Morten Laursen Vig: Fra DASK til DEF. Forskningsbibliotekerne 1960-1997 i: DF-Revy, 1998:6, side 147-157.

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

Fra DASK til DEF

Forskningsbibliotekerne 1960-1997

 
Morten Laursen Vig er tidligere rigsbibliotekar.
 

147
Man har fra bestyrelsens side bedt mig om at give et udblik over forskningsbibliotekernes udvikling fra 1960 til 1997. Det er ikke oplyst, hvorfor man har valgt netop disse år; det kan selvfølgelig være, fordi 1960 var det år, hvor jeg første gang blev ansat i et forskningsbibliotek, og 1997 året for mit farvel til biblioteksvæsenet; i så fald kunne det vidne om stor tillid til min hukommelse og tilsvarende ringe tillid til mine evner som historiker, og begge dele ville jeg finde lige fejlagtigt. En anden mulighed var, at man ønskede erindringsbilleder fra et langt biblioteksliv; men jeg kan straks sige, at det får I meget lidt af. Men bestyrelsen rummer jo også historikere, og jeg har derfor valgt at opfatte afgrænsningen som udtryk for, at bestyrelsen lige som jeg betragter tiden omkring 1960 som et vendepunkt i ikke blot forskningsbibliotekernes, men i hele biblioteksvæsenets udvikling.

Det var på det tidspunkt, at studenterne begyndte at vælte ind på universiteterne og de øvrige højere læreanstalter og satte den kolossale vækst på uddannelsesområdet i gang, og det var på samme tid, edb-udviklingen tog fart, selv om den ikke straks nåede bibliotekerne. Datacentralen blev grundlagt i 1959, og det var ved folketingsvalget i 1960, at edbteknikken i skikkelse af den dengang meget berømte regnemaskine DASK for første gang blev anvendt til at forudsige det endelige valgresultat på grundlag af ganske få optalte stemmer. Kulturministeriet blev oprettet i 1961, og den bibliotekslov, hvis principper stadig er fundamentet for det danske folkebiblioteksvæsen, blev gennemført i 1964.

Så der er al god grund til at betragte 1960 som et passende udgangspunkt for et vue over forskningsbibliotekernes nyeste historie. Men det er til gengæld også lidt af et job; derfor skal man ikke vente at få alt med, og jeg har valgt at koncentrere mig om tre hovedtemaer: Vækst og økonomi, automatisering og strukturproblemerne. Og så skal det også straks være sagt: jeg går ikke så tæt på nutiden, at fokus bliver uskarpt, og der vil ikke være et ord om UBIS eller DEF eller de andre emner på den aktuelle dagsorden.

Vækst og økonomi

Bibliotekerne - og det gælder både folkebibliotekerne og forskningsbibliotekerne - har oplevet en meget stor vækst siden 1960. Det er nemt at konstatere, og alt andet ville også have været opsigtsvækkende, ja, det ville have været nærmest katastrofalt, hvis det ikke havde været tilfældet. For hele samfundet har været i vækst på en måde, som intet sidestykke har i historien, og væksten har i ganske særlig grad præget de områder af samfundet, som forskningsbibliotekernes aktiviteter især netter sig imod, forskning og uddannelse.

Væksten giver sig udtryk på flere måder. Den måles i det enkelte bibliotek som øgede aktiviteter og øgede ressourcer (uden at der dog nødvendigvis er en direkte proportionalitet mellem de to ting); men væksten har samtidig ytret sig som en spredning af ressourcerne på et større antal forskningsbiblioteker. For der er ikke bare sket det, at de i forvejen store biblioteker er blevet endnu større, men også at små og ubetydelige biblioteker, der tidligere knap var navnet, endsige en plads i statistikken værd, har vokset sig store og synlige; et godt eksempel er Handelshøjskolens Bibliotek i Århus. Og ikke mindst er nye biblioteker blevet grundlagt og har hurtigt tilkæmpet sig en plads blandt de store, først og fremmest selvfølgelig de nye universitetsbiblioteker. Derfor har mange af de allerede eksisterende biblioteker - og specielt de tre store gamle biblioteker Det kongelige Bibliotek, Universitetsbibliotekets 2. Afdeling/Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek og Statsbiblioteket - oplevet en lavere procentuel vækst siden 1960 end væksten i de samlede forskningbiblioteksressourcer. Det er derfor også forklarligt, at netop de har pebet mest, når de rituelle klager over forskningsbibliotekernes elendige bevillingsforhold har været frembåret. Jeg skal senere vende tilbage til berettigelsen af disse klager.

Hvilke størrelsesordener taler vi om med denne vækst? Det afhænger naturligvis af, hvilket parameter vi betragter og altså som sagt, om vi ser på det enkelte bibliotek eller det samlede væsen. Det afhænger også af, hvilken branche vi bevæger os i, altså hvilke uddannelses og forskningsområder, der er tale om. Her er det ganske åbenbart, at handelshøjskoleområdet har klaret sig helt overdådigt meget bedre end ethvert andet område - de økonomiske ressourcer, der i dag står til rådighed for handelshøjskolebibliotekerne under et, er mere end 35 gange større end de tilsvarende i 1960 - vel at mærke målt i faste priser. Det skyldes vel først og fremmest den promovering af handelsuddannelserne, som igen hænger sammen med det danske samfunds udvikling fra et produktionssamfund til at servicesamfund, men måske også, at disse uddannelser efterhånden har fået et højere teoretiske niveau. Mindst har væksten været på

148
universitetsområdet, selv om tre nye universitetsbiblioteker af en agtværdig størrelse er kommet til; her har væksten kun været knap fem gange mod seks gange 1960-bevillingerne for væsenet taget under et. Ser vi på de enkelte biblioteker, har jeg allerede nævnt, at de største af de gamle biblioteker har haft den svageste udvikling; Det Kongelige Biblioteks bevillinger i 1996 er efter disse beregninger godt tre gange så meget værd som de var i 1960 (UB I medregnet), Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Biblioteks 3 1/2, og Statsbibliotekets knap 4 1/2 gange så meget.

Se, nu er det første gang, jeg har prøvet at regne disse ting igennem i et så langt perspektiv og samtidig sætte dem i relation til den almindelige samfundsudvikling, og da jeg var nået hertil i mine regneøvelser, var jeg tilbøjelig til at ræsonnere, at det måske ikke havde været helt rimeligt at tage sådan på veje over bibliotekernes bevillingssituation, som jeg og andre havde gjort i årenes løb. For når regnestykket viste, at samfundets udgifter i faste priser til forskningsbiblioteker (og for den sags skyld til biblioteker i det hele taget) var seksdoblet inden for disse 35-40 år, og når jeg samtidig kunne konstatere, at bruttonationalproduktet, altså den gængse målestok for samfundets velstand, opgjort pr. indbygger kun var steget 2 1/2 gang i samme periode, ja, så lå det lige for at slutte, at bibliotekerne havde fået en pæn vækst i deres realindkomst. Det har de også, men ingenlunde så stor som disse tal viser, og samtidig er det naturligvis også et spørgsmål om, hvad der i dag kræves af bibliotekerne sammenlignet med 1960.

De pæne tal er i virkeligheden misvisende, når man går lidt dybere. For de forudsætter, at forskningsbibliotekerne bruger deres penge til at købe gulerødder, oksesteg og biografbilletter for, og hvad pristalsfamilien ellers antages at gøre med sin indkomst. Men det gør de som bekendt ikke: bibliotekernes bevillinger går hovedsagelig til to ting, som begge er steget meget mere end det almindelige pristal. Det er lønninger, der er steget dobbelt så meget [som] forbrugerpristallet, og bøger, hvor prisstigningerne har været 60-65% over den generelle inflation.
Tager vi det i betragtning, er de samlede biblioteksressourcers værdi i dag kun 3 1/2 gange det, de var i 1960. Det mærkes naturligvis mest på de meget løntunge institutioner, og det er bl.a nogle af dem, der i forvejen er dårligst med i velstandsstigningen.

