Preben Kirkegaard: Bibliotekaren og studiekredsarbejdet. Foredrag holdt i Herning 1. Februar 1942. i: Bibliotekaren, 1942, side 47-56.

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Bibliotekaren og studiekredsarbejdet

 
Foredrag holdt i Herning 1. Februar 1942.
 

47
Da jeg til dette lille foredrag fik emnet "Studiekredsarbejde" stukket ud, slog det mig, at det egentlig maatte være overflødigt at behandle et saa almindeligt spørgsmaal overfor denne kreds; men ved at tænke nærmere over sagen, kom jeg til det stik modsatte synspunkt - at netop bibliotekarer vilde danne den bedste tilhørerkreds for en omtale af studiekredsarbejdet. Jeg har derfor stillet de to ting i bestemt relation til hinanden og i overensstemmelse hermed kaldt dette lille indlæg "Bibliotekaren og studiekredsarbejdet".
Det er henved 30 aar siden, man her i landet begyndte at anvende studiekredsformen som et redskab i folkeoplysningens tjeneste. Man havde hentet idéen i Sverige, hvor især de store afholdsorganisationer anvendte den; men starten herhjemme var vanskelig, og der opnaaedes kun spredte resultater. I 1918 dannede saa en kreds af biblioteks- og højskolefolk og andre interesserede "Studiekredsforeningen", hvis formaal var at støtte, det allerede eksisterende arbejde og at vække interesse for sagen i store kredse ved at

udarbejde studievejledninger,
udgive grundbøger,
samarbejde med bibliotekerne,
vejlede i selve arbejdet ved instruktion,
samarbejde med bestaaende foredragsvirksomhed,
drive agitationsvirksomhed.

48
Foreningen udførte et godt arbejde med udsendelse af vejledninger og enkelte grundbøger og har formodentlig ogsaa været aktiv paa mange andre maader, men dens levetid blev desværre ikke lang, og studiekredsarbejdet mistede et fællesorgan og gled ud i baner, hvor det fik partipolitisk formaal, samtidig med at det søgte at løse en rent oplysende opgave. Paa disse baner har arbejdet gennem de følgende aar bevæget sig - ikke langsomt og trægt, men med en styrke af imponerende omfang. Hvad er da en studiekreds? Hvordan arbejder den?
En studiekreds kan defineres som en kreds af mennesker, der i planmæssigt arbejde søger at tilegne sig teoretisk viden om et emne af fælles interesse.
Det kan næppe lade sig gøre at definere det mere præcist, men ved at fortælle lidt om arbejdet i en almindelig studiekreds haaber jeg, at det maa lykkes at give dem et billede af, hvad det er, der sker.
Der findes mange forskellige former for arbejdet, det kan spænde lige fra den simpleste og mindst formelle, der dyrkes som del af en families hjemmeliv, hvor der af et af familiens medlemmer læses et afsnit af en bog, hvorefter man i samtale behandler problemerne i forbindelse med det læste. Der kan ogsaa være kredse af vel kvalificerede deltagere, der ved fælles hjælp ønsker at trænge ind i et problem, som kun kan løses ved hjælp af specialviden paa saa mange omraader, at det vil være vanskeligt for den enkelte deltager selv at skaffe sig disse forudsætninger.
De almindelige studiekredse, det vil i praksis sige de kredse, der dannes paa initiativ af de forskellige politiske og kulturelle organisationer, arbejder saa godt som alle efter samme metode.
Hver kreds skal helst bestaa af mindst 10 deltagere, af den rent praktiske grund, at tilskud ifølge aftenskoleloven kun gives til dette arbejde, hvis der kommer mindst 10 deltagere til møderne. Det højeste antal deltagere bør være 15, da det vil være vanskeligt at faa flere gjort aktive i en planmæssig diskussion.

