Svend Dahl: Samarbejdet mellem bibliotekerne. Foredrag ved Aarsmødet 1933 i: Bogens Verden, 1933, side 241-244.

Tilbage til oversigten Monografier

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden

Biografi

• Svend Dahl. Biografi.


Samarbejdet mellem Bibliotekerne

 
Af Overbibliotekar Svend Dahl.
(Foredrag ved Aarsmødet 1933.)
 

173
Det Emne, jeg skal tale om, er aktuelt, for saa vidt som vi lever i en social Tid, hvor Ordet Samarbejde falder let paa Tungen, og hvor vi med Rette stadig bliver mindet om, at vi er Led af et Hele, at vi kun kan naa noget ved at løfte i Flok.
Ogsaa i Bibliotekernes Verden gælder dette. Skal vi naa Resultater af mere vidtrækkende Betydning, maa de forskellige Bibliotekstyper, uden at tilsidesætte deres individuelle Særpræg, indordne sig under Helheden, indgaa som Led i et System, der er opbygget saaledes, at det yder de forskellige Kredse af Befolkningen saa virkningsfuld en biblioteksmæssig Betjening, som det indenfor de givne økonomiske Rammer overhovedet er muligt.
Samarbejde mellem Biblioteker kan udfolde sig paa mange Omraader, men de vigtigste er vistnok den indbyrdes Afgrænsning af Bogbestanden og den gensidige Hjælp ved Udlaansvirksomheden, Udarbejdelsen af Fælleskataloger over samvirkende Bibliotekers Bogbestand og fælles Oplysningskontor, Fællesskab ved Bogindkøb og Indbinding, Fællesvirke m. H. t. forskellige bibliotekstekniske og bibliografiske Opgaver. Ogsaa angaaende Bibliotekspersonalets Uddannelse, økonomiske Forhold og Arbejdsvilkaar kan der være Tale om Samarbejde, men dette Omraade ser jeg helt bort fra her, og i det hele taget gør min Fremstilling ikke Krav paa at være udtømmende.
Hvis vi nu vil spørge, hvordan det staar til med Samarbejdet: mellem Bibliotekerne her i Landet, saa er Sagen programmæssigt i den bedste Orden. Gennem hele Bibliotekskommissionens Betænkning gaar som et Ledemotiv Afgrænsningen af de forskellige Kategorier og Samarbejdet mellem dem, og i et særligt Afsnit med Titlen "Bibliotekssystemet" fastslaas det, at vort Biblioteksvæsen bør opfattes som en Enhed, der strækker sig fra de mindste Sognebiblioteker til de store videnskabelige Biblioteker i Hovedstaden. Ud fra denne Grundbetragtning har Kommissionen søgt at fastsætte hvert enkelt Biblioteks - eller Bibliotekstypes - særlige Opgaver og at lægge bestemte Retningslinier for Virksomheden, saa at de forskellige Typer saa lidt som muligt griber ind i hinandens Virkefelter.
Svarer Virkeligheden nu til denne Teori? Mange af Dem kender sikkert en Tavle, der er blevet brugt ved Udstillinger og andre Steder i agitatorisk Øjemed, og hvor man ser anskueliggjort, hvordan der fra et Centralbibliotek straaler Forbindel-

