Ole Harbo: Gratis ydelser og betalinger ved danske biblioteker i fortid og nutid. i: Betaling og bibliotek. Danmarks Biblioteksforenings Forlag, 1987. Side 9-25 (Aktuel debat og information, nr.2).

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Kapitel 1
Gratis ydelser og betalinger i danske biblioteker i fortid og nutid

 
[Teksten er let revideret af forf.].
 

9
1.1 De tidlige biblioteker

De gratis biblioteksydelser kan afgrænses på følgende måder:

Hvilke bibliotekstyper relaterer de sig til, hvilke benyttergrupper har adgang til dem, og hvilke typer af biblioteksservice er der tale om, herunder hvilke materialetyper er omfattet af den gratis ydelse.

I de ældste biblioteker, knyttet til kirker og klostre, var benyttelsen forbeholdt de ansatte ved institutionerne, og den biblioteksydelse, der var tale om, var adgangen til at læse eller afskrive bøgerne på dertil indrettede læsesale eller i studieceller. Benyttelsen var et led i præsters og munkes arbejde og naturligvis gratis for disse. Stiftsbibliotekerne er fra slutningen af 1700-tallet, og hertil var der i 1800-tallet i nogle stifter adgang for offentligheden. I visse tilfælde blev stiftsbibliotekerne delvist finansieret af en årlig pligtig ydelse fra stiftets præster, altså en slags brugerkontingent.

Med stiftelsen af Universitetsbiblioteket (1482) og senere Det kgl. Bibliotek (ca. 1660) skete der en udvidelse af brugerkredsen til i praksis at omfatte lærere og senere hen studerende ved Universitetet samt enkelte andre personer. 1 1793 erklæredes Det kgl. Bibliotek officielt at være åbent og offentligt og en række af de praktiske begrænsninger i brugen ophæves eller lempes.

Benytterne må stille kaution for at få lov til at benytte biblioteket, således at Universitetet f.eks. må være garant for at studenterne leverer det lånte tilbage i uskadt stand. Denne kautionsord-

10
ning var i kraft helt op i 1960'erne og praktiseres stadig ved både folke- og forskningsbiblioteker over for f.eks. udenlandske lånere, der midlertidigt opholder sig her i landet.

I forskningsbibliotekerne omfatter biblioteksydelsen anvendelse af bøger på læsesale, samt hjemlån af værker, der ikke er uerstattelige. Det drejer sig om faglitteratur og efterhånden som tidsskrifter bliver en vigtig del af denne, da også denne materialetype, men oftest kun til brug på stedet.

Lejebibliotekerne.

De første folkelige biblioteker, lejebibliotekerne, dukker op i 1700-tallet og her bliver der tale om at yde betaling pr. lånt bog evt. kombineret med en form for kontingent.

Lejebibliotekernes bestand af bøger var selvfølgelig bestemt af efterspørgslen, hvorfor den omfattede både skønlitteratur og faglitteratur. Sortimentet var bredt sammensat og omfattede også dårlig litteratur. Datidens lejebiblioteker har opfyldt tilsvarende behov som i nutiden dækkes med litteratur og video'er af kiosker og benzinstationer.

Der blev i samtiden skrevet en del om lejebibliotekernes dårligdom, men det må her erindres, at skribenterne næsten udelukkende repræsenterede den officielle moral, der havde mange vogtere med løftede pegefingre.

De største lejebiblioteker havde lang åbningstid og op til 5-600 kunder om dagen og nogle af kunderne tog i hvert fald ikke særlig skade: f.eks. Steffens, Oehlenschlæger og Aarestrup. Principielt kunne alle leje og hjemlånet var den primære ydelse.

11
Der skulle stilles et depositum svarende til bogens værdi og i visse lejebiblioteker kunne man stille bøger som depositum og da svarende til den dobbelte værdi af det lånte.

Bortkomne bøger skulle selvsagt erstattes, og der skulle betales bøder for for sen aflevering og ofte højere bøder for nye bøger, idet efterspørgslen efter disse var størst.

Meget uefterrettelige lånere, der ikke leverede tilbage, blev hængt ud enten ved opslag i biblioteket eller i annoncer i aviserne!

Suhms bibliotek.

