Folkebibliotekernes historie i Danmark indtil Aar 1920, I Omrids
• Udgivelse: Hellerup :Kbh : Aug. Olsen
• Udgivelsesår: 1929
• Omfang: 73 s.
• Forfatter: Banke, Jørgen


side 48
Index
Tilbage
Næste

De to Retninger inden for Folkebiblioteksbevægelsen

De to første Centralbibliotekarer, H. Hvenegaard Lassen i Vejle og Åge Petersson i Holbæk var begge anerkendte Dygtigheder, med stor biblioteksmæssig Uddannelse bag sig, forlod deres gode Stillinger i Københavns Kommunebiblioteker for under mindre betryggende Kaar at grundlægge den nye Bibliotekstype i Provinsen.
Den nye Stand, der hermed begyndte inden for Folkeopdragelsesarbejdet i Danmark, blev samtidig Begyndelsen til en Adskillelse mellem gammelt og nyt inden for Bibliotekssagen.
Allerede paa Repræsentantmødet i Vejle 1914, hvor Redaktøren af "Bogsamlingsbladet" optog et Forslag fra Bibliotekar Hvenegaard Lassen om en Organisation af Biblioteksfunktionærer, mærker man paa Diskussionen, at man inden for Danmarks Folkebogsamlinger ikke er særlig begejstret for at modtage dette nye Element som personlige Medlemmer.
Formanden slog straks fast, at det var en Forening af Bogsamlinger, og disses Interesser maatte først varetages. I den senere Diskussion skimtes der hist og her fra de ikke faguddannede Bogsamlingsledere en vis ængstelse for Faguddannelsen. To Aar senere faar Angsten for Bogsamlingskomitéens tekniske Hjælpemidler, eller rettere Foragten for dem, fastere Form inden for de ikke faguddannede; dertil kommer en ny Opblussen af den gamle Strid om Niveauet, hvori Bøgerne skal ligge, og de biblioteksinteresserede blev derved delt i to Lejre.
Den 3. November 1916 afløstes "Bibliotekarforeningen" af "Dansk Biblioteksforening", hvor Bibliotekar Th. Døssing ved Statens Bogsamlingskomité blev Formand. Denne Forening samlede alle de Bibliotekarer og andre biblioteksinteresserede, der vilde fremme dansk Biblioteksvæsens Udvikling og Interesser. Da "Dansk Biblioteksforening" i 1917 udsendte sit første Aarsskrift, indeholdt det en Artikel af Th. Døssing, der sætter Skellene mellem de to Retninger inden for de biblioteksinteresserede i Landet, og som her citeres in extenso:
"De fleste agiterende og missionerende Bevægelser oplever en Tid, da Modstand og Ligegyldighed begynder at svinde, og uventede Muligheder for Fremgang tilbyder sig. I et saadant Øjeblik skal en Bevægelse vise sin Kraft, og dens Ledere staa deres Prøve; spildte Chancer kommer mangen Gang aldrig tilbage, ,,den afgørende Time", "det kritiske Øjeblik" er Udtryk herfor.
Det er lidt farligt at skrive sin egen Tids Historie, man bliver let desavoueret af Tiden, men man tør dog nok paastaa, at de danske Folkebiblioteker i de seneste Aar oplever en kritisk Tid med store Muligheder for Fremgang ? men ogsaa med Mulighed for at lade Øjeblikket gaa unyttet forbi. Det viser sig mange Steder muligt at faa de fornødne Pengemidler, nye Kredse af Befolkningen søger Bibliotekerne, og Arbejdet i Aftenskoler og Ungdomsskoler skaber Interesser, som kun kan plejes i Folkebibliotekerne. Paa den anden Side gælder det for Bibliotekerne om at faa alle i Tale, der trænger til dem, og ved fornuftigt Bogvalg, kyndig Ledelse og rationel Organisation at udvikle den højst mulige Ydeevne. Mange Biblioteker har indset dette, har grebet den belejlige Tid og naaet Resultater, som man for nogle Aar siden ikke turde drømme om.
Midt i denne Udvikling er der i det sidste Aars Tid indenfor Foreningen "Danmarks Folkebogsamlinger" og særlig i dens Blad "Bogsamlingsbladet" ført en højst lærerig Diskussion. To Anskuelser er kommet til Orde. Den ene gaar ud paa følgende: Folkebibliotekerne skal være et Led i Oplysningsarbejdet, de skal hjælpe Folk til at bruge Bogen som Arbejdsredskab, til aandelig Berigelse og til praktisk Dygtiggørelse. Den anden kan omtrent gengives saaledes : Befolkningen er slet ikke moden hertil, det er et smukt, men fjernt Maal; for overhovedet at faa Folk til at læse, maa vi begynde ganske jævnt med den allerletteste Skønlitteratur, og vi kan ikke vente at føre mange videre end til Skønlitteraturen; i hvert Fald paa Landet staar Forholdene saaledes. Talsmændene for den første Anskuelse opfordrer til at benytte det gunstige Øjeblik; paa den anden Side stiller man sig skeptisk overfor de paastaaede Muligheder og overfor de Arbejdsmetoder, der skulde realisere disse.
