Erik Allerslev Jensen: Rationaliseringsmuligheder i biblioteksarbejdet. Foredrag på Bibliotekardagen i Odense 1959 i: Bogens Verden, 1959, side 445-454..

Tilbage til oversigten Monografier
Tilbage til oversigten Artikler

Tilbage til Forsiden



Biografi

• Erik Allerslev Jensen. Biografi.


Rationaliseringsmuligheder i biblioteksarbejdet

 
Foredrag på Bibliotekardagen i Odense 1959
 

445
I dette århundrede har industrien og forretningslivet været præget af stadig voksende rationaliseringsbestræbelser. Man ønsker på én gang at udvide virksomhedens kapacitet og -nedbringe omkostningskontoen i forhold til driftsbudgettet. Metoderne, der tages i brug, er først og fremmest arbejdsundersøgelser med henblik på en hensigtsmæssig arbejdsfordeling, således at de forskellige kategorier af medarbejdere får tildelt opgaver, der svarer til deres særlige kvalifikationer. Desuden søger man gennem samarbejde om standardisering at forenkle arbejdsprocesserne.
At det private erhvervsliv føler sig tilskyndet, ja simpelthen tvunget hertil, er temmelig indlysende. Offentlige institutioner har vel i mindre grad følt sig tilskyndet til at rationalisere, hvilket hænger sammen med selve tjenestemandsordningen, men rationalisering er iøvrigt ikke noget ukendt begreb indenfor den offentlige administration, hvor Statens Forvaltningsnævn - for adskillige statsinstitutioners vedkommende - har gennemført rationaliserende foranstaltninger i forbindelse med arbejdsundersøgelser.
Er bibliotekerne, der jo opretholdes for offentlige midler, fulgt med på dette område. Dette spørgsmål kan besvares med et ubetinget nej. De moderne arbejdsundersøgelser er noget, vi har stående på hylderne. Det er imidlertid et spørgsmål, om vi ikke bør tage dette problem op til nærmere overvejelse. Folkebibliotekerne forvalter efterhånden et betydeligt beløb - ca. 40-45 mill. kr. årligt, og virksomheden er i stadig og kraftig udvikling, men på mange områder betjener vi os af den samme organisation og de samme metoder, som blev indført i pionertiden. Med den stadig større betydning folkebibliotekerne har fået som kulturfaktor, og de stadig større udgifter, der er forbundet med disse bibliotekers drift, følger også en forpligtelse til fra tid til anden at undersøge, om organisationen og arbejdsmetoderne er tidssvarende.
Det vil støde på vanskeligheder, for bibliotekarer har ikke megen sans

446
for disse spørgsmål. Tværtimod kan man sige, at bibliotekarer gennemgående er ret konservative med hensyn til arbejdsmetoder. Hvor mange har f.eks. tænkt over rimeligheden af de dyre katalogafdelinger, vi opretholder. Det koster idag 50-100 kr. at registrere d.v.s. accessionere, katalogisere og indføre en titel i katalogapparatet i de største biblioteker med en effektiv katalogafdeling. Jeg siger ikke. at det er for dyrt, men jeg vil gerne fastslå at man har pligt til meget nøje at undersøge, om det nu også behøver at være så dyrt, og om udgiften er forsvarlig i forhold til udbyttet.
I de kommende år vil bibliotekerne komme til at betjene en befolkning der bliver stadig bedre uddannet - stadig flere vil få teknisk og anden højere uddannelse, og samtidig må man regne med en formindskelse af arbejdstiden ikke blot for dem, der benytter bibliotekerne, men også for bibliotekernes personale.
Jeg vil gerne fremdrage nogle af de problemer, der i særlig grad fortjener opmærksomhed, hvis vi skal foretage en rationalisering af biblioteksarbejdet. Det drejer sig først og fremmest om arbejdsforenkling, arbejdsfordeling og større samarbejde bibliotekerne imellem. Arbejdsforenkling og arbejdsfordeling er problemer, som vel kan tages op af det enkelte bibliotek, men en virkelig løsning kan kun opnås efter gennemførelse af en tilbundsgående arbejdsundersøgelse med anvendelse af de metoder, som idag står til rådighed for sådanne undersøgelser.