174
seslinier ud ikke blot til Bibliotekerne i dets Opland, men ogsaa til Fagbiblioteker og videnskabelige Biblioteker af mange forskellige Arter. Ophavsmanden til denne smukke grafiske Fremstilling vil dog næppe tage mig det ilde op, naar jeg siger, at det i nogen Grad drejer sig om en idealiseret Fremstilling.
Jeg har jo ikke mere Lejlighed til at følge Udviklingen saa nøje som før, men jeg har hørt sige, at der endnu skal findes Egne af Landet, hvor Centralbiblioteket kun har meget ringe Forbindelse med sit Oplands Biblioteker, og at der er Egne, hvor Flertallet af Sogne kun har Biblioteker af meget ringe Værdi eller slet ingen Bibliotek har. Der er altsaa endnu et godt Stykke Vej frem, før vi naar saa vidt, at den grafiske Tavle passer overalt i Landet, at hvert Sogn har et ordentligt sammensat og godt virkende Bibliotek i livligt Samarbejde med Centralbiblioteket.
Der findes jo nu en Bestemmelse om, at der i Centralbibliotekets Bestyrelse skal være Repræsentanter for Sognebibliotekerne, men ellers mangler der egentlig i Biblioteksloven Udtryk for det Samarbejde, som altid burde findes mellem Centralbiblioteket og de mindre Biblioteker i dets Opland. Det er meget naturligt, at man til at begynde med, da det hele var nyt og uprøvet, ikke vilde lovfæste det, men nu, da Bibliotekslovgivningen har gennemlevet sit første Tiaar, og de fleste Centralbiblioteker er ved at have overstaaet deres Børnesygdomme, kunde man godt begynde at tænke paa at gøre Samarbejdet forpligtende for begge Parter.
Der findes nok en Bestemmelse i det ministerielle, Cirkulære om, at Sognebiblioteket fra Centralbiblioteket skal skaffe sine Laanere Bøger, som det ikke selv ejer, og der er som bekendt ogsaa opstillet en Række detaillerede Regler for hvad Centralbiblioteket i biblioteksteknisk Henseende er forpligtet til at yde overfor de mindre Biblioteker, men noget Initiativ til at tage fat kræves ikke af Centralbiblioteket, og om Sognebibliotekerne vil modtage Ydelserne eller ej, er ogsaa frivilligt og derfor afhængigt af Tilfældigheder. Frivillighed er meget godt, og man skal ikke paatvinge nogen By eller Egn et Bibliotek, hvis der ikke er en kraftig lokal Interesse for det, men er et Bibliotek først skabt, bør der ikke være nogen Mulighed for, at det kan komme til at gaa helt paa bedste Beskub, være helt afhængigt af tilfældige lokale eller personlige Omstændigheder. Men det sker netop altfor let, naar der ikke er en lovfæstet Kontakt mellem Sognebibliotekerne og Centralbiblioteket.
Naturligvis véd jeg nok, at Samarbejdet her som overalt for en væsentlig Del beror paa de Personer, der skal samarbejde, og at det adskillige Steder gaar udmærket af sig selv, men derfor kan det ikke skade, at der er et fast Grundlag for det personlige Samarbejde. Der vilde for mig ikke være noget afskrækkende i den Tanke, at man ved næste Revision af Bi-

175
blioteksloven gjorde Samarbejdet mellem de to Parter obligatorisk, krævede, at de stadig skulde staa i en vis indbyrdes Forbindelse, og jeg nærer ingen Tvivl om, at man kunde finde saadanne Former for denne Samvirken, at det ikke gik Sognebibliotekets Selvstændighed for nær, men kun blev til Fordel for det. Løsenet maa være: saa mange første Klasses Sognebiblioteker som muligt, men vel at mærke: i saa fast organiseret Samarbejde med Centralbiblioteket som muligt. Og dette kan ikke klares ved Hjælp af Bogbilerne alene, hvor god Nytte disse end kan gøre.

Men nu Centralbibliotekets Forbindelser med de forskellige videnskabelige og faglige Biblioteker? Heller ikke her svarer Praksis helt til Teorien. Lad mig først nævne et svagt Punkt, som i mange Tilfælde findes hos Centralbibliotekerne selv. Jeg tænker paa det Forhold, at de for ofte lader Rekvisitionerne fra deres Laanere gaa videre ganske ukritisk. Det burde være saaledes, at naar Rekvisitionerne kommer ind til Oplysningskontoret i Tilsynet eller til det paagældende Bibliotek, skulde man kunne være sikker paa, at det drejer sig om et velbegrundet Ønske om at faa netop den Bog, fordi den er nødvendig for Laaneren i en bestemt, vel motiveret Sammenhæng. Jeg ønsker paa ingen Maade, at Rekvisitionerne skal være ledsaget af skriftlige Motiveringer og Erklæringer -tværtimod, lad os endelig være fri for det. Men vi bør kunne være sikker paa, at der i Forvejen er udøvet et Skøn i Centralbiblioteket, et Skøn over om det blot drejer sig om en eller anden tilfældigt funden eller hørt Titel, om netop den bestemte Bog skal bruges, eller om Laaneren ikke lige saa godt kunde bruge en anden lignende Bog om samme Emne. Dette Skøn kan jo ikke foretages i Tilsynet eller i Det kgl. Bibliotek eller Universitetsbiblioteket eller hvor det nu er, men jeg har Indtryk af, at det langtfra altid sker ude i Centralbiblioteket, og at der derfor løber for mange tilfældige Rekvisitioner med. Mange af disse Rekvisitioner maa nødvendigvis vende tilbage med Svaret "haves ikke" og derved give Indtryk af, at vi er daarligt forsynede. Det er vi ganske vist ofte, men lige saa tit er Forholdet dog det, at vi kunde have leveret en anden Bog, der var lige saa vel egnet eller bedre for Laaneren. Derfor henstiller jeg, at Bibliotekaren eller hans Stedfortræder i Centralbiblioteket altid ser nærmere paa Rekvisitionerne, før de afgaar, eventuelt taler med Laaneren om dem.
Et andet svagt Punkt ved Forbindelsen mellem Provinsens Bogbenytteren og de videnskabelige Biblioteker i Hovedstaden er Portospørgsmaalet. Det kan ikke nægtes, at en Mand i København biblioteksmæssigt er stærkt favoriseret i Forhold til Provins- og Landboer. Han har den direkte Adgang til saa

