Biblioteker
252
Bibliotekerne bygger på en ide om fri ret til viden og oplysning. Bibliotekerne
er demokratiets fundament, for så vidt som den frie låneret sikrer, at enhver
kan rekvirere en hvilken som helst offentlig tilgængelig viden.
Samtidig er bibliotekerne den væsentligste formidlingsinstitution af
skønlitteratur, og via biblioteksafgiften en væsentlig indtægtskilde for
forfattere til de bøger, der bliver udlånt gennem bibliotekerne. Disse
flersidige oplysningsopgaver i bibliotekernes virke kan i 90'erne udvikle sig
til et bibliotekspolitisk janushovede, der vender blikket i hver sin retning:
Hvordan skal bibliotekerne under den nye informationsteknologiske udvikling
fortsat sikre borgerne fri adgang til vidensmængden, der er mangedoblet, siden
de første biblioteker blev oprettet med bogen og det skrevne ord som den primære
kilde til viden, og samtidig kunne sikre en alsidig og kvalitetsbetonet
formidling af skønlitteratur?
Endelig står det danske biblioteksvæsen som andre kultur- og
kulturformidlings-institutioner over for et strukturelt problem i forhold til
ønsket om decentralisering og lokal forankring. Biblioteksloven stiller krav om,
at enhver kommune skal have et folkebibliotek. Men de små kommuner giver
dårligere bevillinger til bibliotekerne end de større. Således har det bedst
aflagte folkebibliotek, ifølge Statens Bibliotekstjeneste, syv gange så mange
midler pr. indbygger som det dårligst aflagte.
Hvordan skal man sikre borgerne en fri adgang til information og en engageret og
pædagogisk biblioteksformidling på litteraturområdet, så den kommer alle egne af
landet og alle befolkningsgrupper til gode?
Det stiller bibliotekarerne, bibliotekerne, de kommunale biblio-
253
teksmyndigheder og biblioteksuddannelserne over for en præcisering af de enkelte
bibliotekers rolle, en bedre arbejdsdeling mellem bibliotekerne og et øget
samarbejde på tværs af kommunegrænserne.
Meget tyder på, at biblioteksvæsenet i fremtiden bør udvikles i et
mellemkommunalt samarbejde, som i højere grad end den nuværende struktur med den
enkelte kommune som enhed åbner mulighed for en samlet biblioteksplanlægning og
en hensigtsmæssig arbejdsdeling på regionalt niveau.
Samtidig står folkebibliotekerne over for en kvalitativ udfordring i indholds-
og formidlingspolitikken. som foreløbig ikke har fundet sin afklaring i
bibliotekernes fremtidsrettede målsætning: Hvordan kan man i indholdspolitikken
anlægge kvalitetshensyn, dvs. indkøbe litteratur af høj kvalitet, uanset hvor få
læsere denne litteratur har i den øjeblikkelige situation og samtidig tilgodese
den brede låneskares mangfoldige litteraturinteresser spændende fra
skønlitterære klassikere til strikke- og kogebøger?
Udviklingen i biblioteksvanerne
62% af den voksne, danske befolkning oplyste i 1993, at de kommer på et
folkebibliotek mindst en gang om året. 36% kommer mindst en gang hver måned, og
7% benytter folkebibliotekerne hver uge. Ca. 38% svarede, at de aldrig kommer på
et folkebibliotek.
Siden 1964 har befolkningens benyttelse af folkebibliotekerne været fortsat
stigende. Fra 1975 til 1987 fandt væksten først og fremmest sted i den gruppe af
befolkningen, der kom på et folkebibliotek nogle gange om året. Fra 1987 til
1993 er der ikke blevet flere, der i det hele taget benytter folkebibliotekerne,
men der er blevet lidt flere, der jævnligt benytter folkebibliotekerne, hvilket
vil sige mindst 1-2 gange om måneden.
Ser vi på biblioteksudlånet, steg antallet af udlånte voksenbøger fra
folkebibliotekerne kraftigt fra 24.1 mio. bind i 1970 til 42,2 mio. i 1980.
Herefter har udlånet holdt sig konstant frem til 1991, hvor der blev udlånt 42,7
mio. bind.
Af de tidligere kultur- og fritidsundersøgelser fremgår det, at der er klare
forskelle i biblioteksbenyttelsen mellem forskellige grupper i befolkningen.
