Niels Ole Pors: Faglitteratur og formidling. i: Biblioteksarbejde, 1981, nr.8, side 9-36.

Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden
 

Faglitteratur og formidling

 
9
Indledning.

Den følgende artikel har karakter af en oversigtsartikel. Målet med artiklen er at behandle en række af de problemer, der knytter sig til arbejdet med faglitteraturen i en biblioteksmæssig sammenhæng. En række af disse problemer er diskuteret igennem på biblioteksskolens efteruddannelseskurser og på en konference, som udlånsbibliotekarerne har afholdt [Note 1. Kursus i populærvidenskab afholdt juni-juli 1980 ved biblioteksskolens Aalborgafdeling. Faggruppen for udlånsbibliotekarers konference i Odense, maj 1981].

At artiklen har karakter af en oversigt implicerer. at den ikke særligt dybtgående analyserer enkeltproblemer med henblik på løsning, men derimod forsøger at opstille og gennem diskussion afgrænse nogle problemområder, der kun sjældent har været behandlet i den biblioteksfaglige debat. Netop den manglende biblioteksfaglige beskæftigelse med faglitteraturen nødvendiggør, at problemerne først identificeres og diskuteres som en nødvendig forudsætning for videre analyser.

Et andet udgangspunkt for artiklen er, at den faglitteratur, der betragtes som den mest biblioteksrelevante del, er det der noget upræcist kaldes populærvidenskaben. Denne kan selvfølgelig ikke stå alene, men må suppleres opadtil med videnskabelige fremstillinger og nedadtil med måske andre materialekategorier. Men hovedvægten i bibliotekssamlingen bør ligge på den alment tilgængelige del af faglittera-

10
turen. Denne del of litteraturen kan naturligvis ikke anskues isoleret, men må bl.a. ses i forhold til den faglitterære produktion i faglige milieuer.

Før artiklens indhold og disposition gennemgås, skal der kortfattet gøres opmærksom på en række begrænsninger. Det meste eksempelmateriale der er anvendt i artiklen er hentet fra samfundsfag og historiefagene, hvorfor resultaterne ikke uden videre kan siges at være gældende for hele det faglitterære område. Endvidere er det vigtigt at understrege at der er tale om en foreløbig præsentation, hvis resultater formodentlig vil blive modificeret, når der senere vil blive foretaget mere detaljerede studier of enkeltproblemer. Selvom det er indlysende, skal det også nævnes, at de problemer der her bliver taget op til behandling ikke er de eneste - og måske heller ikke vigtigste - spørgsmål, der knytter sig til området folkebibliotekernes forvaltning af faglitteraturen. De problemer der behandles i artiklen, behandles ikke lige dybtgående, hvilket ikke nødvendigvis er et udtryk for prioritering af væsentlighed, men i lige så høj grad et udtryk for min indsigt i området.

Artiklen bygges således op, at den starter med en ganske kort oversigt over de elementer, der indgår i hele problemkomplekset. De to næste kapitler behandler henholdsvis den videnskabelige faglitteratur og populærvidenskaben, således at de to kapitler tilsammen giver indblik i forholdet mellem fagvidenskab og populærvidenskab. Kapitlet om fagvidenskab behandler kortfattet spørgsmål om normer i de videnskabelige miljøer, karakteristika ved den videnskabelige litteratur og arbejdsproces samt forskernes holdning til popularisering. Også litteraturens typer gennemgås kortfattet i denne forbindelse. Kapitlet om populærvidenskab søger kortfattet at definere, hvad populærvidenskab er historisk og aktuelt, herunder spørgsmål om producentinteresser. Selve populariseringsprocessen diskuteres og der søges opstillet en typologi over populærvidenskaben, hvis formål er at afgrænse de forskellige dele of den populære fagvidenskab kvalitetsmæssigt. Artiklens næste afsnit diskuterer denne typologisering i forhold til de

11
faglige milieuers kvalitetskriterier, og det søges belyst i hvilken udstrækning de fagvidenskabelige kriterier er anvendelige.

Den sidste del of artiklen handler om brugerne og formidling. I dette afsnit vil der blive behandlet forhold om udlån og interesse for faglitterære fremstillinger. Men især vil formidlingsproblemer blive behandlet i forhold til egenartede karakteristika ved faglitteraturen. Dette fører til en diskussion af, hvorledes informationsbehov og formidlingsstrategier gennem bibliotekarens arbejde kan forenes. Herigennem vil populærvidenskabens oplysende funktion kunne behandles på samme måde som problemet om forholdet mellem en materialesamling og dens karakteristika og anvendelsen of den tematiseres.

Udgangspunktet for artiklen var som tidligere nævnt, at der for folkebibliotekerne eksisterer mange problemer ved arbejdet med faglitteratur. Dette er i sig selv en tilstrækkelig grund til at behandle nogle of problemerne. Men næsten vigtigere forekommer den samfundsmæssige begrundelse at være.

Det er indlysende, at faglig information får en stigende betydning på næsten alle samfundsmæssige områder. Dette forhold er i sig selv medvirkende til at øge skellet mellem beslutningstagere og offentlighed. Ud fra en demokratisk synsvinkel, der opprioriterer borgernes deltagelse i det samfundsmæssige liv er dette en uheldig ting, der bør modvirkes. I denne forbindelse bør det heller ikke glemmes, at information af nogle er blevet betragtet som en kulturel resource, der har afgørende betydning for hvorledes fordelingen of øvrige ressourcer foregår i samfundet. Det bør også understreges, at en øget central offentlig informationsvirksomhed ikke i sig selv uden videre nedbryder skellet mellem offentlighed og beslutningstagere, bl.a. af den grund at beslutningstagerne i en række tilfælde anvender informationsvirksomheden som instrumenter for legitimering og styring. Disse forhold er behandlet i et tidligere temanummer of dette tidsskrift [Note 2. Biblioteksarbejde nr. 4. 1980. Tema: Samfundsinformation.].

Legitimeringen og styringen er ikke altid de afgørende fænomener.

12
Gennem de sidste 10 år har vi set mange eksempler på, at politikere har søgt at stille krav til forskere om at popularisere deres forskningsresultater, således at de kan komme offentligheden umiddelbart til gode.

Artiklen centrerer især på problemer om den faglitterære institution og formidling. Der berøres dog også andre vigtige forhold, der ikke her har kunnet uddybes. Blandt disse kan nævnes forlagspolitik og massemediernes indflydelse på den samlede informationsvirksomhed.

Alle disse - og sikkert flere - forhold har betydning for folkebibliotekernes forvaltning af faglitteraturen; hvor bibliotekarerne i en række tilfælde vil blive nødsaget til at tage diskussionen op om hensigtsmæssigheden af den såkaldte neutrale og alsidige formidling. Og netop dette problemfelt er artiklens vigtigste underliggende tema.

Videnskabelige milieuer og fagvidenskab.

Fagvidenskabelige milieuer og fagvidenskab er blevet behandlet ret grundigt af både videnskabssociologer og informationsforskere. Dette afsnit skal derfor blot trække nogle få karakteristika frem angående disse milieuer, idet der her lægges specielt vægt på normerne og holdningerne angående popularisering.

