Thomas M. Døssing: Praktisk Bibliotekstjeneste i Statsbibliotekets Udlaansafdeling. i: Bogsamlingbladet 5.årg., 1910-1911, side 179-88.

Tilbage til oversigten Monografier
Tilbage til oversigten Artikler
Tilbage til Forsiden

Biografi

• Thomas M. Døssing. Biografi.


Praktisk Bibliotekstjeneste i Statsbibliotekets Udlaansafdeling

 
Af Underbibliotekar Th. Døssing
 

179
De erfaringer, der høstes i Statsbibliotekets udlaansafdeling, har kun spillet en underordnet rolle i den diskussion, der har været ført det sidste aars tid om vore hjemlige biblioteksforhold.
Det er jo skik og brug, at man - forøvrigt med rette - henviser til England og Amerika som de steder, hvorfra man skal høste belæring ved en eventuel nyordning af vort offentlige biblioteksvæsen. Men spørges der om praktiske erfaringer, der egner sig for danske forhold, kunde det vist være passende ogsaa at lægge vejen om ad Statsbiblioteket.
Forfatteren af nærværende artikel kender desværre ikke af selvsyn engelske og amerikanske biblioteksforhold, men man kan jo ogsaa gennem bøger og tidsskriftartikler danne sig et skøn derom. Som regel faar man ad den vej dog kun oplysning om alt det teoretiske, og derfor har jeg med særlig interesse læst en artikel af bibliotekar J. C. Bay fra The John Crerar Library i Chicago, som findes i Højskolebladet" nr. 25, 1910. Artiklen hedder "Praktisk Biblioteks-Tjeneste" (jeg haaber ikke, at min benyttelse af titlen blir betragtet som tyveri) og taler ikke om det formelle apparat, men om virksomhedens reelle omfang og art.
Det var for mig som at læse om vor egen læsesal og vort eget udlaan. Vi, der arbejder i udlaanet, har jo særlig for det udenbys udlaans vedkommende netop samme opgave som læsesalen har: at vejlede publikum paa de forskelligste dannelsestrin angaaende spørgsmaal af den forskelligste art.
Det er nu ikke faa mennesker, vi kommer i berøring med. Vore laanere er mange tusinde i alle mulige livsstillinger, spredte over hele landet. Og det er for en stor del folk rundt omkring fra landsognene, som blot i al almindelighed søger noget at læse, men ikke vil nøjes med skønlitteratur, altsaa folk, som i reglen ikke kan benytte de stedlige folkebogsamlinger, og som efter manges mening slet ikke eksisterer, fordi disse mange ikke ved, hvor stor trang der er til oplysende litteratur i folkets brede lag. Og saa er forholdet dog det, at disse "tvivlsomme eksistenser" tælles i tusindtal.
Maa jeg her indskyde den bemærkning, at det ikke skyldes manglende interesse, naar vi fra udlaanet ikke før har ladet vor røst høre. Vi søgte f.eks. at komme med til biblioteksmødet i Fredericia ; men da dette ikke kunde lade sig gøre, er det mig kært at have faaet lejlighed til at fremkomme med denne artikel, som altsaa endnu har aktualitetens interesse.
Adskillige forhold, som før er fremdraget af andre, vil jeg i det følgende omtale uden at citere den tidligere anvendelse. Jeg har anset det for overflødigt, da sikkert

180
enhver, der kender Statsbibliotekets udlaansafdeling, vil gøre de samme erfaringer, - erfaringer, der bekræftes af en omhyggelig statistik og et stort brevmateriale.