Men det, der er helt afgørende for, om man kan afgøre, om bibliotekerne har klaret sig godt eller mindre godt rent økonomisk siden 1960, er selvfølgelig, hvorledes disse bevillinger har forholdt sig til de krav, samfundet har stillet om modydelser. Det grundlæggende krav er, at bibliotekerne skal yde en tidssvarende betjening til en given brugerkreds og det er først og fremmest forskere, lærere og studerende. Tilfredsstillende betyder, at den information, den viden, det dokumentariske materiale, der efterspørges, er til stede eller kan fremskaffes uden unødig ventetid, hvad enten den findes i bogform, i elektronisk form eller i form af et helt tredie medie. Til en tilfredsstillende service hører også, at biblioteket kan give brugeren kvalificeret vejledning ved søgningen efter det relevante materiale og stille til de nødvendige faciliteter til rådighed. Alt det er elementært, og det kan ethvert ordentligt bibliotek, men vel at mærke kun så længe der ikke består noget decideret misforhold mellem på den ene side brugerkredsens størrelse og de krav, den med rette kan stille, og på den anden side bibliotekets ressourcer.

Så skal vi prøve at indkredse svaret på spørgsmålet, om bibliotekerne har fået tilstrækkelige midler, eller om de omvendt er blevet holdt på sultekost, eller om de måske er blevet forkælede, kan vi ikke bare nøjes med at reflektere over bevillingernes købekraft, vi må også se på, hvorledes brugerkredsen har udviklet sig, og vi kan her identificere en række forhold, både kvantitative og kvalitative, som vi med sikkerhed kan sige har påvirket vilkårene for bibliotekernes virksomhed.

For det første er der den vældige ekspansion af de højere uddannelser og den eksplosive vækst af studerende og dermed af lærere - med og uden forskningspligt - der som allerede nævnt startede i begyndelsen af ´60-erne. Mens tallet af universitetsstuderende fra 1950 til 1960 var næsten konstant og i hele perioden fra 1930 til 1960 kun voksede med godt 60 %, mere end firedobledes det fra 1960 til 1970, i 1980 var det seksdoblet. og i dag er det næsten ni gange så stort som i 1960. Det siger sig selv, at det alene måtte give et betydeligt øget pres på bibliotekernes ressourcer, og i den måde den berømte (eller berygtede) biblioteksbudgetteringsmodel er skruet sammen på, ligger der også fra Undervisningsministeriets side en erkendelse heraf, idet den jo netop kæder antallet af brugere (eller potentielle brugere) sammen med bevillingernes størrelse.

Men der var - og det er vigtigt - ikke blot tale om rent kvantitative ændringer. Der kom nye studier til, nye fag. som stillede nye krav til bibliotekernes samlinger og faglige kompetence; nogle af dem, især på det samfundsvidenskabelige område, var ganske vist langt hen ad vejen kun nye måder at stykke kendte komponenter samme på; ethvert nyt universitet med respekt for sig selv måtte have sig en særlig samfundsvidenskabelig kandidatgrad eller to. Men der kom også helt nye discipliner til - datalogi fx - og velkendte fag fik et helt nyt indhold; det gjaldt bl.a. mange humanistiske uddannelser.

149
Og endelig brød helt nye studieformer igennem fra 70-erne, karakteriseret ved problem- og projektorienteret undervisning i stedet for forelæsninger og tilegnelse af lærebogsstof. Det var former, der bragte helt nye grupper af studerende ind i biblioteket, fordi de opgaver, de nu blev stillet over for, ikke kunne besvares alene ved brug af de obligatoriske lærebøger. Det gjaldt især mange samfundsvidenskabelige studerende; i min studentertid kunne man altid identificere et kollegieværelse som bolig for en jurastuderende, hvis kun den midterste hylde i standardreolen var optaget af bøger, mens der stod tomme flasker, raflebægere og billeder af piger på de øvrige. Der stilledes også langt større krav til de studerendes selvstændighed, og hvad der jo specielt var betydningsfuldt i en bibliotekssammenhæng, til den studerendes evne til selv at finde frem til den relevante litteratur og andet dokumentationsmateriale. Derved fik biblioteket lang mere vidtgående pædagogiske opgaver, som kostede ressourcer, hvis de skulle tages alvorligt - og det skulle de.

Det behøver næppe nogen nærmere argumentation, hvis man hævder, at alle disse forhold betød et ekstra pres på bibliotekernes ressourcer og ikke mindst på de dyreste, de mennesklige, selv om det ikke er så let at gøre præcist op i kroner og ører. I budgetmodellen forsøgte vi at gøre det ved at indlægge en betjeningsfaktor pr student, men det er og bliver naturligvis en meget teoretisk størrelse. Men det kræver ikke nogen særlig indsigt i den højere matematik at regne ud, at både antallet af studerende og bevillingerne til forskning og højere uddannelser og dermed de aktiviteter, der belaster bibliotekerne, er steget betydeligt mere end biblioteksbevillingerne. Så bibliotekerne behøver ikke at have dårlig samvittighed, fordi de, som regel oven i købet på en urban måde, har gjort opmærksom på, at deres bevillinger generelt haltede bagud i forhold til universitetssektoren og de krav, der blev stillet herom.

Der er oven i købet grund til en vis selvtilfredshed, for trods den tilbageholdenhed, som statsmagten har udvist ved tildelingen af midler til sine biblioteker, har disse biblioteker dog formået ikke blot at levere den vare, de blev betalt for, men også at opretholde en standard, som de godt kan være bekendt. Hvis vi tager udlånstallene som repræsentative for bibliotekernes aktiviteter - jeg ved godt, at det er en forkætret målestok, men det er stadig den mest brugbare, vi har, og i et langt perspektiv som her den eneste - så kan vi se, at aktiviteten er vokset en del mere end antallet af studerende, netop sådan som vi også måtte forvente med de nye studieformer, som jeg tidligere har talt om. Og da iøvrigt alle kvantitative mål for bibliotekernes aktiviteter viser den samme tendens, kan vi til det samlede billede føje ikke blot det nøjsomme bibliotek, men også det produktive bibliotek.

En sidebemærkning, for at ikke alt skal blive for heroisk. Når man ser den vældige vækst i udlånstallene, kan man naturligvis føle sig fristet til at spørge, om kvaliteten af den vare, der leveres i så store mængder, nu også er på samme niveau som gamle dages talmæssigt mere beskedne ydelser, og om fremstillingen af produktet (for nu at bruge nutidens charmerende managementsprog) er forbundet med de samme omkostninger som før.

Det sidste spørgsmål er nok det letteste at besvare: Nej, det er som hovedregel blevet meget mindre ressourcekrævende for det moderne forskningsbibliotek at udlåne en almindelig bog; den skal kun i de færreste tilfælde hentes frem fra et magasin, brugeren finder den på de åbne hylder; den skal ikke udlånsnoteres i en kompliceret manuel proces, der indebærer udfyldning og håndtering af blanketter, der er ingen besværlig vedligeholdelse af store udlånskartoteker osv. M.h.t. kvaliteten, altså nyttevirkningen af et udlån, vil det i følge sagens natur altid være vanskeligt at opstille entydige, objektive kriterier; men det er måske ikke noget dårligt gæt, at en god del hjemlån har en mere impulspræget karakter nu om dage, simpelthen fordi den låner, der er kommet for at finde en bestemt bog, i sin søgen støder på andre bøger om samme emne, der måske også kunne se nyttige ud, og som man så for en sikkerheds skyld tager med. Så både hvad angår ressourceforbrug og nytteværdi er et udlån måske ikke helt det samme som for 40 år siden. Til gengæld siger udlånstallene intet om de nye tjenester, biblioteket kan tilbyde og i hastigt voksende antal leverer, hverken om de omkostninger, de medfører, eller om deres nytteværdi.

Alt i alt må jeg derfor, efter at have gransket både tal og meget andet nyttigt materiale, som min vurdering fastholde, at forskningsbibliotekerne ikke på nogen måde er blevet forgyldt i den store vækstperiode, der startede med '60-erne, snarere tværtimod, sådan som de så mange gange har påstået. Der sidder muligvis en ministeriel embedsmand eller to nede blandt mine tilhørere, som ryster på hovedet og siger til sig selv: "Han er vist ikke kommet på tilstrækkelig afstand af sit tidligere job endnu. Alt det her er jo bare den samme gamle vin på den samme gamle flaske". Til dem vil jeg sige, at jeg på et vist tidspunkt af mine undersøgelser mente at kunne konstatere, at bibliotekerne vist alligevel ikke havde været så fattige, som vi gik og påstod, og jeg glædede mig næsten til at komme her til denne forsamling, som jeg stort set hvert år som en del af min embedsvirksomhed har diverteret med påstande om de bevilgende myndigheders urimelige nærighed, og sige: "Nu skal I høre, venner. Alt det jeg - og I selv - har stået og sagt her gennem 12 år om jeres lusede bevillinger, det er det rene sludder. I virkeligheden har I fået det, der kunne tilkomme jer, når man tager den almindelige udvikling i samfundets økonomi med i betragtning". For det kan jo også være sjovt at chokere sine tilhørere ved at sige det modsatte af, hvad de forventer, især når man ikke længere kan få øretæver for at gøre det. Men da jeg gravede et spadestik dybere, måtte jeg erkende, at det var der desværre ikke et troværdigt grundlag for at gøre.

