Peter Duelund: Biblioteker. i: Den danske kulturmodel. En idèpolitisk redegørelse / Peter Duelund. Klim, 1995. Side 252-267. (Kulturens politik, nr. 18).

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Biblioteker

 
252
Bibliotekerne bygger på en ide om fri ret til viden og oplysning. Bibliotekerne er demokratiets fundament, for så vidt som den frie låneret sikrer, at enhver kan rekvirere en hvilken som helst offentlig tilgængelig viden.
Samtidig er bibliotekerne den væsentligste formidlingsinstitution af skønlitteratur, og via biblioteksafgiften en væsentlig indtægtskilde for forfattere til de bøger, der bliver udlånt gennem bibliotekerne. Disse flersidige oplysningsopgaver i bibliotekernes virke kan i 90'erne udvikle sig til et bibliotekspolitisk janushovede, der vender blikket i hver sin retning: Hvordan skal bibliotekerne under den nye informationsteknologiske udvikling fortsat sikre borgerne fri adgang til vidensmængden, der er mangedoblet, siden de første biblioteker blev oprettet med bogen og det skrevne ord som den primære kilde til viden, og samtidig kunne sikre en alsidig og kvalitetsbetonet formidling af skønlitteratur?
Endelig står det danske biblioteksvæsen som andre kultur- og kulturformidlings-institutioner over for et strukturelt problem i forhold til ønsket om decentralisering og lokal forankring. Biblioteksloven stiller krav om, at enhver kommune skal have et folkebibliotek. Men de små kommuner giver dårligere bevillinger til bibliotekerne end de større. Således har det bedst aflagte folkebibliotek, ifølge Statens Bibliotekstjeneste, syv gange så mange midler pr. indbygger som det dårligst aflagte.
Hvordan skal man sikre borgerne en fri adgang til information og en engageret og pædagogisk biblioteksformidling på litteraturområdet, så den kommer alle egne af landet og alle befolkningsgrupper til gode?
Det stiller bibliotekarerne, bibliotekerne, de kommunale biblio-

253
teksmyndigheder og biblioteksuddannelserne over for en præcisering af de enkelte bibliotekers rolle, en bedre arbejdsdeling mellem bibliotekerne og et øget samarbejde på tværs af kommunegrænserne.
Meget tyder på, at biblioteksvæsenet i fremtiden bør udvikles i et mellemkommunalt samarbejde, som i højere grad end den nuværende struktur med den enkelte kommune som enhed åbner mulighed for en samlet biblioteksplanlægning og en hensigtsmæssig arbejdsdeling på regionalt niveau.
Samtidig står folkebibliotekerne over for en kvalitativ udfordring i indholds- og formidlingspolitikken. som foreløbig ikke har fundet sin afklaring i bibliotekernes fremtidsrettede målsætning: Hvordan kan man i indholdspolitikken anlægge kvalitetshensyn, dvs. indkøbe litteratur af høj kvalitet, uanset hvor få læsere denne litteratur har i den øjeblikkelige situation og samtidig tilgodese den brede låneskares mangfoldige litteraturinteresser spændende fra skønlitterære klassikere til strikke- og kogebøger?

Udviklingen i biblioteksvanerne
62% af den voksne, danske befolkning oplyste i 1993, at de kommer på et folkebibliotek mindst en gang om året. 36% kommer mindst en gang hver måned, og 7% benytter folkebibliotekerne hver uge. Ca. 38% svarede, at de aldrig kommer på et folkebibliotek.
Siden 1964 har befolkningens benyttelse af folkebibliotekerne været fortsat stigende. Fra 1975 til 1987 fandt væksten først og fremmest sted i den gruppe af befolkningen, der kom på et folkebibliotek nogle gange om året. Fra 1987 til 1993 er der ikke blevet flere, der i det hele taget benytter folkebibliotekerne, men der er blevet lidt flere, der jævnligt benytter folkebibliotekerne, hvilket vil sige mindst 1-2 gange om måneden.
Ser vi på biblioteksudlånet, steg antallet af udlånte voksenbøger fra folkebibliotekerne kraftigt fra 24.1 mio. bind i 1970 til 42,2 mio. i 1980. Herefter har udlånet holdt sig konstant frem til 1991, hvor der blev udlånt 42,7 mio. bind.
Af de tidligere kultur- og fritidsundersøgelser fremgår det, at der er klare forskelle i biblioteksbenyttelsen mellem forskellige grupper i befolkningen. Disse forskelle findes stadig. Især blandt de yngste er der mange, der flittigt benytter folkebibliotekerne. Blandt de aller-

