittige kopistarbejde i scriptorierne har været af uvurderlig betydning for bevarelsen af vor kontakt med fortiden. Og deres eminente håndskrifts- og illustrationskunst skabte en bogkunst af høj rang.
Middelalderens verdslige biblioteksarbejde var ubetydeligt sammenlignet med kirkens. Men Karl d. Stores humanistiske interesser betød dog bl.a. grundlæggelsen af et hof- og statsbibliotek i Aachen. Men denne karolingiske renæssance var kun et kort interregnum. Middelalderen stod i pavens tegn. Hans klostre i Danmark har også rummet munkebiblioteker, og vi ved, at domkirken i Lund allerede i slutningen af det 11. århundrede har haft en kantor, der skulle sørge for kirkens bibliotek.
Renæssancen var en lærd og eksklusiv strømning. Petrarca og Erasmus var ikke for uøvede hjerner. Erasmus' krav: ad fontes, til kilderne, kunne kun efterkommes af et belæst mindretal, de græsk- og latinkyndige. Alligevel er det renæssancen, der genåbner det offentlige bibliotek. Det skete, da Cosimo de' Medici indrettede biblioteket "La Medicea public " i klostret S.Marco i Firenze i 1441.
Bogtrykkunsten skulle dog til, før det offentlige bibliotek fandt fodfæste. Desuden blev reformationen en drivkraft. Reformationen var en folkelig bevægelse. Det sprog, den talte, var ikke latinen, men modersmålet. Luther så, at det trykte ord kunne blive et redskab i hans kamp mod katolicismen. Han pressede på for at få oprettet bogsamlinger, der var

3
tilgængelige for lægmænd. Tyskland blev bl.a. herved det førende biblioteksland i en lang periode. Også på de nyoprettede universitetsbibliotekers område. Det kom som en helt selvfølgelig ting, at man i disse år begyndte at anlægge biblioteker i tilknytning til universiteterne rundt i Europa. Allerede i 1485, tre år efter Københavns universitets oprettelse, begyndte professor Peder Albertsen at opbygge et københavnsk universitetsbibliotek. Biblioteket rummedes i Helligåndsklostret. Først i midten af 1500-tallet kom biblioteket til at ligge på universitetets grund. Den pligtaflevering, der siden 1537 havde været gældende for bogtrykkerne i Frankrig, blev gennemført herhjemme i 1623. Den tilfaldt altså universitetsbiblioteket, ikke Det kgl. Bibliotek. Først med Frederik d. 3.s store boginteresse begyndte det kongelige privatbibliotek at blive en anselig faktor i landets bogbeholdning. Da Frederik d. 3. døde i 1670, bestod hans bibliotek af 20.000 bind; og efter at der i 1697 var beordret pligtaflevering til biblioteket, voksede det stærkt hele 1700-tallet igennem. Til pligtafleveringen føjede sig en lang række privatsamlinger, som blev skænket til eller på anden måde erhvervet af biblioteket. Jeg kan minde om oplysningstidens store historiker P.F. Suhm, hvis samling på 100.000 bind blev overladt Det kgl. Bibliotek i 1796 mod en årlig statspension til Suhm og hans hustru.
1700-tallet var over hele Europa de store privatsamlingers århundrede. Litterært interesserede velhavere grundlagde omfattende og kostbare samlinger. De er i de fleste tilfælde senere overgået til offentlige biblioteker.
Og så kommer det 19. århundrede, de store folkebevægelsers tid. Det politiske demokrati blev støbt. Planen om folkebiblioteker opstod som en videreførelse af de leje- og andelsbiblioteker, der dannedes rundt omkring. Århundredets midte var præget af borger- og stiftsbiblioteker, læseselskaber o.lign.
Folkebiblioteker, som vi nu forstår dem, drevet af det offentlige, har først set dagens lys i de angelsaksiske lande. Englænderen Edward Edwards fostrede i 1840'erne planer om "Free Public Libraries", og allerede i 1850'erne blev der lovgivet for folkebibliotekernes oprettelse i England. I USA oprettedes det første folkebibliotek i 1852 i Boston. Biblioteksvæsenet har lige siden da været af meget høj standard i USA. Som vidnesbyrd herom kan jeg minde om, at mange danske bibliotekarer blev uddannet i Amerika, før vi i 1918 fik den første danske bibliotekaruddannelse.
