Børge Sørensen: I lyst og nød med Lysholt. Danmarks Biblioteksforening 1960-80 i: Bibliotek 70, 1980, side 615-621..

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden
 

I lyst og nød med Lysholt

 
Danmarks Biblioteksforening 1960-80
I begyndelsen af 60'erne, da politikeren Lysholt Hansen afløste kammerherre Lassen som formand for Danmarks Biblioteksforening, var folkebibliotekerne ved at vokse sig ud af pionertiden, og det der karakteriserer det moderne folkebiblioteksbillede - åbenheden, den opsøgende virksomhed, de nye medier, gratisprincippet og rationaliteten - var altsammen noget DB bakkede op og foreningen bærer sin del af æren for, at denne nye biblioteksopfattelse så relativt hurtigt slog igennem i befolkningen og hos de bevilgende myndigheder.
Børge Sørensen, faglig sekretær i Bibliotekarforbundet skildrer DB's udvikling og tiltagende kommunalisering i 60'erne og 70'erne. Det er en periode stærkt præget af den formidable enkeltmandspræstation, og så længe den var afbalanceret i et teamwork - især mellem DB's formand og biblioteksdirektøren - var den en klar fordel for foreningen og bibliotekerne. Det var den imidlertid ikke i 70'ernes sidste halvdel, og her var DB's fejltagelser eklatante.
 

615
År 1962 var et afgørende år for Danmarks Biblioteksforening. Den unge formand, Ralph Lysholt Hansen havde netop sat sig i stolen efter kammerherre Rudolf Lassen, som havde haft den de foregående 16 år. Med en ballast som formand for Biblioteksforeningens gruppe af købstads-biblioteker og en solid socialdemokratisk baggrund var den nye formand vel rustet til opgaven. Men hans udnævnelse var ikke så meget et udtryk for kontinuitet i foreningens arbejde, snarere for en vilje til modernisering og effektivisering. Hvor kammerherren stod for en lidt gammeldags biblioteksopfattelse og vel ikke helt havde fattet vigtigheden af arbejdets politiske undertoner, stod folketingsmanden for et moderne bibliotekssyn, rationalisering og stordrift, og han var sig bibliotekernes dybe afhængighed af politikerne bevidst. Danmarks Biblioteksforenings arbejde blev politiseret, og det var objektivt set en fornuftig udvikling. Men partipolitik var der ikke tale om.
Hør blot hvordan formanden i 1962 opfattede foreningens rolle:
"På alle andre kommunale områder har man selvstændige kommunale organisationer, hvor kommunalbestyrelsesmedlemmerne kommer sammen og drøfter fælles problemer og interesser. Kun på biblioteksområdet findes det særegne, at alle (medarbejdere fra elev til leder, bestyrelsesmedlemmer, deltids-ansatte, kommunalrådene, faglige og videnskabelige såvel som alle typer af børne- og folkebiblioteker) samles i een fælles forening: Danmarks Biblioteksforening.
Det er måske i dette intime samarbejde man skal finde den dybere årsag til, at det lykkedes at give bibliotekerne en så central placering i den voksne befolknings kulturliv. Det er derfor min opfattelse, at dette samarbejde ikke alene må fortsættes, men yderli[g]ere udbygges, så det folkelige element i biblioteksarbejdet fortsat må trække på fælles hammel med de ansatte i forsøget på og arbejdet for at få "bogen" i videste

616
forstand til at blive en naturlig del af hverdagen for stadig flere mennesker". (For-mandens beretning, BV 1962, s. 428).
Op gennem 1960'erne og til dels også 70'erne kan man ikke skimte en beretning uden at møde disse manende ord. Selvforståelsen er klar. Vi er alle i samme båd, vi må trække på samme hammel, og opgaven er, så effektivt som muligt, at sprede bibliotekstilbuddet til befolkningen. I 1962 var der ikke et ord om forskningsbibliotekerne.

