Bibliotekernes rolle i kulturlivet
Af afdelingsbibliotekar Per Højholt, Søllerød
I stedet for et resumé af de i en artikel i louisiana-Revy januar 1963 fremsatte
synspunkter har afdelingsbibliotekar Per Højhold tilbudt redaktionen at skrive
nedenstående nye artikel, der skulle dække de i nævnte artikel fremsatte faglige
betragtninger, og som efter forfatterens ønske bringes uden rettelser eller
redaktionelle kommentarer. Den efterfølgende artikel af bibliotekskonsulent V.
Klingberg-Nielsen knytter sig til artiklen i Louisiana-Revy.
94
I Louisiana-revys sidste nr. (3. årg., nr. 2) har jeg i en artikel om
"Bibliotekernes rolle" kritiseret biblioteksvæsenet på forskellige områder ud
fra et helhedssynspunkt. Jeg skal i det følgende gøre rede for både synspunkt og
kritik, idet jeg på dette sted undlader at komme ind på artiklens sidste afsnit
om bibliotekernes muligheder for at intensivere deres indsats over for publikum,
ting de fleste bibliotekarer kender i forvejen.
Lad mig først gøre opmærksom på artiklens sigte. Enqueten som den er del af har
til overskrift "Kulturpausen - attentat eller springbrædt?" Jeg har anlagt
synsvinklen "springbrædt", altså: Hvilken rolle spiller bibliotekerne i
kulturlivet og er der muligheder nu for en øget indsats? Svaret er: Naturligvis
spiller bibliotekerne en rolle, men takket være deres svigten i visse
henseender, skønlitteraturen især anbelangende, og en iøjnefaldende mangel på
kulturel holdning har de senere år bragt dem ud af trit med udviklingen. Hvad
den øgede indsats angår må man henvise til de enkelte bibliotekers
95
initiativ, en samlet bestræbelse mangler man på indeværende tidspunkt vilje og
(derfor) midler til at gennemføre.
Lad mig også gøre opmærksom på at jeg argumenterer ud fra det grundsynspunkt at
skønlitteraturen må komme overordentlig stærkt i forgrunden når bibliotekernes
kulturelle betydning og indsats sættes under debat. Jeg er helt klar over
faglitteraturens glædelige og voksende udnyttelse og over at man i mange
biblioteker kunne gøre betydelig mere på dette felt, jeg er helt indforstået med
bibliotekerne i rollen som oplysningscentraler osv., men det er altså bare ikke
det sagen gælder. Det drejer sig heller ikke om hvorvidt bibliotekerne skal være
højborge for et litterært mindretal eller centrer hvor enhver som kan lide
læsning føler sig tilpas. Det er indlysende at bibliotekerne er for alle og at
de ikke skal svinge sig op på nogen høj hest. Men kvalitetskravet til
bogbestanden må håndhæves. For skønlitteraturens vedkommende: Kravet om litterær
kvalitet, den eneste alen vi har. Det er her mange biblioteker og visse
instanser i biblioteksvæsenet svigter idet de ikke går imod men tværtimod
fremmer de tendenser til en slappelse af kvalitetskravet som er almindelige for
tiden.
Jeg har tre hovedpåstande og skal antyde min opfattelse af årsag og virkning og
derigennem måske visse udveje. Påstandene er disse: 1) Den litterære kvalitet af
bibliotekernes skønlitterære bogbestand er for lav, 2) man undlader at støtte
den bedste litteratur med rigelige eksemplartal, og 3) bibliotekaruddannelsen
lader eleverne i stikken hvad undervisning i moderne litteraturhistorie og
litteraturbedømmelse, indkøbspolitik. osv. angår, til skade bl.a. for deres
kvalifikationer som litteraturbedømmere.