Herhjemme startede i 1885 Københavns folkebiblioteker. Det første år udlåntes der i København 15.000 bind om måneden. Lånertallet var 2700, mest håndværkere, arbejdsmænd og småhandlende. I dag har de danske folkebiblioteker over 1 million lånere, over 10 millioner bind på hylderne, og mere end 28 millioner udlån om året. Biblioteket er hverken forbeholdt eller overladt bestemte sociale grupper. Dets benyttelse er en demokratisk ret, et tilbud, fællesskabet giver den enkelte, og det indtager herved en fundamentalt anden stilling end tidligere. Det er nu selve demokratiets værksted. Det er biblioteket, der leverer materialet til skolingen af hver ny generation, der selv skal nå frem til forståelse af sammenhæng og ansvar. Kulturorganisationer af forskellig art bidrager deres til demokratiets trivsel, men de står alle i afhængighedsforhold til biblioteket.
Her findes den kulturarv, der skal omsættes i nyt liv. Her findes de meninger, der kan bringe det enkelte menneske til at finde sig selv. Her afklares mål og midler gennem det alsidige stof, der tilbydes.

4
Demokratiet kan simpelthen ikke bestå i sin nordiske form uden biblioteket, og det er derfor et element i demokratiets egen selvopholdelsesdrift: at udvikle biblioteket til en tjener for alle - at medvirke til at holde bevægelse og initiativ levende og at give enhver tids diskussion det bredest mulige grundlag.
Jeg tænker her fortrinsvis på de almene kulturværdier i biblioteket. Det tekniskfaglige område svarer til et nødvendighedsbehov. Den kulturelle sektor sigter mod et frivilligheds-behov og bygger på dette og er en væsentlig forudsætning for demokratiets eksistens og vækst.
Sagt i forbifarten synes vore børne- og ungdomsskoler endnu trods gode tendenser at være svage i den almen-humanistiske orientering. Man kan endnu træffe gymnasiaster, der f.eks. intet aner om maleren Cezanne og hans betydning for det europæiske maleri. Hvor skolen svigter, må biblioteket indtil videre have den udfyldende opgave.
Biblioteket beherskes af den frihed, der må være kulturlivets første hovedregel i et demokrati. Regeringen afgør ikke, hvilke bøger der bør indkøbes til bibliotekshylderne, og især dekreterer den ikke, hvilke der ikke må indkøbes. Bibliotekarerne og biblioteksbestyrelserne er givet fuld ansvarlig frihed.
Biblioteksvæsenet herhjemme har altså i dag en helt central placering i vort kulturliv og i befolkningens bevidsthed. Enhver medborger ved, at samfundet uden vederlag stiller sin viden til rådighed for ham.
Imidlertid, med dette resultat er bibliotekernes udviklingsproces ikke afsluttet. Bibliotekets klassiske opgave er at være opbevarings- og udleveringssted for bøger. Men demokratiet øjner i dag videre perspektiver for sine biblioteker.
Biblioteket kan blive et mønster for demokratiets kvalitetskultur. Både hvad angår stedet, rammen, og hvad angår det menneskelige samvær på stedet. Biblioteksbygningen bør være fantasifuld og funktionel arkitekturkunst af den højest opnåelige karat. Selve bygningen må vidne om, at stedet er et centrum for kulturelt liv. Tidligere tider har forstået dette krav til bibliotekets omgivelser. I det 16. århundrede byggede Michelangelo en aflang bibliotekssal i Lorenzo-katedralen i Firenze. Denne læsesal er et af den italienske renæssances skønneste rum. Hofbiblioteket i Wien fra 1726 er et andet eksempel på strålende biblioteksarkitektur. Kuppelsalen, søjlerne og de udskårne trægallerier et udtryk for tidens skønhedssans. Det er en helhed, der den dag i dag imponerer og betager.