Arbejdsforenkling

Arbejdsforenkling opnås ved standardisering og ved centralisering. Det burde være en selvfølge, at alt materiel, i særdeleshed alle formularer og blanketter i biblioteksarbejdet er standardiserede, ligesom katalogiseringen bør være ensartet. Hvem har glæde af, at den slags er forskelligt udformet i de forskellige biblioteker? Der kunne spares meget besvær og mange penge, hvis bibliotekarerne ville give afkald på personlig stillingtagen til blanketters udformning.
På andre af dagliglivets områder er vi så vant til standardisering, at vi slet ikke tænker over det. Posthusene her i landet bruger alle samme blanketter og har overalt organiseret betjening med samme metoder. Der kan forhåbentlig være enighed om, at dette er at foretrække, fremfor en tilstand, hvor posthusenes blanketter og betjeningsteknik udformes efter de enkelte postmestres personlige opfattelser.
Der er sket betydeligt fremskridt på dette område efter Standardiseringsudvalgets indsats. så meget at vi nu ikke længere kan underskrive vor engelske kollegas udbrud ved synet af de forskellige blanketter, der anvendes i de engelske county libraries: "Never have so few found so many ways to do the same job". Men der er dog langt igen.
Den centrale katalogisering, vi opretholder gennem Dansk Bibliografisk

447
Kontor, udnyttes ikke i fuldt omfang. De trykte kort har betydet et stort fremskridt, men tænk hvad der kunne spares af arbejdskraft, hvis disse kort ikke skulle sættes ned i hundreder af skrivemaskiner landet over til påføring af særlige signaturer og emneord, inden de havner i kartotekerne.
En bibliotekars individuelle opfattelse af et problems løsning, f.eks. et katalogiseringsproblem, vil meget ofte blive motiveret med "hensynet til publikum", og man kan under denne devise finde allehånde modstridende afgørelser i vore kartoteker. Nu kan publikum jo ikke selv deltage i en diskussion om katalogiseringsspørgsmåI. Manglende bibliotekaruddannelse hindrer det, men hvad mener man overhovedet med "hensynet til publikum". Publikum er jo ikke nogen person, hvis mening kan afæskes. Publikum er en stor forskelligartet masse af mennesker med højst forskellige forudsætninger og højst forskellige muligheder for at benytte bibliotekerne. Vi må naturligvis prøve at finde de løsninger på de tekniske problemer, som i størst mulig udstrækning letter publikums benyttelse af bibliotekerne.
Men det er meget vanskeligt at fastslå, hvilke løsninger der i så henseende er de bedste. Det eneste man med sikkerhed kan fastslå er, at såvel publikum som bibliotekarerne er bedst tjente med, at alle biblioteker i hvert fald benytter en ensartet teknik.
I Sverige har man fornylig gennemført en centralisering af katalogarbejdet, der må betegnes som et meget stort fremskridt. Ordningen går i korthed ud på, at Kungliga Biblioteket i Stockholm foretager en grundkatalogisering af alle svenske bøger, og denne katalogisering benyttes dels af Kungliga Biblioteket og universitetsbibliotekerne dels af Bibliotekstjänst i de for folkebibliotekerne beregnede trykte katalogkort. Denne ordning forudsætter fælles klassifikationssystem og fælles, katalogiseringsregler for de store videnskabelige biblioteker og folkebibliotekerne. De fleste vil sikkert mene, at det ikke kan gennemføres her i landet, men i Sverige har det altså kunnet lade sig gøre.
Bibliografisk Kontors vækst siden oprettelsen i 1939 viser, at der har været brug for en institution, der kan hjælpe bibliotekerne med forenklingen og standardiseringen. Men de muligheder, der ligger i institutionen, udnyttes ikke tilstrækkeligt. En central fremstilling af katalogkort, trykte kataloger, materiel etc. kan aldrig udformes, så den tilfredsstiller alle, men kunsten at udnytte rationaliseringsferetagender består også i at resignere ovenfor løsninger, man personlig ville have foretrukket anderledes. Den private forretningsmand er nødt til at udvise denne resignation.
Jeg vil gerne slutte mine bemærkninger om arbejdsforenkling med at referere en samtale jeg for nogen tid siden havde med en oplandsbibliotekar om fællesindbindingen. Den pågældende kritiserede fællesindbindingen stærkt og sagde: "Mon det ikke er på tide, at fællesindbindingens ledelse tager sig sammen og reorganiserer hele virksomheden efter svensk mønster.

