Biblioteksarbejde og Bibliotekslønninger
Af Kommunebibliotekar Dr. G. Krogh-Jensen, Frederiksberg.
1
I sin Artikel "Vore Biblioteksassistenter" (B. V. Dec. 1936) fremdrager
Bibliotekar Carl Thomsen et Spørgsmaal, som i høj Grad optager Sindene indenfor
dansk Folkebiblioteksvæsen, nemlig Biblioteksassistenternes Lønforhold, og man
maa desværre indrømme, at det Billede, han tegner af dem, ingenlunde er for
mørkt. Biblioteksassistenterne lønnes planløst og ofte urimelig lavt, og man kan
vist roligt sige, at de ikke et eneste Sted i Danmark lønnes paa en for dem
tilfredsstillende og for Biblioteket betryggende Maade. At Forholdene ikke er
væsentlig bedre i Norge eller Sverige, end ikke i England*), er jo kun en
daarlig Trøst. Det er jo imidlertid ikke nok at konstatere, at
Biblioteksassistenternes Lønforhold er daarlige, der maa gøres noget for at faa
dem forbedret, og alene den Omstændighed, at Bibliotekerne i stigende Grad har
vanskeligt ved at skaffe den fornødne kvalificerede Arbejdskraft, kræver, at der
maa tages fat netop nu. Det gælder saa at blive enige om, hvilken Linie man skal
følge.
Det skulde ikke behøve nogen nærmere Paavisning, at Biblioteksassistenternes
Lønforhold i Virkeligheden er bestemmende for Biblioteksarbejdets Fremtid. Det
er meget godt og naturligvis kun rimeligt, at Bibliotekslederne faar en Løn, de
kan leve af, men dermed er Bibliotekerne langtfra sikret. Assistentstillingerne
er dog de Poster, de unge, der nu vælger Biblioteksvejen, i første Række maa
stile imod, og er disse lønnet saa daarligt, at man ikke kan leve af dem, vil
Bibliotekerne selvfølgelig aldrig faa en Funktionærstab, der vil kunne sikre
Bibliotekerne den rigtige Position i Oplysningsarbejdet. Det er altsaa
nødvendigt af Hensyn til selve Biblioteksarbejdet at sikre
Biblioteksassistenterne en rimelig Løn. Man tænke sig et Skolevæsen, der lønnede
Skolelederne anstændigt, men ikke Lærerstaben. Naar Folkeskolen staar saa højt,
som den gør, er en af Grundene netop den, at Lærerlønnen er saa stor, at den
almindelige Lærer kan gifte sig paa den, den er en Eksistens. Det er
Biblioteksassistentens Løn langtfra alle Vegne. Iflg.
Bibliotekarsammenslutningens Undersøgelse af 1936 havde, som Bibliotekar Thomsen
anfører, af 121 Assistenter i Provinsen 116, altsaa næsten alle, under 300 Kr. i
Maanedsløn, d.v.s. under 3600 Kr. om Aaret. Dette kan en enlig Person nok leve
af, men det er
*) [Note:] Smgl. f.Eks. H.j. Hjartøy: Vår bibliotekspolitikk, Oslo, 1936.
Bianca Bianchini: Löner och arbetsförhällanden inom folkbiblioteken i England.
Biblioteksbladet, Hft.5, 1936.
2
ikke en Eksistens for en Familieforsørger, af hvem der kræves en 3-aarig
Specialuddannelse paa Grundlag af Studentereksamen, og det er her Tampen
brænder. Enhver kyndig Politiker vil indse, hvad det betyder for hele
Bibliotekssagen, at der bydes Biblioteksassistenten en virkelig Eksistens
ligesom Læreren.