Disse forskelle findes stadig. Især blandt de yngste er der mange, der flittigt
benytter folkebibliotekerne. Blandt de aller-
254
ældste er der til gengæld mange, der aldrig benytter sig af folkebibliotekerne.
Desuden er der en klar sammenhæng mellem biblioteksbenyttelse og
uddannelsesniveau. Halvdelen af befolkningen uden erhvervsuddannelse kommer
aldrig på folkebibliotekerne, mens det kun gælder for 16% af den del af
befolkningen, der har en lang videregående udannelse. De uddannelsessøgende samt
folk med mellemlange uddannelser er de mest flittige biblioteksbenyttere. Blandt
stillingsgrupperne er det især de selvstændige, herunder de selvstændige
landmænd, der ikke benytter folkebibliotekerne. Blandt de flittigste
biblioteksbrugere findes arbejdsløse og bistandsmodtagerne.
Biblioteksstrukturen i Danmark
Folkebibliotekerne drives efter Lov om folkebiblioteker, som pålægger alle
landets kommuner at drive et bibliotek med afdelinger for både børn og voksne
(Lov nr. 1100 af 22. dec. 1993). Siden 1920 har der været lovgivet på området.
Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel
aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale til rådighed. Ved
materialevalget skal kvalitet, alsidighed og aktualitet lægges til grund.
Kommunerne dækker udgifter til folkebibliotekernes drift og anlæg og er
ansvarlige for, at bibliotekerne opfylder bibliotekslovens bestemmelser.
Kommunerne kan - som en undtagelse fra reglen om vederlagsfrihed - opkræve
vederlag ved udlån af musikmaterialer, video'er samt for særlige serviceydelser.
I hvert amt fungerer et folkebibliotek som centralbibliotek, der løser
fællesopgaver for amtets biblioteker samt virker som overbygning for disse.
Udgifterne ved centralbiblioteksvirksomheden afholdes med biblioteksloven fra
1964 af staten.
Ifølge folkebiblioteksloven yder staten tilskud til forsøg og til udvikling af
særlige dele af biblioteksområdet, f.eks. udbygning af særlig service ved de
enkelte biblioteker og udbygning af betjeningen af særlige grupper i samfundet.
Kommunerne er ifølge loven forpligtet til at have mindst et folkebibliotek, og
siden 1970 har alle kommuner haft det. For alle, der bor i Danmark, er der fri
låneret til folkebibliotekerne. Det indebærer, at alle har ret til at bruge et
hvilket som helst bibliotek. Gratis for alle er ydelser, der er knyttet til
benyttelse og hjemlån af trykte materialer,
255
adgang til biblioteket som informationscenter, hvor personalet forsøger at
skaffe svar på alle typer spørgsmål, samt retten til at få fremskaffet bøger og
artikler fra andre biblioteker, hvis det pågældende bibliotek ikke selv ejer
dem.
Mellem enkelte kommuner kan der indgås betjeningsoverenskomst, således at en
kommune mod betaling aftaler med en anden kommune at lægge ansvaret for drift af
det kommunale biblioteksvæsen hos den anden kommune. Betjeningsoverenskomsten
kan omfatte hele betjeningen, en geografisk del eller en del af virksomheden. To
eller flere kommuner kan vælge at danne et biblioteksforbund, hvor
forbundsledelsen består af kommunal-bestyrelsesmedlemmer fra de deltagende
kommuner, som det for eksempel er sket i Randersordningen, der er det mest
udbyggede eksempel på et sådant samarbejde, idet Randers Kommune har
betjeningsoverenskomst med seks mindre oplandskommuner, som indgår i et
biblioteksforbund.
Folkebibliotekerne omfatter på landsplan 250 biblioteker, der rummer 989
biblioteksafdelinger, heraf 64 bogbusser. (Tallene er fra 1991. De ændres
løbende).
De samlede offentlige udgifter for folkebibliotekerne var i 1992 2,3 milliarder
kr., hvoraf 1,8 milliarder kr. blev finansieret af kommunerne over de generelle
bloktilskud.
Fra 1988 har der været et fald i folkebibliotekernes samlede antal
udlånsenheder. Antallet af udlån var i 1992 på 83.500 millioner enheder. Det er
et fald på 1,6% i forhold til året før. Udlånstallet påbegyndte sit fald i 1984.