Spredningen

Forskningsbibliotekernes vækst er i betydeligt omfang sket uden for hovedstaden. Man kan diskutere, om denne spredning - som naturligvis afspejler den tilsvarende spredning af uddannelses- og forskningsressourcer, som har fundet sted - har været ønskværdig ud fra et helhedssynspunkt, og det er blevet diskuteret. Det har ikke altid været nogen

150
opbyggelig diskussion, for den har naturligvis været bestemt af deltagernes institutionelle ståsted og interesser; de etablerede har sjældent set med venlige øjne på opkomsten af nye konkurrenter, og enhver har næsten pr. rygmarv argumenteret for, at pengene lå bedst i lige netop hans eller hendes institution og i hvert fald var givet dårligt ud, hvis de skulle gå til at oprette en ny institution. Og det mest forstemmende er næsten, at så snart det er lykkedes en opkomling at bide sig fast, er han blandt de mest afvisende over for den næste, der melder sig. Jeg skal dog anstændigvis medgive, at sådanne synspunkter som regel ikke har været fremført med helt den samme arrogance og snæversynethed i biblioteksverdenen som den, der undertiden har præget de tilsvarende diskussioner i universitetskredse.

Nu er det jo sådan her i landet, at politikere ikke blot må tage hensyn til deres tilhørsforhold til et parti, men også er afhængige af, at de har tilstrækkelig lokal opbakning. Og det er ikke nogen ringe ting, for det betyder, at intet centralistisk tænkende bureaukrati uhindret får lov til at styre udviklingen af det danske samfund (derfor ser jeg også med stor sympati på "den jyske mafia" i Folketinget), og takket være denne tingenes tilstand er der sket en vis spredning af de statslige ressourcer, også på det kulturelle område.

Jeg har forsøgt at gøre op, hvorledes forskningsbiblioteksressourcerne i dag, dvs i 1996, fordeler sig geografisk her i landet. Det viser sig, at 2/3 af bogbestanden findes i hovedstadsområdet, godt 15% i Århus, 5-6% hvert af stederne i Odense, Aalborg og Roskilde, mens resten af landet deler de sidste 3%. Taler vi om bevillinger, går 57% til hovedstaden, 21% til Århus, igen 5-6% til Odense, Aalborg og Roskilde og knap 3% til resten, og når det drejer sig om personale, er billedet næsten det samme, dog med lidt mere til København og lidt mindre til Århus (de bestiller åbenbart mere i Århus!). Esbjerg ligger hele vejen igennem på knap 1%. I 1960 fandtes 5/6 af den samlede forskningsbiblioteksbestand i København og resten minus en enkelt procent til Roskilde (Risø) var i Århus, og af bevillingerne forblev 75% i København, 21-22% fandt vej til Århus og 3-4% gik til Risø, der var under opbygning netop i disse år.

Dette er for mig at se en god udvikling, fordi den har ført til opkomsten af bredt dækkende forskningsbiblioteksmiljøer uden for København og Århus - bredt dækkende i den forstand, at de er fagligt vidtspændende, fra humaniora over samfundsvidenskaberne til naturvidenskab og teknik. Sådanne miljøer findes nu i Odense, i Aalborg, i Roskilde og omend i beskedent omfang - i Esbjerg. De fylder selvfølgelig ikke i landskabet på helt samme måde som i de to største byer og naturligvis især i København, men de betyder, at forskningsbibliotekerne er blevet en del af flere borgeres hverdag eller i hvert fald er kommet inden for direkte rækkevidde af flere borgere i dette land.

Jeg nævnte med fuldt overlæg Esbjerg, selv om byen aldrig har fået det universitet, den burde have haft, og jeg vil et øjeblik tillade mig en mere personlig digression. Jeg er født og opvokset i Vestjylland, og jeg har oplevet, hvor langt der var til alting, ikke mindst når det drejede sig om det finkulturelle område. Men jeg har en dyb overbevisning om, at alle dele af det danske land skal være ligeværdige, også i kulturel henseende, og at det ikke kan ske, hvis samfundet lader periferien i stikken og alene satser sine ressourcer på centrum. Derfor er jeg stadig taknemmelig over, at Kulturministeriet i sin tid gik ind på at finansiere biblioteket på SUC i Esbjerg, da Undervisningsministeriet sagde nej, skønt biblioteket ikke mindst benyttes af studerende fra uddannelsesinstitutioner i Esbjerg. Kulturministeriet har derved ydet et afgørende bidrag til, at der kunne opbygges og fastholdes et - omend beskedent - forskningsbiblioteksmiljø i en af rigets udkanter, og det er jeg glad for.

Den nye teknologi

Da jeg i 1960 kom ind i dette væsen, helt konkret blev ansat på Statsbiblioteket, var den nyeste teknologi her absolut ikke særlig ny. Men teknologi var der dog, elektrisk lys fx, og jeg tror nok, at der var mindst fem telefoner i huset; overbibliotekaren havde oven i købet sin egen linje. Overbibliotekarens sekretær havde, så vidt jeg husker, en så nymodens ting som en elektrisk skrivemaskine, eller også fik hun en, mens vi endnu boede i det gamle hus. Der var også andre, der havde skrivemaskiner, fx i katalogiseringen. Men som ny fagreferent måtte jeg pænt vente, til en af de lidt ældre maskiner blev frigjort, en stor Remington årgang ca. 1910. Jeg har selv endnu en af disse maskiner stående derhjemme; ganske vist var det (og er stadig) ikke tilladt statsinstitutioner at sælge afdanket materiel til de ansatte; men Statsbiblioteket havde en aftale med sin faste skrivemaskineleverandør om, at hver gang han afsatte en ny maskine til biblioteket, forpligtede han sig til at afkøbe det en af de gamle til en fast pris af 15 kr. stykket, og forhandleren var henrykt over at kunne tørre sådan en af på mig for de 15 kr. Men alle, selv fagreferenter, kunne få udleveret en kuglepen; efter udleveringen af den første skulle man dog komme og demonstrere for førstebetjent Marius Christiansen, der stod for administrationen af bl.a. kuglepenne, at den gamle ikke kunne mere. Jo, sandelig havde vi teknologi på Statsbiblioteket i 1960. Men ny, det var den ikke.

Nu skal det siges, at man på det tidspunkt havde stillet al teknologisk fornyelse på vågeblus, fordi vi gik og ventede på at skulle flytte fra Vestre Alle til Universitetsparken, og i den situation var der ikke rigtig nogen, der forestillede sig, at man skulle begynde en teknologisk oprustning af det gamle hus. Men selv om de teknologiske landvindinger, der skete, da vi omsider flyttede, oplevedes som meget revolutionerende, så var de dog endnu alle rent mekaniske og ikke spor elektroniske eller digitale: rørpostsystem, kompaktus-reoler, paternoster bogelevator etc.

Men vores overbibliotekar havde hørt om noget helt nyt, der var på vej frem, nemlig elektronisk databehandling, som (ikke helt fejlagtigt) spåedes en betydelig fremtid i biblioteket. Og lige præcis jeg blev som en af de første medarbejdere sendt på edb-kursus på Landbrugets Edb-Central i Århus og senere til noget endnu finere på Datacentralen i Køben-

151
havn, omend det var med meget beskedent udbytte, hvad enhver af mine senere edb-medarbejdere vil kunne bevidne. Det var vistnok dengang endnu den gængse opfattelse, at man på edb-kurser skulle gå grundigt til værks og starte med Adam og Eva, så at kursisterne fik en dybere indsigt ikke blot i, hvad man kunne bruge databehandlingen til og hvordan man gjorde, men også i, hvorfor man kunne det, og hvad der skete inden i kasserne, når man trykkede på tasterne. Så jeg sad der og lyttede til lærere, der talte bevægende om det binære talsystem og om forskellen på et og nul, jeg hørte om bits og ferritkærner og tromlehukommelse og jeg husker ikke hvad, og jeg forstod hverken hvad det drejede sig om, eller hvorfor jeg skulle lære det. Og da vi begyndte på en nøje gennemgang af forskellene mellem de enkelte programmeringssprog, stod jeg af. (Jeg har moret mig med at kigge i den gamle lærebog fra 1963, som vi anvendte, og har også bemærket mig, hvorledes edbteknikken har påvirket vores daglige sprog; i hvert fald har ordet "opdatere" åbenbart ikke været almindeligt i dansk normalprosa på det tidspunkt, for jeg har i margen forklarende skrevet "ajourført").