Der er ingen Tvivl om, at der maa være noget ved Biblioteksassistentstillingen,
saadan som vi kender den i Øjeblikket, der vanskeliggør dens rette lønmæssige
Placering. Man kan dog ikke godt blive ved med at tale om, at Folkebibliotekerne
er nye Institutioner, eftersom de er begyndt at fejre 50-Aars Jubilæer. Andre
Institutioner er ikke saa længe om det. Statsradiofonien er f. Eks. kun faa Aar
gammel, og der forlyder dog intet om, at Radiofoniens Funktionærstab af den
Grund holdes nede paa et urimeligt lavt Lønniveau. Heller ikke kan man sige, at
det drejer sig om saa stor en Stand, at det vil tynge Samfundets Økonomi, hvis
man gav Biblioteksassistenterne en rimelig Løn. Det drejer sig jo for hele
Landet kun om faa Hundrede Personer, og økonomisk vil det for Samfundet ikke
betyde noget som helst at forhøje Biblioteksassistenternes Lønninger med de
Beløb, der mangler. Hvad er det da, der volder Vanskeligheder?
Manglende Organisation er sikkert en af Grundene. Man kan ikke vente, at de
bevilgende Myndigheder Landet over skal kunne finde ud af Bibliotekarstandens
Lønforhold, naar Bibliotekarerne ikke selv kan. Hele Sagen er tydeligt præget
af, at Bibliotekarstanden tidligere ikke har haft nogen Fagorganisation. Først
for nylig har vi faaet en saadan, men den er ikke stærk endnu, og nogen Enhed
for hele Landet er der desværre ikke skabt, f. Eks. er der altfor lidt
Forbindelse mellem Provins og Hovedstad. De bevilgende Myndigheder er vant til
at staa over for maalbevidste og energiske Fagorganisationer, der møder med
Fagets klart formulerede Krav og har Myndighed til at for handle om dem. Hvor
Organisationen mangler, er Faget ofte prisgivet Tilfældighederne, som
Biblioteksfaget hidtil har været det. Før der kommer mere Fasthed paa dette
Omraade, opnaas der sikkert ikke en virkelig god Ordning for hele Landet.
Men selv om Organisationen er til Stede, er det naturligvis ikke ligemeget,
hvilke Krav den møder med. Enhver, der har deltaget i Lønforhandlinger, ved, at
de bevilgende Myndigheder møder med en praktisk Indsigt, der i Reglen
forbavsende hurtigt gør det af med løst funderede Forslag. Der opdages et
sagligt svagt Punkt, og straks er Mistilliden til Stede, og Forslaget faar en
krank Skæbne. Det gælder følgelig om at udarbejde et Lønforslag, der er
biblioteksmæssigt forsvarligt og samtidig kan staa for den løntekniske Kritik,
man møder i Forhandlingerne med de bevilgende Myndigheder.
Det er fuldstændig rigtigt, at man, som Bibliotekar Thomsen siger, ofte møder
"den Opfattelse, at Biblioteksarbejdet for en
3
væsentlig Del er af en saa mekanisk Beskaffenhed, at de Fordringer,
Bibliotekerne stiller m. H. t. faglige Kvalifikationer, er urimelige". Her har
vi hele Problemet i en Nøddeskal. Netop paa dette Punkt er det, de bevilgende
Myndigheders Mistillid sætter ind, naar Bibliotekernes Lønkrav er til
Behandling, og paa dette Skær er de fleste Forsøg paa at forbedre
Biblioteksassistenternes Kaar hidtil strandet. Og kan man undre sig over det?