I 1988 begyndte faldet i samlet antal bind, som stod på bibliotekernes hylder -
det vil sige, at der blev kasseret mere, end der blev indkøbt. I 1988 blev
tallet for samlet antal bind opgjort til 34,9 millioner enheder på bogområdet. I
1992 var det på 32,4 millioner bind.
Med hensyn til de kommunale udgifter til folkebibliotekerne, tegner der sig ret
klare mønstre: Små landkommuner ligger i bund med udgifterne, mens københavnske
omegnskommuner ligger i top. Ser vi på de ti største kommuner, svinger de mellem
Odense, der bruger 323 kr. pr. indbygger, og Gentofte, der bruger 661 kr. pr.
indbygger. I Hasle er der 4,3 udlån i gennemsnit om året pr. indbygger. I
Albertslund er tallet 18,3, i Hørsholm 23,5, i Odense 13,1, i Gentofte 17,5. Det
skal bemærkes, at Odense og Gentofte biblioteker tillige er centralbiblioteker.
256
Skolebiblioteker er obligatoriske i kommunale folkeskoler. Præciseringen af
skolebibliotekernes opgave blev i 1993 flyttet fra Lov om folkebiblioteker til
Lov om folkeskolen (Lov nr. 509 af 30. juni 1993). Skolebibliotekerne skal
ifølge den nye lov stille undervisningsmidler til rådighed for undervisningen og
bøger for elevernes fritid - og de skal samarbejde med folkebibliotekerne om
opgaven.
Skolebibliotekerne betjenes af skolebibliotekarer, der er læreruddannede med et
tre måneders suppleringskursus i skolebiblioteksarbejde på Danmarks
Lærerhøjskole.
I 1991 var der i landets 275 kommuner 1721 skolebiblioteker. Skolebibliotekerne
har deres egen overbygning i amtscentralerne, der også forsyner andre
uddannelsesinstitutioner med materialer til undervisningsbrug. Amtscentralerne
har som regel kun en afdeling i hvert amt og er i en række primærkommuner reelt
suppleret af pædagogiske centraler, der har den samme overbygningsfunktion for
kommunen. Der er 32 pædagogiske centraler i Danmark.
Forskningsbibliotekerne er den mest uensartede gruppe af biblioteker. De spænder
fra Det kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket, der modtager
pligtafleveringseksemplarer af alt trykt materiale i Danmark, over de store
universitetsbiblioteker til institut- og institutionsbiblioteker, der kan være
ganske små. Forskningsbibliotekerne er fordelt på mange ressortministerier med
Kulturministeriet og Undervisningsministeriet som de to dominerende.
Forskningsbibliotekerne opererer ikke inden for rammerne af en lov. De fleste
indgår som funktion i en anden institution. Forskningsbibliotekernes målsætning
er at stille information til rådighed for forskning, videregående uddannelse og
andre brugere af videnskabelig information i form af data eller
informationsbærende materiale, bogligt såvel som ikke-bogligt.
Der er ca. 600 forskningsbiblioteker i Danmark, der er offentligt finansieret.
Heraf har ca. 50 status som biblioteker med offentlig adgang. En række institut-
og institutionsbiblioteker har ikke offentlig adgang, men betjener udelukkende
den institution, de er tilknyttet.
Nationalbiografien, Dansk Bogfortegnelse, registrerer boglige materialer. Den er
et centralt, fælles hjælpemiddel for alle biblioteker, den traditionelle rygrad
i biblioteksarbejdet. Fortegnelsen udarbejdes af Dansk Biblioteks Center (DBC,
der også har ansvaret for nationalbibliografisk registrering af lydmaterialer,
audiovisuelle
257
materialer og avis- og tidsskriftsartikler. Registreringen af bøger sker i
samarbejde med Det kongelige Bibliotek og efter kont[r]akt med
Kulturministeriet. DBC er blevet rekonstrueret som aktieselskab med staten som
din største aktionær efter etableringen af det såkaldte DANBIB-samarbejde.