Også det moderne biblioteks indre må bekræfte stedets karakter af kulturmiljø. Bibliotekslokalers udsmykning er en af de ideelle dekorationsopgaver, kommunerne kan give kunstnerne. På dette punkt er man allerede flere steder nået langt. Helge Ernsts abstrakte vægdekorationer i Københavns hovedbibliotek er et godt eksempel.

II
Det som jeg nu i det efterfølgende vil søge at vise er det enkle:
Ligesom bogen er det væsentligste kulturmiddel i et demokrati, må biblioteket indtage en central plads i det lokale kulturarbejde, i nært samarbejde med alle andre kulturelle bestræbelser. Vort fælles samfund kræver her et nært samspil.
Og jeg vil i tilknytning hertil pege på de samarbejdsmuligheder, der i det hele taget kulturpolitisk frembyder sig som dags-aktuelle.

5
Det vil være naturligt at komme lidt ind på den rundbordskonference, der for nylig har været afholdt om biblioteksspørgsmål, og på de ting, der skulle komme ud af den. For det første formen: for et nyt ministerium er det nærliggende at prøve nye veje, og vi fandt, at der kunne være noget praktisk i at indlede et revisionsarbejde som det, der her er tale om, med at samle en bred kreds til en generaldebat og derefter gennemføre det egentlige kulegravningsarbejde i små ekspertgrupper, som de ledende embedsmænd inden for områderne er ansvarlige far. Til slut skulle så trådene samles i en ny rundbordskonference, hvor de forslag, der er udarbejdet, bliver sat til debat, og hvor en større kreds igen kan få lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende, før forslagene afleveres til ministeriet. Vi skulle gerne på den måde undgå den vidtløftighed, som i hvert fald undertiden kan præge kommissionsarbejde i den mere traditionelle form, og prøve at skyde en mere direkte vej til målet.
Den tid vi lever i er mere end nogensinde velegnet til at gennemføre et solidt forberedelses- og undersøgelsesarbejde, sådan at de nødvendige forslag kan være
parat til at fremsættes i folketinget den dag, de politiske og økonomiske muligheder derfor er til stede. Til den tid er det naturligvis heller ikke meningen, at forslagene skal jages igennem - der skal være tid til al den debat i tinget og i offentligheden, som trænger sig på før gennemfrelsen af vidtrækkende reformer; men det er vigtigt, at vi fra bibliotekernes og ministeriets side går ind i denne debat med forslag, der sagligt er så velunderbyggede og så godt belyst som muligt, og det håber jeg, vi kan nå frem til gennem den arbejdsform, jeg her har skitseret.
Men vigtigere end formen er indholdet: de ideer og tanker man har om fremtidens biblioteksvæsen rundt om i biblioteker, kommunalbestyrelser og andre ansvarlige kredse. Jeg var glad for at overvære de 2 dages indledende generaldebat, som kastede lys over de mange facetter i billedet, og jeg vil opholde mig lidt ved nogle enkelte af de punkter, der er fremme i diskussionen.
Biblioteket står i dag i et afklaret forhold til bogens producenter og forhandlere.
Forfatterne har opnået en biblioteksafgift, der står i forhold til bogantal og statstilskud. Derved er forfatterne direkte medengageret i bibliotekernes arbejde. Skribent og bibliotek er blevet venner, og det viser sig på mange måder, i bibliotekets forfatteraftener, udstilling i tilknytning til særlige forfatterbegivenheder, afspilning af forfatterfilm o.s.v.
Når biblioteksloven ændres, vil det være Dansk Forfatterforenings ønske at se afgiftsprocenten forhøjet, og dette ønske må indgå i de økonomiske overvejelser.
Hvad bogfremstillingen angår, ligger den gennemgående i et ansvarligt niveau, og det er af stor betydning, at biblioteket kan give den smukke bog videre til sin medarbejderkreds. Jeg vil her gøre opmærksom på det udmærkede arbejde, som udføres af Forening for Boghåndværk. Foreningens egne publikationer er af højeste standard, og dens bog-bedømmelse, faglig og æstetisk, har indflydelse på mangt og meget i dansk bogproduktion.