Det Biblioteksarbejde, Publikum ser ved en almindelig "blandet" Skranke, og det
er jo tydeligt nok det, der hidtil har bestemt den almindelige Opfattelse af
Begrebet Biblioteksarbejde, er en historisk forklarlig, men iøvrigt ganske
usaglig Blanding af Bibliotekararbejde og Kontorarbejde, og Forholdet er endda i
Almindelighed det for Biblioteksassistenterne meget ugunstige, at
Kontoristarbejdet dominerer i en Grad, saa det for mange fuldstændig tilslører
selve Bibliotekararbejdet. Paa dette Grundlag kommer man til den Opfattelse, at
Biblioteksarbejdet for en væsentlig Del er af mekanisk Beskaffenhed, og en
lønteknisk Vurdering maa næsten nødvendigvis føre til det Resultat, at
Biblioteksassistenterne havner i Kontoristklassen, hvilket netop stemmer med det
Billede, Bibliotekar Thomsen giver af Forholdene. Ved ethvert Folkebibliotek er
der Bunker af rent manuelt Arbejde, Stempling, Bogopsætning, Revision,
Udskrivning, Erstatning og Mangfoldiggørelse af en Række forskellige Slags Kort,
og det turde være indlysende, at ethvert Forsøg paa at forbedre Assistenternes
Kaar maa begynde med, at man, saa vidt det er gørligt, udskiller disse Arbejder
og giver dem til et ikke biblioteksuddannet Personale. Det er ikke alene
meningsløst, men direkte farligt at hævde, at disse Arbejder kræver
Biblioteksuddannelse. Man kunde med lige saa stor Ret forlange, at
Sygeplejersker skulde have medicinsk Embedseksamen. Hvad enten man synes om
denne Sondring mellem Bibliotekararbejde og Kontoristarbejde eller ej, kræver
Hensynet til Fornuft og Økonomi, at man bøjer sig for Nødvendigheden.
Efter Bibliotekar Thomsens Angivelse vil Kontoristarbejdet udgøre ca. 40 %, af
den samlede Arbejdsmasse, og dette er næppe for højt vurderet, i hvert Fald ikke
for de større Biblioteker. Dette viser, at det indenfor det samlede
Biblioteksvæsen drejer sig om meget betydelige Arbejdsmængder, der kan udføres
af ikke biblioteksuddannet Arbejdskraft, og da det saaledes er et Spørgsmaal af
stor økonomisk Betydning, skylder man selvsagt de bevilgende Myndigheder at
skabe klare Linjer paa dette Punkt og modarbejde enhver Tendens til at tilsløre
Forskellen mellem Bibliotekar- og Kontorarbejde.
Det, der mere end noget andet har bidraget og fremdeles bidrager til den
ugunstige Vurdering af det kvalificerede Biblioteksarbejde, er ganske afgjort
den Ordning af Ekspeditionsskranken, man endnu ser i de fleste Folkebiblioteker.
Skrankens
4
opstilling i selve Udlaanslokalet medfører, enten at alt manuelt Arbejde udføres
af kvalificeret Arbejdskraft, eller at kvalificeret og ukvalificeret
Arbejdskraft arbejder Side om Side og
udfører nøjagtigt det samme Arbejde. Det virker sikkert ogsaa vildledende, naar
Biblioteksassistenten udfører Bogopsætterens Bestilling. Man kan ikke undre sig
over, at de bevilgende Myndigheder kommer til at opfatte Biblioteksarbejdet som
en Kategori, og at denne kommer til at staa i Stemplingens Tegn ikke i det
bibliotekariske Arbejdes Tegn. Lader man i større Udstrækning faguddannet
Personale udføre det manuelle Arbejde, maa man i det hele taget være klar over,
at det i første Række bliver Biblioteksassistenterne, der kommer til at betale
Gildet.
De Erfaringer, der forskellige Steder er gjort med at skille det bibliotekariske
Arbejde fra Kontorarbejdet, peger utvetydigt i Retning af, at en saadan Deling
ikke alene fremmer en rationel og økonomisk Arbejdsdeling i Biblioteket, men
tillige i høj Grad fremhæver det bibliotekariske Arbejdes særlige Karakter og
Værdi. En virkelig Rendyrkning af det bibliotekariske Arbejde i vore Udlaans- og
Læsesale vil derfor ikke alene betyde et stort Fremstød for selve
Biblioteksarbejdet, men vil faa den største Betydning for den lønmæssige
Vurdering af Bibliotekararbejdet.