Biblioteksscenen 1962
Det er før kommunesammenlægningen. Der er ca. 1200 kommuner, de fleste meget små og mange af dem biblioteksløse. 41 % af folkebibliotekerne er foreningsejede, og den kommunale indflydelse er meget ringe - interessen i øvrigt også. Forskningsbibliotekerne har det som sædvanligt skidt. Rigsbibliotekaren holder dette år en beretning, hvis mest citerede afsnit er en nekrolog over Det kongelige Bibliotek.
Men der er lysning forude. Kulturminister Bomhop ønsker at få sit navn under en bibliotekslov, og han har også politisk magt til at gennemføre det. I stedet for at nedsætte en kommission, indkalder han til en række rundbordssamtaler, en i øvrigt noget kritiseret fremgangsmåde. I rundbordssamtalerne forberedes elementerne til en folkebibliotekslov, obligatoriske biblioteker, fri lånerret, fabriks-, skole- og insti-tutionsbiblioteker, refusionsordning, centralbibliotekernes opgaver, bibliotekernes kommunalisering. Også ting af fælles interesse for folke- og forskningsbiblioteker diskuteres, depotbibliotek, interurban lånevirksomhed, biblioteksforskning og biblio-tekaruddannelsen.
For forskningsbibliotekernes vedkommende diskuteres oprettelsen af et centralt styringsorgan. Forskningsbibliotekernes udbytte af sagen kan diskuteres.
14 år senere, i 1975, er det Lysholt Hansen der indkalder til rundbordskonference på refugiet Fuglsang. Her træffes i realiteten den politiske beslutning om nedsættelsen af Bibliotekskommissionen.
Forskningsbibliotekernes udbytte af den sag kan også diskuteres.
Men i 1962 var der masser af muligheder for en handlekraftig forening for at påvirke bibliotekspolitikken i den ønskede retning. Forudsætningen er naturligvis at for-eningsapparatet er udbygget dertil, og derfor gennemføres kraftige kontingentstigninger.
Foreningens første sekretariatschef ansættes året efter, og udbygningen af pressetje-nesten, kontakttjenesten, konferencevirksomheden og udstillingstilbuddene påbegyndes. Også tidsskriftet Bogens Verden, udbygges og foreningen trækker for første gang på tilskud fra Folkebibliotekernes Rådighedssum. I 1963 får Bogens Verden "efter forhand-ling med biblioteksdirektøren" 1/3 af samtlige driftsudgifter dækket fra Rå-dighedssummen, angiveligt fordi bladet som biblioteksvæsenets samlende tidsskrift bringer boganmeldelser, samt meddelelser fra Bibliotekstilsynet og meddelelsesstof fra Danmarks Biblioteksskole. I 1980 oppebærer foreningens sekretariat, redaktion og øvrige virksomhed et tilskud fra rådighedssummen på 1,3 mio. kr.

Danmarks Biblioteksforening og folkebibliotekerne
Foreningens bibliotekspolitiske hovedværk har altid været udført først og fremmest for folkebibliotekerne. Det er der ikke noget underligt i, al den stund både formand, de fleste bestyrelsesmedlemmer og langt de fleste aktive medlemmer har deres udspring i folkebibliotekssektoren, identificerer sig med folkebiblioteksideen og hjemme i kommunerne kæmpede for at hente bevillinger hjem, ofte i slidsomme politiske opgør. I be-gyndelsen af 60'erne var folkebibliotekerne ved at vokse sig ud af pionertiden, og det der karakteriserer det moderne folkebiblioteksbillede: Åbenheden, den opsøgende virksomhed, de nye medier, gratis-princippet, rationaliteten var alt sammen noget biblioteksforeningen bakkede op. Den bærer også sin del af æren for at denne nye biblioteksopfattelse så relativt hurtigt slog igennem i befolkningen og hos de bevilgende myndigheder.
Foreningen, og dens formand især, var aktiv under forberedelsen af 1964-loven. Det var naturligvis Bibliotekstilsynet som stod for selve udarbejdelsen af lovgrundlaget, og den epokegørende lov bærer frem for alt biblioteksdirektør Erik Allerslev Jensens stempel. Man fornemmer balancen mellem foreningen og tilsynet i et frugtbart samvirke. Men man fornemmer også foreningsformandens dobbeltrolle i hele sagen, aktiv i det lov-forberedende arbejde som foreningsformand, i denne egenskab dybt involveret med det administrative organ som forbereder lovforslaget til folketinget, socialdemokratisk ordfører ved lovens behandling i tinget og formand for folketingsudvalget. Her oplever vi allerede en betænkelig, glidende overgang fra forenings-formanden til den administrative lovforbereder og den besluttende politiker.
Eller er dette fem-kasketter-til-en-mand alligevel blot udtryk for en fornuftig politisk indflydelse, som enhver biblioteksinteresseret bør være begejstret for? Det mener biblioteksvæsenets bærende lag åbenbart på det tidspunkt.
Man fornemmer også en særegen arbejdsstil i dette. Systemet lukker sig, og den helt åbne debat forsvinder. Hvad der er klaret af mellem formand og biblioteksdirektør er nu engang afklaret, og kan serveres som fuldbyrdede kendsgerninger. Men er disse fuldbyrdede kendsgerninger også blot udtryk for en sund dialog mellem to bibliotekspolitisk indfly-delsesrige institutioner, eller bør man være bekymret for denne optakt til, hvad Bent Werner engang rammende har kaldt "det lukkede kredsløb".
Op gennem 60'erne kan man følge parløbet. Bekendtgørelsen efter 1964-loven kommer til verden efter en aktiv indsats fra foreningen, ligeså bognormerne. Foreningen bakker biblioteksdirektøren op i hans afvisning af de Bodil Koch'ske kulturcentre - bibliotekerne er jo kulturcentre i forvejen, eller kan i hvert fald udbygges dertil. Måske er der en anelse af en tøven i opbakningen omkring tilsynets visioner om en kraftig indskrænkning i de regionale biblioteksenheder, tanker som i 1968 også går i retning af et amtskommunalt biblioteksvæsen, efter engelsk county-forbillede. I hvert fald kan de kommunale kræfter i foreningen ikke se med blide øjne på at bibliotekernes kommunale tilknytning svækkes. Rent faktisk foreslår formanden for foreningens gruppe af kul-turelle udvalg, Juditthe Boock, i 1977 det stik modsatte, at den amtslige indflydelse på folkebibliotekerne forsvinder, og at centralbiblioteksopgaven løses af amtets biblioteker i form af et kommunalt fællesskab.
Men disse divergenser er krusninger på overfladen. Også op til forberedelsen af betænkningen vedrørende lov om folkebiblioteker i 1971 er der et smukt parløb. Dette lovforslag, kronen på de glade 60'ere, har en meget velforberedt og

