Folkebibliotekernes historie i Danmark indtil Aar 1920, I Omrids
• Udgivelse: Hellerup :Kbh : Aug. Olsen
• Udgivelsesår: 1929
• Omfang: 73 s.
• Forfatter: Banke, Jørgen
 

Side 1

Index
Tilbage
Næste

Almuebibliotekets Kaar først i det nittende Aarhundrede

Sidst i det attende og først i det nittende Aarhundrede var der som bekendt i visse Lag af Danmarks Befolkning en levende Interesse for Oplysning af Almuen. De roussauske Idéer besjælede en vis Del af Overklassen og gav sig et positivt Udslag i Skoleloven af 1814. Den nye Skole for Folket kastede hele sin Energi over dette at frembringe Læseevne og haabede, at man efter Erhvervelsen af denne Færdighed straks vilde anvende den i Livets Tjeneste.
I selve Skolen var man tilfreds, naar man blot kunde anvende Læseevnen paa Læsebogen og Remserne i Pontoppidans Forklaring eller Balles Lærebog, om Skolebiblioteker var der slet ikke Tale.
Oplysningstidens Præster, der i høj Grad beskæftigede sig med det frigjorte Bondefolks Erhverv, fik i Begyndelsen af det nittende Aarhundrede oprettet en Række Bogsamlinger, men da disse, som naturligt var for den Tid, kom til at bestaa af en Del forholdsvis lærde Landbrugsskrifter og opbyggelige Bøger, som kun et Faatal af den almindelige Landbefolkning paa dette Tidspunkt forstod, havde Folket som Helhed kun saare ringe Udbytte af disse Biblioteker.
Oplysningstidens velmenende og gode Bestræbelser for, "at den frie Bonde kunde vorde kæk og oplyst, flittig og god, hæderlig Borger, lykkelig", kronedes langt fra med Held ad Bogsamlingsvejen.
De alvorlige, humanttænkende Folk af Overklassen, der havde sat sig dette smukke Maal, manglede de pædagogiske Forudsætninger og det populære Materiale, og samtidig brød Romantikken ind over den oplyste Del af Folket, og den levnede i Begyndelsen kun faa Smuler af sit Læsestof til Almuen.
Da Grundtvig mellem 1807 og 1814 fik sin nationale Vækkelse, vilde han rejse alle gode Kræfter i Folket for at bevare Fædrelandet. Han vilde skabe det samme Fædrelandssind, som han selv havde, i hele Folket. I denne Periode troede han sikkert, at han gennem den nyerhvervede Læsefærdighed hos Folket kunde "vende Børnenes Hjerter til deres Fædre" ligesom Døberen Johannes, ellers havde han vel næppe oversat Sakse, Snorre og Beovulfs Drapa. Gennem en saadan Læsning skulde Folket ikke "fortabe sig i den øjeblikkelige Lykke eller Ulykke, men leve sig ind i Fortiden, hvor det skulde høste Kraft, Trøst, Visdom og Forhaabning som Beredelse til den store Fremtid".
Imidlertid fandt disse Bøger ikke Vej til Folket, ligesaa lidt som hans bibelhistoriske og kirkestoriske Digtning. Grundtvig kom efterhaanden til det Resultat, at selv om Bogen var skrevet med "Englefingre" og "Stjernepenne", var og blev den en død Genstand for Folket, hvis ikke Lærerne ved Hjælp af Ordet satte Liv i den.
For at vor Almue kunde blive klar over, at den bestod af Mennesker, danske Borgere, der til sidst skulde have Borgerbrev i Himlen, skulde den gribes og vækkes paa samme Maade som Henrik Steffens havde grebet Grundtvig med sin ildfulde Tale - og dette skulde ske paa "Skolen i Soer". Denne Skoletanke blev især levende hos Grundtvig efter at Frederik den Sjette havde givet sit Løfte om "raadgivende Stænderforsamlinger".
Skulde Almuen deltage i Landets Styrelse, maatte den vækkes og oplyses til denne nye Opgave. Hele Planen til Realhøjskolen i Sorø var færdig og sanktioneret af Kristian den Ottende, men gik desværre i Graven med ham ved hans pludselige Død 1848.
Allerede i 1844 havde det nationale Røre i Sønderjylland givet Stødet til Oprettelse af Rødding Folkehøjskole, der fik et særligt nationalt og lidt højere liggende Præg end de Højskoler, som opstod efter at Kristen Kold i 1851 paa sin Maade havde ført Grundtvigs Tanker ud i Livet.
Da Grundtvig i Skrift kæmpede for "Skolen i Soer" gjaldt det for ham om at vise, at her var "Skolen for Livet", og i den kunde man hente noget helt andet og mere værdifuldt end det, man kunde vente sig blandt "Bogorme" og "Heglehoveder", der skabte "Papirvæsenet" ved Hjælp af "Blækhavet". Grundtvig vidste selvfølgelig, at der var levende Bøger til, det var Bogen fra "den sorte Skole", han vilde til Livs, men dette blev gjort saa kraftigt, at hans Disciple blandt det brede Lag af Folket kun fik øje for Bogens daarlige Sider.