254
ældste er der til gengæld mange, der aldrig benytter sig af folkebibliotekerne. Desuden er der en klar sammenhæng mellem biblioteksbenyttelse og uddannelsesniveau. Halvdelen af befolkningen uden erhvervsuddannelse kommer aldrig på folkebibliotekerne, mens det kun gælder for 16% af den del af befolkningen, der har en lang videregående udannelse. De uddannelsessøgende samt folk med mellemlange uddannelser er de mest flittige biblioteksbenyttere. Blandt stillingsgrupperne er det især de selvstændige, herunder de selvstændige landmænd, der ikke benytter folkebibliotekerne. Blandt de flittigste biblioteksbrugere findes arbejdsløse og bistandsmodtagerne.

Biblioteksstrukturen i Danmark
Folkebibliotekerne drives efter Lov om folkebiblioteker, som pålægger alle landets kommuner at drive et bibliotek med afdelinger for både børn og voksne (Lov nr. 1100 af 22. dec. 1993). Siden 1920 har der været lovgivet på området. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale til rådighed. Ved materialevalget skal kvalitet, alsidighed og aktualitet lægges til grund.
Kommunerne dækker udgifter til folkebibliotekernes drift og anlæg og er ansvarlige for, at bibliotekerne opfylder bibliotekslovens bestemmelser. Kommunerne kan - som en undtagelse fra reglen om vederlagsfrihed - opkræve vederlag ved udlån af musikmaterialer, video'er samt for særlige serviceydelser.
I hvert amt fungerer et folkebibliotek som centralbibliotek, der løser fællesopgaver for amtets biblioteker samt virker som overbygning for disse. Udgifterne ved centralbiblioteksvirksomheden afholdes med biblioteksloven fra 1964 af staten.
Ifølge folkebiblioteksloven yder staten tilskud til forsøg og til udvikling af særlige dele af biblioteksområdet, f.eks. udbygning af særlig service ved de enkelte biblioteker og udbygning af betjeningen af særlige grupper i samfundet.
Kommunerne er ifølge loven forpligtet til at have mindst et folkebibliotek, og siden 1970 har alle kommuner haft det. For alle, der bor i Danmark, er der fri låneret til folkebibliotekerne. Det indebærer, at alle har ret til at bruge et hvilket som helst bibliotek. Gratis for alle er ydelser, der er knyttet til benyttelse og hjemlån af trykte materialer,

255
adgang til biblioteket som informationscenter, hvor personalet forsøger at skaffe svar på alle typer spørgsmål, samt retten til at få fremskaffet bøger og artikler fra andre biblioteker, hvis det pågældende bibliotek ikke selv ejer dem.
Mellem enkelte kommuner kan der indgås betjeningsoverenskomst, således at en kommune mod betaling aftaler med en anden kommune at lægge ansvaret for drift af det kommunale biblioteksvæsen hos den anden kommune. Betjeningsoverenskomsten kan omfatte hele betjeningen, en geografisk del eller en del af virksomheden. To eller flere kommuner kan vælge at danne et biblioteksforbund, hvor forbundsledelsen består af kommunal-bestyrelsesmedlemmer fra de deltagende kommuner, som det for eksempel er sket i Randersordningen, der er det mest udbyggede eksempel på et sådant samarbejde, idet Randers Kommune har betjeningsoverenskomst med seks mindre oplandskommuner, som indgår i et biblioteksforbund.
Folkebibliotekerne omfatter på landsplan 250 biblioteker, der rummer 989 biblioteksafdelinger, heraf 64 bogbusser. (Tallene er fra 1991. De ændres løbende).
De samlede offentlige udgifter for folkebibliotekerne var i 1992 2,3 milliarder kr., hvoraf 1,8 milliarder kr. blev finansieret af kommunerne over de generelle bloktilskud.
Fra 1988 har der været et fald i folkebibliotekernes samlede antal udlånsenheder. Antallet af udlån var i 1992 på 83.500 millioner enheder. Det er et fald på 1,6% i forhold til året før. Udlånstallet påbegyndte sit fald i 1984.
I 1988 begyndte faldet i samlet antal bind, som stod på bibliotekernes hylder - det vil sige, at der blev kasseret mere, end der blev indkøbt. I 1988 blev tallet for samlet antal bind opgjort til 34,9 millioner enheder på bogområdet. I 1992 var det på 32,4 millioner bind.
Med hensyn til de kommunale udgifter til folkebibliotekerne, tegner der sig ret klare mønstre: Små landkommuner ligger i bund med udgifterne, mens københavnske omegnskommuner ligger i top. Ser vi på de ti største kommuner, svinger de mellem Odense, der bruger 323 kr. pr. indbygger, og Gentofte, der bruger 661 kr. pr. indbygger. I Hasle er der 4,3 udlån i gennemsnit om året pr. indbygger. I Albertslund er tallet 18,3, i Hørsholm 23,5, i Odense 13,1, i Gentofte 17,5. Det skal bemærkes, at Odense og Gentofte biblioteker tillige er centralbiblioteker.

