Demokratiets Krav til Bibliotekerne
Udgivet af "FRIT DANMARK"S BIBLIOTEKARGRUPPE 1945<br><br>Forord.<br><br>Den
foreliggende Pjece er udarbejdet af "Frit Danmark"s Bibliotekargruppe under
Besættelsen og Manuskriptet forelaa klar til Trykning i et af de illegale
Trykkerier den 5. Maj 1945.<br>Efter Befrielsen kan vi nu udsende pjecen paa
mere officiel Maade og afslutter hermed i det væsentlige vor virksomhed, som i
de sidste Aar hovedsagelig har bestaaet i at mangfoldiggøre og udsende
Besættelsestidens største illegale Blad "Frit Danmark" til hele Landets
Bibliotekarstand.
5
Efter 5 Aars Besættelse, 5 Aar med Undertrykkelse og Overgreb, baade paa de
materielle og de aandelige Omraader, staar det danske Samfund nu paa Tærskelen
til Befrielsen. Vi er kommet til det Punkt, hvor det er naturligt at gøre
Stillingen op, kaste et Blik bag ud paa den Tid, der er gaaet og et Blik fremad
paa de Opgaver og Vilkaar, som den kommende Tid vil byde.
I nærværende lille Pjece vil vi forsøge at anstille nogle Betragtninger over
Biblioteksvæsenets Stilling i Dag og i Tiden, der kommer.
Krigstiden har med Mørklægning, Spærretid og andre Restriktioner budt
Bibliotekerne besværlige Arbejdsvilkaar. Den voldsomme Benyttelse har tæret
stærkt paa Bogbestanden, som samtidig lider under Mangelen paa
Indbindingsmaterialer; de fleste Steder har der været alt for lidt Personale i
Forhold til den store Stigning i Udlaanet, hvorfor man har maattet koncentrere
sig om de først foreliggende Opgaver og lade andre, som maaske var lige saa
vigtige, ligge til bedre Tider. Dette er dog Problemer af rent administrativ
Karakter, og de er blevet løst, tilsyne-
6
ladende ret godt, men det har betydet en meget stor Kapitalforringelse for
Bibliotekerne, hvor stor er vel svært at gøre op i konkrete Tal.
Forbudte Bøger.
Det eneste helt nye Moment i Arbejdet har været Forbudet mod Udlaan af visse
Bøger. Nu har Litteratur om de af Tyskerne forbudte Emner jo ikke været ganske
uerholdelig i de forløbne Aar, men det er ikke nogen Undskyldning for, at visse
Biblioteker, paa Grund af den sikkert meget overdrevne Rædsel for Forfølgelse
fra Tyskernes Side, har fjernet et helt urimeligt stort Antal Bøger. København,
der har fjernet ca. 300 forskellige Værker fra Udlaanene (heraf ca. 80 danske og
oversatte) ligger sammen med Frederiksberg fint i Spidsen, medens andre saa godt
som ingen har fjernet, for hvilket de ikke har hørt Anker fra mere betydelige
Personer end den i alle Maader ubetydelige Arne Hansen. Der har i Spidsen for en
Del Biblioteker siddet Bibliotekarer og Bestyrelser, der er gaaet langt ud over
de Retningslinier, som angaves i det af Statens Bibliotekstilsyn d. 12/11 1942
udsendte Cirkulære, som viderebefordrede Justitsministeriets Krav om, at Udlaan
af tyskfjendtlige Bøger skulde standse. Der medfulgte en Liste med 19 Eksempler
paa Bøger, som ikke maatte laanes ud, og herudover siger Cirkulæret: "Idet
Justitsministeriet som Eksempel henviser til de i medfølgende Bilag 1 nævnte
Bøger, gør det endvidere opmærksom paa, at der ogsaa vil kunne blive rejst
Tiltale i Andledning af andre end de af Listen og eventuelle senere Lister
omfattede Bøger, saafremt enten vedkommende Bogs Indhold ganske øjensynlig er
kommunistisk Propaganda, eller det drejer sig om et efter
7
Ikrafttrædelsen af Lov Nr. 388 af 22. Juli 1940 udkommet Skrift, hvis Indhold er
i klar Modstrid med denne Lovbestemmelse". (Den omtalte Lov fastsætter Straf for
ved trykt Skrift eller paa anden Maade offentligt at give Meddelelser, der er
egnede til at skade Landets Interesser i Forhold til Udlandet. - Fremhævelserne
er foretaget af os). Der skal en meget velvillig Fortolkning til, for at dette
Cirkulære skal begrunde Fjernelsen af f. eks. "Sovjet-Unionens Forfatning",
Churchill: "Den store Krig", Seidenfaden: "Borgerkrig i Spanien", Trotski: "Mit
Liv" og pacifistisk Skønlitteratur som Remarque. At den Slags Bøger er fjernet
fra Udlaan og Læsesale er en kedelig og unødvendig Svigten af de Principper om
Frihed og Demokrati, som vi altid har sat højt inden for Danmarks
Biblioteksvæsen; men helt forkasteligt er det, at der var enkelte Biblioteker,
der prostituerede sig ved at komme Tyskerne i Forkøbet og fjerne Bøger, længe
inden de havde fremsat noget som helst Krav i den Retning.