617
dominerende foreningsformand bag sig. På et enkelt punkt er både han og foreningen dog dybt uenig - nemlig om skolebibliotekernes fremtidige placering i folkeskoleloven. "Biblioteksdirektøren glædede sig i sin beretning over, at DB's formand synes at være kommet til fornuft med hensyn til den forestående adskillelse mellem folke-biblioteker og skolebiblioteker. Fornuften bunder nok i en vis resignation, selv om denne livsholdning kunne synes formanden fjern: Adskillelsen er uundgåelig!" skriver BV i en redaktionel kommentar til årsmødet 1971.
I 1978 viste formanden at både fornuft og resignation havde været midlertidig, ved at rejse hele sagen om skolebibliotekernes tilhørsforhold som en dramatisk sluteffekt på Bibliotekskommissionens arbejde.
Der bliver ingen lov ud af den betænkning. I stedet får vi regeringens byrde[-]fordelingsudvalgs ubehagelige interesse rettet mod bibliotekssektoren. Specialrefusionen skal væk og bloktilskud indføres i forbindelse med en ny bibliotekslov. Det skal have konsekvenser både for normer og standarder, og også for den arbejdsfunktion som Bibliotekstilsynet udfører med at udbetale og beregne statens tilskud. Men også rådighedssummen vil forsvinde, og dermed en stor del af grundlaget for finansieringen af Biblioteksforeningens virksomhed.
Bibliotekstilsynet afviser bloktilskuddet, fordi bibliotekerne skønnes at være for svagt udbygget til at bære den bratte overgang. Men tilsynets indvendinger tæller ikke politisk. Det gør derimod Danmarks Biblioteksforening og det er ikke uden selvfølelse at BV i omtalen af 1971-årsmødet kan skrive: "Men det kan vel næppe være uden betydning, at Finansudvalgets formand, alias DB's formand, er den varmeste fortaler for bevarelse af de refusionspenge vi er så begejstrede for".
Parløbet er således slut, og den bibliotekspolitiske tete føres an af Danmarks Biblio-teksforening alene. På årsmøderne har det kunnet iagttages gradvist derved at for-eningsformandens beretning mindre og mindre handler om Danmarks Biblioteksforening og mere og mere om den generelle bibliotekspolitiske situation. På folkebiblioteksområdet, forstås. Balancen er tippet, og hvornår det præcist er sket og hvad der er årsagen, kan ikke spores i skriftlige kilder. Er tilsynet svækket fordi dets eksistens nu diskuteres offentligt. Var det ikke i 1974 at dagbladet Aktuelt uddelte en middag med Per Hækkerup som præmie til det bedste spareforslag, som var nedlæggelse af Bibliotekstilsynet.
Eller er årsagen den simple, at usikkerheden omkring lovrevisionen [og] de ustandselige spareindgreb overlader alt initiativ til den politiske indflydelse, og intet til administrationen. Den utålmodighed med send[r]æg[t]ige embedsmænd som præger Danmarks Biblioteksforening mere og mere i denne periode, skyldes den, at foreningsformanden kæmper en desperat kamp for kulturbevillinger i et Socialdemokrati, som er hårdt ramt af nederlaget til Glistrup. I hvert fald udvikles hos formanden en fornemmelse af a[t]: "jeg alene kæmper kampen, ingen forstår hvor vanskeligt det er", som ikke Befordrer samarbejde. Det lykkes ved ihærdig indsats fra Danmarks Biblioteksforenings side at undgå den overgang til bloktilskud, som Nathalie Lind havde tiltænkt bibliotekerne i 1974, og Venstres "sorte krone" bliver også skrinlagt e[f]ter at mange gode kræfter, bl.a. Biblioteksforeningen havde råbt gevalt.
Men det lysholske frontløb kulminerer under forhandlingerne i folketingets kulturudvalg i 19[75], hvor han ved at foreslå en dobbelt så stor beskæring af refusionssatsen, skaber et merprovenu, som placeres i Dispositionssummen til ophjælpning af deltidsbibliotekskommuner. Her ser m[a]n det fuldkomne sololøb - lovforbereder, lovfremsætter og lovvedtager i een og samme person. Ingen embedshænder, stort set da, på det værk. Og det var en genistreg; hvilket man ser af den fart hvormed overgangen til heltid er sket i årene efter.
Samtidig lykkedes det ved at sætte rådighedssummen [op]fra 2 1/2 til 3 1/4 procent, at bevare den ubeskåret, og dermed det økonomiske grundlag for folkebibliotekernes fællesopgaver og Danmarks Biblioteksforening.
På dette tidspunkt er foreningen manden, og manden bibliotekspolitikken, så det er vel mest naturligt at det også er ham som alene kan diktere sammensætningen af den store epokegørende Bibliotekskommission.

