Thomas M. Døssing: Rationalisering i Biblioteker. i: Bogens Verden, 1933, side 241-244.

Tilbage til oversigten Monografier
Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden

Biografi

• Thomas M. Døssing. Biografi.


Rationalisering i Biblioteker

 
Vi bringer nedenstaaende et Referat af Biblioteksdirektør Th. Døssings Tale ved Biblioteksmødet i Oslo.
 

241
INDENFOR Biblioteksvæsenet maa vi i stadig højere Grad bekende os til Rationaliseringen, d. v. s. Bestræbelserne for at udføre vor Opgave saa billigt som muligt og saa fornuftigt som muligt. Bibliotekerne er nemlig som uproduktive Foretagender baserede paa offentlige Tilskud, og i Krisetider vil baade Stat og Kommune for at skaffe Balance paa Budgetterne foretage Reduktion af visse Udgifter, i første Række de saakaldte uproduktive.
Krisen har nu varet saa længe, at vi ikke kan trøste os med, at den er et forbigaaende Fænomen. Vi mærker allerede nu Følgerne af Nedskæringen. Saaledes er de danske Folkebibliotekers aarlige samlede Indkøbs- og Indbindingsbudgetter gaaet ned med ca. 100.000 Kr., takket være Reduktionen af Statens Tilskud, samtidig med, at Arbejdet i Udlaan og paa Læsesal i Løbet af næppe 2 Aar er vokset med ca. 20 %. Skaffe os forøgede Indtægter kan vi ikke. Vi maa da overveje, om vi ved en Omlægning af vore Driftsmetoder kan skaffe Besparelser, der kan opveje Nedgangen i Indtægter, ja muligvis ækvivalere den forøgede Benyttelse. De Forslag, jeg vil fremføre, vil i første Række gælde Folkebibliotekerne.
Det første Spørgsmaal bliver Indkøbet. Vore Bogpriser er faste, Rabatten er, i hvert Fald i Danmark, formindsket, jeg tror ikke paa Forslagene om at skaffe Besparelser ved egne Biblioteksforlag, kooperative, kommunale eller Statsforlag, i hvert Fald ikke som almindelig Foranstaltning. Men der turde være andre Udveje. Nu køber hvert Bibliotek for sig. Der er frit Bogvalg, og dette medfører f. Eks. i Danmark, at der af hvert Aars løbende Produktion kun er 4-5 Bøger, som bliver anskaffet i over 200 Eksemplarer. Med andre Ord, de fleste af de ca. 850 Biblioteker, vi har, køber ganske forskelligt. Hvis dette betyder, at der i de forskellige Egne er et grundforskelligt bogligt Behov, er Indkøbet altsaa godt, men enhver Biblioteksmand vil sikkert indrømme, at der indenfor hvert Aars Bogproduktion er en vis ikke lille Kreds af Bøger, der bør købes hvert Sted, hvis Bibliotekerne skal kunne løse deres tredobbelte Opgave: at give de nyeste og bedste Oplysninger, at virke for Folkets almene Dannelse, og at give det Adgang til god Underholdning.
Den ubegrænsede Frihed i Bogvalget er i Virkeligheden en Fiktion. Det praktiske Bevis herfor har vi i Danmark i vore Børnebibliotekers Indkøb, idet i de senere Aar en meget stor