Aktivt Demokrati
I Diskussionen om Efterkrigstidens Danmark repræsenterer de fleste den
Opfattelse, at der igen vil opstaa et demokratisk Samfund, men adskillige mener,
at vi simpelthen vil vende tilbage til den Form for Demokrati, vi havde før
Krigen. De gør sig ikke klart, at dette Demokrati maa styrkes og i allerhøjeste
Grad udvides, og at der hertil kræves en aktiv Indsats.
Demokratiet er ikke et Gode, som man simpelthen vedtager paa Rigsdagen, men det
er af største Betydning, at enhver Borger bliver klar over, at kun naar han
aktivt arbejder med, er det muligt at skabe et Demokrati, som
8
ikke bryder sammen, hverken for indre eller ydre Angreb, som de ufuldkomne
Demokratier vi hidtil har kendt.
I Arbejdet hen imod dette fuldkomne Demokrati er Folkeoplysningen en af de
vigtigste Faktorer. Bibliotekerne og Bibliotekarerne maa forstaa, at deres Plads
i Kampen for Demokratiet er i første Række sammen med Skolen og andre
folkeoplysende Institutioner. Herimod vil adskillige indvende, at Bibliotekerne
jo altid har været demokratiske, men vores Opgave er det da at vise, paa hvilke
Punkter de bevilgende Myndigheder, Bibliotekernes Styrelse og Bibliotekarerne
kunde have udvist større Aktivitet, og hvor det i Fremtiden vil være nødvendigt
at sætte ind for at bevare og styrke Demokratiet.
Ved Undersøgelsen af om Bibliotekerne er i Stand til at løse deres Opgaver i
Kampen for Demokratiet gaar ens første Tanke til Bogbestanden. Her maa det
første Krav være, at der ikke inden for det enkelte Biblioteks Rammer føres en
uneutral Indkøbspolitik. Dette har i alt for høj Grad været Tilfældet paa en
stor Del af Landets Biblioteker. Man har nemlig altid i højere Grad efterkommet
Laanernes Ønsker, naar det gjaldt konservativ eller højreorienteret Litteratur,
end naar det drejede sig om den venstre-orienterede, hvor man har været meget
tilbageholdende. Denne Tendens har altid været raadende indenfor
Folkeoplysningen, tænk blot pas Emnevalget i den af UFF udgivne Bogserie. Men
det er en udemokratisk Tendens. Venstrepolitikeren Niels Neergaard havde
allerede Øjnene oppe for det, da han i 1886 i "Tilskueren" gav en Bedømmelse af
de nyoprettede kommunale Folkebiblioteker i København. Han retter her en
alvorlig Anke mod Bibliotekerne, fordi de ikke har den socialistiske Litteratur
9
repræsenteret, medens man dog kan finde Bøger om Socialismen fra andet Hold.
Bibliotekernes Bogbestand er selvfølgelig mere alsidig nu, end den var dengang,
men til Gengæld har Biblioteksvæsenet nu naaet en saadan Udvikling, at vi kan og
skal stille de største Krav.
Reaktionær Litteratur forarger aldrig
Bibliotekarerne bør ikke lade sig blænde af den Forargelseskampagne, som altid
vil blive ført mod de radikale Ideer og Bevægelser. Sokrates, Luther og Darwin
og alle de andre, der har været i Spidsen for Udviklingen, har alle været ude
for den samme Modstand. Enhver, der har en Smule historisk Overblik, er klar
over, at det, man fra reaktionær Side kalder umoralske og samfundsopløsende
Tendenser hos de radikale Bevægelser, kun er Udslag af den Omvurdering af
Værdier og Dogmer, som stadig foregaar, og som er selve Udviklingens Lov. Det er
ikke et Spørgsmaal om Agitation eller ikke Agitation for Bibliotekerne. Hvis de
skal være et aktivt Led i Folkeopdragelsen, maa de slaa Døren op paa vid Gab ud
mod de nye Tanker, det være sig inden for Filosofi, Religion, Politik,
Opdragelse o. s. v. Ellers fører Rædselen for Agitation netop til Agitation,
nemlig for de gamle Synspunkter, for Bagstræbet.
