Svend Dahl: Dansk videnskabeligt Biblioteksvæsen. dets Udvikling i de senere Aar og dets problemer i: Nordisk Tidskrift för Bok- och Biblioteksväsen, 1949:4, side 190-202.

Tilbage til oversigten Monografier

Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden

Biografi

• Svend Dahl. Biografi.


Dansk videnskabeligt Biblioteksvæsen, dets Udvikling i de senere Aar og dets Problemer

 
Af Svend Dahl, København.
Efter Redaktionens Ønske bringes her et lidt omarbejdet Uddrag af et Foredrag i Svenska Bibliotekariesamfundet i Stockholm 13. sept. 1948.
 

190
DA JEG for 40 Aar siden begyndte min Biblioteksløbebane ved Det kongelige Bibliotek, var dets nye Bygning kort forinden taget i Brug. Den havde afløst Frederik IIIs gamle Bygning fra 1660'erne, der altsaa - under forskellige Ombygninger - havde været benyttet i næsten 250 Aar. Allerede i 1860'erne havde den daværende Overbibliotekar begyndt at arbejde for at faa en ny Bygning, men det tog omkring 30 Aar, før Opførelsen blev endelig vedtaget - jeg siger dette til Trøst for de Bibliotekschefer her og andre Steder, der maa føre en sejg Kamp for at faa en Byggesag igennem; almindeligvis maa man indstille sig paa, at det varer 20-30 Aar fra det Øjeblik, Spørgsmaalet første Gang rejses, og indtil Bygningen kan paabegyndes.
Der er sagt haarde Ord om Det kongelige Biblioteks Bygning, og en Del af dem har været berettigede. Men Opgaven var heller ikke let, for saa vidt som Komplekset skulde rette sig efter Fundamenterne for den gamle Galejbygning, der oprindelig laa paa Grunden. Dette førte til Ruminddelinger og Maa], som var lidet heldige. Yderligere var det en Ulykke, at man byggede paa et opfyldt Havnebassin, og denne Fatalitet er ogsaa af skæbnesvanger Betydning nu, da Bygningen efter 40 Aars Forløb er overfyldt og snarest maa udvides. Man kan ikke lave underjordiske Magasiner, saaledes som det ellers vilde have været muligt paa den store Grund, der ligger mellem Bibliotekets nuværende og dets gamle, til Rigsarkiv omdannede Bygning. Og denne Grund, paa hvilken Udvidelsen oprindelig var tænkt at skulle foregaa, er i de 40 forløbne Aar udviklet til et af Københavns fineste offentlige Haveanlæg, som ingen, der har sit Liv kært, tør foreslaa at bebygge. Man er da henvist til Foranstaltninger indenfor

191
den nuværende Bygnings Rammer, men hvilke Veje man end her vil vælge at gaa, vil Udvidelsen medføre store og kostbare ekstra Piloteringer til Styrkelse af de ca. 1000 svære Egetræs Pæle, som Bygningen hviler paa, og Opgavens Løsning vil være bundet af utallige andre snærende Baand.
Men hvorfor da ikke flytte hele Herligheden et andet Sted hen, har mange spurgt. Saa vilde man komme bort fra det uheldige Pælebygningsprincip, bort fra Havnen med Byens største Skibsværft og andre Fabrikker som generende Genboer og bort fra de militære Bygninger, som fremdeles ligger i Bibliotekets Nærhed, og som ikke mindst under sidste Verdenskrig var højst foruroligende at være lænket til.
Det er altsammen rigtigt, og lige saa indlysende er det, at det er bedre at kunne bygge noget helt nyt end at lappe paa noget eksisterende, som endda er formet saaledes, at Udvidelser aldrig vil blive helt tilfredsstillende. Der er blot det beklagelige, at den nuværende Bygning er ubrugelig til andre Formaal, og man kasserer ikke en Bygning efter blot 40 Aars Forløb. Men selv om man vilde udvise en saadan Flothed, rummer København ikke mere tilstrækkeligt store, blot nogenlunde centralt beliggende Byggegrunde. Og Det kongelige Bibliotek kan nu engang ikke anbringes i Brønshøj eller Rødovne, lige saa lidt som man kunde flytte Kungl. Biblioteket til Sundbyberg eller Örby.
En af Fejlene ved den nuværende Bygning er, at den - som det var Skik dengang - blev bygget udefra, saa at det indre maatte rette sig efter Hensynet til Facaden, men trods alt betegnede denne Bygning dog, da den blev til, et Fremskridt, for saa vidt som den var det første Bevis hos os paa, at der var ved at bryde en ny Biblioteksaand igennem med en stærkere Understregning af Bibliotekets Forpligtelser overfor Offentligheden. Især var det dengang et dristigt Skridt at indrette et Katalogværelse, hvor alle Bibliotekets Kataloger, baade alfabetiske og systematiske, var tilgængelige for enhver. At dette Værelse burde have været mindst fire-fem Gange saa stort, er en anden Sag.
Det kgl. Bibliotek hører til de heldige Biblioteker, der allerede ret tidligt i sin Udvikling har faaet fuldstændige Kataloger, som siden stadig er blevet holdt å jour. Og ganske vist er Katalogerne over den udenlandske Afdeling efter Nutidens Begreber ingenlunde ideelle, men de er der dog og gør daglig baade Publikum og Personale store Tjenester, selvom de ogsaa daglig fremkalder visse Forbandelser, bl. a. fordi de ældste Dele af dem er skrevet med gotisk Skrift, som ikke mere læres i Skolerne, og fordi Gruppeoverskrifterne er paa Latin, hvilket volder adskillige Benyttere Besvær.
Værre end dette rent ydre er det imidlertid, at Systemet i de gamle Kataloger, der nu snart har 150 Aar paa Bagen, hvor smukt og logisk det end oprindelig er opbygget, ikke lader sig tilpasse til mange af Videnskabens nyere Foreteelser og Begreber. Jeg behøver blot at nævne saadanne Omraader