DANBIB er navnet på det fælles bibliografiske overbygningssystem for det samlede
danske biblioteksvæsen, som Dansk Biblioteks Center er ansvarlig for drift,
udvikling og vedligeholdelse af. DANBIB er et datafællesskab og et netværk, der
forventes at være i drift i 1995. En del af det er sat i drift i 1994. Der er
tale om en alment tilgængelig, bibliografisk database, et offentligt
tilgængeligt netværk til formidling af bibliografiske oplysninger og funktioner,
der muliggør en almen udnyttelse af bibliotekernes materialeanskaffelser og
bibliotekernes samarbejde omkring katalogisering. Der er betydelige
forventninger knyttet til DANBIB, der lægger op til regelmæssige brugermøder med
henblik på udviklingsideer og forbedringer.
Fra statsligt engagement til bloktilskud
Det væsentligste brud i den danske folkebibliotekstradition kom med
biblioteksloven i 1983. Forud for denne var der i slutningen af 70'erne
gennemført et særdeles omfattende udredningsarbejde.
Kampen stod mellem en lovgivning, der på statsligt niveau detaljeret definerede
en række obligatorier til alle landets biblioteker, og en åben rammelovgivning,
der overlod hovedansvaret for bibliotekerne til kommunerne.
Et andet konkret udtryk for det nedtonede, statslige engagement var
sammenlægningen af Bibliotekstilsynet og Rigsbibliotekarembedet til Statens
Bibliotekstjeneste i 1990. Den udvikling, der begyndte i 1983, er først for
alvor ved at slå igennem nu, hvor de enkelte kommuner profilerer deres
biblioteker forskelligt i forhold til de lokale behov. Den seneste lov om
folkebiblioteker er vedtaget i 1993.
Overgangen fra statsligt engagement med en række obligatoriske opgaver knyttet
til bibliotekerne til kommunal dispositionsfrihed gennem bloktilskud har bl.a.
ført til, at bibliotekerne i en række små kommuner har vanskeligt ved at leve op
til kravet om kvalitet, alsidighed og aktualitet. Problemet er, at de fleste små
kommuner ikke prioriterer bibliotekerne, og jo mindre en enhed, der er tale om,
jo
258
[Figur 11: Biblioteker. Indsættes]
259
(Figur 11. Biblioteker. Indsættes]
260
større er samtidig udgifterne til rammer, bygninger m.v. pr. indbygger.
Det nybrydende i loven fra 1993 er især knyttet til finansieringen af
centralbiblioteksvirksomheden, der er overgået fra amterne til staten. Det kan
opfattes som et politisk svar til de kommuner, der i løbet af ti år har ladet
200 millioner kroner forsvinde ud af folkebibliotekernes budgetter.
Biblioteksloven i 1983 overlod det til kommunernes eget valg, om de ville bruge
de statslige tilskud, der blev bevilget over de generelle bloktilskud til
biblioteksformål eller til andre kommunale udgifter. Resultatet af denne
selvstyrereform på biblioteksområdet har været, at de kommunale udgifter til
bibliotekerne er faldet med 20% siden 1983 og med 30% på bogindkøbskontoen.
Desuden anbefaler loven, at folkebibliotekerne bestræber sig på at tilbyde
elektroniske og audio-visuelle materialer og tilpasser åbningstiderne til
brugernes behov.
Bibliotekernes opgaver
En grundlæggende udvikling i folkebibliotekerne går fra en samlingsorientering
til en brugerorientering, der næsten uundgåeligt har ført til en større
efterspørgselsstyring. Flere biblioteker arbejder med en grundydelse, der er i
overensstemmelse med biblioteksloven, og som alle dermed kan få: De stiller
bøger og andet egnet materiale til rådighed, de formidler kommunal og statslig
information og information om samfundsforhold, og de er en port til andre
biblioteker.
Men herudover er der tilbud og aktiviteter, som især henvender sig til bestemte
målgrupper. Den selektive målretning af bibliotekernes arbejde retter sig bl.a.
mod børneinstitutioner, "bogen kommer" til ældre og handicappede (det vil sige
tilbud om månedlig levering af biblioteksmaterialer på bopælen), og
lydmaterialer til læsehandicappede. Men i stigende grad kommer der også andre
opgaver, som et moderne folkebibliotek må påtage sig: Erhvervsservice,
samarbejde med uddannelsesinstitutioner og oplysningsforbund og ikke mindst
indvandrerbetjening (jvf. redegørelsens delrapport "Det flerkulturelle Danmark"
Hammer og Toft, 1995).