I perioden 1778-96 åbnede historikeren P.F. Suhm sit private bibliotek for offentligheden, og hermed blev ca. 100.000 bind, der omfattede både faglitteratur og skønlitteratur stillet gratis til rådighed for offentligheden. Bøgerne kunne benyttes på stedet, eller de kunne hjemlånes og Suhm knyttede endog kyndige personer til virksomheden som bibliotekarer, heriblandt den senere universitetsbibliotekar og professor i litteraturhistorie, Rasmus Nyerup.

Også Suhm's bibliotek havde problemer med at få bøgerne tilbage, og man måtte i særlige tilfælde ty til samme fremgangsmåde som lejebibliotekerne, udhængning, for at få bøgerne hjem igen.

1.2 Folkebibliotekernes udvikling

Fra slutningen af 1700-tallet kendes de første egentlige forgængere for folkebibliotekerne, foreningsbibliotekerne i byerne og almuebogsamlingerne på landet. Disse ejedes af foreninger og finansieringen skete ved medlemskontingenter, der ofte var differentieret efter medlemmernes økonomiske formåen, således at f.eks. gårdejere betalte dobbelt så højt kontingent som husmænd. 1 1885 oprettes de 6 første københavnske folkebiblioteker. Begrundelsen var

12
social, idet der var tale om en foranstaltning til gavn for arbejderklassen, men på trods heraf var der knyttet et, omend beskedent, kontingent til retten til at låne læsestof. Medlemskontingent blev afskaffet i Københavns kommune i 1913.

Etablering af folkebiblioteker med gratis ydelser spillede en meget væsentlig rolle for folkebiblioteksbevægelsens pionerer. Inspirationen kom fra England og især USA. Valfrid Palmgren skrev i sin betænkning fra 1911: "Hvis man mener, at det er statens og kommunernes sag at sørge for, at ethvert barn i landet får en gratis skolegang, så må man tydeligvis også tage konsekvenserne deraf og komme til den slutning, at det også er statens og kommunernes sag at give sine medborgere mulighed for gratis erhvervelse af den litteratur, der først bliver frugtbringende for individet og for samfundet, når den bliver benyttet. Derimod må alle, der ikke billiger den gratis skolegang af de samme grunde misbillige den gratis benyttelse af de offentlige biblioteker" ("Den sorte krone", s. 2).

Også A.S. Steenberg, der var påvirket af folkebibliotekerne i USA, var begejstret for den gratis adgang til bibliotekernes samlinger, og han håbede, at kommunal overtagelse af bibliotekerne med tiden ville gøre udlånet gratis. H.O. Lange, der bl.a. virkede for etablering af centralbibliotekerne, siger i sin store bibliotekstale fra 1909: "Jeg er vis paa, at naar en Bys offentlige Bibliotek tilbyder alle Byens Borgere Adgang til Litteraturens Goder gratis og naar det tilbyder en teknisk skolet og upartisk Bestyrelse af de Bøger, der bliver det betroet, da vil mange Foreninger, der har Kvaler og Udgifter af at holde Bibliotek, overgive dette til det offentlige Bibliotek". (H.O. Lange, s. 16).

Med oprettelsen af de første centralbiblioteker i Holbæk og Vejle (1914) dukker en ny side ved gratisydelserne op, idet centralbibliotekerne, for at kunne anerkendes som sådanne, skulle udlåne faglitteratur gratis og portofrit direkte eller gennem sognebibliotekerne til de lokale lånere.

13
Herved oprettes en folkebiblioteksorganisation, hvor retten til at låne gratis udstrækkes til alle inden for det pågældende centralbiblioteksområde. Men der er forskel på behandlingen af skønlitteratur og faglitteratur, en forskel der holder sig i mange år i folkebibliotekernes udvikling: faglitteraturen er det vigtigste for den bliver man dygtigere af, skønlitteraturen derimod er bare til fornøjelse, så den kan godt være mindre tilgængelig.

I årene op til den første bibliotekslov i 1920 blev der ydet statstilskud til lokale biblioteker via finansloven, og der indførtes allerede i 1918/19 en regel om, at biblioteker med gratis udlån fik det statslige tilskud forhøjet med 1/8.

1920-loven.

Lov om statsunderstøttede Biblioteker af 1920 blev til efter et udvalgsarbejde, hvor et 15-mands udvalg med bibliotekssagens pionerer samt folketingsmænd og embedsmænd stillede et lovforslag, der gik glat igennem den politiske behandlingsproces.

