Emmanuel Sejr: Om enheden og samarbejdet i dansk biblioteksvæsen. Foredrag på bibliotekardagen af overbibliotekar Em. Sejr, Århus i: Bibliotekaren, 1951, side 62-70.

Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden
 

Om enheden og samarbejdet i dansk biblioteksvæsen.

 
Foredrag på bibliotekardagen af overbibliotekar Em. Sejr, Århus.
 

62
Ved at tænke nærmere over problemet: samarbejde mellem biblioteker, har det slået mig, at egentlig alle fremskridt indenfor dansk biblioteksvæsen i det sidste halve århundrede kan føres tilbage til en eller anden form for samarbejde. Dermed skal ikke underkendes den udvikling, som hvert enkelt folkebibliotek har gennemgået, og det beundringsværdige arbejde, som er udført i de forskellige byer og sogne. Men det afgørende, forudsætningen for at denne udvikling kunne lykkes fuldtud, har alligevel - foruden biblioteksloven af 1920 - været forskellige former for samarbejde, koncentreret i Statens bibliotekstilsyn, biblioteksskolen, oplysningskontoret, det bibliografiske kontor, endvidere centralbibliotekernes oplandsarbejde og den stadig mere smidiggjorte lånepraksis bibliotekerne imellem.

63
Men alt det ved De bedre end jeg.
Indenfor de videnskabelige biblioteker er der imidlertid også udviklet et samarbejde om end på en anden måde. Før 1900 var hvert enkelt af de videnskabelige biblioteker en verden for sig. Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket købte udenlandsk litteratur uden at tage synderlig hensyn til hinanden, d. v. s., at de ofte købte de samme bøger, uden at der i og for sig var brug for dubletter. Ingen vidste forresten, hvilke bøger, de købte; trykte kataloger fandtes ikke, og benyttelsen af bibliotekerne var ikke så ligetil; lånebetingelserne var ret stramme, f. ex. gav man sig ikke af med at sende bøger til provinsen. Sådanne lån måtte ske pr. kommissionær, som personligt lånte bøgerne i København og sendte dem videre til benytteren i provinsen og atter modtog dem
fra ham for personligt at aflevere dem.
Den første reform skete 1901 med udsendelsen af "accessionskatalogen", som hvert år registrerede de udenlandske anskaffelser i Det Kongeline Bibliotek og Universitetsbiblioteket og de vigtigste fagbiblioteker. Dermed fik man for første gang en oversigt over den udenlandske litteratur, som stod til rådighed, og tillige besked om, hvor de enkelte bøger skulle søges. Accessionskatalogen blev desuden udgangspunktet for drøftelse af en rationalisering af indkøbene og en fornuftig fordeling af opgaverne mellem de forskellige biblioteker, således at unødvendige dubletkøb kunne undgås, og de forhåndenværende midler udnyttes fuldt ud. Denne udvikling er i de senere år ført til afslutning ved oprettelse af rigsbibliotekarembedet, som samler administrationen af Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbibliotekets to afdelinger, således at disse biblioteker sammen med fagbibliotekerne nu danner en helhed, et universalbibliotek, hvor de enkelte led varetager hver deres ganske bestemte opgave.
En særlig stilling indenfor samarbejdet har Statsbiblioteket i Århus haft. Dets opgave var fra begyndelsen en dobbelt - nogle vil måske mene en tvetydig - som den kom til orde allerede i den kommissionsbetænkning af 1896, der ligger til grund for bibliotekets oprettelse. Det hedder heri, at biblioteket dels skulle bidrage til, at "efterhånden de klager noget kunne formindskes, som ofte ere hørte, klager over, at man i provinserne ikke kan drive videnskabelige studier, fordi man der mangler litteratur, bøger, på hvilke studierne skulle bygges", og dels skulle Statsbiblioteket med tiden blive "et slags centralbibliotek for andre byers offentlige biblioteker", altså for folkebibliotekerne.
Statsbiblioteket har virkelig efterhånden fået begge disse opgaver i praksis. Men det skete ikke straks. I de første år af bibliotekets tilværelse var der ingen lån til andre biblioteker, ganske simpelt fordi folkebibliotekerne endnu ikke var indrettet på dette arbejde, som de hverken havde råd eller personale til. Derimod fik Statsbiblioteket en mængde enkeltlånere spredt over hele landet uden for København, og en meget stor part af de bøger, som på denne måde udlåntes, var danske, af populær art, og tjente almen oplys-

