Folkebibliotekernes historie i Danmark indtil Aar 1920, I Omrids
• Udgivelse: Hellerup :Kbh : Aug. Olsen
• Udgivelsesår: 1929
• Omfang: 73 s.
• Forfatter: Banke, Jørgen


side 34
Index
Tilbage
Næste
 

Tanken om Centralbiblioteker opstaar

Det tredie, og vel nok det mest frugtbringende for Bibliotekssagen, der skete i 1909, var Overbibliotekar H. O. Lange's Foredrag "Om Bibliotekssagen uden for København", hvor biblioteksinteresserede for første Gang fik et virkeligt klart og anskueligt Billede af, hvad Fremtiden bar i sit Skød paa Folkebiblioteksvæsenets Omraade.
Foredraget, der fra først til sidst er et betagende Indlæg for Bogen som Opdragelsesredskab, indeholder blandt andet følgende:
"Den moderne Biblioteksbevægelse, der er udgaaet fra England og Amerika, har sat sig til Opgave at faa Folk til at læse. Det er en Oplysningsbevægelse, der er et baade naturligt og nødvendigt Supplement til Skolen.
Men denne Bevægelse kan endnu ikke siges at have naaet Danmark. Vort Biblioteksvæsen er endnu ikke organiseret; endnu har, hvad Amerikanerne kalder "the library spirit" (Biblioteksidéen) ikke opfyldt Aandskulturens ledende Kræfter i Kirke og Skole, i Litteratur og i Presse; og vore Myndigheder har endnu ikke set Opgavens Storhed og Vigtighed, hvorfor deres Bestræbelser heller ikke præges af Sikkerhed og Maalbevidsthed.
Staten gør ret betydelige Ofre for de videnskabelige Biblioteker og støtter ogsaa de saakaldte Folkebiblioteker, om end den Støtte, som det enkelte af disse Biblioteker faar, er saare ringe. Men Kommunerne staar meget langt tilbage, og det ser ud til, at det kan vare længe, førend en Kommune forstaar, at det er lige saa nødvendigt for et lokalt Samfund at have et offentligt Bibliotek som at have en offentlig Skole, og at de nødvendige Udgifter til Bibliotekets Drift bør kunne paalignes Beboerne med samme Ret som Udgifterne til Skolen.
Ligesom Skolen er en stor Organisme, begyndende med Folkeskolen og endende med Universitetet, saaledes bør Biblioteksvæsenet i et Land som Danmark være et organisk, sammenhængende Hele, begyndende med Skolebogsamlingen, omfattende lokale Læsestuer med Haandbiblioteker, Vandrebiblioteker, større centralt beliggende Biblioteker for større Distrikter samt de videnskabelige Biblioteker i nøje Samarbejde med disse.
I Øjeblikket har vi de videnskabelige Biblioteker og Folkebogsamlingerne; det svarer til, om vi paa Undervisningsvæsenets Omraade kun havde Universitetet og Folkeskolen. De forbindende Mellemled, der skaber den organiske Helhed, mangler. Folkebogsamlingerne er som en Almisse til de brede Lag uden den rette folkeopdragende Kraft. Det offentlige Bibliotek skal jo ligesom Skolen opdrage Samfundsborgere, men i den Belysning tager Folkebogsamlingen sig ikke ud til sin Fordel…
Det, som tiltrænges for hele Landet, er en Biblioteksorganisme, der kan sprede sit Net ud over By og Land, gøre Propaganda for den gode Læsning, vække og tilfredsstille Trangen til Kundskab og skabe Aandskulturen nye Vilkaar i vort Folk.
Naar man drøfter Bibliotekssagen, bør man aldrig sætte Maalet lavere. Paa dette Omraade er det bedste ikke for godt.
Bibliotekssagen trænger til Organisation, og dette vil sige, at der maa skabes en Række aktive Centra, hver med sit Opland, i fast organiseret Samarbejde med de lokale Folkebogsamlinger til den ene og med de videnskabelige Biblioteker til den anden Side. Det vil være baade naturligt og formaalstjenligt at holde sig til en i det daglige Liv saa vel kendt administrativ Inddeling som Amterne, saa at hvert af vore 18 Amter faar sit offentlige Centralbibliotek.
Disse Biblioteker bør varetage deres Oplands Biblioteksbehov i videste Omfang og sigte baade paa den mere elementære og paa den højere Læsning. Paa deres Læsestuer skal under betryggende Forhold ogsaa saadanne Sager fra de videnskabelige Biblioteker kunne benyttes, der ellers ikke kan forsendes, og de maa tjene som Mellemled mellem Studerende og de store Biblioteker og som lokale Oplysningsbureauer for alle videbegærlige Mennesker inden for deres Kres.
For Byens Vedkommende, i hvilken et saadant Bibliotek ligger, maa det erstatte de nuværende Folkebogsamlinger. Det udlaaner baade underholdende og belærende Litteratur; det kan selvfølgelig indrette Udlaansfilialer, om det er nødvendigt. Det har en Læsestue med Haandbibliotek, Blade og Tidsskrifter, og tidssvarende Kataloger. Det udlaaner Bøger til sit Opland og udsender Vandrebiblioteker overalt, hvor saadanne ønskes; det indretter særlige Skolebogsamlinger, der kan veksle. Det repræsenterer det bibliotekariske Initiativ inden for sit Omraade og arbejder hen til Oprettelsen af Haandbiblioteker i Landsognene. Det tager de nødvendige Hensyn til lokale Forhold, f. Eks. de lokale Industrier eller en særlig Art højere Undervisning, der har sit Hjemsted i Byen. Dets Opgave er kort sagt paa enhver Maade at tjene Samfundslivet og dets Aandsidé i det lokale Samfund, at give alle samme Ret og Adgang til de Skatte, som Bøgernes Verden rummer....