Kvaliteten er for lav. Sagt på en anden måde: Nogle af de bøger der står på
hylderne i vore biblioteker er for dårlige, deres forhold til bibliotekslovens
rammebestemmelser er af ret platonisk art. - Har et bibliotek en linje i sit
skønlitterære bogvalg bør denne først og fremmest manifestere sig i dets
stilling til bøger af mellemklassen. Det kan være svært at træffe beslutning men
det skal gøres, Det kan også være svært, måske, at se den enkelte beslutnings
perspektiv, men det er der. Svigter bogvalget her mister arbejdet i udlånet en
del af sin mening. Og det svigter mange steder. Kigger man i årskataloger fra
forskellige biblioteker og har man ved lejlighed fået lidt kendskab til hvad
mange sogne- og købstadbiblioteker har stående overbevises man mere og mere.
Ansvaret er til en vis grad lokalt, vil jeg tro, det er selvfølgelig svært at
vide. Gallupundersøgelsernes spørgeskemaer tror jeg ikke man på dette punkt skal
fæste for stor lid til. Meget ser anderledes ud på papiret end i virkeligheden,
hvor mange små ting regerer. Ingen samlet undersøgelse kan omfatte nuancerne og
de trekvarte sandheder. Bogmøder som afholdes regelmæssigt kan f.eks. være af
rent orienterende art eller kun en del af købet foretages ved mødet, resten mere
eller mindre tilfældigt. Imidlertid er det at håbe at bestræbelserne for at opnå
en fornuftig arbejdsledelse vil få gunstige konsekvenser også hvad bogkøb og
-valg angår.
Af publike hjælpemidler ved det skønlitterære bogvalg har man
dagbladsanmeldelser, anmeldelserne i Bogens Verden, halv- og helårslisterne og
får nu bibliotekarudtalelserne på Ibc-listerne. Værdien af bibliotekarernes egne
domme må dog generelt set betragtes som tvivlsom, jvnf. bemærkningerne om
uddannelsen.
Anmeldelserne i aviserne læser vel de fleste bibliotekarer en del af og de er
ikke så dårlige som vejledning som det vist nok er på mode at mene. Mange anmel-
96
dere er virkelig kyndige og med lidt kendskab til deres særheder og skrivevaner
kommer man langt. Men de har næppe bibliotekerne i tankerne under affattelsen.
Bogens Verdens anmeldelser, derimod, er skrevet til "brug" og netop derfor er
det beklageligt at de i en sådan grad er prægede af usikkerhed og passivitet i
kvalitetshævdelsen. Jeg taler stadig om skønlitteraturen. Redaktionen har
utvetydigt opfordret til klar stillingtagen, men alt for ofte giver en anmelder
op med en sproglig flothed, en intet- eller selvmodsigende bemærkning eller uden
noget tilløb til bedømmelse over hovedet. I alle tilfælde går sorteper videre.
Det er her igen oftest bøgerne af mellemklassen det går ud over, de er de
sværeste at bedømme, det skal indrømmes, men det er dog vel meningen at
anmelderen skal have en mening. Indvendingen at anmeldelser i Bogens Verden ikke
skal opfattes som andet end vejledende er i hvert fald forkert. En god
anmeldelse i Bogens Verden giver en roman det blå stempel. Opfatter anmelderne
eller redaktionen det anderledes har vi måske her en af årsagerne til de idelige
kapitulationer.