Siden har jeg indskrænket mig til at forsøge at finde ud af, hvordan min computer virker, når jeg trykker på den ene eller den anden tast, og hvad den kan og ikke kan. Men når det drejede sig om de store forkromede begreber og systemer, har jeg som regel opdaget, at når jeg endelig forstod en proces, en funktion, et begreb og havde lært at bruge de rigtige ord, ja, så var det hele allerede forældet. Derfor undrer det mig somme tider at tænke på, at jeg rent faktisk har været ansvarlig for det første forskningsbibliotek herhjemme, der lige fra begyndelsen havde alle sine katalogdata i maskinlæsbar form, og som var det første, der indførte et edb-baseret udlånssystem, og at jeg senere var den, der gav grønt lys for at lancere DANBIB.

Men ved indgangen til 1960'erne var biblioteksvæsenet altså endnu aldeles uberørt af den teknologiske revolution. Introduktionen af edb startede først i midten af årtiet, hvor Per Boesen på Handelshøjskolens Bibliotek lavede det første forsøg med en edb-fremstillet katalog, et gribende dokument af den slags, hvor alt var printet (det har jeg lært, at det hedder, og ikke trykt) med en bestemt, særlig steril slags store bogstaver, men hvis princip, edb-producerede data præsenteret i bogform, blev normen i de første edb-katalogiserende biblioteker, DTB og RUB. Den fulde overgang til den nye teknologi blev en lang og bevæget proces; jeg kunne føle mig fristet til at beskrive den i lidt flere detaljer, men dels er der nok ikke tid til det, og dels stoler jeg ikke tilstrækkeligt på min hukommelse på dette indviklede punkt til at give mig den i vold i fuld offentlighed. Og så er det, der må interessere os mest her, de lange linier, perspektivet, og teknologiens konsekvenser for bibliotekerne.

Indførelsen af edb-baserede bibliotekssystemer har i betydelig grad været bestemt af en konflikt mellem centralisering og decentralisering, mellem institutionernes bekymring for helt eller delvis at miste deres handlefrihed, og hensynet til opretholdelsen og udbygningen af det samarbejde, som alle biblioteker trods alt er afhængige af. Det er en konflikt, som vi her møder i edb-sammenhæng, men som også kommer til udtryk i andre situationer - det skal jeg komme tilbage til om lidt; i øvrigt afspejler konflikterne i bibliotekssamfundet blot den samme, altid pågående generelle konflikt i det store samfund uden om os.

Men den turbulens, der med mellemrum omgav overgangen til edb i forskningsbibliotekerne, havde også et andet udspring, et element af frygt for det nye og ukendte hos mange medarbejdere, der var vokset op, var blevet uddannet og havde haft størstedelen af deres arbejdsliv i den præteknologiske tidsalder.

1960'erne begyndte - og forløb, i hvert fald indtil det hellige år 1968 og på mange måder også efter det - i en slags rus af fremgang og vækst ("Gør gode tider bedre!"), som også kom til udtryk i en efter vor smag ret ukritisk teknologitilbedelse. Men der var, i det mindste i biblioteksverdenen, i mange år mere tale om fremtidsscenarier og store visioner end om konkrete resultater; det første (større) forskningsbibliotek, der fik en online tilgængelig katalog (kan I huske, det hed en OPAC?), var Statsbiblioteket i 1979. Det hele var mindre "Wie herrlich weit wir es gebracht haben" end "Wie herrlich weit wir es bringen werden", for der var få umiddelbare resultater, men mange storslåede planer og scenarier, og de havde det til fælles, at de var - eller kunne opfattes som - udtryk for en temmelig centralistisk tankegang. Det var måske ikke så mærkeligt, at det var på folkebibliotekssiden, at det største og mest forkromede projekt, FAUST (Folkebibliotekernes AUtomationsSysTem), så dagens lys, for her havde man helt anderledes traditioner for centraliserede løsninger med dertil hørende bureaukrati. Men dets fald i sidste del af '70erne efter et veritabelt oprør fra de meniges side blev også det største, og det kom til at betyde, at overgangen til edb i folkebibliotekerne blev forsinket så meget, at den faktisk først var gennemført i midten af dette årti, og at forskningsbibliotekerne for en gangs skyld overhalede folkebibliotekerne, hvor det drejede sig om bibliotekstekniske løsninger.

De storslåede, skønt aldrig realiserede projekter havde den effekt, at de skræmte den store del af bibliotekernes medarbejdere, der stadig stod tøvende og usikre over for teknologien og dens konsekvenser. For dem, der begejstredes af teknologien og berusede sig i dens uendelige muligheder, og som skabte scenarierne, var det uforståeligt, at ikke alle delte deres begejstring, men tværtimod kunne blive bange for den strålende fremtid, de selv fantaserede sig til, fx. af typen "biblioteket uden bøger", og at de skulle frygte for deres arbejde i dette bibliotek. Derfor blev planer og projekter heller ikke præsenteret på en måde, der tog hensyn til den psykologiske effekt, som de måske burde have forudset.

Der var selvfølgelig også de medarbejdere, for hvem teknologien under alle omstændigheder ret og slet var en pestilens, en destruktiv kraft, der truede med at ødelægge det bibliotek, som de kendte og elskede. Et eksempel på denne tankegang kan vi finde hos et højt skattet medlem af denne forening, DF-revys første redaktør, Ejgil Søholm, der i et

152
prægtigt digt "rabularium bibliothecarii /et vintermareridt" (trykt på bagsiden af DF-revy januar 1981) gav udtryk for sine frustrationer over den udvikling, som edb i bibliotekerne efter hans opfattelse ville føre til.

De to højdepunkter i denne konflikt var dels striden om det scenarie, som en af Forskningsbibliotekernes Edb-udvalg nedsat Kravspecifikationsgruppe med den daværende overbibliotekar ved Odense Universitetsbibliotek Torkil Olsen som formand ("K-gruppen") fremkom med i begyndelsen af '80-erne, dels oppositionen blandt forskningsbibliotekerne mod DANBIB i første halvdel af '90-erne. Men baggrunden var i øvrigt vidt forskellig i de to situationer. Diskussionen om K-gruppens forslag til et efter manges mening alt for centralistisk fællessystem (i virkeligheden var det en slags forløber for et forskningsbiblioteks-DANBIB) var et modstykke til FAUST debatten på folkebibliotekssiden, men nåede aldrig de samme højder.

Resultatet blev imidlertid det samme; i begge tilfælde blev det centralistisk betonede projekt i realiteten skudt ned af en kombination af fagforenings- og institutionsinteresser. Men når slagsmålet på forskningsbibliotekssiden aldrig blev helt så indædt som hos folkebibliotekerne, er forklaringen måske, at den instans, der havde ansvaret for planlægning og senere drift af et fælles edbsystem for forskningsbibliotekerne var et kollegialt organ, hvor alle de største biblioteker, dvs. alle de mest indflydelsesrige interesser, var repræsenteret, og hvor også personaleorganisationerne deltog. FAUST projektet oplevedes derimod af folkebibliotekerne som et rent topstyret foretagende, hvor Bibliotekstilsynet så at sige ville trække det hele ned over hovedet på de enkelte biblioteker.

