H. O. Lange: Bibliotekaren, hans Kald og hans Opgaver. i: Håndbog i Bibliotekskundskab. Udgivet af Svend Dahl. 1.udg. Kbh., 1912. Side 1-7 (L7).

Tilbage til oversigten Monografier
Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden

Tilbage til H.O.Langes biografi

Bibliotekaren, hans Kald og hans Opgaver

 
Af Overbibliotekar H.O.Lange
 

1
Først siden Midten af det 19. Aarhundrede er den bibliotekariske Opgave bleven en selvstændig Livsgerning med sit Maal i sig selv, en Gerning, der lægger Beslag paa sine Tjeneres fulde Interesse og Kraft, en Gerning, der kræver og giver en særlig Uddannelse og derfor ogsaa skaber en særlig Stand med særlige faglige Interesser. Vel var der tidligere betydelige Mænd, som ved deres Arbejde satte deres Præg paa Biblioteksvæsenets Udvikling trods ussel Løn og vanskelige Arbejdsvilkaar, men endnu for 50 Aar siden var alle Lederne af de store tyske Biblioteker Universitetsprofessorer, og endnu i den sidste Menneskealder har man belønnet Digtere uden bibliotekariske Forudsætninger med Chefspladser ved store franske Biblioteker. Her i Danmark blev J. A. Bølling i 1861 den første Chef for det kgl. Bibliotek, der ikke samtidig virkede i andet Embede.
Den franske Titel conservateur, der endnu bruges, og den indtil nu brugte østerrigske Titel Custos er karakteristisk for den ældre Opfattelse af Bibliotekarens Kald, at han i første Række skal bevare Bogskattene, en Betragtning, der i svundne Tider har skabt Forestillinger om Bibliotekaren, der endnu ikke er udryddede: at han er en lærd Mand, hvis lidet byrdefulde Opgave det er at holde Orden paa Bøgerne og - selv at læse i dem, medens han gør det vanskeligt for andre at komme til dem.
Det sidste halve Aarhundrede har været Vidne til en ny Udvikling af Biblioteksvæsenet, der har skabt en hel ny Type af Bibliotekarer med nye Idealer og med en ny Forstaaelse af deres Opgaver. Det maa fremhæves, at Forbedringen af Standens økonomiske Stilling har bidraget væsentligt dertil; men det maa pas den anden Side ikke overses, at det amerikanske Biblioteksvæsens rivende Udvikling med dets særegne Præg og Metoder har udøvet en stærk Paavirkning Verden over.

2
Naar man hyppigt i udenlandske Fagbøger træffer Udtrykket Biblioteksvidenskab, saa bør man ikke lade sig imponere deraf. En saadan Videnskab eksisterer ikke. Arbejdet i et Bibliotek er ikke som saadant videnskabeligt, selv om meget af Biblioteksarbejdet kræver videnskabelige Forudsætninger. Det er gennemgaaende en Virksomhed af teknisk-administrativ Art; og man kan derfor med Rette tale om en Biblioteksteknik, der dels bygger paa videnskabelige Principer og dels paa praktiske Erfaringer.
Det rette Forhold til de bibliotekariske Opgaver kræver mere end den "Interesse for Beger", som et læsende og studerende Menneske ganske naturligt har, det kræver Forudsætninger baade af aandelig og af rent praktisk Art.
Først og fremmest kræves af alle fra Lederen til den yngste Medarbejder en ganske klar Opfattelse af Bibliotekets Opgave eller Opgaver, en nøje Afvejen af dets videnskabelige, almenoplysende eller elementært folkeopdragende Formsaal, dets Opgave som Bogmuseum eller Arkiv for det lokale Aandsliv. Naar man ser bort fra de rene Folkebiblioteker, vil Opgaverne i Reglen være ret sammensatte og maaske endog modstridende. Museumsformaalet vil vanskeligt i alle Tilfælde kunne forliges med den Bøgernes Opgave: at gøre Nytte; Hensynet til Fremtiden vil trænge Hensynet til Samtiden tilbage og omvendt. Bibliotekets Opgave findes naturligvis bedst defineret i dets Reglement, som maa være normgivende for dets Praksis og bindende baade for Personale og Publikum. Hvis Praksis i Tidens Løb med Nødvendighed har fjernet sig i væsentlige Henseender fra Reglementet, bør dette ændres.
Biblioteksarbejdet er af den Art, at man lærer ved selve Arbejdet, saa længe man lever. Den interesserede Bibliotekar samler hver Dag nye Kundskaber, der dygtiggør ham mere og mere til hans Gerning; dels vokser hans Bogkundskab og hans Evne til at orientere sig i Bøgernes Labyrint, saa at han bedre og bedre kan vejlede og tjene Publikum, og dels samler han Erfaringer, der hver Dag kommer selve Bibliotekets indre Orden til Gode.
Bibliotekarens Opgave forstaas i Reglen vanskeligt af Ikke Fagfolk, ikke engang af Bibliotekets flittige Benyttere. Den synes lettere, jo mindre man har et virkeligt Kendskab til den. Det vil i Reglen gaa alle unge, der kommer i Arbejde i et større Bibliotek, og som med Liv og Sjæl gaar op i deres Arbejde, saaledes, at de meget snart vil synes, at der er grumme meget, der egentlig skulde gøres anderledes, og som