Grundtvig bekæmpede den "sprænglærde" og pedantiske Bog, men Kristen Kold tog det hele med. Det gjaldt især for Kold at få Vækkelsen frem - alt, hvad der ikke kunde give sig et næsten synligt Udslag i Vækkelsesekstase, duede ikke hverken i Højskole eller Børneskole.
Kold siger: "Vi roser os i lærde Skrifter af vore historiske Minder, og Saxo bliver oversat paa ordentlig Dansk og omdelt i Skolerne, men ikke brugt; Oehlenschlägers "Nordens Guder" er ikke kendt blandt vor Almue, saa lidt som Nordens Mytologi i det hele; kun faa af vore Skolelærere kender den -. Det er vel sandt, at Folket kan læse, og denne Overtro paa Læsning er for en stor Del Skyld i vor Fordærvelse ? dersom det var nok at læse, hvortil da Skolelærerne? - At læse sig til noget hører den modnere Alder til ? og det maa forberedes ved mundtlig Undervisning. Faar man blot Syn for, at Aanden først skal vækkes, da vil den mundtlige Undervisning komme til at indtage sin Plads i Almueskolen saa langt over den boglige, som den virkelige levende og virkende Mand staar over sit paa Papiret malede Portræt".
Saaledes kan man i Kolds "Skoletanker" finde det ene Citat efter det andet, der er tydelige Udfald mod Bogen. Man vil let forstaa, at dette gav vanskelige Tider for Almuebibliotekerne, naar Almuens Opdragere havde et saadant Syn paa Bøger.
Ingen pegede paa, at det selvmodsigende i denne Kamp mod Bogen laa i, at Kampen blev ført paa Tryk og at de, der virkelig kunde tale "det levende Ord" med de underbare Virkninger enten havde brugt eller maatte bruge Bogen for stadig at faa "det levende Ords Kilde" til at rinde. Baade før og under det "levende Ords Storm" havde de fleste Bogsamlinger det kummerligt, med deres tilfældige Underholdningsbøger uden Kontakt med Tiden. Kun faa af dem har efterladt sig Spor, de fleste var sikkert ganske betydningsløse.
Blandt Undtagelserne kendes dog enkelte, hvor man indkøbte Bøger i Pagt med Tiden og hvor Laanerne virkelig bestilte noget, f. Eks. Lundby Læseselskab i Sydsjælland, der blev stiftet af 18 Gaardmænd i 1841 [Note: Se "Bogens Verden" Marts 1928 Side 30]. En af Husmændenes store Pionerer Peter Hansen, Lundby, var til en Tid Sjælen i dette Læseselskab - og man kan paa Bogbestanden se, at han her har hentet Materiale til sin Kamp for Husmændenes Frigørelse. Peter Hansen, J. A. Hansen og andre fremtrædende selvuddannede Mænd af Almuen vilde næppe have naaet frem til det Stude, de indtog, om de ikke havde haft adgang til Bøger, saa Grundtvig og Kold gik noget for vidt. Dog maa det indrømmes, at deres Synspunkter i det store Hele var rigtige i Forhold til de Bøger, man dengang havde, og de Metoder, man anvendte.
Lærebogen i Skolen og Lærebogen paa Seminarierne var i den Grad i Forgrunden, at der ikke blev levnet Plads for den virkelige levende Bog blandt Almuen.
Medens Overklassen nød de romantiske Forfattere i fulde Drag, og Kristen Kold øste Kræfter af Ingemanns Romaner til sine livgivende Foredrag, naaede Flertallet af Almuen Vejs Ende uden at møde en Bog, der havde Indflydelse paa dets Liv.
Bogen blev inden for Højskolen sat op som en Modsætning til Livet. Man kan lære i Livets Skole, men ikke af Bøgerne, denne Sætning blev slaaet fast overalt, hvor Højskolen havde Indflydelse.
Til sidst vendte Folket hele Forholdet paa Hovedet, saa at det blev en almindelig Mening, at vilde man lære noget, burde man høre Foredrag, og vilde man underholdes, skulde man læse Bøger.
Selv om det kun var et Faatal af det danske Folk, der kom paa Folkehøjskole, bredte det levende Ords Metode i Aarenes Løb sig ud over hele Landet til Børneskoler og den mindste Vraa, og den holdt ethvert bogligt Arbejde blandt Folket nede mellem de ubetydelige Smaating, der i og for sig var gode nok, men alligevel rene Biting i Tilværelsen.
Selvfølgelig kunde Højskolen i Realiteten ikke være en Fjende af den gode Bog, og det lidt, der skete paa Folkebibliotekernes Omraade, blev ogsaa støttet af Højskoleelever paa Landet, men som Undervisningsmiddel, naaede Bogen aldrig frem i den gamle Højskoletype.

