Demokratiets Krav til Bibliotekerne. Udgivet af »Frit Danmark«s Bibliotekargruppe. 1945. 23 sider.

Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden
 

Demokratiets Krav til Bibliotekerne

 
Udgivet af "FRIT DANMARK"S BIBLIOTEKARGRUPPE 1945<br><br>Forord.<br><br>Den foreliggende Pjece er udarbejdet af "Frit Danmark"s Bibliotekargruppe under Besættelsen og Manuskriptet forelaa klar til Trykning i et af de illegale Trykkerier den 5. Maj 1945.<br>Efter Befrielsen kan vi nu udsende pjecen paa mere officiel Maade og afslutter hermed i det væsentlige vor virksomhed, som i de sidste Aar hovedsagelig har bestaaet i at mangfoldiggøre og udsende Besættelsestidens største illegale Blad "Frit Danmark" til hele Landets Bibliotekarstand.
 

5
Efter 5 Aars Besættelse, 5 Aar med Undertrykkelse og Overgreb, baade paa de materielle og de aandelige Omraader, staar det danske Samfund nu paa Tærskelen til Befrielsen. Vi er kommet til det Punkt, hvor det er naturligt at gøre Stillingen op, kaste et Blik bag ud paa den Tid, der er gaaet og et Blik fremad paa de Opgaver og Vilkaar, som den kommende Tid vil byde.

I nærværende lille Pjece vil vi forsøge at anstille nogle Betragtninger over Biblioteksvæsenets Stilling i Dag og i Tiden, der kommer.

Krigstiden har med Mørklægning, Spærretid og andre Restriktioner budt Bibliotekerne besværlige Arbejdsvilkaar. Den voldsomme Benyttelse har tæret stærkt paa Bogbestanden, som samtidig lider under Mangelen paa Indbindingsmaterialer; de fleste Steder har der været alt for lidt Personale i Forhold til den store Stigning i Udlaanet, hvorfor man har maattet koncentrere sig om de først foreliggende Opgaver og lade andre, som maaske var lige saa vigtige, ligge til bedre Tider. Dette er dog Problemer af rent administrativ Karakter, og de er blevet løst, tilsyne-

6
ladende ret godt, men det har betydet en meget stor Kapitalforringelse for Bibliotekerne, hvor stor er vel svært at gøre op i konkrete Tal.

Forbudte Bøger.

Det eneste helt nye Moment i Arbejdet har været Forbudet mod Udlaan af visse Bøger. Nu har Litteratur om de af Tyskerne forbudte Emner jo ikke været ganske uerholdelig i de forløbne Aar, men det er ikke nogen Undskyldning for, at visse Biblioteker, paa Grund af den sikkert meget overdrevne Rædsel for Forfølgelse fra Tyskernes Side, har fjernet et helt urimeligt stort Antal Bøger. København, der har fjernet ca. 300 forskellige Værker fra Udlaanene (heraf ca. 80 danske og oversatte) ligger sammen med Frederiksberg fint i Spidsen, medens andre saa godt som ingen har fjernet, for hvilket de ikke har hørt Anker fra mere betydelige Personer end den i alle Maader ubetydelige Arne Hansen. Der har i Spidsen for en Del Biblioteker siddet Bibliotekarer og Bestyrelser, der er gaaet langt ud over de Retningslinier, som angaves i det af Statens Bibliotekstilsyn d. 12/11 1942 udsendte Cirkulære, som viderebefordrede Justitsministeriets Krav om, at Udlaan af tyskfjendtlige Bøger skulde standse. Der medfulgte en Liste med 19 Eksempler paa Bøger, som ikke maatte laanes ud, og herudover siger Cirkulæret: "Idet Justitsministeriet som Eksempel henviser til de i medfølgende Bilag 1 nævnte Bøger, gør det endvidere opmærksom paa, at der ogsaa vil kunne blive rejst Tiltale i Andledning af andre end de af Listen og eventuelle senere Lister omfattede Bøger, saafremt enten vedkommende Bogs Indhold ganske øjensynlig er kommunistisk Propaganda, eller det drejer sig om et efter

7
Ikrafttrædelsen af Lov Nr. 388 af 22. Juli 1940 udkommet Skrift, hvis Indhold er i klar Modstrid med denne Lovbestemmelse". (Den omtalte Lov fastsætter Straf for ved trykt Skrift eller paa anden Maade offentligt at give Meddelelser, der er egnede til at skade Landets Interesser i Forhold til Udlandet. - Fremhævelserne er foretaget af os). Der skal en meget velvillig Fortolkning til, for at dette Cirkulære skal begrunde Fjernelsen af f. eks. "Sovjet-Unionens Forfatning", Churchill: "Den store Krig", Seidenfaden: "Borgerkrig i Spanien", Trotski: "Mit Liv" og pacifistisk Skønlitteratur som Remarque. At den Slags Bøger er fjernet fra Udlaan og Læsesale er en kedelig og unødvendig Svigten af de Principper om Frihed og Demokrati, som vi altid har sat højt inden for Danmarks Biblioteksvæsen; men helt forkasteligt er det, at der var enkelte Biblioteker, der prostituerede sig ved at komme Tyskerne i Forkøbet og fjerne Bøger, længe inden de havde fremsat noget som helst Krav i den Retning.