Årslisterne der som bekendt udsendes af Bibliografisk kontor redigeret af et
udvalg (se Særmelding 1962/2, s. 17) viser samme tendens til passivitet. De
titler som optages kan anskaffes af bibliotekerne, de med x mærkede titler
anbefales til alle bibliotekstyper. I de senere år har man udvidet listerne
betydeligt. Man kan vist godt sige at stort set alle gode skønlitterære værker
er med på listen og må med uro konstatere at nogle sløje ikke mangler. Det
første er udmærket, det andet blamerende for biblioteksvæsenet som sådant og
irriterende for kvalitetsbevidste biblioteker. Det er ikke sindsoprivende
dårlige bøger der er tale om, bare halvsløj underholdning uden nogen litterær
stræben, som uden skade og til stor ære kunne udelades. Men de slipper med -
hvilke smukke idealismer der så ligger bag - og ikke nok med det: Nogle af dem
får (kors og) stjerner på. Adskillige oplagte udlånsbøger af litterær kaliber
optræder uden slige dekorationer, men måske erhverves sådanne efter pinaforeske
regler? Stå ikke til søs, lad andre stå. Ordningen med x'erne er vel lavet for
at lette sognebibliotekarerne og de ikke-uddannede ved købstadbibliotekerne
arbejdet. Men er folk dummere eller mindre litterære fordi de bor så nedrige
steder, eller skal de skånes i henhold til lærebogens udsagn (se senere under
uddannelsen)? Der er ikke publikum til de bøger, vil man svare ? Nej det tror
pokker hvis de aldrig har set dem. Jamen så kan man jo bare købe bøgerne, x'et
står kun for hvad vi anbefaler. Det er sandt. Og det sker forhåbentlig, for
mange af vore dages lærere ser nok lidt anderledes på tingene end Bibliografisk
kontors udvalgte. Men hvad skal den arme ]ærer svare hvis nogen, f.eks. hans
bestyrelse, spørger hvorfor han ikke køber alle de med x mærkede titler? - Nej,
hvorfor ikke hellere være lidt aktive ved udvalg og stjernesætning. Vil man
endelig have halvdårlige bøger med på listen kunne man vel nøjes med at sætte
kryds ved de gode, gøre årslisten til en udfordring og ikke en dosmerseddel.
En forværring af forholdene er indtruffet i disse dage hvor nyordningen med
kommenterede lister fra Indbindingscentralen er trådt i kraft. Den har til
følge, at man i de fleste tilfælde ikke har andet at støtte sig til i
bibliotekerne end en udtalelse fra en kollega som kun yderst sjældent i kraft af
sin uddannelse er kvalificeret til dette hverv.
Af Bibliografisk kontors publikationer ud over årslisten har i denne sammenhæng
især introduktionerne (Læs med
97
plan) og Biblioteksnyt interesse. Der udsendes sædvanligvis 6 introduktioner
årlig, deriblandt i reglen et par skønlitterære, men emnevalget er for disses
vedkommende pauvert. Det ser ud som om man hovedløst publicerer de bedste
indsendte manuskripter, man savner det journalistiske, fængende, aggressive, en
provokation midt i den velovervejede tristhed. Opfordrer man nogensinde folk til
at skrive? Væsentlige forfatterskaber har vi stadig væk til gode at få
introduceret, for ikke at tale om savnet af introduktioner på tværs i
skønlitteraturen. Her tænker jeg ikke på emner som f.eks. "Gartneren (den
gamle?) i litteraturen" etc., men noget i retning af "Den moderne roman", "Ung
dansk prosa", f.eks. Hvad er begrundelsen for at man forringer sine
introduktioner væsentligt ved ikke at medtage henvisninger til litteratur på
fremmede sprog. Det ses så sjældent at det må være resultat af en principiel
stillingtagen. Man må vel vide at mange biblioteker køber udenlandsk litteratur,
og at den kan fremskaffes. Skal udvalgsbeslutninger nødvendigvis føre til triste
kompromis'er, sløv mekanisk idealisme som på bunden er bagstræberi, en
grundfæstet mistillid til lånernes interesser og fatteevne. - Skønlitteraturen i
Biblioteksnyt skal også gennem et udvalg (det samme) før redaktøren kan få lov
at gøre sit bedste. Han burde kunne vælge selv, måske vi så fik mere ansigt på.
Mine indvendinger er vel iøvrigt fremgået af det foregående.
Det ville i denne forbindelse være på sin plads at omtale kontakttjenestens
arbejde, men den er jo nu dømt til ophør i sin nuværende form. Det er lykkedes
den i de næsten tre år den har eksisteret at få bibliotekerne og bibliotekssagen
godt introduceret i den almindelige bevidsthed og man ser med stor betænkelighed
hen til at dette arbejde nu må ændre karakter, fra at være heldagsbeskæftigelse
for en bibliotekar bliver det en af flere funktioner for biblioteksforeningens
kontorleder. Det siger sig selv at dette er en forringelse. En så omfattende
kampagne som den nylig afsluttede (og overskudgivende) for
oplysningsvirksomheden f. eks. vil ikke kunne gennemføres uden store
arbejdsmæssige vanskeligheder, selv om man nu også har en bibliotekarløn at
arbejde med og kan drage fordele af de resultater der allerede er opnået.