176
godt som alle Slags Biblioteker. Dette Forhold er givet og lader sig ikke ændre, men det er urimeligt, at Provinsens Publikum, der i Forvejen er forfordelt, fordi det kun ad indirekte Vej har Adgang til de københavnske Biblioteker, at dette Publikum yderligere skal belastes med Portoudgifter. I mange Tilfælde læsses de ganske vist over paa Centralbibliotekerne, men i saa Fald rammer Urimeligheden blot disse i Stedet for. Hele dette Forhold er gentagne Gange bragt frem overfor Myndighederne, men hidtil forgæves. Vi bør dog ikke undlade at bringe det paa Bane igen, hver Gang Lejlighed gives.
Vi maa i det hele taget fra de københavnske Bibliotekers Side gøre, hvad vi kan indenfor rimelige Grænser for at lette Provinsens Laanere. F. Eks. ved at foretage mindre bibliografiske Undersøgelser af den Art, som man ikke vilde gøre overfor københavnske Laanere, fordi de kan gøre det selv. Vi er her i Hovedstaden sommetider tilbøjelige til at glemme, hvor vanskeligt stillet Manden ude i Landet i Virkeligheden er i denne Henseende. Naar f. Eks. en Læge sidder i en Provinsby eller ude paa Landet, er han afskaaret fra ved Hjælp af Bibliografier at skaffe sig en Liste over de nyeste Hovedarbejder om én eller anden Sygdom; det kan den københavnske Læge gøre selv i Løbet af en halv Time i Universitetsbibliotekets Læsesal, men Provinslægen maa kunne regne med vor Bistand.
Jeg tror ogsaa, at vi mere end hidtil maa komme ind paa kortfristede Udlaan af løbende Tidsskriftaarganges Hefter. Besøget i de københavnske Bibliotekers Tidsskriftafdelinger er ikke saa stort, at det kan være tilstrækkeligt Motiv til et helt Aar igennem at reservere Tidsskrifterne for disse forholdsvis faa Besøgende. Efter vore Erfaringer i Universitetsbiblioteket vil vi antagelig snart gaa over til at indskrænke Fremlægningen i Tidsskriftlæsesalen til f. Eks. 3 Maaneder og derefter give Hefterne fri til Udlaan. At Udlaan af enkelte Hefter kan praktiseres paa betryggende Maade er jo allerede bevist i Teknisk Bibliotek.
I Almindelighed tør man vistnok sige, at de københavnske Biblioteker er meget imødekommende i deres Forhold til Publikum, ogsaa Provinsens. Det giver sig jo bl. a. Udtryk i, at man nu med stor Liberalitet udlaaner til Brug i Provinsbibliotekerne selv Haandskrifter og sjældne Tryk, som Folk tidligere maatte rejse til København for at benytte. Der er sket store Fremskridt i Løbet af de sidste 10-15 Aar i Retning af Forstaaelse af Bibliotekernes Forpligtelser, og mange Specialbiblioteker er kommet med i denne Udvikling.
Men alligevel er mange Fagbibliotekers Bogbestand for vanskeligt tilgængelig. Lige saa let det er at faa Bøger til Laans fra Landbohøjskolens Bibliotek, fra Teknisk Bibliotek, Kunstakademiets Bibliotek og mange flere, lige saa svært eller umuligt er det at faa Adgang til en hel Del af de andre Fag- og