Aktivt Demokrati

I Diskussionen om Efterkrigstidens Danmark repræsenterer de fleste den Opfattelse, at der igen vil opstaa et demokratisk Samfund, men adskillige mener, at vi simpelthen vil vende tilbage til den Form for Demokrati, vi havde før Krigen. De gør sig ikke klart, at dette Demokrati maa styrkes og i allerhøjeste Grad udvides, og at der hertil kræves en aktiv Indsats.
Demokratiet er ikke et Gode, som man simpelthen vedtager paa Rigsdagen, men det er af største Betydning, at enhver Borger bliver klar over, at kun naar han aktivt arbejder med, er det muligt at skabe et Demokrati, som

8
ikke bryder sammen, hverken for indre eller ydre Angreb, som de ufuldkomne Demokratier vi hidtil har kendt.
I Arbejdet hen imod dette fuldkomne Demokrati er Folkeoplysningen en af de vigtigste Faktorer. Bibliotekerne og Bibliotekarerne maa forstaa, at deres Plads i Kampen for Demokratiet er i første Række sammen med Skolen og andre folkeoplysende Institutioner. Herimod vil adskillige indvende, at Bibliotekerne jo altid har været demokratiske, men vores Opgave er det da at vise, paa hvilke Punkter de bevilgende Myndigheder, Bibliotekernes Styrelse og Bibliotekarerne kunde have udvist større Aktivitet, og hvor det i Fremtiden vil være nødvendigt at sætte ind for at bevare og styrke Demokratiet.
Ved Undersøgelsen af om Bibliotekerne er i Stand til at løse deres Opgaver i Kampen for Demokratiet gaar ens første Tanke til Bogbestanden. Her maa det første Krav være, at der ikke inden for det enkelte Biblioteks Rammer føres en uneutral Indkøbspolitik. Dette har i alt for høj Grad været Tilfældet paa en stor Del af Landets Biblioteker. Man har nemlig altid i højere Grad efterkommet Laanernes Ønsker, naar det gjaldt konservativ eller højreorienteret Litteratur, end naar det drejede sig om den venstre-orienterede, hvor man har været meget tilbageholdende. Denne Tendens har altid været raadende indenfor Folkeoplysningen, tænk blot pas Emnevalget i den af UFF udgivne Bogserie. Men det er en udemokratisk Tendens. Venstrepolitikeren Niels Neergaard havde allerede Øjnene oppe for det, da han i 1886 i "Tilskueren" gav en Bedømmelse af de nyoprettede kommunale Folkebiblioteker i København. Han retter her en alvorlig Anke mod Bibliotekerne, fordi de ikke har den socialistiske Litteratur

9
repræsenteret, medens man dog kan finde Bøger om Socialismen fra andet Hold.
Bibliotekernes Bogbestand er selvfølgelig mere alsidig nu, end den var dengang, men til Gengæld har Biblioteksvæsenet nu naaet en saadan Udvikling, at vi kan og skal stille de største Krav.

Reaktionær Litteratur forarger aldrig

Bibliotekarerne bør ikke lade sig blænde af den Forargelseskampagne, som altid vil blive ført mod de radikale Ideer og Bevægelser. Sokrates, Luther og Darwin og alle de andre, der har været i Spidsen for Udviklingen, har alle været ude for den samme Modstand. Enhver, der har en Smule historisk Overblik, er klar over, at det, man fra reaktionær Side kalder umoralske og samfundsopløsende Tendenser hos de radikale Bevægelser, kun er Udslag af den Omvurdering af Værdier og Dogmer, som stadig foregaar, og som er selve Udviklingens Lov. Det er ikke et Spørgsmaal om Agitation eller ikke Agitation for Bibliotekerne. Hvis de skal være et aktivt Led i Folkeopdragelsen, maa de slaa Døren op paa vid Gab ud mod de nye Tanker, det være sig inden for Filosofi, Religion, Politik, Opdragelse o. s. v. Ellers fører Rædselen for Agitation netop til Agitation, nemlig for de gamle Synspunkter, for Bagstræbet.
Dette gælder saavel Skønlitteratur som Faglitteratur. Vi har fornylig set Angreb i "Lederbladet" paa visse Sognebibliotekers faglitterære Bogbestand og Sven Møller Kristensens skarpe Paatale i "Ungdom i Dag" af Københavns Kommunebibliotekers Formynderskab overfor Laanerne, naar det gjaldt moderne amerikansk, af den litterære Kritik anerkendt, Litteratur. Tidligere har det heller ikke