I spørgsmålet om DANBIB var det også helt klart institutionernes bekymring for egen uafhængighed (og i visse tilfælde mulighed for at tjene penge), der var baggrunden for modstanden. Men når den næsten udelukkende kom til udtryk blandt forskningsbibliotekerne, skyldtes det også en fortørnelse over, at staten efter de mere radikale opponenters opfattelse forærede deres bibliografiske data til et kommercielt foretagende, der så skulle tjene penge på dem. Formentlig har der her også været en dybt forankret modvilje mod - sådan som man opfattede det - at blive spændt for en folkebiblioteksvogn i skikkelse af DBC, der som arvtager efter BC af mange fra forskningsbiblioteksside blev opfattet som et kommunalt foretagende, der hovedsagelig havde til opgave at varetage folkebiblioteksinteresser. Det var en modvilje, for ikke at sige skræk, der gik tilbage til Bibliotekskommissionens tid (den skal jeg vende tilbage til senere); den aktuelle situation blev klaret ved at indbygge forskellige former for garantier i aftalekomplekset omkring DANBIB, garantier, hvis værdi hovedsagelig har været af psykologisk karakter og en markering af, at de statslige bibliotekers interesser sandelig skulle beskyttes og bibliotekerne have indflydelse. Og som i de fleste andre situationer her i landet, hvor skrækken for det store centralistiske dyr i Åbenbaringen får danskerne op på mærkerne (fx. når der skal stemmes om EU), har det også, hvor det drejede sig om edb i bibliotekerne - og i det hele taget i bibliotekssammenhæng - vist sig, når krudtrøgen var drevet bort, at skrækken var ude af proportion med virkeligheden.

I dag er de danske forskningsbiblioteker (og folkebibliotekerne med) fuldt automatiseret. Og hvad har det så betydet for dem, nogle vil måske spørge: Hvad har det gjort ved dem? Efter min vurdering i hvert fald tre ting: Automatiseringen har gjort bibliotekerne overlevelsesduelige, vi kan måske sige fremtidssikrede; den har bidraget ganske meget til at professionalisere dem og deres medarbejdere på en ny måde; og den har muliggjort en kommercialisering af en række ydelser. Og så er der det, som automatiseringen ikke har betydet: den trykte bogs død.

Automatiseringen har sat de danske biblioteker i stand til at fungere også i fremtiden; intet forskningsbibliotek, som ikke var i stand til at levere de elektronisk baserede ydelser, som forskning, erhvervsliv og for den sags skyld også den brede offentlighed efterspørger, ville ret længe være i stand til overbevise de bevilgende myndigheder om fornuften i at opretholde det. Det ville ikke kunne deltage i samarbejdet mellem bibliotekerne, det ville ikke kunne stille oplysninger om egen bestand til rådighed for fællesskabet og det ville ikke selv kunne nyde godt af dette fællesskab. Kort sagt, det ville ikke være levedygtigt; herom vil der vist ingen uenighed være.

Automatiseringen stiller og vil mere og mere stille krav om, at bibliotekerne behersker moderne informationsvidenskab og råder over en ekspertise, en spe-

153
cialviden på en række af dens felter. Det er allerede et godt stykke tid siden, at det bibliotekariske erhverv var et, der kunne udfyldes af den idealistiske amatør, fx. en skolelærer, og det vil heller ikke længere være et, som man skal søge til, hvis man primært går efter en rolig, ukompliceret tilværelse blandt bøger.

Det er i dag et arbejde, som forudsætter en betydelig teoretisk ballast af en karakter, der kun tilegnes gennem studier på et højt nieau; man behøver blot at kaste et blik på Danmarks Biblioteksskoles studieplaner, eller for den sags skyld læse et nummer af denne forenings udmærkede blad, for at overbevise sig herom. Det bibliotekariske fag er ikke længere noget, som alle kan snakke med om, og om hvis problemer alle kan have en mening. Om det er godt eller dårligt, om balancen er positiv eller negativ, vil jeg lade andre dømme, men man kan i det mindste håbe, at det vil bidrage til at højne bibliotekarstandens status i det almindelige omdømme.

Jeg sagde, at automatiseringen har muliggjort en kommercialisering af en række af bibliotekernes ydelser. Der vil næppe være et marked for de "gammeldags" bibliotekstjenester; her vil man måske ud fra ideologiske motiver eller for at afstedkomme en ændret adfærd på visse områder kunne finde på at indføre betaling, men kommercielt baserede aktiviteter vil vanskeligt kunne tænkes. Det kan derimod - i hvert fald i visse typer af biblioteker - en række tjenester, der som forudsætning har den digitale teknik. Det sker allerede rundt om i verden, og det vil helt givet blive en voksende del af nogle bibliotekers indtægtsgrundlag. Det er ikke en udvikling, som alle bryder sig om, men den kan næppe forhindres.

Struktur og styring

I 1960 havde vi ikke noget Kulturministerium, heller ikke et Forskningsministerium; begge disse områder lå endnu under Undervisningsministeriet. Der var altså ingen problemer, der skyldtes, at forskningsbibliotekerne hørte under forskellige ministerier. Men det betød i grunden ikke nogen voldsom forskel fra i dag, for der var også dengang nogle få biblioteker, der var selvstændige institutioner med egen konto på finansloven, og de mange andre, som fik deres bevillinger - og styredes - gennem en moderinstution, der ligesom i dag typisk var en højere læreanstalt. Helt præcis var der på finansloven inden for forskningsbiblioteksområdet tre institutionskonti, nemlig Rigsbibliotekarembedet, Statsbilioteket og Statens Pædagogiske Studiesamling, den der senere blev til Danmarks Pædagogiske Bibliotek. Rigsbibliotekarembedet omfattede foruden selve embedet, Det kongelige Bibliotek, Universitetsbibliotekets 1. og 2. Afdeling, og forskellige fællesinstitutioner, b.a. IDE og Forskningsbibliotekernes Edb-Kontor. Over dette imperium herskede rigsbibliotekaren, selv om de enkelte institutioner bortset fra Det kongelige Bibliotek hver havde en daglig leder, som for UB-ernes vedkommende havde titel af overbibliotekar.

Denne konstruktion var på det tidspunkt 17 år gammel; oprindelig havde det været hensigten, at Statsbiblioteket skulle have været med under Rigsbibliotekarembedet, hvad der selvsagt ville have forandret dettes karakter ganske meget, men det var ikke lige det man forestillede sig i Århus, og tanken afgik ved en stille død. Under Kulturministeriet hørte også Statens Bibliotekstilsyn (det hed det indtil 1964), der dengang var en institution med mere bid i end det Tilsyn, vi kendte i de senere år af dets eksistens, dvs med en virkelig tilsynsmyndighed, for staten ydede gennem direkte tilskud til det enkelte bibliotek et betydelig bidrag til dettes budget, og Tilsynet forvaltede disse tilskud.

I 1961 oprettede Viggo Kampmann så et eget Ministerium for kulturelle anliggender, hvorunder bl.a. de biblioteker og andre institutioner på området, der havde egen finanslovskonto, kom til at høre, mens de øvrige biblioteker forblev under Undervisningsministeriet. Den første kulturminister var Julius Bomholt; men for både ham og de fleste af hans efterfølgere var bibliotek i praksis mere eller mindre lig med folkebibliotek, hvis de da i det hele taget interesserede sig for biblioteksspørgsmål; i virkeligheden var det vel først Lise Østergaard, der havde nogen sans for forskningsbibliotekernes betydning, og hun var jo ikke nogen politisk sværvægter. Og allerstørst betydning fik det for vort væsen, at den centrale politiske skikkelse på biblioteksområdet gennem det meste af '60-erne og 70-erne var R. Lysholt Hansen. Han var en almægtig formand for Danmarks Biblioteksforening 1962-1978 såvel som for Folketingets Finansudvalg i lange perioder, og han var helt og aldeles folkebibliotekernes mand, der hverken forstod forskningsbibliotekernes funktion i samfundet, deres opgaver eller deres særlige problemer, og som i øvrigt slet ikke regnede dem for noget og først begyndte at interessere sig for dem, da de gjorde sig ud til bens i hans forening og derfor skulle straffes.

Denne mangel på politisk interesse for forskningsbibliotekerne havde en omend ikke direkte demoraliserende, så dog decideret negativ indflydelse i den forstand, at man følte, at man blev overset, forfordelt og negligeret, og at forskningsbibliotekerne ikke bevillingsmæssigt blev behandlet efter fortjeneste. Det gav frustrationer, når man aldrig kunne råbe så højt, at nogen fra politisk hold gad høre efter, og det hjalp heller ikke, at der skete så lidt på det område, som optog alle bibliotekslederne så meget, forskningsbiblioteksvæsenets struktur og overordnede styring, og at det der skete gik så langsomt, så langsomt.