Rollen som lokalt kulturcenter er vigtig overalt i sam- og modspil til de øvrige
lokale tilbud. I mange mindre kommuner er biblioteket det sted, hvor der foregår
en aktiv kulturformidling: Det giver børn et kulturtilbud, det støtter
musikinteressen, formidler gode bøger, laver
261
udstillinger og stimulerer og inspirerer i det hele taget over en bred front det
lokale liv.
Der er en voksende erkendelse af, at biblioteket må "uden for murene" og få
tættere relationer til forskellige brugergrupper, men den reelle lyst til at
gøre det er ikke iøjnefaldende. Ifølge en undersøgelse af bibliotekernes rolle
som katalysator i det lokale kulturliv har bibliotekerne haft for uklar en
målsætning med hensyn til de udadvendte opgaver, skønt det viser sig, at "den
gode spiral fremmes, når biblioteket forstår at markere sig i forhold til det
politiske niveau, i forhold til lokalsamfundet og i forhold til brugerne"
(Andersson og Skot-Hansen, 1994).
Kun de store biblioteker kan løse de mange forskellige opgaver på en gang.
Derfor er et øget samarbejde med andre biblioteker på tværs af kommunegrænserne,
der kan sikre en hensigtsmæssig arbejdsdeling om den mangfoldighed af nye
opgaver, som folkebibliotekerne vil stå overfor, efter redegørelsens opfattelse,
en nødvendighed i dagens samfund.
Der er behov for at udvikle nye samarbejdsmodeller f.eks. ved i stigende omfang
at anvende den betjeningsoverenskomst, som biblioteksloven åbner mulighed for.
De mindre biblioteker kan ikke både være kvalitetslitterære centre,
børnekulturinstitutioner, videnscentre for efteruddannelse og lokale
mellemuddannelser, levere "bogen kommer", lydavis og i det åbne dataværksted
præsentere den nye informationsteknologi.
En mulig vej kan bestå i opgavedeling over en større radius, end vi er vant til
dag. Det vil sandsynligvis ske ved en kommunalreform, men spørgsmålet er, om de
små biblioteker har tid til at vente på den.
Behovet for arbejdsdeling og kvalitet
Diskussionen om, hvad der skal stå på biblioteket, har i helt overvejende grad
drejet sig om trykte materialer. Materialerne skal have kvalitet, aktualitet og
alsidighed, og hvad det indebærer er veldefineret. Alligevel har der altid været
ført diskussioner i folkebibliotekerne om, hvordan man skulle forvalte
kvalitetskravet. Skal bibliotekerne foretage indkøb ud fra deres opfattelse af
kvalitet? Eller skal bogindkøbene bestemmes af lånernes bogpræferencer?
Den seneste debat om dette kvalitetsspørgsmål udspringer af den
262
undersøgelse om bibliotekernes skønlitterære anskaffelsespolitik, som Statens
Bibliotekstjeneste gennemførte i 1992 (Japsen, 1992). En central konklusion her
er, at "Bibliotekerne sorterer det dårligste fra og foretrækker kvalitet, hvis
den vel at mærke er kombineret med popularitet".
Det er primært udhulingen af bibliotekernes materialekonti, der i de seneste år
har sat kvalitetsdiskussionen på dagsordenen. Bibliotekerne er tvunget ind i en
skrappere prioritering - de er blevet mere efterspørgselsorienterede. I 1980
købte bibliotekerne i gennemsnit 1000 eksemplarer af en dansk debutroman. I 1991
købte de 200. Kritikerne mener, at folkebibliotekerne med denne
efterspørgselsorientering svigter kvaliteten.
Efter redegørelsens opfattelse er spørgsmålet om "smal" eller "folkelig"
litteratur en skindiskussion. Bibliotekerne bør på regionalt plan have begge
dele. De større biblioteker bør købe al god dansk skønlitteratur, der udkommer,
omend i et vekslende eksemplarantal.
Prisudviklingen har simpelthen været sådan, at det er umuligt for små
biblioteker - og her taler vi om over halvdelen af Danmarks folkebiblioteker -
at stille alt det til rådighed, som er relevant. Noget køber de, andet må de
skaffe på forespørgsel.