Danmarks Biblioteksforening og forskningsbibliotekerne
Mens der mellem Biblioteksforeningen og Bibliotekstilsynet langt op i halvfjerdserne har været tale om et parløb i bibliotekspolitisk henseende, så må det tilsvarende forhold til Rigsbibliotekarembedet snarere karakteriseres som et forfølgelsesløb. De to parter kom aldrig rigtigt på talefod.
Forskningsbibliotekerne fremhævede at foreningens virksomhed stort set udelukkende rettede sig mod folkebibliotekerne, og der var almindelig bitterhed

618
over at de politiske anstrengelser for øgede bevillinger meget sjældent var til benefice for forskningsbibliotekerne.
Grunden er, som tidligere nævnt, at langt de fleste af DB's medlemmer identificerede, sig med folkebibliotekerne, og det lykkedes aldrig forskningsbibliotekerne at "sælge" sagen til politikerne, på trods af at der er åbenlyse bibliotekspolitiske og økonomiske grunde til at politikere som ser lidt længere end til det lokale folkebibliotek, burde være interesseret i veludbyggede forskningsbiblioteker.
Selv om forskningsbibliotekerne formelt set var placeret fuldt på linje med andre grupperinger i foreningen, så gled foreningens nye, dynamiske image totalt uden om denne bibliotekssektor, og det er vel ikke for meget sagt at forskningsbibliotekerne høstede den største gavn af Danmarks Biblioteksforening i det nordiske og det øvrige internationale samarbejde.
Op gennem 1960erne afspejles forskningsbibliotekernes situation i en stadig mere desperat tone i Rigsbibliotekarens årsberetninger. Den kulminerede i 1972, hvor han sagde at... "situationen nærmer sig i uhyggelig grad den, vi kender fra nedskæringsperioden i 1930'erne, den der svider til os den dag i dag, og som vi troede aldrig ville vende tilbage".
Den uhørt skarpe tone fik Lysholt til "næsten at blive dårligt tilpas, fordi han følte det som om piskesmeldene regnede ned over ham". Men han understregede at det var nyt for ham at situationen var så alvorlig, og med en slet skjult irettesættelse opfordrede han forskningsbibliotekerne til gennem deres 6-mands repræsentation i bestyrelsen af tage sagen op gennem biblioteksforeningen.
Jo, der var frost i luften, og det var også på dette årsmøde at man for første gang fra salen direkte udtalte kritik af at foreningen og dens formand ikke interesserede sig nok for forskningsbibliotekerne.
I 1969 udkom K. Helveg Petersens vision: "En kulturpolitisk redegørelse". Det var meget naturligt at Biblioteksforeningen kommenterede denne betænkning i form af et fyldigt debatoplæg, som blev fremlagt på årsmødet 1969. I dette oplæg, som tegnede foreningens daværende bibliotekspolitiske linje, hedder det i et centralt afsnit:
"Det bør drøftes, om det ville være mere hensigtsmæssigt at Rigsbibliotekarembedet og de forskningsbiblioteker, der nu sorterer under kulturministeriet, blev overført til det ministerium, hvorunder de højere læreanstalter, forskningsråd, Forskningens Fællesudvalg samt et stort antal forskningsbiblioteker sorterer: Undervisningsministeriet". Sådan lød det altså i 1969.
Fem år senere skiftede foreningen politik på dette for forskningsbibliotekerne så vigtige område. I 1974 var både Bibliotekstilsynet og Danmarks Biblioteksforening i vanskeligheder på grund af de øjeblikkelige planer om overgang til bloktilskud på biblioteksområdet. Dette havde fået foreningsformanden til at udtale til B.70, at uden statsrefusion er "Bibliotekstilsynets rolle udspillet".
På årsmødet blev han stærkt angrebet herfor, og gav følgende bemærkelsesværdige svar: "...den 10. april 1974 modtog folketingets kulturudvalg fra Forskningsbiblio-tekernes Fællesråd et brev, hvori fællesrådet gik imod, at Bibliotekstilsynet fik sin nye betegnelse Biblioteksdirektoratet, som foreslået i loven. Der stod følgende: " - Det forekommer derfor uhensigtsmæssigt, at lovforslaget indfører en ændret betegnelse for det nuværende bibliotekstilsyn, der foreslås benævnt Biblioteksdirektoratet, når et sådant direktorat dog kun - (og læg mærke til ordet kun, for det var det man hæftede sig ved i Kulturudvalget) - har med de kommunale folkebiblioteker at gøre, og således hverken med de statslige forskningsbiblioteker eller skolebibliotekerne..." ...
Det blev taget op i folketingets kulturudvalg, og mit personlige indtryk derfra er, at skal vi bevare en form for tilsyn eller de funktioner, som tilsynet har udøvet i en årrække, og som jeg vist mere end nogen anden har lagt vægt på, så kræver det at vi får et direktorat, men der skal så meget til, at det kan bære et direktorat, og det vil efter min personlige opfattelse sige, at et direktorat ikke kan bæres af folkebibliotekerne alene, det må være et direktorat, der omfatter både folkebiblioteker og forsk-ningsbiblioteker af enhver art". (BV, 1974, s. 350).
Året efter fulgte Fugl-sang?rundbordssamtalen, hvor nedsættelsen af Bibliotekskommissionen blev besluttet med stærk tilslutning fra folkebibliotekerne og lige så stærk afstandtagen fra forskningsbibliotekerne. Bitterheden i forskningsbibliotekerne var stor.
Selv om der var stærke biblioteksfaglige motiveringer for et fællesdirektorat og et "enhedsbiblioteksvæsen", så måtte forskningsbibliotekerne med rette opfatte det stærke forbrødringsønske fra folkebibliotekerne, som nu blev Biblioteksforeningens officielle politik, som udelukkende motiveret af ønsket om at udskyde overgangen til bloktilskud og bevare den statslige indflydelse på folkebibliotekssektoren. En særlig interesse for forskningsbibliotekerne kunne man vanskeligt få øje på.
Herefter skulle der kun den berømte dråbe til at få bægeret til at flyde over. Den kom med den af Lysholt dikterede sammensætning af Biblioteks-kommissionen, som måtte opfattes som endnu en provokation. Og bægeret flød endegyldigt over, da DB som et led i en charmeoffensiv overfor Kommunernes Landsforening kommunaliserede foreningens bestyrelse endnu mere, og på den bag[r]und afviste forskningsbibliotekernes forslag til en ny foreningsstruktur. Udmeldelsen af forskningsbibliotekerne og forskningsbibliotekernes medarbejdere effektueredes i 1979. Endnu en gruppering havde forladt den forening, der i 1962 havde lagt så stærk vægt på at vi alle var i samme båd.