Statsbiblioteket er et frit, offentligt bibliotek for hele landet. Dette fremgaar af den kommissionsbetænkning, i henhold til hvilken det blev oprettet, og som saadant virker det. Det udlaaner altsaa bøger til hele landet (i reglen dog ikke til Kjøbenhavn) og til alle landets borgere (over 16 aar). Den eneste indskrænkning er, at skønlitteratur paa dansk, original og oversat, i reglen ikke udlaanes.
Udlaanet er gratis, ogsaa portoudgiften ved bøgernes udsendelse afholdes af biblioteket.
Det er altsaa ikke blot et bibliotek for Aarhus. Dette er ingen overflødig bemærkning. Gang paa gang møder man den misforstaaelse, at Statsbiblioteket har lidet eller intet med det øvrige land at gøre. Selv af en saa indgaaende omtale
som nuværende finansminister Neergaards tale i folketinget sidste foraar om vore biblioteker modtog man det indtryk, at virksomheden her hovedsagelig er en læsesal med aabne hylder.
Selvfølgelig falder en stor del af udlaanet i Aarhus, der jo næsten har lige saa mange indbyggere som I. eks. hele Thisted amt. Men det udenbys udlaan har dog i stedse stigende grad overvægten. Og for saa vidt kunde biblioteket lige saa godt have ligget midt ude paa heden.
Nogle tal vil illustrere udlaanets vækst og forholdet mellem det indenbys og udenbys udlaan. Antallet af udlaante bind er følgende:
1904 10500 bind.
1906 11821 -
1908 17819 -
1909 254S4 -
1910 37558 -
Reglen synes nu at være, at udlaanet fordobles i løbet af to aar.
Først i de sidste to aar er der ført særlig statistik over tallet paa det udenbys udlaan. Dette er nu ca. 68 % af det samlede udlaan (i 1910 25539 bd.), og at stigningen hovedsagelig falder paa det udenbys, kan ses af pakkeforsendelsernes antal:
1904 741 pakker.
1906 952 -
1908 1857 -
1909 3597 -
1910 6875 -
Det indenbys udlaan har en vigtig støtte i det i læsesalen opstillede "udlaansbibliotek", i hvis "aabne hylder" laanerne selv kan finde, hvad de ønsker; men en stor, vistnok den største del af de indenbys udlaan er dog fra bibliotekets øvrige bogmasse. Som rimeligt er i en stor by udlaanes ogsaa en mængde litteratur paa fremmede sprog, mens udlaansbiblioteket kun omfatter danske, norske og svenske bøger.
Her maa det bemærkes, at aabne hylder først kan opfylde deres bestemmelse, naar der er et tilstrækkeligt antal eksemplarer af de mest søgte bøger. Dette har Statsbiblioteket ikke hidtil haft raad til, men søger efter evne at raade bod derpaa ved at reservere udlaante bøger til laanerne. Naar en reserveret bog kommer hjem, faar laaneren, hvis han ønsker det, meddelelse derom.
En endnu større hjælp for publikum er de kataloger over udlaansbiblioteket, hvis udgivelse blev paabegyndt 1908 og nu nærmer sig sin afslutning. Hidtil er udkommet "Biografi" og "Norden", og som nr. 3 er "Geografi og Historie", under trykning. I katalogerne finder laanerne titler paa bøger, hvis eksistens de trods "aabne hylder" ellers aldrig vilde faa nogen anelse om, da de altid er udlaant. Endvidere ud-