448
Den svenske fællesindbinding er jo langt mere effektiv og benyttes meget mere af bibliotekerne end den danske".
Men hertil kunne jeg svare, at denne kritik beror på en fuldkommen misforståelse. Det er rigtigt, at den svenske fællesindbinding er langt mere effektiv end den danske. Men hvorfor er den det? Det er den af den simple grund, at de svenske biblioteker har kunnet enes om at aftage de fællesindbundne bøger i helt ensartet udformning, d.v.s. at alle biblioteker både de mindste og de største får bindene leveret med den centrale katalogiserings klassemærke påtrykt - cutternumrene benyttes som bekendt slet ikke i svenske biblioteker. Den danske fællesindbindings ledelse er særdeles klar over de fordele den svenske ordning indebærer, men er samtidig klar over, at forskellen på de to ordninger beror på forskellig indstilling hos svenske og danske bibliotekarer til benyttelse af fællesforetagender.
Ved forenkling af arbejdet må man også have opmærksomheden henvendt på eventuelt overflødigt arbejde. Lad mig som eksempel blot anføre to ting, der i mange år har været betragtet som nødvendige, fordi vi nu éngang har fået dem indført med den øvrige amerikanske biblioteksteknik, nemlig hyldelisterevisionen og den klassedelte udlånsstatistik. Jeg vil ikke hævde, at disse arbejdsprocesser ubetinget er overflødige, men jeg tvivler meget stærkt på, at udgifterne hertil står i rimeligt forhold til udbyttet.
Hyldelisterevisionen er et typisk eksempel på en arbejdsproces, man kører videre med, uden at undersøge om den kan betale sig, eller om den overhovedet er nødvendig. Det er vel rimeligt, at et bibliotek med passende mellemrum, f.eks. hvert 10. år, foretager en opgørelse af den art, men at gøre det hvert år, tror jeg er spild af arbejdskraft, eftersom man kun opnår at konstatere, at de og de bøger er bortkommet, hvilket man ved i forvejen i hvert fald hvor det drejer sig om efterspurgte bøger. Det er utvivlsomt langt billigere at købe de pågældende bøger end at foranstalte en hyldelisterevision for at konstatere, at de virkelig er forsvundet.
Den klassedelte udlånsstatistik skal føres i henhold til den ministerielle bekendtgørelse - desværre. Det bør ændres i den næste bekendtgørelse, ikke blot fordi oplysningene i sig selv er uden større betydning, men nok så meget fordi de i mange tilfælde er vildledende. Man tænke blot på en statistik over, hvad der er lånt i gruppe 10, der for størstedelens vedkommende omfatter ikke-filosofisk litteratur, eller gruppe 70, der ikke kan siges at være nogen pålidelig kilde til oplysning om publikums kunstinteresse. Man kan mene, at denne udlånsstatistik har betydning for bogvalget. Men når bibliotekaren skal afgøre, om en bog skal anskaffes eller ej, sidder han vel ikke med udlånsstatistikken foran sig. Voksende interesse indenfor et bestemt emne, som vi f.eks. har set det i de seneste år indenfor litteratur om fotografi, vil man jo under alle omstændigheder bemærke, hvad enten man har en særlig udlånsstatistik eller ej. Jeg nævner blot dette som eksempler, der med rimelighed kan underkastes en nærmere undersøgelse.

