Det veldirigerede bibliotek
Voksenudlånet - bibliotekernes syge mand. Er voksenudlånet - engang
folkebibliotekernes centrale afdeling - ved at udvikle sig til
biblioteksvæsenets "syge mand"? Der er i hvert fald ingen tvivl om at
udlånsafdelingerne for voksne i dag har en række problemer, hvoraf det største
nok er den stadigt voksende materialebestand uden en tilsvarende forøgelse på
personalesiden, med deraf følgende forringede muligheder for en
tilfredsstillende publikumsvejledning. <br>Samtidig er udlånsvirksomheden
påvirket af den udskillelse af en række specialfunktioner som har taget fart i
de senere år. Mens man inden for en række af disse specialer har mulighed for at
arbejde med et veldefineret område, og udvikle en høj grad af professionel
kompetence, sidder udlånsbibliotekarerne stort set tilbage med den stadig
fundamentalt vigtige, men lidet håndgribelige formidling af udlånets materiale.
<br>Nogle af disse problemer, som er nævnt i artiklen af Jørgen Nielsen og Bent
Werner, må formodes at blive genstand for en grundig diskussion på den
konference om biblioteksformidling som Faggruppen for udlånsbibliotekarer
afholder i marts 1980. <br>Vejen frem må være analyse, planlægning og
argumentation, båret frem af en vilje til bedre og mere professionel formidling.
Som et eksempel på sådanne analyser bringes tre artikler, udsprunget af det
2-måneders kursus i skønlitteratur og litteraturkritik som Danmarks
Biblioteksskole afholdt i september og nopvember 1979, og dermed også et produkt
af diskussioner blandt kursusdeltagerne, selv om de i den konkrete udformning
står for de anførte forfatteres regning.
14
Folkebibliotekernes udlånsafdelinger for voksne befinder sig på mange måder i en
kriseagtig situation, som blandt andet giver sig til kende ved
udlånsbibliotekarernes søgen efter en selvstændig identitet blandt de
efterhånden mange specialistgrupper som i dag markerer sig så stærkt i
bibliotekerne.
€ Endnu i begyndelsen af 1960'erne kunne man i stor udstrækning identificere
folkebibliotekerne med deres udlånsafdelinger for børn og voksne. Det føltes
dengang som en mulighed at blive en god udlånsbibliotekar, og rundt omkring på
bibliotekerne var der da også en række især ældre kolleger som personificerede
dette ideal. Bibliotekarer som havde et betydeligt kendskab til bogbestanden, og
dermed rede på hvad der var værd at fremhæve.
Her ved indgangen til 1980'erne er situationen i udlånet for voksne unægtelig en
helt anden. I dag er det dristigt at påstå at bibliotekarerne har bare
nogenlunde føling med samlingerne, og rede på hvad der kan og bør fremhæves.
Samlingerne er større, meget større, og der indgår løbende flere titler på flere
sprog og i form af flere medier. Samtidig har den tidligere så dominerende
skønlitteratur måttet afgive terræn til en stadigt voksende bestand af
faglitteratur, og formidlingen af holdninger har måttet vige pladsen for
fremskaffelse af informationer. Behovspresset i form af henvendelser til
personalet er voksende, personaletiden er utilstrækkelig, og kunne mange steder
mageligt bruges udelukkende til direkte publikumsvejledning og søgning efter
informationer og litteratur. Der erkendes åbent at materialevalget er blevet en
hastig proces, at orientering i nyindgået materiale ofte er et ømt punkt, og at
den løbende pleje af samlingerne forsømmes eller undlades, bortset fra en mere
mekanisk frasortering af nedslidte materialer.