Om den gratis ydelse hedder det i loven:
" ... Adgang til Hjemlaan gratis eller mod en lav Betaling, til alle Beboere over 14 Aar
......Adgangen til Læsestuen, forsaavidt en Saadan findes,......gratis for alle".

Ved lov-revisionerne i 1930'erne ændres teksten til:
"Adgang til Hjemlaan fra Biblioteket skal vederlagsfrit eller mod et mindre aarligt Vederlag gives alle Beboere inden for dets Virkeomraade"

Denne bestemmelse opretholdes i de senere revisioner af loven og først med vedtagelsen af 1950-loven om folkebiblioteker forsvinder "eller mod et mindre aarligt Vederlag" ud af lovteksten.

14
Der var således i alle disse år adgang til for folkebibliotekerne at opkræve kontingent og alligevel modtage statstilskud, og mange danskere vil kunne huske de år, hvor udstedelse af et lånerkort kostede f.eks. 1 krone.

Gratisydelsen efter 1920-loven kunne således omfatte andet og mere end hjemlån. Der blev givet yderligere 1/8 i tilskud, hvis en gratis læsesal oprettedes og i byerne skulle det være med bibliotekarisk betjening, på landet blot med vejledning i benyttelsen. Også til biblioteker, der udvidede deres virksomhed til at omfatte oplandet, var der yderligere 1/8 i tilskud fra staten.

Der blev på denne måde indlagt et væsentligt incitament for kommunerne/foreningerne til at indføre gratisydelser og vel at mærke af forbedret kvalitet.

Som omtalt foran gik den politiske behandling af 1920-loven glat. Der var ikke under Rigsdagens behandling nogen betænkelighed omkring den måde de gratis ydelser blev tilrettelagt. Der var politisk enighed om det gavnlige i bibliotekssagen: "at udbrede Oplysning og Kundskaber i saa vide Kredse af Befolkningen som muligt, at lette adgangen til Læsning og Studium og at øge Interessen for en saadan Udnyttelse af Tiden, hvilket alt sammen ganske naturligt navnlig gælder Ungdommen" (Oberst Parkov, MF,kons.)

Hovedproblemet for politikerne var at finde mere faste organisationsformer for en stærkt voksende folkelig bevægelse.

En af ordførerne, Sundbo (Soc.dem.), havde dog betænkeligheder vedr. børne- og skolebibliotekernes manglende tilbud, men blev beroliget af undervisningsministeren med at dette problem kunne man se på i forbindelse med "den nye Ordning af hele Skolespørgsmaalet". Først da der fra 1931 blev givet statstilskud til børnebiblioteksvirksomhed kom der dog rigtig gang i oprettelsen af børnebiblioteker. Folkebibliotekernes reglementer kunne helt op til

15
1964-loven indeholde en passus om at "alle beboere over 13 år i (virkeområdet) har ret til gratis hjemlån af bøger".

Statsbiblioteket i Århus var blevet oprettet i 1902, og dermed var der yderligere et stort forskningsbibliotek, der stillede sine samlinger af faglitteratur gratis til rådighed for hele befolkningen.

Mellem 1920 og 1964.

Ved revisionerne af biblioteksloven i 1923, 1931 og 1936 beholdt man formuleringerne om gratisydelserne uændret, men i 1931-loven hedder det om folkebibliotekernes formål:
"Til Biblioteker, hvis Formaal er at virke for almindelig Udbredelse af Kundskaber og oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden almendannende Litteratur, ydes der Statstilskud..."

Hermed havde skønlitteraturen fået borgerret i biblioteksloven, men den totale ligestilling i bibliotekernes praksis lod vente længe på sig.

I lov om folkebiblioteker af 1950, hedder det: "Adgang til Hjemlån fra Biblioteket skal vederlagsfrit gives alle Beboere inden for dets Virkeområde"

Loven indførte tillige "en gratis tilgængelig Læsestue (Læsesal) med Håndbibliotek" i købstæder samt ved større biblioteker på landet. Loven afspejlede i høj grad de faktiske forhold på daværende tidspunkt.

1964-loven.

1964-loven blev den sidste bibliotekslov, som blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget. Konservative og Uafhængige stemte

16
imod, men for de første var det relationerne til skolebibliotekerne, der gjorde udslaget, ikke lovens indhold vedr. de gratis ydelser.

Forhandlingerne i forbindelse med lovens vedtagelse i Folketinget viste imidlertid nye sider af en biblioteksdebat.