Stordriften og bibliotekernes fællesopgaver
Mere end noget andet har Biblioteksforeningen gennem årene stået for rationel arbejdstilrettelæggelse og biblioteksteknisk stordrift. Det var vel oprindelig Bibliotekstilsynets filosofi, men foreningen arbejdede begejstret med, og når man ser på de individuelle husmandssystemer, som biblioteksteknisk karakteriserede biblioteker i 1950'erne, må man også erkende at det var den rigtige vej.
Det var bibliotekarerne der oprindelig foreslog nedsættelsen af den rationaliseringskommite, som senere blev til Danmarks Biblioteksforenings Rationaliseringskomite. Komiteens betænkning, som udkom i 1964 har haft meget stor betydning for arbejdstilrettelæggelsen i folkebibliotekerne. Politisk har rationaliseringen været brugt til fulde af foreningen, til at fastslå den kendsgerning at "folkebibliotekerne, som den eneste kommunale forvaltning", allerede selv har gennemført den rationalisering, som ethvert område med respekt for sig selv skulle gennemføre i 1960'erne.
Udover denne politiske besværgelse, som ofte har afvendt eller i hvert fald forsinket andres ubehagelige interesse for bibliotekernes rationelle drift, har Biblioteksforeningen haft to helt åbenbare interesser i stordriften. For det første den interesse enhver arbejdsgiver har i at minimere lønudgiften i forhold til produktiviteten, og for det andet samspillet mellem stordriftsfilosofien og udviklingen af biblioteksvæsenets centrale serviceinstitutioner.
En syntese af disse interesser finder man i formandens udtalelse på årsmødet 1970, hvor han som en kommentar til statsrevisorernes bemærkninger om behovet for rationalisering i folkebibliotekerne bemærker at... det er værd at nævne blot et enkelt område, hvor der i kraft af den rationaliseringsundersøgelse som Danmarks Biblioteksforening lod foretage for nogle år siden, er opnået en direkte økonomisk gevinst ved gennemførelse af de arbejdsmetoder, der blev a[n]vist.
I 1961 omfattede forberedelsesarbejdet ialt ca. 36% af heltidsbibliotekernes samlede arbejde. Det svarede til en