€ Mens man således i 1960'erne kunne starte en debat om den grundlæggende del af
biblioteksarbejdet som hedder indirekte formidling, og som omfatter et
omhyggeligt materialevalg, en omhyggelig materialepleje og en omhyggelig daglig
redaktion af samlingerne, så står vi i dag med samlinger som er ved at tage
magten fra os, og med en markant vægtforskydning i arbejdet over til den direkte
informations- og litteratursøg-
15
ning på anfordring, med et utilstrækkeligt og på mange måder uhensigtsmæssigt
katalogapparat som eneste hjælpemiddel.
To hovedtendenser
€ Ser man på den faglige udvikling i øvrigt inden for de sidste 10-15 år falder
to hovedtendenser i øjnene:
€ En række gamle og nye delfunktioner eller specialer har udviklet sig til en
betydelig grad af professionalisme inden for områder, der endnu forekommer
overskuelige. Det gælder naturligvis børnebiblioteksarbejdet, men også
referencearbejdet, det opsøgende arbejde, og musik- og kunstbiblioteksarbejdet.
Sågar kontaktarbejdet, der på mange måder kunne være en integreret del af
udlånsvirksomheden, er på de fleste større biblioteker udskilt i en særlig
arbejdsfunktion. Et udtryk for denne voksende specialisering er de forskellige
fagblade og faggruppeblade som er kommet til i de senere år.
Rationaliseringsfilosofien
€ Den anden hovedtendens kan sammenfattes i ordet rationalisering.
Rationaliserings-processerne startede engang i begyndelsen af 1960'erne, og
sigtede direkte eller indirekte mod det traditionelIe tyngdepunkt i
biblioteksarbejdet: Udlånsvirksomheden. Meget logisk, eftersom rationalisering
beskæftiger sig med kvantiteter, og det er i udlånsarbejdet vi har de store tal
og de stadigt stigende statistikker.
Rationaliseringen opfattedes i starten som en styrkelse af professionalismen i
faget, en befrielse fra lokale og uprofessionelle løsninger på praktiske
problemer. Det var den også på mange måder i forhold til den situation som
forelå for ca. 15 år siden. I dag nødsages man til at anlægge en mere nuanceret
vurdering. Rationaliseringsfilosofien tilsigtede omkostningsminimering og
omsætningsmaksimering gennem centralisering, standardisering og forenkling. Og
det fik vi så, i rigt mål, Men vi fik også med i købet et katalogapparat som
giver utilstrækkelige indgange til samlingerne, Og som publikum ikke kan forstå.
Vi fik slet redigerede samlinger på grund af manglende personaletid til
indirekte formidling. Vi fik et delvis kunstigt skabt lokalebehov fordi
samlingerne ikke holdes under tilstrækkelig kontrol. Og vi fik en
personalesituation som bestemmes af presset fra de målrettede benyttere, der
stiller personalet over for stadig mere krævende opgaver.
€ I udlånsarbejdet har man ladet sig lamme dels af publikumspresset, dels af
rationaliseringsfilosofien. Rationaliseringsklimaet medførte en almindelig
passivisering, hvor man blev tilbøjelig til at afvente og eventuelt kritisere
initiativer fra centralt hold, i stedet for selv at gå i aktion og selv stille
krav. Det må nemlig understreges at bibliotekspersonalet ved sine stadige krav
om centrale løsninger, og ved en måske forståelig, men uprofessionel mangel på
interesse for de grundlæggende bibliotekariske discipliner katalogisering og
klassifikation har hjulpet godt til med at skabe den situation vi står i.
Hvis man i dag spørger hvad udlånsbibliotekaren rent faktisk kan, ud over at
søge i samlingerne ved hjælp af et utilstrækkeligt kartotek, så kunne der let
opstå en pinlig pause. Faglig inaktivitet, en vis frustrering og manglende
analyse af egne problemer er nok rationaliseringens største omkostning, som ikke
kan gøres op i penge og vejes op mod gevinsterne, fordi der er tale om en
modpostering af kvantitet og kvalitet.
På den anden side hører det dog også med i billedet at især FAUST-debatten og
den fortsatte edb-debat har åbnet manges øjne for hvorhen vi kan risikere at
blive ført af rationalisering og centralisering.