Derimod bør der etableres en arbejdsdeling og et samarbejde mellem de små
biblioteker på tværs af kommunegrænser i de mindre kommuner og mellem de små
biblioteker og regionens "centralbiblioteker", som f.eks. i "Randersordningen",
der indebærer, at de små biblioteker profilerer sig på deres specielle felt og i
øvrigt står til rådighed som en lokal serviceinstitution via samarbejdet med
andre biblioteker på tværs af kommunegrænser.
Kritikerne har her ret i, at man ikke kan formidle litteratur, man ikke har.
Litteratur i magasin og litteratur, der skal skaffes fra et andet bibliotek, har
et lavt udlån. Men det er også en uafviselig kendsgerning, at en del af den
litteratur, Anne Lise Japsen i undersøgelsen om bibliotekernes
anskaffelsespolitik kalder A titler, er vanskelig at udlåne, selvom den er til
rådighed. Det kan være rigtigt, at flere biblioteker, end tilfældet er i dag,
burde have den litteratur. Men tanken om at fastholde de små biblioteker som
universalbiblioteker, der skal være repræsentanter for det samlede
litteraturfelt med den mangfoldighed af litteratur, der udgives i dag, er næppe
holdbar. De små universalbibliotekers målsætning bliver urealistiske. Og de
nuværende
263
bloktilskud snarere blokerer end stimulerer til en mere hensigtsmæssig
arbejdsdeling og til et samarbejde på tværs af kommunegrænserne.
Den nye folkebibliotekslovs anbefaling af at stille musikbærende materialer,
edb-programmer og andre elektroniske materialer til rådighed er velplaceret. I
forhold til det teknologiske perspektiv, der er skitseret i redegørelsens
biblioteksrapport (Thorhauge, 1994), halter de fleste folkebiblioteker bagefter
de nye informationsopgaver med den nye teknologi. De fleste biblioteker bruger i
dag edb i deres administrative og bibliografiske arbejdsgange. De har inddateret
eller er i gang med at inddatere deres bogbestand, de har adgang til de
vigtigste bibliografiske databaser, og et stigende antal tilbyder brugerne
adgang til baser på cd-rom. Men biblioteket som informationsteknologisk
frontinstitution, der stiller programmel, hardware og vejledning til rådighed og
oprette[r] datastuer eller multimedieværksteder til børn, er kun gennemført få
steder.
Hertil kommer, at to ikke-trykte medier: Video'er og CD'ere er spredt og
uensartet repræsenteret i folkebibliotekerne til trods for, at de er meget
velegnede til udlån.
Kvalitetsdiskussionen bør derfor ikke dreje sig om småjusteringer i
indkøbspolitikken. Fremtidens bibliotekslovgivning bør tage udgangspunkt i en
overordnet problemstilling, der vedrører udformningen af en samlet
biblioteksstruktur i Danmark med en højere grad af arbejdsdeling og et tæt
samarbejde mellem biblioteker med forskellige opgave-prioriteringer.
De små biblioteker har ikke midler til at stille alt det til rådighed, der
skaber et godt bibliotek. De kan ikke både være videnscentre med opdaterede,
faglitterære bogbestande, informationscentraler med abonnement på dyre
CD-ROM-produkter og kunstnerisk-litterære kraftcentre - og samtidig have
overskud til at hjælpe folk med deres hobbylitteratur og bøger om dagliglivets
små og store gøremål. De må prioritere og profilere sig mod nogle markante behov
i deres lokalsamfund - samtidig med at de giver en biblioteksmæssig basis-
dækning, der består i at stille forskellige materialetyper til rådighed og være
en port til andre biblioteker. Denne model kan suppleres med et tættere
samarbejde mellem biblioteker, en slags koordineret profilering mellem
biblioteker i et område.
264
Rettighedsbeskyttelse og fri adgang til information
Den grundlæggende udfordring til bibliotekerne, med hensyn til at sikre borgerne
fri adgang til information og den nødvendige service i denne forbindelse, er
konsekvenserne af den informationsteknologiske udvikling. Den omstilling, der er
i gang fra det traditionelle, manuelle bogbibliotek til et moderne, elektronisk
styret multimediebibliotek fortsætter. I den forbindelse rejser der sig en række
konkrete problemer, hvoraf de ophavsretlige er de mest basale.