Det er naturligvis en fare, at industrialiseringen svækker lærlingeuddannelsen og den personlige smag og indsigt hos mennesker, der skal fodre maskiner med egnet stof. Og vi må derfor fra biblioteksside hilse ethvert initiativ, der tilstræber en forbedring af bogens udstyr, sats og illustration, indbinding o.s.v.
Det nyeste fremstød er billigbogen. Når billigbogen har ekspanderet med så

6
voldsom fart, skyldes det den høje læsekultur, der i forvejen findes her i landet og som bibliotekerne i første linje har bidraget til. Det er skolen, der begynder. Det er biblioteket, der fuldender. Det er boghandlerne, der slår tallene op på kasseapparatet. Mange af vore boglader har fået et nyt publikum, der kan blive af vital betydning for fremtidens bogproduktion og bogsalg.
Bibliotekerne skal nok forholde sig tøvende med at anskaffe billigbøger og i hvert fald indtil videre nøjes med de bøger, der ikke på anden måde kan fremskaffes. Billigbøgerne vil komme til at danne grundstamme i mangfoldige nye private hjemmebiblioteker, og denne proces bør have sin tid.
Billigbøgerne kan gå ind i kampen mod den kulørte litteratur. Men selve kendsgerningen, den sociale virkelighed, må jo ikke glemmes:
Det industrielle demokrati har gjort praktisk talt alle til læsere. Det 19. århundredes værdifulde bøger havde bittesmå cirkler af interesserede, omgivet af befolkningsgrupper, der praktisk talt ikke læste andet end aviser og primitive ugeblade. Vor tids kvalitetslæsere udgør ikke blot talmæssigt men procentuelt en langt større kreds, og meget tyder på, at denne kreds er voksende. Her ser vi igen bibliotekets opdragergerning. Maxim Gorki mente om sig selv, at han - også som digter - var socialpædagog. Mon ikke adskillige bibliotekarer vil opfatte deres gerning på lignende måde?
Bibliotekarerne har i de sidste to årtier fået stadigt stigende opgaver. Efterhånden som biblioteket som kulturbygning er kommet til at indtage en ret fremtrædende plads i bybilledet, er også bibliotekarens felt som socialpædagog og kulturarbejder blevet udvidet. Næsten alle former for lokalt kulturelt arbejde cirkler omkring bibliotekaren.
Det var naturligt, at bibliotekaruddannelsen fik sin egen skole, på basis af en selvstændig lov svarende til andre uddannelseslove. Og der er for mig ingen tvivl om, at dette uddannelsesarbejde vil kræve udvidelser af forskellig vis. Vi må se nøjere på de uddannelsesplaner, som nu kan opstilles, og i tilknytning hertil have en realistisk prognose for de kommende års antal af studerende.
Vi i ministeriet ser gerne dette forarbejde fremmet.
Vi må i fællesskab arbejde for tilgang til biblioteksfaget, og målet må være: at også landbibliotekerne passes af vel uddannet fagligt personale.
I gamle dage var bibliotekaren en bogsamler. I dag er han en bogspreder, og det er et glædeligt træk i billedet, at han selv går ud i dagens samfund og opsøger de grupper, som har brug for bogen. Biblioteksdirektøren fortjener tak, fordi han så myndigt går i spidsen for et arbejde, der strækker sig ud til de handicappede, til børnehjemmenes børn o.s.v.
Jeg erindrer med glæde det store arbejde, som Mette Gyde Petersen gjorde for at få biblioteksbogen ind på tuberkulosesanatorierne. Et yderligere spørgsmål er, hvor langt biblioteket kan nå ud til de særlige skoleformer, statsskoler, seminarier, højskoler, arbejdstekniske skoler o.s.v. Jeg mener, at et nært samarbejde vil være et plus. Folkehøjskolerne modtager 50% statstilskud til anskaffelse af bøger, og dog er mange højskolebiblioteker af endog meget påfaldende beskedent omfang. Det kan skyldes slid. Det kan måske også skyldes en særlig omfattende kassation, f.eks. i tilfælde af forstanderskifte. Vi har fået bedre skibsbiblioteker takket være bl.a. Knud Lauritzens rederi, men der er endnu for få fabrikker, der har bibliotekets bogkasser. Enhver fabrik af en vis størrelse burde have et sted, hvor bøger kan byttes.