192
som Psykoanalyse, Sociologi eller forskellige moderne Discipliner indenfor Retsvidenskaben. Let er det jo f. Eks. heller ikke at skulle indpasse Tysklands moderne Historie i en Katalog, der er inddelt efter de gamle tyske Kredse, som ingen mere har Rede paa.
Medens Chr. Bruun og H. O. Lange var Chefer, lod de en Del Kataloger omarbejde med moderniseret Systematik, men Omarbejdelsen, der skulde gøres ved Siden af det daglige Arbejde, skred kun langsomt frem; kun faa Fag naaede at blive behandlet, og under Langes Efterfølger Carl S. Petersen gik man efterhaanden helt i Staa; det var nu de juridiske Kataloger, der stod for Tur, og med god Grund gøs man tilbage for dette Kæmpearbejde. Da jeg for nogle Aar siden overtog Bibliotekets Ledelse, stod jeg da overfor det Spørgsmaal: skal denne Omarbejdelse atter sættes i Gang? I saa Fald maatte man regne med, at det med normal Arbejdskraft vilde vare henved hundrede Aar, at komme igennem alle Fagene, og de først omarbejdede Kataloger vilde da paany være helt forældede.
Under Drøftelser med Bibliotekets Personale fremsatte jeg da den Tanke, som jeg allerede tidligere havde gennemført for Universitetsbibliotekets natur- og lægevidenskabelige Fag, at foretage en Lagdeling, med andre Ord, man skulde ikke trække den eksisterende Litteratur med over i de nye Kataloger, men paabegynde en helt ny katalogrække fra og med Aaret 1950.
Før jeg fremsatte Forslaget, havde jeg ladet optage en Statistik over den i en enkelt Maaned (September 1945) i Udlaan og paa Læsesal rekvirerede udenlandske Litteratur fra forskellige Epoker. Det viste sig, at der for Perioden fra den ældste Tid op til 1900 var benyttet 2750 Bd., fra 1900-25 2772 Bd. og af Litteratur fra 1925-45 3061 Bd. En meget stor Del, ca. 68 %, af Benyttelsen laa med andre Ord indenfor Litteraturen efter 1900. I natur- og lægevidenskabelige Biblioteker naar man helt op paa 85 % eller mere, og i tekniske Biblioteker vel sagtens tæt op mod 100 %, men selv i de humanistiske Fag viser Procenten sig altsaa at være ret høj, og dette gør Betænkelighederne ved en Lagdeling af et humanistisk Biblioteks Kataloger mindre, end de ellers vilde have været.
I den nye Serie kataloger vil man altsaa indføre en ny, efter Nutidens videnskabelige Udvikling afpasset Systematik, og denne nye Systematik vil blive noget mere findelt end hidtil, idet man samtidig vil forlade det gamle Princip, at Bøgernes Opstilling følger de systematiske Kataloger. Dette betyder naturligvis, at der maa anlægges en særlig Opstillingskatalog, men det betyder tillige, at Systemet helt kan frigøres for den Spændetrøje, som Hensynet til Opstillingen ellers er, og at den samme Bog om fornødent kan placeres i flere Grupper.
Til de nye systematiske kataloger vil der blive udarbejdet udførlige alfabetiske Emneregistre, der ogsaa vil henvise til, hvor de paagældende Emner er behandlet i de gamle Kataloger.