449
Arbejdsfordeling

Fra bibliotekernes pionertid har man bestræbt sig for at få uddannet en særlig bibliotekarstand som kunne påtage sig arbejdet i bibliotekerne. I USA og England er man på et tidligt tidspunkt begyndt at tage også anden arbejdskraft i brug til kontorarbejde, bogopsætning, stempling o.s.v. Også herhjemme har man benyttet sig af sådan arbejdskraft ved siden af den bibliotekariske. Det er imidlertid sket noget tilfældigt og er ingenlunde altid udtryk for en klar erkendelse af, hvordan arbejdet kan opdeles.
Hvis man studerer den betænkning over arbejds- og lønforhold, som bibliotekarforeningen har udsendt i 1958, vil man se, at forholdet mellem disse to kategorier af arbejdskraft er højst forskellig fra sted til sted. Så forskellig, at der her foreligger et problem, vi må tage op. Forklaringen på de store forskelle må søges i flere forhold, f.eks. den herskende mangel på bibliotekarer, der ikke gør sig lige stærkt gældende overalt, de meget forskellige lokaleforhold og de ledende bibliotekarers indstilling til og interesse for arbejdsproblemerne. Det er imidlertid ikke hele forklaringen, og man kan ikke blot tage betænkningen til efterretning med henvisning til forskellige lokale forhold. Vi er simpelthen tvunget til at tage spørgsmålet om arbejdsfordeling op til undersøgelse, således at det kan fastslås, hvilke funktioner der kræver bibliotekarisk arbejdskraft, og hvilke der ikke gør det, samtidig med at vi finder ud af forholdet mellem de to kategorier af arbejde.
Sådanne undersøgelser har været udført før, også i Skandinavien. I Stockholms Stadsbibliotek blev der i 1940 foretaget en arbejdsundersøgelse, hvorved man konstaterede, at en væsentlig del af bibliotekarernes arbejde var af en sådan art, at det med fordel kunne udføres af kontorpersonale. Ved undersøgelsens begyndelse udgjorde bibliotekarpersonalet 81,4 % af det samlede personale. Resultatet af undersøgelsen blev, at man konverterede en række bibliotekarstillinger til kontorstillinger, således at bibliotekarpersonalet derefter udgjorde 67,7 %. Man tog altså ikke helt konsekvensen af undersøgelsen, der syntes at vise, at kun 35 % af det samlede antal arbejdstimer fordrede bibliotekarisk arbejdskraft.
Denne undersøgelse var imidlertid ikke særlig omfattende, og den blev udelukkende gennemført af bibliotekets personale. En betydelig interessantere undersøgelse gennemførtes i 1951 i Norrkóping. Denne undersøgelse foretoges af en professionel rationaliseringsekspert, men i meget nøje samarbejde med bibliotekets personale. Den resulterede bl.a. i frigørelse af et betydeligt antal bibliotekararbejdstimer, tidligere knyttet til katalogafdelingen, og denne arbejdskraft kunne derefter overføres til publikumsafdelinger til løsning af opgaver, man hidtil havde måttet forsømme på grund af den herskende bibliotekarmangel. For tiden foretages i Sverige en tilbundsgående arbejdsundersøgelse, hvilket jeg skal vende tilbage til.
Man hører ofte bibliotekarer anvende udtrykket kvalificeret og ukvali-