64
ning. Det var med andre ord den litteratur, som nu udgør hovedstammen i centralbibliotekernes faglige bogbestand.
Men efterhånden som folkebibliotekerne voksede og organiseredes, og særlig efter bibliotekslovens vedtagelse i 1920, skete der en ændring i dette forhold, idet Statsbibliotekets udlån til folkebibliotekerne lidt efter lidt kom i gang og blev større år for år, samtidig med, at en del enkeltlånere faldt fra; det betød i reglen, at de nu kunne forsynes i det nærmeste folkebibliotek. Også arten af den udlånte litteratur ændredes: Efterspørgslen i Statsbiblioteket efter den populære danske oplysningslitteratur blev mindre, fordi folkebibliotekerne efterhånden selv havde denne litteratur, mens til gengæld bøger, som tjente videregående orientering, og mere speciel litteratur efterspurgtes i stadig større udstrækning.
Denne udvikling er siden fortsat, og af de små 75.000 bd., som Statsbibliotekets samlede udlån udgjorde i 1950, gik ca. 40.000 bd., eller mere end 50 % til folkebibliotekerne; så vidt det kan skønnes, leverer Statsbiblioteket gennemsnitlig 70-75 % af folkebibliotekernes samtlige lån fra andre biblioteker. Biblioteket er således virkelig blevet "et centralbibliotek for andre byers offentlige biblioteker", som man i 1896 ønskede det.
Men også udlånet til dem, der drev videnskabelige studier, blev udviklet. Det begyndte straks efter Statsbibliotekets åbning i 1902, om end i beskedent omfang. Efterhånden som bibliotekets boglige kapacitet øgedes, voksede dog også dette udlån, og da Universitetet i Århus oprettedes i 1928, konkretiseredes Statsbibliotekets videnskabelige opgave i den funktion som hovedbibliotek for Universitet, der officielt tildeltes biblioteket i 1934.
De ældre af Dem vil huske de voldsomme stridigheder, som gik forud. Der er ingen anledning til at rippe op i dem nu. Det var en halv snes års kold krig med enkelte hektiske eruptioner i form af artikler, pjecer og Bråvallaslag på årsmøderne. Det var ikke så meget en ideologisk krig som en kamp om magten - det er vel forresten de fleste krige, også de ideologiske. - Man ville forbeholde Statsbiblioteket udelukkende som overcentral for folkebibliotekerne. Men som De ved, blev resultatet, at statsbiblioteket ved sit reglement af 1938 fik tildelt både overcentral-opgaven og universitetsopgaven som sideordnede funktioner, bl. a. ud fra den betragtning, at en stor del af bog-massen ville have interesse for begge opgaver.
Denne ordning var en naturlig konsekvens af den historiske udvikling, ja, man kan næsten sige, den var en historisk nødvendighed. Det havde været økonomisk, og iøvrigt også biblioteksmæssigt uoverkommeligt at skabe et universitetsbibliotek udenom Statsbiblioteket, hvis bogbestand rummede et materiale, som vanskeligt eller slet ikke kunne fremskaffes på anden måde. Men det ville også have været meget vanskeligt at oprette en overcentral, der ikke havde Statsbibliotekets danske pligtaflevering som grundlag. Også for universitetet var den danske pligtaflevering iøvrigt uundværlig. Det var da naturligt at forsøge, om ikke begge opgaver kunne løses