193
Man kunde maaske spørge, hvorfor vi gør os den Ulejlighed at udarbejde et særligt System i Stedet for at acceptere et af de eksisterende, f. Eks. Decimalklassifikationen eller Library of Congress' System. Hertil maa svares, at intet af de store Standardsystemer tilfredsstiller os, Decimalsystemet mindst af alle, men afgørende Betydning har det, at vi gerne vil tillempe det nye System saa meget til det gamle, at Bruddet ikke bliver mere fremtrædende end nødvendigt. Visse Hovedtræk i det gamle System vil vi gerne bevare, saa at de to Rækker tilsammen dog i nogen Grad kan danne en Helhed, selvom vi naturligvis paa mange andre Punkter maa stille os helt frit og uafhængigt overfor det gamle. Opgaven bliver med andre Ord at finde den rette Balance mellem et konservativt og et radikalt Moment.
Systemets Udarbejdelse varetages af Katalogchefen, der har gjort indgaaende Studier baade over det gamle Systems Opbygning og dets Forbillede Göttingersystemet, og over moderne Systemer, men for hvert Fagomraade faar han et detailleret Grundlag leveret fra den Bibliotekar, som er Specialist i det paagældene Fag, og Katalogchefens Opgave bliver da at sammenredigere det hele og sikre den fornødne Ensartethed. I de nye Kataloger vil Gruppernes Navne blive anført paa Dansk, paa Engelsk og - med et Buk for Traditionen - paa Latin.
Udarbejdelsen af det nye System er nu i Gang, og der arbejdes tillige med Planer for Opstillingen af Litteraturen fra og med 1950. Der vil sandsynligvis blive etableret en særlig Opstilling af Tidsskrifter og andre Periodica, medens Bøgerne i hvert af de tre Formater vistnok vil blive opstillet i ca. 40 store Faggrupper og indenfor hver af disse i Accessionsorden. Hver Bog vil faa sin individuelle Signatur, bestaaende af et Par Bogstaver, som udgør Gruppebetegnelsen, samt nogle Tal (Accessionsaarets to sidste Cifre samt accessionsnummeret). Det er Tanken at rykke Bogbestanden fra før 1950 saa meget sammen, at man kan frigøre et Magasin nærmest ved Udlaansekspeditionen, og her opstille Litteraturen fra 1950 og fremefter.
Jeg er fuldtud klar over de Vanskeligheder, som et saadant Brud i Katalogernes hidtidige Organisation vil medføre baade for Publikum og for os selv, og det er endda muligt, at vi ogsaa vil lade Lagdelingen omfatte den alfabetiske Katalog, hvor der i den nye Række efter 1950 i saa Fald kunde tænkes benyttet Sedler af det internationale Format. Men det er min Overbevisning, at Losningen er den eneste gennemførlige under de givne Forhold, og naar den første Overgangstids Besvær er overstaaet, tror jeg ogsaa, at den vil frembyde betydelige Fordele. Det er naturligvis ikke Meningen, at vi hermed vil lade Katalogerne før 1950 sejle deres egen Sø; de Partier af dem, som trænger særlig haardt til Omarbejdelse og Omskrivning, vil vi tage os af i det Omfang, som vi har Kræfter til.

194
Katalogerne over den danske Afdeling - eller rettere den dansk-norske Afdeling, thi fra gammel Tid staar den norske Litteratur stadig sammen med den danske - er adskilligt yngre end dem over den udenlandske Afdeling, og Systematikken er derfor heller ikke saa forældet, men alligevel trænger ogsaa de til Fornyelse, fordi Tilvæksten her i de senere Aartier har været saa kolossal, at alle Rammer er sprængt. I Løbet af de sidste ca. 20 Aar er den alfabetiske Katalog over den danske Litteratur efter 1830 - det Aar, da vor store Nationalbibliografi "Bibliotheca Danica" slutter - blevet omskrevet; dette Arbejde nærmer sig nu sin Afslutning, hvorefter Turen kommer til en Fornyelse af de systematiske Kataloger, et Arbejde, der nok vil tage mindst en halv Snes Aar. Engang omkring 1965 skulde da den danske Afdelings Kataloger være helt fornyet, og forhaabentlig vil der da kunne gaa en rum Tid, inden man igen skal i Gang med de vanskelige Problemer, som en Katalogfornyelse i store Biblioteker altid frembyder.
Jeg vil her gerne indskyde den Bemærkning, at lige saa sandt det er, at et Bibliotek uden alfabetiske og systematiske eller Emnekataloger ikke kan fungere helt tilfredsstillende, lige saa sikkert er det, at man ikke maa overvurdere Katalogernes Betydning. Det er i al Fald min Erfaring, at selv blandt Bibliotekernes Stamgæster findes der adskillige, som har svært ved at benytte Katalogerne, eller som langtfra altid faar det rigtige eller det fulde Udbytte af Benyttelsen. De bedste Kataloger er jo i Virkeligheden de Bibliotekarer, som behersker Bibliotekets Bogbestand indenfor deres Fag, og som ikke blot ved, hvilke Bøger der raades over, men ogsaa véd noget om, hvad der staar i dem, og derfor i mange Tilfælde kan sige, hvilken Bog der skal benyttes til Løsning af et bestemt Problem eller til at finde bestemte Oplysninger. De kan med andre Ord ofte besvare Spørgsmaal, som selv de bedste Kataloger ikke er i Stand til. Der findes som bekendt Bibliotekarer, der er i Besiddelse af en særlig Evne i saa Henseende, en særlig Fært, som hurtigt bringer dem paa det rigtige Spor, og som har en Klæbehjerne ikke blot for Forfattere og Bogtitler, men ogsaa for Bøgernes Indhold, og saadanne Bibliotekarer kan til en vis Grad skaffe Biblioteksbenytterne de samme Fordele, som de vilde kunne opnaa, hvis man kunde indføre de "aabne Hylder"s Princip.
Naar jeg nævner dette i og for sig saa velkendte Forhold, er det nærmest for at faa Lejlighed til at sige, at jeg aldrig har haft noget imod, at Katalogisatorer danner sig et Indtryk af de Bøger, de faar med at gøre, og derfor indenfor rimelige Grænser læser i dem. I min Ungdom var noget saadant ikke altid velset, man maatte ikke gerne gaa længere end til Titelbladet eller i det højeste Indholdsfortegnelsen; der var dengang ofte en vis Forkærlighed for den rent mekaniske Katalogisering, som præsterede det størst mulige Antal Katalogsedler eller Placeringer pr. Dag. I disse Aar,