Der indgik nu overvejelser vedr. rationalisering af folkebibliotekernes arbejde, og det blev drøftet indgående, hvor langt obligatorierne og dermed gratisydelserne skulle strækkes.

Lovens formålsparagraf blev udvidet, idet der åbnedes mulighed for udlån af film, grammofonplader m.v., men der var flere folketingsordførere, der var usikre over for de audiovisuelle materialers placering, bl.a. på grund af fjernsynets stærke fremtrængen. Der blev givet klare udtryk for, at på trods af fremkomsten af de audiovisuelle materialer
var det trods alt bøgerne, der var det vigtigste.

Der var bekymring om evt. misbrug, idet "enhver lille danseklub og ethvert privat selskab fra biblioteket kan rekvireere musikplader eller andet underholdningsmateriale til en glad aften".

Og der var frygt for den levende kunst og biografernes eksistensvilkår med introduktionen af de audiovisuelle materialer i folkebibliotekerne.

Kulturministeren, Jul. Bomholt, kunne dog oplyse, at der ikke hidtil havde været tale om et sådant misbrug: "Man har ikke udlånt Elvis Presley's "Return to sender" o.lign., mennaturligvis plader af kvalitet til personlig berigelse og uddannelse." Der fik han den, den gode Elvis!

I udvalgsbetænkningen om lovforslaget fik de audiovisuelle materialer disse begrænsninger pålagt: "Ministeren har tilkendegivet, at anskaffelsen af grammofonplader må begrænses til biblioteker med

17
en vis udbygning af bogbestanden, samt at udlån af apparatur (filmsapparater, båndoptagere o.lign.) kun kan ske til foreninger og dermed ligestillede".

Det blev også markeret, at nogle følte, at udlån af plader, selv om der alene var tale om plader af "høj kunstnerisk standard", var et grænseområde for folkebibliotekerne.

Det var tydeligt, at man havde nået en grænse for, hvad den folkelige opfattelse og det politiske flertal anså for at være "naturlige" og gratis biblioteksydelser.

1964-loven med dens tilhørende bekendtgørelser og vejledninger fra Bibliotekstilsynet betegner en yderligere udvidelse af gratisydelserne, også ud over av-materialernes inddragelse.

Loven omfatter "enhver med bopæl i Danmark" d.v.s. man instituerer "den frie låneret", at enhver kan låne på ethvert bibliotek i landet, uanset om man er borger i den pågældende kommune eller i amtet.

Endvidere forpligtes enhver kommune til at opretholde folkebibliotek for både børn og voksne.

I et forslag til standardreglement fra 1964 hedder det: "Reservering, fremskaffelse af bøger eller oplysninger og bistand i øvrigt i forbindelse med brug af biblioteket er normal biblioteksservice, der ydes uden udgifter for benytterne". Også her er der tale om en udvidelse af gratisydelserne. Denne viste sig dog senere ikke at være holdbar.

1964-loven var i kraft indtil den nugældende folkebibliotekslove af 1983 blev vedtaget, men i den mellemliggende periode blev der gjort flere forsøg på at ændre på forholdene og at fortsætte udvidelsen af gratisydelserne.

18
Ændringsforsøg, der strandede.

Allerede i 1971 kom det næste udspil om en ny lov om folkebiblioteker med følgende formålsparagraf:
"§ 1. Folkebibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivivtet.
Stk. 2. Folkebibliotekerne stiller bøger, audiovisuelle samlinger og andet egnet materiale til rådighed.
Stk. 3. Folkebibliotekerne virker som informationscentraler.
Stk. 4. Folkebibliotekerne kan foranstalte kulturelle arrangementer og bistå andre initiativtagere til sådan virksomhed.
Stk. 5. Folkebibliotekerne står vederlagsfrit til rådighed for enhver der har bopæl i Danmark."

Gennemførelsen af dette lovforslag ville have betydet en meget stærk udvidelse af gratisydelserne, idet der udtrykkelig nævnes audiovisuelle samlinger, virksomheden som informationscentral og muligheden for afholdelse af kulturelle arrangementer, samt at det her er "folkebibliotekerne", der står vederlagsfrit til rådighed og ikke "bøger og andet egnet materiale".