450
ficeret om henholdsvis bibliotekarisk arbejde og kontorarbejde. Mere uheldigt kan man næppe udtrykke forskellen Då de to personalekategorier. Der er i biblioteket tale om arbejde, der kræver forskellige kvalifikationer, men kontorpersonalet skal - som stadsbibliotekar Krogh-Jensen engang har udtrykt det - ikke udføre anden-klasses bibliotekararbejde, men førsteklasses kontorarbejde. Problemet arbejdsfordeling kan først Iøses rigtigt, når dette er erkendt, og man samtidig er klar over, at kontorpersonalet må have betydelig større mulighed for avancement og for fast ansættelse end det almindeligvis er tilfældet. I Sverige har man i erkendelse heraf taget initiativet til en særlig uddannelse af bibliotekskontorister. Det bør afgjort tages op her i landet. Med en særlig uddannelse oveni den almindelige kontoruddannelse vil vi blive i stand til at overlade en betydelig del af arbejdet til kontorpersonale, og det vil dernæst være rimeligt at indføre ordentlige avancementstillinger til denne kategori af medarbejdere. En sådan ordning vil jo iøvrigt trække flere velkvalificerede kontorfolk over i biblioteksarbejdet. I visse lande har man en graduering af bibliotekaruddannelsen, således f.eks. i England. hvor man udover den almindelige bibliotekaruddannelse har en videregående uddannelse, der efterhånden er blevet obligatorisk for ansættelse i ledende stillinger. Jeg mener ikke, man skal indføre en sådan ordning i Danmark, men at man i stedet for skal stræbe efter oprettelse af en særlig kategori af biblioteksassistenter, d.v.s. bibliotekskontorister med en særlig biblioteksuddannelse, som gør det muligt at benytte dem til en stor del af det arbejde, der idag udføres af bibliotekarer.
På et felt som accessions- og katalogafdelingen vil man formentlig kunne tage kontorarbejdskraft i brug i langt højere grad end hidtil. Naturligvis kan ikke enhver kontorist sættes til at foretage accessionering eller deltage i katalogiseringsarbejde. Den slags arbejde kræver en vis forudgående orientering og træning. Men det gælder også for bibliotekarerne, hvadenten de skal udføre bibliotekarisk arbejde eller kontorarbejde. Vi har alle set bibliotekaren, der skriver på maskine med to fingre. Men tror man iøvrigt. at enhver nybagt bibliotekar kan katalogisere? Ja, flere steder har man haft den opfattelse. Det er en af forklaringerne på, at vort katalogapparat er så dårligt, som det er.
Et særligt problem opstår, hvor et bibliotek i en mindre købstad eller på landet står overfor muligheden af at ansætte en heltidsbeskæftiget bibliotekar. I almindelighed former dette sig således, at man med stort besvær får overtalt de kommunale myndigheder til at bevilge det strengt nødvendige for en sådan ansættelse, og bibliotekaren tiltræder da en stilling. hvor han højt regnet kan være bibliotekar i halvdelen af tiden. medens han i den anden halvdel eller formentlig mere må udføre kontorarbejde. Men vi er allesammen enige om, at denne bibliotekar skal lønnes med den sædvanlige bibliotekarløn, ja egentlig helst have overlærerløn. Det vil altså sige, at man

451
forlanger en løn, der motiveres med uddannelsen og ikke med arbejdets karakter.
Det kan vi næppe blive ved med. Det kræver ikke bibliotekaruddannelse at sætte bøger på plads eller at stemple, det kræver slet ikke nogen uddannelse, men talrige bibliotekarer landet over, ikke blot i de små énmandsbetjente biblioteker, udfører sådant arbejde eller andet arbejde om maskinskrivning af kort, skrivning af bogbinderlister o.s.v. som ikke på nogen måde forudsætter bibliotekaruddannelse. Efter min mening bør man overhovedet ikke ansætte en faguddannet, heltidsbeskæftiget bibliotekar før man samtidig kan ansætte en kontormedhjælper. Man må heller ikke overse den kendsgerning, at ansættelsen af en heltidsbeskæftiget bibliotekar som regel vil medføre en meget kraftig stigning i biblioteksbenyttelsen, hvilket igen betyder, at de med så stort besvær opnåede bevillinger hurtigt vil vise sig ganske utilstrækkelige, hvortil kommer, at bibliotekaren derved bliver så optaget af tekniske og praktiske gøremål, at han slet ikke får tid til den boglige vejledning, der skulle være hans egentlige opgave, og hvortil han særligt har uddannet sig.