195
da det kniber saa stærkt med at naa igennem de store Bogmasser, som er væltet ind over os efter Krigsaarenes Afspærring, kunde man nok fristes til igen at sætte Tempoet op, men intet andet Biblioteksarbejde bør i saa høj Grad som Katalogarbejdet være beskyttet imod kvantitativt Rekordjageri.
Naar jeg har berørt Betydningen af Bibliotekarernes Kundskaber, føres jeg ind paa et Spørgsmaal, som er meget aktuelt, Bibliotekaruddannelsen. Da jeg for 40 Aar siden begyndte som Biblioteksmand, undrede jeg mig over, at man ingen regelret Uddannelse fik. Jeg blev snart klar over, at det, man skulde lære, skulde man lære ved flittigt at spørge og lytte til ældre erfarne Kolleger. En hel Del kunde man ogsaa tilegne sig ad den Vej, men jeg blev paa den anden Side klar over, at man selv med den bedst mulige Uddannelse ikke uden videre kunde udvikle sig til en saadan Guldgrube af boglig Viden, som en Del af de ældre Biblioteksmænd havde været og var; dertil krævedes særlige personlige Forudsætninger og helst tillige selvstændige videnskabelige Studier. Alligevel dristede jeg mig efter faa Aars Bibliotekstjeneste til at begynde at ventilere Muligheden af at faa lavet en Haandbog i Bibliotekskundskab, hvori en væsentlig Del af det Stof skulde samles, som enhver Bibliotekar ved et videnskabeligt Bibliotek burde være orienteret i; Graesels Bibliothekslehre og andre udenlandske Værker tilfredsstillede ikke dette Formaal. I Begyndelsen mødte jeg kun Forstaaelse for Tanken hos ganske enkelte, men efterhaanden som Planen antog fastere Form, kom flere og flere med, og i 1912 kunde første Udgave udsendes.
I Dag er vi i Danmark egentlig ikke naaet videre. Den sidste Udgave af Haandbogen, der jo nu er en Snes Aar gammel, og naturligvis paa adskillige Punkter forældet, er stadig, suppleret med den store tyske Haandbog og andre udenlandske Værker, vort eneste Middel til Uddannelse, men nu er man fra næsten alle Sider klar over Betydningen af at finde frem til en eller anden Form for Uddannelse. Diskussionen paa det nordiske Møde 1947 viste imidlertid tydeligt, hvor store Vanskelighederne er, ogsaa fordi Uddannelsesproblemet er saa nøje sammenknyttet med Rekruteringsspørgsmaalet, der i Danmark i høj Grad trænger til en Reform. Indenfor den danske Bibliotekarsammenslutning har der været nedsat et Udvalg, som har drøftet disse Spørgsmaal og afgivet en Flertals- og en Mindretalsindstilling. Disse Indstillinger har været fremlagt til Kritik og har kun vundet ret ringe Tilslutning. Jeg tror heller ikke, at nogen af dem uden videre kan følges, og under disse Omstændigheder har jeg tænkt mig i Løbet af Vinteren 1949-50 under beskedne Former at etablere et rent foreløbigt Forsøg for derved at gøre Erfaringer, som kan være vejledende ved Problemets endelige Løsning; der er paa Finansloven ydet en Bevilling til et saadant Forsøg.
Jeg har tænkt mig et Kursus paa talt ca. 140 Timer og med følgende Emner: Haandskrifter, dansk Bogtryk, udenlandsk Bogtryk, Reproduktion