Parallelt med og delvis sammenknyttet med denne Strid, er der gaaet en Aktion mod de Statsinstitutioner, der har med Folkebibliotekerne at gøre: Ministeriet og Statens Bogsamlingskomité. "Danmarks Folkebogsamlinger"s Formand (i 1916) har skrevet en Række Artikler, af hvilke en udenforstaaende maa faa det Indtryk, at Foreningen og Bibliotekssagen har kæmpet sig frem under stadig Modstand fra Ministeriet og Komitéen. Den almindelige Opfattelse af Forholdet har ellers været omtrent det modsatte, saaledes som det bl.a. er udtrykt netop af Foreningens Formand (i 1915): "Foreningen har i de svundne Aar staaet i saa nøje Samarbejde med Statens Bogsamlingskomité, at man ikke kan sige, hvor Sporene af den enes Arbejde hører op, og den andens begynder. Saa godt som alle de Fremskridt, der er naaet, staar derfor som et Resultat af dette Samarbejde". Man kunde maaske indvende, at Foreningen her er lovlig ubeskeden, men i hvert Fald faar man ikke Indtryk af en ulykkelig Forbindelse.
I Virkeligheden er hele denne Aktion, som vakte en vis Opmærksomhed, og som maa antages at have været en medvirkende Aarsag til, at Komitéen ikke mere er medudgiver af "Bogsamlingsbladet", af ringe Interesse for selve Sagen. Det havde unægtelig været mere interessant, om Foreningens Bestyrelse havde udtrykt sit Standpunkt i den vigtige Strid om Bibliotekssagens Maal og Midler. Det er nemlig dér, Tampen brænder.
For alle, der bekender sig til den første af de ovenfor nævnte Anskuelser og tror, at Folkebibliotekernes Opgave er at være et Led i Oplysningsarbejdet, noget langt vigtigere og langt mere omfattende end det i og for sig hæderlige, men ikke særlig vanskelige at skaffe Folk "en god Bog i en ledig Stund", for alle dem er det vanskeligt at forstaa, at deres Arbejde kan mødes med Tvivl eller endog med Modstand.
Det er i denne Henseende lærerigt at se tilbage paa Folkebibliotekernes historiske Udvikling. De ydre Omrids er givet af Andr. Sch. Steenberg i hans Bog "Folkebogsamlinger", 1900, og af J. Aarsbo i Svend Dahls "Haandbog i Bibliotekskundskab". 2. Udg. 1916. Som Motto over hele det 19. Aarhundrede kunde sættes "bene latuit", thi en mere skjult og upaaagtet Tilværelse kan næppe tænkes. Hvor har Folkebibliotekerne her hjemme spillet nogen paaviselig Rolle, hvor har man den Selvbiografi, der aflægger Vidnesbyrd om deres Betydning, eller den Roman, hvis Forfatter kender deres Arbejde - undtagen som et Fremtidsideal? Man tænke blot til Sammenligning paa Højskolebevægelsen. - Og man kan ikke trøste sig med et "bene vixit". Lige fra Rationalismens Dage, da man dog i hvert Fald virkelig troede paa Folkets Lyst og Evne til at tilegne sig Oplysning, har vort folkelige Oplysningsarbejde lidt af adskillige Grundfejl, som ogsaa har præget Arbejdet i Folkebibliotekerne.
For det første en Tvivl om Muligheden af at erhverve Oplysning gennem Bøger. Paa Trods af Erfaringen blev det mundtlige Ord gjort lig med det levende Ord, og man forvekslede Vækkelse og Kundskabstilegnelse. Lige ned til vor Tid tror man, at Kundskaber normalt kan erhverves gennem Foredrag; selv Folkeuniversitetsforeningen gør sig skyldig i den Fejltagelse. Et typisk Udslag af denne Mistillid til "det døde Bogstav" findes i den af Udvalget for Folkeoplysnings Fremme i 1866 udsendte Subskriptionsindbydelse, hvor man næsten gør Undskyldning for, at man tillader sig at sende Bøger ud, overfor dem, der arbejder med det levende Ord. I denne Tro er mange af vore Folkebiblioteksfolk opdraget, og derfor lyder Talen om Bogen som Arbejdsredskab for dem som fremmed Tale.