Fagvidenskabelige milieuer er som alle andre institutioner underlagt en række selvskabte og udefra kommende normer. I forbindelse med de faglige milieuer er normen om den videnskabelige produktivitet den formentlig mest fremherskende. Den faglige produktivitet er basis for karrierestrukturer og prestige i institutionen, hvilket også implicerer at produktiviteten er afgørende for økonomiske bevillinger og politisk bevågenhed. Ikke enhver produktion vurderes lige højt. Den produktivitet, der er med til at kunne akkumulere tidligere forskningsresultater eller inddrage nye områder, vurderes normativt højest. Det-

13
te medfører, hvad angår popularisering af forskningsresultater, at formidlingsaktiviteter gennemgående vurderes lavt, idet den tid der medgår til dette arbejde af dele af det videnskabelige milieu anses for spildt, idet tiden kunne have været anvendt til frembringelse af ny viden. Dette skal ikke forstås således, at popularisering direkte anses for at være en dårlig ting, men det vurderes som aktivitet lavt, og dette får konsekvenser i det ulige system, som de videnskabelige milieuer også er. Bag denne ideologi ligger der måske en forestilling om videnskabens objektivitet og renhed, videnskaben som uafhængig af samfundsmæssige interesser.

Der er ikke total enighed om ovenstående. Mange forskere anser det for en pligt at formidle deres viden og deres forskningsresultater. Vi har ovenover set at en række ideologiske normer og mere kontante karrierermuligheder o.lign. vanskeliggør denne formidling. Også selve fagenes struktur kan dog vanskeliggøre en popularisering. Det ses hyppigt indenfor især humanistiske og samfundsvidenskabelige fag, at der hersker stor uegnighed om, hvilke tekniske normer der bedst tjener faget og dets forskning. Det vil sige at der i en række fag hersker stor uegnighed om hvilke teorier, metoder, teknikker og resultater, der er holdbare og de kvalitativt bedste.

Dette giver en række formidlingsmæssige problemer, der vil blive behandlet senere i denne artikel, men fremfor alt giver det forskermilieuerne opfattet som en enhed problemer. I hvilken udstrækning kan den faglige uegnighed formidles til offentligheden uden at faget mister sin troværdighed? Hvad betyder det for faget at dets resultater betragtes som tvivlsomme? Der er ikke lavet mange undersøgelser om dette problem, der jo især er et spørgsmål om, at offentligheden ikke har indsigt i forskningens processer og karakter, men der er foretaget amerikanske undersøgelser der indicerer at i sådanne tilfælde mister faget en del af sin troværdighed i befolkningen med deraf følgende risiko for nedskårne bevillinger. Dette skyldes til en vis grad, at faglig uenighed ofte vil blive tolket som en politisering af faget, hvilket netop strider mod offentlige myter om forskningens frihed og uafhæn-

14
gighed af samfundsmæssige interesser [Note 3. Y. Ezrahi: The Political Resources of American Science. I Science Studies. Vol 1. no. 2. 1971].

De ovenstående problemer kan måske belyses gennem en undersøgelse videnskabssociologen Blume har foretaget, idet han ville undersøge, hvem der kunne tillade sig at popularisere et fags resultater [Note 4. Blume, S.S.: Towards a political sociology of Science. London 1974. s.215 ff.].

Blume deler populariseringen op i to dele. Den ene populariseringsproces drejer sig om formidling af fagets traditionelle teorier, metoder og resultater, altså fagets kerne, hvorom der normalt hersker stor enighed. Formidlingen af denne kerne er normalt en pædagogisk proces, og der er kun sjældent knyttet forbud mod denne formidling, omend den på ingen måde er prestigegivende. Anderledes forholder det sig med formidling af nyere forskning og resultater, hvorom der kan herske faglig uegnighed. Før disse resultater har passeret og er blevet bekræftet af forskere, anses det for uønskeligt at de præsenteres offentligheden. Dette skyldes at enhver popularisering indirekte indeholder en påkaldelse af den videnskabelige autoritet, og langtfra alle er kaldede til denne påkaldelse; det er faktisk kun forskere, der besidder høj prestige. Det er dem, der kan udtale sig på fagets vegne. Afspejlinger af forhold som disse ses hyppigt i den danske atomkraftdebat, hvori det ofte fremføres, at denne eller hin ikke er forsker af høj prestige indenfor området, og at de fremførte meninger derfor bør tages med varsomhed, underforstået at de ikke burde have været fremsat.

Både franske og amerikanske undersøgelser indicerer, at forskeres holdning til formidling og popularisering varierer alt efter hvor de er placeret i de[t] akademiske karrieremønster. Yngre, ikke særligt velmeriterede forskere, tenderer til at betragte popularisering med nogen skepsis; og i de tilfælde hvor de deltager i populariseringsaktiviteter er det ofte af den type, hvor det især er fagets kerne der formidles. Dette sker ofte på en upersonlig facon, som om der tales på fagets vegne. Derimod viser undersøgelserne, at ældre velmeriterede forskere har en langt mere positiv indstilling til popularisering og som regel foretrækker offentligt at diskutere deres egen forskning, også den allerny-

15
este, der endnu ikke udgør en del af fagets kerne [Note 5. samme].

Desværre foreligger der ikke undersøgelser, der siger noget om hvorledes populariseringstendensen forholder sig til fagets enighed eller uenighed.

På trods af ovenstående er der ingen tvivl om, at klimaet angående popularisering har ændret sig til det positive i de senere år. Dette skyldes i nogen udstrækning pres fra politikerne, og også forskningsrådene gør en indsats for at formidle forskningsresultater på samme måde som forskningsresultater synes at vinde lidt mere indpas i massemedierne end det hidtil har været tilfældet.

Der eksisterer dog en række reelle hindringer for, at en formidlings- og populariseringsproces kan dyrkes systematisk i forhold til den videnskabelige forskning. Den vigtigste hindring er selve den videnskabelige arbejdsproces' natur, hvor nemlig meget afgrænsede og detaljeagtige problemer behandles, og hvor den sammenhæng disse problemer indgår i, ikke kan anes direkte, idet dette forudsætter et grundigt kendskab til fagets kerne. Det er tilsyneladende en generel tendens inden for alle forskningsområder, at der i løbet af områdets konsolideringsproces også finder en specialisering og arbejdsdeling sted. Dette betyder som hovedregel, at de nyeste forskningsresultater ofte vil findes som tidsskriftsartikler i specialiserede tidsskrifter og først på et senere tidspunkt, efter at have gennemgået fagets anerkendelsessystem, vil disse resultater blive optaget som en del af fagets kerne. Eller blive forkastet - hvilket netop er en af grundene til den tvetydige holdning overfor popularisering.

Først på et senere tidspunkt vil disse nye forskningsresultater blive indkorporeret i monografier og håndbøger. I denne forbindelse bør det også bemærkes, at en meget stor del af forskningen ikke bliver publiceret i traditionel forstand, men at den ofte befinder sig i form af stencilater, interne arbejdspapirer o.lign. hvorved tilgængeligheden vanskeliggøres [Note 6. Meadows, A.J.: Communication in science. London 1974. s. 91-126].