196
og Illustration, Bogbind, Bibliografi, Systematik, Administration og Organisation, Internationalt Samarbejde og Bytteforbindelser. Det Stof, der skal tages Sigte paa, og som dels skal tilegnes gennem Forelæsninger, dels og især gennem Demonstrationer og Øvelser, skal ligge et godt Stykke ud over det elementære. Deltagerne i Kursuset skulde gerne opnaa f. Eks. at kunne give en Kollationering af gamle og indviklede Bøger, at give en Beskrivelse af de gængse Typer af Bogbind fra forskellige Tider, foruden naturligvis at kende noget til Nutidens Bogbindsteknik; de skulde endvidere kende lidt til de forskellige Former for Fremstilling af Billeder i ældre og nyere Tid, og kunne læse Beskrivelserne i en detailleret Antikvar- eller Auktionskatalog og vide Besked med de Specialbibliografier, der i sadanne Beskrivelser henvises til; de skulde indvies i Videnskabens Systematik fra ældre og nyere Perioder, de vigtigste videnskabelige Begrebers skiftende Indhold gennem Tiderne, o.s.v. Kursuset skulde være obligatorisk for de i de aller seneste Aar ansatte Bibliotekarer, men tillige være tilgængeligt for enkelte lidt ældre og for enkelte fra Fagbibliotekerne, hvis de ønsker det. Dog maa Elevantallet, fordi der i saa høj Grad regnes med Øvelser, ikke overstige 10-15. Naar Kursuset er afholdt, afsluttes det ikke med nogen Prøve; derimod skulde det gerne kort efter gentages for Elever fra Statsbiblioteket i Aarhus, som skulde opholde sig i København en Maaneds Tid og have det samme Stof gennemgaaet i 5-6 Timer om Dagen.
Naar dette Forsøg er gjort, vil man have visse Erfaringer om, hvilke Lærerkræfter man kan regne med, hvorledes Undervisningens Form og Omfang helst skal være, og hvilket Stof man særlig skal lægge Vægt paa, og maaske kan man da paa dette Grundlag bygge en Plan for en mere omfattende og varig Løsning af Uddannelsesproblemet. Vi maa blot være klar over, at vi, hvordan det end løses, ikke ad denne Vej kan give vordende Bibliotekarer den omfattende Bogkundskab, som mange af de gamle Bibliotekarer havde, og som kun kan opnaas gennem egen Læsning og egne Studier. Det vilde være godt, hvis man indenfor Bibliotekarernes Kreds kom mere ind paa at dyrke det vigtige Fag, der hedder Lærdomshistorie. Det har jo allerede længe været i stærk Blomstring her i Sverige, - Aarsskiftet Lychnos er et straalende Vidnesbyrd derom -, men i Danmark har det i vor Tid hidtil kun haft faa Dyrkere. For en Biblioteksmand ved et videnskabeligt Bibliotek er det sikkert et af de nyttigste Fag at give sig af med, helst baade receptivt og produktivt.
Men selvom vi i det store og hele ikke tør maale os med de gamle i Lærdom, har vi til Gengæld drevet det videre i Biblioteksteknik og med Hensyn til at udvikle den Side af Bibliotekernes Virksomhed, der vender ud mod Publikum. Her ydede mange af de gamle ikke ret meget - ja, nogle af dem befandt sig som bekendt bedst, naar Biblioteket var lukket.

197
I vor Tid er Kravene til det, man kalder Service, i Bibliotekerne som i alle andre offentlige Institutioner vokset til et Omfang, der vilde have forfærdet de gamle. Den moderne Forsker kan nu sidde i sit Studereværelse eller Laboratorium og ringe Biblioteket op i Telefonen for at faa at vide, om en bestemt Bog findes, og om den er hjemme, og mod en beskeden Godtgørelse kan han faa Bøger bragt til sit Hjem eller Institut pr. Automobil, eller han kan i Løbet af faa Dage faa Fotokopier eller Mikrofilm af de Sider, han har Brug for. Jeg tror, at vi i Danmark er gaaet noget videre paa disse Omraader end de andre nordiske Lande, men det hænger vistnok til dels sammen med, at en saa væsentlig Del af Forskningen foregaar i København, hvor Afstandene er saa store.
Jeg vedkender mig dog ogsaa gerne den Opfattelse, at hver Haandsrækning, vi giver Publikum, ud over hvad vi strengt taget er forpligtet til, er en lille Sten, der lægges til det Fundament af offentlig Sympati, som betyder saa meget, bl. a. naar vi skal søge Bevillinger hos Regering og Rigsdag; et daarligt Publikumsrenomme kan faktisk i en saadan Situation blive til stor Skade. Men helt bortset fra dette praktiske Moment, burde det altid være en Selvfølge, at vi hellere skal gøre lidt for meget end lidt for lidt for vore Laanere, ikke mindst overfor dem, der er handicappet ved at bo i Provinsen. Hvis nogen forsøger at misbruge vor Velvilje, skal han selvfølgelig bremses, men i Virkeligheden er det jo noget, der kun bliver nødvendigt i faa Tilfælde, og det har f. Eks. ved Telefontjenesten i de danske Biblioteker vist sig, at de urimelige eller kværulantiske Henvendelser næppe udgør een Procent. Det Misbrug, som Modstanderne af Telefontjenesten mente vilde komme, har slet ikke vist sig.
Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Fagdeling, der nu er gældende mellem de to store videnskabelige Biblioteker i København, hvor Det kongelige Bibliotek jo er Hovedbibliotek for de humanistiske Fag, Universitetsbibliotekets 2. Afdeling for Natur- og Lægevidenskaben. Det er en velkendt Sag, at denne Deling efter mange Aars Drøftelser blev fastslaget af Bibliotekskommissionen af 1924, og i de godt 20 Aar, der er gaaet siden, har Delingen vist sig at fungere godt, selvom den har enkelte svage Punkten fordi der er, eller er opstaaet, Omraader indenfor Videnskaben, som berører begge Fagkategorier, f. Eks. Geografi og Psykologi. Disse Vanskeligheder betyder dog kun lidt i Sammenligning med den Fordel, det er, at hvert Bibliotek nu har sine klart afgrænsede Opgaver, medens de tidligere konkurrerede paa alle Omraader og man f. Eks. skulde huske, at Zeitschrift für alttestamentliche Wissenschaft fandtes i Universitetsbiblioteket, men Zeitschrift fur neutestamentliche Wissenschaft var i Det kongelige Bibliotek. Hvordan man end vil se paa Fagdelingen, maa man indrømme, at den var den eneste mulige Udvej af de daværende kaotiske forhold.
Ogsaa den humanistiske Del af Universitetsbiblioteket, den saakaldte 1.