49
Til at lede kredsens arbejde vælges en saakaldt studiekredsleder, som har til opgave at tilrettelægge stoffet paa bedste maade, fordele opgaverne blandt deltagerne og lede de mundtlige drøftelser, der finder sted.
Er kredsen dannet paa et eller andet emne og lederen udpeget, kan man tage fat paa arbejdet. Den første mødeaften bør man straks fastsætte dat[o] for møderne, som regel 12-15 i vinterens løb; møderne skal helst ligge fast en aften om ugen og højst strække sig over 2 timer. Opgaverne, som lederen har udarbejdet, bør ogsaa fordeles, saa alle i god tid er klar over, hvilken aften de skal indlede, saa de har tid til forberedelse og til at fremskaffe den nødvendige litteratur. Man maa evt. ogsaa vælge en sekretær, som skal føre mødeliste og ordne alt vedrørende lokale o.l.
Er disse forskellige sider organiseret, saa det hele kan forløbe planmæssigt, kan man begynde paa studiearbejdet, som i højeste grad er anlagt paa læsning og andet bogligt arbejde. Hvis man tager et eksempel paa en almindelig studiekreds over et meget benyttet emne, kan man passende vælge "Kvinden i samfundet". Der har sikkert været nogle hundrede kredse med det emne, der har brugt den bog, som "Nyt socialt Bibliotek" har udsendt, "Kvinden i Samfundet". Bogen er skrevet med henblik paa studiekredsarbejdets særlige krav til den populære faglitteratur. Den bestaar af en række afsluttede kapitler, der hver behandler stærkt begrænsede sider af emnet, men tilsammen belyser problemet i sin helhed.
Denne bog skal anskaffes af alle kredsens deltagere - den er kredsens saakaldte grundbog. Den leder, der skal udarbejde opgaver efter denne bog, kan slippe let fra det ved at benytte den trykte studievejledning, som inddeler stoffet til 12 mødeaftener. Bogen bestaar af 8 kapitler paa ialt 375 sider, man beregner altsaa ca. 30 sider pr. aften.

1. aften: Den nyere tids revolution i kvindens stilling.
2. - Mand og kvinde i befolkningen.
3. - Kvindens beskæftigelse i husholdning og erhverv.

side 50
4. aften: Kvinden i landbruget.
5 - Kvinden i industrien.
6. - Kvinden i handelen og paa kontoret.
7. - Kvinden i de immaterielle erhverv.
8. - Den gifte kvinde i erhvervslivet.
Kvinders løn og indtægt.
9. - Kvindernes uddannelse.
10. - Kvinderne og organisationerne.
11. - Kvinderne i det sociale og politiske Liv.
12. - Kvindens almindelige retsstilling og sociale stilling.

Emnet for den første mødeaften kaldes "Den nyere tids revolution i kvindens stilling", det er simpelthen overskriften til indledningskapitlet, der er paa 25 sider. Dette kapitel skal alle deltagerne have læst til mødeaftenen, Og een af dem skal desuden udarbejde en fremstilling, som ikke alene bygger paa læsning af grundbogens faa sider, men i saa høj grad som muligt er udarbejdet paa grundlag af læsning af mere dybtgaaende og speciel litteratur.
For den, der skal indlede, kan studievejledningen være til den største hjælp, idet der til hver aften formuleres bestemte spørgsmaal, som kan hjælpe indlederen til at ordne sit stof planmæssigt og til at sætte ham paa sporet af de centrale linier i sagen. Til emnet "Den nyere tids revolution i kvindens stilling" stilles f. ex. følgende spørgsmaal: Er der en naturbestemt arbejdsdeling mellem de to køn? Hvilken indflydelse har industrialismen haft paa hjemmene? Hvilke arbejdsopgaver byder nutidens hjem kvinden? Er den gifte kvinde forsøget? Findes kvinderne paa bestemte omraader af arbejdsmarkedet?
De vil se, at disse spørgsmaal kræver en temmelig udstrakt viden, hvis de skal fremstilles og samarbejdes, til de danner et tilstrækkeligt sagligt grundlag for den paafølgende diskussion. Desuden stiller det ogsaa krav om god udformning, naar alle disse ting skal gennemgaas i løbet af ca. * time, som er den almindeligste tid, der beregnes til indledning. Det er studiekredsens mest afgørende træk, at diskussionen er den dominerende faktor i arbejdet.