10
manglet paa Eksempler; det venstre-orienterede Tidsskrift "Kulturkampen" forskrækkede mange Bibliotekarer ved sine frisindede Ideer. Kommunistiske Tidsskrifter har ført en Skyggetilværelse talrige Steder, og Gang paa Gang konstaterer man med Forbavselse, at den religiøst betonede Litteratur anskaffes i talrige Eksemplarer, der ofte staar ubrugte paa Hylderne, mens Litteratur, hvor Dagens Spørgsmaal debatteres, og vort Samfunds Problemer tages op til kritisk Behandling, ofte kun findes i et enkelt Eksemplar, helst bortgemt saa utilgængeligt som muligt for Publikum.
Vi maa som Bibliotekarer i et demokratisk Land gaa ind for en positiv Neutralitet ved vort Bogkøb, d. v. s. vor Fagbogbestand maa have en saadan Sammensætning, at alle Retninger og Synspunkter er repræsenteret; og gennem vort skønlitterære Bogvalg er det ikke vor Opgave at være Formyndere for Publikum i moralsk Henseende, men vi maa naturligvis anskaffe de litterært set bedste Bøger.
Kan der nu stilles andre Krav til Bogbestanden end dette almene Krav om Neutralitet? Kan der sættes mere direkte ind til Støtte for Demokratiet? Ja, det kan der. Som allerede sagt afhænger Demokratiets Styrke af, i hvor høj Grad den enkelte Borger arbejder aktivt med, er politisk vaagen. Denne Aktivisering kan vi i høj Grad styrke og støtte gennem Bibliotekernes Virksomhed. Og den første Betingelse for det er naturligvis, at vi har Bøgerne til det. Det vil sige, at der maa lægges en ganske anderledes Vægt paa Gruppen Samfundskundskab, end det tidligere har været Tilfældet. Den skal have en fremtrædende Plads i Biblioteket, og Folk maa ikke gaa forgæves, naar det drejer sig om Litteratur om de derhenhørende Emner. Dette gælder ikke mindst Sognebibliotekerne og de mindre Købstadbiblioteker, der ofte virker i Omraader, hvor det politiske

11
Liv i mindre Grad bliver tilført nye og friske Impulser end i de større Byer.
Samfundet maa efter Krigen drage Omsorg for, at ingen, der har Evner og Interesser, forhindres i at paatage sig Tillidshverv i det offentliges Tjeneste af økonomiske Aarsager. Intet er da naturligere, end at det ogsaa sørger for, at disse Mennesker kan faa det Materiale, der er nødvendigt for dem i deres Arbejde for at dygtiggøre sig og for at sætte sig ind i de Problemer, de faar at tage Stilling til. De bevilgende Myndigheder maa som folkevalgte Instanser forstaa, at det er til Gavn for dem selv, naar de bevilger Penge til dette Formaal.

Samarbejde med andre folkeoplysende
Institutioner

Bogbestanden gør det imidlertid ikke alene. Meget afhænger af, hvordan der arbejdes med den. Vi maa først og fremmest udnytte de foreliggende Muligheder til det yderste, og dernæst ikke være bange for at optage nye Arbejdsomraader. I Samarbejdet med de andre folkeoplysende Institutioner, Folkeskolen, Højskolen, A. O. F., Studiekredsbevægelsen i det hele taget o. m. a. ligger nogle af de bedste Chancer for et virkeligt Oplysningsarbejde. Deres daglige Arbejde er i høj Grad afhængigt af Adgangen til Litteraturen, og det enkelte Menneske kan paa Biblioteket faa uddybet de Kundskaber og Tanker, som Skole, Studiekreds eller Foredrag har givet ham. Vi har da ogsaa baade før og under Krigen set et godt Samarbejde paa disse Omraader, men man maa dog hævde, at de Muligheder, der ligger i Forbindelsen med disse Institutioner langt fra er blevet udnyttet fuldt ud. Der maa ydes en meget mere