181
giver Statsbiblioteket hvert aar (siden 1907) en katalog over det sidste aars erhvervelser af fremmede landes litteratur.
Men et ganske nødvendigt supplement baade til "aabne hylder" og kataloger er "det personlige element", at personalet nøje kender biblioteket og har lyst og evne til at vejlede publikum.
Af det udenbys udlaan foregaar en del ved laanernes personlige hen-vendelser på biblioteket eller pr. kommissionærer, der fra omliggende byer besørger bogpakker sammen med deres øvrige virksomhed. Størstedelen af udlaanet til Skanderborg foregaar f. eks. paa denne maade. Men den altovervejende del sker pr. post. Laanerne indsender de af Statsbiblioteket trykte "ønskebreve", d. v. s. en blanket med plads til titler paa de ønskede bøger og med vedhængende kvitteringer, hvorpaa pakken afsendes med et ny ønskebrev. Laanetiden er en maaned med den nødvendige forlængelse for de laanere, vi har paa Færøerne og andre afsides steder; en laaner er f. eks. Styrmand paa et fyrskib der kun faar post hver 14de dag. Fornyelse af laanet kan finde sted, naar ingen andre ønsker bøgerne.
Ogsaa for det udenbys udlaan er udlaansbibliotet en hjælp, d. v. s. for bibliotekarerne. Men her er en samling af lignende art, opstillet paa et for publikum utilgængeligt sted, saa det aldrig kommer i uorden, langt vigtigere. Vi er da ogsaa i færd med at tilvejebringe en saadan samling, men selvfølgelig skal læsesalens "aabne hylder" opretholdes alligevel.
Endnu vigtigere er dog katalogerne. De fleste laaneres bogkendskab er saa ringe, at de vilde staa ganske hjælpeløse uden dem. Hvad et praktisk indrettet, for publikum tilgængeligt katalogsystern paa selve biblioteket er for læsesalen og det indenbys udlaan, er trykte, let overskuelige kataloger for det udenbys udlaan. De omtalte kataloger uddeles foreløbig gratis til alle, der ønsker dem, og de benyttes i stor udstrækning af næsten alle vore laanere.
Alle kvitteringer indføres ordnet efter forfatternavn i en protokol, og kvitteringerne ordnes derpaa efter laanere. I udlaansprotokollen findes en rubrik for reserveringer, hvor navnet opføres paa den eller de laanere, der ønsker vedkommende bog, naar den kommer hjem.
Foruden dette udlaan til enkelte sender Statsbiblioteket bogkasser paa indtil 20 bind til bogsamlinger. Disse laan gælder for to maaneder og er i alt fald nogle gange blevet benyttet som supplement til en foredragsrække, der samtidig har været holdt for vedkommende bogsamlings medlemmer. Desuden kan formænd for bogsamlinger i en kortere tid laane nyere skønlitteratur til gennemsyn i bogsamlingens tjeneste. Dette benyttes kun lidt; derimod har vi i 1910 udlaant ialt 57 bogkasser til 31 bogsamlinger.
Det kan sikkert have sin interesse at se, hvordan omtrent udlaanets daglige arbejde foregaar. Det ved udlaanet beskæftigede personale bestaar af to bibliotekarer med assistance til ind- og udpakning samt tilbagestilling af de laante bøger. 10-3 er den normerede arbejdstid; nu er praksis dog 10-4, da bibliotekets personale er alt for faatalligt til det voksende arbejde. Først ekspederes brevposten, dels forespørgsler fra ny laanere, der ønsker oplysninger om biblioteket, dels ønskebreve, - alt i alt ofte 20-30 breve. Derpaa aabnes pakkeposten, bøgerne slettes i protokollen, kvitteringerne tilintetgøres, og reserverede bøger stilles til side.

182
De ønskebreve, der findes i pakkerne, ekspederes; i denne tid (omkring 15de januar) er det daglige pakkeantal, der afgaar fra biblioteket, ca. 40. Fra 1-3 er der udlaan til indenbys, ny brevposter kommer i samme tid, og saavidt mulig fortsættes den udenbys ekspedition. Efter 3 maa de ønskebreve besvares, der ikke har kunnet ekspederes, bøger reserveres, rykkerbreve (ved 2den hjemkaldelse paa ildrøde brevkort) sendes til uefterrettelige laanere osv. osv. Endelig indfører bibliotekets skriver formiddagens høst i protokollen. Naar hertil kommer den daglige statistik og det forhold, at mange ønskebreve opgiver emner, der maa søges i tidsskrifter og samlingsværker, vil man kunne forstaa, at det er en travl virksomhed.
En aften hver uge er udlaanet desudtn aabent for indenbys laanere, hvoraf mange ikke kan komme i den almindelige udlaanstid.
Ved dette store materiale, ved breve med almindelige og specielle forespørgsler, faar man oplysning om en hel del interessante spørgsmaal, som jeg i det følgende skal søge at skitsere.
Som regel ved folk ikke, hvad et bibliotek er for en institution. For de fleste er det enten et sted, hvor "lærde" mænd sidder og sysler med gamle bøger, som almindelige dødelige ikke har noget at gøre med, eller det er en forretning, hvor man for saa og saa mange øre kan "leje" en roman. Er man meget klog, forveksler man arkiv og bibliotek, noget vi ofte ser eksempler paa. Ligeledes tror folk undertiden, at vi sælger bøger. Men at et bibliotek ogsaa er et sted, hvor man henvender sig for at søge oplysning i enkelte, bestemte tilfælde om bestemte emner, er endnu noget nyt for største delen af landets borgere.
For nogen tid siden kom en af Statsbibliotekets naboer for første gang ind paa biblioteket. Vedkommende havde været i Fredericia og der hørt, at man kunde laane bøger hos os, og kom nu for at se, om det virkelig var tilfældet. Og gaar det saadan med en aarhusianer, hvad skal man saa vente hos udenbys der ikke daglig har en biblioteksbygning for øje. En staaende [form] for henvendelser til biblioteket er da ogsaa: "Jeg har hørt, at man kan laane bøger hos Dem; hvis dette virkelig er sandt osv."
Mange ny laanere faar vi ved gamle laaneres anbefaling. I fjor fik vi en laaner i et vestjydsk sogn. Da han havde laant et par gange, begyndte landposten at laane, og saa bredte smitten sig hurtigt, saa at vi nu har over 10 faste laanere i dette (tyndtbefolkede) hedesogn. Og lignende laanerkolonier har vi adskillige af. Rent epidemisk udbredes kendskabet til biblioteket gennem avisartikler. Sidste vinter skrev en mangeaarig laaner, en vestjydsk gaardejer under overskriften: "De fattiges Universitet" en kort, klar artikel om Statsbiblioteket i en Holstebroavis. Resultatet blev henimod 100 henvendelser og et stort antal ny laanere. Og i efteraaret har artikler i et Hjørring-blad og i ugebladet "Tiden" bevirket en lignende invasion.
Direkte reklame har biblioteket af mange grunde ikke kunnet indlade sig paa. Men skal man engang forsøge det, er de nævnte artikler et fingerpeg om, hvilken vej man skal gaa: korte, almenforstaaelige artikler i dagspressen.
Det overvejende antal af laanerne er lærere og præster, som jo paa forhaand kan formodes at kende et biblioteks væsen og nytte. Men flere og flere af andre samfundsklasser kommer til. I det sidste aar særlig en mængde jernbane-, post- og telegrafembeds- og bestillingsmænd, d. v. s. folk, der kom-