177
Institutionsbiblioteker, ja det gælder endog om enkelte af dem, hvis Tilvækst optages i den aarlige Accessionskatalog. Man støder her paa den egoistiske Opfattelse, at disse Bøger, skønt anskaffede for offentlige Midler, kun er til for nogle faa Menneskers Skyld, der skal have den Fordel altid at have dem lige ved Haanden. Naturligvis er der Værker og Tidsskrifter, som spiller saa stor en Rolle i den paagældende Institutions daglige Liv, at de altid maa være til Stede, og det kan ogsaa være rimeligt i mange Tilfælde at kræve en særligt kort Laanefrist overholdt eller kræve at Laanet skal ske gennem et af de store Biblioteker. Men ud over dette kan vi ikke anerkende Berettigelsen til at lukke af eller gøre Adgangen saa svær, at den kun kan forceres ved Anvendelse af en god Del diplomatisk Kunst.
Men i det hele taget trænges der i Forholdet mellem de videnskabelige Hovedbiblioteker og de respektive Specialbiblioteker i høj Grad til, at Tidens Løsen om Plan og System bliver hørt - der er ikke mere Raad til at lade det vokse vildt som hidtil. Takket være bl. a. Krisen er hele dette Spørgsmaal dog ogsaa nu ved at modnes til en Nyordning og Omregulering, der tillige vil betyde et Fremskridt med Hensyn til Udlaansforholdene. Det er ikke et Problem, der lader sig løse i en Haandevending, og vi vil endnu komme til at løbe Panden imod adskillige Gange, men jeg tror, at Udviklingsprocessen er ved at komme i Gang.

Jeg har endnu ikke nævnt det Led i Bibliotekssystemet, som oprindelig var tænkt som det vigtigste med Hensyn til Provinsens Biblioteksbetjening: Statsbiblioteket i Aarhus. Og det kommer af, at jeg ikke tror, man kan regne meget med det i denne Forbindelse fremtidig. Alt tyder paa, at Statsbiblioteket nu maa lægge Roret helt over i Retning af at blive Universitetsbibliotek. Og der er ingen Grund til at begræde denne Udvikling. Saa faar Statsbiblioteket dog et klart Program at gaa efter, og det er bedre end den tidligere Zigzag-Kurs. At skulle skabe et brugbart Universitetsbibliotek paa det foreliggende Grundlag og med det forhaandenværende Budget er en vanskelig Opgave, men det er i hvert Fald en Opgave, som er en Indsats værd, og har man sagt A, d. v. s. oprettet eller begyndt at oprette et Universitet - hvad man saa end vil mene om Betimeligheden af det - maa man ogsaa sige B, skabe den nødvendige biblioteksmæssige Basis for det.
I og for sig mener jeg, at det ingenlunde vilde være umuligt for et Bibliotek, naar det havde de fornødne Pengemidler til Raadighed, at varetage to saa forskellige Opgaver som Universitetsopgaven og den Opgave at være "Overcentral" for Folkebibliotekerne, men Statsbiblioteket har selv mere og mere