3
let kunde reformeres. Først efterhaanden vil de helt forstaa, hvilken Betydning Traditioner og Sammenhæng har i et stort Bibliotek. De vil efterhaanden forstaa Vanskelighederne ved at gribe radikalt ind paa enkelte Punkter, naar Balancen og Sammenhængen i den indre Orden derved forstyrres; det vil gaa op for den, der alsidigt og intensivt lever sig ind i Bibliotekets Orden, at det der ser saa simpelt ud, i Virkeligheden er ret sammensatte og ofte temmelig forviklede Problemer.
Bibliotekaren maa som Forudsætning til sin Gerning medbringe et bredt Kulturgrundlag og videnskabelig Skoling; hans Evne til metodisk Tænkning og Arbejde maa være vaagen og maa udvikles. Omfattende Kundskaber i gamle og nyere Sprog er nødvendige; hans litteraturhistoriske Interesser og Kundskaber maa ikke indskrænke sig til Skønlitteraturen, men maa udstrække sig til Fagvidenskabernes Historie. Han vil uvilkaarligt ved at arbejde i Bøgernes Verden faa sit Blik udvidet og sin Viden øget, men mere i Bredden end i Dybden; han fristes til overfladisk Polyhistori, og det er vigtigt at være paa Vagt mod denne Fristelse og ikke at forveksle en saadan vidtfavnende Halvviden med virkelig Indsigt. Han maa ubetinget stille sin Viden, baade den almindelige, der mere betyder Orientering end Viden, og den specielle, der er erhvervet ved særlig Fordybelse og metodisk Studium, til Publikums Raadighed. Hans Hovedopgave er jo at bane Vejen for Publikum til Bøgerne og at lukke Bogskatten op for Benytteren. Dertil tjener hele Bibliotekets omstændelige indre Arbejde, og derfor eksisterer Bibliotekaren som den levende Vejledning i Bøgernes Labyrint.
Boghistorie, Bibliografi og Bibliotekshistorie maa Bibliotekaren med Forkærlighed dyrke; ganske naturligt bliver de store Biblioteker Hjemstederne for det bibliografiske Arbejde, der i alle Videnskaber bliver mere og mere nødvendigt og paaskønnet. Ogsaa Boghistorien, Inkunabelstudiet og den historiske Bibliografi har deres naturlige Hjemsted i de store Biblioteker med Museumsopgaver. Men i særlig Grad maa Bibliotekshistorien, navnlig den Samlings Historie, ved hvilken man virker, anbefales som et Studium, der baade udvider Blikket og uddyber Kærligheden til Gerningen.
Særlige Virksomheder i Bibliotekets Tjeneste kræver selvfølgelig specielle Forudsætninger. Haandskriftkatalogisering forudsætter Uddannelse i Palæografi og Erfaring i Skriftlæsning, og ligesom