16
De ovenstående forhold, d.v.s. både de forhold der angår normerne og de forhold der angår arbejdsprocessen kan siges at være hindrende for formidling på en hurtig og tidssvarende måde.

Selve den videnskabelige kommunikatrionsstruktur, hvor vægten i høj grad ligger på den uformelle kommunikation er også hindrende for popularisering.

Som en rimelig overgang til det næste kapitel, der handler om hvad populærvidenskab er og hvorledes den kan typologiseres, vil det være rimeligt kort og skematisk at se på hvilke faktorer i de videnskabelige milieuer og i den videnskabelige litteratur, der især skaber problemer for en øget popularisering og formidling af forskningsresultaterne. Der opereres med en forsimplet kommunikationsmodel. Modellen ser således ud:

(Fig 1)

17
Populærvidenskab.

Definitioner har det med at være mangelfulde overfor virkeligheden uden at de af den grund er nyttesløse. Hvorledes kan populærvidenskab defineres og typologiseres? Navnet antyder, at der er tale om videnskab, der popularises dvs. at der umiddelbart mest tænkes på en sproglig og begrebsmæssig oversættelse, men denne definition er næppe tilstrækkelig. Megen populærvidenskab udspringer ikke af forskning, der er populariseret eller oversat til hverdagssprog. Det kan måske defineres således, at der er tale om en fremstilling indenfor et emneområde, der normalt klassificeres som faglitterært, og som ikke er teknisk og sprogligt specialiseret på samme måde, som der er grænser for hvor specialiseret fremstillingen er indholdsmæssigt. Det hører også med til definitionen, at målgruppen for fremstillingen ikke er - eller ikke alle er - medlemmer af en bestemt profession. Denne brede og foreløbige definition er ikke ganske præcis, men på den anden side er den lige så præcis som andre typer fagdefinitioner som fx. definitionen af faget po[l]itologi, der defineres som videnskaben om den autoritative fordeling af værdier i samfundet. Ovenstående definition modsvarer da også glimrende indholdet i Fig. 1.

Der er endvidere forsøgt en yderligere præcisering af området populærvidenskab ved at opdele kategorien i nogle grupper, der indirekte skulle reflektere faglige og kvalitetsmæssige forskelle og som skulle indicere, hvilke forskellige typer af populærvidenskabelig litteratur, der produceres.

a) Faginformation, d.v.s. popularisering af forskningsresultater.
b) debat- og nyhedsorienteringslitteratur.
c) faglig triviallitteratur eller trivialvidenskab.

Om de enkelte kategorier skal kort anføres, at faginformationslitteraturen er karakteriseret ved, at oplysningsfunktionen og emnediskussion er opprioriteret i teksten på bekostning af den uproblematiserende underholdningsfunktion.

18
Begrebet faginformation, der er anvendt som en af de tre kategorier, som po-pulærvidenskab blev inddelt i, kan nu defineres yderligere, idet en rimelig afgrænsning er:
a) Nytteinformation, hvis formål primært er at tilgodese specifikke grupper og deres informationsbehov i erhvervsøjemed.
b) Beslutningsinformation, som især henvender sig til administratorer og be-slutningstagere, der har behov for, - uden selv at besidde den store teoretiske indsigt i emner -, at kunne tage beslutninger på baggrund af et materiale, der er klart stillet op med de væsentligste konklusioner uddraget og en stringent præsentation af fakta og baggrundsinformation som baggrund for planlægning og beslutning i spørgsmål, der påvirkes af videnskab.
c) Almen forskningsinformation, hvor der vel især behandles forskningsresultater i deres samspil med og konsekvenser for samfundet og de enkelte borgere uden at der heri ligger et direkte krav om udnyttelse af forskningsresultaterne. Målgruppen vil ofte være vagt defineret og ideelt set tilstræbes der oversigt og sammenhængsinformation fremfor detailkendskab [Note 7. Expertbilaga 3 til SOU 1977:52: Forskningspolitik: Forskning i kontakt med samhället. Stockholm 1977].

Debat- og nyhedsorienteringslitteraturen kendetegnes ofte af et bredere og fjernere forhold til den fagvidenskabelige forskning, men har i delvis modsætning til forskningsinformationslitteraturen et nært forhold til de problemer, der diskuteres og debatteres. Denne type litteratur har derfor ideelt set en stor oplysningsværdi. Debatlitteraturkategorien er dog meget bred, idet netop denne litteraturkategori indeholder muligheder for hurtige - ofte på basis af massemedieskabt interesse - udgivelser og forlagsprofitter. Som eksempel på denne type kan nævnes de bøger, der forelå på markedet om israelernes befrielsesaktion i Uganda blot få uger efter begivenhederne.

Debatlitteraturen er den litteraturkategori, der mest entydigt og åbent knytter sig til samfundsmæssige interesser. Mange af disse bøger formår at mobilisere den affentlige debat. Eksempler på dette er Jørgen Dichs 'Den herskende klasse' og 'Oprør fra midten'; Nyhedsorienteringslitteraturens må1 er ikke primært debatskabende men informerende, ofte som supplement til massemediernes oplysninger. Der findes dog eksempler på at orienteringsbøger ufrivilligt medvirker til at

19
skabe en debat, der klart afspejler dels den faglige uegnighed indenfor et område og de forskellige samfundsmæssige interesser, der knytter sig til emnet. Debatten om Kjærsgaards 'Bogen om P-pillen' er et eksempel på et sådant fænomen.

Den faglige triviallitteratur behøver ikke at adskille sig særlig markant fra de ovennævnte kategorier - grænserne kan være vanskelige at drage - men det forekommer rimeligt at skelne således, at det karakteristiske ved trivialvidenskab for det første er, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved behandlingen af emnet og forudsætningerne herfor, d.v.s. at der ikke i fremstillingen føres en diskussion, der viser evt faglig uegnighed og forskellige tolkninger, netop noget der er et generelt træk i forskning og i de videnskabelig miljøer. Denne faglige uegnighed og forudsætningerne for den forekommer ellers at være en meget vigtig del af det folkelige oplysningsarbejde. For det andet kendetegnes denne litteratur ved, at underholdningsfunktionen er det højst prioriterede, at der lægges meget vægt på den spændende fortælling. Dette sker på bekostning af mulighe-den for læserens kritiske tilegnelse. Den ikke-diskuterende facon og opprioriteringen af underholdningsfunktionen samt ikke mindst salgbarhedshensyn kan som konsekvens få, at trivialvidenskab, når den er værst, ikke gør andet end videretransporterer ideologiske forestillinger og fordomme i en autoritær form under dække af forskellige grader af videnskabelighed eller faglig indsigt.