619
lønudgift i 1960/61 på [i]alt 7,85 mill. kr. I 1970/71 vil den tilsvarende lønudgift til klargøring være af størrelsesordenen 25-30 mill. kr. Lønudgiften til det bibliotekstekniske arbejde er i dette tiår steget fra ca. 8,30 kr. til ca. 10 kr. altså med 1,70 kr. eller godt 20%. Lønudgiften er altså ikke tilnærmelsesvist fulgt med den almindelige prisudvikling i disse ti år, hvilket først og fremmest skyldes stigende anvendelse af vore centrale institutioner Bibliotekscentralen og Indbindingscentralen". (BV, 1970, s. 568).
Man kan bemærke sig den selvbevidsthed der på foreningens vegne ligger i denne udtalelse, men man kan også bemærke sig at den omtalte rationalisering er foreslået igangsat af bibliotekarer, teknisk gennemført af bibliotekarer i snævert samarbejde med de statslige biblioteksmyndigheder og politisk markedsført af arbejdsgiverne i Biblioteksforeningen. Altså et udmærket billede på den selvforståelse, som præger Biblioteksforeningen i 1960'erne, og som man noget krampagtigt har søgt at fastholde op gennem 70'erne. Vi er alle i samme båd.
Men allerede i 1970 var det tydeligt at interesserne ikke mere umiddelbart kunne mødes på rationaliseringsfronten. Ganske, vist kastede Biblioteksforeningen sig kun tøvende ud i FAUSTræset, efter sigende fordi Lysholt med politikernes fingerspidsfornemmelse kunne forudse et muligt sammenbrud, men der var ingen vej udenom.
Og bibliotekspersonalets i begyndelsen tøvende, senere modvillige holdning til den form for rationalisering og centralisering manifesterede sig for alvor midt i 1970'erne. Og da blev tonen grovere og mere direkte, som når både Lysholt og Kommunedatas direktør Kjeld Rasmussen offentligt udtalte at der kunne spares utallige stillinger i biblioteksvæsenet efter indførelse af edb.
Interessemodsætningerne lod sig ikke længere skjule. Vi var ikke mere i samme båd. Kun langsomt gik det op for bibliotekspolitikerne i foreningen at centraliseringen og stordriften ikke er brugbar filosofi længere. Heller ikke i økonomisk henseende, hvilket vigtige passager i betænkningen fra Bibliotekskommissionens specialudvalg 7 kan sige mere om.
"De af foreningen ejede virksomheder", Bibliotekscentralen og Indbindingscentralen har gennemløbet en kraftig udvikling i de sidste tyve år. Men i 1961 var Bibliotekscentralen i økonomisk krise. I de 21 år Bibliografisk Kontor indtil da havde eksisteret havde Biblioteksforeningen ikke indskudt penge. Nu vedtog generalforsamlingen at "foreningen kautionerer for en kassekredit på 250.000 kr., og at foreningen i løbet af de kommende 4-5 år indskyder en ansvarlig indskudskapital til afløsning af kassekreditten. Indskudskapitalen skabes på den måde, at foreningen og rådighedssummen hvert år indskyder lige store beløb". Det økonomiske grundlag for ejerskabet af de to virksomheder er således en ansvarlig indskudskapital på 125.000 kr.
I 1972 forærer bogbindermester Edv. Pedersen sit bogbinderi til DB, således at Bibliotekscentralen og Indbindingscentralen bliver to af hinanden uafhængige virksomheder. Bestyrelserne bliver ensartet sammensat, således at Biblioteksforeningen bevarer flertallet på 9 i de 16 mands store bestyrelser.
Kommunernes Landsforening får 1 repræsentant i bestyrelsen. Senere udskilles Inventarafdelingen fra Bibliotekscentralen i selskabet BC-Inventar.
Overskuddet fra Indbindingscentralen placeres fra 1972 i Edv. Pedersens fond til fremme af dansk biblioteksvæsen. Fonden opnår hurtigt en størrelse på ca. 10 mill. kr. og dens største opgave har været finansiering af Socialforskningsningsinstituttets store biblioteksundersøgelse, som imidlertid blev væsentligt dyrere end beregnet. Rådighedssummen måtte træde til. Men DB kunne i kraft af finansieringen i stor udstrækning være med til at lægge rammerne for undersøgelsen. Bibliotekspersonalets organisationer deltog kun meget sporadisk i undersøgelsesforløbet.

Grundlaget for denne bibliotekspolitiske og biblioteksfaglige dominans er ejerskabet. Ejerskabet var vel naturligt så længe de fleste af bibliotekerne (kunderne) var foreningsejede eller private. Virksomhederne er en slags brugsforeninger, der handler med biblioteksteknik. Men efterhånden som bibliotekerne er blevet kommunale institutioner er baggrunden for det reelle ejerskab smuldret. Formelt kan det opretholdes så længe ikke andre og mere naturlige udtryk for de kommunale interesser gør krav på det. Det har Kommunernes Landsforening ikke gjort endnu.
Biblioteksforeningens ejerskab er igen et udtryk for den uskyldige form for korporativisme, som kendetegner det biblioteksindustrielle kompleks. Det er bibliotekernes institutioner, som bibliotekerne ejer og som drives af vore egne. På den baggrund kan man stille faglige krav og vel også se igennem fingre med at de ikke opfyldes. Men i dag er bibliotekerne en del af den kommunale administration. Og kommunerne er prisbevidste kunder, og bibliotekerne stiller på kommunernes vegne kvalitets og priskrav, som er helt anderledes end for ti år siden. På den baggrund har forholdet mellem bibliotekarerne og Biblioteksforeningens virksomheder i de sidste fem år udviklet sig til det naturlige modsætnings og samarbejdsforhold som ny engang skal eksistere mellem købmand og kunde.

