G. Krogh-Jensen: Biblioteksarbejde og bibliotekslønninger. i: Bogens Verden, 1937, side 1-8.

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Biblioteksarbejde og Bibliotekslønninger

 
Af Kommunebibliotekar Dr. G. Krogh-Jensen, Frederiksberg.
 

1
I sin Artikel "Vore Biblioteksassistenter" (B. V. Dec. 1936) fremdrager Bibliotekar Carl Thomsen et Spørgsmaal, som i høj Grad optager Sindene indenfor dansk Folkebiblioteksvæsen, nemlig Biblioteksassistenternes Lønforhold, og man maa desværre indrømme, at det Billede, han tegner af dem, ingenlunde er for mørkt. Biblioteksassistenterne lønnes planløst og ofte urimelig lavt, og man kan vist roligt sige, at de ikke et eneste Sted i Danmark lønnes paa en for dem tilfredsstillende og for Biblioteket betryggende Maade. At Forholdene ikke er væsentlig bedre i Norge eller Sverige, end ikke i England*), er jo kun en daarlig Trøst. Det er jo imidlertid ikke nok at konstatere, at Biblioteksassistenternes Lønforhold er daarlige, der maa gøres noget for at faa dem forbedret, og alene den Omstændighed, at Bibliotekerne i stigende Grad har vanskeligt ved at skaffe den fornødne kvalificerede Arbejdskraft, kræver, at der maa tages fat netop nu. Det gælder saa at blive enige om, hvilken Linie man skal følge.
Det skulde ikke behøve nogen nærmere Paavisning, at Biblioteksassistenternes Lønforhold i Virkeligheden er bestemmende for Biblioteksarbejdets Fremtid. Det er meget godt og naturligvis kun rimeligt, at Bibliotekslederne faar en Løn, de kan leve af, men dermed er Bibliotekerne langtfra sikret. Assistentstillingerne er dog de Poster, de unge, der nu vælger Biblioteksvejen, i første Række maa stile imod, og er disse lønnet saa daarligt, at man ikke kan leve af dem, vil Bibliotekerne selvfølgelig aldrig faa en Funktionærstab, der vil kunne sikre Bibliotekerne den rigtige Position i Oplysningsarbejdet. Det er altsaa nødvendigt af Hensyn til selve Biblioteksarbejdet at sikre Biblioteksassistenterne en rimelig Løn. Man tænke sig et Skolevæsen, der lønnede Skolelederne anstændigt, men ikke Lærerstaben. Naar Folkeskolen staar saa højt, som den gør, er en af Grundene netop den, at Lærerlønnen er saa stor, at den almindelige Lærer kan gifte sig paa den, den er en Eksistens. Det er Biblioteksassistentens Løn langtfra alle Vegne. Iflg. Bibliotekarsammenslutningens Undersøgelse af 1936 havde, som Bibliotekar Thomsen anfører, af 121 Assistenter i Provinsen 116, altsaa næsten alle, under 300 Kr. i Maanedsløn, d.v.s. under 3600 Kr. om Aaret. Dette kan en enlig Person nok leve af, men det er

*) [Note:] Smgl. f.Eks. H.j. Hjartøy: Vår bibliotekspolitikk, Oslo, 1936.
Bianca Bianchini: Löner och arbetsförhällanden inom folkbiblioteken i England. Biblioteksbladet, Hft.5, 1936.