12
aktiv Indsats fra Bibliotekernes Side, baade økonomisk og arbejdsmæssigt.
Man kan f. Eks. ikke forvente, at et effektivt Samarbejde med Skolen kan komme i Gang, før alle Kommuner har faaet en forsvarlig Børnebiblioteksordning, og Bibliotekarerne maa arbejde paa at faa gjort Biblioteksbesøg og Undervisning i Biblioteksbenyttelse obligatorisk i Skolen. Ikke faa Mennesker overvældes af Bogmasserne, naar de første Gang kommer i et Bibliotek og skræmmes bort, og en meget stor Del af Laanerne lærer aldrig at udnytte Bibliotekets Muligheder, fordi de mangler den rent tekniske Viden om Benyttelsen, som man med største Lethed og paa forholdsvis faa Timer kunde bibringe dem i Skolen.
Men det er ikke alene Eleverne, vi skal have fat i, det er ogsaa Lærerne. Det er ikke alle Steder, at Lærerne er saa ivrige Biblioteksbenyttere, som man kunde vente det af deres Stilling, og Bibliotekarerne kan gøre deres til at ændre dette Forhold f. Eks. ved at søge Forbindelse med Skolernes Lærerkollegier og med Seminarierne.
Samarbejdet med Studiekredsene maa ogsaa stabiliseres og udvides. En lang Række Biblioteker stiller Studiekredslokaler til Raadighed og har derved en i hvert Fald tilsyneladende meget direkte Forbindelse med Studiekredsene, men i adskillige Tilfælde indskrænker Forbindelsen sig ogsaa næsten udelukkende til den lokalemæssige og en enkelt Biblioteksforevisning, og Bogbenyttelsen er i mange Studiekredse yderst ringe. Det er ikke nok at vise Deltagerne Biblioteket, det tager de i mange Tilfælde som Turister paa Musæum, men man maa i Forvejen have sat sig ind i deres Emne, vise dem de specielle Bøger, som de kan have Interesse i, og tillader Bogbestanden det, kan man maaske stille en lille Samling op i deres Lokale. Studie-

13
kredslederen bør være en foretrukken Gæst paa Biblioteket, og han og Bibliotekaren maa støtte sig til hinanden, naar det gælder henholdsvis Emnevalg og Bogvalg.
Det vil desuden være til stor Gavn baade for Biblioteksarbejdet og for Studiekredsarbejdet, hvis Bibliotekarer i Fremtiden gaar ind i et Arbejde for Oprettelse af Studiekredse i Tilknytning til Bibliotekerne, navnlig hvis de selv deltager som Ledere. Det er rimeligt, at Biblioteker af en blot nogenlunde Størrelse har en Bibliotekar, der har specialiseret sig i Studiekredse, ligesaavel som det har en Læsesalsbibliotekar. Denne Studiekredsbibliotekar skal naturligvis først og fremmest staa til Raadighed for de stedlige Studiekredsorganisationer, men han skal desuden være i Stand til at tilrettelægge Studiekredse, som Biblioteket kan tilbyde Laanerne at deltage i, og han skal kunne lede dem selv. Dette Arbejde skal saa naturligvis falde indenfor Tjenestetiden. Bibliotekarer, der arbejder i Studiekredse, vil frem for alle andre Ledere have en Chance for at opdrage Deltagerne til selvstændig Læsning og fornuftig Benyttelse af Biblioteket og Litteraturen.
Man maa af mange Grunde formode, at Studiekredsbevægelsen vil tage et yderligere Opsving efter Krigen. Een af Grundene er, at Krigen og Besættelsen har aktiviseret en Mængde Mennesker, som ellers ikke har interesseret sig for noget udenfor deres egen Lilleverden. Det er af livsvigtig Betydning for det danske Samfund, at denne nyopstaaede Aktivitet bevares og bevidst ledes i demokratisk Retning. Bibliotekarer har her en enestaaende Chance til at gøre en virkelig Indsats for Demokratiet.
En saadan voksende Studiekredsbevægelse vil stille store Krav til Bogbestanden, den forstærker navnlig det allerede stillede Krav til Gruppen Samfundskundskab, men ogsaa

14
Historie, Geografi og andre Emner vil blive stærkt efterspurgt. Dette maa de stedlige bevilgende Myndigheder have for Øje, og Staten maa gennem meget større Tilskud til Studiekredscentralen støtte dette meget vigtige Arbejde.
Der er naturligvis mange andre Institutioner, Foreninger og Skoler, som Bibliotekerne med Udbytte kan søge Samarbejde med. De omtalte Forhold gælder overalt, men derudover bliver det enhver Bibliotekars Opgave at udnytte de specielle Muligheder, som hans By frembyder, og her er Ungdomsskolen og Ungdomsorganisationerne ikke de mindst vigtige. Der har altid været stor Diskussion om Spørgsmaalet: "Er det muligt at læse Folk op?" Er der nogen, der har Chance for at læse sig op, er det i hvert Fald de unge, og stort set maa man desværre sige, at Ungdommen har været sørgeligt forsømt i vore Biblioteker. Det vilde være af stor Betydning, om Biblioteker, der var store nok til det, havde en Bibliotekar med Ungdomsarbejde som sit særlige Felt.