Der var ikke politisk opbakning bag forslaget. I stedet fik vi i 1974 debatten om indførelse af en lånerafgift pr. hjemlånt bog, hvad der heller ikke var politisk flertal for og i 1976 nedsattes Bibliotekskommissionen, der færdiggjorde sin betænkning i 1979, uden at der blev lov ud af de tanker, der her var nedfældet.

Flertal og mindretal i Bibliotekskommissionen var nogenlunde enige om formuleringerne vedr. de gratis ydelser, der skulle omfatte "bøger og andet egnet materiale" både til hjemlån og til brug på stedet, musikbærende materialer skulle være obligatoriske og gratis, tilsvarende med informationsvirksomheden og grundfunktionen for fritidsundervisningen.

19
Det største problem set i relation til "gratisprincippet" var edb-søgningen.

Efter mange principielle og praktiske overvejelser nåede man frem til følgende formulering, som alle tiltrådte:
"Ved visse edb-søgninger efter en benytters specielle ønske kan det dog være nødvendigt at lade benytteren refundere en afgift, som pålægges biblioteket udefra".

Meningen var, at hvis en bruger krævede en edb?søgning eller hvis der var tale om regelmæssige søgninger over en bestemt profil (SDI) skulle en brugerbetaling kunne komme på tale, men dog kun til at refundere de afgifter biblioteket selv blev pålagt udefra. Et bibliotek måtte altså ikke kunne tjene penge på at udføre edb-søgninger, f.eks. for erhvervslivet.

Der blev ikke lov ud af kommissionens forslag, men det var ikke på grund af udvidelsen af gratisydelserne, men på grund af modstanden, især i forskningsbibliotekerne mod den foreslåede fælles styrelse af alle biblioteker.

Den gældende folkebibliotekslov.

Den nugældende bibliotekslov er fra 1983. Den blev vedtaget med 90 stemmer for, den borgerlige regerings partier og de radikale og med 86 stemmer imod.
Lovens indhold er præget af de økonomiske forhold på vedtagelsestidspunktet, og der vedtages en ny folkebibliotekslov, uden at der sker en udvidelse vedr. formål og gratisydelser. Der er tale om fastholdelse med meget små justeringer i forhold til tidligere.

Debatten i Folketinget vedrørte de overordnede forhold: indførelsen af bloktilskud i stedet for de hidtidige særlige statstilskud, den

20
kommunale bestemmelsesret over bibliotekerne i relation til lovmæssige obligatorier, mulige serviceindskrænkninger som følge af kommunale besparelser o.lign. Opsøgende biblioteksbetjening og musikbiblioteker blev ikke obligatorier, selv om det var ønsket af mange.

Pligten til at udøve informationsvirksomhed fremgår klart af lovens formålsparagraf.

§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale vederlagsfrit til rådighed.
Stk. 2. Folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information og information om samfundsforhold i øvrigt.
Stk. 3. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at stille musikbærende materialer til rådighed.
Stk. 4. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at etablere biblioteksbetjening af de børn og voksne, der er afskåret fra selv at komme på biblioteket. Udgiften til betjening af statslige, amtslige og andre ikke-kommunale institutioner afholdes af institutionerne.

Brugerbetaling kommer ind i billedet ved at det fastslås at der kan tages entré ved bibliotekernes kulturelle arrangementer og ved at der gives udtrykkelig lovhjemmel til opkrævning af bøder ved for sen aflevering af lånte materialer.

Det var tydeligt, at den folkelige og politiske grænse for bibliotekernes gratisydelser var nået.

1.3 Sagen om reserveringsafgiften.

Som et led i sine sparebestræbelser bestemte Københavns Kommune, at "der ved alle reserveringer i bibliotekets egen bogbestand for

21
reserveringsbrevkortet skulle betales den gældende porto for tryksager, fra den 1. januar 1985 at regne."

Dette medførte reaktioner fra tilhængere af "gratisprincippet" og Bibliotekarforbundet anlagde sag mod Københavns kommune ved Østre Landsret med påstand om, at en sådan reserveringsafgift var ulovlig.

Sagen blev behandlet i Landretten og senere af Højesteret, og hermed fik vi for første gang i dansk bibliotekshistorie en autoritativ fortolkning vedr. "gratisprincippet".

Bibliotekarforbundet tabte sagen, idet det var domstolenes opfattelse, at det er lovligt at opkræve en reserveringsafgift, som Københavns kommune havde besluttet, men dommen indeholder en række andre oplysninger af betydning for retstilstanden på området.