7
Mangfoldige kommuner har taget positivt på biblioteksopgaven, men der er jo visse kommuner, som af forskellige grunde ikke har formået at give et tilbud af tilstrækkeligt omfang. Vi må fastholde, at enhver borger i vort demokrati har adgangsret til et bibliotek. Denne ret kan ikke rodhugges af et sogneråd ud fra økonomiske overvejelser. Der må skabes biblioteksmæssig dækning. Hvad de større kommuner angår var det måske muligt at give det kulturelle arbejde en stærkere placering, såfremt der blev nedsat kulturudvalg. I de sidste par år er der nedsat kulturudvalg adskillige steder nærmest med den opgave at finde nye veje til byens udsmykning, til fremskaffelse af kulturelle institutioner m.m. Man kunne godt tænke sig, at et kulturudvalg kom til at omspænde en hovedpart af de kulturelle aktiviteter, f.eks. arkiver, museer, biografer, teatre, parker o.s.v. Et samlende udvalg vil have større pondus end de mange små udvalg. Man kan også skabe et kulturudvalg som et fælles koordinerende organ ved at lade repræsentanter fra de bestående udvalg træde sammen. Det er jo nok muligt, at biblioteksbestyrelsen vil fastholde sin suverænitet, men givet er det i hvert fald, at der i dag må samarbejdes med alle de andre kulturudvalg, der findes i en kommune.
Forholdet til skolebibliotekerne har medført særlige vanskeligheder, men der er nu, bl.a. takket være biblioteksdirektørens indsats, fundet en ordning, som jeg for mit vedkommende kan tiltræde. Lærernes saglige medvirken er sikret, uden at trådene i vort biblioteksvæsen er overklippet. Der må nemlig være en sammenhæng, hvis ikke vi skal nå ud i meget beklagelige vanskeligheder.
Dansk biblioteksvæsen har den store fordel, at det principielt er bygget op som en enhed, sådan at enhver bog, der findes i et offentligt bibliotek i landet, kan komme enhver låner i hænde. Men undertiden bliver denne principielle enhed sat til side af mere praktiske vanskeligheder, der kan være nok så ubehagelige for den daglige benytter, de går ud over. Jeg tænker her på "stavnsbåndet", som gør, at mange lånere er afskåret fra at låne bøger på det bibliotek, der ligger mest bekvemt for dem, fordi de ikke har bopæl i den pågældende kommune. Det vil blive undersøgt, om der er nogen mulighed for at indføre en praktisk ændring her. Og jeg tænker på, at mange biblioteksenheder er så små, at de ikke byder deres benyttere et rimeligt udvalg af bøger og derved forårsager et for stort træk på centralbiblioteket eller (hvis det er centralbiblioteket der er for lille) på overcentralen i Århus.
Det blev på rundbordskonferencen nævnt, at man burde søge at rationalisere ved at sammenlægge mindre biblioteksenheder, og navnlig at status som centralbibliotek kun bør gives til biblioteker af en vis størrelse. Det er klart, at der er et problem her. I en tid, hvor samfærdselen har taget et vældigt opsving, også på landet, kan man opnå mange fordele for lånerne ved at gå over til færre og noget større biblioteksenheder. Kun et bibliotek af en vis antagelig størrelse kan påtage sig at holde læserne å jour med den nyeste danske litteratur, samtidig med at det gennem oversættelser åbner dørene ud til andre landes åndsliv - og endelig vil flere og flere gerne læse den udenlandske litteratur på forfatterens eget sprog og venter med rette, at deres bibliotek i nogen grad kan tilfredsstille dette behov. Vi bør nok tilstræbe, at alle biblioteker har i hvert fald en lille samling af udenlandsk litteratur på originalsproget. Alt dette peger i retning af nogenlunde store enheder - men andre ting kan enkelte steder trække i modsat ret-

8
ning, og man skal naturligvis ikke tromle værdifuldt arbejde i mindre områder ned blot for at sammenlægge og rationalisere.
