Biografi
• Svend Dahl. Biografi.
Samarbejdet mellem Bibliotekerne
Af Overbibliotekar Svend Dahl.
(Foredrag ved Aarsmødet 1933.)
173
Det Emne, jeg skal tale om, er aktuelt, for saa vidt som vi lever i en social
Tid, hvor Ordet Samarbejde falder let paa Tungen, og hvor vi med Rette stadig
bliver mindet om, at vi er Led af et Hele, at vi kun kan naa noget ved at løfte
i Flok.
Ogsaa i Bibliotekernes Verden gælder dette. Skal vi naa Resultater af mere
vidtrækkende Betydning, maa de forskellige Bibliotekstyper, uden at tilsidesætte
deres individuelle Særpræg, indordne sig under Helheden, indgaa som Led i et
System, der er opbygget saaledes, at det yder de forskellige Kredse af
Befolkningen saa virkningsfuld en biblioteksmæssig Betjening, som det indenfor
de givne økonomiske Rammer overhovedet er muligt.
Samarbejde mellem Biblioteker kan udfolde sig paa mange Omraader, men de
vigtigste er vistnok den indbyrdes Afgrænsning af Bogbestanden og den gensidige
Hjælp ved Udlaansvirksomheden, Udarbejdelsen af Fælleskataloger over samvirkende
Bibliotekers Bogbestand og fælles Oplysningskontor, Fællesskab ved Bogindkøb og
Indbinding, Fællesvirke m. H. t. forskellige bibliotekstekniske og
bibliografiske Opgaver. Ogsaa angaaende Bibliotekspersonalets Uddannelse,
økonomiske Forhold og Arbejdsvilkaar kan der være Tale om Samarbejde, men dette
Omraade ser jeg helt bort fra her, og i det hele taget gør min Fremstilling ikke
Krav paa at være udtømmende.
Hvis vi nu vil spørge, hvordan det staar til med Samarbejdet: mellem
Bibliotekerne her i Landet, saa er Sagen programmæssigt i den bedste Orden.
Gennem hele Bibliotekskommissionens Betænkning gaar som et Ledemotiv
Afgrænsningen af de forskellige Kategorier og Samarbejdet mellem dem, og i et
særligt Afsnit med Titlen "Bibliotekssystemet" fastslaas det, at vort
Biblioteksvæsen bør opfattes som en Enhed, der strækker sig fra de mindste
Sognebiblioteker til de store videnskabelige Biblioteker i Hovedstaden. Ud fra
denne Grundbetragtning har Kommissionen søgt at fastsætte hvert enkelt
Biblioteks - eller Bibliotekstypes - særlige Opgaver og at lægge bestemte
Retningslinier for Virksomheden, saa at de forskellige Typer saa lidt som muligt
griber ind i hinandens Virkefelter.
Svarer Virkeligheden nu til denne Teori? Mange af Dem kender sikkert en Tavle,
der er blevet brugt ved Udstillinger og andre Steder i agitatorisk Øjemed, og
hvor man ser anskueliggjort, hvordan der fra et Centralbibliotek straaler
Forbindel-
174
seslinier ud ikke blot til Bibliotekerne i dets Opland, men ogsaa til
Fagbiblioteker og videnskabelige Biblioteker af mange forskellige Arter.
Ophavsmanden til denne smukke grafiske Fremstilling vil dog næppe tage mig det
ilde op, naar jeg siger, at det i nogen Grad drejer sig om en idealiseret
Fremstilling.
Jeg har jo ikke mere Lejlighed til at følge Udviklingen saa nøje som før, men
jeg har hørt sige, at der endnu skal findes Egne af Landet, hvor
Centralbiblioteket kun har meget ringe Forbindelse med sit Oplands Biblioteker,
og at der er Egne, hvor Flertallet af Sogne kun har Biblioteker af meget ringe
Værdi eller slet ingen Bibliotek har. Der er altsaa endnu et godt Stykke Vej
frem, før vi naar saa vidt, at den grafiske Tavle passer overalt i Landet, at
hvert Sogn har et ordentligt sammensat og godt virkende Bibliotek i livligt
Samarbejde med Centralbiblioteket.