51
Princippet er altsaa, at alle deltagerne ud fra en almindelig orientering i emnet -grundbogens tekst - drøfter det mere udførlige stof og de nye synspunkter, der fremkommer gennem indledningen.
Jeg har nu forsøgt at beskrive studiekredsens sammensætning og dens arbejdsform og nærmer mig nu omsider emnets anden faktor - bibliotekaren.
Her kan jeg slippe for at give detaljerede beskrivelser til forstaaelse af fænomenet og straks gaa til selve emnet - bibliotekaren og studiekredsarbejdet.
I vintertiden vil man i bibliotekerne meget ofte mærke til studiekredsarbejdet i form af laanere, der rekvirerer bestemte bøger af speciel karakter. Som et særlig positivt træk vil jeg nævne, at han som oftest moder med en seddel, der giver fuld oplysning om forfatteren og den rigtige titel paa den bog, han ønsker - han har altsaa lært at benytte sin grundbogs litteraturhenvisninger. Han vil som regel gerne have bogen paa forlænget laanefrist, og biblioteket imødekommer gerne dette krav, og har man ikke bogen, lader man rekvisitionen gaa videre til "Studiekredscentralen" - biblioteket vil gerne gøre meget for laanere, der ønsker at benytte det med raison. Men hvad gør bibliotekaren ud over sin rent tjenstlige pligt?
Han vil ofte tænke, naar han ekspederer de laanere, at det er nu meget godt med disse studiekredse, som faar folk til at læse med nogen plan, men det er jo altid i gruppe 32-33, de skal have deres bøger, og vi har jo da 100 grupper - der er noget mistænkeligt her, det er i hvert tilfælde ikke noget for mig. Denne kritiske indstilling overfor studiekredsarbejdet er ikke acceptabel, men kan paa den anden side heller ikke blankt afvises.
Jeg har tidligere nævnt, at studiekredsarbejdet i stor udstrækning blev taget i brug af de politiske partier i deres oplysningsarbejde. Ved emnevalget og ved karakteren af de grundbøger, de har udgivet, kan man ikke undgaa at mærke - hist og her - lidt forkærlighed for det ene eller det andet synspunkt, kort sagt politiseren. Dette moment har imidlertid sikkert i højeste grad været medvirkende til studiekredsarbejdets stærke vækst. Studiekredse,

52
der gennemgik partihistorie, organisationskundskab eller forskellige sociale emner, har altid været stærkt besøgt af mennesker, der havde en politisk overbevisning og som søgte at underbygge den eller supplere deres viden ved at gennemgaa emnet sammen med ligesindede. Fra et kritisk synspunkt kan man ikke anerkende den slags som udtryk for sand oplysning, selv om man nok kan vurdere det saglige, der kan ligge til grund for dem. Det skal ogsaa indrømmes. at der er fare paa færde, naar en lille kreds af rettroende under arbejdet med et eller andet emne alle tager en partiklap for øjet, naar visse ting skal undersøges, og saa tror. at de har set til bunds i problemerne. Men paa den anden side maa man gøre sig klart, at et emne som f. ex. "Fagforeningskundskab", hvis det bliver behandlet efter de strengeste saglige principper, kun kan forventes at blive forstaaet og fulgt af specielt interesserede jurister, økonomer og funktionærer fra organisationerne og enkelte andre. Nu er "Fagforeningskundskab" et af de allermest benyttede studiekredsemner indenfor A.0.F., og adskillige tusinde arbejdere har fulgt disse kredse, fordi man har imødekommet deres trang til parallelt med saglig oplysning om emnet at faa det sat i relief og perspektiv af politisk karakter. Det samme er tilfældet med et emne som andelsbevægelsen, der indenfor V.U. er dyrket i mange kredse, der her i fællesskab har hentet bekræftelse paa overbevisningen om denne bevægelses retfærdige sag. Hvis vi nu vender tilbage til bibliotekaren, der funderede over studiekredsdeltagernes ensporede interesse for litteraturen om sociale og politiske emner, synes jeg, der til hende eller ham kan siges -, af dem venter man forstaaelse af, at et bredt folkeligt oplysningsarbejde ikke løses alene paa akademisk grundlag. Man haaber derfor, at de kan vurdere studiekredsarbejdets vigtigste bestræbelser, der gaar ud paa at lade deltagerne læse sig frem til viden om et emne og at opøve dem i mundtligt eller skriftligt at give en klar redegørelse for deres viden og synspunkter.
Biblioteksfolk viste da ogsaa forstaaelse for bevægelsen, da den kom frem, og var da ogsaa med til at præge "Studiekredsforeningen", hvis formand var dr. Steenberg, og