178
taget Afstand fra Overcentral-Opgaven og vil sikkert nu helst kvittere den helt.
Og jeg synes, vi hertil skal sige: Fred være med det i dets Egenskab af Overcentral, og ønske det god Lykke paa dets Vej frem mod det nye Maal. Thi jeg tror, at Overcentral-Opgaven lader sig løse paa anden Maade. Saaledes som Centralbibliotekerne efterhaanden har udviklet sig, tror jeg ikke, at Overcentralen helt skal have den Karakter og det Omfang, vi i sin Tid i Bibliotekskommissionen tænkte os. Vi kan sikkert nu trygt holde os til det Resultat, som det Udvalg kom til, der i Forfjor blev nedsat om Sagen, og som afgav Beretning paa sidste Aarsmøde. Det, der er Brug for, er især en Del større og videregaaende populærvidenskabelige Værker, ikke mindst norske og svenske, en Del teknisk og anden praktisk Litteratur, beregnet for ikke-videnskabelige Teknikere, en Del aktuel Litteratur om sociale og økonomiske Spørgsmaal, en Del biografiske Værker og en Del større Rejsebeskrivelser og anden geografisk Litteratur - alt det, jeg her har nævnt, paa fremmede Sprog. Endelig en Række store Haandbøger, Kildepublikationer o. a. store Værker af den danske Litteratur, som ligger ud over Centralbibliotekernes Omraade, og som er bundne i Statsbibliotekernes Læsesale og derfor ikke kan udlaanes. Hertil skulde saa vel føjes nogle udenlandske almentilgængelige Tidsskrifter af dem, som erfaringsmæssigt efterspørges særlig meget.
Men hele denne Opgave er ikke af uoverskuelige Dimensioner, og den kunde tænkes løst paa følgende Maade: Hvert af Centralbibliotekerne skaffer et Tilskud paa 200 Kr. én Gang for alle og tegner sig for et aarligt Bidrag af 100 Kr. Det vilde give godt 5000 Kr. til Oprettelsen og knap 3000 Kr. aarligt. Skulde det saa ikke være muligt at faa Staten til at yde de tilsvarende Beløb? Jeg tror, at det selv i Tider som disse vilde være muligt, naar man paa denne Maade havde vist sin gode Villie. Jeg ser, at Danmarks Biblioteksforening i Aar paa sit Regnskab har et Overskud paa ca. 1300 Kr., og da jeg, som det vil være bekendt fra min Redaktørtid ved "Bogens Verden", ikke holder af Overskud, foreslaar jeg, at Foreningen giver 1000 Kr. til Oprettelsen. Med et Oprettelsesbeløb paa 11-12000 Kr. vilde det være muligt at anskaffe den Litteratur, der i første Omgang var mest Brug for, og med et aarligt Budget paa 5-6000 Kr. vilde man kunne overkomme den fornødne Tilvækst og endda faa Penge til at administrere for, bl. a. til at trykke de annoterede Forfatter- og Emnekort, som Bibliotekerne skulde have tilsendt over Bogbestanden.
Dette Andelsbibliotek skulde anbringes ved et af Centralbibliotekerne - i og for sig ligegyldigt hvilket, blot et, som raadede over den fornødne Plads og vilde paatage sig for et passende Honorar at gøre Arbejdet. Pladsmæssigt vilde Opgaven ikke blive særlig stor; desuden skulde en Del af Bøgerne

179
efterhaanden udskydes, naar de var blevet forældet og gaaet ud af Kurs. I Forbindelse med Andelsbiblioteket kunde man ogsaa anbringe Folkebibliotekernes udenlandske Vandrebogsamling, som jo allerede har staaet sin Prøve, og som vilde have sit naturlige Hjemsted her.
Det Udvalg, som i Fjor afgav Betænkning, burde træde i Funktion igen og danne et staaende Udvalg, der med Bistand af forskellige Fagmænd varetog Bogkøbet. Jeg lægger Vægt paa, at ogsaa Københavns Kommunebiblioteker var repræsenteret i dette Udvalg, thi for en stor Del kommer det til at dreje sig om Litteratur, der findes i Kommunebibliotekerne - de fungerer jo for Hovedstaden ikke blot som almindelige Folkebiblioteker, men ogsaa som "Overcentral" og gør det udmærket. Ved Indkøbet til Andelsbiblioteket skulde der naturligvis ellers tages vidtgaaende Hensyn til Folkebibliotekernes Erfaringer om hvad der er Brug for; derimod skulde man sikkert ikke nøjes med alene at købe de Bøger, som er rekvireret forgæves af Laanere, saaledes som man gør i det engelske National Central Library, der i sin oprindelige Form mindede meget om det, vi kalder Overcentralen.
Det er min Overbevisning, at Opgaven kunde løses indenfor disse Rammer, at man i alt Fald vilde opnaa at faa en væsentlig Del af det Led, der nu savnes i Systemet. Jeg synes, det vilde være smukt, om Bibliotekerne søgte at løse Opgaven ad Andelsvejen, og jeg opfordrer Bestyrelsen til at anmode Udvalget om at træde i Funktion igen paa dette Grundlag.