4
Inkunabelkatalogiseringen kræver den indgaaende Kundskaber i Middelalderens Litteraturhistorie, der ikke er hver Mands Sag. Behandlingen af Kort, Portrætter og Kunstblade stiller ligeledes særlige Krav; og Biblioteker, der samler orientalske Haandskrifter og Tryk, maa saa vidt muligt raade over et Personale, der har Indsigt i de paagældende Sprog.
En anden Række Forudsætninger omfatter Kundskaber af mere praktisk og teknisk Art. Hertil maa regnes tekniske Begreber om Bøgerne og deres Tilblivelse, elementær Indsigt i Boghaandværkets forskellige Grene. En Bibliotekar maa kende noget til Bogtrykkerkunsten, dens Historie og tekniske Udvikling, til Bogillustrationens Teknik i de forskellige Tider, til Bogbinderhaandværket, de Materialier, der anvendes ved Bogindbindingen, og de Processer, som Bogen gennemgaar i Bogbinderens Værksted. Det sidste er af ganske særlig Vigtighed, thi Indsigt i Bogbinderiet er en Betingelse for en virksom og fyldig Kontrol med Bøgernes forsvarlige Behandling fra Bogbindernes Side. Det er af ikke ringe Betydning for Bibliotekaren at være orienteret i Boghandelens Historie og Organisation, ikke mindst den moderne Boghandels. Indsigt i disse Forhold vil ofte hjælpe ham til at vælge de rette Veje ved Boganskaffelser og kan spare Biblioteket mange Penge.
I de store Lande søger man gennem teoretiske Kursus at bibringe de vordende Bibliotekarer en Række af disse teoretiske Kundskaber ved Bibliotekarskoler (som i Amerika) eller ved Kursus. Dog maa man ikke overvurdere, hvad der ad den Vej kan naas for de videnskabelige Biblioteker. En Række af de største Biblioteker i Amerika foretrækker selv at uddanne deres Personale gennem Praksis og den daglige Vejledning i Arbejdet. Og det vilde være skæbnesvangert, om man indførte en teoretisk Prøve, hvis tilfredsstillende Aflæggelse gav en positiv Ret til Ansættelse ved et Bibliotek; thi medens de teoretiske Forudsætninger for et frugtbart og dygtigt Biblioteksarbejde uden Vanskelighed kan tilegnes af den, der sidder inde med de rette Anlæg og de praktiske Forudsætninger for Virksomheden, vil det ingenlunde altid kunne paaregnes, at den teoretisk fuldt kvalificerede Mand sidder inde med de nødvendige personlige Forudsætninger, der beror paa Naturanlæg og praktisk Begavelse.
Der er for mig ingen Tvivl om, at der i det moderne Bibliotek, baade i det videnskabelige og det folkelige, maa ses i første

5
Række paa Personalets praktiske Anlæg og Kvalifikationer. Som saadanne vil jeg nævne: en rummelig Hukommelse, udpræget Sans for Orden og for metodisk Arbejde, Evne til at interessere sig for Smaating, ja for saakaldte "Petitesser", et klart Blik for Samarbejdets Betydning - Enspændere egner sig ikke til Bibliotekarer -, Syn for Opgavens Storhed og Værdighed, at den fortjener og kræver ens fulde Interesse og ens bedste Kraft. Bibliotekaren behøver en god Del Selvdisciplin for ikke at distraheres og for ikke at sprede sig. Arbejdet er jo i sig selv i høj Grad mangesidigt og adspredt, det strækker sig fra de mest indviklede litterære Undersøgelser til den mest mekaniske Kontorforretning, fra de højeste logiske Problemer i Katalogiseringen til den elementære praktiske Afgørelse i den ydre Administration. Intet er lettere end at miste Holdet paa sig selv i denne Mangfoldighed, hvorved Arbejdet lider i Grundighed. Intet er mere skæbnesvangert i et Bibliotek end halvgjort Arbejde, halv Orden er i Virkeligheden Uorden.
Ikke mindre vigtigt er det, at Bibliotekaren ejer Evne til at omgaas Mennesker. Høflighed og Takt, venlig Imødekommenhed, Upartiskhed og Menneskekundskab hos Bibliotekaren er en Grundbetingelse for, at Biblioteket kan faa den rette Plads i dets Benytteres Omdømme. Biblioteket er til for Brugernes Skyld, og Bibliotekaren maa vogte sig for at give nogen Anledning til den Misforstaaelse, at han skulde mene, at det er til for hans Skyld. Naar det gælder om at hævde Reglementets Bestemmelser overfor urimelige Krav, maa Bibliotekaren kunne forene Fasthed og Venlighed, og han har Brug for megen Taalmodighed overfor urimelige Forlangender og umulige Spørgsmaal, saa at han ikke irriteres og mister sin Ro.
En smuk og regelmæssig Haandskrift maa der lægges stor Vægt paa i et Bibliotek; Katalogerne, som Publikum har Adgang til, bør være ikke blot læselige, men ogsaa smukt skrevne. Indøvelsen af en bestemt klar og smuk Haandskrift f. Eks. den amerikanske Biblioteksskrift er af en vis Betydning ved et storl Bibliotek, hvor mange samarbejder. Da man i vore Dage i større og større Omfang gaar over til Anvendelsen af Skrivemaskiner i Bibliotekstjenesten, ikke blot i Kontortjenesten men ogsaa ved Katalogiseringen, bliver Færdighed i Maskinskrivning mere og mere en Fordring, der maa stilles til Bibliotekaren.
Bibliotekets rationelle, maalbevidste Forøgelse er Bibliotekarens