256
Skolebiblioteker er obligatoriske i kommunale folkeskoler. Præciseringen af skolebibliotekernes opgave blev i 1993 flyttet fra Lov om folkebiblioteker til Lov om folkeskolen (Lov nr. 509 af 30. juni 1993). Skolebibliotekerne skal ifølge den nye lov stille undervisningsmidler til rådighed for undervisningen og bøger for elevernes fritid - og de skal samarbejde med folkebibliotekerne om opgaven.
Skolebibliotekerne betjenes af skolebibliotekarer, der er læreruddannede med et tre måneders suppleringskursus i skolebiblioteksarbejde på Danmarks Lærerhøjskole.
I 1991 var der i landets 275 kommuner 1721 skolebiblioteker. Skolebibliotekerne har deres egen overbygning i amtscentralerne, der også forsyner andre uddannelsesinstitutioner med materialer til undervisningsbrug. Amtscentralerne har som regel kun en afdeling i hvert amt og er i en række primærkommuner reelt suppleret af pædagogiske centraler, der har den samme overbygningsfunktion for kommunen. Der er 32 pædagogiske centraler i Danmark.
Forskningsbibliotekerne er den mest uensartede gruppe af biblioteker. De spænder fra Det kongelige Bibliotek og Statsbiblioteket, der modtager pligtafleveringseksemplarer af alt trykt materiale i Danmark, over de store universitetsbiblioteker til institut- og institutionsbiblioteker, der kan være ganske små. Forskningsbibliotekerne er fordelt på mange ressortministerier med Kulturministeriet og Undervisningsministeriet som de to dominerende. Forskningsbibliotekerne opererer ikke inden for rammerne af en lov. De fleste indgår som funktion i en anden institution. Forskningsbibliotekernes målsætning er at stille information til rådighed for forskning, videregående uddannelse og andre brugere af videnskabelig information i form af data eller informationsbærende materiale, bogligt såvel som ikke-bogligt.
Der er ca. 600 forskningsbiblioteker i Danmark, der er offentligt finansieret. Heraf har ca. 50 status som biblioteker med offentlig adgang. En række institut- og institutionsbiblioteker har ikke offentlig adgang, men betjener udelukkende den institution, de er tilknyttet.
Nationalbiografien, Dansk Bogfortegnelse, registrerer boglige materialer. Den er et centralt, fælles hjælpemiddel for alle biblioteker, den traditionelle rygrad i biblioteksarbejdet. Fortegnelsen udarbejdes af Dansk Biblioteks Center (DBC, der også har ansvaret for nationalbibliografisk registrering af lydmaterialer, audiovisuelle