Samvirken med Hensyn til Bogindkøb og Indbinding er vistnok hidtil ikke praktiseret i større Stil herhjemme. En Del Sognebiblioteker lader deres Køb og Indbinding foretage gennem Centralbiblioteket, og det er en Fremgangsmaade, man kun kan ønske yderligere Udbredelse. Det er iøvrigt især de mange mindre Specialbiblioteker rundt om ved Institutionerne, der kunde have Fordel af en Samvirken. Rigshospitalets Biblioteker foretager f. Eks. nu deres Indkøb og Tidsskrifthold gennem Universitetsbiblioteket og sparer derved 5 å 10 % i Forhold til før, da de købte hver for sig.
En Del Biblioteker af denne Kategori faar ligesom mange af de mindre Folkebiblioteker deres Bøger indbundet hos anden Rangs Bogbindere og faar derfor tarveligt Arbejde, men maa i Reglen betale fuld Pris for det. Der er ingen Tvivl om, at der kunde opnaas baade en vis økonomisk Fordel og bedre Kvalitet af Arbejdet, hvis al den af Staten betalte eller understøttede Indbinding foregik samlet og under kyndig Kontrol vel at mærke hvis det blev organiseret paa rette Maade. Men jeg tror ikke meget paa Fællesindbinding i stort Omfang. Det vil nemlig ikke blot møde Modstand fra Bogbindermestrenes Side,

180
men i mange Tilfælde ogsaa fra Bibliotekerne, selv, som vil kvie sig ved at forlade en maaske mangeaarig lokal Forbindelse. Til Gengæld burde Bogbinderlauget ikke stille sig saa afvisende overfor Tanken om at yde Biblioteker og andre store faste Kunder en passende Rabat, stigende f. Eks. fra 5-20 % alt efter Omfanget af det aarlige Forbrug. Jeg véd naturligvis godt, at der adskillige Steder alligevel ydes en vis Rabat, men det vat bedre at afløse Tilfældigheden med en fast Praksis, der var ensartet for alle og foregik i fuldt Dagslys.

Jeg skal nu ganske kort omtale de Tilløb, vi har, til Samarbejde paa bibliotekstekniske og lignende Omraader. Meget af det, der her er Tale om, er Forsamlingen saa vel bekendt, at jeg kun lige behøver at nævne det. Det gælder f. Eks. saadanne Foretagender som Forretningsafdelingen, Mønsterudstillingsbiblioteket, Tidsskrift-Indexen, de forskellige af Danmarks Biblioteksforening udgivne Kataloger og Boglister, den lille Vejledning for Laanere i Sognebiblioteker og adskilligt mere.
Mindre kendt er det vist, at Fagbiblioteksforeningen til sine Medlemmer har udarbejdet et hektograferet Kortkatalog over de løbende Tidsskrifter i et stort Antal københavnske Biblioteker, at Universitetsbiblioteket arbejder paa et Centralkatalog over Bogbestanden efter 1900 og Tidsskriftbestanden i de natur- og lægevidenskabelige Specialbiblioteker, og at Det kgl. Bibliotek, der udgiver Accessionskatalogen, er i Færd med et Katalog over alle humanistiske Specialbibliotekers Tidsskrifter som Grundlag for et stort trykt Fælles-Tidsskriftkatalog. Det er en meget stor Opgave, men ogsaa meget vigtig, og den bør kunne løses; naar man har kunnet løse store Fælleskatalog-Opgaver i Tyskland, England, Holland, Belgien, Czekoslovakiet og flere andre Lande, maa vi ogsaa kunne gøre det herhjemme. For Oplysningskontoret i Statens Bibliotekstilsyn, der jo selv er en meget værdifuld Nydannelse indenfor Fællesforetagenderne, vil et saadant fælles Tidsskriftkatalog blive til uvurderlig Nytte, men ogsaa ad mange andre Veje vilde det kunne gøre stor Gavn.
Der er altsaa adskillige Kræfter i Gang - og jeg har sikkert ikke nævnt alt hvad der kunde være Grund til - men man har Indtryk af, at det hele foregaar lidt spredt og tilfældigt, og at der ogsaa her kunde være Grund til at ønske lidt mere Plan i Arbejdet. Der er ikke Raad til at lade nogen af Kræfterne gaa til Spilde, at lade beslægtede Opgavers Løsning gribe ind i hinanden.