2
ikke en Eksistens for en Familieforsørger, af hvem der kræves en 3-aarig Specialuddannelse paa Grundlag af Studentereksamen, og det er her Tampen brænder. Enhver kyndig Politiker vil indse, hvad det betyder for hele Bibliotekssagen, at der bydes Biblioteksassistenten en virkelig Eksistens ligesom Læreren.
Der er ingen Tvivl om, at der maa være noget ved Biblioteksassistentstillingen, saadan som vi kender den i Øjeblikket, der vanskeliggør dens rette lønmæssige Placering. Man kan dog ikke godt blive ved med at tale om, at Folkebibliotekerne er nye Institutioner, eftersom de er begyndt at fejre 50-Aars Jubilæer. Andre Institutioner er ikke saa længe om det. Statsradiofonien er f. Eks. kun faa Aar gammel, og der forlyder dog intet om, at Radiofoniens Funktionærstab af den Grund holdes nede paa et urimeligt lavt Lønniveau. Heller ikke kan man sige, at det drejer sig om saa stor en Stand, at det vil tynge Samfundets Økonomi, hvis man gav Biblioteksassistenterne en rimelig Løn. Det drejer sig jo for hele Landet kun om faa Hundrede Personer, og økonomisk vil det for Samfundet ikke betyde noget som helst at forhøje Biblioteksassistenternes Lønninger med de Beløb, der mangler. Hvad er det da, der volder Vanskeligheder?
Manglende Organisation er sikkert en af Grundene. Man kan ikke vente, at de bevilgende Myndigheder Landet over skal kunne finde ud af Bibliotekarstandens Lønforhold, naar Bibliotekarerne ikke selv kan. Hele Sagen er tydeligt præget af, at Bibliotekarstanden tidligere ikke har haft nogen Fagorganisation. Først for nylig har vi faaet en saadan, men den er ikke stærk endnu, og nogen Enhed for hele Landet er der desværre ikke skabt, f. Eks. er der altfor lidt Forbindelse mellem Provins og Hovedstad. De bevilgende Myndigheder er vant til at staa over for maalbevidste og energiske Fagorganisationer, der møder med Fagets klart formulerede Krav og har Myndighed til at for handle om dem. Hvor Organisationen mangler, er Faget ofte prisgivet Tilfældighederne, som Biblioteksfaget hidtil har været det. Før der kommer mere Fasthed paa dette Omraade, opnaas der sikkert ikke en virkelig god Ordning for hele Landet.
Men selv om Organisationen er til Stede, er det naturligvis ikke ligemeget, hvilke Krav den møder med. Enhver, der har deltaget i Lønforhandlinger, ved, at de bevilgende Myndigheder møder med en praktisk Indsigt, der i Reglen forbavsende hurtigt gør det af med løst funderede Forslag. Der opdages et sagligt svagt Punkt, og straks er Mistilliden til Stede, og Forslaget faar en krank Skæbne. Det gælder følgelig om at udarbejde et Lønforslag, der er biblioteksmæssigt forsvarligt og samtidig kan staa for den løntekniske Kritik, man møder i Forhandlingerne med de bevilgende Myndigheder.
Det er fuldstændig rigtigt, at man, som Bibliotekar Thomsen siger, ofte møder "den Opfattelse, at Biblioteksarbejdet for en

3
væsentlig Del er af en saa mekanisk Beskaffenhed, at de Fordringer, Bibliotekerne stiller m. H. t. faglige Kvalifikationer, er urimelige". Her har vi hele Problemet i en Nøddeskal. Netop paa dette Punkt er det, de bevilgende Myndigheders Mistillid sætter ind, naar Bibliotekernes Lønkrav er til Behandling, og paa dette Skær er de fleste Forsøg paa at forbedre Biblioteksassistenternes Kaar hidtil strandet. Og kan man undre sig over det?
Det Biblioteksarbejde, Publikum ser ved en almindelig "blandet" Skranke, og det er jo tydeligt nok det, der hidtil har bestemt den almindelige Opfattelse af Begrebet Biblioteksarbejde, er en historisk forklarlig, men iøvrigt ganske usaglig Blanding af Bibliotekararbejde og Kontorarbejde, og Forholdet er endda i Almindelighed det for Biblioteksassistenterne meget ugunstige, at Kontoristarbejdet dominerer i en Grad, saa det for mange fuldstændig tilslører selve Bibliotekararbejdet. Paa dette Grundlag kommer man til den Opfattelse, at Biblioteksarbejdet for en væsentlig Del er af mekanisk Beskaffenhed, og en lønteknisk Vurdering maa næsten nødvendigvis føre til det Resultat, at Biblioteksassistenterne havner i Kontoristklassen, hvilket netop stemmer med det Billede, Bibliotekar Thomsen giver af Forholdene. Ved ethvert Folkebibliotek er der Bunker af rent manuelt Arbejde, Stempling, Bogopsætning, Revision, Udskrivning, Erstatning og Mangfoldiggørelse af en Række forskellige Slags Kort, og det turde være indlysende, at ethvert Forsøg paa at forbedre Assistenternes Kaar maa begynde med, at man, saa vidt det er gørligt, udskiller disse Arbejder og giver dem til et ikke biblioteksuddannet Personale. Det er ikke alene meningsløst, men direkte farligt at hævde, at disse Arbejder kræver Biblioteksuddannelse. Man kunde med lige saa stor Ret forlange, at Sygeplejersker skulde have medicinsk Embedseksamen. Hvad enten man synes om denne Sondring mellem Bibliotekararbejde og Kontoristarbejde eller ej, kræver Hensynet til Fornuft og Økonomi, at man bøjer sig for Nødvendigheden.
Efter Bibliotekar Thomsens Angivelse vil Kontoristarbejdet udgøre ca. 40 %, af den samlede Arbejdsmasse, og dette er næppe for højt vurderet, i hvert Fald ikke for de større Biblioteker. Dette viser, at det indenfor det samlede Biblioteksvæsen drejer sig om meget betydelige Arbejdsmængder, der kan udføres af ikke biblioteksuddannet Arbejdskraft, og da det saaledes er et Spørgsmaal af stor økonomisk Betydning, skylder man selvsagt de bevilgende Myndigheder at skabe klare Linjer paa dette Punkt og modarbejde enhver Tendens til at tilsløre Forskellen mellem Bibliotekar- og Kontorarbejde.
Det, der mere end noget andet har bidraget og fremdeles bidrager til den ugunstige Vurdering af det kvalificerede Biblioteksarbejde, er ganske afgjort den Ordning af Ekspeditionsskranken, man endnu ser i de fleste Folkebiblioteker. Skrankens