For det andet en Tvivl om Folkets Evner og Modtagelighed. De fleste af vore folkeoplysende Institutioner har opfattet sig selv som udelukkende kommende fra oven nedad. At Folket gennem dem skulde opdrages til paa egen Haand at blive deres Læreres Lige- eller Overmænd, har man i Reglen ikke tænkt sig. Maaske har det engang været saaledes, at, den store Del af Befolkningen ikke var i Stand til at erhverve sig Kundskaber gennem Bøger. Gælder det nogle endnu, bliver det Skolens Opgave at sørge for bedre Forhold, saa at alle faar Læseevne og Læselyst. Og Bibliotekernes Opgave bliver at raabe Vagt i Gevær, naar Skolen ikke gør sin Pligt, men i Mellemtiden særligt sørge for dem, der allerede nu kan læse. Der er noget, der hedder: hvo som har, ham skal gives. ? Og alle vi, som selv er udgaaet fra Almuen, véd, at Tvivlen ovenikøbet tildels er grundløs. Vi ser en Række af Folkets Førere komme fra Almuen og paa egen Haand erhverve sig Kundskaber og Dygtighed, og vi tvivler ikke om, at de kan læse og forstaar at læse. Men med al Respekt for vore Rigsdagsmænd og for det praktiske Livs Førstemænd maa vi minde om, at der ude i de smaa Hjem sidder mange, der er lige saa dygtige, lige saa interesserede og lige saa evnerige, og det er dem, Folkebibliotekerne skal have fat i.
For det tredie er næsten hele vort folkelige Oplysningsarbejde for Voksne blevet udført af privat interesserede, der tit med store Ofre, men ikke altid med den fornødne Indsigt har arbejdet for den Sag, der laa deres Hjerte nær. Ære være dette Arbejde, men det kan ikke nægtes, at dets private Karakter undertiden har lammet Kritiken, ja, man kan den Dag i Dag opleve, at Kritik paa Forhaand afvises med den Motivering, at ubetalt Arbejde ikke kan kritiseres, en Opfattelse, der ikke behøver Gendrivelse. Hertil kommer, at Amatøren, der sidder og sysler med sit lille Arbejde, ofte er tilbøjelig til at generalisere sine Erfaringer og lade sit "hos os i X?by" blive Norm for hele Landet. Fagmanden, der søger at indsamle og bygge paa et saa omfattende Erfaringsgrundlag som muligt, mødes derimod ofte med Mistillid. Den private Offervillighed stilles op mod Levebrødet, og man glemmer, at Manden med "Levebrødet" ofte har ofret mere end Amatøren; eksempelvis kan nævnes, at de første Centralbibliotekarer fra sikre Forhold gik ud til det absolut uvisse.
- - -
Man kan anse denne Karakteristik af det folkelige Oplysningsarbejde og dermed af Folkebibliotekerne for rigtigt eller misvisende; i hvert Fald var vore Folkebiblioteker op til Begyndelsen af dette Aarhundrede ? og endnu længere ? for den langt overvejende Del halvt-private Bogsamlinger, der under liden Interesse fra Offentlighedens Side væsentligt virkede som Almuebiblioteker og havde ringe Betydning for Udbredelse af Oplysning.
Forlængst havde ved denne Tid Folkebibliotekerne i andre Lande, særlig England og Amerika, udviklet sig til en virkelig Kulturfaktor af den største Betydning for Oplysningsarbejdet. Denne Udvikling var lidet paaagtet herhjemme, ja endnu i vore Dage er der Folk, der iøvrigt søger Forbindelse med England og Amerika, men som trods "Vinduet mod Vest" ikke kan se Folkebibliotekerne. Det var i lang Tid kun én Mand, daværende Adjunkt Andr. Sch. Steenberg, der søgte at føre Folkebibliotekerne ind paa nye Baner og anvise dem nye Maal og nye Midler.
Med hans Agitation kom Fremgangen, men ogsaa Modstanden. Enhver Forkyndelse af nye Idealer maa sætte Skel og blive til Dom, og saaledes er det ogsaa gaaet her. Dog ikke saaledes, at det straks stod klart for alle, at det var noget nyt, som man enten maatte slutte sig til eller tage Afstand fra. Fremgangen er sket i smaa Skridt, og Foregangsmændenes Politik har været at faa saa mange som muligt med saa langt som muligt. Denne opportunistiske Politik har utvivlsomt været heldig, men den har den Svaghed, at det ikke altid er muligt at konstatere, hvor langt man faktisk er naaet, og der kan komme overraskende Reaktioner.