65
indenfor samme bibliotek. Det var ikke blot den økonomisk lemfældigste udvej, men det var sikkert også den eneste, som var politisk gennemførlig.
Der var vistnok adskillige, som dengang så med skepsis på løsningen. Da jeg i sin tid gik ind for planen, måtte jeg i hvert fald privat høre en del om det umulige i tanken. Det var at sætte sig mellem to stole o. s. v. Jeg må dog sige, at det med stolene ikke har voldt vanskeligheder. Der har faktisk kun været een stol, en meget bred stol, og vanskeligheden har ligget i at være, om jeg så må sige, tilstrækkelig bredtaget til at fylde den ud. Hvad bogbestand angår, har det knebet; det skal ikke skjules; men efterhånden som indkøbsbudgettet er vokset, mener jeg, det er blevet bedre, og det kan og vil blive endnu bedre. Mere generende har det været at måtte kæmpe mod en vis mistænksomhed: favoriseres nu ikke den ene af parterne? Der er ikke noget så vanskeligt at komme til livs som mistænksomhed, særlig vanskeligt har det været, så længe biblioteket hverken med hensyn til personale eller bøger har været i stand til at varetage nogen af opgaverne fuldt tilfredsstillende. Men hvis man overvejer sagen roligt og nøgternt, vil det dog være åbenbart, at Statsbiblioteket kun kan være interesseret i at betjene begge parter så godt som overhovedet muligt for derved at opnå den sunde balance, som er bibliotekets eksistensberettigelse. Det må heller ikke glemmes, at når den ene opgave styrkes, kommer det direkte eller indirekte den anden til gode - og omvendt.
Hvis man stadig beklager, at overcentralen ikke administrativt er blevet en integrerende del af folkebibliotekernes system, at man ikke har kunnet indrette den efter folkebiblioteksmønster med decimalklassedeling af bogbestanden o. s. v. - og det ved jeg jo, at nogle gør - så bør man til gengæld overveje de fordele, som den nuværende ordning byder. De ligger først og fremmest i, at den bogmæssige kapacitet er langt større, end en isoleret overcentral med eget isoleret budget kunne have nået. De indkøb, Statsbiblioteket i 1950 har foretaget dels for sit eget budget, dels for Universitetet og Århus kommunes hospitaler, har beslaglagt beløb, der nærmer sig 300.000 kr. (nøjagtigt 298.458 kr.); og regnes den danske pligtaflevering med, har den samlede accession i samme år omfattet 14.440 bd. foruden småtryk og noder. Statsbibliotekets egen bogbestand tæller nu ca. 430.000 bd., og desuden disponeres i ret stort omfang over universitetets og hospitalernes litteratur, som jo indkøbes og katalogiseres i Statsbiblioteket, der har kartoteker over alle videnskabelige bogsamlinger i Århus. En selvstændig, isoleret overcentral ville ikke have muligheder i samme udstrækning.
En anden fordel er den, at de kataloger, som udsendes, på grund af den større bogmasse bliver fyldigere og derfor mere tilfredsstillende. På katalogområdet var det vel ivrigt rimeligt at udvide samarbejdet mellem bibliotekerne. Det har også været forsøgt. Statsbiblioteket har hidtil udsendt to-månedlige lister over udvalg af den udenlandske accession, som mentes af størst interesse for folke-