Der findes jo nu en Bestemmelse om, at der i Centralbibliotekets Bestyrelse skal
være Repræsentanter for Sognebibliotekerne, men ellers mangler der egentlig i
Biblioteksloven Udtryk for det Samarbejde, som altid burde findes mellem
Centralbiblioteket og de mindre Biblioteker i dets Opland. Det er meget
naturligt, at man til at begynde med, da det hele var nyt og uprøvet, ikke vilde
lovfæste det, men nu, da Bibliotekslovgivningen har gennemlevet sit første Tiaar,
og de fleste Centralbiblioteker er ved at have overstaaet deres Børnesygdomme,
kunde man godt begynde at tænke paa at gøre Samarbejdet forpligtende for begge
Parter.
Der findes nok en Bestemmelse i det ministerielle, Cirkulære om, at
Sognebiblioteket fra Centralbiblioteket skal skaffe sine Laanere Bøger, som det
ikke selv ejer, og der er som bekendt ogsaa opstillet en Række detaillerede
Regler for hvad Centralbiblioteket i biblioteksteknisk Henseende er forpligtet
til at yde overfor de mindre Biblioteker, men noget Initiativ til at tage fat
kræves ikke af Centralbiblioteket, og om Sognebibliotekerne vil modtage
Ydelserne eller ej, er ogsaa frivilligt og derfor afhængigt af Tilfældigheder.
Frivillighed er meget godt, og man skal ikke paatvinge nogen By eller Egn et
Bibliotek, hvis der ikke er en kraftig lokal Interesse for det, men er et
Bibliotek først skabt, bør der ikke være nogen Mulighed for, at det kan komme
til at gaa helt paa bedste Beskub, være helt afhængigt af tilfældige lokale
eller personlige Omstændigheder. Men det sker netop altfor let, naar der ikke er
en lovfæstet Kontakt mellem Sognebibliotekerne og Centralbiblioteket.
Naturligvis véd jeg nok, at Samarbejdet her som overalt for en væsentlig Del
beror paa de Personer, der skal samarbejde, og at det adskillige Steder gaar
udmærket af sig selv, men derfor kan det ikke skade, at der er et fast Grundlag
for det personlige Samarbejde. Der vilde for mig ikke være noget afskrækkende i
den Tanke, at man ved næste Revision af Bi-
175
blioteksloven gjorde Samarbejdet mellem de to Parter obligatorisk, krævede, at
de stadig skulde staa i en vis indbyrdes Forbindelse, og jeg nærer ingen Tvivl
om, at man kunde finde saadanne Former for denne Samvirken, at det ikke gik
Sognebibliotekets Selvstændighed for nær, men kun blev til Fordel for det.
Løsenet maa være: saa mange første Klasses Sognebiblioteker som muligt, men vel
at mærke: i saa fast organiseret Samarbejde med Centralbiblioteket som muligt.
Og dette kan ikke klares ved Hjælp af Bogbilerne alene, hvor god Nytte disse end
kan gøre.