Naturligvis kræver Arbejder som Bogvalg, Bogindkøb, Katalogisering o. lign. i
høj Grad kvalificeret Arbejdskraft, men disse Arbejder fremtræder paa en saadan
Maade, at en retfærdig Vurdering af deres Kvalitet fra Publikums Side er
vanskelig for ikke at sige umulig, og de vil aldrig kunne virke overbevisende i
den Grad som den effektive Publikumsvejledning kan det. Det maa derfor ogsaa i
denne Forbindelse noteres som en glædelig Kendsgerning, at det, man kalder
Publikumsservice, i de senere Aar er traadt saa stærkt i Forgrunden i
Bibliotekernes Arbejde, som Tilfældet er.
Ligesom man hidtil har givet Assistenterne en for Biblioteket og dem selv
ugunstig Placering i selve Arbejdet, har man desværre ogsaa valgt at give dem en
uheldig Benævnelse. Titlen Biblioteksassistent burde aldrig anvendes paa nogen
uddannet Biblioteksfunktionær. Den er misvisende og diskvalificerer let
Indehaveren saavel overfor Publikum som overfor de bevilgende Myndigheder. Naar
man fordeler bibliotekarisk og manuelt Arbejde rigtigt, har man Lov til at
hævde, at den biblioteksuddannede Funktionær, der vejleder Publikum, er
Bibliotekar, om nogen er det, og vedkommende bør derfor selvfølgelig have Titlen
Bibliotekar. Om vedkommende staar paa et lavere eller højere Løntrin bør være en
intern Sag, og skal der gøres Forskel mellem de forskellige Grader af
Bibliotekarer, maa det kunne gøres ved passende Tilføjelser til Titlen. Naar
Biblioteks-
5
assistenten siger: "Nu skal jeg spørge Bibliotekaren", betyder det, som
Forholdene er nu, ofte: "Nu skal jeg spørge Chefen", og denne Terminologi er
ikke alene meningsløs, men den er direkte skadelig, idet Publikum derved maa faa
det Indtryk, at den, der vejleder i Biblioteket, ikke er rigtig Bibliotekar.
Biblioteksassistenterne, der udfører den største Del af Publikumsvejledningen,
er saavel i Arbejde som i Ansvar saa selvstændige, at det er meningsløst at
kalde dem Assistenter. Det bør være saaledes, at Erhvervelsen af den af Staten
autoriserede Bibliotekareksamen giver Ret til Titlen Bibliotekar i Lighed med,
hvad der gælder for andre Specialuddannelser, f. Eks. Lærer, Læge, Arkitekt,
Ingeniør o. lign. Man kunde derved komme den Uskik til Livs, at Titlen
Bibliotekar betegner en Chefsstilfing. Ledere af Folkebiblioteker i Købstæderne
burde kaldes Stadsbibliotekarer som i Sverige. Hvis man vil bibringe
Befolkningen en klar Forestilling om Biblioteksfaget og dets Udøvere, er det af
stor praktisk Betydning, at man indfører en hensigtsmæssig og konsekvent
Titulatur for hele Landet, og der er det gode ved det, at en Reform af denne Art
ikke koster Penge.
Har man gennemført den Adskillelse mellem Bibliotekararbejde og Kontorarbejde,
som en Reform af Bibliotekarernes Lønninger vil Kræve, bliver Spørgsmaalet
derefter, i hvilke Lønklasser man bør anbringe de to Grupper af
Biblioteksfunktionærer. Da Bibliotekarstanden er saa lille, som den er, kan man
vanskeligt tænke sig, at der nogen Sinde skulde blive oprettet nye Lønklasser
specielt for den, men da det paa den anden Side i Reglen er yderst ufordelagtigt
at ligge uden for de vedtægtsmæssige Lønklasser, bliver Opgaven den at finde,
hvilke af de bestaaende Lønklasser, man skal søge Biblioteksfunktionærerne
optaget i.