Endnu skal jeg omtale det Samarbejde, som udfolder sig mellem vort eget og andre Landes Biblioteker. Det nordiske

181
Samarbejde har særlig givet sig Udslag i de nordiske Biblioteksmøder og i det mellem nogle af Folkebibliotekerne praktiserede gensidige Udlaan af Assistenter; for de videnskabelige Bibliotekers Vedkommende maa især nævnes den udstrakte Laaneforbindelse, der navnlig er mellem Danmark og Sverige, og som ogsaa en Del Folkebiblioteker efterhaanden deltager i, samt Udgivelsen af "Nordisk tidskrift för bok- och biblioteksväsen", der dog væsentlig er et Organ for boghistoriske Studier og af mindre Betydning som Bindeled mellem Bibliotekerne. At de nordiske Lande paa flere andre Maader har haft og har Kontakt med hinanden og har lært af hinanden, behøver jeg ikke at fremhæve.
I de seneste Aar, siden 1926, har der ogsaa været en vis international Virksomhed paa Biblioteksomraadet. Der er som bekendt dannet en international Sammenslutning af Biblioteksforeninger, som ogsaa Danmarks Biblioteksforening har tiltraadt. Den afholdt den store Kongres i Rom 1928, og hvert Aar mødes en mindre Komité til Raadslagning. Man kan just ikke paastaa, at Danmark har været særlig interesseret i denne Virksomhed, selvom vi har haft Repræsentanter ved nogle af Møderne, og det har sikkert flere Aarsager, men en af dem maa vist søges i den nøgterne Skepsis, vi plejer at vise overfor saadanne Foretagender, hvor Ordene er langt talrigere og mere blomstrende end Resultaterne. Det er i al Fald givet, at Resultaterne endnu har været beskedne. Forholdet er det samme som i Folkenes Forbund: Apparatet virker tungt, det løber let ud i Overorganisation med en Mængde Udvalg og Underudvalg, og naar saa mange Hoveder skal samles under én Hat, bliver Resultatet ofte blot en Resolution, der siger meget lidt positivt og derfor let falder til jorden.
Paa et vigtigt Omraade, hvor den internationale Komité kunde gøre Gavn, nemlig ved at skaffe lette og ensartede Regler for Boglaan mellem Landene, er der nok arbejdet en Del, men i Praksis har vi ikke mærket synderligt til det. Paa et andet vigtigt Omraade, Kampen mod de urimeligt høje Bog- og Tidsskriftpriser i Tyskland, har man vedtaget en skarp Resolution, men de tyske Forlæggere har aabenbart hidtil blæst den et Stykke.
Trods alt dette mener jeg dog, at Danmark ikke bør holde sig for meget tilbage i dette Arbejde. Det ser ikke godt ud, at vi helt mangler i det Afsnit af Komitéens Beretning, hvor der hvert Aar fremkommer korte Oversigter over det forløbne Aars Biblioteksvirksomhed i de forskellige Lande. Danmarks Biblioteksforening burde sørge for, at der ligesom fra Sverige, Norge og Finland blev sendt en saadan Aarsoversigt til Komitéen til Oplæsning ved dens Møder og Trykning i dens Beretning, som mere og mere vil blive det Sted, hvor Udlandet vil søge Oplysning om, hvad der foregaar rundt om i Landene. Jeg

182
vil ogsaa opfordre Foreningen til at foretage en Henvendelse til Generalpostdirektoratet for at faa Danmark til at benytte den Paragraf i den internationale Postkonvention af 1929, som gør det muligt at give 50 % Rabat ved Forsendelse af Boglaan mellem Landene. Her var maaske endelig et praktisk Resultat at opnaa.
Trods de iøjnefaldende Svagheder, der klæber ved det internationale Samarbejde paa dette Omraade ligesom paa alle andre, mener jeg altsaa, at Danmarks Biblioteksforening vil staa sig ved ikke at holde sig saa meget tilbage som hidtil, men deltage i alle saadanne Spørgsmaal, hvor der er Mulighed for, at der kan komme noget værdifuldt praktisk ud af det. Men Foreningen vil først helt have Betingelser for det, naar den udvikler sig til en almen Forening. Ud fra det Helhedssynspunkt, som bør præge vor Opfattelse af dansk Biblioteksvæsen, er det naturligt, at ogsaa Danmarks Biblioteksforening efterhaanden bliver en Forening, der omfatter alle de forskellige Typer af Biblioteker saavel som deres Personale. Derfor glæder jeg mig over det Forslag fra Bestyrelsen, som gaar ud paa at give de videnskabelige Bibliotekers og Fagbibliotekernes Personale Adgang til Optagelse som en Gruppe i Foreningen. jeg vil slutte med Ønsket om, at Danmarks Biblioteksforening mere og mere maa blive en almindelig dansk Biblioteksforening, der staar som et livskraftigt Udtryk for et virksomt Samarbejde mellem alle Faktorer indenfor vort Biblioteksvæsen.