Det kan for det første konstateres, at det foran nævnte forslag til standardreglement, der omtaler reserveringen som omfattet af gratisydelser, ikke er holdbart.

Landsretten udtaler, at man lægger til grund som ubestridt, at der ikke består nogen pligt for sagsøgte (d.v.s. Københavns kommune) til at udsende meddelelse om reserveret materiales hjemkomst, hvorfor reserveringsafgiften ikke er i modstrid med folkebibliotekslovens § 1 eller iøvrigt ulovlig.

Det fastslås altså, at det er pligten til for bibliotekerne at gøre noget bestemt, der er afgørende for om "gratisprincippet" skal være gældende og ikke om en biblioteksydelse betragtes som "normal".

Det fremgår tillige af sagsfremstillingen, at entré for foredrag eller koncerter og brug af fotokopieringsmaskine heller ikke er omfattet af gratisydelsen.

22
I sagsfremstillingen vedr. reserveringsafgiftens historie viser sig iøvrigt samme billede, som omtalt under de almindelige betalinger, at faglitteratur og skønlitteratur blev behandlet forskelligt.

I Københavns kommunes Biblioteker's reglement fra hedder det: "Bøger af ikke-skønlitterært Indhold kan forudbestilles..." og i 1916:"...at alle Bøger udenfor Skønlitteraturen reserveres til Hjemlaan".

Først i 1932 hedder det: "Enhver Bog..."

I Reglementet for Gentofte Bibliotek 1963 siges: "Skønlitteratur kan først bestilles, når den er indgået i udlånet, og betalingen herfor er 25 øre pr. bestilling. Faglitteratur reserveres gratis...". Endelig citeres en brochure fra Odense Centralbibliotek fra 1965: "De kan reservere udlånte bøger, reservering af romaner koster dog 50 øre pr. bind..."

Det sidste eksempel viser, både at opkrævning af reserveringsafgift faktisk fandt sted andre steder end i København, og at det skete efter 1964-lovens vedtagelse.
Eksemplerne viser iøvrigt, hvor lang tid det tager at få biblioteksmaterialerne ligestillet.

1.4 Gratisprincippets omfang.

Tilbage til "gratisprincippet". Det fastslås af domstolene, at der skal foreligge en pligt for biblioteket før en ydelse er omfattet af vederlagsfriheden. Så vidt jeg kan vurdere betyder det, at det er de to traditionelle biblioteksaktiviteter hjemlån og læsesalsbenyttelse, der skal være gratis, og at den gratis ydelse omfatter alle typer materialer som biblioteket lader indgå i sine samlinger til disse to formål, men det betyder også, at f.eks. edb-baseret service over for erhvervslivet, og opsøgende biblioteksbetjening

23
ligesom kulturelle arrangementer og fotokopiering ikke skal være gratis for benytterne, men at det må bero på en kommunal beslutning herom.

Der er således ikke grund til, som i hvert fald én kommune allerede har gjort, at henlægge edb-service for det lokale erhvervsliv til en anden institution end folkebiblioteket, fordi man troede at aktiviteten, hvis den fandtes på folkebiblioteket, skulle være omfattet af "gratisprincippet".

Hvordan forholder det sig med de statslige forskningsbiblioteker? Traditionen for gratis ydelser er lige så gammel som bibliotekerne selv. Men på specielt edb-søgninger har der allerede i mange år været taget betaling på flere forskningsbiblioteker.

Betaling for ydelser må følge de almindelige statslige regler, nemlig at der skal foreligge en positiv lovmæssig beslutning om betaling, enten via finansloven og bemærkningerne til denne eller via særlige bestemmelser.

Forskningsbibliotekerne kan udføre edb-søgninger som et led i konsulenttjenester, der kan iværksættes efter særlige regler om mindre supplerende virksomhed eller indtægtsdækket virksomhed og som giver mulighed for genanvendelse af de opnåede indtægter og dermed en øget aktivitet.

Det kan således ikke antages, at det er det enkelte biblioteks ledelse, f.eks. §10-biblioteksudvalgene ved de højere læreanstalter, der kan bestemme om en ydelse kan prissættes. Men de kan foreslå det til finansloven.

Kulturministeren har bedt Rigsbibliotekarembedet om at udrede problemstillingerne vedr. betaling for edb-søgninger i forskningsbibliotekerne, og dette arbejde pågår i skrivende stund (April 1987).