183
mer meget i berøring med kolleger og derved udbreder kendskabet til Biblioteket. Ogsaa landbrugere kommer i stedse stigende tal, gaardmænd, husmænd, landarbejdere og tjenestekarle.
Af alle disse er dog kun den mindste del "faste" laanere. Mange blir helt borte, naar de ser, at de ikke kan laane romaner; andre laaner kun i et enkelt, specielt øjemed, men saa ved de dog, at biblioteket eksisterer, og mange dukker da ogsaa op igen, naar der er et eller andet, de ønsker oplysning om. Af de laste,, er der mange "vinterlaanere", særlig blandt landbrugets mænd, hvis arbejde ikke tillader dem at læse om sommeren. I oktober-november ser vi dem saa igen efter sommermaanederne.
Spørges der nu, hvad disse mange mennesker læser, maa svaret blive, at en mængde, som før nævnt, søger biblioteket for at faa deres fritid udfyldt med lødigere stof end romanlæsning. Ogsaa disse lærer dog ad den vej at ty til biblioteket, naar de i paakommende tilfælde ønsker en eller anden positiv oplysning. Men et meget stort antal har et praktisk formaal med deres benyttelse af biblioteket.
Nogle ønsker i al almindelighed at udvide deres kundskaber om historie, geografi, litteraturhistorie, samfundslære osv. Biblioteket virker da som en slags efterskole. Andre søger oplysning om mere specielle emner som landbrugsforhold eller enkelte egnes topografi og historie. Ligeledes benytter foredragsholdere og højskolelærere i høj grad biblioteket.
Ikke mindst søges det af de mange mennesker der ved folkets voksende deltagelse i det offentlige liv faar brug for oplysninger om kommunale anliggender, som kun kan findes i lovsamlinger, rigsdagstidende, statistiske beretninger o. lign. eller i haandbøger om ordningen af fattigvæsen, vejvæsen, skattevæsen osv. Her virker biblioteket som praktisk oplysningsanstalt i egentligste forstand.
Endelig bør det nævnes, at andre grupper af befolkningen drager stor nytte af Statsbibliotekets indkøb at udenlandsk litteratur.
Heraf vil det forstaas, at et meget stort antal af ønskebrevene ikke kan opgive bogtitler. Vi har jo kun kataloger over faa emner, og bogtitler kender folk kun i sjældne tilfælde. Det blir da vor sag efter eget skøn at finde og sende oplysning om emner som piledyrkning, rodfrugtavl, dræning, fotografering, indretning af vandværker og elektriske anlæg osv. for ikke at tale om sublime teologiske spørgsmaaI som "realpræsensen".
Her er rent teoretisk bogkendskab ikke tilstrækkeligt. En bog om havebrug, som en gartner af faget har nytte af, er maaske ganske ubrugelig for en husmand. Det kan være godt at vide, at der findes en forlængst forældet bog om et sjældent forekommende emne, eller at man har 14-15 bøger om frøavl, men langt vigtigere er det at kende de bøger, der giver en laaner den besked, netop han har brug for. Og her er laanerne saa elskværdige at yde os en stor hjælp, idet de tit skriver om, hvorvidt og hvorfor en bog har været dem til nytte.
Selv i tilfælde, hvor en bestemt titel opgives, kan man komme til at vælge. Sæt, at en husmand skriver, at han vil have lidt begreb om fysik, og saa nævner en universitetslærebog, hvis titel han tilfældigvis kender. Det vilde være en bjørnetjeneste at sende den; han faar f. eks. "Ellinger: Naturen og dens Kræfter" samt et brev, hvori vi meddeler ham, hvad den anden bog indeholder, og siger, at han