6
højeste Opgave og tungeste Ansvar, han vil her altid staa overfor et Misforhold mellem de disponible Midler og Opgaven. Her kræves udstrakte Kundskaber, kritisk Sans, et trænet Instinkt, en levende Føling med Bibliotekets Benytterkreds, her maa tages Hensyn til baade Nutid og Fremtid. Bibliotekets Opgave og dets naturlige Begrænsning maa hele Tiden staa ham for Øje. Det er vanskeligt paa dette Omraade at handle ret i alle Tilfælde; Bibliotekaren er afhængig af kritiske Vurderinger i de for ham tilgængelige Tidsskrifter, hvis Kompetence han ikke altid kan bedømme, af personlige Anbefalinger fra Publikum, som han vanskelig kan og heller ikke bør afvise uden tvingende Grunde. Boganskaffelsen tager en overordentlig Tid at forberede, og Afgørelserne, der gennemgaaende maa træffes hurtigt, og som ofte er af stor pekuniær Betydning, kræver for den samvittighedsfulde Bibliotekar en Anspændelse af Viljen, der til Tider kan være ret angribende. Han staar her ikke blot overfor Samtidens, men ogsaa overfor Eftertidens Dom.
Naar der er Tale om Bibliotekets Forøgelse, er det af ikke ringe Betydning, at Bibliotekaren skaffer sig Indsigt i Boghandlerforhold. Han mas kende de vigtigste Forlæggere og deres Betydning, han maa følge med paa det antikvariske Marked og kende de forskellige Antikvarers Specialer. Han gør vel i omhyggeligt at gennemarbejde baade Forlags- og Antikvarkataloger og at bevare en ordnet Samling af saadanne. Man kan faa baade lidt og meget ud af en given Sum Penge. Boganskaffelsen ved et Bibliotek har baade en Side, der kræver alsidig kritisk Sans og et betydeligt aandeligt Arbejde, og en Side, der kræver praktisk Kendskab til den moderne Boghandel; denne sidste Side bør ikke træde i Skygge.
Bibliotekaren maa ikke blot interessere sig for det Bibliotek, ved hvilket han arbejder, og hvis Udvikling og Frugtbargørelse han helliger sine bedste Kræfter. Det kan med Rette ventes af ham, at han fordyber sig i sit Fags almindelige Problemer, at han følger hele Bibliotekssagens Udvikling i vore Dage med Interesse. Et Lands Biblioteker repræsenterer en sammenhængende Kulturopgave paa samme Maade som et Lands Undervisningsanstalter lige fra Folkeskolen til Universitetet. Det videnskabelige Bibliotek og det folkelige Bibliotek er gensidig interesserede i hinandens Udvikling, og jo mere Bibliotekarstanden faar Øje paa denne fælles Interesse, desto kraftigere vil den kunne lægge sit Lod i Vægtskaalen, naar det gælder Bibliotekssagens Udvikling. Især har Bibliotekarerne

7
ved de store videnskabelige Biblioteker et stort Ansvar, da der udenfor deres Kreds findes saa faa Bibliotekarer, som udelt kan hellige sig de bibliotekariske Opgaver, og da rationelle Metoder bedst kan prøves og indarbejdes ved de store Biblioteker. En kraftigere Udvikling af Bibliotekssagen i Danmark vil i væsentlig Grad være afhængig af, at der i de store Biblioteker vokser en Stab. af unge Kræfter op, der er godt skolede og har faaet en bred og alsidig Indsigt i de bibliotekariske Problemer.
Bibliotekarens Stilling som Midler mellem den kundskabssøgende og Bøgerne gør ham til en væsentlig Faktor i det moderne aandelige Liv. Ifølge Sagens Natur vil hans Virksomhed ikke blive forstaget som Lærerens; den foregaar mere i det skjulte, og den Tid synes endnu fjern, da et Bibliotek med en faguddannet Bibliotekar vil blive opfattet som en Kulturnødvendighed i ethvert lokalt Samfund af en vis Udstrækning. Udviklingen i andre Lande, særlig i Amerika, er dog forjættelsesrig; og Litteraturens uhyre Vækst vil med Nødvendighed gøre Savnet af en ordnende, vejledende Kraft gældende i alle Byer, en Kraft, der meget snart vil retfærdiggøre sin Eksistens ved den indsats i det praktiske og kulturelle Liv, som et dygtigt administreret Bibliotek betyder.
Bibliotekaren, som forstaar sit Kald, og som forstaar det saaledes, at han ikke i første Række ser paa Lønnen men paa Arbejdets Glæde, vil ikke Bytte med nogen anden i Verden. For ham vil selv Trivialiteterne i hans Arbejde forvandles ved den Kærlighed til Opgaven, der er den dybe Drivkraft i al hans Tjeneste.

Litteratur: Fr. Ad. Ebert: Die Bildung des Bibliothekars. 2. Aufl. Lpz. 1820. -
[A. Klette:] Die Selbständigkeit des bibliothekarischen Berufes. Lpz. 1871.
[Litteraturhenvisninger ikke i 1. udg.].