Dette gælder saavel Skønlitteratur som Faglitteratur. Vi har fornylig set Angreb
i "Lederbladet" paa visse Sognebibliotekers faglitterære Bogbestand og Sven
Møller Kristensens skarpe Paatale i "Ungdom i Dag" af Københavns
Kommunebibliotekers Formynderskab overfor Laanerne, naar det gjaldt moderne
amerikansk, af den litterære Kritik anerkendt, Litteratur. Tidligere har det
heller ikke
10
manglet paa Eksempler; det venstre-orienterede Tidsskrift "Kulturkampen"
forskrækkede mange Bibliotekarer ved sine frisindede Ideer. Kommunistiske
Tidsskrifter har ført en Skyggetilværelse talrige Steder, og Gang paa Gang
konstaterer man med Forbavselse, at den religiøst betonede Litteratur anskaffes
i talrige Eksemplarer, der ofte staar ubrugte paa Hylderne, mens Litteratur,
hvor Dagens Spørgsmaal debatteres, og vort Samfunds Problemer tages op til
kritisk Behandling, ofte kun findes i et enkelt Eksemplar, helst bortgemt saa
utilgængeligt som muligt for Publikum.
Vi maa som Bibliotekarer i et demokratisk Land gaa ind for en positiv
Neutralitet ved vort Bogkøb, d. v. s. vor Fagbogbestand maa have en saadan
Sammensætning, at alle Retninger og Synspunkter er repræsenteret; og gennem vort
skønlitterære Bogvalg er det ikke vor Opgave at være Formyndere for Publikum i
moralsk Henseende, men vi maa naturligvis anskaffe de litterært set bedste
Bøger.
Kan der nu stilles andre Krav til Bogbestanden end dette almene Krav om
Neutralitet? Kan der sættes mere direkte ind til Støtte for Demokratiet? Ja, det
kan der. Som allerede sagt afhænger Demokratiets Styrke af, i hvor høj Grad den
enkelte Borger arbejder aktivt med, er politisk vaagen. Denne Aktivisering kan
vi i høj Grad styrke og støtte gennem Bibliotekernes Virksomhed. Og den første
Betingelse for det er naturligvis, at vi har Bøgerne til det. Det vil sige, at
der maa lægges en ganske anderledes Vægt paa Gruppen Samfundskundskab, end det
tidligere har været Tilfældet. Den skal have en fremtrædende Plads i
Biblioteket, og Folk maa ikke gaa forgæves, naar det drejer sig om Litteratur om
de derhenhørende Emner. Dette gælder ikke mindst Sognebibliotekerne og de mindre
Købstadbiblioteker, der ofte virker i Omraader, hvor det politiske
11
Liv i mindre Grad bliver tilført nye og friske Impulser end i de større Byer.
Samfundet maa efter Krigen drage Omsorg for, at ingen, der har Evner og
Interesser, forhindres i at paatage sig Tillidshverv i det offentliges Tjeneste
af økonomiske Aarsager. Intet er da naturligere, end at det ogsaa sørger for, at
disse Mennesker kan faa det Materiale, der er nødvendigt for dem i deres Arbejde
for at dygtiggøre sig og for at sætte sig ind i de Problemer, de faar at tage
Stilling til. De bevilgende Myndigheder maa som folkevalgte Instanser forstaa,
at det er til Gavn for dem selv, naar de bevilger Penge til dette Formaal.
Samarbejde med andre folkeoplysende
Institutioner
Bogbestanden gør det imidlertid ikke alene. Meget afhænger af, hvordan der
arbejdes med den. Vi maa først og fremmest udnytte de foreliggende Muligheder
til det yderste, og dernæst ikke være bange for at optage nye Arbejdsomraader. I
Samarbejdet med de andre folkeoplysende Institutioner, Folkeskolen, Højskolen,
A. O. F., Studiekredsbevægelsen i det hele taget o. m. a. ligger nogle af de
bedste Chancer for et virkeligt Oplysningsarbejde. Deres daglige Arbejde er i
høj Grad afhængigt af Adgangen til Litteraturen, og det enkelte Menneske kan paa
Biblioteket faa uddybet de Kundskaber og Tanker, som Skole, Studiekreds eller
Foredrag har givet ham. Vi har da ogsaa baade før og under Krigen set et godt
Samarbejde paa disse Omraader, men man maa dog hævde, at de Muligheder, der
ligger i Forbindelsen med disse Institutioner langt fra er blevet udnyttet fuldt
ud. Der maa ydes en meget mere
12
aktiv Indsats fra Bibliotekernes Side, baade økonomisk og arbejdsmæssigt.