257
materialer og avis- og tidsskriftsartikler. Registreringen af bøger sker i samarbejde med Det kongelige Bibliotek og efter kont[r]akt med Kulturministeriet. DBC er blevet rekonstrueret som aktieselskab med staten som din største aktionær efter etableringen af det såkaldte DANBIB-samarbejde.
DANBIB er navnet på det fælles bibliografiske overbygningssystem for det samlede danske biblioteksvæsen, som Dansk Biblioteks Center er ansvarlig for drift, udvikling og vedligeholdelse af. DANBIB er et datafællesskab og et netværk, der forventes at være i drift i 1995. En del af det er sat i drift i 1994. Der er tale om en alment tilgængelig, bibliografisk database, et offentligt tilgængeligt netværk til formidling af bibliografiske oplysninger og funktioner, der muliggør en almen udnyttelse af bibliotekernes materialeanskaffelser og bibliotekernes samarbejde omkring katalogisering. Der er betydelige forventninger knyttet til DANBIB, der lægger op til regelmæssige brugermøder med henblik på udviklingsideer og forbedringer.

Fra statsligt engagement til bloktilskud
Det væsentligste brud i den danske folkebibliotekstradition kom med biblioteksloven i 1983. Forud for denne var der i slutningen af 70'erne gennemført et særdeles omfattende udredningsarbejde.
Kampen stod mellem en lovgivning, der på statsligt niveau detaljeret definerede en række obligatorier til alle landets biblioteker, og en åben rammelovgivning, der overlod hovedansvaret for bibliotekerne til kommunerne.
Et andet konkret udtryk for det nedtonede, statslige engagement var sammenlægningen af Bibliotekstilsynet og Rigsbibliotekarembedet til Statens Bibliotekstjeneste i 1990. Den udvikling, der begyndte i 1983, er først for alvor ved at slå igennem nu, hvor de enkelte kommuner profilerer deres biblioteker forskelligt i forhold til de lokale behov. Den seneste lov om folkebiblioteker er vedtaget i 1993.
Overgangen fra statsligt engagement med en række obligatoriske opgaver knyttet til bibliotekerne til kommunal dispositionsfrihed gennem bloktilskud har bl.a. ført til, at bibliotekerne i en række små kommuner har vanskeligt ved at leve op til kravet om kvalitet, alsidighed og aktualitet. Problemet er, at de fleste små kommuner ikke prioriterer bibliotekerne, og jo mindre en enhed, der er tale om, jo

258
[Figur 11: Biblioteker. Indsættes]

259
(Figur 11. Biblioteker. Indsættes]

260
større er samtidig udgifterne til rammer, bygninger m.v. pr. indbygger.
Det nybrydende i loven fra 1993 er især knyttet til finansieringen af centralbiblioteksvirksomheden, der er overgået fra amterne til staten. Det kan opfattes som et politisk svar til de kommuner, der i løbet af ti år har ladet 200 millioner kroner forsvinde ud af folkebibliotekernes budgetter. Biblioteksloven i 1983 overlod det til kommunernes eget valg, om de ville bruge de statslige tilskud, der blev bevilget over de generelle bloktilskud til biblioteksformål eller til andre kommunale udgifter. Resultatet af denne selvstyrereform på biblioteksområdet har været, at de kommunale udgifter til bibliotekerne er faldet med 20% siden 1983 og med 30% på bogindkøbskontoen.
Desuden anbefaler loven, at folkebibliotekerne bestræber sig på at tilbyde elektroniske og audio-visuelle materialer og tilpasser åbningstiderne til brugernes behov.

Bibliotekernes opgaver
En grundlæggende udvikling i folkebibliotekerne går fra en samlingsorientering til en brugerorientering, der næsten uundgåeligt har ført til en større efterspørgselsstyring. Flere biblioteker arbejder med en grundydelse, der er i overensstemmelse med biblioteksloven, og som alle dermed kan få: De stiller bøger og andet egnet materiale til rådighed, de formidler kommunal og statslig information og information om samfundsforhold, og de er en port til andre biblioteker.
Men herudover er der tilbud og aktiviteter, som især henvender sig til bestemte målgrupper. Den selektive målretning af bibliotekernes arbejde retter sig bl.a. mod børneinstitutioner, "bogen kommer" til ældre og handicappede (det vil sige tilbud om månedlig levering af biblioteksmaterialer på bopælen), og lydmaterialer til læsehandicappede. Men i stigende grad kommer der også andre opgaver, som et moderne folkebibliotek må påtage sig: Erhvervsservice, samarbejde med uddannelsesinstitutioner og oplysningsforbund og ikke mindst indvandrerbetjening (jvf. redegørelsens delrapport "Det flerkulturelle Danmark" Hammer og Toft, 1995).
Rollen som lokalt kulturcenter er vigtig overalt i sam- og modspil til de øvrige lokale tilbud. I mange mindre kommuner er biblioteket det sted, hvor der foregår en aktiv kulturformidling: Det giver børn et kulturtilbud, det støtter musikinteressen, formidler gode bøger, laver