Jeg tænker mig disse Provinsbiblioteker som Biblioteker paa indtil 50,000 Bind. De bør være ret kræsne i Valget af Bøger; de bør have det bedste og nyeste af nordisk Litteratur, der meddeler Kundskab og Oplysning, og det bedste af den Litteratur, der beriger Aand og Hjerte. Der bør ogsaa findes Værker paa fremmede Sprog, valgte med Omhu og Forstand.
Maaske vil det ikke være saa umiddelbart indlysende, hvilken Betydning saadanne Biblioteker kan faa for Landkommunerne, der jo nu i ret stort Omfang har deres Folkebogsamlinger. I mine Tanker er der i vore Dage ikke megen Mening i at have en permanent lokal Samling af underholdende Litteratur i et Landsogn; de gode Bøger i vor underholdende Litteratur bliver jo billigere og billigere. Der bør efter mit Skøn stræbes hen til, at der omkring i Landsognene oprettes Haandbiblioteker, bestaaende af udsøgte Haandbøger, som kan raadspørges af Befolkningen og er knyttede til Læsestuer, der de fleste Steder vil kunne skaffes i Forsamlingshuse, Missionshuse eller Skoler. Trangen til underholdende Læsning vil kunne mødes af Vandrebogsamlinger, og saadanne vil vistnok, anbragt paa de rette Steder, i høj Grad kunne gøre Propaganda for god Læsning. Enhver Forening i Distriktet skal paa visse Vilkaar kunne faa en Vandrebogsamling af en bestemt Karakter sammenstillet og tilsendt fra Amtsbiblioteket. Paa denne Maade vil Landbefolkningen i Virkeligheden kunne faa Adgang til en langt større Litteratur, end de smaa lokale Folkebogsamlinger nu byder den.
Et Amtsbibliotek bør være det lokale Samfunds Ejendom og kun komme sit Opland til gode. Almindeligvis bør dets Bøger ikke udlaanes uden for Distriktet. Det bør ikke være en Statsinstitution, det bør være en selvejende Institution, der bæres af det lokale Samfund, for at der kan blive den rette Vekselvirkning mellem den følbare Nytte, som det gør, den lokale Interesse, det lokale og private Initiativ, der er af langt større Værdi end Statens Initiativ i en Sag som denne, og endelig de lokale Ofre. Men Staten bør træde hjælpende til og bidrage til disse Bibliotekers rolige og organiske Vækst ogsaa i Tider, da det lokale Initiativ er svagt og Interessen slap".
Efter dette Perspektiv over den nye Bibliotekstype udvikler Lange, hvorledes Staten bør støtte Amtsbibliotekerne. Der maa skabes en Lov, der sikrer deres Tilværelse uden dog at gøre dem til Statsbiblioteker, og Staten maa ved at give Grundlønnen til Bibliotekaren betinge sig, at han bliver faguddannet.
Lange fremhæver stadig Forholdene i Amerika og mener, at vi maa ind paa lignende Veje; særlig maa vi lægge Vægt paa at skaffe os de rette Bibliotekarer.
"Den rette Mand vil ikke blot sige Manden med de tilstrækkelige Kundskaber ? ja Kundskaber kan en Biblioteksmand jo aldrig faa nok af - men ogsaa Manden ? eller Kvinden ? med det rette Syn paa Opgaven, med "the library spirit", der forstaar Bøgernes Mission, der ikke er Bibliotekar for at leve, men lever for at være Bibliotekar, der forstaar de forskelligste Menneskers Tankegang og sætter en Ære i at hjælpe dem, der altid har sit Biblioteks Ve og Vel paa Hjerte, der forstaar at smitte andre med sin Begejstring, der forstaar at gaa i Spidsen uden at ville regere og dominere, der sætter en Ære i at faa sine gode Idéer gennemført, uden at man mærker, at han er Fader til dem. Der er ingen Grænser for, hvad et saadant Menneske kan udrette i det lokale Samfund, hvis aandelige Vel han skal tjene. Han kender sin Bogsamling, han ved, hvad hans Bøger kan svare paa, og han vil sætte en Ære i, at enhver, der spørger, faar et Svar; han vil gøre Bibliotekssagen aktuel i Befolkningen og være dens Missionær i Tide og Utide. Han vil gøre et lille Bibliotek i nogle Stuer i Baggaarden, til en Aandsmagt, hvis Virkninger kendes i vid Omkres, og jeg tænker, at en skøn Dag flytter han sine Bøger hen i en egen Bygning, som er blevet baade en Nødvendighed og en Selvfølge".