Men nu Centralbibliotekets Forbindelser med de forskellige videnskabelige og
faglige Biblioteker? Heller ikke her svarer Praksis helt til Teorien. Lad mig
først nævne et svagt Punkt, som i mange Tilfælde findes hos Centralbibliotekerne
selv. Jeg tænker paa det Forhold, at de for ofte lader Rekvisitionerne fra deres
Laanere gaa videre ganske ukritisk. Det burde være saaledes, at naar
Rekvisitionerne kommer ind til Oplysningskontoret i Tilsynet eller til det
paagældende Bibliotek, skulde man kunne være sikker paa, at det drejer sig om et
velbegrundet Ønske om at faa netop den Bog, fordi den er nødvendig for Laaneren
i en bestemt, vel motiveret Sammenhæng. Jeg ønsker paa ingen Maade, at
Rekvisitionerne skal være ledsaget af skriftlige Motiveringer og Erklæringer
-tværtimod, lad os endelig være fri for det. Men vi bør kunne være sikker paa,
at der i Forvejen er udøvet et Skøn i Centralbiblioteket, et Skøn over om det
blot drejer sig om en eller anden tilfældigt funden eller hørt Titel, om netop
den bestemte Bog skal bruges, eller om Laaneren ikke lige saa godt kunde bruge
en anden lignende Bog om samme Emne. Dette Skøn kan jo ikke foretages i Tilsynet
eller i Det kgl. Bibliotek eller Universitetsbiblioteket eller hvor det nu er,
men jeg har Indtryk af, at det langtfra altid sker ude i Centralbiblioteket, og
at der derfor løber for mange tilfældige Rekvisitioner med. Mange af disse
Rekvisitioner maa nødvendigvis vende tilbage med Svaret "haves ikke" og derved
give Indtryk af, at vi er daarligt forsynede. Det er vi ganske vist ofte, men
lige saa tit er Forholdet dog det, at vi kunde have leveret en anden Bog, der
var lige saa vel egnet eller bedre for Laaneren. Derfor henstiller jeg, at
Bibliotekaren eller hans Stedfortræder i Centralbiblioteket altid ser nærmere
paa Rekvisitionerne, før de afgaar, eventuelt taler med Laaneren om dem.
Et andet svagt Punkt ved Forbindelsen mellem Provinsens Bogbenytteren og de
videnskabelige Biblioteker i Hovedstaden er Portospørgsmaalet. Det kan ikke
nægtes, at en Mand i København biblioteksmæssigt er stærkt favoriseret i Forhold
til Provins- og Landboer. Han har den direkte Adgang til saa
176
godt som alle Slags Biblioteker. Dette Forhold er givet og lader sig ikke ændre,
men det er urimeligt, at Provinsens Publikum, der i Forvejen er forfordelt,
fordi det kun ad indirekte Vej har Adgang til de københavnske Biblioteker, at
dette Publikum yderligere skal belastes med Portoudgifter. I mange Tilfælde
læsses de ganske vist over paa Centralbibliotekerne, men i saa Fald rammer
Urimeligheden blot disse i Stedet for. Hele dette Forhold er gentagne Gange
bragt frem overfor Myndighederne, men hidtil forgæves. Vi bør dog ikke undlade
at bringe det paa Bane igen, hver Gang Lejlighed gives.
Vi maa i det hele taget fra de københavnske Bibliotekers Side gøre, hvad vi kan
indenfor rimelige Grænser for at lette Provinsens Laanere. F. Eks. ved at
foretage mindre bibliografiske Undersøgelser af den Art, som man ikke vilde gøre
overfor københavnske Laanere, fordi de kan gøre det selv. Vi er her i
Hovedstaden sommetider tilbøjelige til at glemme, hvor vanskeligt stillet Manden
ude i Landet i Virkeligheden er i denne Henseende. Naar f. Eks. en Læge sidder i
en Provinsby eller ude paa Landet, er han afskaaret fra ved Hjælp af
Bibliografier at skaffe sig en Liste over de nyeste Hovedarbejder om én eller
anden Sygdom; det kan den københavnske Læge gøre selv i Løbet af en halv Time i
Universitetsbibliotekets Læsesal, men Provinslægen maa kunne regne med vor
Bistand.
Jeg tror ogsaa, at vi mere end hidtil maa komme ind paa kortfristede Udlaan af
løbende Tidsskriftaarganges Hefter. Besøget i de københavnske Bibliotekers
Tidsskriftafdelinger er ikke saa stort, at det kan være tilstrækkeligt Motiv til
et helt Aar igennem at reservere Tidsskrifterne for disse forholdsvis faa
Besøgende. Efter vore Erfaringer i Universitetsbiblioteket vil vi antagelig
snart gaa over til at indskrænke Fremlægningen i Tidsskriftlæsesalen til f. Eks.