Danmarks Biblioteksforening og bibliotekarerne
Indtil 1969 var Bibliotekarforeningen medlem af Danmarks Biblioteksforening, som dens gruppe C. Ved en urafstemning i 1968 stemte 634 for en udmeldelse, 412 imod og 109 stemte blankt. Det var en snæver afgørelse, og det gav Bibliotekarforeningen mange interne problemer.
Fra bibliotekarernes side blev som årsag til udmeldelsen angivet, at man ønskede at opbygge en selvstændig og slagkraftig fagforening. Det mente man ikke at kunne som medlem af Danmarks Biblioteksforening, der var en organisation for biblioteksbestyrelser og kulturudvalg, altså for arbejdsgiverne. De skriftlige kilder giver ikke belæg for at hævde at Biblioteksforeningen nogensinde har stækket bibliotekarernes fagforeningsmæssige interesser. Tværtimod er der eksempler på at foreningen har anbefalet løn- og arbejdstidskrav overfor de kommunale organisationer. Det var også DB som tilbød bibliotekarerne en aftale om personalemøder, da bestemmelser om obligatoriske sådanne var udgået under behandlingen af biblioteksloven 1964.
Det, der var sket blandt bibliotekarerne var, at man forbandt den traditionelle fagforeningsmæssige politik med biblioteksfaglig politik, og betragtede den som en helhed. Der var blandt bibliotekarerne udviklet biblioteksfaglige holdninger, som lå langt fra de på bjerget herskende, og som var næret af det autoritetsoprør, som i de år florerede på universiteter og andre læreanstalter. Kun få af de tilbageblevne i Danmarks Biblioteksforening forstod udmeldelsen. Den forekom absurd og sårende.
Set i et længere tidsperspektiv forekommer udmeldelsen uundgåelig, fordi det i sidste instans var en kamp om magten i foreningen. Det er ikke forkert at hævde at bibliotekarerne havde domineret foreningen op til omkring 1960.
Formandsskiftet og den voksende politiske interesse for den mere og mere økonomisk tungtvejende bibliotekssektor medførte en øget dominans til de politiske kræfter. Denne balance var truet ved kommunesammenlægningerne i 1970, fordi antallet af kommuner, og dermed stemmer i DB's kompetente organer, faldt fra 1200 til 275.
I 1968 var der derfor lagt op til vedtægtsændringer, som bl.a. ville betyde indførelse af en repræsentantskabsordning, som sikrede de kommunale repræsentanter et, ganske vist spinkelt flertal. Med Bibliotekarforeningens udmeldelse blev vedtægtsændringen unødvendig, og den bortfaldt.
Politikerne beholdt magten i foreningen, og i dag er det i bund og grund en forening for politikere med interesse for biblioteks- og kulturpolitik i bred forstand.

620
Kommunaliseringen
De kommunale organisationer havde før 1970 kun en ret begrænset indflydelse på bibliotekspolitikken. Efter kommunesammenlægningerne i 1970 har billedet ændret sig. Kommunernes Landsforening dannedes ved en fusion af de hidtidige små organisationer, og opbyggede hurtigt et stort og slagkraftigt foreningsapparat.
Udover de traditionelle arbejdsgiverfunktioner løser KL på kommerciel basis visse rådgivnings- og servicefunktioner for kommunerne. På biblioteksområdet overlapper KL's og Bibliotekstilsynets funktioner til en vis grad hinanden, ligesom det er karakteristisk at KL på samme måde som Danmarks Biblioteksforening nødvendigvis må agere bibliotekspolitisk. Disse overlappende opgaver var i begyndelsen af 70'erne nok erkendte hos parterne, men ikke anset for noget særligt problem, fordi KL stadig indtog en afventende rolle i bibliotekspolitisk henseende.
Men via arbejdet med bibliotekslovrevisionen i 1970'erne fik KL langsomt øjnene op for vigtigheden af den bibliotekspolitiske opgave, og man påtog sig på planlægningsområdet i stigende grad opgaver, som hidtil var blevet løst af Bibliotekstilsynet.
Den uholdbare balance forstyrredes afgørende på det tidspunkt, hvor DB af indlysende grunde ikke 100% kunne have check på de bibliotekspolitiske begivenheder, nemlig under venstreregeringen i midten af 70'erne.
I 1974 fremsatte kulturminister Nathalie Lind et bibliotekslovforslag, som ville have betydet bortfald af specialrefusionen, og vanskeligheder for Bibliotekstilsynet og Danmarks Biblioteksforening. Det er karakteristisk at begge henvendte sig til Kommunernes Landsforening for at få en bekræftelse på deres hidtidige position.
Historisk korrekt er det, at Biblioteksforeningen henvendte sig først, og at Bibliotekstilsynet derefter følte sig nødsaget til at foretage en tilsvarende henvendelse.
KL holdt smukt balancen mellem de to tidligere bibliotekspolitiske kolleger, og inviterede til separate forhandlinger, som drejede sig om hvilke samarbejdsmuligheder og hvilken opgavefordeling man i fremtiden kunne opnå parterne imellem. Referaterne fra disse forhandlinger er aldrig offentliggjort, men rummer heller ikke epokegørende nyt.
Det er klart at KL er interesseret i at løse de opgaver som Bibliotekstilsynets system- og lokaleafdeling nu løser. Men opgaveovertagelsen kompliceres af, at KL rådgiver på kommerciel basis, og så længe staten tilbyder rådgivning gratis er der intet objektivt formål med opgaveændringen. For øvrigt heller ingen faglig interesse blandt bibliotekspersonalet. Resultatet blev som følge heraf også magert - en aftale om gensidig konsultation på rådgivningsområdet.
Biblioteksforeningens forhandlinger resulterede i et oplæg til de to bestyrelser med forskellige forslag til samarbejde, bl.a. på tidsskriftområdet. Ingen af forslagene er mig bekendt nogensinde realiseret. Biblioteksforeningens udbytte blev at man kunne optræde som landsforeningens bibliotekspolitiske talerør, en position som formentlig kun har betydning når der er enighed mellem parterne. Til gengæld fik landsforeningen øget sin repræsentation i DB's bestyrelse og i bestyrelserne for virksomhederne.
Et par år senere henvendte FAUSTpartnerne, heriblandt DB's virksomheder sig til landsforeningen for at få et blåt stempel på FAUST-produkterne. Formålet var at gøre produkterne salgsfähige overfor kommunerne. Det lykkedes ikke, fordi landsforeningens sekretariat fandt FAUST-systemet ude af takt med den seneste edb-udvikling, præget af centralisme og uden egentlige valgmuligheder for de enkelte kommuner. Herefter har KL i realiteten, sammen med sin virksomhed Kommunedata, overtaget ansvaret for videreførelsen af edb-planerne, under navnet Biblioteksdata.
Som baggrundsgruppe for edb-arbejdet nedsatte KL et bibliotekskontaktudvalg, med repræsentation fra bibliotekernes administrative ledelse, bibliotekspersonalet og senere Danmarks Biblioteksforening.
Balancen er stadig ustabil, men udviklingen de seneste fem år viser en klar tendens. En styrkelse af landsforeningens indflydelse på den bibliotekspolitiske udvikling, og en tilsvarende svækkelse af tilsynets og Biblioteksforeningens. DB's mulighed er her at pleje kulturudvalgenes interesse, på samme måde som andre kommunale forvaltningsområder har deres særforeninger for politikere. En stadig stigende kommunalisering af Biblioteksforeningen vil være følgen.