66
bibliotekerne. De ophørte i år, fordi man planlagde fælleslister over udvalg af accessionen i en række videnskabelige ag enkelte større folkebiblioteker. På grund af tidernes ugunst måtte denne plan imidlertid opgives. Nu arbejdes der på at finde en ny udgivelsesform for accessionskatalogen, der jo i øjeblikket - ligesom i andre lande - er så forsinket, at dens aktuelle værdi er stærkt reduceret. Går det, som vi håber, skulle der fremtidig udsendes to-månedlige eller kvartårlige fælleslister over den udenlandske accession i de fire store Statsbiblioteker (Det Kongelige Bibliotek, Universitetsbibliotekets første og anden afdeling og Statsbiblioteket), og enkelte af de store fagbiblioteker, for så i årets sidste fællesliste at medtage også de mindre fagbibliotekers årsaccession. Samtidig bør dog nok Statsbibliotekets årlige overcentralkatalog opretholdes, fordi den giver et mere overkommeligt udvalg af litteratur med bredere sigte. Men det ville jeg ivrigt gerne høre Deres mening om.
Lykkes denne plan, vil oversigten over og adgangen til de aktuelle anskaffelser lettes betydeligt. Men man kunne måske gå endnu videre i samarbejdet og udgive kataloger over enkelte fag eller litteraturområder med bidrag fra flere biblioteker. Statsbiblioteket har allerede udgivet kataloger over svensk skønlitteratur og fransk skønlitteratur. De ville have været af større værdi, hvis også et udvalg af Det Kongelige Biblioteks og Universitetsbibliotekets samlinger på disse områder var medtaget. Det samme gælder fagkatalogerne over musiklitteratur og over musikalier, hvis første bind er udkommet i sommer. Denne katalog over musikalier skulle meget gerne fortsættes - den vil komme til at omfatte ialt fire bind - men den økonomiske himmel er meget mørk for tiden, så jeg ved ikke, om det lykkes. Jeg kunne også tænke mig en katalog over oversættelser af skønlitteratur, ikke til dansk (det kan man finde i Dansk bogfortegnelse), men fortrinsvis til de tre hovedsprog og svensk, og fortrinsvis oversættelser fra fjernere sprog som italiensk, spansk, slaviske ag orientalske sprog. Her er et område, hvor det er vanskeligt at skaffe sig klarhed over, hvad der findes i danske biblioteker.
Jeg ville være glad for at høre, om De mener, en sådan katalog havde interesse, og om De har forslag til andre områder, som burde dækkes med kataloger.
Der kunne peges på flere fordele ved at have overcentralen placeret i forbindelse med universitetsbiblioteket. For eksempel ville et kortere eller længere ophold i Statsbiblioteket med deltagelse i arbejdet i de forskellige afdelinger betyde et ikke uvæsentligt supplement til folkebiblioteksuddannelsen både med hensyn til udvidet bogkendskab og større fortrolighed med andre biblioteksformer. Men alle den art planer må rigtignok vente, til Statsbiblioteket har fået en ny bygning. Som vi har det for tiden, er der ikke engang plads til bibliotekets eget personale, for slet ikke at tale om bøgerne, der må alfabetiseres i bunker på gulvet, fordi tomme hylder ikke eksisterer. Overfyldningen er nu så katastrofal, at hele maskineriet

67
truer med lidt efter lidt at gå i stå - som en vogn, der kører fast i sandet. For 15 år siden troede jeg, det skulle lykkes at få biblioteket færdigkatalogiseret inden 50-års jubilæet til næste år. Men det lader sig ikke gøre. Der er endnu ukatalogiserede afdelinger tilbage, og vi kan i øjeblikket kun håbe på nogenlunde at holde hovedet oven vande og søge at få den mest presserende daglige ekspedition fra hånden. Mere er ikke muligt.
Jeg vil dog ikke så gerne slutte med en jammerklage, som desuden er hørt før, og som med stor ret kunne istemmes også af andre. Men jeg vil til sidst gerne prøve på at samle mine synspunkter om enheden inden for dansk biblioteksvæsen og samarbejdet mellem de enkelte biblioteker og biblioteksgrupper.
Da man var ung, var de absolutte standpunkter så tiltrækkende, og "ein rascher, fröhlicher Krieg" syntes man var forfriskende. Nu da jeg er ved at blive gammel og måske en smule senil, er relativiteten i tilværelsen trådt stærkere frem. Man ser, at helheden består af mange enkelte dele, som hver især har deres funktion, deres betydning og deres berettigelse, og man ser, at de supplerer hinanden og at ingen af dem kan undværes. Det må da være af vigtighed, at de enkelte led udvikles mest muligt, og at de forskellige tandhjul passes til, så de griber nøje ind i hinanden og tilsammen danner et velsmurt og funktionsdygtigt maskineri.
Helheden og enheden i dansk biblioteksvæsen har vi bl. a. i Danmarks Biblioteksforening, som omfatter alle grupper af biblioteker, store og små, folkelige og videnskabelige. Samarbejdet her har tidligere været noget hæmmet, af forskellige grunde, bl. a. økonomiske, men også af et vist akademisk hovmod på den ene side og af forskellige former for mindreværdskomplekser på den anden. Nu er der vist meget lidt tilbage af begge disse komplekser, og der er i hvert fald intet grundlag for nogen af dem - og har aldrig været det. Alligevel kunne samarbejdet indenfor Danmarks Biblioteksforening vist godt blive mere frugtbart, hvis de videnskabelige biblioteker ville gøre sig mere gældende, og hvis folkebibliotekerne, der jo er så overmægtige i tal, lidt oftere huskede på, at Danmarks Biblioteksforening ikke er for folkebibliotekerne alene.
Enheden og helheden har vi også i den lånepraksis bibliotekerne imellem, som efterhånden er ganske godt udbygget, og som gennem overcentralen og oplysningskontoret i reglen finder frem til de fleste bøger, som er til rådighed her i landet, ikke blot i de offentlige biblioteker, men også i de halvoffentlige og undertiden de halvprivate. Systemet er vist godt nok, men naturligvis kan de enkelte led fungere mere eller mindre effektivt. Det gælder også overcentralen. Måske har De forskelligt at indvende mod daglig praksis. Vi kan da drøfte det; og bliver der ikke tid i dag, er der altid den permanente komité angående folkebibliotekernes forhold til Statsbiblioteket, som kan tage problemerne op til overvejelse.
Der kan altid let opstå gnidninger i et samarbejde, som hviler og må hvile på et reglement. Men det er min erfaring, at hvis den,