3 Maaneder og derefter give Hefterne fri til Udlaan. At Udlaan af enkelte Hefter
kan praktiseres paa betryggende Maade er jo allerede bevist i Teknisk Bibliotek.
I Almindelighed tør man vistnok sige, at de københavnske Biblioteker er meget
imødekommende i deres Forhold til Publikum, ogsaa Provinsens. Det giver sig jo
bl. a. Udtryk i, at man nu med stor Liberalitet udlaaner til Brug i
Provinsbibliotekerne selv Haandskrifter og sjældne Tryk, som Folk tidligere
maatte rejse til København for at benytte. Der er sket store Fremskridt i Løbet
af de sidste 10-15 Aar i Retning af Forstaaelse af Bibliotekernes Forpligtelser,
og mange Specialbiblioteker er kommet med i denne Udvikling.
Men alligevel er mange Fagbibliotekers Bogbestand for vanskeligt tilgængelig.
Lige saa let det er at faa Bøger til Laans fra Landbohøjskolens Bibliotek, fra
Teknisk Bibliotek, Kunstakademiets Bibliotek og mange flere, lige saa svært
eller umuligt er det at faa Adgang til en hel Del af de andre Fag- og
177
Institutionsbiblioteker, ja det gælder endog om enkelte af dem, hvis Tilvækst
optages i den aarlige Accessionskatalog. Man støder her paa den egoistiske
Opfattelse, at disse Bøger, skønt anskaffede for offentlige Midler, kun er til
for nogle faa Menneskers Skyld, der skal have den Fordel altid at have dem lige
ved Haanden. Naturligvis er der Værker og Tidsskrifter, som spiller saa stor en
Rolle i den paagældende Institutions daglige Liv, at de altid maa være til
Stede, og det kan ogsaa være rimeligt i mange Tilfælde at kræve en særligt kort
Laanefrist overholdt eller kræve at Laanet skal ske gennem et af de store
Biblioteker. Men ud over dette kan vi ikke anerkende Berettigelsen til at lukke
af eller gøre Adgangen saa svær, at den kun kan forceres ved Anvendelse af en
god Del diplomatisk Kunst.
Men i det hele taget trænges der i Forholdet mellem de videnskabelige
Hovedbiblioteker og de respektive Specialbiblioteker i høj Grad til, at Tidens
Løsen om Plan og System bliver hørt - der er ikke mere Raad til at lade det
vokse vildt som hidtil. Takket være bl. a. Krisen er hele dette Spørgsmaal dog
ogsaa nu ved at modnes til en Nyordning og Omregulering, der tillige vil betyde
et Fremskridt med Hensyn til Udlaansforholdene. Det er ikke et Problem, der
lader sig løse i en Haandevending, og vi vil endnu komme til at løbe Panden imod
adskillige Gange, men jeg tror, at Udviklingsprocessen er ved at komme i Gang.
Jeg har endnu ikke nævnt det Led i Bibliotekssystemet, som oprindelig var tænkt
som det vigtigste med Hensyn til Provinsens Biblioteksbetjening:
Statsbiblioteket i Aarhus. Og det kommer af, at jeg ikke tror, man kan regne
meget med det i denne Forbindelse fremtidig. Alt tyder paa, at Statsbiblioteket
nu maa lægge Roret helt over i Retning af at blive Universitetsbibliotek. Og der
er ingen Grund til at begræde denne Udvikling. Saa faar Statsbiblioteket dog et
klart Program at gaa efter, og det er bedre end den tidligere Zigzag-Kurs. At
skulle skabe et brugbart Universitetsbibliotek paa det foreliggende Grundlag og
med det forhaandenværende Budget er en vanskelig Opgave, men det er i hvert Fald
en Opgave, som er en Indsats værd, og har man sagt A, d. v. s. oprettet eller
begyndt at oprette et Universitet - hvad man saa end vil mene om Betimeligheden
af det - maa man ogsaa sige B, skabe den nødvendige biblioteksmæssige Basis for
det.