Det er muligvis ogsaa en uheldig Konsekvens af Titlen Biblioteksassistent, at
denne Funktionærgruppe flere Steder er placeret i de kommunale Lønklasser for
Kontorassistenter. Dette er i Virkeligheden en ganske fejlagtig Placering. For
at belyse dette nærmere, skal her anføres de Lønsatser, en dansk Kommune
(Frederiksberg) anvender ved Lønningen af sine Tjenestemænd indenfor de
forskellige Omraader, der kan komme i Betragtning i denne Forbindelse. Der er
Grund til at fremhæve netop disse Lønsatser, idet de for
Administrationsklassernes Vedkommende rummer en Række mønstergyldige
demokratiske Træk, f. Eks. er Lønnen ens for Mænd og Kvinder, gifte og ugifte,
og desuden er de laveste Lønsatser relativt de højeste. Det er iøvrigt ikke de
enkelte Lønsatsers Størrelse, der i denne Forbindelse har særlig Interesse, men
derimod deres indbyrdes Forhold, der vist i det store og hele kan have
almindelig Gyldighed.
6
[Lønklasser indsættes]
Indenfor disse Rammer er Biblioteksfunktionærerne f. T. placeret i Afdeling 1,
og Biblioteksassistenterne er sat i Klasse 8b med Oprykning til Klasse 7 efter 4
Aars Forløb. Denne Placering, som betød et stort Fremskridt, da den for 6 Aar
siden blev vedtaget, kan ved en flygtig Betragtning synes rimelig og rigtig, men
den er det ikke. Biblioteksassistenterne betragtes her som ligestillede med
Kontorassistenter, men denne Sammenligning kan ikke staa for en nøjere Prøvelse.
Hvad forlanges der af den Kontorfunktionær, der skal ansættes i Lønklasserne 8b
og 7? Vedkommende skal have Realeksamen og skal i sin forudgaaende tre-aarige
Elevtid have deltaget i Kommunens Elevundervisning. Af Biblioteksassistenten
forlanges derimod Studentereksamen forud for den tre-aarige Elevtid og desuden
Eksamen fra Statens Biblioteksskole. Desuden bliver Biblioteksassistenten paa
Grund af sin længere Uddannelse senere færdig og naar derfor i Reglen først at
blive fast ansat i en højere Alder end Kontorassistenten. Endelig ma det ikke
glemmes, at Biblioteksassistenten har Pligt til at følge med paa Litteraturens
Omraade, hvorfor han i Lighed med Lærerne til Stadighed maa udføre et stort
Hjemmearbejde, noget Kontorassistenterne ikke har Sidestykke til. Det bør derfor
slaas grundigt fast, at det ikke kan være rigtigt eller retfærdigt at placere
Biblioteksassistenten i Kontorassistentklassen. De faguddannede
Biblioteksfunktionærer hører i Kraft af deres Uddannelse og Biblioteksarbejdets
særlige Karakter overhovedet ikke hjemme i Administrationsklasserne, men derimod
i samme Klasse som de øvrige Oplysningsarbejdere. Her findes to Løngrupper:
Folkeskolens og Gymnasiernes. Sidstnævnte vil imidlertid ikke komme i
Betragtning, alene fordi den kræver Embedseksamen, men saa meget bedre egner
Folkeskolens Lønklasser sig for Bibliotekarererne. Biblioteksuddannelsen kan som
Helhed
7
meget vel sidestilles med Læreruddannelsen, der som bekendt ikke kræver
forudgaaende Studentereksamen, og da Folkebibliotekernes Arbejde ligger i Plan
med og er en Fortsættelse af Folkeskolens, vil det i enhver Henseende være
naturligt og forsvarligt at sætte Folkeskolens og Folkebibliotekernes
kvalificerede Funktionærer i samme Løngruppe. Lærerklassen, der begynder lavere
og slutter højere end Adjunktklassen og ikke som denne er en Gennemgangsklasse,
vil netop byde de Bibliotekarer, der nu benævnes Biblioteksassistenter, den
Eksistens, de ifølge deres Kvalifikationer og Arbejde har Krav paa.