4
opstilling i selve Udlaanslokalet medfører, enten at alt manuelt Arbejde udføres af kvalificeret Arbejdskraft, eller at kvalificeret og ukvalificeret Arbejdskraft arbejder Side om Side og
udfører nøjagtigt det samme Arbejde. Det virker sikkert ogsaa vildledende, naar Biblioteksassistenten udfører Bogopsætterens Bestilling. Man kan ikke undre sig over, at de bevilgende Myndigheder kommer til at opfatte Biblioteksarbejdet som en Kategori, og at denne kommer til at staa i Stemplingens Tegn ikke i det bibliotekariske Arbejdes Tegn. Lader man i større Udstrækning faguddannet Personale udføre det manuelle Arbejde, maa man i det hele taget være klar over, at det i første Række bliver Biblioteksassistenterne, der kommer til at betale Gildet.
De Erfaringer, der forskellige Steder er gjort med at skille det bibliotekariske Arbejde fra Kontorarbejdet, peger utvetydigt i Retning af, at en saadan Deling ikke alene fremmer en rationel og økonomisk Arbejdsdeling i Biblioteket, men tillige i høj Grad fremhæver det bibliotekariske Arbejdes særlige Karakter og Værdi. En virkelig Rendyrkning af det bibliotekariske Arbejde i vore Udlaans- og Læsesale vil derfor ikke alene betyde et stort Fremstød for selve Biblioteksarbejdet, men vil faa den største Betydning for den lønmæssige Vurdering af Bibliotekararbejdet.
Naturligvis kræver Arbejder som Bogvalg, Bogindkøb, Katalogisering o. lign. i høj Grad kvalificeret Arbejdskraft, men disse Arbejder fremtræder paa en saadan Maade, at en retfærdig Vurdering af deres Kvalitet fra Publikums Side er vanskelig for ikke at sige umulig, og de vil aldrig kunne virke overbevisende i den Grad som den effektive Publikumsvejledning kan det. Det maa derfor ogsaa i denne Forbindelse noteres som en glædelig Kendsgerning, at det, man kalder Publikumsservice, i de senere Aar er traadt saa stærkt i Forgrunden i Bibliotekernes Arbejde, som Tilfældet er.
Ligesom man hidtil har givet Assistenterne en for Biblioteket og dem selv ugunstig Placering i selve Arbejdet, har man desværre ogsaa valgt at give dem en uheldig Benævnelse. Titlen Biblioteksassistent burde aldrig anvendes paa nogen uddannet Biblioteksfunktionær. Den er misvisende og diskvalificerer let Indehaveren saavel overfor Publikum som overfor de bevilgende Myndigheder. Naar man fordeler bibliotekarisk og manuelt Arbejde rigtigt, har man Lov til at hævde, at den biblioteksuddannede Funktionær, der vejleder Publikum, er Bibliotekar, om nogen er det, og vedkommende bør derfor selvfølgelig have Titlen Bibliotekar. Om vedkommende staar paa et lavere eller højere Løntrin bør være en intern Sag, og skal der gøres Forskel mellem de forskellige Grader af Bibliotekarer, maa det kunne gøres ved passende Tilføjelser til Titlen. Naar Biblioteks-