Samarbejde

Den fulde udnyttelse af vore ressourcer opnås først, når samarbejdet mellem bibliotekerne indbyrdes bliver væsentligt uddybet. Det kan ske på mange områder, og formålet må være et samarbejde, der placerer hvert enkelt bibliotek som led i ét landsomfattende bibliotekssystem.
På bogkøbets område ville en rationalisering kunne gennemføres, hvis ikke de fleste biblioteker købte helt uafhængigt af hinanden. Efter krigen har der i såvel USA som England været slået stærkt på betydningen af større biblioteksenheder, uagtet enhederne i disse lande i forvejen er langt større end de danske. (I Danmark findes der et folkebibliotek for hver 3000 indb., medens der i England findes et for hvert 74.000 indb.). I de efterkrigsplaner, biblioteksforeningerne i de to lande har publiceret, fremhæves betydningen af en sammenlægning af de eksisterende biblioteker, således at man opnår større enheder. I USA er man som resultat af den store biblioteksundersøgelse "The Public Library Inquiry" nået til, at et bibliotek i hvert fald ikke må have under 100.000 $ i årligt budget. I den nylig udkomne betænkning om de engelske folkebibliotekers fremtidige organisation fremhæves 100.000 kr. som minimum for et biblioteks bogkonto. Betydningen af større enheder kan også ses i Sverige, hvor man efter at have sammenlagt de små sognekommuner, således at de fleste nu har 3-4000 indb. eller derover, har set en vældig stigning i biblioteksvirksomheden på landet. Fra 1949 til 1956 steg disse bibliotekers udlån fra 2,7 til 6,2 mill. bd., og de samlede udgifter fra 2 til 9 mill. kr. Med hensyn til forslagene om større enheder i England og USA er man klar over vanskelighederne ved

452
sådanne omlægninger og udfolder derfor betydelige bestræbelser for at skabe samarbejde indenfor større regioner om bogkøb og fælles. magasiner. Eksempelvis kan nævnes "The Metropolitan Special Collections Scherne", hvor efter de 28 kommuner i London har fordelt de mere videreeående opgaver mellem sig.
En tilsvarende ordning er iøvrigt påbegyndt i Sverige, hvor centralbibliotekerne er ved at gennemføre en vis fagdeling. Et lignende samarbejde kunne vel overvejes herhjemme. Hvis man undersøger 10-12 købstæders sammenlagte bogkøb for ét år, vil resultatet sikkert vise mange tilfældigheder og megen utilstrækkelighed. Hvis de samme købstæder indkøbte og magasinerede efter en fælles plan for deres samlede indbyggere, ville den boglige betjening utvivlsomt blive mere effektiv, og det nytter ikke noget at henvise til Statsbiblioteket og Oplysningskontoret, som ventiler for utilstrækkelig bogbestand. Der sker mange misbrug på den konto. Den interurbane lånevirksomhed kan iøvrigt helt reorganiseres, hvis man indfører fjernskrivere i Statsbiblioteket og Oplysningskontoret samt i de større videnskabelige biblioteker og i centralbibliotekerne. Udgifterne er ikke afskrækkende, men det vil føre for vidt at komme nærmere ind på dette.
En biblioteksleders opgave bør ikke blot være den at skabe det bedst mulige bibliotek for de mennesker, der nu éngang bor i hans biblioteks område. Han har også den opgave at skabe den bedst mulige afdeling af et landsomfattende bibliotekssystem. Det er min opfattelse, at vi snarest bør tage spørgsmålet om fagdeling og fællesmagasiner for folkebibliotekerne op til drøftelse.