*

Den særprægede Retning inden for vor Folkekirke, der blev stiftet af nogle sjællandske Bønder først i Halvtredserne og senere af Præsten Vilhelm Beck ført frem til en meget betydelig Magtstilling i dansk Folkeliv, tog selv Bogen i sin Tjeneste, men betragtede Folkebiblioteksbevægelsen som noget verdsligt og i visse Maader farligt, som man ikke burde give sig af med.
Fra Indre Missions første Tid har man lagt megen Vægt paa at sende Kolportører rundt med Bogpakker; man havde altsaa Tro paa, at det trykte Ord vilde faa den allerstørste Indflydelse paa Mennesker, blot det var de rigtige Bøger, d.v.s. gudelige Bøger, af en ganske bestemt Type, der kom ud blandt Folk.
Vilhelm Beck havde en levende Sans for, hvad Bøger og Biblioteker kunde betyde, han besøgte ofte den kundskabsrige Præst Hans Knudsen i Bregninge og nød meget nyttigt og godt fra hans store Bibliotek, selv den verdslige Skønlitteratur læste han med stor Glæde. Han nævner i sine Erindringer, hvorledes han en Dag fik et Fornyelsens Bad i Dickens Pikwick-Klubben, men med Hensyn til Lægmandsfolket anlagde han ikke dette Synspunkt. Han var meget forbavset, da han opdagede, at den gamle Kolportør Jens Dyrholm ogsaa havde "Dyrlægebøger" i sin Taske; saa selve Folkebibliotekstanken laa meget fjernt fra Beck og endnu fjernere fra hans Meningsfæller.
Det er først i de allerseneste Aar, at man har set Missionsfolk søge til de offentlige Folkebiblioteker og være med til at opretholde dem.