198
Afdeling, som man efter Fagdelingens Indførelse har bevaret som et Orienteringsbibliotek for de Studerende eller som en Slags fælles Overbygning paa de humanistiske Universitetslaboratorier, har vist sin Eksistensberettigelse, bl. a. fordi dette Bibliotek dublerer Det kongelige Bibliotek med Hensyn til stærkt benyttede udenlandske Værker; Indkøbet af udenlandsk Litteratur til begge Biblioteker foregaar under nøje Samarbejde for at sikre, at det bliver de rigtige Ting, der dubleres.
Men desuden er Universitetsbibliotekets 1. Afdeling i Stand til at aflaste Det Kgl. Bibliotek med Hensyn til Udlaan af ældre dansk Litteratur, overfor hvilken Det kgl. Bibliotek qua Nationalbibliotek har særlige opbevarende Forpligtelser. Der har i de sidste hundrede Aar flere Gange hævet sig Røster for at gøre Det Kgl. Bibliotek til et Præsensbibliotek eller i al Fald undtage hele den danske Del af Litteraturen fra Hjemlaan; selv H. O. Lange har paa et vist Tidspunkt været inde paa denne Tanke. Jeg tror dog ikke, at det vilde være heldigt at gaa videre end til, som det nuværende Reglement siger, at undtage fra Hjemlaan "alle oplysende og underholdende Bøger paa Dansk, som henhører under Folkebibliotekernes Omraade", og saa i øvrigt lægge saa meget Udlaan af ældre dansk Litteratur som muligt over paa Universitetsbiblioteket. Det var bl. a. for at fremme denne Udvikling, at man i 1943 indførte Fællesudlaan og Fælleskaution for begge Biblioteker, saa at Bøger fra Universitetsbiblioteket kan laanes gennem Det kgl. Bibliotek og omvendt. De, der er vant til at Laane i Det kgl. Bibliotek og hører til dettes Stamgæster, behøver altsaa ikke selv at ulejlige sig til Universitetsbiblioteket for at Laane en gammel dansk Bog, som Det kgl. Bibliotek ikke udlaaner, men kan faa den udleveret Dagen efter i Det kgl. Biblioteks Udlaan, takket være den daglige Automobiltransport mellem Bibliotekerne. Dette Fællesudlaan, der ogsaa omfatter et Par af de store Fagbiblioteker, er meget benyttet og paaskønnet, og det bør efterhaanden udvides til en større Kreds af Biblioteker.
Bibliotekskommissionen af 1924, der altsaa knæsatte Fagdelingen, foreslog ogsaa Universitetsbibliotekets udskillelse fra Universitetets Administration, hvilket gennemførtes i 1927. Jeg kan ikke se andet, end at dette har betydet et Fremskridt, og at det har virket forenklende at faa alle Bibliotekerne lagt direkte ind under Ministeriet; det Mellemled, som Universitetet var, virkede trods alle gode Forsætter i Reglen som et Omsvøbsdepartement og kun sjældent som nogen Støtte for Biblioteket. Og medens der tidligere var en vis latent Spænding mellem Universitetet og Biblioteket, saa har der siden Adskillelsen været et mere effektivt og gnidningsløst Samarbejde end nogensinde før.
Kun paa ét Punkt er der stadig en vis Spænding, hos os ligesom i andre Lande. Jeg tænker paa Institutbibliotekerne. Der vil jo altid fra en Del Professorers Side være Tilbøjelighed til at udvikle Institutbiblioteket til et