184
selvfølgelig kan faa den næste gang, hvis han stadig ønsker den.
Mange overlader ganske valget til os, ogsaa naar de blot ønsker underholdning. Vi beder dem saa føre en liste over, hvad de efterhaanden faar fra biblioteket, og denne fortegnelse følger med pakken hver gang.
Af katalogbenyttelsen lærer vi ogsaa en del ret interessante ting. Først og fremmest, at katalogerne skal være indrettet saa praktisk som muligt. Endelig ikke for mange biblioteksvidenskabelige finesser. Det gaar med katalogbenyttelse som med at udfylde skemaer, folk skal opdrages til det, og det nuværende slægtled er ikke ude over begynderstadiet. En mængde bøger blir efterspurgt paa grund af en fristende titel. Der findes i vor biografikatalog rigelig litteratur om P. A. Heiberg, men alle vil have H. Jægers bog, fordi den har undertitlen "en gammel kjærlighedshistorie". Det samme gælder Rich. Petersens bog om Jens Baggesen og Sofie v. Haller. Eller hvem kan modstaa en titel som "Vore store Mænd, udgaaede fra smaa Hjem". Eller "Fangen paa Kristiansø" (man mindes "Fangen paa Zenda"). Der er et utal af den slags, og man kunde tit ønske, at der var forbud mod alt for lokkende bogtitler. I mange saadanne tillælde gør vi som ovenfor nævnt; i stedet for at reservere bogen, hvis den er udlaant, sender vi en anden og lader laaneren overveje, om han stadig ønsker den først anførte.
Det er en forbavsende kendsgerning, som efterhaanden kommer til at gaa op for os gennem udlaanet, at der rundt om i landet findes saa lidt af den lettest tilgængelige oplysende litteratur. Nu plejer vi danske dog ved passende lejligheder at slaa os for brystet og henvise til "Frem"s enorme udbredelse, og saa faar biblioteket daglig forespørgsler om de allerjævneste, almenoplysende af "Frem"s værker: "Danmarks Land", "Danmarks Folk" og "Danmarks Natur", bøger, som faas for en spotpris, og som de fleste mennesker kan have udbytte og glæde af at læse. "Dreyer: Naturfolkenes Liv", "Johan Ottosen: Vor Historie" ikke at forglemme. Og mange andre. Disse bøger rekvireres i stort tal, ogsaa af lærere og sognebogsamlingsledere og -medlemmer.
Der kunde ogsaa optages en interessant statistik over, hvilke bøger og forfattere, der er mest populære. I al almindelighed kan det siges, at biografier er meget efterspurgte, men forholdet vil sikkert ændres meget, naar katalogen "Geografi og Historie" udkommer. Litteraturhistorie har en mængde laanere, bøger om moderne forfattere er altid paa farten, og adskillige af dem ønskes daglig af flere forskellige laanere. Ligesaa bøger om og af Henry George og om socialdemokratiets historie og teorier.
Det er klart, at naar Jeppe Aakjær, skriver en bog om Blicher, vil alle jyder og andre med laane den; ligeledes Mylius Erichsens bog om den jydske hede og af en anden grund "Gnudtzmann og Lind: Stor-København". Jeg nævner særlig disse tre; de læses som romaner selv af den mest forhærdede romanlæser, og de har i den senere tid alle kunnet faas overmaade billigt, saa vi haaber nu, at folkebogsamlingerne har anskaffet dem til lettelse for Statsbibliotekets udlaan.
Derimod kan man ikke paa forhaand vide, at Georg Brandes er en af de mest læste forfattere, ikke mindst i højskolekredse, at bøger om Danmarks geologi er et daglig genkommende ønske, og at vi hver dag udlaaner flere bind af Troels-Lunds bøger. Vi har 6 eksemplarer i forskellige udgaver af "Dag-