Et tredje kendetegn ved trivialvidenskabens form og indhold er ofte, at stoffet eller emnet ikke behandles ud fra et gennemdiskuteret sæt af synsvinkler, hvilket medfører at kausalsammenhænge ofte vil være tilfældige på samme måde som faktaophobningerne kan være. Hvad angår denne kategori savnes især baggrundsinformation og teori/metodediskussion.

Det er primært, men ikke udelukkende de kommercielle forlag, der udgiver populærvidenskab. Også interesseorganisationer, institutionsforlag o.lign. er involveret, dog ikke i samme omfang.

Den viden vi har om forlagene og deres faglitterære udgivelsespolitik

20
er ikke stor. Det er dog indlysende at lærebøger, der i vid udstrækning kan betegnes som populærvidenskab, udgør en stor del af produktionen. Også større værker spiller en rolle, og det forekommer da, at markedsføringen og den deraf følgende massemediedebat og behovsproduktion står centralt i billedet for forlagene. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at forfatterene til disse samleværker ofte er personer, der er centralt placerede i de videnskabelige miljøer. Det er også disse personer, der anvendes af massemedierne som eksperter, på samme måde som det ses, at det er disse der går ind og deltager i massemediernes samfundsdebat. Dette er ikke overraskende. Det forholder sig tilsyneladende således, at forudsætningen for offentligt at kunne udtale sig om faglige ting i en ikke videnskabelig form er forbeholdt den videnskabelige elite. Dette skyldes de i de videnskabelige miljøer eksisterende normsystemer. Den ulighed, der eksisterer i samfundet findes også i de videnskabelige miljøer, og det er derfor af betydning m.h.t. oplysningsfunktionen at vide, at fagets elite kun sjældent tegner konkurre[re]nde tilgange til emnet. Markedsmekanismerne appelerer til konsum, også konsum af information som underholdning, fordi forlagene alt andet lige er interesserede i den størst mulige afsætning af deres produkter. Der er derfor en tendens til at underholdningsfunktionen opprioriteres i populærvidenskabelige udgivelser.

Det fremgår af fig. 1 at popularisering ikke kun er et oversættelsesproblem, hvad angår det sproglige. Problemet er i nogen udstrækning, at videnskabelig og populærvidenskabelig kommunikation er ret forskellige, idet f.eks. hovedparten af den videnskabeiige forskning er at betragte som en art halvfabrikata, på hvilken der skal arbejdes videre. Andre væsentlige forskelle mellem disse to litteraturkategorier er, at der i den fagvidenskabelige litteratur ikke gives megen plads til baggrundsinformation, hvorimod denne må anses for at være vigtig og nødvendig i populærvidenskaben. Endvidere spiller selve analysen af metoder og diskussion af forskningsresultatets evt. holdbarhed en stor rolle i den fagvidenskabelige litteratur, mens dette sjældent ses at være tilfældet i den populærvidenskabelige litteratur. Brugere af populærvidenskab har tilsyneladende også andre mål med læsningen end forskerne har, - derom i sidste afsnit af artiklen. Selve meddelel-

21
sens form og indhold er således, at der ikke er tale om overensstemnaelse. Store dele af forskningen egner sig qva det specialiserede emnevalg og den vanskelige metodik ikke uden videre til popularisering. I denne forbindelse bør det også nævnes, at det forekommer at være vanskeligt at popularisere og formidle teorier og metoder. Det bør endvidere nævnes, at populærvidenskaben generelt ikke er problemrettet på samme måde som fagvidenskaben [Note 8. Sahlquist, Å og Wallen, G: Den vetenskapeliga och populärvetenskapeliga kommunikationen. i: Alexanderson, O: För ut forskningen. Stockholm 1973. s. 21-46.].

Disse forhold, der kan opsummeres således, at der i producentleddet for populærvidenskab især ses en række problemer om, at producenterne er velmeriterede forskere, journalister eller pædagoger, hvilket ihvertfald ikke giver sikring for at alle synsvinklerne indenfor fag er dækket. I samme led er der problemer om forlag, der af økonomiske hensyn, ofte vil tendere til at opprioritere underholdningsfunktionen i de producerede materialer. Hvad angår selve meddelelsen ses vanskeligheder omkring formidling af teori og metode samt fagsproget. Modtagerne eller brugerne af populærvidenskab skal i højere grad end brugere af fagvidenskab motiveres til anvendelsen af litteraturen.

På baggrund af dette problemkatalog vil det nu være rimeligt at diskutere hvilke kvalitetskriterier, der er specielt anvendelige overfor den populærvidenskabelige litteratur. Det forekommer naturligt at denne diskussion tager udgangspunkt i de fagvidenskabelige kriterier, bl.a. for at undersøge hvor mange af disse der evt. kan anvendes. Denne diskussion er en vigtig forudsætning for etableringen af en konsekvent materialevalgspolitik.

Kvalitetskriterier.

Det er vigtigt at understrege, at kvalitetskriterier således som de anvendes i faglige miljøer er vanskeligt håndgribelige. Dette skyldes flere forhold bl.a. at en række kvalitetskriterier er underforståede i den faglige tradition, dvs. at de er implicitte og udtryk for en fælles og ikke diskuterbar norm, som det kan være vanskeligt at formidle til folk uden for faget. Andre vanskeligheder skyldes, at kvalitetskravene i

22
nogen udstrækning er forbundet med fagets forskellige skoledannelser, således at begrebet faglig kvalitet ikke er et entydigt begreb, men et mangetydigt, der skifter alt efter hvilken skole, der er tale om. Dette forhold forhindrer dog ikke, at der i forbindelse med kvalitetsbegrebet synes at forekomme overensstemmelse mellem de forskellige skoler indenfor et fag om dels af det kvalitative grundlag for faget. F.eks. indenfor historieforskningen er der på trods af forskellige teoretiske skoler generel enighed om, hvorledes et kildemateriale kan og skal behandles på samme måde som der indenfor samfundsfagene er enighed om, hvorledes et datamateriale kan og skal behandles teknisk.

Ifølge ovenstående ser det ud som om metoden er det afgørende i forbindelse med en kvalitativ vurdering af værker.

Inden for faget historie har Svend Ellehøj udarbejdet en liste over de punkter han mener en anmelder og bedømmer af faglig litteratur bør tage hensyn til. Denne liste og de punkter der opstilles er af en karakter, således at ihvertfald mange andre humanistiske og samfundsfaglige fag vil kunne acceptere den som læggende vægt på noget af det vigtigste [Note 9. Ellehøj, S: Faglige kriterier for vurdering af historiske forskningsresultater. i Studier i historisk metode 5: Problemvurdering og prioritering i historie. Odense 1979. s. 72 - 81.].