Der findes stadig biblioteksløse Sogne

Ser man nu paa, om det danske Bibliotekssystem er tilstrækkelig godt udbygget til at løse Fremtidens Opgaver, er det første, der falder i Øjnene, at der stadig findes Kommuner, som Biblioteksvæsenet ikke har nogen Forbindelse med. At der stadig er mange Mennesker i Danmark, som savner det Gode, Samfundet yder den største Del af sine Borgere i Form af gratis Bogudlaan, er i højeste Grad uretfærdigt og ikke i Overensstemmelse med det Stade, som Biblioteksvæsenet og Folkeoplysningen i det hele taget har herhjemme. Oprettelsen af Biblioteker har hidtil været afhængig af, om der var interesserede Mennesker med Initia-

15
tiv paa Stedet, men Tidspunktet maa nu være kommet, hvor man gennem en ny Bibliotekslov tvinger de biblioteksløse Kommuner til at oprette Biblioteker. Kommuner, der er for smaa til selv at magte Opgaven, maa kunne træffe en Ordning med Nabokommunerne. Den Tid er forlængst forbi, da det var en ny og revolutionerende Tanke, at det offentlige skulde bevilge Penge til gratis Bogudlaan. Ingen Kommune kan undslaa sig for at drive Skolevæsen, og der er endda meget bestemte Regler for hvordan det skal drives. Om faa Aar bør det obligatoriske Bibliotek være ligesaa naturligt.
Det vil ligeledes blive en Selvfølge, at alle Kommuner maa lønne deres Bibliotekarer med et efter Arbejdets Størrelse passende Beløb. Biblioteksdrift skal ikke være Filantropi, det er en samfundsnødvendig Opgave, som er sine Penge værd, og først naar Bibliotekaren er lønnet, kan Publikum og Statens Tilsyn med Føje kritisere og stille Krav.
Dette indebærer ogsaa, at alle de ikke kommunale Biblioteker efterhaanden overtages af Kommunerne. De selvejende Biblioteker har haft en stor Mission og udført et stort Arbejde, men det er, som allerede nævnt, en naturlig Opgave for det offentlige i et demokratisk Samfund at drive Biblioteksvirksomhed, og desuden vil Bestyrelsen i et kommunalt Bibliotek være valgt paa en bredere og derfor mere demokratisk Basis end det er Tilfældet, hvis Biblioteket er selvejende eller ejes af en Forening.
Bestyrelsens Sammensætning er nemlig ikke ligegyldig, og man maa arbejde for, at den i Fremtiden bliver mindre tilfældig, end det er Tilfældet i Øjeblikket, hvor der ofte sidder Folk, der ikke interesserer sig særligt for kulturelle Forhold. De Summer, der bevilges til Bibliotekerne er smaa i Forhold til dem, der forvaltes af de fleste andre Udvalg,

16
som derfor er mere eftertragtede. Kommunalbestyrelserne maa nu begynde at forstaa, at Forvaltningen af de kulturelle Goder er ligesaa vigtig en Opgave som den materielle Forvaltning, og det bør kun være de mest interesserede og kyndige Folk, der vælges til Biblioteksbestyrelsen.
Et yderligere Skridt i demokratisk Retning vilde det være, hvis Biblioteksbenytterne fik direkte Repræsentation i Bestyrelsen, eventuelt via et "Laanerraad". En saadan Repræsentant vilde skabe en paakrævet og meget savnet Kontakt mellem Laanere og Bestyrelse. Hvor ofte maa Bibliotekarerne ikke modtage Henvendelser og Klager, som med Rette og større Effekt burde have været henvendt til Bestyrelsen f. Eks. angaaende Lokaleforhold, Reglementet, utilstrækkeligt Personale i Ekspeditionen o. m. a. Endelig er der sikkert en meget stor Del af Laanernes Ønsker og Utilfredshed, der aldrig kommer frem. Et Laanerraad, der vælger sin Repræsentant til Bestyrelsen, vilde kunne rette meget ved dette Forhold.

Hvad koster et tidssvarende Biblioteksvæsen?