Fra biblioteks side hævdes det, at forslaget til lov om ophavsret er ensidigt
orienteret mod rettighedshavernes interesser, og at der er brug for en
ligestilling af medierne, så overgangen til et andet medium end papir ikke
hindrer den almene offentligheds adgang til information. Bibliotekerne må f.eks.
ikke udlåne cd-rom og edb-programbaserede medier, og det er uklart, om
bibliotekerne må vise disse værker, endsige have dem til brug på stedet. Det er
forbudt at kopiere digitalt lagrede værker til privat brug - og det er et stærkt
stigende antal medier dette rammer.
I afsnittet om ophavsret har redegørelsen peget på, at skismaet mellem hensynet
til ophavsmændenes eneret til deres værker og sikring af borgernes frie adgang
til information ikke behøver at udvikle sig til et bibliotekspolitisk problem,
som blokerer for borgernes frie adgang til information. Den danske
aftalelicensordning kan efter redegørelsens opfattelse løse dette problem, så
begge de basale principper i den danske kulturmodel - ophavsmændenes
rettighedsbeskyttelse og borgernes frie adgang til information - ikke
modarbejder hinanden.
Konklusion
Følgende principper er i dag lagt til grund for den offentlige
informationspolitik gennem bibliotekerne:
- Det offentlige skal sikre, at enhver kan få kendskab til og adgang
til alle væsentlige dele af den offentliggjorte information.
- Det offentlige skal sørge for en velfungerende informationsstruktur for
informationsformidlingen. De offentlige forskningsbiblioteker og
folkebiblioteker udgør rygraden heri.
265
- Det offentlige skal sikre, at der foretages den registrering m.v. af
den offentligt tilgængelige information, som er nødvendig for at brugerne kan få
at vide, hvilken information der er til rådighed, hvor den findes, og hvordan
man får adgang til den.
- Det offentlige skal gennem sine biblioteker sikre, at brugerne
har adgang til internationalt tilgængelig, offentliggjort information.
- Det offentlige skal sikre, at udlandet har adgang til information
offentliggjort i Danmark, og skal medvirke til at fremme den internationale
informationsudveksling.
Den store vægt på informationspolitik i de danske biblioteker har medført, at
opbygningen af samlinger bliver mindre betydningsfuld end tidligere, mens
funktionen som dokumentationscenter vokser i betydning.
Denne udvikling understreger yderligere, at informationspolitik skal omfatte
alle borgere, herunder mennesker der af den ene eller anden grund er læsesvage.
Det drejer sig blandt andet om at sikre, at relevant information er tilgængelig
i en form, så den også kan tilegnes af grupper, der har brug for særlige hensyn.
Redegørelsen er enig i, at borgernes frie adgang til information er en afgørende
del af vores kulturelle udvikling. En kultur kan ikke eksistere uden
information. Men samtidig ønsker redegørelsen at understrege betydningen af, at
bibliotekernes klassiske formidlingsopgave med litteratur som udgangspunkt
opretholdes og videreudvikles i fremtiden parallelt til bibliotekernes
informationspolitiske opgaver. Kunst og litteratur er en etisk og æstetisk
oplevelsesdimension, som rækker ud over informationsformidling, ligesom
oplysning er andet og mere end information. Oplysning forudsætter en personlig
tilegnelse, der omfatter såvel viden og information som en etisk og æstetisk
dimension.
Biblioteket som en institution, der samler og formidler bøger, står ganske givet
over for det største omstillingsprojekt i bibliotekshistorien. Papiret vil på
langt sigt ikke længere være det væsentligste lagringsmedium for information.
Omvendt vil det næppe føre til skønlitteraturens afskaffelse i bogform.
Derfor er der grund til at udforme en bibliotekspolitik, der på landsplan og
regionalt niveau sikrer såvel borgernes frie adgang til
266
information som deres mulighed for skønlitterære og andre kunstneriske
oplevelser.