Det var galt helt fra begyndelsen, hvor Bomhop, eller snarere Lysholt, sammen med Erik Allerslev, der dengang var forholdsvis ny biblioteksdirektør, i 1964 fik gennemført den bibliotekslov, der stadig står som en af de vigtigste milepæle i de danske folkebibliotekers udvikling. men derefter helt tabte pusten, så den reform på forskningsbiblioteksområdet, som skulle følge efter, løb ud i sandet. Først i 1970 oprettedes Forskningsbibliotekernes Fællesråd som et kollegialt organ på nogle og fyrre medlemmer, men hvis forretningsudvalg, der kom til at bestå af lederne af de største biblioteker samt 23 repræsentanter for de mindre, fik den egentlige indflydelse. Det lå i luften (og delvis i formuleringerne i oprettelsescirkulæret), at der her var tale om en foreløbig løsning, men provisoriet kom til at vare i 16 år, indtil oprettelsen af det nye Rigsbibliotekarembede i 1986.

154
Fællesrådet, der havde rigsbibliotekaren som formand og bevillingsmæssigt hørte under Rigsbibliotekarembedet, altså Kulturministeriet, havde repræsentanter for biblioteker under alle de ministerier, hvor sådanne fandtes, og det kunne tage sager op uden hensyn til ressortgrænser. Men det havde ingen egentlig myndighed og ejheller penge, før i slutningen af 70-erne, hvor der blev givet en bevilling til det fælles edb-arbejde, og det manglede altså de magtmidler, som Bibliotekstilsynet besad. Alligevel skal man ikke underkende den betydning, som Fællesrådet har haft; det bedste eksempel er edb-området, som jeg allerede har talt om, men det har også i betydelig grad bidraget til at formulere fælles holdninger til de fleste bibliotekspolitiske spørgsmål, og det har i mange praktiske spørgsmål tilvejebragt fælles løsninger.

Undervisningsministeriet var også efter Kulturministeriets oprettelse i 1961 et betydningsfuldt biblioteksministerium og blev det i endnu højere grad, da bibliotekerne ved de nye universiteter i Roskilde og Aalborg blev organiseret efter samme model som bibliotekerne ved højskolerne (Danmarks Tekniske Højskole, Landbohøjskolen etc). Vi bliver derfor også nødt til at interessere os lidt for, hvordan man tænkte og agerede i Frederiksholms Kanal.

Op gennem '60-erne gjorde man ikke meget af hverken det ene eller det andet, altså tænke og agere, for så vidt angik biblioteker. Men i 1971, da opbygningen af Roskilde Universitetscenter (RUC) skulle starte, havde ministeriet noget, som Kulturministeriet ikke kunne skaffe, nemlig penge, og det fik efter min opfattelse ikke ringe betydning for Undervisningsministeriet som biblioteksministerium. I 1965 blev Odense Universitetsbibliotek oprettet som en selvstændig institution under Kulturministeriet efter en vis diskussion, men slet ikke noget slagsmål, og det betragtedes af alle som en given sag, at Roskilde Universitetsbibliotek skulle have den samme status. Jeg mindes ofte, specielt i disse RUC-jubilæumsår, hvordan jeg på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i 1970 på Nyborg Strand hørte daværende kulturminister K. Helveg Petersen forkynde, at ministeriet havde afsat 3 mio. kr. til det kommende bibliotek; dengang anede jeg ikke, at det skulle blive mig, der i slutningen af samme år skulle møde op for at hente de tre mio, men hvor det skulle vise sig, at de var der bare ikke, ministeren kunne ikke finde dem på sit budget. Derfor måtte Undervisningsministeriet træde til og lægge pengene ud; oprindelig var det meningen, at når Kulturministeriet havde fundet de nødvendige midler, skulle de overtage finansieringen og overtage biblioteket. Nu gik det imidlertid ministeriet, som det gik Christian I, da han i 1468 havde pantsat Shetlands- og Orkneyøerne; han fik dem aldrig indløst igen og mistede dem derfor for bestandigt. Men før man havde erkendt det, havde Undervisningsministeriet pålagt RUC, at der skulle øremærkes et beløb til biblioteksformål og føres et særskilt regnskab for disse penge, så man i forbindelse med en senere afleveringsforretning nøjagtig vidste, hvilke beløb der skulle overføres til Kulturministeriet.

Det er min hypotese, at denne tilfældighed fik stor betydning for den aktive politik på biblioteksområdet, som kom til at præge Undervisningsministeriet en periode i 70-erne. Den medførte, at også Aalborg Universitetsbibliotek fik samme status, og dermed voksede ministeriets biblioteksområde betragteligt. Både det og nødvendigheden af at tage stilling til de nye bibliotekers indpasning i deres respektive universitetscenter gjorde det påkrævet, at ministeriet fik formuleret en bibliotekspolitik, og det særlige regnskab for Roskilde Universitetsbibliotek blev faktisk oprindelsen til ministeriets senere generelle politik på dette område. Undervisningsministeriets aktive bibliotekspolitik kom ikke mindst til udtryk i 1973-Styrelseslovens berømte § 10, der efterhånden for ministeriets biblioteker nærmest kom til at stå som en slags frihedsbrev, et Magna Charta. Heri bestemtes det som bekendt, at der skulle oprettes biblioteksudvalg ved de højere uddannelsesinstitutioner, "der har eget forskningsbibliotek", og der fastsattes regler for deres sammensætning og funktion. Om det sidste sagde loven, at "Udvalget udarbejder bibliotekets budgetforslag, træffer afgørelse om bibliotekets indkøbspolitik og om fordelingen af bøger mellem det centrale bibliotek og de enkelte institutbiblioteker". Det er efter min opfattelse den sidstnævnte opgave, der for ministeriet var det afgørende; man havde nemlig forset sig på de store og ukoordinerede institutbiblioteker, som universiteternes pengerigelighed i de gyldne år omkring 1970 havde givet mulighed for at opbygge. Dem ville man til livs, eller i hvert fald have under kontrol, og der var fra ministeriets side blevet nedlagt et regulært forbud mod oprettelse af institutbiblioteker ved Roskilde og Aalborg Universitetscentre. At loven så på dette punkt aldrig kom til at fungere efter hensigten på de ga[m]le højskoler, først og fremmest Danmarks Tekniske Højskole og Landbohøjskolen, er en anden sag.

Styrelseslovens § 10 blev fulgt op af en anden, måske i virkeligheden lige så vigtig forholdsregel fra ministeriets side, nemlig øremærkningen af bevillingerne til bibliotekerne. I finanslovens anmærkninger blev opført et bestemt beløb og et antal årsværk, der var reserveret biblioteket, og disse ressourcer kunne kun med ministeriets accept overføres til andre formål, en bestemmelse, der efter min opfattelse havde sin oprindelse i den tidligere beskrevne særlige RUC-situation. De to ting betød tilsammen, at de biblioteker, der var omfattet af loven, i alt 10, fik en grad af selvstændighed, som de ikke havde haft tidligere.

I virkeligheden var hverken styrelsesloven eller ministeriets påbud til institutionerne nogen særlig garanti for bibliotekernes status. Styrelseslovens formuleringer var uklare og kunne fortolkes meget forskelligt, og en sætning i den skrivelse fra ministeriet, hvori finanslovsrammerne udmeldtes kunne ganske enkelt være strøget næste år. Både styrelseslovens biblioteksparagraf og øremærkningen af biblioteksbevillingerne er senere faldet bort, men de fik en betydning og skabte en praksis, der rakte ud over deres faktiske eksistens, og bibliotekerne nyder i det store og hele i praksis stadig den samme autonomi. Årsagen er nok dels en vis inerti; når man nu har biblioteksudvalgene, og de er indskrevet i institutionens statutter, giver det altid mere spektakel at afskaffe dem, end det ville gøre at undlade at

155
indføre dem, hvis de aldrig havde eksisteret. Og så er det vigtigt, at der stadig er en budgetmodel for biblioteksaktiviteterne og stadig foretages særlige beregninger af biblioteksgenererede bevillingsdele, og at disse specificeres på rammeudmeldingerne til institutionerne; det gør det psykplogisk vanskeligere at afvige drastisk fra dette beløb.