53
andre bibliotekarer sad i bestyrelse og arbejdsudvalg. Siden denne forening ophørte for mere end 20 aar siden, har man ikke mærket meget til bibliotekarerne indenfor dette arbejde. I sin artikel "Bibliotekerne og det øvrige Oplysningsarbejde" i festskriftet til biblioteksdirektør Døssing skriver overbibliotekar Carl Thomsen om studiekredsene: "Jeg ved meget vel, at adskillige Bibliotekarer i Aarenes Løb har gjort en Indsats her, men deres Antal er dog næppe større, end at man har Lov til at betegne dem som Undtagelser". De faa aar, der er gaaet, siden dette blev skrevet, har næppe ændret billedet væsentligt.
Det er min opfattelse, at det er den politiske tendens i studiekredsarbejdet, der har afholdt bibliotekarerne fra større deltagelse; men her overfor maa dog bemærkes, at det er fuldt forstaaeligt, at politikerne har benyttet studiekredsarbejdet i saa stor udstrækning, for der har været stor tilslutning til det. Skal der ske en ændring i et arbejde af den karakter, saa maa initiativet komme fra de mennesker, der først og fremmest føler sig forpligtet overfor det folkelige oplysningsarbejde.
I de to sidste vintre har der været nyt initiativ fremme i studiekredsarbejdet, men desværre savnes bibliotekarens medvirken ogsaa her, nu er det højskolen, der præger det.
Jeg tænker ikke alene paa, at vi ved udformning af litteraturlister o. I. vil kunne yde hjælp af værdi, men paa at vore erfaringer fra arbejdet med et stort og meget sammensat publikum kunde supplere henholdsvis den politisk betonede forkærlighed for gruppe 32-33 eller den nye retnings udprægede sans for gruppe 95-96 ved tilrettelæggelsen af velegnede emner for kredsene.
Det er et meget beklageligt forhold, men skyldes formodentlig udelukkende bibliotekarernes tilbageholdende indstilling, der for øvrigt virker paafaldende, naar man tager i betragtning, at bibliotekerne paa flere maader betoner, hvor naturligt samarbejdet er med studiekredsene. Der bygges eller ombygges næppe et bibliotek, uden at det beregner særlige lokaler til studiekredse, bibliotekerne deltager økonomisk i driften af studiekredscentralen o. l.; men har vi ingen indflydelse paa selve tilrettelæggelsen af

54
arbejdet, saa kan vi ved at gaa ind i det paa de givne vilkaar være med til at dreje udviklingen lidt i den ene eller anden retning. Ud fra personlig erfaring kan jeg sige, at man i hvert fald fra A.0.F.s side ikke har forsøgt at forpligte en neutral leder af studiekredsarbejde i politisk retning. Jeg nævner det til beroligelse for ængstelige kolleger og til ære for A.0.F.
Under gennemgangen af studlekredsarbejdet nævnede jeg blot, at der skulde vælges en leder, som skulde tilrettelægge opgaverne og lede de mundtlige drøftelser.
Valget af leder er et kardinalpunkt i studiekredsarbejdet - af hans indsats er kredsens resultat i højeste grad afhængig -, og det, der kræves af en god leder, er for størstedelen de samme egenskaber, der karakteriserer den gode bibliotekar. Frem for alt menneskekundskab. Det er nødvendigt i udlaansarbejdet at kunne vurdere et menneske saa nogenlunde; men i studiekredsen er det simpelthen den primære betingelse for lederens vellykkede arbejde, at han kan indstille sig efter andre mennesker og har en naturlig interesse i at forstaa dem. Han maa have evnen til at lytte til andre, hermed mener jeg, at han bag en deltagers mangelfuldt forumlerede fremstilling af sine synspunkter maa kunne føle sig frem til den tankekreds, den anden arbejder ud fra, og saaledes lære hans udgangspunkt at kende. Jeg vil i denne forbindelse nævne, at een af mine sikreste erfaringer er, at det kritiske punkt paa et studiekredsmøde altid opstaar i det øjeblik, aftenens indleder lukker sit manuskript sammen og ser hen paa lederen med en blanding af lettelse og forventning. Det "tomrum", der uvægerligt opstaar, mildnes paa uforlignelig maade ved en pibeudkradsning, inden lederen helt borteliminerer det ved at tage ordet paa rette maade. Og den eneste rette maade, mener jeg, bestaar i at give et positivt resumé af det lige afsluttede indlæg, hvor indlederens hovedsynspunkter evt. tilspidses som diskussionsemner. Under diskussionens videre forløb kan man jo altid præcisere sin opfattelse og gaa imod indlederens. Jeg nævner dette saa udførligt, fordi jeg tror. at det er af stor psykologisk værdi, at indlederen faar følelsen af, at hans - som oftest