Biblioteksforeningens hovedbestyrelse og formand kan åbenbart ikke indse dette.
Formandens påstand, den står at læse i hans dementi i Information for 14.11.62,
om, at det store arbejde ikke indstilles men føres videre, er kun rigtig for så
vidt som dette er umuligt og dets nye form ikke præciseres med et ord. Har man
prøvet at føre arbejdet videre inden for den givne beløbsramme, med ny leder?
Kunne man ikke bevilge halvdelen af det ønskede beløb og vente lidt med at
oprette foreningens kontor. Men man synes måske det er vigtigere end et godt
kontaktarbejde?
Min anden påstand lød: Man undlader at støtte den bedste litteratur med rigelige
eksemplartal. Hvis bibliotekerne levede op til kvalitetskravet var sagen enkel:
Man skulle have eksemplarer i forhold til efterspørgslen. Men nu hvor man lukker
øjnene og køber en del ikke-kvalitetsprægede titler stiller sagen sig
anderledes. Disse titler anskaffes ofte i så få eksemplarer at man opnår
yderligere at støtte det almindelige indtryk af at biblioteket ikke har de nye
bøger, at de ikke er til at få fat i osv. Det er jo replikker enhver
udlånsbibliotekar kender. Man afviser ofte ved at anføre økonomiske årsager, men
holder det stik? Førte man en fornuftig indkøbspolitik med rigelige eksemplartal
til de virkelig gode bøger slap man for en del klager. Er det
98
ikke sådan nemlig at også de gode nye bøger er svære at få på bibliotekerne. Og
det er jo ubestrideligt fordi man køber for få eksemplarer. Der udvises stor
efterladenhed, udlånsbibliotekarernes medvirken ved bogkøbet (og øget
bestemmelsesret til dem) ville hjælpe en del. Og dog, det er et spørgsmål om
ikke indstillingen også hos mange af dem burde ændres en del. Derhen at man
tildeler de kvalitetsbetonede titler lidt højere eksemplartal end efterspørgslen
formodes at kræve. Så er der noget at arbejde med. Vi må bort fra den forskræmte
og forkerte indstilling at kvalitetsbøger, de svære, er vanskelige at låne ud. -
Men er det umuligt at få kravet om kvalitet igennem, så må kravet om øgede
eksemplartal fremsættes. Hvad så om nogle stykker ikke bliver slidt i laser? Det
almindelige indtryk at bøgerne ikke er til at få på bibliotekerne har megen
sandhed i sig og må udryddes så vidt det er muligt.
Til sidst, som det tredje punkt, nogle bemærkninger om uddannelsen.
At studieordningen i det hele taget må revideres er vist alle inde på. Det man
kalder udviklingen er løbet fra den, og man spørger sig selv om de ansvarlige
egentlig er klar over i hvor stor afstand de befinder sig fra de aktuelle
problemer. I en redegørelse som De studerendes råd og Sammenslutningen af
biblioteksstuderende har udarbejdet hedder det: "Den nuværende studieordning
synes at være resultatet af modstridende særinteresser og i højere grad at
tilgodese disse end studiets kvalitet." Modstridende særinteresser synes nu ikke
at råde inden for de fag hvor skønlitteraturen behandles, idet man her dels
fortsætter ad den linje der er afstukket i Kunovs afsnit i lærebogen, dels, i de
litteraturhistoriske fag, stadig håndhæver de forhåndenværende søms princip når
det gælder dette århundredes litteratur. Hovedindtrykket er at man nok anser
litteraturorientering for at være selvfølgelig som fag, men ikke har spildt
mange tanker på hvad den skal tjene til, at den skal bruges og også, hvis den
var tilrettelagt rigtigt og bevidst, kunne bruges. Så snart man nærmer sig den
nyere litteratur, den der dominerer på bibliotekernes hylder, bliver
undervisningen planløs og en del af orienteringen afløses af bogvalgsfagets mere
principielle betragtninger. Dette fag er nødvendigt, men næsten umuligt at
undervise i. Dog kunne man ønske at eleverne i disse timer gjordes bekendte med