Man kan f. Eks. ikke forvente, at et effektivt Samarbejde med Skolen kan komme i
Gang, før alle Kommuner har faaet en forsvarlig Børnebiblioteksordning, og
Bibliotekarerne maa arbejde paa at faa gjort Biblioteksbesøg og Undervisning i
Biblioteksbenyttelse obligatorisk i Skolen. Ikke faa Mennesker overvældes af
Bogmasserne, naar de første Gang kommer i et Bibliotek og skræmmes bort, og en
meget stor Del af Laanerne lærer aldrig at udnytte Bibliotekets Muligheder,
fordi de mangler den rent tekniske Viden om Benyttelsen, som man med største
Lethed og paa forholdsvis faa Timer kunde bibringe dem i Skolen.
Men det er ikke alene Eleverne, vi skal have fat i, det er ogsaa Lærerne. Det er
ikke alle Steder, at Lærerne er saa ivrige Biblioteksbenyttere, som man kunde
vente det af deres Stilling, og Bibliotekarerne kan gøre deres til at ændre
dette Forhold f. Eks. ved at søge Forbindelse med Skolernes Lærerkollegier og
med Seminarierne.
Samarbejdet med Studiekredsene maa ogsaa stabiliseres og udvides. En lang Række
Biblioteker stiller Studiekredslokaler til Raadighed og har derved en i hvert
Fald tilsyneladende meget direkte Forbindelse med Studiekredsene, men i
adskillige Tilfælde indskrænker Forbindelsen sig ogsaa næsten udelukkende til
den lokalemæssige og en enkelt Biblioteksforevisning, og Bogbenyttelsen er i
mange Studiekredse yderst ringe. Det er ikke nok at vise Deltagerne Biblioteket,
det tager de i mange Tilfælde som Turister paa Musæum, men man maa i Forvejen
have sat sig ind i deres Emne, vise dem de specielle Bøger, som de kan have
Interesse i, og tillader Bogbestanden det, kan man maaske stille en lille
Samling op i deres Lokale. Studie-
13
kredslederen bør være en foretrukken Gæst paa Biblioteket, og han og
Bibliotekaren maa støtte sig til hinanden, naar det gælder henholdsvis Emnevalg
og Bogvalg.
Det vil desuden være til stor Gavn baade for Biblioteksarbejdet og for
Studiekredsarbejdet, hvis Bibliotekarer i Fremtiden gaar ind i et Arbejde for
Oprettelse af Studiekredse i Tilknytning til Bibliotekerne, navnlig hvis de selv
deltager som Ledere. Det er rimeligt, at Biblioteker af en blot nogenlunde
Størrelse har en Bibliotekar, der har specialiseret sig i Studiekredse,
ligesaavel som det har en Læsesalsbibliotekar. Denne Studiekredsbibliotekar skal
naturligvis først og fremmest staa til Raadighed for de stedlige
Studiekredsorganisationer, men han skal desuden være i Stand til at
tilrettelægge Studiekredse, som Biblioteket kan tilbyde Laanerne at deltage i,
og han skal kunne lede dem selv. Dette Arbejde skal saa naturligvis falde
indenfor Tjenestetiden. Bibliotekarer, der arbejder i Studiekredse, vil frem for
alle andre Ledere have en Chance for at opdrage Deltagerne til selvstændig
Læsning og fornuftig Benyttelse af Biblioteket og Litteraturen.
Man maa af mange Grunde formode, at Studiekredsbevægelsen vil tage et yderligere
Opsving efter Krigen. Een af Grundene er, at Krigen og Besættelsen har
aktiviseret en Mængde Mennesker, som ellers ikke har interesseret sig for noget
udenfor deres egen Lilleverden. Det er af livsvigtig Betydning for det danske
Samfund, at denne nyopstaaede Aktivitet bevares og bevidst ledes i demokratisk
Retning. Bibliotekarer har her en enestaaende Chance til at gøre en virkelig
Indsats for Demokratiet.
En saadan voksende Studiekredsbevægelse vil stille store Krav til Bogbestanden,
den forstærker navnlig det allerede stillede Krav til Gruppen Samfundskundskab,
men ogsaa
14
Historie, Geografi og andre Emner vil blive stærkt efterspurgt. Dette maa de
stedlige bevilgende Myndigheder have for Øje, og Staten maa gennem meget større
Tilskud til Studiekredscentralen støtte dette meget vigtige Arbejde.
Der er naturligvis mange andre Institutioner, Foreninger og Skoler, som
Bibliotekerne med Udbytte kan søge Samarbejde med. De omtalte Forhold gælder
overalt, men derudover bliver det enhver Bibliotekars Opgave at udnytte de
specielle Muligheder, som hans By frembyder, og her er Ungdomsskolen og
Ungdomsorganisationerne ikke de mindst vigtige. Der har altid været stor
Diskussion om Spørgsmaalet: "Er det muligt at læse Folk op?" Er der nogen, der
har Chance for at læse sig op, er det i hvert Fald de unge, og stort set maa man
desværre sige, at Ungdommen har været sørgeligt forsømt i vore Biblioteker. Det
vilde være af stor Betydning, om Biblioteker, der var store nok til det, havde
en Bibliotekar med Ungdomsarbejde som sit særlige Felt.