Et betydningsfuldt arbejde karakteriseres som et, der har en vis dristighed i em-nevalget, indfører og afprøver nye teknikker og metoder, har et præg af originalitet samt er forskningsfremmende. For udenforstående er dette næppe specielt præcise kriterier. De basale og nærmest selvfølgelige krav der herudover kan stilles til et fagligt værk er ifølge Ellehøj, at teksten klart angiver forholdet mellem beskrivende og vurderende elementer i fremstillingen, dvs. at læseren med sikkerhed skal kunne vide, hvornår der er tale om at forfatterens vurdering og mening fremkommer. Det er endvidere vigtigt at der er et rimeligt forhold mellem tekstens præmisser og dens konklusioner, herunder er det vigtigt at forfatterens kildegrundlag og hele dokumentation er i orden. Disse aspekter angår især det metodiske, men også forfatterens teorier og hans anvendelse af dem er vigtige i bedømmelsen, idet teksten også må bedømmes på egne præmisser.
Det slående er, at disse indikatorer på kvalitet, der fremstilles, er upræcise og flertydige på samme tid som fagfolk uden tøven er i

23
stand til præcist at klassificere faglige fremstillinger ind i en "kvalitetsskala".

Det er dog stadig et åbent spørgsmål i hvilken udstrækning, der virkelig findes et sæt fælles vurderingskriterier. Måske er der snarere tale om at der findes flere funktionsbestemte kvalitetskriterier, der hver især modsvarer dels funktionen af værket, dels normerne i dele af det videnskabelige miljø. Hvis det forholder sig således, -hvilket meget tyder på - må det også erkendes, at faglige kvalitetskriterier ganske vist på den ene side indeholder en række fælleselementer især knyttet til forskningsprocessens metodiske og tekniske side som er udtryk for en vis gruppekonsensus og på den anden side udtrykker denne pluralitet af kvalitetsvurderinger en række forskellige interesser af både faglig, fagpolitisk og samfundsmæssig art. Denne pluralitet af kvalitetsvurderinger kan vi indenfor de enkelte faghistoriske traditioner se mange eksempler på. Disse eksempler udspringer i nogen udstrækning af, at forskere med forskellige udgangspunkter analyserer hinandens værker. Disse forskellige udgangspunkter kan i en række tilfælde opsummeres som fagets paradigmer, der hver især kæmper om førerpositionen indenfor faget. Paradigmet er en omfattende kategori, der indeholder både teorier, metoder, opfattelsen af emnet og postulater om, hvad der især er vigtigt at beskæftige sig med. Paradigmebegrebet er på mange måder interessant i en bibliotekssammenhæng, idet det er et begreb, der på mange måder nøje svarer overens med det lidt bredere interessebegreb. Derfor er begrebet interessant i forhold til materialevalgsproblemer. F.x. kan et paradigme indeholde flere teoretiske retninger indenfor et fag. Det er hele sammenhængen mellem teori, metode og emnebeskrivelsen, der danner paradigmet. Ritzer, der har lavet en større undersøgelse af paradigmatiske forskelle i faget sociologi, konkluderer, at paradigmerne fører direkte politiske kampe mod hinanden oftest udtryk ved, at andre paradigmers forskere kritiseres for, hvad de ikke har behandlet. Dette forhold, at det ofte ses, at de enkelte paradigmer ikke vurderer andre på deres egne præmisser, viser, at paradigmebegrebet er analogt med interessebegrebet i bred betydning [Note 10. Pors, Niels Ole: Fagområders opståen og udvikling. i Biblioteksarbejde nr. 7. 1981].

Disse forhold, der med en række modifikationer er gældende for næ-

24
sten alle fagområder, betyder, at det vil være umuligt at anvende specifikke videnskabelige kvalitetskriterier som vurderingsgrundlag for den populærvidenskabelige litteratur.

Disse forhold i de videnskabelige milieuer er næppe velkendte i offentligheden selvom de må betragtes som en meget vigtig forudsætning for at kunne forstå indholdet af faglitteraturen.

Der synes at være to vigtige forhold, der bør tages hensyn til ved popularisering. Det første forhold, der følger naturligt efter ovenstående er, at selve forskningsbegrebet og forskningsprocessen bør afdramatiseres. Denne afdramatisering kan formentlig kun finde sted i det omfang der tages hensyn til et andet forhold, nemlig udbredelsen af information og viden om forskningens metoder og tankemodeller. En viden om disse forhold vil utvivlsomt bidrage til at forskningen ikke opfattes som noget dramatisk, en synsvinkel vel især massemedierne synes at understøtte. Det er vanskeligt at popularisere forskningens metoder og tankemodeller, men det er som nævnt en vigtig forudsætning for afdramatiseringen. Hvis metoderne og tankemodellerne ikke præsenteres i den populærvidenskabelige litteratur får det som effekt, at resultaterne fremtræder som for absolutte og entydige. Det medfører endvidere, at det kun vil være den kanoniserede viden, der populariseres, hvorimod at selv nyere og kontroversielle informationer kan populariseres, hvis det klart angives, hvilken status de har i forhold til anden litteratur og hvis det angives, hvorledes resultaterne er fremkommet og hvilken usikkerhed, de er forbundet med.

Det kan konkluderes, at de væsentligste kvalitetskriterier, der kan anvendes overfor populærvidenskab er nogle, der som krav opstiller at fremstillingen skal klarlægge og diskutere egne forudsætninger osse i forhold til anden litteratur. Dette kan være et meget vigtigt udvalgskriterie for bibliotekerne på samme måde som litteraturens tilknytning til samfundsmæssige interesser kan være et kriterium i bestræbelsen på at etablere en alsidig samling.

Dette vil kontant medføre, at det bliver nødvendigt at identificere og evt. udskille den del af populærvidenskaben; der i denne artikel er ka-

25
rakteriseret som trivialvidenskab, dvs. tekster der i en autoritær form viderebringer myter og ideologiske påstande på en måde, der ikke er diskuterbar. Dette er ikke et kriterium, der knytter sig til samfundsmæssige interesser som sådan, men derimod et der nødvendigvis må supplere dette. Det skal understreges at diskussionen om trivialvidenskab ikke er lettere indenfor den faglitterære kategori end indenfor det skønlitterære område. Eksempler på dette kan gives ved fx. kort at nævne, at Erling Bjøl, der er professor international politik, i sit trebinds værk om verdenshistorien efter 1945 betjener sig af en fremstillingsform, der i flere afsnit kunne fortjene betegnelsen trivialvidenskab. Den kritisk indstillede læser er velkommen til som eksempler at læse hans personkarakteristikker af fx. Castro og Khrustjef, der begge forekommer mig at være skoleeksempler på viderekolportering of ideologiske fordomme under dække af videnskabelighed. Den trivialvidenskabelige kategori kan forekomme i mange typer litteratur og det må være en vigtig biblioteksopgave at identificere og diskutere denne litteratur bl.a. for at kunne supplere den med mere dækkende og diskuterende fremstillinger.

Formidling of faglitteratur.

Dette afsnit skal behandle en række problemer i forbindelse med formidling af faglitteratur. I lighed med foregående afsnit tænkes der mest på den populærvidenskabelige litteratur, når der tales om formidling.

Udgangspunktet for dette kapitel er iøvrigt en fornemmelse af, at det er uhensigtsmæssigt på længere sigt, at kvalitetskriterier og triviallitteratur, d.v.s. afgrænsningsproblemer, kun drøftes og debatteres indenfor det skønlitterære område på trods af at faglitteraturen i det mindste kvantitativt fylder mere. Dette betyder, at vi ikke har nogen systematisk viden om de institutionelle mekanismer, herunder forlags- og anmelderinstitutioner, der er af betydning for produktion og bedømmelse af faglitteratur. Endvidere savnes viden om litteraturens genrer og typer, og brugen og effekten af denne litteratur.