I og for sig mener jeg, at det ingenlunde vilde være umuligt for et Bibliotek,
naar det havde de fornødne Pengemidler til Raadighed, at varetage to saa
forskellige Opgaver som Universitetsopgaven og den Opgave at være "Overcentral"
for Folkebibliotekerne, men Statsbiblioteket har selv mere og mere
178
taget Afstand fra Overcentral-Opgaven og vil sikkert nu helst kvittere den helt.
Og jeg synes, vi hertil skal sige: Fred være med det i dets Egenskab af
Overcentral, og ønske det god Lykke paa dets Vej frem mod det nye Maal. Thi jeg
tror, at Overcentral-Opgaven lader sig løse paa anden Maade. Saaledes som
Centralbibliotekerne efterhaanden har udviklet sig, tror jeg ikke, at
Overcentralen helt skal have den Karakter og det Omfang, vi i sin Tid i
Bibliotekskommissionen tænkte os. Vi kan sikkert nu trygt holde os til det
Resultat, som det Udvalg kom til, der i Forfjor blev nedsat om Sagen, og som
afgav Beretning paa sidste Aarsmøde. Det, der er Brug for, er især en Del større
og videregaaende populærvidenskabelige Værker, ikke mindst norske og svenske, en
Del teknisk og anden praktisk Litteratur, beregnet for ikke-videnskabelige
Teknikere, en Del aktuel Litteratur om sociale og økonomiske Spørgsmaal, en Del
biografiske Værker og en Del større Rejsebeskrivelser og anden geografisk
Litteratur - alt det, jeg her har nævnt, paa fremmede Sprog. Endelig en Række
store Haandbøger, Kildepublikationer o. a. store Værker af den danske
Litteratur, som ligger ud over Centralbibliotekernes Omraade, og som er bundne i
Statsbibliotekernes Læsesale og derfor ikke kan udlaanes. Hertil skulde saa vel
føjes nogle udenlandske almentilgængelige Tidsskrifter af dem, som
erfaringsmæssigt efterspørges særlig meget.
Men hele denne Opgave er ikke af uoverskuelige Dimensioner, og den kunde tænkes
løst paa følgende Maade: Hvert af Centralbibliotekerne skaffer et Tilskud paa
200 Kr. én Gang for alle og tegner sig for et aarligt Bidrag af 100 Kr. Det
vilde give godt 5000 Kr. til Oprettelsen og knap 3000 Kr. aarligt. Skulde det
saa ikke være muligt at faa Staten til at yde de tilsvarende Beløb? Jeg tror, at
det selv i Tider som disse vilde være muligt, naar man paa denne Maade havde
vist sin gode Villie. Jeg ser, at Danmarks Biblioteksforening i Aar paa sit
Regnskab har et Overskud paa ca. 1300 Kr., og da jeg, som det vil være bekendt
fra min Redaktørtid ved "Bogens Verden", ikke holder af Overskud, foreslaar jeg,
at Foreningen giver 1000 Kr. til Oprettelsen. Med et Oprettelsesbeløb paa
11-12000 Kr. vilde det være muligt at anskaffe den Litteratur, der i første
Omgang var mest Brug for, og med et aarligt Budget paa 5-6000 Kr. vilde man
kunne overkomme den fornødne Tilvækst og endda faa Penge til at administrere
for, bl. a. til at trykke de annoterede Forfatter- og Emnekort, som
Bibliotekerne skulde have tilsendt over Bogbestanden.