242
Del af Børnebibliotekerne køber nøjagtig de samme Bøger, valgt automatisk efter de af Danmarks Biblioteksforening udgivne Lister. Vore Folkebiblioteker burde enes om at dele sig i nogle faa større Grupper efter Indkøbsbudgetternes Størrelse og overlade et Udvalg af Kolleger at foretage fælles Bogvalg for indtil f. Eks. 2/3 af det Beløb, der er beregnet til de aarlige Nyindkøb. Tilbage bliver altsaa 1/3 til det frie Valg samt alle Suppleringer indenfor den ældre Litteratur. Man vilde derved opnaa at kunne købe f. Eks. 20 Bøger i 800 Eksemplarer, andre 20 i 400 og atter andre 20 i 200 Eksemplarer. Tallene kan selvfølgelig omdisputeres, men de er næppe for høje. Hvis Bibliotekerne organiserede sig paa den nævnte Maade, vilde de møde med Bogbestillinger i saa store Eksemplartal, at Forlagene næppe vilde kunne modstaa Kravet om, jeg tør maaske sige Fristelsen til at yde en Særrabat. I mange Tilfælde vilde der forøvrigt blive Tale om Forudbestilling, da man jo ofte længe i Forvejen ved, at den og den bestemte Bog udkommer. Overfor mulige Tvivl kan man erindre om, at Københavns Kommunebiblioteker allerede nu faar en større Rabat end de andre Biblioteker, der køber færre Eksemplarer.
Vor Indbinding er for dyr, i hvert Fald i Danmark. Det betyder ikke, at Bogbinderen faar for meget for sit Arbejde, men det er givet, at en Fællesindbinding, som i Norge, kombineret med Fællesindkøbet, kan fremskaffe væsentlig billigere og dog fuldt forsvarlig Indbinding. Der vil rejse sig Indvendinger mod saavel Indkøbs- som Indbindingscentralen, nemlig Hensynet til den stedlige Boghandler og Bogbinder. Men det bør erindres, at det her skitserede Forslag kun berører en Del, i mange af Bibliotekerne en ringe Del, af Indkøbet og Indbindingen. Der er rigeligt tilbage til "lokale Hensyn". I meget store Biblioteker vil Løsningen naturligvis blive egne Bogbinderier, hvilket ikke bør forhindre, at en Del af deres Arbejde indgaar i Bibliotekernes almindelige Fællesforetagende.
Vender vi os til Bibliotekernes kontormæssige Arbejde, bliver det første Spørgsmaal, om den store og meget tids- og arbejdskrævende Katalogisering ikke kan foregaa under andre Former. Naturligvis bør ethvert Bibliotek af en vis Størrelse bruge Skrivemaskine og opgive de haandskrevne Kort, men ogsaa maskinskrevne Kort kan være en Luksus. De fleste Kort kan udføres med meget billig Arbejdskraft, men trods dette synes det urimeligt, at alle de enkelte Biblioteker skriver de samme Kort til de samme Bøger. Løsningen maa være trykte eller paa anden Maade mangfoldiggjorte Kort. Store Biblioteker, der i Virkeligheden er et System af Biblioteker, kan benytte egne Korttrykkerier, saaledes som det nu sker i Oslo, i Stockholm og i Danmark i Frederiksberg Kommunebiblioteker. For alle de mindre Biblioteker maa Løsningen være et stort Fællesforetagende, hvorpaa Eksempler kendes fra mange Lande, i Dan-

243
mark fra Centralbiblioteket i Hellerup, hvis trykte Kort forhandles over hele Landet.
Ogsaa de for Publikum meget vigtige trykte Kataloger i Bogform bør fremstilles som Fællesforetagender. Forsøget er i Danmark gjort med Købstadbibliotekernes Fælleskatalog, der takket være det store Oplag fremstilles for en Brøkdel af Prisen for Kataloger, der kun tager Sigte paa et enkelt Biblioteks Bogbestand. I deres ideelle Form, med fyldige Annoteringer og fyldige Registre, bliver saadanne Kataloger relativt dyre, men de medfører samtidig en stor Forøgelse af Bibliotekernes Brugsværdi, og ogsaa dette er Rationalisering.
En stor Del, i mindre Biblioteker den største Del, af Arbejdstiden anvendes til den rent mekaniske Side af Udlaansvirksomheden: Kortenes Afstempling og deres Ordning efter hver Udlaansdag. Den nyeste Noteringsmetode, det saakaldte Detroitsystem, som formentlig er alle Folkebiblioteker bekendt, betyder en Besparelse i Arbejdskraft, men navnlig en bedre
Udnyttelse af Arbejdskraften, idet Kortenes Afstempling kan udføres som et rent mekanisk Arbejde af relativt lavt lønnet Personale, hvorved det øvrige Bibliotekspersonale kan blive frigjort til den egentlige Bibliotekargerning i Udlaanet, nemlig Publikums Vejledning.
Kortenes Ordning efter Udlaanet er et stort Arbejde, som i de større Biblioteker aldrig burde udføres af det egentlige Bibliotekspersonale. Der er Grund til at henlede Opmærksomheden paa, at Biblioteket i Hellerup anvender en særlig Form for Udlaanskort, der muliggør en omtrent helt mekanisk Sortering af Kortene, saaledes at Arbejdet i hvert Fald ikke virker trættende.
Der er i det foregaaende talt om en Deling af Personalet efter Kvalifikationer. De videnskabelige Biblioteker har forlængst indført Adskillelse imellem videnskabeligt uddannet Personale og en Assistentklasse med mindre omfattende Uddannelse. Ogsaa i Folkebibliotekerne, i hvert Fald i de større med et Personale paa mere end 3-4 Personer, kan en saadan Differentiering indføres. Der maa kunne sondres imellem 3 Kategorier:
1) Det biblioteksuddannede Personale til Bogvalg, til Ledelse af Katalogiseringen, til Systematisering, til Referencearbejde i Udlaan og paa Læsesal o. s. v.
2) Kontorpersonalet til Bogbestillinger, til Regnskabet, til Katalogiseringsarbejdets mekaniske Del, til den formelle Opgørelse af Statistikken, til Korrespondance o, s. v.
3) Den rent mekaniske Arbejdskraft til Udlaansnotering, Ordning af Udlaanskort, Bogopstilling o. s. v.
Dertil kommer naturligvis i større Biblioteker en 4. Kategori: Portner, Varmemester etc.
Adskilligt af det under Punkterne 2 og 3 nævnte Arbejde