Der findes stadig biblioteksløse Sogne
Ser man nu paa, om det danske Bibliotekssystem er tilstrækkelig godt udbygget
til at løse Fremtidens Opgaver, er det første, der falder i Øjnene, at der
stadig findes Kommuner, som Biblioteksvæsenet ikke har nogen Forbindelse med. At
der stadig er mange Mennesker i Danmark, som savner det Gode, Samfundet yder den
største Del af sine Borgere i Form af gratis Bogudlaan, er i højeste Grad
uretfærdigt og ikke i Overensstemmelse med det Stade, som Biblioteksvæsenet og
Folkeoplysningen i det hele taget har herhjemme. Oprettelsen af Biblioteker har
hidtil været afhængig af, om der var interesserede Mennesker med Initia-
15
tiv paa Stedet, men Tidspunktet maa nu være kommet, hvor man gennem en ny
Bibliotekslov tvinger de biblioteksløse Kommuner til at oprette Biblioteker.
Kommuner, der er for smaa til selv at magte Opgaven, maa kunne træffe en Ordning
med Nabokommunerne. Den Tid er forlængst forbi, da det var en ny og
revolutionerende Tanke, at det offentlige skulde bevilge Penge til gratis
Bogudlaan. Ingen Kommune kan undslaa sig for at drive Skolevæsen, og der er
endda meget bestemte Regler for hvordan det skal drives. Om faa Aar bør det
obligatoriske Bibliotek være ligesaa naturligt.
Det vil ligeledes blive en Selvfølge, at alle Kommuner maa lønne deres
Bibliotekarer med et efter Arbejdets Størrelse passende Beløb. Biblioteksdrift
skal ikke være Filantropi, det er en samfundsnødvendig Opgave, som er sine Penge
værd, og først naar Bibliotekaren er lønnet, kan Publikum og Statens Tilsyn med
Føje kritisere og stille Krav.
Dette indebærer ogsaa, at alle de ikke kommunale Biblioteker efterhaanden
overtages af Kommunerne. De selvejende Biblioteker har haft en stor Mission og
udført et stort Arbejde, men det er, som allerede nævnt, en naturlig Opgave for
det offentlige i et demokratisk Samfund at drive Biblioteksvirksomhed, og
desuden vil Bestyrelsen i et kommunalt Bibliotek være valgt paa en bredere og
derfor mere demokratisk Basis end det er Tilfældet, hvis Biblioteket er
selvejende eller ejes af en Forening.
Bestyrelsens Sammensætning er nemlig ikke ligegyldig, og man maa arbejde for, at
den i Fremtiden bliver mindre tilfældig, end det er Tilfældet i Øjeblikket, hvor
der ofte sidder Folk, der ikke interesserer sig særligt for kulturelle Forhold.
De Summer, der bevilges til Bibliotekerne er smaa i Forhold til dem, der
forvaltes af de fleste andre Udvalg,
16
som derfor er mere eftertragtede. Kommunalbestyrelserne maa nu begynde at
forstaa, at Forvaltningen af de kulturelle Goder er ligesaa vigtig en Opgave som
den materielle Forvaltning, og det bør kun være de mest interesserede og kyndige
Folk, der vælges til Biblioteksbestyrelsen.
Et yderligere Skridt i demokratisk Retning vilde det være, hvis
Biblioteksbenytterne fik direkte Repræsentation i Bestyrelsen, eventuelt via et
"Laanerraad". En saadan Repræsentant vilde skabe en paakrævet og meget savnet
Kontakt mellem Laanere og Bestyrelse. Hvor ofte maa Bibliotekarerne ikke modtage
Henvendelser og Klager, som med Rette og større Effekt burde have været henvendt
til Bestyrelsen f. Eks. angaaende Lokaleforhold, Reglementet, utilstrækkeligt
Personale i Ekspeditionen o. m. a. Endelig er der sikkert en meget stor Del af
Laanernes Ønsker og Utilfredshed, der aldrig kommer frem. Et Laanerraad, der
vælger sin Repræsentant til Bestyrelsen, vilde kunne rette meget ved dette
Forhold.
Hvad koster et tidssvarende Biblioteksvæsen?
Vi har allerede flere Gange været inde paa Ting, der vil stille saa store Krav
til Bibliotekernes Økonomi, at de ikke vilde kunne honorere dem i Øjeblikket.