26
Der er altså mange gode grunde til at beskæftige sig med populærvidenskab. Indsigten i emnet må betragtes som en nødvendig forudsætning for et kultur - og informationsformidlende arbejde, idet materialevalgs - og bestandssam-mensætningsproblemer er en del af dette. Af andre grunde kan det være vigtigt at nævne, at indsigt i forskning og forskningsanvendelse er en nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for borgeres deltagelse i samfundets beslutningsprocesser. Hermed er der over for faglitteraturen anvendt en argumentation, der er helt analog med den, der anvendes når vigtigheden af samfundsinformation fremføres.

Denne type argumentation er helt overstemmende med de statslige bestræbelser på at styre ihvertfald dele af forskningen og den er også overensstemmende med nogle politikeres opfattelse af, at helt naturlige og nødvendige krav til forskerne er, at de over for offentligheden kan redegøre for, hvad de arbejder med og begrunder, hvorfor det er vigtigt. De fremførte argumenter for en øget forskningsinformation bl.a. gennem populærvidenskabelige litteratur er - så vidt jeg kan se, alle gode nok -, og så er der endda ikke talt om den stadig stigende informationsmængde, det stadigt mere komplekse samfund og de vanskeligheder både forskere og offentlighed har med at få kontrol over dette.

Disse vanskeligheder er store, men de må overvindes bl.a. gennem en erkendelse af, at det industrialiserede samfund og den økonomisk-sociale struktur også er produkter af tidligere tiders videnskab og at vor tids forskning vil blive en del af fundamentet for fremtiden.

Det forekommer dog mig, at den væsentligste årsag til at tage dette emne op, er offentlighedens manglende evne til at gennemskue videnskab dels som system, dels dens betydning på det samfundsmæssige og personlige niveau. Dette hænger formodentlig sammen med to dominerende attituder overfor videnskab og dens udøvere. Den ene attitude er troen på og den næsegrus respekt for eksperten, - en tro og respekt der ofte forekommer absurd i betragtning, af, hvor usikre de fleste forskningsresultater er. Den anden attitude er modsat og udtrykker sig gennem mistro og mistillid til forskning og forskningsresulta-

27
ter, ofte med det resultat at selv ganske velbegrundede forskningsresultater ikke tages alvorligt evt. fordi de støder mod myter og fordomme. Begge attituder - og de fleste af os har dem nok begge - er hindrede for en mere realistisk vurdering af, hvad forskning er og hvad den kan. Det forekommer i stigende omfang nødvendigt med en almen forståelse af denne type fænomener, bl.a. fordi magtudøvelsen i samfundet i højere grad end tidligere foretages på baggrund af videnskab, og som regel den videnskab der er kongruent med den dominerende ideologi [Note 11. Shaw, M: Marxism and Social Sciences. London 1974. s.15-43].

Et eksempel på dette er fængselsvæsenet og straffesystemet, som vist alle videnskabelige resultater viser, ikke fungerer resocialiserende efter den oprindelige hensigt. I beslutningsprocesser - som legitimation af det bestående system - anvendes derfor blot dele fra den kriminologiske litteratur, mens helheden af forskningsresultaterne ikke anvendes direkte, formodentlig dels, fordi det er for økonomisk dyrt, dels fordi resultaterne strider mod den dominerende ideologi angående straf og gengældelse. Et forskningsinformationsmæssigt initiativ på dette område kunne måske være medvirkende til at ændre fordomme og dermed bane vejen for et mere ædakvat straffesystem.

Der savnes viden om befolkningens generelle interesse i en systematisk forsknings-information. Indikatorer på denne interesse kan selvfølgelig aflæses af f.eks. mængden af populærfaglige blade, massemediernes dækning af emneområdet, bogsalg og biblioteksudlån.

Imidlertid er der i Norge i 1977 lavet en undersøgelse om hvilken interesse, der er for information om forskning.

Undersøgelsen dækkede et repræsentativt udsnit på 1600 personer, og af disse erklærede 54% sig som meget eller noget interesserede i forskningsinformation, mens de øvrige 46% erklærede, at de stort set ikke var interesserede. Iøvrigt var der en klar overvægt af mænd blandt de interesserede.

Årsagerne til at folk erklærede sig interesserede i forskningsinformation var dels erhvervsfunktioner, dels familiesituationen. 35% angav

28
disse to emneområder som det, der motiverede interessen for informationen. I undersøgelsen var der en overvægt af mænd, der angav erhvervsfunktionen som årsag. 10% af de interesserede angav som motivering for interesse, at de syntes det var vigtigt at følge med i, hvorledes samfundet[s] resourcer anvendtes. Andre 15% angav som årsag, at forskningsinformation var god underholdning. Den resterende store gruppe på ca. 45% anførte, at forskningsinformation gav gode samtalemener.

Opsummerende om årsagerne til, at forskningsinformation anses for et gode kan siges, at ca. halvdelen af de interesserede finder den nødvendige af politisk/sociale grunde, mens den anden halvdel finder den anvendelig som underholdning og generel stimulans og orientering.

Der er næppe tvivl om, at tendensen i den norske undersøgelse er overførbar på danske forhold: Tallene markerer et klart socialt behov for information om forskning, og ikke kun den type forskning der er rettet mod specielle nyttefunktioner, men også, som noget mindst lige så vigtigt, den der er rettet mod den generelle. kulturelle oplysning.

Denne norske undersøgelse siger dermed en del om den formulerede interesse for forskningsinformation og behovet for den [Note 12. Mortensen, M.S: The Impact of Research Information in Norway - incentives and constraints in informationseeking behaviour. Oslo 1977].

Der er i Danmark i 1976 foretaget en større udlånsundersøgelse i det storkøbenhavnske område og den viser mange interessante ting, bl.a. at der ikke er sammenhæng mellem udlån af litteratur og litteraturens anvendelse i forskning. Også hvilke emner der bruges mest viser undersøgelsen. Nogle af de mest udlånte forfattere var Bertel Haarder, Helge Andersen, Joachim Israel, Mette Koefoed Bjørnsen, Jørgen Dich, Marx, Galbraith, Uffe Elleman, Rold Andersen, Marcuse, Helge Nørgård, Thorlund Jepsen, Verner Goldschmidt og Susanne Giese.

Undersøgelsen som helhed bekræfter allerede eksisterende antagelser om, hvad det er for en type litteratur, der især udlånes, på samme måde som man gennem undersøgelsen får et fingerpeg om, at masseme-

29
iedebatten i høj grad virker styrende for læsningen. Dette ses gennem udlånets koncentrering om få og markante forfattere. Undersøgelsen underbygger endvidere indirekte resultaterne af den norske undersøgelse m.h.t. de emneområder, der er interesse for og den brugssammenhæng disse indgår i.