Dette Andelsbibliotek skulde anbringes ved et af Centralbibliotekerne - i og for
sig ligegyldigt hvilket, blot et, som raadede over den fornødne Plads og vilde
paatage sig for et passende Honorar at gøre Arbejdet. Pladsmæssigt vilde Opgaven
ikke blive særlig stor; desuden skulde en Del af Bøgerne
179
efterhaanden udskydes, naar de var blevet forældet og gaaet ud af Kurs. I
Forbindelse med Andelsbiblioteket kunde man ogsaa anbringe Folkebibliotekernes
udenlandske Vandrebogsamling, som jo allerede har staaet sin Prøve, og som vilde
have sit naturlige Hjemsted her.
Det Udvalg, som i Fjor afgav Betænkning, burde træde i Funktion igen og danne et
staaende Udvalg, der med Bistand af forskellige Fagmænd varetog Bogkøbet. Jeg
lægger Vægt paa, at ogsaa Københavns Kommunebiblioteker var repræsenteret i
dette Udvalg, thi for en stor Del kommer det til at dreje sig om Litteratur, der
findes i Kommunebibliotekerne - de fungerer jo for Hovedstaden ikke blot som
almindelige Folkebiblioteker, men ogsaa som "Overcentral" og gør det udmærket.
Ved Indkøbet til Andelsbiblioteket skulde der naturligvis ellers tages
vidtgaaende Hensyn til Folkebibliotekernes Erfaringer om hvad der er Brug for;
derimod skulde man sikkert ikke nøjes med alene at købe de Bøger, som er
rekvireret forgæves af Laanere, saaledes som man gør i det engelske National
Central Library, der i sin oprindelige Form mindede meget om det, vi kalder
Overcentralen.
Det er min Overbevisning, at Opgaven kunde løses indenfor disse Rammer, at man i
alt Fald vilde opnaa at faa en væsentlig Del af det Led, der nu savnes i
Systemet. Jeg synes, det vilde være smukt, om Bibliotekerne søgte at løse
Opgaven ad Andelsvejen, og jeg opfordrer Bestyrelsen til at anmode Udvalget om
at træde i Funktion igen paa dette Grundlag.
Samvirken med Hensyn til Bogindkøb og Indbinding er vistnok hidtil ikke
praktiseret i større Stil herhjemme. En Del Sognebiblioteker lader deres Køb og
Indbinding foretage gennem Centralbiblioteket, og det er en Fremgangsmaade, man
kun kan ønske yderligere Udbredelse. Det er iøvrigt især de mange mindre
Specialbiblioteker rundt om ved Institutionerne, der kunde have Fordel af en
Samvirken. Rigshospitalets Biblioteker foretager f. Eks. nu deres Indkøb og
Tidsskrifthold gennem Universitetsbiblioteket og sparer derved 5 å 10 % i
Forhold til før, da de købte hver for sig.
En Del Biblioteker af denne Kategori faar ligesom mange af de mindre
Folkebiblioteker deres Bøger indbundet hos anden Rangs Bogbindere og faar derfor
tarveligt Arbejde, men maa i Reglen betale fuld Pris for det. Der er ingen Tvivl
om, at der kunde opnaas baade en vis økonomisk Fordel og bedre Kvalitet af
Arbejdet, hvis al den af Staten betalte eller understøttede Indbinding foregik
samlet og under kyndig Kontrol vel at mærke hvis det blev organiseret paa rette
Maade. Men jeg tror ikke meget paa Fællesindbinding i stort Omfang. Det vil
nemlig ikke blot møde Modstand fra Bogbindermestrenes Side,
180
men i mange Tilfælde ogsaa fra Bibliotekerne, selv, som vil kvie sig ved at
forlade en maaske mangeaarig lokal Forbindelse. Til Gengæld burde
Bogbinderlauget ikke stille sig saa afvisende overfor Tanken om at yde
Biblioteker og andre store faste Kunder en passende Rabat, stigende f. Eks. fra
5-20 % alt efter Omfanget af det aarlige Forbrug. Jeg véd naturligvis godt, at
der adskillige Steder alligevel ydes en vis Rabat, men det vat bedre at afløse
Tilfældigheden med en fast Praksis, der var ensartet for alle og foregik i fuldt
Dagslys.