68
der skal håndhæve reglementet, ikke gør det alt for usmidigt og dogmatisk, men er villig til at gøre rimelige undtagelser, og hvis den, der skal efterleve reglementet, ikke altid som en selvfølge regner med, at der skal gøres undtagelser i hvert fald for hans vedkommende, så lykkes det som oftest at finde en modus vivendi.
Og her er vi nok ved grundlaget for alt lykkeligt samarbejde: evnen og viljen til at se en sag fra mere end een side, ikke blot fra eget synspunkt, men også fra modpartens, det vil her sige medarbejderens. Det er så selvfølgeligt, at det er banalt at sige det. Ikke desto mindre er det i reglen på det punkt, samarbejde brister. At finde frem til en harmonisk balance i selvudfoldelsen for de enkelte parter indenfor samarbejdet er sværere, end man skulle tro. Man behøver ikke engang at pege på F.N. for at bevise det. Eksempler demonstreres daglig overalt.
Og dog ville jeg tro, at det skulle være lettere for os biblioteksfolk end for de fleste andre. Vi er i vort arbejde så at sige opdraget til at betragte tingene fra flere sider. Det er vor opgave at være alsidige og at sky ensretning. Vi skal finde litteratur frem, som belyser problemerne både pro og contra. - Det drejer sig ikke om Grundtvigianisme eller Indre Mission, men om begge dele. Vi stilles i det hele taget sjældent overfor et enten-eller, men i reglen overfor et både-og.
Det skulle da ikke være vanskeligt indenfor dansk biblioteksvæsen at godtage dette både-og, både folkebibliotekerne og de videnskabelige biblioteker, i erkendelse af, at de tilsammen danner en enhed, hvor ingen af de enkelte dele kan undværes. Jeg er også tilbøjelig til at tro, at man efterhånden vil indse, at det var godt, statsbiblioteket både fik overcentralopgaven og funktionen som universitetsbibliotek.
- - -
Overbibliotekar Sejrs foredrag påhørtes med den allerstørste interesse af en meget stor forsamling bibliotekarer. Gruppe E var indbudt til at overvære det, og mange af gruppens medlemmer havde efterkommet indbydelsen.

Foredraget, der på mange punkter berørte afgørende og ofte diskuterede fællesspørgsmål, gav selvfølgelig anledning til en del diskussion, der lededes af stadsbibliotekar Carl Thomsen.

Dagny Mortensen, den danske kommando i Tyskland, efterlyste færdiggørelsen af det nye musikkatalog, der var hårdt savnet. Hun mente ikke, bibliotekerne ville protestere mod en forhøjelse af katalogpriserne, hvis en sådan blev nødvendig, for at statsbiblioteket kunne gennemføre sine planlagte katalogudsendelser.