261
udstillinger og stimulerer og inspirerer i det hele taget over en bred front det lokale liv.
Der er en voksende erkendelse af, at biblioteket må "uden for murene" og få tættere relationer til forskellige brugergrupper, men den reelle lyst til at gøre det er ikke iøjnefaldende. Ifølge en undersøgelse af bibliotekernes rolle som katalysator i det lokale kulturliv har bibliotekerne haft for uklar en målsætning med hensyn til de udadvendte opgaver, skønt det viser sig, at "den gode spiral fremmes, når biblioteket forstår at markere sig i forhold til det politiske niveau, i forhold til lokalsamfundet og i forhold til brugerne" (Andersson og Skot-Hansen, 1994).
Kun de store biblioteker kan løse de mange forskellige opgaver på en gang. Derfor er et øget samarbejde med andre biblioteker på tværs af kommunegrænserne, der kan sikre en hensigtsmæssig arbejdsdeling om den mangfoldighed af nye opgaver, som folkebibliotekerne vil stå overfor, efter redegørelsens opfattelse, en nødvendighed i dagens samfund.
Der er behov for at udvikle nye samarbejdsmodeller f.eks. ved i stigende omfang at anvende den betjeningsoverenskomst, som biblioteksloven åbner mulighed for. De mindre biblioteker kan ikke både være kvalitetslitterære centre, børnekulturinstitutioner, videnscentre for efteruddannelse og lokale mellemuddannelser, levere "bogen kommer", lydavis og i det åbne dataværksted præsentere den nye informationsteknologi.
En mulig vej kan bestå i opgavedeling over en større radius, end vi er vant til dag. Det vil sandsynligvis ske ved en kommunalreform, men spørgsmålet er, om de små biblioteker har tid til at vente på den.

Behovet for arbejdsdeling og kvalitet
Diskussionen om, hvad der skal stå på biblioteket, har i helt overvejende grad drejet sig om trykte materialer. Materialerne skal have kvalitet, aktualitet og alsidighed, og hvad det indebærer er veldefineret. Alligevel har der altid været ført diskussioner i folkebibliotekerne om, hvordan man skulle forvalte kvalitetskravet. Skal bibliotekerne foretage indkøb ud fra deres opfattelse af kvalitet? Eller skal bogindkøbene bestemmes af lånernes bogpræferencer?
Den seneste debat om dette kvalitetsspørgsmål udspringer af den