185
ligt Liv" til udlaan, og undertiden er næsten alle, d. v. s. 70-80 bind udlaant. Man faar ogsaa et lille indblik i, hvilke emner højskolens mænd og dermed dens elever fortrinsvis beskæftiger sig med. Det er lidt kuriøst, at Carlyle synes at være en af de mest populære mænd i højskolen, man skulde synes, at andre emner laa nærmere, men tallene taler.
Dette var lidt om arten af de læste bøger, men hvad har laanerne ud af dem? Ogsaa dette spørgsmaal kan undertiden besvares. For det første derved, at vi, som før nævnt, ofte faar breve, hvori laanerne fortæller, hvilken nytte de har haft af den og den bog. Men ogsaa i andre tilfælde kan vi vide noget derom. Lad mig nævne et par karakteristiske eksempler.
For nogle aar siden fik en vestjydsk landmand nogle begynderbøger i engelsk til selvstudium som laan fra biblioteket, senere lidt videregaaende hjælpernidler samt lette tekster; nu læser han selv svære engelske ting og er en flittig laaner.
En husmand laante ifjor "Gustav Bang: Kapitalismens Gennembrud". Han skrev og bad om at faa laanet fornyet, da bogen interesserede ham meget, og ved tiilbagesendelsen spurgte han, om der var en forsættelse eller et andet værk, der handlede om den følgende periode; hvorpaa han fik sit ønske opfyldt.
Og endnu eet: En tjenestekarl paa Sjælland laante et bind af "Folkenes Historie", som lige var blevet indbundet. Derved kunde vi konstatere, at han virkelig læste bogen, for da den kom tilbage, bar den tydeligt præg af at være læst, samtidig med at den dog var godt behandlet. Han bad om flere bind og læste efterhaanden alle de udkomne.
Vi ser mange lignende tilfælde, hvor laanerne aar efter aar læser efter en let paaviselig plan om emner, som de ikke vilde vælge for den blotte "fornøjelse".
Jeg kan maaske her omtale et par omraader, hvor Statsbiblioteket har store specialsamlinger, som desværre benyttes alt for lidt: den Regenburgske samling om hertugdømmernes historie og provst Vahls missionsbibliotek. Det maa indrømmes, at mange af vore laanere interesserer sig for sønderjydske forhold, og en katalog over et passende udvalg af Regenburgs samling, suppleret med nyere værker, vilde sikkert være kærkommen for store kredse af folket. Derimod mærker biblioteket næsten ikke nogen interesse for Ydre mission, ikke engang hos præster. Her vilde selvfølgelig ogsaa en tidssvarende katalog over Vahls samling hjælpe, men et andet forhold maa sammenholdes hermed. Der findes over hele landet mange religiøst interesserede mennesker, særlig af "indremission", som slet ikke benytter biblioteker, sikkert for en stor del blot fordi de ikke ved, at der er et sted, hvor alle "religiøse" bøger i videste forstand kan laanes. Disse mennesker blir det fremtidens sag at faa fat i, og en overkommelig fortegnelse over en del af den danske religiøse litteratur vilde sikkert være i høj grad betimelig. Fra Aarhus by har vi nogle saadanne laanere, og allerede nu er Ricard, Skovgaard-Petersen, Morten Pontoppidan og Carl Koch navne, der hyppigt figurerer i udlaansprotokollen.
Det er allerede nævnt, at vi reserverer udlaante bøger, naar laanerne ønsker det; som regel dog ikke bøger, der sjældent udlaanes, og heller ikke de faa, blandt de efterspurgte, som vi har i et tilstrækkeligt antal eksemplarer, som f. eks. "Troels-Lund: Dagligt Liv", "Ussing: Danmarks Geologi" og "Jammersminde", som alle haves i mange eksemplarer. Men ved en mængde bøger er det absolut nød-

