Værket er fordelt på 21 websider
Denne webside starter på
side 105 i originalværket

Tilbage til index Folkebogsamlinger

Tilbage
Frem
 

Folkebogsamlingernes indretning

 

Indbinding, Reparation
 

INDBINDINGEN af Bogsamlingens Bøger medfører betydelige Udgifter, og man maa derfor nøje overveje, hvilken Form for Indbinding der vil være den mest praktiske. Det vil let forstaas, at man ved en Bogs Indbinding maa tage Hensyn til, hvor meget Bogen vil blive benyttet. Meget læste Bøger bør indbindes særlig stærkt. Det maa paa den anden Side erindres, at det ingen Nytte er til at bruge saa stærke Bind, at de vare længere end Bogen; dette er der Anledning til at huske paa i vore Dage, da der til Bøger ofte bruges meget daarligt Papir.
Med Hensyn til Indbindingen bør man helst tage en Bog-binder med paa Raad. Her skal kun gives en Oversigt over de almindeligt brugte Indbindingsmaader [Ved denne Fremstilling er benyttet: Bogen, udg. og forlagt af Boghand-ler-Medhjælper Foreningen i Kjøbenhavn 1894. Se ogsaa: Foreningen for Boghaandværk, Aarsskrift 1891; E. Hannover, Om at samle paa Bø-ger.].
Naar en Bog sendes fra Trykkeriet, ere de enkelte Ark ik-ke sammenfoldede. At sammenfolde Arkene, at "false" dem, er da det første Bogbinderen tager fat paa. Falsningen lettes ved Tal paa Foden af første og tredje Side, den saakaldte Signatur. Efter Falsningen samles Bogen sammen af de enkelte Ark; Undersøgel-sen af, hvorvidt alle Arkene findes i Bogen og ligge i den rigtige Orden, kaldes Kollationeringen. Arkene anbringes nu i en Presse, og der udsaves paa tværs af Ryggen 3 eller flere Fordybninger, saa dybe, at en almindelig Seglgarnssnor kan udfylde dem. I den saakaldte Hæftelade er der anbragt tre eller flere lodrette Segl-garnssnore (Bogbinderne kalde dem "Bind") i samme indbyrdes Afstand som Fordybningerne i Arkenes Ryg. Op imod disse Sno-re lægges hvert Ark, saaledes at Snorene gaa ind i Fordybninger-ne, og nu hæftes Bogen Ark for Ark fast til Snorene ved en stærk Traad. Først og sidst hæftes et (enkelt eller dobbelt) hvidt eller farvet Blad Papir (Forsatsen). Forsatsens bageste Kant er ombø-jet til en Fold, der lægges om Ryggen paa det nærmest liggende Ark. Naar Hæftningen er endt, staa de lodrette Seglgarnssnore ud foroven og forneden; de flosses op, og det er dem, der ere den vigtigste Forbindelse mellem Bindet og Bogen. Derefter overstry-ges
Ryggen af Bogen med Lim, og Bogen beskæres paa de tre Sider. Ved Bankning og Presning bearbejdes Bogen saaledes, at Ryggen bliver rund og at Ryggens Kanter staa noget frem over Bogens Sider. Nu klæbes der til de omtalte Seglgarnsduske et Stykke Pap paa hver Side af Bogen, enten saaledes at Seglgarnsduskene klæbes paa den indvendige Side af Pappen (lav Fals), eller saale-des, at de klæbes paa den udvendige Side (dyb Fals). Derefter overtrækkes Ryggen med Skind eller Lærred, der enten klæbes fast til Ryggen (fast Ryg) eller kun til Pappen (løs Ryg). Hjørnerne paa Pappen beklæbes med Skind eller Lærred, og Pappens ud-vendige Sider beklæbes med Papir, der bøjes om Pappens Kan-ter. Endelig klæbes Forsatsens ene Blad for og bag fast til Pap-pens Inderside. Nu er Bogen indbunden, og der staar tilbage at forsyne den med Forgyldning. For at faa Bladguldet til at binde, oversmøres Ryggen af Bogen med fortyndet Æggehvide ("grun-deres"), og Guldet paasættes ved Hjælp af varme Messingstem-pler, der trykker det ned i Skindet.
I England og Amerika er der udviklet udmærkede, men og-saa meget dyre Former for Bogsamlingsbind. De herhjemme al-mindeligt benyttede "Biblioteksbind" have fast Ryg og lav Fals; til Ryg og Hjørner bruges Faareskind. Brunt Skind bør anvendes, da det i Almindelighed er stærkere end sort, om end dette tager min-dre mod Smuds. Disse Bind kunne gøres stærkere ved at anven-de en Forsats, ved hvis Ryg der er indklæbet en smal Strimmel Lærred, der klæbes over paa Pappen sammen med Forsatsens Blad, ved at indklæbe første og sidste Ark i en Strimmel Lærred, ved at lade Arkene hæftes "helt igennem" og ved at anvende run-de Pergamentshjørner; disse maa ikke være for smaa, da de saa,