199
Centrum ikke blot for Studenternes Læsning, men ogsaa for hans egen Forskning, og derved opstaar let en Konflikt med de store Biblioteker, som ganske vist gerne ser, at den hyppigst benyttede Del af Forskningslitteraturen ogsaa staar i Institutterne, men mener, at den øvrige, mere specielle Del af denne kun bør have sin Plads i de store Biblioteker, da man ellers kommer ind paa mange urimelige Dubleringer af kostbare Værker og Tidsskrifter, som i Instituterne ofte kun vil være nødvendige i en kortere Periode, mens det paagældende Emne staar paa Dagsordenen.
Hele dette Problem er i Danmark nu blevet aktualiseret, efter at Århus Universitet har gjort Institutprincippet til sit særlige Bannermærke og allerede har oprettet nogle og tyve Institutter alene i de humanistiske Fag og ønsket betydelige Pengemidler fra Staten til deres Udstyrelse med Bøger. Naar denne Sag skal optages til Løsning, vil vi fra de store Bibliotekers Side gerne anerkende Institutternes Ønsker til en vis Grad, men paa den anden Side modsætte os, at de faar fri Bane til at udvikle sig til egentlige Forskningsbiblioteker. Jeg haaber, at det her skal lykkes at finde en Formulering, som begge Parter kan tiltræde og gennemføre i et loyalt Samarbejde.
En af Ulykkerne ved Institutbibliotekerne er at de ofte faar testamenteret hele Professorbiblioteker, som i Reglen indeholder megen Litteratur, der gaar langt udover et Institutbiblioteks naturlige Rammer. Derfor er det vigtigt, at ogsaa Gaver bringes ind under de Retningslinier, som skal følges. En anden Ting, som bør fastslaas, er, at selvom et Institutbibliotek principielt maa være et Præsensbibliotek, bør de Tidsskrifter eller Bøger, som det ejer, og som ikke findes i noget offentligt Bibliotek, kunne stilles til Raadighed for Publikum som kortfristede Laan gennem et af de store Biblioteker, idet vi maa hævde den Grundsætning, at alle for Statsmidler indkøbte Bøger maa være offentlig tilgængelige under en eller anden Form.
Et af de Problemer, som Bibliotekskommissionen af 1924 var inde paa, var Spørgsmaalet om et Centralorgan for hele Statens Biblioteksvæsen. Man var i Virkeligheden klar over, at et saadant var ønskeligt, men vilde dengang endnu ikke tage Skridtet helt og nøjedes derfor med at foreslaa Nedsættelse af et Fællesraad for de videnskabelige Biblioteker under Undervisningsministeriet med Repræsentanter baade for Ministeriet, Bibliotekerne, Universitetet og de andre højere Læreanstalter. Det var en raadgivende Forsamling, som Ministeriet skulde kunne støtte sig til i alle Spørgsmaal af principiel Karakter, men skønt Raadet var meget alsidigt og talte udmærkede Mænd, fik det aldrig nogen Betydning. Efter nogle faa Møder hensov det blideligt, og skønt det aldrig formelt er blevet ophævet, eksisterer det i Praksis ikke mere.
I Stedet har Ministeriet i 1943 gjort det Skridt, som allerede var blevet ventileret i Kommissionen: at ansætte en Rigsbibliotekar. Formelt er han ganske vist kun Chef for Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket, men

200
Tanken er med Tiden at gøre ham til en Fællesnævner for alle Statens Biblioteker, hvad han til dels allerede kan siges at være i Praksis.
Programmet for Rigsbibliotekarens Virksomhed er ikke fastlagt i nogen Instruks, med ved Embedets Oprettelse noterede jeg bl. a. følgende Punkter: Eventuel Etablering af Fællesindkøb, Fællesindbinding og Fælleskatalogisering for større eller mindre Kredse af Statens Biblioteker; Etablering af en Central for Udveksling af videnskabelig Litteratur med Udlandet, for Modtagelse og Fordeling af Boggaver til Staten og for Anvendelse af Statsbibliotekernes Dubletter samt Indretning af et Opsamlingsmagasin, et Depotbibliotek, for mindre væsentlig, men ikke-kassabel Litteratur; endvidere Etablering af et bibliografisk Institut for Statens Biblioteker; Udgivelse af en Fælleskatalog over Statsbibliotekernes udenlandske Tidsskrifter; endelig Etablering af en Uddannelse for de videnskabelige Bibliotekers Personale.
Af disse Punkter er, som jeg har nævnt, Uddannelsesspørgsmaalet ved at blive taget op, og der er oprettet en Central for hele Statens Bogudveksling med Udlandet, hvortil nu ogsaa Udsendelsen af Statens egne Tryksager er blevet henlagt. En Aarsbibliografi over danske officielle Publikationer, svarende til den svenske, har just set Lyset. Til den Institution, som besørger hele dette Arbejde, og som ogsaa udgiver en Fortegnelse over dansk Litteratur paa fremmede Sprog (Dania polyglotta), er det Tanken ogsaa at knytte et Statens Depotbibliotek, hvor de enkelte Biblioteker paa en primitiv Maade han faa magasineret saadan mindre værdifuld Litteratur, som vel ikke er kassabel, men som dog ikke behøver at beslaglægge den kostbare Hyldeplads i det enkelte Bibliotek. Endnu er det ikke lykkedes at skaffe Lokaler til et saadant Depotbibliotek, men jeg haaber, at vi snart faar dem; det vil kunne betyde en god Aflastning for en Del af de overfyldte Lokaler, særlig for Fagbibliotekerne.
Rigsbibliotekarembedet har nu sit eget Budget paa Finansloven. Det udgiver Statens Accessionskatalog og forbereder Udgivelsen af en Fælleskatalog over udenlandske Tidsskrifter. Jeg skal iøvrigt af nærliggende Grunde ikke fælde nogen Dom over dette Embedes Resultater i de fem Aar, det har eksisteret. Hvis nogen vil sige, at de burde have været større, er det sandsynligvis rigtigt, men det maa ikke glemmes, at disse fem Aar i mange Henseender har været en unormal Tid med betydelige Vanskeligheder. Dog vil jeg mene, at f.Eks. det store Fællesindkøb af udenlandsk Litteratur til Statsbibliotekerne, som vi under Krigen foretog via Sverige, og som har medført, at vi nu staar ganske godt med Hensyn til Krigsaarenes Litteratur, vanskelig kunde være etableret uden den Centralisation, som Rigsbibliotekarembedet repræsenterer, og der er ogsaa andre Fællesforanstaltninger, som vanskelig kunde være gennemført eller paabegyndt uden et saadant Organ.
Jeg ved, at man i Sverige i det store og hele staar fremmed overfor Tanken om et saadant Embede, og at man her snarere vil anse et Raad af