186
vendigt, hvis ikke udlaanet skal blive ganske vilkaarligt. Dette giver en stor forøgelse af arbejdet, og det er ogsaa af den grund en tvivlsom økonomi ikke at have det nødvendige antal dubletter. Det kan ikke nytte at trøste sig med, at laanerne i reglen kan faa en anden bog om samme emne. Selvfølgelig benytter vi ofte den fremgangsmaade, men den danske oplysende litteraturs fattigdom er en væsentlig hindring herfor. Kunde man endda faa folk til at læse svensk, men det vil ikke rigtig lykkes, og der er mange flere, der læser tysk. I udlaansbiblioteket findes mange svenske bøger, men de er de mindst søgte, saa at man i vinterens travleste tid, naar udlaansbibliotekets hylder er stærkt udtyndede, let kunde faa det indtryk, at man befandt sig i et svensk bibliotek. Særlig de mange oversættelser fra andre sprog til svensk vilde være en stor hjælp, tilmed da der stadig oversættes færre og færre oplysende bøger til dansk.
Eksempler er Shackletons og Pearys beretninger om deres polarekspeditioner og Tolstojs Levned 2det bind, hvor 1ste bind er udkommet paa dansk, men ikke fortsættes. Naa, man kan ikke fortænke forlæggeren i det, hvis der kun kan sælges skønlitteratur.
Endelig er der mange emner, hvorom der overhovedet ingen bøger findes paa dansk. Overbibliotekar G r u n d t v i g har i sin pjece "Bibliotekssagen i Danmark" omtalt muligheden af en fortegnelse over de Bøger, der ikke findes paa dansk, men burde komme: det kunde blive en temmelig lang liste.
Lad mig anføre lidt statistik over udlaanet paa en ganske tilfældig valgt dag i efteraaret. Trods de skævheder, en enkelt dag altid udviser, vil meget af det foregaaende dog blive ganske godt belyst derigennem:
Vi udlaante 137 bind, der fordelte sig paa følgende maade:

Tabel her.

Man kunde med sandsynlighed paavise benyttelsen af kataloger (og aabne hylder) for 102 binds vedkommende. 112 bind var paa dansk, norsk eller svensk, resten mest tysk. 70 bind var fra udlaansbiblioteket, 67 fra det øvrige bibliotek.
25 bind var til indenbys laanere, 112 til udenbys (deraf 14 til folk, som selv hentede bøgerne eller lod dem hente pr. bud). Der var 14 indenbys og 38 udenbys laanere. Der afsendtes 32 pakker.
26 bind af det udenbys udlaan var til købstæder, 86 til landet.
Af de udenbys laanere var 14 lærere og lærerinder (9 i folkeskolen), 4 post- og jernbanefunktionærer (tallet lidt lavere end sædvanlig), 3 gaardejere, 5 husmænd, 2 tjenestekarle, 1 købstadarbejder, 3 næringsdrivende, 2 skolesøgende, 2 læger, 1 gartner og 1 præst (tallet for lavt, lærernes for højt).
9 af de udenbys laanere var fra. øerne, 29 fra Jylland ; deraf 1 B fra Vest? og Nordjylland.
Den nævnte købstadarbejder, en snedkersvend, laante (som ofte før) et bind af The Studio og en aargang af "Det ny Aarhundrede". En af husmændene laante følgende 5 bind : "Hindhede: En Reform af vor Ernæring", "C. Jørgensen: Hvor-

187
ledes man knytter Fuglene til Hus og Have", "Christensen: Agrarhistoriske Studier I", "Effersø: Landbruget paa Færøerne" og "Borrebæk: Fugl og Trær". En af lærerne laante 2 bind af "Kancelliets Brevbøger", 2 bind af "Jydske Samlinger", og "Danmarks gamle Provindslove", et udlaan, der ganske svarer til, hvad han ellers laaner.
Jeg tror nu at have vist, at der er meget interessant og vigtigt at lære af et udlaan som Statsbibliotekets. Man lærer det, som overbibliotekar G r u n d t v i g her i bladet har kaldt "anvendt bibliografi". Og uden at være ubeskeden kan man vist sige, at Statsbiblioteket er det eneste sted her i landet, hvor "anvendt bibliografi", til brug for folkelige biblioteker virkelig kan læres. Her er netop det publikum, vi skal have i tale, og netop de bøger, dette publikum har brug for, begge parter i den livligste daglige forbindelse. Med andre ord: her er stedet for en biblioteksskole.
Deraf følger ogsaa, at man her kan lære at sammensætte et bibliotek af de bøger, folk har brug for. Folkebiblioteket paa udstillingen i Aarhus 1909 var en prøve i saa henseende. Og jeg tror ikke, at det vil være økenomisk at undlade at benytte Statsbibliotekets erfaringer, naar man skal træffe de nødvendige dispositioner ved oprettelsen af ny fri, offentlige biblioteker.