55
møjsommeligt udarbejdede - indlæg bliver forstaaet; at hans synspunkter ikke faar lov at staa uantastede, er en anden sag, og noget han vil være forberedt paa, hvis han blot har deltaget et par aftener i studiekreds.
Under diskussionen, der som regel udfylder 1 1/2 af aftenens 2 timer, faar lederen ogsaa brug for en vis myndighed, for har en indleder bragt noget politisk sprængstof frem, er det ikke helt let at faa 12-14 ophidsede mandfolk afkølet. Han maa heller ikke vige tilbage for at slaa fast, at selv om arbejdet hviler paa frivillighed, saa maa visse regler og krav overholdes, ikke mindst mødepligt og forberedelse, i hvert tilfælde efter grundbogens tekst.
Jeg har nævnt, at der af den gode leder kræves menneskekundskab og myndighed, men een ting til er nødvendig - viljen til kammeratskab. Der vil altid hvile en kammeratlig atmosfære over en saadan snæver kreds, der er samlet i fælles interesse for et frivilligt arbejde, og man maa med fornøjelse ripostere et "Du", hvor andre maaske vilde mene, at "De" var mere rimeligt. Lederen maa ikke bryde kredsen, han maa indtage sin plads i den og udføre sin funktion, som den ordnende og ledende saa sikkert og naturligt som muligt -, det er simpelthen, hvad man venter af ham; men sin eventuelle bedreviden bør han beholde for sig selv, undtagen i de tilfælde, hvor han føler, at for stærk enighed om et noget tvivlsomt problem kan true sandhed og billighed. Jeg mener bestemt ikke, at han skal skjule sine synspunkter, tværtimod maa han være klar over, at deltagerne som oftest har temmelig haandfaste meninger om tingene og gerne ser, at andre har et standpunkt; men lederen maa paa den anden side ikke tro, at her er tale om undervisning, og at deltagerne venter af ham, at han skal docere over emnerne. I diskussionen maa han meget nødigt røbe, at han hører til den kedelige type mennesker, der altid har ret og holder af at bevise det, blandt andet fordi der mellem deltagerne findes een eller to af sorten, som det netop er lederens opgave at holde nede af hensyn til de andre normale mennesker.
Kravet om faglige kvalifikationer til dette arbejde kan man sætte i anden række. Hvis man ser rent talmæssigt

56
paa det, viser det sig, at f. ex. A.0.F. vinteren 1940-41 har drevet 967 kredse, saa man vil forstaa, at det vilde være ugørligt at holde alle disse kredse i gang over hele landet, hvis man af lederen krævede eksaminer eller andre formelle beviser paa kundskaber. Princippet maa være, at man blandt de interesserede finder de bedst egnede og ved udsendelse af de omtalte studievejledninger, afholdelse af studiekredslederkursus o. I. søger at hjælpe dem i arbejdet og at hæve standarden saa højt som muligt.
Det er dog ikke det, at kravet om faglige kvalifikationer ikke behøver at være saa højt, der har ført mig til den opfattelse, at bibliotekaren maa have mange betingelser for at kunne blive den virkelig gode studiekredsleder; men derimod det synspunkt, at vor specielle kunnen, vore erfaringer kan tilføre dette oplysningsarbejde nye og betydelige impulser.
Preben Kirkegård.