Vi har allerede flere Gange været inde paa Ting, der vil stille saa store Krav til Bibliotekernes Økonomi, at de ikke vilde kunne honorere dem i Øjeblikket. Man har hidtil mange Steder drevet Biblioteksvirksomhed med ganske utilstrækkelige Midler, og det vil for Fremtiden være rimeligt, at man gennem Biblioteksloven stiller et Minimumskrav, der er betydelig højere, end det vi har i Øjeblikket. Det er naturligvis vanskeligt at opstille faste Normtal, ikke mindst i Dag, hvor man ikke kan se hvilken Vej Prisniveauet vil gaa, men som en almindelig Rettesnor kan man sætte, at et forsvarligt Biblioteksvæsen vil kunne drives for 10% af

17
det, som det stedlige Skolevæsen koster. Det er et Tal, som i mange Tilfælde har vist sig praktisk og anvendeligt.
Naar Tilskuddene kommer op paa denne Størrelse, vil det give Mulighed for, at Kommuner med købstadordnet Skolevæsen ogsaa kan faa købstadordnet Biblioteksvæsen. Man vil saaledes i Kommuner med en samlet Bebyggelse paa over 4000 Indbyggere kunne forlange at finde et Bibliotek med faguddannet Bibliotekar, daglig Aabningstid, Læsesal samt Studiekredslokaler.
For Centralbibliotekernes Vedkommende maa man derudover forlange, at Staten forhøjer sit Centraltilskud, da man ellers let kan risikere, at nogle Biblioteker helt nægter at fungere som Centralbiblioteker. Det har allerede længe været en daarlig Forretning, og der skulde gerne skabes Mulighed for en Fortsættelse og Forstærkelse af Aktiviteten i Landdistrikterne med et forøget Antal Bogbilsruter, Vandrebogsamlinger, Udstillings-bogsamlinger o. s. v. Spørgsmaalet om Revision af Distriktsinddelingen, der længe har været aktuel for visse Centralbibliotekers Vedkommende, bør løses snarest gennem Omlægninger og Nyoprettelser.

En effektiv Overcentral savnes

Overcentralens Virksomhed bør ogsaa omtales i denne Forbindelse. Kan den løse de Opgaver, som Fremtidens Biblioteksvæsen vil stille til den? Hertil kan man svare afgjort nej. Alle Centralbibliotekarer er vist enige om, at den ikke engang kan løse de Opgaver, der stilles til den i Dag, paa tilfredsstillende Maade. Og hvordan skulde den kunne det? Stillingen som Universitetsbibliotek for et hastigt voksende Universitet, der stadig stiller nye og større Krav, byder

18
ikke store Muligheder for at røgte en Folkebiblioteksopgave i samme Bygning og under samme Administration og daglige Ledelse. Det er maaske ikke underligt, at Statsbiblioteket ser Universitetsopgaven som sin fornemste, men en Folkebiblioteksservice stiller ganske bestemte, lige saa store og lige saa vigtige Krav og kan ikke være Bibeskæftigelse for et videnskabeligt Bibliotek.
Overcentralen maa have sit eget Personale og sin egen uafhængige Indkøbspolitik, om det saa bliver i Tilknytning til et større Folkebibliotek eller som en selvstændig Institution. Maaske ligger Fremtidens Løsning i en stor Overcentralinstitution omfattende Oplysningskontoret, som hører meget nøje sammen med Overcentralen, selve Bogsamlingen og det bibliografiske Kontor.

Danmarks Biblioteksforenings Rolle

I foreningsmæssig Henseende er Biblioteksvæsenet organiseret i Danmarks Biblioteksforening, der ikke er nogen faglig Forening, idet den er en Sammenslutning af Biblioteker og deres Bibliotekarer. Selv om det kunde være fristende at have en selvstændig Bibliotekarforening, er den nuværende Forening dog sikkert af en saadan Betydning, at Bibliotekarerne bør forblive indenfor dennes Rammer, hvor jo ogsaa den særlige Gruppe C (for de videnskabelige Bibliotekarers Vedkommende Gruppe D) er en faglig Sammenslutning for Bibliotekarerne, tilmed fungerende som Fagforening hvad angaar Provinsens Folkebiblioteker. Det vilde være ønskeligt om denne Funktion som Fagforening ogsaa kunde udstrækkes til at gælde for Storkøbenhavns Folkebiblioteker, hvor det fagforeningsmæssige varetages - og varetages meget daarligt - af de saakaldte Kommunalforeninger.