Sven Houmøller, Frederiksberg, beklagede, at man havde opgivet udsendelse af de månedlige accessionslister, ikke mindst fordi man deri havde planlagt at optage den udenlandske accession fra de største folkebiblioteker. Kan denne så ikke medtages i overcentralkatalogen?

69
Overbibliotekar Topsøe-Jensen, U. B., beklagede også, at de månedlige accessionslister havde måttet opgives. De ville have været til stor nytte. Man var kommet så langt med planerne, at 17 biblioteker havde sluttet sig sammen, og der var indsamlet materiale for tidsrummet januar-februar, Talt 1750 titler, altsammen værdifuld litteratur. Det havde vist sig, at der af de 1750 titler kun havde været 135 gengangere. Fortegnelsen havde virkelig givet et godt overblik over de udenlandske erhvervelser, dog undtagen svensk og norsk. Og så medtog fortegnelsen kun bøger, der var udlånsklare. Første hefte var færdigredigeret. Men så steg papirpriserne. Hvert nr. i 1000 eksemplarer ville kræve et tilskud på kr. 1500, og da erfaringerne med katalogsalg ikke er de bedte, havde planerne måttet opgives. Tanken bør dog ikke begraves. Lånerne har krav på at blive gjort opmærksom på den aktuelle litteratur.

Helga Nielsen, Holbæk, efterlyste katalog over engelsk og amerikansk skønlitteratur.
Overbibliotekar Sejr fandt forslaget om udvidelse af overcentralkatalogen med den udenlandske accession fra de største folkebiblioteker godt. Han bemærkede, at han med glæde havde noteret sig udtalelserne om katalogpriserne! En katalog over engelsk-amerikansk skønlitteratur er under udarbejdelse og vil blive bibliotekets næste katalogudsendelse.

Overbibliotekar Hvenegaard-Lassen mente. at et katalogsamarbejde netop med hensyn til den engelsk-amerikanske skønlitteratur ville være på sin plads, idet det i særlig grad er den litteratur, folkebibliotekerne har taget sig af.

Stadsbibliotekar Carl Thomsen mente, at de storkøbenhavnske folkebiblioteker ville være med i et sådant samarbejde. Han beklagede, at statsbibliotekets katalogkonto ikke var større. Hvis det kunne have betydning, burde folkebibliotekerne støtte bibliotekets ansøgning fil ministeriet om en øget bevilling til katalog-formål. Med hensyn til statsbibliotekets dobbelt-opgave udtalte stadsbibliotekaren: Viljen er den bedste, men det kan ikke nytte at nægte, at statsbibliotekets opgave er vanskelig. Især vanskeliggøres situationen ved, at en del bøger lægges fast i laboratorierne. Der er jo grænser for, hvad statsbiblioteket kan supplere. Er der mulighed for at holde sammen på den bogbestand, der skal stilles til rådighed for folkebibliotekerne?

Overbibliotekar Sejr tilsluttede sig Hvenegaard Lassens forslag. Til stadsbibliotekar Thomsen udtalte hr. Sejr: Der er store vanskeligheder. De begyndte, da alle institut-bibliotekerne på universitetet skulle oprettes. En del bøger, indkøbt for universitetets regning og deponeret på statsbiblioteket, måtte flyttes op på universitetet. Vi kom derved til at stå i en vanskelig situation, da vi ikke havde midler til de nødvendige dubletindkøb. Vi manglede bøgerne til brug for folkebibliotekerne. Vi søgte en ekstra bevilling og har fået den 2 gange, men nu er det vel slut, selv om statsbiblioteket ikke har

70
fået udligning for det bogtab, som biblioteket dengang led. Det drejer sig nu ikke om så mange bøger, som man tror, og langt den største del kan vi låne fra institut-bibliotekerne. Men, indrømmede overbibliotekar Sejr, der kan opstå vanskeligheder, f. eks. når det drejer sig om ganske bestemte udgaver af bøger. Dog, jeg tror trods alt, at fordelene ved den nuværende ordning er større end manglerne.