I samarbejdet med radio og fjernsyn er der udviklingsmuligheder. Radioen kan bringe bud om bibliotekernes arbejde ud til vide kredse, og der kan knyttes uddybende læsning til mange af udsendelserne. En fortræffelig indsats har bibliotekerne allerede ydet med folderen "Se, lyt og læs". En sådan publikation nsker man gerne videre udbredelse. Radio og TV bør sikkert også besinde sig på et samarbejde med bibliotekerne omkring enkelte udsendelser tilsigtende f.eks. bogudstillinger på biblioteket i dagene op til udsendelsen, oplysende foldere fra radioen liggende tilgængelige på biblioteket. I min radiorådstid var der lange drøftelser om et fælles radio-biblioteksblad.
Radioen har en god bogservice. TV har endnu ikke helt fundet sine ben i forhold til bogen. I den kulturelle helheds interesse må TV eksperimentere sig frem til udsendelsesformer, der kan blive virkelige læserincitamenter for det brede publikum.
Biblioteket skal så lidt som nogen anden kulturinstitution i dag udfolde sig i splendid isolation. Et levende vekselspil mellem de kulturskabende kræfter og de kulturformidlende organer må være målet for vor kulturpolitik.
Bibliotekerne svarer stort set endnu ganske bogstaveligt til deres navn: de er samlinger af bøger, opbygget i en tid, da bogen var midlet, og det eneste middel, til at opbevare og videregive frembringelser inden for digtekunst, videnskab, dramatik og underholdning, ja musik. Men i vore dage har de tekniske massespredningsmidler: film, lydbånd og grammofonplader, radio og TV, overtaget mange af de opgaver, som tidligere var bogens, og det er da naturligt, at bibliotekerne gerne vil være med i arbejdet med disse midler. Men bibliotekerne er - af forskellige grunde - kommet lidt bagud med hensyn til disse nye audiovisuelle midler. Landets centrale samling af grammofonplader er af historiske grunde anbragt på Nationalmuseet - det forhindrer ikke, at der er et udmærket samarbejde mellem denne samling og bibliotekerne, men alligevel kan det jo overvejes, om den videre udvikling skal ske i andre former eller samarbejdet knyttes tættere. - Folkebibliotekerne har hidtil, sådan som man måtte fortolke den nugældende bibliotekslov, ikke kunnet få statstilskud til anskaffelse af musikplader, og jeg kan ikke i dag helt overskue konsekvenserne, hvis man gav los her. Det er glædeligt, at nogle kommuner har vovet at iværksætte forsøg på egen bekostning; man kunne måske overveje at søge en særlig bevilling til et forsøgsarbejde med statsstøtte. Alle disse lyd- og billedmidler er med til at bære vort kulturliv i dag, ligesåvel som bogen, og de bør ikke afvises, hvis de kan indpasses i bibliotekernes arbejde med rimelig hensyntagen til økonomiske og kvalitetsmæssige forhold.
Biblioteket kan ikke frigøre sig for de tekniske massemidler. Når aviserne optages på bånd, må biblioteket have et apparatur til båndafspilning. Hvis der i tilknytning til TV er en dramatisk studiekreds i bibliotekets studiekredslokale, må det være muligt f.eks. at afspille en film, Thit Jensen-filmen el.lign.
Også de videnskabelige biblioteker har deres problemer. Det voksende samarbejde mellem landene og den stadig stigende acceleration i videnskabelig forskning medfører en uhyre ophobning af bogstof. Man kan se udviklingslinjen i det voldsomt voksende volumen af accessionskatalogerne. Der må nødvendigvis specialiseres og speciale kræver særuddannelse. Vi må overveje, hvorledes vi i

9
højere grad kan aflaste de akademisk uddannede bibliotekarer ved at overlade mere arbejde til den ikke-professionelle gruppe. Det skaber selvsagt uddannelsesproblemer, som der arbejdes med i øjeblikket. For de videnskabelige biblioteker gælder det iøvrigt først og fremmest om at finde sammen i et endnu nærmere indbyrdes samarbejde, for at den stadigt stigende strøm af bøger og videnskabelige tidsskrifter kan blive fordelt og registreret, så den bliver lettest muligt tilgængelig uden alt for mange overlapninger.