19
Følgen er da ogsaa den, at Lønningerne i Øjeblikket er langt bedre i Provinsen end i Storkøbenhavn. Naar man fra Bibliotekarside giver Afkald paa en selvstændig "Dansk Bibliotekarforening", maa det dog betones, at der ikke vilde være noget i Vejen for, at Gruppe C indenfor Foreningen kunde optræde mere selvstændigt og aktivt. Offentligheden kender ikke meget til Bibliotekarernes Standpunkter og hører heller ikke ret meget fra dem.
Med Henblik paa Danmarks Biblioteksforenings Optræden iøvrigt under Besættelsestiden har det gjort et pinligt Indtryk i Bibliotekarkredse at Bestyrelsen i hvert Fald i 3 Tilfælde har givet Afkald paa en fast Optræden som overfor Offentligheden kunde vise hvor Bibliotekerne stod.
Under de Forhandlinger der i sin Tid blev ført i Undervisningsministeriet om en eventuel Forfatterafgift (fra Bibliotekerne) indtog Danmarks Biblioteksforenings Formand Overlærer H. P. Hansen det Standpunkt at Bibliotekerne skulde afgive et vist Beløb aarligt til en Forfatterfond, skønt han burde vide og paa Foreningens Aarsmøde i Kolding 1942 tydeligt fik at vide, at Foreningens Medlemmer skarpt maatte vende sig imod en saadan Ordning, fordi denne faktisk vilde medføre en Laanerafgift som Dækning for disse Udgifter. Et Laanerkontingent vilde være i absolut Strid med det demokratiske Princip og findes da ogsaa kun i ganske faa Biblioteker, til Trods for at Biblioteksloven i dens nugældende Form ikke udelukker den Mulighed.
Da det ovenfor omtalte Cirkulære angaaende Forbud mod Udlaan af visse Bøger fremkom, foranledigede dette ikke nogen Optræden fra Bestyrelsen, skønt det havde været dennes selvfølgelige Pligt at understrege overfor Myndighederne, at man kun under Protest accepterede denne Tvangsforanstaltning. Denne Forsømmelse kunde med Rette give

20
Myndighederne det Indtryk, at Bibliotekerne nærmest var ligeglade. Ved Biblioteksdirektørens Arrestation i December 1942 foretog Bestyrelsen sig intet, og da Biblioteksdirektøren efter sin Løsladelse i April 1943 blev fjernet fra sit Embede og interneret (konfineret) i sit Hjem nøjedes Bestyrelsen med - efter meget haardt Pres fra Medlemmernes Side - at aflægge et Besøg hos Justitsministeren, hvor Formanden i Stedet for at fremføre en skarp Protest mod den grundlovsstridige Internering paahørte en Svada fra Ministeren og kvitterede for denne med en ærbødig Tak. Denne ynkelige Optræden vakte megen Harme blandt Landets Bibliotekarer for hvem Døssing - uden Hensyn til politisk Anskuelse - staar som Biblioteksvæsenets betydeligste Personlighed. Den Mangel paa Holdning, som H. P. Hansen paa afgørende Punkter har vist, har gjort det klart for alle Biblioteksvæsenets Medarbejdere, at han ikke er den Mand, der bør staa i Spidsen for Danmarks Biblioteksforening i den kommende Tid, endsige repræsentere Danmark ved det første nordiske Biblioteksmøde efter Krigen.

Faar vi de rigtige Bibliotekarer?

H. 0. Lange siger i sin Artikel i "Haandbog i Bibliotekskundskab" om Bibliotekaren, hans Kald og Opgaver: "Det rette Forhold til det bibliotekariske Arbejde kræver mere, end den "Interesse for Bøger", som et læsende og studerende Menneske ganske naturligt har, det kræver Forudsætninger af baade aandelig og af rent praktisk Art." Det er klart set og godt sagt. Den moderne Folkebibliotekar maa være klar over, at han har sin Plads i Folkeoplysningens Tjeneste, og dette vil samtidig sige i Demokratiets Tjeneste, de to Ting kan ikke eksistere hver for sig. Han skal nok være neutral

21
i sit Bogvalg, men i Spørgamaalet Demokrati eller ikke Demokrati, maa han ikke være neutral, her maa han have et klart Standpunkt, som skal være Hovedgrundlaget for hans Syn pas Biblioteksarbejdet.
Vi vil naturligvis ikke kræve, at alle Bibliotekarer skal specialisere sig i Samfundskundskab og politiske Spørgsmaal. Skønt det er vigtige Emner, maa de andre Omraader af Menneskelivet og Litteraturen ikke forsømmes. Men allervigtigst er det, at Bibliotekaren holder sig i Kontakt med Livet, som det leves, baade i det store Samfund og det lille, hvor hans Bibliotek virker. Uden denne Kontakt med Virkeligheden og Aktualiteten kan intet Folkeoplysningsarbejde trives.
Nogle vil maaske mene, at det er store Krav at stille, men der skal stilles store Krav, og de skal stilles allerede ved Elevantagelsen, som i Øjeblikket foregaar alt for tilfældigt. Ganske vist skal Stillingerne slaas op gennem Bibliotekarforeningen, men ikke desto mindre er det saa godt som altid lokale Folk, der bliver ansat. Man er med Rette lidt skeptisk overfor, om det netop skulde være den bedste Kvalifikation at være født i vedkommende By, og man forbavses yderligere ved at opdage, at der blandt de lokale Ansøgere ofte foretrækkes den, der staar Biblioteket eller Bestyrelsen nærmest. Biblioteksarbejdet er en saa væsentlig Funktion i Samfundet, at Tilfældigheder i saa høj Grad som muligt bør undgaas ved Rekrutteringen af Personalet, som i Øjeblikket næsten udelukkende sker fra Embedsmandsstand og Overklasse. Dette er en uheldig Tendens for en Virksomhed af et saa bredt demokratisk Tilsnit som Folkebibliotekerne. De Folk, der er Brug for, skal have de bedst mulige Kvalifikationer og den rigtige Indstilling til Arbejdet, og det sidste er ikke det mindst vigtige. Derfor mener vi, at man bør