Jeg skal nu ganske kort omtale de Tilløb, vi har, til Samarbejde paa
bibliotekstekniske og lignende Omraader. Meget af det, der her er Tale om, er
Forsamlingen saa vel bekendt, at jeg kun lige behøver at nævne det. Det gælder
f. Eks. saadanne Foretagender som Forretningsafdelingen,
Mønsterudstillingsbiblioteket, Tidsskrift-Indexen, de forskellige af Danmarks
Biblioteksforening udgivne Kataloger og Boglister, den lille Vejledning for
Laanere i Sognebiblioteker og adskilligt mere.
Mindre kendt er det vist, at Fagbiblioteksforeningen til sine Medlemmer har
udarbejdet et hektograferet Kortkatalog over de løbende Tidsskrifter i et stort
Antal københavnske Biblioteker, at Universitetsbiblioteket arbejder paa et
Centralkatalog over Bogbestanden efter 1900 og Tidsskriftbestanden i de natur-
og lægevidenskabelige Specialbiblioteker, og at Det kgl. Bibliotek, der udgiver
Accessionskatalogen, er i Færd med et Katalog over alle humanistiske
Specialbibliotekers Tidsskrifter som Grundlag for et stort trykt
Fælles-Tidsskriftkatalog. Det er en meget stor Opgave, men ogsaa meget vigtig,
og den bør kunne løses; naar man har kunnet løse store Fælleskatalog-Opgaver i
Tyskland, England, Holland, Belgien, Czekoslovakiet og flere andre Lande, maa vi
ogsaa kunne gøre det herhjemme. For Oplysningskontoret i Statens
Bibliotekstilsyn, der jo selv er en meget værdifuld Nydannelse indenfor
Fællesforetagenderne, vil et saadant fælles Tidsskriftkatalog blive til
uvurderlig Nytte, men ogsaa ad mange andre Veje vilde det kunne gøre stor Gavn.
Der er altsaa adskillige Kræfter i Gang - og jeg har sikkert ikke nævnt alt hvad
der kunde være Grund til - men man har Indtryk af, at det hele foregaar lidt
spredt og tilfældigt, og at der ogsaa her kunde være Grund til at ønske lidt
mere Plan i Arbejdet. Der er ikke Raad til at lade nogen af Kræfterne gaa til
Spilde, at lade beslægtede Opgavers Løsning gribe ind i hinanden.
Endnu skal jeg omtale det Samarbejde, som udfolder sig mellem vort eget og andre
Landes Biblioteker. Det nordiske
181
Samarbejde har særlig givet sig Udslag i de nordiske Biblioteksmøder og i det
mellem nogle af Folkebibliotekerne praktiserede gensidige Udlaan af Assistenter;
for de videnskabelige Bibliotekers Vedkommende maa især nævnes den udstrakte
Laaneforbindelse, der navnlig er mellem Danmark og Sverige, og som ogsaa en Del
Folkebiblioteker efterhaanden deltager i, samt Udgivelsen af "Nordisk tidskrift
för bok- och biblioteksväsen", der dog væsentlig er et Organ for boghistoriske
Studier og af mindre Betydning som Bindeled mellem Bibliotekerne. At de nordiske
Lande paa flere andre Maader har haft og har Kontakt med hinanden og har lært af
hinanden, behøver jeg ikke at fremhæve.