§ 10 i den gamle styrelseslov bortfaldt som bekendt med vedtagelsen af den nugældende universitetslov i 1992. Det skete som et resultat af den nye filosofi mht. universiteternes styring, en slags armslængdeprincip, der indebærer, at ministeriet delegerer størst mulig kompetence til den enkelte institution. Det har også betydet, at ministeriet i en række konkrete tilfælde har afvist at udstede påbud (eller forbud) eller på anden måde blande sig i forholdet mellem uddannelsesinstitution og bibliotek, hvad der ikke har lettet bestræbelserne på at tilvejebringe ensartede retningslinier for samkvemmet mellem bibliotekerne, kort sagt har Undervisningsministeriet endegyldigt forladt den aktive bibliotekspolitik. Men hvis jeg skal gøre regnebrædtet op for ministeriets bibliotekspolitik, bliver slutresultatet forunderligt nok alligevel mere positivt, end man kunne forvente. For ganske vist har der i høj grad været tale om en slingrekurs, og ganske vist har der langt fra været en tilstrækkelig afstemning af synspunkterne eller noget så simpelt som gensidig informering mellem de enkelte kontorer; men den aktive politik på biblioteksområdet, der blev ført i '70-erne af ministeriet, har sat sig så varige spor, at jeg nok ikke er i stand til at dele den pessimisme, som ellers kommer til udtryk i mange sammenhænge.

Det er også i lyset af de fremskridt, der opnåedes i første halvdel af '70-erne, at vi skal se holdningen hos Undervisningsministeriets biblioteker til slagsmålet om den overordnede struktur og det såkaldte Fællesdirektorat i sidste halvdel af årtiet. For de havde da fået en sådan grad af selvstændighed og bevillingsmæssig tryghed, samtidig med at de bevarede den nære tilknytning til deres moderinstitution, at de ikke kunne se noget tillokkende i at blive udskilt af denne.

Forskningsbiblioteksverdenen så i '70-erne med nogen misundelse på Bibliotekstilsynet, som efter den almindelige opfattelse havde vist sig i stand til at skaffe folkebibliotekerne den medvind, som man selv syntes at mangle, og man ønskede sig et centralorgan, der kunne gøre det samme for forskningsbibliotekerne. Men det stod næppe lige klart for alle, hvad det i grunden var, man ønskede sig, ud over at det skulle være en potent størrelse, der kunne skaffe penge og politisk lydhørhed.

Spørgsmålet optog sindene ganske meget omkring midten af '70-erne, hvor man håbede på nedsættelse af en særlig kommission for forskningsbibliotekerne, der skulle finde frem til en tilfredsstillende langsigtet løsning for sektoren.

Men i folkebibliotekskredse opstod samtidig ønsket om en stor kommission, efter at Lysholt i Bibliotekarforbundets blad, som dengang hed Bibliotek 70, og senere på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i 1974 havde fremsat nogle udtalelser, der viste, at han efter kommunalreformen i 1970 ikke længere troede på, at det hidtidige direkte statslige engagement på folkebiblioteksområdet, herunder Bibliotekstilsynet, kunne opretholdes. De stærke reaktioner fra folkebibliotekerne på disse udtalelser overbeviste ham imidlertid om, at han måtte finde andre måder at bevare et centralorgan for folkebibliotekerne på, og han greb da en ide om et fælles centralorgan for det samlede biblioteksvæsen, som bl.a. Karl V. Thomsen tidligere havde fremført. Derfor blev den store kommission til virkelighed ved årsskiftet 1975/76, og efter tre års turbulens og ofte meget bitre slagsmål nedkom den med en betænkning, der i sine forslag afspejlede uforsonligheden i væsenet.

Kommissionsflertallets forslag ville skabe et sammenhængende offentligt bibliotekssystem, der omfattede alle folkebiblioteker og alle de forskningsbiblioteker, der var af blot nogen betydning for lånesamarbejdet, under en hat, "Fællesdirektoratet". Folkebibliotekerne skulle naturligvis fortsat være kommunale, og direktoratets opgaver i forhold til dem skulle ikke være væsensforskellige fra dem, Bibliotekstilsynet hidtil havde haft. De relevante forskningsbiblioteker skulle derimod løsgøres fra deres hidtidige administrative tilhørsforhold til de institutioner, de indgik i, og lægges direkte ind under direktoratet, der bl.a. skulle fordele bevillingerne mellem dem.

"Biblioteksbetænkningen 1979" delte den danske biblioteksverden i to uforsonlige lejre. På den ene side stod kommunalpolitikerne, hovedparten af folkebibliotekerne, Bibliotekstilsynet, Statsbiblioteket og Kulturministeriet; på den anden side alle de øvrige forskningsbiblioteker, Forskningsbibliotekernes Fællesråd og Undervisningsministeriet. Det, der må interessere os her, er imidlertid ikke en detaljeret gennemgang af et tyve år gammelt slagsmål, og det er heller ikke resultatet, for der kom intet ud af alle anstrengelserne. Men det er nødvendigt i denne sammenhæng at forsøge en vurdering af det, slagsmålet først og fremmest stod om, det såkaldte "Fællesdirektorat", set i lyset af den senere udvikling og de erfaringer, vi har gjort, siden Biblioteksbetænkningen blev sendt på gaden.

Ingen anden er vel i virkeligheden nærmere til at forsøge en sådan analyse end jeg selv, og ingen anden har vel vanskeligere ved at gøre det fuldt objektivt. Jeg var dengang blandt de mest indædte modstandere af ideen om en fælles styrelse for folke- og forskningsbibliotekerne, jeg bekæmpede den med alle midler, og dog sad jeg lidt mere end ti år senere som chef for en sådan styrelse. Det var ganske vist ikke noget, jeg selv havde arbejdet for; tværtimod kom det som en uønsket gave fra oven. Men jeg måtte naturligvis påtage mig at løse opgaven så godt, jeg nu kunne, og jeg lærte ikke blot at leve med den fælles styrelse, men også at tage ideen til mig, forsvare og markedsføre den.

Tankegangen bag kommissionsflertallets forslag i 1979 var i og for sig klar og logisk nok. Alle biblioteker skulle være dele af det samme offentlige biblioteksvæsen, der skulle stå til rådighed for enhver, der ønskede at gøre brug af det, og derfor selvfølgelig også for de institutioner, de enkelte bibliotekerne hidtil havde tilhørt, og de skulle uden begrænsninger indgå i lånesamarbejdet, hvilket ikke mindst ville sige stå til rådig-

156
hed som overbygning for folkebibliotekerne.

På sin vis var dette jo ikke så forfærdeligt revolutionerende i forhold til hidtidig praksis, for lånesamarbejdet her i landet har jo ikke i nyere tid i nogen særlig grad været præget af begrænsninger og restriktioner. Det, der gjorde konstruktionen så uspiselig set med forskningsbiblioteksøjne, var direktoratets bevillingsfordelende kompetence, som man frygtede ville blive brugt til at opgradere bibliotekernes funktion som overbygning på folkebiblioteksvæsenet på bekostning af betjeningen af forskning og uddannelse, ikke mindst fordi det direktorat, der tegnede sig, helt klart var tænkt som et folkebiblioteksstyret, eller i hvert fald folkebiblioteksdomineret centralorgan, det skulle være Bibliotekstilsynet udvidet med forskningsbibliotekssektoren. Og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det i hvert fald var Lysholts hensigt.

Derfor var det egentlig heller ikke så selvmodsigende, som det ved første øjekast kunne se ud til, at jeg så let kunne lære at elske det fællesorgan, der opstod i 1990. For Statens Bibliotekstjeneste havde i virkeligheden meget lidt at gøre med Fællesdirektoratet; for det første ændredes der intet ved de enkelte bibliotekers institutionelle tilhørsforhold, og for det andet var det aldrig tanken, at SBT skulle have bevillingsfordelende myndighed.

Det, der var tilbage af Fællesdirektoratet, var Bibliotekstilsynets (nu reducerede) beføjelser i forhold til folkebibliotekerne forenet med en tilsvarende myndighed på forskningsbiblioteksområdet med de muligheder for at koordinere de to sektorers politik, som det måtte give, men uden mulighed for at promovere den ene på den andens bekostning.

I min beretning på denne forenings årsmøde i 1989 udtrykte jeg det således: "Lise Østergaards Fællesdirektorat var udtryk for en centraliseringside, som er fremmed for tankegangen i dag. Det, der nu sker, er en decentralisering i og med, at nogle opgaver overgår fra statsligt til kommunalt regi, samtidig med at den decentrale struktur på forskningsbiblioteksområdet opretholdes; alle de statslige opgaver, der fortsat skal løses, samles ganske vist under en administration, i Rigsbibliotekarembedet, uden hensyn til bibliotekstype, men denne administration bliver ikke mere magtfuld end de to, den afløser".