5
assistenten siger: "Nu skal jeg spørge Bibliotekaren", betyder det, som Forholdene er nu, ofte: "Nu skal jeg spørge Chefen", og denne Terminologi er ikke alene meningsløs, men den er direkte skadelig, idet Publikum derved maa faa det Indtryk, at den, der vejleder i Biblioteket, ikke er rigtig Bibliotekar. Biblioteksassistenterne, der udfører den største Del af Publikumsvejledningen, er saavel i Arbejde som i Ansvar saa selvstændige, at det er meningsløst at kalde dem Assistenter. Det bør være saaledes, at Erhvervelsen af den af Staten autoriserede Bibliotekareksamen giver Ret til Titlen Bibliotekar i Lighed med, hvad der gælder for andre Specialuddannelser, f. Eks. Lærer, Læge, Arkitekt, Ingeniør o. lign. Man kunde derved komme den Uskik til Livs, at Titlen Bibliotekar betegner en Chefsstilfing. Ledere af Folkebiblioteker i Købstæderne burde kaldes Stadsbibliotekarer som i Sverige. Hvis man vil bibringe Befolkningen en klar Forestilling om Biblioteksfaget og dets Udøvere, er det af stor praktisk Betydning, at man indfører en hensigtsmæssig og konsekvent Titulatur for hele Landet, og der er det gode ved det, at en Reform af denne Art ikke koster Penge.
Har man gennemført den Adskillelse mellem Bibliotekararbejde og Kontorarbejde, som en Reform af Bibliotekarernes Lønninger vil Kræve, bliver Spørgsmaalet derefter, i hvilke Lønklasser man bør anbringe de to Grupper af Biblioteksfunktionærer. Da Bibliotekarstanden er saa lille, som den er, kan man vanskeligt tænke sig, at der nogen Sinde skulde blive oprettet nye Lønklasser specielt for den, men da det paa den anden Side i Reglen er yderst ufordelagtigt at ligge uden for de vedtægtsmæssige Lønklasser, bliver Opgaven den at finde, hvilke af de bestaaende Lønklasser, man skal søge Biblioteksfunktionærerne optaget i.
Det er muligvis ogsaa en uheldig Konsekvens af Titlen Biblioteksassistent, at denne Funktionærgruppe flere Steder er placeret i de kommunale Lønklasser for Kontorassistenter. Dette er i Virkeligheden en ganske fejlagtig Placering. For at belyse dette nærmere, skal her anføres de Lønsatser, en dansk Kommune (Frederiksberg) anvender ved Lønningen af sine Tjenestemænd indenfor de forskellige Omraader, der kan komme i Betragtning i denne Forbindelse. Der er Grund til at fremhæve netop disse Lønsatser, idet de for Administrationsklassernes Vedkommende rummer en Række mønstergyldige demokratiske Træk, f. Eks. er Lønnen ens for Mænd og Kvinder, gifte og ugifte, og desuden er de laveste Lønsatser relativt de højeste. Det er iøvrigt ikke de enkelte Lønsatsers Størrelse, der i denne Forbindelse har særlig Interesse, men derimod deres indbyrdes Forhold, der vist i det store og hele kan have almindelig Gyldighed.

6

[Lønklasser indsættes]

Indenfor disse Rammer er Biblioteksfunktionærerne f. T. placeret i Afdeling 1, og Biblioteksassistenterne er sat i Klasse 8b med Oprykning til Klasse 7 efter 4 Aars Forløb. Denne Placering, som betød et stort Fremskridt, da den for 6 Aar siden blev vedtaget, kan ved en flygtig Betragtning synes rimelig og rigtig, men den er det ikke. Biblioteksassistenterne betragtes her som ligestillede med Kontorassistenter, men denne Sammenligning kan ikke staa for en nøjere Prøvelse.
Hvad forlanges der af den Kontorfunktionær, der skal ansættes i Lønklasserne 8b og 7? Vedkommende skal have Realeksamen og skal i sin forudgaaende tre-aarige Elevtid have deltaget i Kommunens Elevundervisning. Af Biblioteksassistenten forlanges derimod Studentereksamen forud for den tre-aarige Elevtid og desuden Eksamen fra Statens Biblioteksskole. Desuden bliver Biblioteksassistenten paa Grund af sin længere Uddannelse senere færdig og naar derfor i Reglen først at blive fast ansat i en højere Alder end Kontorassistenten. Endelig ma det ikke glemmes, at Biblioteksassistenten har Pligt til at følge med paa Litteraturens Omraade, hvorfor han i Lighed med Lærerne til Stadighed maa udføre et stort Hjemmearbejde, noget Kontorassistenterne ikke har Sidestykke til. Det bør derfor slaas grundigt fast, at det ikke kan være rigtigt eller retfærdigt at placere Biblioteksassistenten i Kontorassistentklassen. De faguddannede Biblioteksfunktionærer hører i Kraft af deres Uddannelse og Biblioteksarbejdets særlige Karakter overhovedet ikke hjemme i Administrationsklasserne, men derimod i samme Klasse som de øvrige Oplysningsarbejdere. Her findes to Løngrupper: Folkeskolens og Gymnasiernes. Sidstnævnte vil imidlertid ikke komme i Betragtning, alene fordi den kræver Embedseksamen, men saa meget bedre egner Folkeskolens Lønklasser sig for Bibliotekarererne. Biblioteksuddannelsen kan som Helhed