De opnaaede Fremskridt er særlig: bedre Bogvalg, fyldigere Forsyning med oplysende og faglig Litteratur, Samarbejde med andre Biblioteker, Indretning af Læsestuer med Haandbogsamlinger, bedre Indbinding og bedre Udstyr i det hele taget, Anvendelse af moderne, for Bibliotekar og Publikum praktiske og tidsbesparende Metoder ved Udlaan og Katalogisering. Endelig og navnlig staar der nu en Række dygtige Bibliotekarer som Sagens Forkæmpere rundt om i Landet; de fleste har stadig andet Hovederhverv, men der arbejdes med moderne Metoder, og mange har søgt at skaffe sig den nødvendigste teoretiske Uddannelse; og hvad der er vigtigere end Metoderne: de arbejder mod nye Maal. Som Følge af alt dette er der kommet Tilslutning fra større og helt nye Kredse, saaledes at Bibliotekerne nu mange Steder faktisk er Biblioteker for hele Befolkningen.
Men der er ogsaa dem, der ikke har forstaaet de nye Krav, og dem, der med Uvilje modarbejder det nye og indtil denne Dag ikke kan se, at der er noget at lære. Og der er ogsaa dem, der har forløftet sig paa den Opgave at hælde ny Vin paa gamle Læderflasker; at forsøge at udføre et frit offentligt Biblioteks Gerning indenfor en gammel dansk Folkebogsamlings Rammer vil enten medføre, at Arbejdet bliver daarligt udført under stadig Gnidning og stadige Vanskeligheder, eller at Rammerne sprænges, d.v.s., at Biblioteket maa omorganiseres fra Bunden.
Det er naturligt, at Modsætningerne i Aarenes Løb ofte har givet sig Udslag, sidst i den Diskussion, der er Udgangspunktet for nærværende Artikel. De to Anskuelsers Repræsentanter vil i de fleste Tilfælde næppe kunne tale sig til Rette, idet Folkebibliotekernes Gerning opfattes saa forskelligt, at det i Virkeligheden maa siges at være helt forskellige Opgaver, der højst har Navnet fælles.
Et Par meget vigtige, men omstridte Punkter skal endnu nævnes. Den stærke Udvikling af Folkebibliotekerne medfører med Nødvendighed, at der stilles langt større Krav end tidligere til Bibliotekarens Uddannelse, ikke alene den almene, men ogsaa den specielle biblioteksmæssige Uddannelse. Og de store Tilskud fra Kommune og Stat vil medføre, at Spørgsmaalet om Bibliotekernes Styresæt og om det offentliges Kontrol med Bibliotekerne bliver brændende. Ogsaa disse Spørgsmaal har givet Anledning til Uenighed indenfor Folkebibliotekerne. Det er ikke uden Interesse at notere, at i den engelsk-amerikanske Biblioteksverden betragtes Bibliotekaren som det første og vigtigste Led i Biblioteksorganismen. Herhjemme kan man selv hos Folk, der i mange Aar har beskæftiget sig med Biblioteksproblemer, træffe saare ringe Forstaaelse af Bibliotekargerningens Betydning. Nødvendigheden og Rimeligheden af, at Staten fører Kontrol med, hvorledes de bevilgede Tilskud benyttes, er først fremhævet - uden Protest - i 1910 af en Repræsentant for de smaa Biblioteker, Lærer J. Torpe. Senere er Meningerne mærkeligt nok højst delte ogsaa om dette Spørgsmaal.
Imidlertid er det at vente, at Lærerne, og det er jo de fleste af vore Bibliotekarer, vil have særlige Betingelser for at forstaa Betydningen af, at Biblioteksarbejdet bliver offentligt og i saa vid Udstrækning som muligt udføres af Fagmænd. Ingen véd bedre end Lærerne, hvor nødvendig faglig Uddannelse er; den Tid er jo ikke saa fjern, da de selv maatte kæmpe mod manglende Forstaaelse af, at Lærergerningen er et Arbejde, der kræver særlige Forudsætninger og særlig Uddannelse. Og ligesom Flertallet indenfor den danske Lærerstand maa antages at være Tilhængere af den offentlige Skole under faglig Ledelse, vil de fleste Lærere ogsaa forstaa, at skal Bibliotekerne naa den fulde Udvikling, maa de være under offentlig Kontrol og undergivet faglig Ledelse.
- - -
I det hele taget er der ingen Tvivl om, hvor Udviklingen bærer hen. Der er ingen Grund til at tro, at Danmark skulde være noget for sig i den Henseende. Danmark er desværre kun noget for sig, for saa vidt som man andetsteds er kommet videre frem. Det er denne Særstilling, der gerne skulde afskaffes, og den nuværende Uro og Gæring vil sikkert vise sig at bidrage dertil ved at bringe Klaring og Fremgang. Udviklingen vil gaa i den Retning, hvori den i de senere Aar tydeligt er gaaet, den som ogsaa er udtrykt i Dansk Biblioteksforenings Program: det frie offentlige Bibliotek som en selvstændig Faktor i Oplysningsarbejdet".