De knap otte år, jeg har haft ansvaret for Statens Bibliotekstjeneste, har overbevist mig om, at selve ideen om en fælles styrelse er rigtig. Biblioteksvæsenet må i dag være en helhed og kan kun fungere optimalt som en helhed. Men den løsning, som blev ført frem i 1979, var unødvendigt radikal, og den ville i øvrigt være blevet så dyr, at den hurtigt ville være blevet udpeget som spareobjekt af den borgerlige regering, som kom til tre år senere. Jeg tror heller ikke i dag meget på det mindretalsforslag, som var udarbejdet af afdelingschef i Undervisningsministeriet Ernst Goldschmidt, og som jeg selv var med til at lægge navn til. Det var i grunden kun forskelligt fra flertalsforslaget derved, at det arbejdede med to direktorater, et for hver sektor, i stedet for kun et fælles; det forudsatte stadig en udskillelse af universitetsbibliotekerne af deres moderinstitutioner, og det gav stadig direktoratet en bevillingsfordelende kompetence. Heroverfor er det min overbevisning, at universiteterne og de øvrige læreanstalter på den ene side må have en betydelig indflydelse på deres biblioteker, mens de på den anden side i egen langsigtede interesse må give dem en høj grad af autonomi og først og fremmest må acceptere en bevillingsmæssig særstatus for biblioteket, der sikrer det mod at blive sorteper i de slagsmål, der regelmæssigt udkæmpes mellem hovedområderne om ressourcefordelingen.

Der er stadig alt for mange historisk begrundede anomalier i det danske forskningsbiblioteksvæsen; det er hartad umuligt at forklare en udlænding, hvordan det er skruet sammen. En af dem er den sammenblanding af funktioner, som karakteriserer nogle af de største biblioteker, først og fremmest sammenblandingen af nationale opgaver med funktionen som universitetsbibliotek. Så hvis jeg skal prøve at skitsere, hvordan en klar og logisk model skulle se ud (at det er urealistisk at forestille sig den virkeliggjort, ved jeg naturligvis godt), så bliver det omtrent således: Allerførst udskilles universitetsfunktionen af Det kongelige Bibliotek og lægges sammen med Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek ind under Københavns Universitet. Så overføres de nationale funktioner, som nu henhører under Statsbiblioteket, inklusive Overcentralen med DABL, til det reducerede kongelige Bibliotek, Statsbiblioteket indlemmes i Aarhus Universitet, og det samme sker med Odense Universitetsbibliotek, der bliver en del af Odense Universitet.

Er der nogen, der endnu ikke er blevet trådt over tæerne? Ja, måske Dansk Bibliotekscenter, for man kunne selvfølgelig også overveje at flytte nationalbibliografien til Det kongelige Bibliotek; men det er næppe hensigtsmæssigt, fordi det fortsat er det eneste rationelle, at den udarbejdes i samme proces som Bibliotekskatalogiseringen.

Hvis der nu har siddet en og anden blandt dem af mine tilhørere, der endnu ikke er stået af eller er faldet i søvn, og ventet på, at jeg skulle komme ind på min tid i Rigsbibliotekarembedet og Statens Bibliotekstjeneste og mine oplevelser som rigsbibliotekar og allerhelst mine uforgribelige meninger om med- og modspillere, så må jeg skuffe ham eller hende; jeg er endnu på for kort afstand af den tid, og jeg har endnu venner at miste inden for væsenet.

Men en erfaring skal I dog få med: Det er hverken muligt at skabe eller at drive et statsligt centralorgan for biblioteksvæsenet i dette land til alles tilfredshed. Dertil er forventningerne for forskellige. Og hvis jeg nu skulle være så ondskabsfuld, som jeg kan bringe det over mit hjerte at være i denne forsamling, kunne jeg afslutningsvis give følgende ganske korte opsummering af de uforenelige synspunkter på et centralorgan og det, man forventer sig af det:

De store forskningsbiblioteker vil gerne have et centralorgan, men de vil selv have styr på det, og det skal være et serviceorgan, allerhelst en pengemaskine, der fremtryller bevillinger; derfor skal det helst have en bestyrelse, som består af lederne af de store biblioteker. Det

157
må ikke blande sig, hvis det ikke i forvejen har fået lov, men det forventes at skælde ud på ministerierne ved de dertil arrangerede højtidelige lejligheder. Hvis det ikke gør det, er det et sikkert tegn på defaitisme og mangel på visioner.

De små forskningsbiblioteker vil godt have et stærkt centralorgan, under hvis vinger de kan søge beskyttelse både mod de store og mod deres egne ufølsomme institutioner, der ved passende lejligheder skal have at vide, hvor vigtigt det er at være god ved sit bibliotek. På den anden side er det vigtigt, at deres institution ikke bliver knotten over at blive mindet om det.

Folkebibliotekerne vil også godt have et centralorgan, for det kan jo ingen skade gøre. Det må naturligvis kun blande sig, hvis man allerede er blevet håbløst uvenner med sit udvalg, men det forventes, at det kan sørge for, at det statslige engagement bliver fastholdt, og at vi får en bibliotekslov, der indeholder så mange obligatorier som muligt og pålægger forskningsbibliotekerne at låne gratis ud til folkebibliotekerne.

Personaleorganisationerne ønsker sig især et centralorgan, der giver dem indflydelse; derfor har de en forkærlighed for et kollegialt organ, der dog godt må have tilknyttet en administrativ enhed, det giver jo beskæftigelse. Deres model er i grunden ikke så langt fra den, som de store biblioteker forestiller sig. Problemet er bare, at de store biblioteker, dvs. deres chefer, ikke er specielt interesserede i at give personaleorganisationerne magt og indflydelse.

Kulturministeriet har naturligvis ikke noget ønske om at afgive magt og kompetence til et centralorgan, men vil gerne have et serviceorgan, der kan gøre arbejdet for dem og komme med udkast til skrivelser, som man så kan kritisere og omformulere til passende ministeriel sprogbrug. Denne holdning bliver mere udtalt, jo længere man kommer ned i det ministerielle hierarki; på de højere niveauer afgiver man gerne kompetence, så længe det drejer sig om rent faglig sagsbehandling, så sagsbehandlerne i kontorerne får tid til at lave andet end at omformulere styrelsernes skrivelser. Men de politiske holdninger skal man nok selv sørge for.

I Undervisningsministeriet er de i grunden ligeglade med et centralorgan, især efter den nye universitetslov, hvor det bare vil være til besvær og hele tiden vil have ministeriet til at gribe ind over for universiteterne og de andre læreanstalter, når de prøver at tryne biblioteket. Der er i øvrigt kun meget få i ministeriet, der ved, at der findes et centralorgan på biblioteksområde, og så er bibliotekerne jo for resten blevet flyttet over til Forskningsministeriet, i hvert fald for en tid, og så kan det jo være lige meget.

Jeg vil dog gerne understrege, at dette, som jeg sagde, er en udpræget ondskabsfuld udlægning af synspunkterne, og at virkeligheden, selv om den måske ikke fuldstændig anderledes, naturligvis langt bedre kan udtrykkes på en meget pænere måde.

Og så vil jeg slutte, som jeg plejede, dengang da det, jeg sagde fra denne talerstol, var noget, som folk var nødt til at høre efter, med et citat, og det skal være nogle vers fra Søholms digt "rabularium bibliothecarii", som jeg nævnte i forbindelse med omtalen af den nye teknologi; men jeg vil gerne understrege, at også dette budskab naturligvis kan formuleres helt anderledes. Og for dem, der ikke har så lang en hukommelse, skal jeg nævne, at både Faust og Ibis og vistnok også Parsifal ikke bare er det, man tror, men også akronymer, der dækker over diverse bibliotekssystemer.

"maskiner i stedet for mennesker
abbreviatur for romaner listemakulatur for lyrik
samtalen afløst af ingenting med noget omkring
tagesordnung muss doch sein
hvor er kernen mellem avnerne sagen i sagerne
faust forskrev sig, men partifal ruger på gralen
ibis den hellige fugl vader vidre i sit ægyptiske mørke
levende søstre med bogsten og hjerte
jeg hvisker til jer med digte på hånden
når kommer våren".