22
støtte den Plan, som allerede tidligere er fremsat fra flere Sider, at Elevantagelsen centraliseres, og at Eleverne allerede før Antagelsen underkastes en Modenhedsprøve, hvorved deres Kvalifikationer til at gaa ind i Folkeoplysningsarbejdet kan undersøges. For at give denne Prøve mere Vægt, vilde det sikkert være rigtigt at fastsætte en Minimumsalder, f. Eks. paa 20 Aar. Lige efter Studentereksamen har de unge erfaringsmæssigt ikke megen Kontakt med det praktiske Liv, og de første Par Aar betyder meget for Personlighedens Udvikling.
Saa bortfalder naturligvis Rimeligheden af at bibeholde Modenhedsprøven før Optagelsen paa Skolen. Men det kunde maaske være rigtigt nok stadig at afholde en Optageprøve i det Stof, som Bibliotekerne skal undervise Eleverne i, dels for at sikre, at de starter med det nødvendige Grundlag for at faa Udbytte af Skolens Undervisning, dels for at have en Kontrol med Elevundervisningen ude i Bibliotekerne.
En bedre Udvælgelse af Elevmaterialet vilde antagelig ogsaa give Biblioteksskolen bedre Muligheder for at udnytte den knappe Tid, den har til at uddanne vordende Bibliotekarer i. Undervisningen er ikke ideel i Øjeblikket; man kan maaske bedst kendetegne den ved: baade for lidt og for meget, samt manglende Afvejelse af væsentligt og mindre væsentligt; det er imidlertid meget svært at sige, hvordan det skal gøres. Fremtidens Løsen maa dog sikkert være en 2-aarig Skole, ikke fordi det egentlige Stof trænger til Udvidelse, men netop for at give Mulighed for at gøre noget ud af det væsentlige, helst i Form af Laboratorieundervisning. Der vilde ogsaa kunne blive Tid til Undervisning i Studiekredsform over Medborgerkundskab, Folkeoplysningens Former, Ungdomsarbejde o. lign. Emner.

23
Nu er det selvfølgelig nemt nok at rette Kritik mod Skolen. Det er gjort før, og det er ikke det, der er vor Opgave. Vi vil blot antyde, at der ogsaa her er en Mulighed for at forbedre Bibliotekernes Slagkraft og gøre dem egnet til at løse de Opgaver, Samfundet stiller dem. Men det væsentlige er og bliver dog, at det er de rigtige Folk, der gaar ind i Arbejdet, med de rigtige Forudsætninger og den rigtige Indstilling. Det næstvigtigste er, at de holder deres "library spirit" vedlige. Den Bibliotekar, der har det rigtige Forhold til Arbejdet, maa anvende det meste af sin Fritid til at holde sig à jour ved at arbejde med Bøger, Aviser og Tidsskrifter. Der er ikke og kan ikke være Tale om nogen 8-Timers Arbejdsdag for en Bibliotekar.
De bevilgende Myndigheder maa derfor ogsaa forstaa, at Bibliotekarerne maa have en Gage, de kan leve af. De skal ikke aflønnes, for 10 eller 12 Timers Arbejdsdag, men de skal aflønnes saa de kan tillade sig at holde 10, 12 eller 14 Timers Arbejdsdag, naar det er nødvendigt. Alt for mange Bibliotekarer maa i Øjeblikket have Ekstraarbejde af forskellig Art for at kunne klare sig.
Det siger sig selv, at de saa er ude af Stand til at ofre det paa deres Biblioteks-gerning, som de gerne vil, og som er nødvendigt, hvis Bibliotekerne skal have den Betydning i Samfundet, som vi har prøvet at skitsere i denne Pjece.