262
undersøgelse om bibliotekernes skønlitterære anskaffelsespolitik, som Statens Bibliotekstjeneste gennemførte i 1992 (Japsen, 1992). En central konklusion her er, at "Bibliotekerne sorterer det dårligste fra og foretrækker kvalitet, hvis den vel at mærke er kombineret med popularitet".
Det er primært udhulingen af bibliotekernes materialekonti, der i de seneste år har sat kvalitetsdiskussionen på dagsordenen. Bibliotekerne er tvunget ind i en skrappere prioritering - de er blevet mere efterspørgselsorienterede. I 1980 købte bibliotekerne i gennemsnit 1000 eksemplarer af en dansk debutroman. I 1991 købte de 200. Kritikerne mener, at folkebibliotekerne med denne efterspørgselsorientering svigter kvaliteten.
Efter redegørelsens opfattelse er spørgsmålet om "smal" eller "folkelig" litteratur en skindiskussion. Bibliotekerne bør på regionalt plan have begge dele. De større biblioteker bør købe al god dansk skønlitteratur, der udkommer, omend i et vekslende eksemplarantal.
Prisudviklingen har simpelthen været sådan, at det er umuligt for små biblioteker - og her taler vi om over halvdelen af Danmarks folkebiblioteker - at stille alt det til rådighed, som er relevant. Noget køber de, andet må de skaffe på forespørgsel.
Derimod bør der etableres en arbejdsdeling og et samarbejde mellem de små biblioteker på tværs af kommunegrænser i de mindre kommuner og mellem de små biblioteker og regionens "centralbiblioteker", som f.eks. i "Randersordningen", der indebærer, at de små biblioteker profilerer sig på deres specielle felt og i øvrigt står til rådighed som en lokal serviceinstitution via samarbejdet med andre biblioteker på tværs af kommunegrænser.
Kritikerne har her ret i, at man ikke kan formidle litteratur, man ikke har. Litteratur i magasin og litteratur, der skal skaffes fra et andet bibliotek, har et lavt udlån. Men det er også en uafviselig kendsgerning, at en del af den litteratur, Anne Lise Japsen i undersøgelsen om bibliotekernes anskaffelsespolitik kalder A titler, er vanskelig at udlåne, selvom den er til rådighed. Det kan være rigtigt, at flere biblioteker, end tilfældet er i dag, burde have den litteratur. Men tanken om at fastholde de små biblioteker som universalbiblioteker, der skal være repræsentanter for det samlede litteraturfelt med den mangfoldighed af litteratur, der udgives i dag, er næppe holdbar. De små universalbibliotekers målsætning bliver urealistiske. Og de nuværende

263
bloktilskud snarere blokerer end stimulerer til en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling og til et samarbejde på tværs af kommunegrænserne.
Den nye folkebibliotekslovs anbefaling af at stille musikbærende materialer, edb-programmer og andre elektroniske materialer til rådighed er velplaceret. I forhold til det teknologiske perspektiv, der er skitseret i redegørelsens biblioteksrapport (Thorhauge, 1994), halter de fleste folkebiblioteker bagefter de nye informationsopgaver med den nye teknologi. De fleste biblioteker bruger i dag edb i deres administrative og bibliografiske arbejdsgange. De har inddateret eller er i gang med at inddatere deres bogbestand, de har adgang til de vigtigste bibliografiske databaser, og et stigende antal tilbyder brugerne adgang til baser på cd-rom. Men biblioteket som informationsteknologisk frontinstitution, der stiller programmel, hardware og vejledning til rådighed og
oprette[r] datastuer eller multimedieværksteder til børn, er kun gennemført få steder.
Hertil kommer, at to ikke-trykte medier: Video'er og CD'ere er spredt og uensartet repræsenteret i folkebibliotekerne til trods for, at de er meget velegnede til udlån.
Kvalitetsdiskussionen bør derfor ikke dreje sig om småjusteringer i indkøbspolitikken. Fremtidens bibliotekslovgivning bør tage udgangspunkt i en overordnet problemstilling, der vedrører udformningen af en samlet biblioteksstruktur i Danmark med en højere grad af arbejdsdeling og et tæt samarbejde mellem biblioteker med forskellige opgave-prioriteringer.
De små biblioteker har ikke midler til at stille alt det til rådighed, der skaber et godt bibliotek. De kan ikke både være videnscentre med opdaterede, faglitterære bogbestande, informationscentraler med abonnement på dyre CD-ROM-produkter og kunstnerisk-litterære kraftcentre - og samtidig have overskud til at hjælpe folk med deres hobbylitteratur og bøger om dagliglivets små og store gøremål. De må prioritere og profilere sig mod nogle markante behov i deres lokalsamfund - samtidig med at de giver en biblioteksmæssig basis- dækning, der består i at stille forskellige materialetyper til rådighed og være en port til andre biblioteker. Denne model kan suppleres med et tættere samarbejde mellem biblioteker, en slags koordineret profilering mellem biblioteker i et område.