244
er af en saadan Art, at det er unødvendigt, ja uforsvarligt at anvende biblioteksuddannet Personale hertil, men det maa selvfølgelig understreges, at under saa smaa Forhold, at hele Personalet nødvendigvis maa komme i Kontakt med Publikum, kan og bør en Adskillelse ikke søges gennemført. Der bliver ikke Tale om Afskedigelse af biblioteksuddannet Personale; vi har i Forvejen for lidt, og det vi muligvis kan opnaa, er, at vi kan spare os Ansættelse af nye Assistenter, som vi alligevel ikke vilde have faaet nu i Krisetiden.
Efter en Omtale af enkelte Spørgsmaal fra de videnskabelige Bibliotekers Omraade sluttede Biblioteksdirektøren med at udtale, at det ikke mindst i en Krisetid var ønskeligt og rimeligt at underkaste selve Opgaverne for vort Biblioteksvæsen en kritisk Revision. I Danmark blev der som bekendt i 1924 nedsat en Kommission vedrørende de videnskabelige Bibliotekers Forhold, men ogsaa Folkebibliotekernes Opgaver bør stadig kunne revideres. Der er paa Mødet her allerede fremsat enkelte Antydninger i denne Retning. Det er udtalt, at den direkte Agitationstid muligvis nu kunde være forbi. Der er talt om Folkebibliotekernes Forhold til det øvrige Oplysningsarbejde, og navnlig Studiekredsbevægelsens store Udvikling gør principielle Drøftelser nødvendige. Det er et stadigt tilbagevendende Problem, hvor langt "ned" Folkebibliotekerne skal gaa i deres Bogkøb. Man maa i denne Sammenhæng erindre om, at vi her i Norden har hentet ikke alene vore Metoder, men ogsaa i ikke ringe Udstrækning vore Maal fra andre Lande, særlig fra Amerika. Der er i Amerika visse Steder en udtalt Tendens til at lade Publikums tilfældige Smag og Ønsker bestemme Bogkøbet. Ogsaa i Danmark træffer man Tilhængere af dette Princip. Det synes mig paa Forhaand at være sandsynligt, at Bibliotekernes Formaal, deres Arbejdes Art og Udstrækning maa blive noget anderledes i vort Land hvor alle Mennesker kan læse, hvor de økonomiske Kaar under normale Forhold er saaledes, at Befolkningen selv i meget stor Udstrækning sørger for sin litterære Underholdning, og hvor den brede Befolkning i det store og hele staar paa samme Kulturtrin, ikke alene materielt, men ogsaa hvad angaaar det aandelige Behov og de aandelige Uviklingsmuligheder.