Man har hidtil mange Steder drevet Biblioteksvirksomhed med ganske
utilstrækkelige Midler, og det vil for Fremtiden være rimeligt, at man gennem
Biblioteksloven stiller et Minimumskrav, der er betydelig højere, end det vi har
i Øjeblikket. Det er naturligvis vanskeligt at opstille faste Normtal, ikke
mindst i Dag, hvor man ikke kan se hvilken Vej Prisniveauet vil gaa, men som en
almindelig Rettesnor kan man sætte, at et forsvarligt Biblioteksvæsen vil kunne
drives for 10% af
17
det, som det stedlige Skolevæsen koster. Det er et Tal, som i mange Tilfælde har
vist sig praktisk og anvendeligt.
Naar Tilskuddene kommer op paa denne Størrelse, vil det give Mulighed for, at
Kommuner med købstadordnet Skolevæsen ogsaa kan faa købstadordnet
Biblioteksvæsen. Man vil saaledes i Kommuner med en samlet Bebyggelse paa over
4000 Indbyggere kunne forlange at finde et Bibliotek med faguddannet
Bibliotekar, daglig Aabningstid, Læsesal samt Studiekredslokaler.
For Centralbibliotekernes Vedkommende maa man derudover forlange, at Staten
forhøjer sit Centraltilskud, da man ellers let kan risikere, at nogle
Biblioteker helt nægter at fungere som Centralbiblioteker. Det har allerede
længe været en daarlig Forretning, og der skulde gerne skabes Mulighed for en
Fortsættelse og Forstærkelse af Aktiviteten i Landdistrikterne med et forøget
Antal Bogbilsruter, Vandrebogsamlinger, Udstillings-bogsamlinger o. s. v.
Spørgsmaalet om Revision af Distriktsinddelingen, der længe har været aktuel for
visse Centralbibliotekers Vedkommende, bør løses snarest gennem Omlægninger og
Nyoprettelser.
En effektiv Overcentral savnes
Overcentralens Virksomhed bør ogsaa omtales i denne Forbindelse. Kan den løse de
Opgaver, som Fremtidens Biblioteksvæsen vil stille til den? Hertil kan man svare
afgjort nej. Alle Centralbibliotekarer er vist enige om, at den ikke engang kan
løse de Opgaver, der stilles til den i Dag, paa tilfredsstillende Maade. Og
hvordan skulde den kunne det? Stillingen som Universitetsbibliotek for et
hastigt voksende Universitet, der stadig stiller nye og større Krav, byder
18
ikke store Muligheder for at røgte en Folkebiblioteksopgave i samme Bygning og
under samme Administration og daglige Ledelse. Det er maaske ikke underligt, at
Statsbiblioteket ser Universitetsopgaven som sin fornemste, men en
Folkebiblioteksservice stiller ganske bestemte, lige saa store og lige saa
vigtige Krav og kan ikke være Bibeskæftigelse for et videnskabeligt Bibliotek.
Overcentralen maa have sit eget Personale og sin egen uafhængige Indkøbspolitik,
om det saa bliver i Tilknytning til et større Folkebibliotek eller som en
selvstændig Institution. Maaske ligger Fremtidens Løsning i en stor
Overcentralinstitution omfattende Oplysningskontoret, som hører meget nøje
sammen med Overcentralen, selve Bogsamlingen og det bibliografiske Kontor.
Danmarks Biblioteksforenings Rolle
I foreningsmæssig Henseende er Biblioteksvæsenet organiseret i Danmarks
Biblioteksforening, der ikke er nogen faglig Forening, idet den er en
Sammenslutning af Biblioteker og deres Bibliotekarer. Selv om det kunde være
fristende at have en selvstændig Bibliotekarforening, er den nuværende Forening
dog sikkert af en saadan Betydning, at Bibliotekarerne bør forblive indenfor
dennes Rammer, hvor jo ogsaa den særlige Gruppe C (for de videnskabelige
Bibliotekarers Vedkommende Gruppe D) er en faglig Sammenslutning for
Bibliotekarerne, tilmed fungerende som Fagforening hvad angaar Provinsens
Folkebiblioteker. Det vilde være ønskeligt om denne Funktion som Fagforening
ogsaa kunde udstrækkes til at gælde for Storkøbenhavns Folkebiblioteker, hvor
det fagforeningsmæssige varetages - og varetages meget daarligt - af de
saakaldte Kommunalforeninger.
19
Følgen er da ogsaa den, at Lønningerne i Øjeblikket er langt bedre i Provinsen
end i Storkøbenhavn. Naar man fra Bibliotekarside giver Afkald paa en
selvstændig "Dansk Bibliotekarforening", maa det dog betones, at der ikke vilde
være noget i Vejen for, at Gruppe C indenfor Foreningen kunde optræde mere
selvstændigt og aktivt. Offentligheden kender ikke meget til Bibliotekarernes
Standpunkter og hører heller ikke ret meget fra dem.