264
Rettighedsbeskyttelse og fri adgang til information
Den grundlæggende udfordring til bibliotekerne, med hensyn til at sikre borgerne fri adgang til information og den nødvendige service i denne forbindelse, er konsekvenserne af den informationsteknologiske udvikling. Den omstilling, der er i gang fra det traditionelle, manuelle bogbibliotek til et moderne, elektronisk styret multimediebibliotek fortsætter. I den forbindelse rejser der sig en række konkrete problemer, hvoraf de ophavsretlige er de mest basale.
Fra biblioteks side hævdes det, at forslaget til lov om ophavsret er ensidigt orienteret mod rettighedshavernes interesser, og at der er brug for en ligestilling af medierne, så overgangen til et andet medium end papir ikke hindrer den almene offentligheds adgang til information. Bibliotekerne må f.eks. ikke udlåne cd-rom og edb-programbaserede medier, og det er uklart, om bibliotekerne må vise disse værker, endsige have dem til brug på stedet. Det er forbudt at kopiere digitalt lagrede værker til privat brug - og det er et stærkt stigende antal medier dette rammer.
I afsnittet om ophavsret har redegørelsen peget på, at skismaet mellem hensynet til ophavsmændenes eneret til deres værker og sikring af borgernes frie adgang til information ikke behøver at udvikle sig til et bibliotekspolitisk problem, som blokerer for borgernes frie adgang til information. Den danske aftalelicensordning kan efter redegørelsens opfattelse løse dette problem, så begge de basale principper i den danske kulturmodel - ophavsmændenes rettighedsbeskyttelse og borgernes frie adgang til information - ikke modarbejder hinanden.

Konklusion
Følgende principper er i dag lagt til grund for den offentlige informationspolitik gennem bibliotekerne:

- Det offentlige skal sikre, at enhver kan få kendskab til og adgang
til alle væsentlige dele af den offentliggjorte information.
- Det offentlige skal sørge for en velfungerende informationsstruktur for informationsformidlingen. De offentlige forskningsbiblioteker og folkebiblioteker udgør rygraden heri.

265
- Det offentlige skal sikre, at der foretages den registrering m.v. af
den offentligt tilgængelige information, som er nødvendig for at brugerne kan få at vide, hvilken information der er til rådighed, hvor den findes, og hvordan man får adgang til den.
- Det offentlige skal gennem sine biblioteker sikre, at brugerne
har adgang til internationalt tilgængelig, offentliggjort information.
- Det offentlige skal sikre, at udlandet har adgang til information offentliggjort i Danmark, og skal medvirke til at fremme den internationale informationsudveksling.

Den store vægt på informationspolitik i de danske biblioteker har medført, at opbygningen af samlinger bliver mindre betydningsfuld end tidligere, mens funktionen som dokumentationscenter vokser i betydning.
Denne udvikling understreger yderligere, at informationspolitik skal omfatte alle borgere, herunder mennesker der af den ene eller anden grund er læsesvage. Det drejer sig blandt andet om at sikre, at relevant information er tilgængelig i en form, så den også kan tilegnes af grupper, der har brug for særlige hensyn.
Redegørelsen er enig i, at borgernes frie adgang til information er en afgørende del af vores kulturelle udvikling. En kultur kan ikke eksistere uden information. Men samtidig ønsker redegørelsen at understrege betydningen af, at bibliotekernes klassiske formidlingsopgave med litteratur som udgangspunkt opretholdes og videreudvikles i fremtiden parallelt til bibliotekernes informationspolitiske opgaver. Kunst og litteratur er en etisk og æstetisk oplevelsesdimension, som rækker ud over informationsformidling, ligesom oplysning er andet og mere end information. Oplysning forudsætter en personlig tilegnelse, der omfatter såvel viden og information som en etisk og æstetisk dimension.
Biblioteket som en institution, der samler og formidler bøger, står ganske givet over for det største omstillingsprojekt i bibliotekshistorien. Papiret vil på langt sigt ikke længere være det væsentligste lagringsmedium for information. Omvendt vil det næppe føre til skønlitteraturens afskaffelse i bogform.
Derfor er der grund til at udforme en bibliotekspolitik, der på landsplan og regionalt niveau sikrer såvel borgernes frie adgang til