Ideen om livslang uddannelse er en realitet for en stadig større del af
befolkningen. Cirka halvdelen af borgerne er i gang med en eller anden form for
uddannelse. Denne fortsatte vækst, kombineret med skiftet i undervisningsmetoder
med øget inddragelse af projektorienterede undervisningsformer, har ført til et
stormløb mod især landets folkebiblioteker. Dette pres har mange steder ført til
en stærk nedprioritering af andre opgaver. Løsningen på problemet er at sikre en
professionel biblioteksbetjening, på ungdoms- og
mellemuddannelsesinstitutionerne. En strategi for oprettelse af
biblioteksbetjening på de fleste uddannelsesinstitutioner, der har brug for det,
kan på kort sigt etableres gennem et formaliseret samarbejde med eksisterende
biblioteker. Et sådant samarbejde må medføre ressourceoverførsler.
På folkebiblioteksområdet er der brug for at analysere mulighederne for en anden
struktur end den nuværende. De små, selvstændige enheder har stadig større
vanskeligheder ved at levere et bibliotekstilbud, der holder en rimelig
standard. Der er brug for en bibliotekspolitisk regionaliseringsreform, som
sikrer, at de statslige bevillinger til biblioteker anvendes til
biblioteksvirksomhed, der fremmer en hensigtsmæssig arbejdsdeling og planlægning
på regionalt niveau og et bedre samarbejde mellem de små og store biblioteker.
Der er også brug for fornyelser, der er knyttet til formidlingsformer i forhold
til forskellige målgrupper som børn og unge samt de nye danskere, der er
indvandret udefra.
Skolebibliotekerne lider især under ressourcemangel. Materialesamlingerne er
nedslidte, og samtidig står de over for to omfattende udfordringer:
Integrationen af informationsteknologien i dagligdagen og en gearing af
bibliotekerne, så de kan klare presset fra de nye projekter i 9. og 10. klasse.
Der er også et behov for at opdatere uddannelsen af skolebibliotekarer. Måske
kunne man forestille sig et fremtidigt samarbejde mellem Danmarks Lærerhøjskole,
der hidtil har varetaget uddannelsen, og Danmarks Biblioteksskole?
Prisstigningerne på biblioteksmaterialer er også en tikkende bombe under
bibliotekssystemet med halveringer af tidsskriftholdet på nogle
forskningsbiblioteker til følge og et stærkt forringet udbud af ny litteratur på
de fleste folkebiblioteker. Der er brug for en model for ressourcetildeling, der
tager højde for de reelle udgifter.
267
Samtidig har forskningsbibliotekerne svært ved at leve op til den øgede
efterspørgsel, som er steget betydeligt med udbygningen af de højere
uddannelses- og forskningsinstitutioner. Generelt står forskningsbibliotekerne
over for udvikling af nye ydelser, der er baseret på den elektronisk lagrede
information.
På uddannelsesområdet er der grund til at fremme den
professionaliseringsstrategi, Danmarks Biblioteksskole har arbejdet på i en
årrække. Den indebærer en tilpasning af uddannelsesstrukturen til den danske og
internationale udvikling med bachelor og kandidatgrad både på informations- og
kulturformidlingsområdet og en licentiatgrad i biblioteks og
informationsvidenskab.
En fortsat sikring og udvikling af efteruddannelsesmuligheder for alle
personale-kategorier er også en nødvendighed, udviklingstakten på
biblioteksområdet taget i betragtning.
Forslag
- At der foretages en præcisering af målsætning, en mere hensigtsmæssig
arbejdsdeling mellem bibliotekerne på regionalt niveau samt udarbejdelse af
flerårige handlingsplaner for at sætte de danske folkebiblioteker i stand til
fortsat at leve op til kravet om kvalitet, alsidighed og aktualitet.
- At der foretages en revision af biblioteksloven, så folkebibliotekerne i
fremtiden finansieres, planlægges og organiseres efter de retningslinier, som er
foreslået i forbindelse med redegørelsens kulturpolitiske regionaliseringsreform
(se Del I). Det vil blandt andet indebære, at folkebibliotekerne i fremtiden
skal finansieres over en øremærket bloktilskudsordning til kulturformål eller
gennem kulturelle refusionsordninger.
- At der oprettes en særlig pulje under Statens Bibliotekstjeneste, der kan
afhjælpe bibliotekernes omstilling til informationsformidling med den nye
teknologi, uden at det fører til nedprioritering af de litterære
formidlingsopgaver.
- At der i et samarbejde imellem Kulturministeriet og biblioteksvæsenet tages
initiativ til at løse de ophavsretslige problemer gennem kollektive aftaler med
rettighedshaverne.