Med Henblik paa Danmarks Biblioteksforenings Optræden iøvrigt under
Besættelsestiden har det gjort et pinligt Indtryk i Bibliotekarkredse at
Bestyrelsen i hvert Fald i 3 Tilfælde har givet Afkald paa en fast Optræden som
overfor Offentligheden kunde vise hvor Bibliotekerne stod.
Under de Forhandlinger der i sin Tid blev ført i Undervisningsministeriet om en
eventuel Forfatterafgift (fra Bibliotekerne) indtog Danmarks Biblioteksforenings
Formand Overlærer H. P. Hansen det Standpunkt at Bibliotekerne skulde afgive et
vist Beløb aarligt til en Forfatterfond, skønt han burde vide og paa Foreningens
Aarsmøde i Kolding 1942 tydeligt fik at vide, at Foreningens Medlemmer skarpt
maatte vende sig imod en saadan Ordning, fordi denne faktisk vilde medføre en
Laanerafgift som Dækning for disse Udgifter. Et Laanerkontingent vilde være i
absolut Strid med det demokratiske Princip og findes da ogsaa kun i ganske faa
Biblioteker, til Trods for at Biblioteksloven i dens nugældende Form ikke
udelukker den Mulighed.
Da det ovenfor omtalte Cirkulære angaaende Forbud mod Udlaan af visse Bøger
fremkom, foranledigede dette ikke nogen Optræden fra Bestyrelsen, skønt det
havde været dennes selvfølgelige Pligt at understrege overfor Myndighederne, at
man kun under Protest accepterede denne Tvangsforanstaltning. Denne Forsømmelse
kunde med Rette give
20
Myndighederne det Indtryk, at Bibliotekerne nærmest var ligeglade. Ved
Biblioteksdirektørens Arrestation i December 1942 foretog Bestyrelsen sig intet,
og da Biblioteksdirektøren efter sin Løsladelse i April 1943 blev fjernet fra
sit Embede og interneret (konfineret) i sit Hjem nøjedes Bestyrelsen med - efter
meget haardt Pres fra Medlemmernes Side - at aflægge et Besøg hos
Justitsministeren, hvor Formanden i Stedet for at fremføre en skarp Protest mod
den grundlovsstridige Internering paahørte en Svada fra Ministeren og kvitterede
for denne med en ærbødig Tak. Denne ynkelige Optræden vakte megen Harme blandt
Landets Bibliotekarer for hvem Døssing - uden Hensyn til politisk Anskuelse -
staar som Biblioteksvæsenets betydeligste Personlighed. Den Mangel paa Holdning,
som H. P. Hansen paa afgørende Punkter har vist, har gjort det klart for alle
Biblioteksvæsenets Medarbejdere, at han ikke er den Mand, der bør staa i Spidsen
for Danmarks Biblioteksforening i den kommende Tid, endsige repræsentere Danmark
ved det første nordiske Biblioteksmøde efter Krigen.
Faar vi de rigtige Bibliotekarer?
H. 0. Lange siger i sin Artikel i "Haandbog i Bibliotekskundskab" om
Bibliotekaren, hans Kald og Opgaver: "Det rette Forhold til det bibliotekariske
Arbejde kræver mere, end den "Interesse for Bøger", som et læsende og studerende
Menneske ganske naturligt har, det kræver Forudsætninger af baade aandelig og af
rent praktisk Art." Det er klart set og godt sagt. Den moderne Folkebibliotekar
maa være klar over, at han har sin Plads i Folkeoplysningens Tjeneste, og dette
vil samtidig sige i Demokratiets Tjeneste, de to Ting kan ikke eksistere hver
for sig. Han skal nok være neutral
21
i sit Bogvalg, men i Spørgamaalet Demokrati eller ikke Demokrati, maa han ikke
være neutral, her maa han have et klart Standpunkt, som skal være
Hovedgrundlaget for hans Syn pas Biblioteksarbejdet.
Vi vil naturligvis ikke kræve, at alle Bibliotekarer skal specialisere sig i
Samfundskundskab og politiske Spørgsmaal. Skønt det er vigtige Emner, maa de
andre Omraader af Menneskelivet og Litteraturen ikke forsømmes. Men
allervigtigst er det, at Bibliotekaren holder sig i Kontakt med Livet, som det
leves, baade i det store Samfund og det lille, hvor hans Bibliotek virker. Uden
denne Kontakt med Virkeligheden og Aktualiteten kan intet Folkeoplysningsarbejde
trives.