201
Bibliotekschefer for den bedste Løsning. Jeg tror, at Sandheden er den, at begge Former har sine Mangler og sine Fordele, og at alt afhænger af den til enhver Tid eksisterende Vilje og Evne til Samarbejde.
En af Rigsbibliotekarens seneste Opgaver har været den at optræde som Raadgiver for Kommissionen vedrørende Statens Forhold til Videnskaben, der som et af sine første Programpunkter har beskæftiget sig med de videnskabelige Biblioteker. Der har ikke hos os været Tale om en saa omfattende Undersøgelse af deres Forhold som i den svenske "Universitetsberedning", bl. a. fordi vor Bibliotekskommission af 1924 i sin Betænkning har præsteret et Grundlag, som vi stadig i væsentlige Henseender kan bygge paa.
Fra Finansaaret 1949/50 er der efter Kommissionens Forslag indført saadanne Forhøjelser af vore Annua til Bogkøb og Indbindning, at Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket derved tilsammen er kommet op paa omtrent samme Højde som Universitetsbibliotekerne i Lund og Uppsala efter "Universitetsberedningens" Forslag.
Et andet Forslag, som ogsaa er blevet gennemført, hører til Rigsbibliotekarembedets Programpunkter, nemlig Oprettelse af et nationalbibliografisk Institut, som bl. a. skal samle løbende Materiale til et dansk Forfatterleksikon og til et dansk Anonym- og Pseudonymleksikon samt til forskellige Fagbibliografier. Et saadant Institut burde altid udgøre en integrerende Del af et Nationalbibliotek.
Det er min Tro, at man inden længe vil indse Nødvendigheden af ogsaa at realisere de forskellige andre forslag, Kommissionen har fremsat. Blandt dem skal jeg nævne en særlig Bevilling til de Biblioteker, der leverer Fotokopier og Mikrofilm, saa at Priserne paa disse Ting kan nedsættes væsentligt for de Forskere, der benytter dem til Studiebrug, hvorimod Kopier, der skal anvendes til Reproduktion, maa betales med sædvanlig Pris.
En af Ejendommelighederne ved den Tid, vi lever i, er den stærke Nationalisme, som gør sig gældende rundt om i Verden, samtidig med at der udfoldes talrige Bestræbelser for internationalt Samarbejde. Det er det samme som efter den første Verdenskrig; denne Gang gaar det blot for sig i stærkt forøget Grad.
Den nationalistiske Tendens mærker vi i Biblioteksverdenen bl. a. i Kravene fra nye Stater om Tilbagelevering af Haandskrifter og Bøger som stammer fra disse Lande, der nu har opnaaet Selvstændighed. Hos os er Kravene fra Island for Tiden aktuelle, og de overvejes i en af Politikere og Sagkyndige bestaaende Kommission, som arbejder med megen Grundighed.
De internationale Bestræbelser udfolder sig især indenfor den store Organisation UNESCO, der jo ogsaa omfatter Bibliotekerne. Medens Danmark og Norge straks sluttede sig til denne Organisation, er Sverige som bekendt først nu ved at blive Medlem. Jeg er ingenlunde blind for Svaghederne

202
ved UNESCO. Rent bortset fra den, at Rusland ikke er med, kan det ikke nægtes, at UNESCO har taget for mange Projekter op og ofte paa for ]øst Grundlag, at der er altfor meget Papir i Organisationen, og at for mange af de mere end 500 Personer, som er ansat i dens Tjeneste, har rent administrative Opgaver.
Paa Baggrund af disse Svagheder, der jo ogsaa er velkendte i flere andre store internationale Sammenslutninger, forstaar jeg godt, at Sverige har forholdt sig tøvende. Men alligevel er det glædeligt, at man nu gaar med og vil kunne hjælpe de andre nordiske Lande i deres Bestræbelser for at faa UNESCOs Virksomhed gjort saa realitetsbetonet som muligt og at faa Organisationen mere forenklet og mindre papirforbrugende. I saa Fald kunde den virke med større Effektivitet. Det kan være meget godt at vedtage Resolutioner om dit og dat og henstille til de enkelte Medlemsstater at følge disse Resolutioner, men det tilde utvivlsomt ofte, ikke mindst hvor der er Tale om bibliografiske arbejder og andre Publikationer, være mere resultatrigt, hvis UNESCO selv indsamlede Stoffet fra faste Forbindelser i de enkelte Lande og derefter redigerede og udgav det efter ensartede Principper.