Viceinspektørklassen vil kunne bruges til Vicebibliotekarer og
Afdelingsbibliotekarer, og Inspektørklassen, som det allerede flere Steder er
Tilfældet, til Bibliotekslederne. Mod denne Placering af Bibliotekarerne ved
Folkebibliotekerne vil der ikke kunne rejses nogen virkelig saglig Kritik, og
man har tilmed den Fordel, at alle Kommuner i Landet i Forvejen anvender disse
Lønklasser.
Denne Placering af Bibliotekarerne forudsætter imidlertid, at man ogsaa yder
Bibliotekskontoristerne Retfærdighed. Disse er nemlig for Tiden om muligt endnu
daarligere stillet end Biblioteksassistenterne, mange af dem er timelønnede. Det
følger af sig selv, at Bibliotekskontoristerne hører hjemme i Kontoristklassen
(8a), som netop er beregnet for Kontorarbejdere, hvis Beskæftigelse er af
overvejende manuel Art. Ved Optagelse i denne Klasse kræves ingen Elevtid og kun
Mellemskoleeksamen. Hvis Bibliotekskontoristerne har Realeksamen og faar tildelt
mere betroet Arbejde, vil de imidlertid kunne opfylde Betingelserne for
Ansættelse i Kontorassistentklassen, og det vil da være rimeligt at lade dem
rykke op i denne og benævne dem Biblioteksassistenter. Her passer Titelen. Denne
Side af Bibliotekets Arbejde maa absolut ikke undervurderes eller tilsidesættes.
Det skal ikke være anden Klasses Biblioteksarbejde, men første Klasses
Kontorarbejde. Man maa erindre, at det er store Værdier, dette Personale skal
føre Kontrol med. Ogsaa her har man den Fordel, at de fleste Kommuner allerede
anvender disse Lønklasser.
At man under ingen Omstændigheder maa anbringe biblioteksuddannede Folk i
Kontoristklassen turde i Parentes bemærket være indlysende, ligesom det paa den
anden Side er en Selvfølge, at Bibliotekselever skal lære alle Arbejder, der
forekommer indenfor Biblioteket.
I Normeringssager gælder det Princip, at man ved den lønmæssige Placering af nye
Stillinger sammenholder disse med lignende Stillinger indenfor andre
Forvaltningsgrene baade med Hensyn til Kvalifikationer og Arbejdets Art. Følger
man dette Princip inden for Bibliotekernes Omraade, og det er jo det, man skal,
kommer man, som det er vist, til en overmaade enkel og naturlig Normeringsplan,
der holder sig inden for
8
de bestaaende Lønningssystemer og derfor kan have Gyldighed for hele Landet.
Mange Idealister har i Aarenes Løb ofret deres Arbejde for Bibliotekssagen for
ingen eller ringe Betaling, men Samfundet kan hverken vente eller ønske, at det
skal blive ved at gaa paa den Maade. Folkebibliotekerne staar i Dag som en
offentlig Oplysningsinstitution, der benyttes af hele Befolkningen, og ingen vil
i Længden kunne afvise Kravet om rimelige
Lønninger saavel til vore Bibliotekarer som til vore Kontorister, naar blot
Kravet
fremføres med fornøden Saglighed og Udholdenhed. Denne Sag er af saa
afgørende Betydning for Folkebibliotekernes Fremtid, at alle ansvarlige Parter
bør arbejde med paa dens Løsning, og paa den bør Bibliotekarsammenslutningen,
som den saa rigtigt hedder, tjene sine Sporer.