de forskellige synspunkter af folk som havde disse, og ikke fik lærebogens
udsagn indprentet som norm og højeste sandhed. Dette afsnit bygger i sit syn på
skønlitteraturen på grundforestillinger som måske næredes af visse
oplysningsfolk i tredverne og før, men som de fleste nu klogelig har forladt,
som befolkningens almindelige oplysningsniveau har gjort komiske og som
adskillige vil stemple som misforståede til enhver tid. Et par eksempler. Der
tales et sted om at bære sig "lige så forkert ad som den der af iver efter at
undgå almuepræget sammensætter sin bogbestand udfra sådanne litterære
synspunkter, at den ganske ligger over den såkaldte brede befolknings fatteevne
og interessesfære." (4. udg., s. 201) Hvilke rimelige forestillinger man end gør
sig om "litterære synspunkter" og befolkningens "fatteevne og interessesfære"
bliver sætningen forvrøvlet, den er agitation af aller enkleste slags. Et andet
eksempel. S. 223 står der: "Handling, tema og miljø må tages i betragtning, både
ud fra rent praktiske hensyn til repræsentationen af forskellige temaer og
miljøer og udfra det tidligere nævnte hensyn, at der må sørges for en fyldig
repræsentation af livsbekræftende litteratur." Dette er smagsdiktatur, dårlig
bedreviden og primitiv, pædagogik i
99
een pærevælling og burde ikke komme vordende bibliotekarer for øre. Det må være
forestillinger af denne art der foresvæver Bibliografisk kontors
udvalgsmedlemmer. Biblioteksloven giver sig naturligvis ikke af med at skelne
mellem livsbekræftende og livsfornægtende (det må vel være det modsatte)
litteratur. Tænk, hvis institutioner der har offentlighedens bevågenhed bekendte
sig til den slags, hvor mange bibliotekarer ville ikke med god grund blive
forargede?
Uddannelsen må lægges om, så fremtidens bibliotekarer med rette kan tillægge
deres meninger om skønlitterære værker værdi. Biblioteksskolens karakter af
højere læreanstalt gør dette krav helt selvfølgeligt. Det er en betænkelig sag
at føre sig frem som højere læreanstalt med lektorer, semester,
Suhmforelæsninger osv., hvis indstillingen til almindelige kulturelle fænomener
er så vag og uforstående. Man må udvide de litteraturhistoriske orienteringer
til i højere grad at omfatte vore dages litteratur, alle litteraturer.
Sideløbende med undervisning i elementært bogvalg bør man tage fag som
litteraturforståelse og litterær vurdering op, så ingen elev vil være uvidende
om litterære genrer, kriterier osv. Det er tænkeligt at det på et senere
tidspunkt vil være fornuftigt og praktisk at indføre linjer, således som det er
sket i gymnasiet. Og endelig bør man sørge for elevernes løbende orientering
f.eks. ved indbudte sagkyndiges forelæsninger om helt aktuelle eller specielle
litterære emner. Vi skal ikke have litterære fantomer i udlånene, men folk har
krav på at vi er vidende, at grundlaget er i orden så vi kan betjene alle lånere
af skønlitteratur uden at slide på deres overbærenhed.
Jeg tror ikke bibliotekerne i disse pop- og musikradiotider skal føle sig på alt
for sikker afstand af fænomenerne, vi har dem i høj grad inde på livet (og i et
vist omfang på hylderne), og stærke kræfter inden for murene arbejder i åbenbart
tryg uvidenhed på deres fremme. Lad os blot til sin tid stå sammen og dydigt på
frisindets og kulturens vegne jage politiet væk hvis de kommer for at give os
litterært-pornografiske belæringer fordi et fåtal af biblioteker efter lange
betænkeligheder har anskaffet litterært værdifulde bøger - men lad os ikke, selv
om der ingen indsigelse foreligger, glemme at passer vi ikke på må vi om en
overskuelig årrække spørge os selv om vi ikke uden at vide det er blevet øg for
underholdningsindustriens vogn eller, mere tidssvarende, vimpel på dens
dollargrin.