Nogle vil maaske mene, at det er store Krav at stille, men der skal stilles
store Krav, og de skal stilles allerede ved Elevantagelsen, som i Øjeblikket
foregaar alt for tilfældigt. Ganske vist skal Stillingerne slaas op gennem
Bibliotekarforeningen, men ikke desto mindre er det saa godt som altid lokale
Folk, der bliver ansat. Man er med Rette lidt skeptisk overfor, om det netop
skulde være den bedste Kvalifikation at være født i vedkommende By, og man
forbavses yderligere ved at opdage, at der blandt de lokale Ansøgere ofte
foretrækkes den, der staar Biblioteket eller Bestyrelsen nærmest.
Biblioteksarbejdet er en saa væsentlig Funktion i Samfundet, at Tilfældigheder i
saa høj Grad som muligt bør undgaas ved Rekrutteringen af Personalet, som i
Øjeblikket næsten udelukkende sker fra Embedsmandsstand og Overklasse. Dette er
en uheldig Tendens for en Virksomhed af et saa bredt demokratisk Tilsnit som
Folkebibliotekerne. De Folk, der er Brug for, skal have de bedst mulige
Kvalifikationer og den rigtige Indstilling til Arbejdet, og det sidste er ikke
det mindst vigtige. Derfor mener vi, at man bør
22
støtte den Plan, som allerede tidligere er fremsat fra flere Sider, at
Elevantagelsen centraliseres, og at Eleverne allerede før Antagelsen underkastes
en Modenhedsprøve, hvorved deres Kvalifikationer til at gaa ind i
Folkeoplysningsarbejdet kan undersøges. For at give denne Prøve mere Vægt, vilde
det sikkert være rigtigt at fastsætte en Minimumsalder, f. Eks. paa 20 Aar. Lige
efter Studentereksamen har de unge erfaringsmæssigt ikke megen Kontakt med det
praktiske Liv, og de første Par Aar betyder meget for Personlighedens Udvikling.
Saa bortfalder naturligvis Rimeligheden af at bibeholde Modenhedsprøven før
Optagelsen paa Skolen. Men det kunde maaske være rigtigt nok stadig at afholde
en Optageprøve i det Stof, som Bibliotekerne skal undervise Eleverne i, dels for
at sikre, at de starter med det nødvendige Grundlag for at faa Udbytte af
Skolens Undervisning, dels for at have en Kontrol med Elevundervisningen ude i
Bibliotekerne.
En bedre Udvælgelse af Elevmaterialet vilde antagelig ogsaa give
Biblioteksskolen bedre Muligheder for at udnytte den knappe Tid, den har til at
uddanne vordende Bibliotekarer i. Undervisningen er ikke ideel i Øjeblikket; man
kan maaske bedst kendetegne den ved: baade for lidt og for meget, samt manglende
Afvejelse af væsentligt og mindre væsentligt; det er imidlertid meget svært at
sige, hvordan det skal gøres. Fremtidens Løsen maa dog sikkert være en 2-aarig
Skole, ikke fordi det egentlige Stof trænger til Udvidelse, men netop for at
give Mulighed for at gøre noget ud af det væsentlige, helst i Form af
Laboratorieundervisning. Der vilde ogsaa kunne blive Tid til Undervisning i
Studiekredsform over Medborgerkundskab, Folkeoplysningens Former, Ungdomsarbejde
o. lign. Emner.
23
Nu er det selvfølgelig nemt nok at rette Kritik mod Skolen. Det er gjort før, og
det er ikke det, der er vor Opgave. Vi vil blot antyde, at der ogsaa her er en
Mulighed for at forbedre Bibliotekernes Slagkraft og gøre dem egnet til at løse
de Opgaver, Samfundet stiller dem. Men det væsentlige er og bliver dog, at det
er de rigtige Folk, der gaar ind i Arbejdet, med de rigtige Forudsætninger og
den rigtige Indstilling. Det næstvigtigste er, at de holder deres "library
spirit" vedlige. Den Bibliotekar, der har det rigtige Forhold til Arbejdet, maa
anvende det meste af sin Fritid til at holde sig à jour ved at arbejde med
Bøger, Aviser og Tidsskrifter. Der er ikke og kan ikke være Tale om nogen
8-Timers Arbejdsdag for en Bibliotekar.
De bevilgende Myndigheder maa derfor ogsaa forstaa, at Bibliotekarerne maa have
en Gage, de kan leve af. De skal ikke aflønnes, for 10 eller 12 Timers
Arbejdsdag, men de skal aflønnes saa de kan tillade sig at holde 10, 12 eller 14
Timers Arbejdsdag, naar det er nødvendigt. Alt for mange Bibliotekarer maa i
Øjeblikket have Ekstraarbejde af forskellig Art for at kunne klare sig.
Det siger sig selv, at de saa er ude af Stand til at ofre det paa deres
Biblioteks-gerning, som de gerne vil, og som er nødvendigt, hvis Bibliotekerne
skal have den Betydning i Samfundet, som vi har prøvet at skitsere i denne
Pjece.