Den nye identitet
I 1970 holdt Helveg-Petersen et meget omtalt kulturmøde i kulturens by, Holstebro. Til stede var en lang række

621
nyvalgte kulturudvalgsmedlemmer fra de "nydannede" kommuner. Et af forslagene for styrkelse af den kommunale kultur, var at danne en sammenslutning for kulturelle udvalg. DB opfanger straks initiativet. På årsmødet 1970 udtaler formanden, R. Lysholt Hansen:
"Indtil 1970 var biblioteksudvalgene medlemmer af Danmarks Biblioteksforening. Nu sorterer bibliotekerne under de kulturelle udvalg, hvis beføjelser omfatter alle kulturelle anliggender i en kommune: Dette medfører at DB ganske naturligt kan og må tage andre kulturelle opgaver på sit program, og dermed reelt blive den organisation, hvor der åbnes mulighed for en debat om kommunernes kulturelle forhold i almindelighed".
En af de organisationer, som Biblioteksforeningen har ønsket et meget tæt samarbejde, i realiteten vel en fusion, med er Danmarks Skolebiblioteksforening. Hidtil har skolebiblioteksforeningen modstået alle frierierne, selv om også indflydelsesrige kræfter i denne forening har ønsket en meget tæt kontakt. Den naturlige foreningsmæssige placering for skolebiblioteksforeningen er imidlertid stærkt afhængig af skolebibliotekernes organisatoriske og lovmæssige placering, enten i skoleregie eller folkebiblioteksregie. Det er også bl.a. på denne baggrund man skal vurdere de seneste års stærke røre om skolebibliotekerne.
På det seneste, efter forskningsbibliotekernes udvandring, har DB åbnet for institutions- og organisationsmedlemsskab i den nydannede gruppe, hvis formand er Dansk Forfatterforenings formand Hans Jørgen Lembourn, nyfødt socialdemokrat. Denne gruppes indflydelse på DB's fremtidige arbejde og politik er det endnu umuligt at vurdere. Givet er det imidlertid at gruppen er betydelig mere mediebevidst end forgængerne, forskningsbibliotekerne nogen sinde har været.
De seneste år har for Danmarks Biblioteksforening været præget af nogen tumult, som tilsyneladende er afløst af en vis stabilitet og konsolidering. Foreningen er med sin nye formand, Vejle-borgmesteren Karl Johan Mortensen, stadig stærkt placeret i det bibliotekspolitiske billede, selv om det ser ud som om de stærke ønsker om et "enhedsbiblioteksvæsen" ikke bliver opfyldt fuldt ud. I denne omgang i hvert fald.
Skal man vove en helhedsvurdering af disse tyve år så er den formidable enkeltmandspræstation stærkt inde i billedet. Så længe den var afbalanceret i et team-work var den en klar fordel for foreningen og bibliotekerne. Under den ubalance som opstod i sidste halvdel af 70'erne kan det være svært at øjne fordelene overfor de eklatante fejltagelser. Ansvaret herfor bør ikke alene placeres hos enkeltpersonen, men måske i højere grad hos de, som ikke kunne levere det nødvendige mod- og medspil. Og hos et organisatorisk system som er som skabt til enkeltmandspræstationer. Ser man på foreningen som helhed er det karakteristisk at billedet af et væsen, hvor "alle er i samme båd" smuldrede i løbet af tresserne, og fik sit endelige dødsstød i 70'erne. Foreningens indsats overfor folkebibliotekerne, i varetagelse af interesserne for bibliotekernes politiske ledelse, er lykkedes fordi der var fornuftig samklang mellem politik og opdraggivere. Hvorimod foreningens forsøg på samtidig at drive politik for andre grupper stort set mislykkedes, fordi modstridende opfattelser ikke kunne forenes og den nødvendige samklang som følge heraf ikke opnås.
I erkendelse af dette sidste ligger muligheden for en virkelig ny identitet for Danmarks Biblioteksforening.

BØRGE SØRENSEN