24
Af det foranstående fremgår, at der findes en række ydelser i biblioteker, hvortil der er knyttet en direkte brugerbetaling. Af størst økonomisk betydning er edb-søgninger og fotokopiering, mens entréindtægter, reserveringsafgifter, bøder og erstatninger for bortkomne eller ødelagte værker spiller en mindre rolle.

Gallupundersøgelsen i december 1985.

Den folkelige opfattelse af folkebibliotekernes opgaver bekræftes i den senest gennemførte Gallupundersøgelse (1985), hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet spurgt om holdningen til sider af biblioteksvirksomheden. Kun vedr. lån af grammofonplader og bånd er der et flertal, 51%, af de adspurgte, der mener, at disse skal kunne lånes på biblioteket. Vedr. andre medier er holdningen negativ. Kun 22% går ind for lån af videobånd (67% imod), 11% går ind for lån af malerier og andre billeder (82% imod). Det noget diffuse spørgsmål: Synes De, man skal kunne finde alle mulige oplysninger, f.eks. på en dataterminal, på biblioteket? besvares kun positivt af 32% (56% imod) og endelig siger 25% ja til at kunne låne dataprogrammer mod 58% nej.

Der er ikke spurgt om betaling i forbindelse med hvert enkelt spørgsmål, men man må gå ud fra, at svarene er afgivet med henblik på de eksisterende betingelser i folkebibliotekerne, nemlig at ydelserne skal være gratis. Det kan således ikke ses, om svarene ville være anderledes hvis betalingsaspektet havde været draget ind.

Til det generelle spørgsmål om betaling for boglån svarer 60% nej og kun 32% ja, mens stillingen er omvendt, når der spørges om afgift på lån af andet end bøger.

Der synes altså at herske en meget traditionel biblioteksopfattelse i den danske befolkning, nemlig at et biblioteks primære ydelser er knyttet til boglige materialer, evt. suppleret med musikbærende medier.

1.5 Konklusioner

Bibliotekernes gratisydelser er udvidet gennem dette århundrede til og med vedtagelsen af folkebiblioteksloven af 1964, hvor "den frie låneret" indføres. 1 1950 blev det såkaldte "gratisprincip" gennemført. Med den nugældende folkebibliotekslov fra 1983 fastholdes disse to væsentlige principper.

"Gratisprincippet" omfatter udlån og læsesalsservice i folkebibliotekerne, fordi disse er lovpligtige biblioteksydelser, mens andre former for service kan prissættes, hvis kommunalbestyrelsen beslutter det.

Statslige biblioteker kan indføre brugerbetaling, hvis dette godkendes i forbindelse med vedtagelsen af finansloven eller ved særlige vedtagelser herom.

Folkebibliotekslovens formålsparagraf må forstås således, at "andre egnede materialer" (end boglige), som indgår i bibliotekets pligtige virksomhed også stilles til rådighed.

Hvis der skal tages betaling for særlige medier må disse indgå i en serviceydelse, der adskiller sig fra lovens obligatorier.

Der synes at være en folkelig og politisk opfattelse vedr. biblioteker og gratisydelser, der svarer godt til den faktiske tilstand, dog er der senest konstateret et flertal i befolkningen, som går ind for at man udover de traditionelle bibliotekstilbud også skal kunne låne plader og bånd på bibliotekerne.

Alt efter politisk opfattelse kan man mene, at

samtidig med at samfundet er blevet rigere, er de gratis biblioteksydelser blevet udvidet

25
eller

på trods af, at den enkelte er blevet rigere, er de gratis biblioteksydelser blevet udvidet.

Litteratur.

Nielsen, Helge: Folkebibliotekernes forgængere, 1960.
Kirkegaard, Preben: Folkebibliotekerne i Danmark, 1948.
Den sorte krone. Bibliotek 70. Pamflet 1, 1975.
Lange, H.O.: Bibliotekssagen uden for København, 1909.
Udskrift af Højesterets Dombog 11 247/1985.
Udskrift af Østre Landsrets Dombog, 2. afd. nr. 99/1984.
Markedsundersøgelse. Folkebibliotekerne, 1987. Bd. 2: Holdninger til folkebibliotekerne.
Folketingets forhandlinger vedr. bibliotekslovene.
Bibliotekslovene.