Undersøgelsen, hvorfra der er refereret dækker hele det københavnske område, er dog ikke repræsentativ for landet som helhed. Undersøgelse af denne type kan primært anvendes til at afdække tendenser. Det faktiske udlån i fx. vestjyske købstadskommuner vil givet se anderledes ud.

Den foreliggende artikel beskæftiger sig mest med populærvidenskab og populariserings-processen. Disse ting hænger nøje sammen med I formidlingsbegrebet. Begrebet formidling er en størrelse, der ofte fungerer udefineret og sloganagtigt i den biblioteksfaglige debat. I det følgende skal der søges givet en definition, der i hovedsagen bygger på et upubliceret arbejde af Anders Ørom.

Præmissen for definitionen af formidling er, at den aldrig kan eller bør være upartisk eller neutral, hvilket på ingen måde forhindrer at den kan være og bør være alsidig. Formidlingen vil også altid være et led i en bevidsthedsændrende eller bevidstheds-fastlåsende proces, d.v.s. at formidlingen enten producerer erkendelse eller genkendelse.

Derfor er formidling at viderebringe og almengøre bestemte tanker, ideer, forestillinger og ideologier og/eller at kommunikere viden med bestemte brugsværdier eller brugsegenskaber. Det fremgår af denne definition og dens præmis, at informations-værdiaspektet er vigtigt og problematisk, idet netop dette normalt anskues som objektivt og noget på forhånd givet; afgørende er hvad information bruges til eller kan bruges til af forskellige sociale grupper og hvilke producentinteresser der ligger bag vidensproduktionen, idet disse ting slår igennem i informationsindholdet.

Det interessante ved denne definition er at formidlingsbegrebet entydigt er knyttet sammen med et interessebegreb, der reflekterer de for-

30
skellige samfundsmæssige interesser. Der er ikke meget nyt i denne definition, hvilket dog ikke betyder at bibliotekarerne har taget konsekvensen af dette.
Formidlingsdefinitionen er bred på den måde, at den ikke kun drejer sig om bibliotekernes formidling, men hele formidlingsinstitutionen som sådan, der inkluderer både statslige og private formidlingsorganisationer, der har meget forskellige formål. Disse formidlingsorganisationer danner tilsammen en institution, der producerer ideologier og informationer rettet mod bestemte målgrupper og med specielle brugsegenskaber. Denne formidlingsinstitution er folkebibliotekerne på den ene side en del af, på den anden side underlagt i sit materialeudbud. .

At formidlingen må knytte sig til bestemte interesser og ikke blot lader sig henføre under det abstrakte alsidighedsbegreb, der primært anvendes legitimerende kan følgende eksempel måske belyse.

Forholdet mellem faglitteratur og massemedier er tidligere blevet behandlet i dette tidsskrift.

Det er også således, at denne relation er meget vigtig, idet alt tyder på, at fol-kebibliotekerne er snart de[t] eneste sted, hvor der er mulighed for at få dybtgående og tilstrækkelige baggrundsinformationer. Dette er udmærket, men det gør ikke massemediernes behandling af sagsforhold mere ufarligt, idet alle fænomener der slås op som sensationer stjæler tiden fra reelle og væsentlige nyheder. Offentligheden narres gennem disse bidrag, hvis reelle funktion er at de slører for virkeligheden.

Massemedierne er dog ikke kun sensationer. De er også i nogen udstrækning talerør for den samfundsmæssige magt. Dette giver sig udslag i at der ofte i medierne anvendes ekspertsprog, hvis funktion [er] at informere offentligheden om at problemerne er så komplekse og vanskelige, at de skal overlades til eksperter. Der tages kort sagt patent på viden og sammenhænge og løsninger. Dette sker ofte på en måde og i et sprog offentligheden ikke har mulighed for at forstå. I denne forbindelse skal det blot nævnes at LIX-tallet for offentlige institutio-

31
ners informationsmateriale og - også radioavisen - placerer disse tekster i en meget vanskelig opfattelig kategori. Medieforskere har gennem mange år undersøgt i hvilken udstrækning den information der gives i medierne dels forstås, dels huskes. Resultaterne er meget nedslående. Det generelle billede er at offentligheden ikke har en tilstrækkelig referensramme eller baggrundsinformation til at kunne sætte f.eks. nyhederne ind i en sammenhæng. Resultatet bliver et fragmenteret verdensbillede, der ofte er urimeligt personcentreret. Undersøgelser der er foretaget af hvilken virkning den megen information om fx. Vietnamkrigen havde, viste at hovedparten af offentligheden ikke havde forståelse for problemet. Medierne virker tilsyneladende således, at det sete og hørte glemmes meget hurtigt.

Denne fragmenterede information som videregives af disse formidlingsinstitutioner får derfor på længere sigt som det primære en underholdende funktion, idet den informative værdi af information uden referensramme eller baggrundsinformation er meget lille [Note 13. Vedel Petersen: Den forvrængede virkelighed. Kbh. 1977. Bogen giver mange eksempler, og den behandler iøvrigt en lang række problemer, der er analoge med biblioteksproblemer].

I folkebibliotekernes formidlingsarbejde og arbejde med faglitteraturen kan der dog være grund til også at tage hensyn til i hvilken udstrækning den populærvidenskabelige litteratur om emner er forskellig. Dette kan have stor betydning for opfattelsen af indholdet. Problemet udspringer af, at der ikke i fagvidenskabelige kredse er total enighed om må1 og midler. Dette smitter af på den populærvidenskabelige litteratur, og det kan medføre at låneren bliver forvirret over litteraturens mange diagnoser og løsninger. Som eksempel på dette kan nævnes den mangfoldighed af populærvidenskabelig litteratur der beskæftiger sig med psykiske lidelser. Dette er fornemtlig en litteraturkategori der læses meget, også af de mennesker der har disse lidelser. Lidelserne eller sygdommene klassificeres forskelligt. Deres oprindelse forklares meget forskelligt med forklaringer gående lige fra et utilfredsstillende sexualliv over forholdet til forældrene i barndommen til misforhold mellem drifter og deres realiseringspotentiale. Der findes kort sagt mange forklaringer og klassificeringer på samme måde som der er udgivet en række såkaldte videnskabelige test, hvor man kan teste sin egen personlighed og psykiske lidelse. Også helbredelsen forklares meget forskelligt. Der findes beskrevet helbredelsesmuligheder

32
gående lige fra anvendelsen af primalskrig over piller, afspændingsøvelser, psykoterapi til simpel selverkendelse.

Denne populærvidenskabelige litteratur reflekterer selvfølgelig på mange måder en faglig uenighed og forskellige tolkninger og klassifikationer. Men ved den enkelte låner dette? Hvordan kan denne viden formidles til vedkommende? Litteratur med så forskellige diagnoser og løsningsforslag findes inden for mange faggrupper. Lignende eksempler kan fremdrages fx. indenfor analyser af den økonomiske situation, ulandsforhold og bistandshjælp. Eksemplerne viser, at selvom alsidighedskriteriet er opfyldt, dvs. at der i samlingen er repræsentanter for de forskellige synsvinkler og emnetilgange, er problemet for så vidt vokset, idet denne alsidige bestandssammensætning ofte vil lade de utrænede lånere i stikken i deres forsøg på at etablere en rimelig og nuanceret baggrundsinformation.