Skillelinjen mellem vore ministerier har skabt et problem. Denne skillelinje er vel ikke evig, men så længe den varer, bør vi bidrage vort til, at samarbejdet mellem biblioteksgrupperne får de bedst mulige betingelser. Nu nedsætter vi med regeringens tilslutning en komite, der kan tage sig af samarbejdsproblemerne mellem de videnskabelige biblioteker og folkebibliotekerne. Der vil fremover til stadighed opstå problemer af fælles interesse, og det vil være nødvendigt at have et organ, måske midlertidigt, måske permanent, der kan finde den rette løsning. Personligt er jeg af den opfattelse, at der må komme et biblioteksråd for de videnskabelige biblioteker - i et strengt fagligt plan under rigsbibliotekarens ledelse. For at undgå enhver misforståelse vil jeg gerne tilføje, at det ikke er tanken at undgå køb af flere eksemplarer af samme bog. Der skal blot være en saglig begrundelse.
Ethvert fagbibliotek må have en nogenlunde klar afgrænsning, og kørebanerne mellem de forskellige biblioteker må være 100% farbare. Det svarer bedst til den demokratiske udvikling. En nylig opgørelse har vist, at lægmænd ikke er sjældne gæster på de videnskabelige biblioteker. På Det kgl. Bibliotek er det f.eks. konstateret, at 62% af lånerne ikke var studenter eller lærere ved universiteter eller videnskabelige institutioner.
Når der er det helt rigtige gennemløb i bibliotekstjenesten skabes der sikkerhed for, at selv de yderste biblioteksled kan yde borgerne den fulde service.
Jeg er enig med rigsbibliotekaren om, at rigsbibliotekarembedet bør udbygges, ikke alene med en konsulentorganisation, der kan stå til rådighed for især de mindre biblioteker, men også med det omtalte råd, der kan fungere som permanent koordinerings- og planlægningsorgan uden at anfægte de enkelte bibliotekers selvstændighed. Ikke mindst de offentlige myndigheder har brug for et sådant vejledende organ. Jeg er endvidere indforstået med, at den såkaldte Skandia-plan må udbygges og det internationale bibliotekssamarbejde fremmes. Så snart de økonomiske muligheder tillader det, må udvidelser, som allerede nu er ganske overordentlig påkrævede, gennemføres, men jeg er tilbøjelig til at tro, at vi allerede nu må sætte et vist forarbejde i gang for at få oprettet et depotbibliotek.
Jeg kunne nævne mange andre ting, der fangede min opmærksomhed under rundbordskonferencen - men rigsbibliotekaren og biblioteksdirektøren har allerede været inde på disse spørgsmål i går, så jeg skal ikke fortsætte; jeg håber, den kommende tids arbejde vil resultere i velunderbyggede forslag på alle de områder, hvor ændringer er tiltrængt.
Biblioteket har en stor frihed og et stort ansvar. Men dette ansvar må bibliotekerne også vise sig voksent. Demokrati betyder bl.a. respekt for argumentet. Også for de argumenter, der kan synes respektløse over for en given tids konventionelle sandheder. Ekstreme synspunkter, uanset om de ligger til højre eller til venstre, må ikke formenes adgang til demokratiets boghylder. Den tid, da visse biblioteker var ængstelige for at

10
eje litteratur, der vidnede om nye strømninger i tiden, må være definitivt forbi. Bibliotekerne må være lige så åbne for radikale, socialistiske og kommunistiske værker som for alle andre. Biblioteksbestandens alsidighed og biblioteksdistributionens effektivitet skal gøre bogen farlig. En samfundets urovækker og omformer.
Skal vi virkeliggøre en tilbundsgående demokratisk forvaltning af samfundet, er det nødvendigt, at bibliotekets fond af viden og erfaringer tilegnes af mange. Biblioteket er ikke alene et svar på det fritidsproblem, der er ved at stikke hovedet frem, men som især bliver fremtidens problem. Biblioteket er en brugsting i et samfund, der ønsker at gøre demokratiet til en daglig virkelighed. Jeg ønsker bibliotekernes medarbejdere fantasi og kræfter til at gøre biblioteket til en endnu mere benyttet faktor i vort moderne samfund.