266
information som deres mulighed for skønlitterære og andre kunstneriske oplevelser.
Ideen om livslang uddannelse er en realitet for en stadig større del af befolkningen. Cirka halvdelen af borgerne er i gang med en eller anden form for uddannelse. Denne fortsatte vækst, kombineret med skiftet i undervisningsmetoder med øget inddragelse af projektorienterede undervisningsformer, har ført til et stormløb mod især landets folkebiblioteker. Dette pres har mange steder ført til en stærk nedprioritering af andre opgaver. Løsningen på problemet er at sikre en professionel biblioteksbetjening, på ungdoms- og mellemuddannelsesinstitutionerne. En strategi for oprettelse af biblioteksbetjening på de fleste uddannelsesinstitutioner, der har brug for det, kan på kort sigt etableres gennem et formaliseret samarbejde med eksisterende biblioteker. Et sådant samarbejde må medføre ressourceoverførsler.
På folkebiblioteksområdet er der brug for at analysere mulighederne for en anden struktur end den nuværende. De små, selvstændige enheder har stadig større vanskeligheder ved at levere et bibliotekstilbud, der holder en rimelig standard. Der er brug for en bibliotekspolitisk regionaliseringsreform, som sikrer, at de statslige bevillinger til biblioteker anvendes til biblioteksvirksomhed, der fremmer en hensigtsmæssig arbejdsdeling og planlægning på regionalt niveau og et bedre samarbejde mellem de små og store biblioteker.
Der er også brug for fornyelser, der er knyttet til formidlingsformer i forhold til forskellige målgrupper som børn og unge samt de nye danskere, der er indvandret udefra.
Skolebibliotekerne lider især under ressourcemangel. Materialesamlingerne er nedslidte, og samtidig står de over for to omfattende udfordringer: Integrationen af informationsteknologien i dagligdagen og en gearing af bibliotekerne, så de kan klare presset fra de nye projekter i 9. og 10. klasse. Der er også et behov for at opdatere uddannelsen af skolebibliotekarer. Måske kunne man forestille sig et fremtidigt samarbejde mellem Danmarks Lærerhøjskole, der hidtil har varetaget uddannelsen, og Danmarks Biblioteksskole?
Prisstigningerne på biblioteksmaterialer er også en tikkende bombe under bibliotekssystemet med halveringer af tidsskriftholdet på nogle forskningsbiblioteker til følge og et stærkt forringet udbud af ny litteratur på de fleste folkebiblioteker. Der er brug for en model for ressourcetildeling, der tager højde for de reelle udgifter.

267
Samtidig har forskningsbibliotekerne svært ved at leve op til den øgede efterspørgsel, som er steget betydeligt med udbygningen af de højere uddannelses- og forskningsinstitutioner. Generelt står forskningsbibliotekerne over for udvikling af nye ydelser, der er baseret på den elektronisk lagrede information.
På uddannelsesområdet er der grund til at fremme den professionaliseringsstrategi, Danmarks Biblioteksskole har arbejdet på i en årrække. Den indebærer en tilpasning af uddannelsesstrukturen til den danske og internationale udvikling med bachelor og kandidatgrad både på informations- og kulturformidlingsområdet og en licentiatgrad i biblioteks og informationsvidenskab.
En fortsat sikring og udvikling af efteruddannelsesmuligheder for alle personale-kategorier er også en nødvendighed, udviklingstakten på biblioteksområdet taget i betragtning.

Forslag
- At der foretages en præcisering af målsætning, en mere hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem bibliotekerne på regionalt niveau samt udarbejdelse af flerårige handlingsplaner for at sætte de danske folkebiblioteker i stand til fortsat at leve op til kravet om kvalitet, alsidighed og aktualitet.
- At der foretages en revision af biblioteksloven, så folkebibliotekerne i fremtiden finansieres, planlægges og organiseres efter de retningslinier, som er foreslået i forbindelse med redegørelsens kulturpolitiske regionaliseringsreform (se Del I). Det vil blandt andet indebære, at folkebibliotekerne i fremtiden skal finansieres over en øremærket bloktilskudsordning til kulturformål eller gennem kulturelle refusionsordninger.
- At der oprettes en særlig pulje under Statens Bibliotekstjeneste, der kan afhjælpe bibliotekernes omstilling til informationsformidling med den nye teknologi, uden at det fører til nedprioritering af de litterære formidlingsopgaver.
- At der i et samarbejde imellem Kulturministeriet og biblioteksvæsenet tages initiativ til at løse de ophavsretslige problemer gennem kollektive aftaler med rettighedshaverne.