Den svenske arbejdsundersøgelse

I januar 1958 påbegyndtes en stort anlagt arbejdsundersøgelse vedrørende svenske folkebiblioteker. Undersøgelsen vil kræve 2 år, og betænkningen ventes at foreligge i begyndelsen af 1960. Den udføres af bibliotekar Bengt Holmström, der har orlov, således at han i de to år helt kan hellige sig dette arbejde. Udgifterne til undersøgelsen andrager ialt 110.000 kr., hvoraf Folkbibliotekariefóreningen yder 10.000 kr., staten 50.000 kr., stadsförbundet 30.000 og de 9 biblioteker, der har stillet sig til rådighed for undersøgelsen, 20.000 kr.
Undersøgelsen er organiseret således, at man har nedsat en komité bestående af 2 repræsentanter for stadsförbundet, 2 repræsentanter for folkbibliotekarieföreningen samt den svenske biblioteksdirektør. Som særlig sagkyndig er tilforordnet chefbibliotekar Möhlenbrock. Efterhånden som Bengt Holmströms arbejde skrider frem, og materialet bearbejdes, drøftes det i regelmæssige møder i komiteen.
Metoderne, der anvendes, er for det første frekvensstudier, der tilsigter at give nøjagtige oplysninger om forholdet mellem de forskellige funktioner, for det andet tids- og bevægelsesstudier på specielle områder foretaget af

453
særligt uddannede ingeniører. Dette sidste er f.eks. foretaget for at belyse effektiviteten af 6 forskellige udlånsmetoder, ligesom man også herigennem vil kunne fastslå den mest hensigtsmæssige indretning af personalets arbejdspladser og disses placering i forhold til hinanden.
Frekvensstudier, der i adskillige år har været benyttet ved arbejdsundersøgelser i industrien, består i en række vilkårlige observationer vilkårligt fordelt på virksomheden, men i så stort antal, at man ved en statistisk bearbejdelse af materialet kan opnå et nogenlunde nøjagtigt billede af virksomheden. De oplysninger, der først og fremmest har interesse, er den procentvise fordeling af de forskellige funktioner og disses fordeling på personale, lokaler og tidsrum.
Denne undersøgelse er resultatet af tjenesternandsstrejken i 1957, der bl.a. ramte nogle biblioteker. Tjenestemændene fik ikke - i hvert fald ikke for bibliotekarernes vedkommende - deres krav opfyldt, men stadsförbundet og bibliotekarforeningen enedes om at foranstalte en arbejdsundersgøelse, der skulle vise, om det arbejde, der udføres af bibliotekarerne, kræver den særlige bibliotekaruddannelse. Der er ingen tvivl om, at undersøgelsen vil vise, at en meget stor del af det af bibliotekarerne udførte arbejde ikke kræver en sådan uddannelse. På den anden side kan bibliotekarerne med arbejdsundersøgelsens resultat som grundlag foretage en omlægning af arbejdsforholdene, således at det klart kan dokumenteres, at bibliotekarerne virkelig udfører arbejde, som berettiger til en aflønning, der svarer til den, der ydes andre tjenestemænd med højere uddannelse.
Hvis man frygter, at en sådan undersøgelse vil medføre en formindskelse af den service, vi skal yde publikum, så vil jeg hertil svare, at såfremt undersøgelsen gribes forkert an og foretages af en professionel rationaliseringsekspert, hvis formål udelukkende er at nedbringe omkostningerne, så kan det blive tilfældet. I Borås foranstaltede kommunen i 1957-58 en arbejdsundersøgelse, der blev foretaget af en rationaliseringsekspert, hvis opdrag ganske klart var at skaffe grundlag for nedskæringer. Han påbegyndte arbejdet i overbibliotekarens sommerferie og udførte undersøgelsen uden noget egentlig samarbejde med bibliotekspersonalet. Resultatet blev, at de ønskede nedskæringer med påfølgende forringelse af publikumsbetjeningen gennemførtes.
Dette afskrækkende eksempel er én af grundene til, at jeg mener, at vi snarest bør foretage en arbejdsundersøgelse - altså ikke efter Boråsmønstret - men på linie med den almindelige svenske undersøgelse. Det er et rimeligt krav fra samfundets side, at den højt betalte arbejdskraft ikke anvendes til arbejde, der kan udføres billigere, og det kan blive farligt for bibliotekarernes kommende lønkrav, hvis det fra myndighedernes side bliver fremført, at bibliotekarerne udfører kontorarbejde. Man kan undre sig over, at det ikke allerede er sket. Vi kender ikke idag det virkelige behov for biblio-