I de seneste Aar, siden 1926, har der ogsaa været en vis international
Virksomhed paa Biblioteksomraadet. Der er som bekendt dannet en international
Sammenslutning af Biblioteksforeninger, som ogsaa Danmarks Biblioteksforening
har tiltraadt. Den afholdt den store Kongres i Rom 1928, og hvert Aar mødes en
mindre Komité til Raadslagning. Man kan just ikke paastaa, at Danmark har været
særlig interesseret i denne Virksomhed, selvom vi har haft Repræsentanter ved
nogle af Møderne, og det har sikkert flere Aarsager, men en af dem maa vist
søges i den nøgterne Skepsis, vi plejer at vise overfor saadanne Foretagender,
hvor Ordene er langt talrigere og mere blomstrende end Resultaterne. Det er i al
Fald givet, at Resultaterne endnu har været beskedne. Forholdet er det samme som
i Folkenes Forbund: Apparatet virker tungt, det løber let ud i Overorganisation
med en Mængde Udvalg og Underudvalg, og naar saa mange Hoveder skal samles under
én Hat, bliver Resultatet ofte blot en Resolution, der siger meget lidt positivt
og derfor let falder til jorden.
Paa et vigtigt Omraade, hvor den internationale Komité kunde gøre Gavn, nemlig
ved at skaffe lette og ensartede Regler for Boglaan mellem Landene, er der nok
arbejdet en Del, men i Praksis har vi ikke mærket synderligt til det. Paa et
andet vigtigt Omraade, Kampen mod de urimeligt høje Bog- og Tidsskriftpriser i
Tyskland, har man vedtaget en skarp Resolution, men de tyske Forlæggere har
aabenbart hidtil blæst den et Stykke.
Trods alt dette mener jeg dog, at Danmark ikke bør holde sig for meget tilbage i
dette Arbejde. Det ser ikke godt ud, at vi helt mangler i det Afsnit af
Komitéens Beretning, hvor der hvert Aar fremkommer korte Oversigter over det
forløbne Aars Biblioteksvirksomhed i de forskellige Lande. Danmarks
Biblioteksforening burde sørge for, at der ligesom fra Sverige, Norge og Finland
blev sendt en saadan Aarsoversigt til Komitéen til Oplæsning ved dens Møder og
Trykning i dens Beretning, som mere og mere vil blive det Sted, hvor Udlandet
vil søge Oplysning om, hvad der foregaar rundt om i Landene. Jeg
182
vil ogsaa opfordre Foreningen til at foretage en Henvendelse til
Generalpostdirektoratet for at faa Danmark til at benytte den Paragraf i den
internationale Postkonvention af 1929, som gør det muligt at give 50 % Rabat ved
Forsendelse af Boglaan mellem Landene. Her var maaske endelig et praktisk
Resultat at opnaa.
Trods de iøjnefaldende Svagheder, der klæber ved det internationale Samarbejde
paa dette Omraade ligesom paa alle andre, mener jeg altsaa, at Danmarks
Biblioteksforening vil staa sig ved ikke at holde sig saa meget tilbage som
hidtil, men deltage i alle saadanne Spørgsmaal, hvor der er Mulighed for, at der
kan komme noget værdifuldt praktisk ud af det. Men Foreningen vil først helt
have Betingelser for det, naar den udvikler sig til en almen Forening. Ud fra
det Helhedssynspunkt, som bør præge vor Opfattelse af dansk Biblioteksvæsen, er
det naturligt, at ogsaa Danmarks Biblioteksforening efterhaanden bliver en
Forening, der omfatter alle de forskellige Typer af Biblioteker saavel som deres
Personale. Derfor glæder jeg mig over det Forslag fra Bestyrelsen, som gaar ud
paa at give de videnskabelige Bibliotekers og Fagbibliotekernes Personale Adgang
til Optagelse som en Gruppe i Foreningen. jeg vil slutte med Ønsket om, at
Danmarks Biblioteksforening mere og mere maa blive en almindelig dansk
Biblioteksforening, der staar som et livskraftigt Udtryk for et virksomt
Samarbejde mellem alle Faktorer indenfor vort Biblioteksvæsen.