Personalefaktoren afgørende
€ Man må nøgternt sige at der for udlånsarbejdets vedkommende, til trods for de
stigende statistikker, eller måske snarere på grund af de stigende statistikker,
har været tale om et langsomt forfald i faglig kvalitet og professionalisme, som
nu falder direkte i øjnene. Tilsvarende må man sige, at hvor der inden for mange
grene af biblioteksarbejdet har fundet en glædelig og bevidst faglig udvikling
sted, så glimrer denne faglige bevidsthed og udvikling ved sit fravær inden for
udlånsvirksomheden. Fornyelsen er begrænset til flere materialer på flere sprog
- og i bedste fald til ny design og bedre pladsforhold.
€ Årsagen til problemerne, og dermed også løsningen, skal mere end noget andet
sted søges i personalefaktoren. Specialiseringen inden for bibliotekernes
samlede arbejdsområde har medført aktivitet, kreativitet og øget kompetence
inden for specialfunktionerne, mens man ikke har indset værdien af at betragte
udlånsarbejde som et speciale, på samme måde som for eksempel den praktiserende
læges arbejde er et speciale. Det hører også med i billedet at
udlånsafdelingerne mange steder har måttet opsuge en uforholdsmæssig stor del af
løst ansatte og deltidsansatte bibliotekarer.
Personalefaktoren er det springende punkt, og hvis man vil tage kampen op mod
det faglige forfald i udlånets formidlingsarbejde, må man begynde her.
Arbejdet må begynde lokalt
€ Arbejdet med at vende udviklingen må givetvis begynde lokalt, i det enkelte
bibliotek. Man må tage sig den nødvendige tid til at analysere situationen og
formulere problemerne - uanset hvordan behovspresset ellers låser én fast i
dagens gøremål. Man må gøre sig klart hvad man vil og hvad man mangler. Man må
opstille en målsætning, ikke blot for sit materialevalg, men også for sin
materialepleje, sin materialepræsentation, sin materiale-PR og for sine
arrangementer i samspil med mulighederne i materialesamlingerne. Man må gøre sig
klart hvordan man vil nyindrette udlånslokalerne, så de ikke blot fungere som
åbne magasiner, men i sig selv får en materialeformlidlende funktion.
Dernæst vil man finde at man mangler ressourcer. Og man vil finde at den
ressource man først og fremmest mangler er personaletid. Det må der sættes tal
på. Det vil sige at man efter bedste skøn, må vurdere hvad der skal til for at
få tilvejebragt en rimelig ligevægt mellem den indirekte og den direkte
formidling, mellem det velredigerede tilbud, som undertiden kan overraske folk
ved mulighedernes mangfoldighed, og det umiddelbare behovspres.
Udviklingsprogrammet for udlånet med redegørelse for ressourcebehov må indgå i
den samlede udviklingsplan for hele biblioteket og forelægges de bevilgende
myndigheder.
€ Nu kan man sige at det ikke ligner noget at komme med den slags betragtninger
lige nu, hvor det bliver stadig vanskeligere at få bevillinger i det hele taget,
især til kulturelle formål, og ganske særligt til personale. Hertil må svaret
være, at alternativet er et fortsat fagligt forfald i bibliotekernes helt
centrale virksomhedsgren, og en ineffektiv udnyttelse af de ressourcer som
allerede i dag står til rådighed. Der er ingen anden vej frem end analyse,
planlægning og faglig argumentation, som bæres frem af en vilje til bedre og
mere professionel formidling.
€ Målet må være at hele biblioteket, med alle dets delfunktioner, kan fungere
som et samlet og levende, velredigeret medium, som dagligt manifesterer at
omstændighederne ikke er altings grænse, men at der er nye perspektiver hele
vejen rundt.
JØRGEN NIELSEN
BENT WERNER