hvis Bogen ved et Uheld falder paa et af Hjørnerne, ville bevirke, at Pappen brækkes i Hjørnet. De mindst holdbare Hjørner ere Læderhjørner, da Læderet for at kunne bøjes om Hjørnet maa gøres tyndere ved at der skæres et Lag af det (det "skærfes"). Lærredshjørner ere som oftest stærkere end Læderhjørner.
Finere og dyrere Former for Indbinding ere Franskbind, hvortil anvendes dyrere Skind, og som enten kunne være Helbind (hele Bindet overtrækkes med Skind) eller Halvbind (Ryg og Hjørner af Skind), almindeligt Vælskbind med Faareskinds Ryg og Hjørner og dyb Fals, og smukt Vælskbind, der adskiller sig fra det foregaaende ved, at Ryggen har ophøjede og forgyldte Tvær-baand.
Solidere Skind, som amerikansk Kohud, Gedeskind og Marokin, kunne benyttes til stærkt læste og tykke Bøger, trykte paa godt Papir.
Til mindre læste og tynde Bøger kan man bruge Lærredsryg eller hæfte Bogen stift, d. v. s. forsyne Bogen med Lærredsryg og skære Bog og Bind lige af.
Kort og Billeder, der staa paa særlige Blade, maa indhæftes med en Lærredsstrimmel. Sammenlagte Kort maa i det mindste forsynes med en Lærredsstrimmel i Kanterne; bedre er det at klistre dem paa tyndt Lærred eller Shirting.
Naar Bøger sendes til Bogbinderen, maa der medfølge en Fortegnelse over dem. Denne kan indrettes saaledes, at den inde-holder et Løbenummer, Bogens Navn, saaledes som det ønskes opført paa Ryggen, Bindtallet, Bogens Nummer, hvis dette skal trykkes paa Ryggen, samt Meddelelse om den Indbindingsform, som skal bruges. Hvis man da lader en Rubrik staa til Indførelse af Prisen og forlanger Fortegnelsen leveret tilbage
sammen med Bøgerne, har man en Regning for Bøgernes Indbin-ding. Det kan anbefales at skrive Fortegnelsen saaledes, at man ved Kopierpapir skaffer sig en Genpart af den, som Bogsamlingen kan beholde.
Reparation. Man bør være opmærksom paa, naar en Bog trænger til at istandsættes; særlig maa man ikke udlaane Bøger med løse Blade. Hvorvidt det kan betale sig at lade en Bog repa-rere, maa afgøres efter Samraad med Bogbinderen.
Mindre Reparationer kunne udføres uden Bogbinderes Hjælp. Her skal anføres nogle almindeligt benyttede Raad [Efter J. D. Brown, A Handbook of Library Appliances, Lond. 1892. (The Library Association Series, No. 1).].
Almindeligt Klister laves ved at blande Mel og Vand til en tynd Vælling, idet man passer, at det ikke klumper; Blandingen koges over sagte Ild under stadig Omrøring, indtil den bliver klar. Ved Tilsætning af lidt Lim faar man en meget stærk Klister. Til-sættes nogle faa Draaber Nellikeolje eller Kreosot eller nogle Centigram Salicylsyre, vil Klisteren kunne holde sig meget længe, naar den opbevares under tætsluttende Laag.
Blækpletter kunne fjernes ved en ringe Mængde Oxalsyre opløst i Vand eller stærkt fortyndet Saltsyre. Vædsken paaføres med en blød Pensel eller Børste; Tørringen foregaar mellem rent hvidt Trækpapir. Maa anvendes to Gange. Anilinblækpletter kun-ne fjernes ved at afvadskes med Svamp og varmt Vand eller ved et Bad i Alkohol. Olje- og Fedtpletter fjernes ved at vadske Plet-ten med Æther eller Benzin, lægge Papiret mellem hvidt Trækpa-pir og stryge det med et varmt Strygejern.
(Hold Æther og Benzin borte fra Lys!) Man kan ogsaa blot lægge Papiret mellem to Stykker hvidt Trækpapir og lade et varmt Stry-gejern forsigtig passere over begge Sider. I Almindelighed er Oxal-, Citron- og Vinsyre sikre Midler til at fjerne Pletter i Bøger, da de ikke beskadige Trykket.
Vand- og Fugtighedspletter fjernes ved at anvende kogen-de Vand og Allun. Jordpletter afvadskes i koldt Vand, derefter i stærk fortyndet Saltsyre og endelig i en svag Klorkalkopløsning.
 



 

Folkebogsamlinger 

Webside | 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21