454
tekarer, og vi kan heller ikke omlægge vort arbejde, før en gennemført arbejds-undersøgelse har givet os oplysningerne.
Det er i den forbindelse vigtigt, at vi selv tager initiativet og får hånd i hanke med undersøgelsen, thi vort arbejde skaber værdier, der ikke kan måles i kroner og øre, og som måske derfor vanskeligt erkendes af en professionel rationaliseringsekspert. Det endelige resultat af en arbejdsundersøgelse skal efter min mening ikke være at nedbringe omkostningerne, men at frigøre bibliotekarerne til bibliotekarisk arbejde, således at vi for de midler, vi råder over, kan yde en bedre service, end vi hidtil har gjort. Der er nok af uløste opgaver.
Må jeg nævne nogle: Samarbejdet med foreninger og institutioner, studievejledning i mange forbindelser - i Norrköping er der nu ansat en særlig studiebibliotekar, der udelukkende skal tage sig af sådant arbejde. Endvidere udbygning af vore lokalsamlinger i forbindelse med de byhistoriske arkiver, der efterhånden dukker op. Det audio-visuelle arbejdsområde kan også nævnes, herunder den mulighed for at formidle både kunst og musik, som bibliotekerne har. Der er ingen grund til at spekulere på, om det nu også er en opgave for bibliotekerne. Opgaven skal jo løses, og bibliotekerne har den landsomfattende organisation, der er nødvendig.
Alt det, jeg her har sagt, kan måske forekomme de fleste at være selvfølgeligt. Vi er formentlig alle enige om at erkende fordelene ved standardisering, forenkling og samarbejde, og der er næppe nogen, der vil gå ind for, at bibliotekarerne skal udføre kontorarbejde. Det er altsammen blevet sagt før. Jeg siger det heller ikke nu for blot at gentage det, men for at gøre Opmærksom på, at tiden er inde, og jeg opfordrer bibliotekarforeningen til at tage initiativet til gennemførelse af en arbejdsundersøgelse.
Som fagforening har bibliotekarforeningen ikke blot den opgave at arbejde for en forbedring af medlemmernes økonomiske kår. Den bør som andre fagforeninger også interessere sig for en forbedring af medlemmernes arbejdsmæssige kår.
Må jeg slutte disse bemærkninger med at fortælle en lille oplevelse. der illustrerer det, jeg her har sagt. Jeg fik for nogen tid siden fra vicebibliotekaren ved et af vore større købstadbiblioteker et brev, hvori han bl.a. skrev:
"Først for få måneder siden ansattes her en kontorist - meget mod chefens vilje - så vicebibliotekaren kunne slippe for at deltage i udskrivning af krævekort og helt hellige sig ud- og indstempling af bøger ved skranken".
Jeg håber, bibliotekarforeningen vil tage sagen op, og at den vil føre til et godt resultat. således at jeg en dag kan få et nyt brev fra vicebibliotekaren, hvori han meddeler, at han nu er blevet fritaget for ud- og indstempling ved skranken, således at han helt har kunnet hellige sig bibliotekarisk arbejde.