Den eneste helt uacceptable løsning på problemet er selvfølgelig at bibliotekerne begynder at censurere i litteraturen om emnet mhp. at repræsentere færre synsvinkler og dermed øge[r] standardiseringen i håb om at finde frem til den mindste fællesnævner, standardværket.

Jeg mener at svaret er givet i foregående kapitel. På dette problem er der kun en rimelig og demokratisk løsning, nemlig at afdramatisere forskningsbegrebet og øge informationen om forskningens betingelser, metoder, modeller og faglige uegnighed, kort sagt at rokke ved ekspertbegrebet, hvilket også er en metode - måske den eneste der kan medvirke til at skabe dialog og feed-back mellem forskere, populærvidenskabelige forfattere og offentligheden. Denne dialog synes retfærdiggjort bl.a. gennem de overvejelser, der i denne artikel er fremlagt om massemediernes funktion og virkemåde. Det er indlysende, at det vil være umuligt at sprede information om forskning og emner indenfor alle områder.

Det bibliotekerne kan medvirke til er at sprede information om et lile antal områder der er centrale for befolkningens flertal. Måske kunne man endda udskille et antal områder; der har en meget langvarig interesse og som burde være i centrum for en langvarig informationsvirk-

33
somhed. Kriteriet for valget af disse områder skulle være at indsigt i dem er nødvendige for at kunne opretholde og fremfor alt udbygge et demokratisk samfund, hvor så mange som muligt deltager i beslutningsprocesserne. Ud over dette kunne man tænke sig et mindre antal emneområder, der havde mere temporær interesse og som dels knyttet sig til det individuelle liv og til samfundsmæssige her og nu situationer [Note 14. Alexandersson, O: Är forskningsinformation möjlig. i Alexandersson: För ut forskningen. Stkh. 1973 s.5-12].
Det vigtigste problem i denne forbindelse er: Hvem skal udvælge disse behovsområder? Hvem kan manipulere med disse behovsområder?
Det kan være vanskeligt at svare konkret på, men det må fastholdes, at hvis ikke demokratiske formidlingsinstitutioner som bibliotekerne bl.a. påbegynder debatten bestemmes disse behovsområder af den herskende elite og deres medier. Uanset hvad der foregår træffes en række valg. Bibliotekernes valg bør være at indgå i en proces, hvor der opprioriteres information om vigtige områder.

Det er indlysende at selv det at finde de varige og for samfundet væsentlige behovsområder frem og definere dem vil være vanskeligt og svært afgrænseligt, men det må kunne lade sig gøre gennem formaliserede diskussioner.

For at illustrere hvad jeg tænker på, når jeg skriver om behovsområder af varig karakter, som indsigt i er nødvendig, kan jeg give nogle eksempler på, hvorledes en sådan liste kan sammensættes.

Jeg ville finde det rimeligt at der fandt en systematisk informationsspredning sted om emnet økonomiske teorier og politik samt disses konsekvenser. Dette er et emne der berører alle og indenfor hvilket der hersker stor uenighed. Også u-landsforhold burde være med i en sådan liste, idet det er et emne der viser relationen mellem Danmark og omverdenen og som er et område, der har stor betydning i forhold til den stigende internationalisering. Også emner som arbejdsløshedens sociale og psykologiske følger, samt skatter, den offentlige sektor og virkninger på alle niveauer af disse burde være med i en sådan liste. Endelig burde samfundsmæssige ulighedsproblemer også være

34
med. Ud fra mit subjektive skøn er alle disse områder emner, det er nødvendigt for den enkelte at tage stilling til og vide noget om, for kvalificeret at kunne yde bidrag til samfundsdebatten.

Emner af mere temporær interesse og mere individorienteret kunne feks. være ØD, Familieforhold, Børn og institutioner o.lign.

Det skal understreges at dette kun er eksempler. På den anden side er der næppe tvivl om, at det vil være muligt at lave en prioriteringsliste, som også bibliotekerne ville kunne anvende i en formidlingsstrategi. Og iøvrigt selv være med til at definere.

Afslutning.

Denne artikel har primært haft til formål at indkredse og belyse nogle aspekter af forholdet mellem faglitteraturen, dens form, funktion og biblioteksanvendelse. På grund af at emnet ikke er behandlet meget tidligere har jeg valgt at afholde mig fra at formulere for faste konklusioner. Nogle vigtige problemområder må dog trækkes frem. Hvorledes kan bibliotekerne medvirke til at sikre at den forskning, der ikke er kanoniseret og hvorom der ikke er total egnighed alligevel kommer til offentlighedens kendskab? Et sådant spørgsmål hænger nøje sammen med problemet om at formidle den information, at der i fag og forskning kun sjældent er enighed og absolutte sandheder, men at der derimod er tale om at paradigmer med forskellige interesser indbyrdes konkurrerer om dominansen. Dette er netop vigtigt at oplyse om, men på en sådan måde, at forskningen kun derigennem afdramatiseres og ikke forvises til en status som religion og overtro, men som en erkendelse, der selvfølgelig ikke er uafhængig af samfundsmæssige interesser. Oplysning om disse forhold forekommer at være en naturlig biblioteksopgave. En anden ligeså naturlig arbejdsopgave må være at udskille den del af faglitteraturen, der er manipulerede og autoritær, dvs. trivialvidenskaben. O[m] den her givne definition er anvendelig

35
skal jeg lade være usagt, men en kvalitetsdiskussion forekommer nødvendig. De her anvendte kvalitetskriterier, hvor det på den ene side især fremhæves, at det er vigtigt, at der forefindes redegørelser for metoden, forudsætningerne og usikkerheden i bogen forekommer dog at være til at håndtere anderledes håndfast end diffuse og tilstræbt objektive kvalitetskriterier. Det andet kriterium, der nok mere retter sig mod dels formidlingssammenhængen og materialebestandssammensætningen, om de samfundsmæssige interesser og den måde de slår igennem på kan indenfor populærvidenskaben være et godt hjælpemiddel til at sammensætte alsidigt, idet forskellige skoler og paradigmer i populærvidenskab ofte kan være svære at gennemskue.

Formidling er et behageligt upræcist begreb. I denne sammenhæng er det anvendt meget firkantet og det er fremhævet, at der foreligger en række områder, som det er vigtigt at hele offentligheden får indsigt i. Denne indsigt er bl.a. nødvendig for at modvirke den desinformation som massemedierne gennemgående er udtryk for. En sådan informations-virksomhed vil i givet fald være langt mere radikal i sine krav til bibliotekerne end fx. samfundsinformationen har været. Den kan heller ikke bedrives uafhængigt af overvejelser om, hvorledes litteratur hænger sammen med samfundsmæssige interesser og om hvorledes den dårlige og autoritære information udskilles.

[Noter er placeret på side 35-36].