7
meget vel sidestilles med Læreruddannelsen, der som bekendt ikke kræver forudgaaende Studentereksamen, og da Folkebibliotekernes Arbejde ligger i Plan med og er en Fortsættelse af Folkeskolens, vil det i enhver Henseende være naturligt og forsvarligt at sætte Folkeskolens og Folkebibliotekernes kvalificerede Funktionærer i samme Løngruppe. Lærerklassen, der begynder lavere og slutter højere end Adjunktklassen og ikke som denne er en Gennemgangsklasse, vil netop byde de Bibliotekarer, der nu benævnes Biblioteksassistenter, den Eksistens, de ifølge deres Kvalifikationer og Arbejde har Krav paa. Viceinspektørklassen vil kunne bruges til Vicebibliotekarer og Afdelingsbibliotekarer, og Inspektørklassen, som det allerede flere Steder er Tilfældet, til Bibliotekslederne. Mod denne Placering af Bibliotekarerne ved Folkebibliotekerne vil der ikke kunne rejses nogen virkelig saglig Kritik, og man har tilmed den Fordel, at alle Kommuner i Landet i Forvejen anvender disse Lønklasser.
Denne Placering af Bibliotekarerne forudsætter imidlertid, at man ogsaa yder Bibliotekskontoristerne Retfærdighed. Disse er nemlig for Tiden om muligt endnu daarligere stillet end Biblioteksassistenterne, mange af dem er timelønnede. Det følger af sig selv, at Bibliotekskontoristerne hører hjemme i Kontoristklassen (8a), som netop er beregnet for Kontorarbejdere, hvis Beskæftigelse er af overvejende manuel Art. Ved Optagelse i denne Klasse kræves ingen Elevtid og kun Mellemskoleeksamen. Hvis Bibliotekskontoristerne har Realeksamen og faar tildelt mere betroet Arbejde, vil de imidlertid kunne opfylde Betingelserne for Ansættelse i Kontorassistentklassen, og det vil da være rimeligt at lade dem rykke op i denne og benævne dem Biblioteksassistenter. Her passer Titelen. Denne Side af Bibliotekets Arbejde maa absolut ikke undervurderes eller tilsidesættes. Det skal ikke være anden Klasses Biblioteksarbejde, men første Klasses Kontorarbejde. Man maa erindre, at det er store Værdier, dette Personale skal føre Kontrol med. Ogsaa her har man den Fordel, at de fleste Kommuner allerede anvender disse Lønklasser.
At man under ingen Omstændigheder maa anbringe biblioteksuddannede Folk i Kontoristklassen turde i Parentes bemærket være indlysende, ligesom det paa den anden Side er en Selvfølge, at Bibliotekselever skal lære alle Arbejder, der forekommer indenfor Biblioteket.
I Normeringssager gælder det Princip, at man ved den lønmæssige Placering af nye Stillinger sammenholder disse med lignende Stillinger indenfor andre Forvaltningsgrene baade med Hensyn til Kvalifikationer og Arbejdets Art. Følger man dette Princip inden for Bibliotekernes Omraade, og det er jo det, man skal, kommer man, som det er vist, til en overmaade enkel og naturlig Normeringsplan, der holder sig inden for

8
de bestaaende Lønningssystemer og derfor kan have Gyldighed for hele Landet. Mange Idealister har i Aarenes Løb ofret deres Arbejde for Bibliotekssagen for ingen eller ringe Betaling, men Samfundet kan hverken vente eller ønske, at det skal blive ved at gaa paa den Maade. Folkebibliotekerne staar i Dag som en offentlig Oplysningsinstitution, der benyttes af hele Befolkningen, og ingen vil i Længden kunne afvise Kravet om rimelige
Lønninger saavel til vore Bibliotekarer som til vore Kontorister, naar blot Kravet
fremføres med fornøden Saglighed og Udholdenhed. Denne Sag er af saa
afgørende Betydning for Folkebibliotekernes Fremtid, at alle ansvarlige Parter
bør arbejde med paa dens Løsning, og paa den bør Bibliotekarsammenslutningen, som den saa rigtigt hedder, tjene sine Sporer.