Til slutning endnu lidt om det nærliggende spørsmaal: Naar denne stærke vækst i udlaanets virksomhed fortsættes, hvor længe kan saa Statsbiblioteket blive ved med at magte sin opgave?
Som forholdene nu er, kan vi ikke blive ved ret længe. Personalet for faatalligt, eksemplarerne af bøgerne for faa og budgettet i det hele for lille. Der er virkelig periculum in mora. Og at der i en nærmere fremtid af sig selv skulde indtræde en standsning, er ganske usandsynligt. Der er endnu en mængde mennesker, hvis trang til boglig oplysning maa imødekommes, men som ikke kender biblioteket endnu. Man bør ikke glemme, at der findes mange, hos hvem enhver opdukkende interesse kvæles af den tanke: det kan ikke nytte, jeg faar jo alligevel ikke noget at vide derom. Sligt virker sløvende, og det er en sag af den største folkeopdragende betydning at fremhjælpe en saadan interesse, ogsaa ved biblioteker.
Nu tør vi jo slet ikke henlede disse menneskers opmærksomhed paa biblioteket, skønt en saadan anvisning i og for sig er folkets ret; det vilde bevirke et rykind af laanere, saa hele arbejdet gik i staa.
Vi haaber jo engang at faa flere biblioteker, men rettens vej er lang og lovens ligesaa, og det er idag og imorgen, det gælder.
Mange vil maaske finde, at det ikke er statens sag at sørge for, at de og de bøger er til disposition for folket. Maaske; men under de nuværende forhold kan man ved statens velvilje laane skønlitteratur næsten overalt i landet, mens man, hvis man ikke er saa heldig at bo i en af de købstæder, der har gode lokale biblioteker, kun har et sted at henvende sig til om laan af bøger med oplysninger om livets praktiske forhold.
Man kunde tænke sig at afskaffe den fri forsendelse af bøgerne. Dette vilde bevirke en nedgang, særlig blandt de laanere, for hvem 30 øre er penge, der maa regnes med, og det er dog vist ikke fra den ende, at man skal søge at for mindske laanernes antal. Og de, der har prøvet, hvad det giver af vrøvl og skriverier at holde regnskab med, at folk betaler portoen, ved, at det ikke er besparelse alt-

188
sammen, - kum nedgangen i laanertallet er sikker.
Snarere kunde man sige: Statsbiblioteket udlaaner nu en mængde oplysende bøger, som er saa billige, saa lette at faa fat i og saa "let fordøjelige", at man tør gaa ud fra, at de findes i enhver folkebogsamling; de bør derfor undttages fra udlaan. Jeg har i det foregaaende nævnt adskillige saadanne og kunde nævne mange, mange flere: en hel del biografier, Livingstones og Stanleys bøger o. m. a. Men dels er meningerne meget delte om betimeligheden heraf, idet mange folkebogsamlingsledere erklærer, at deres medlemmer ikke vil læse slige bøger, saa at de ikke vil blive anskaffet, dels blir der dog altid saa mange tilbage, at det kun vilde hjælpe en kortere tid. Desuden kunde man jo ogsaa tænke sig, at Statsbiblioteket engang gik over til at udlaane den del af den danske skønlitteratur, som med god grund mangler i folkebogsamlingerne, men som mange enkelte med fuld føje kunde ønske at laane. Jeg tænker dels paa sjældne eller gamle bøger, dels paa værker af udelukkende litterær interesse.
Nej, der er kun eet virksomt middel, og det hedder med eet ord: penge. For det første til anskaffelse af dubleteksemplarer. 10 eksemplarer af en bog vejer ikke mere end 2 af en anden, det kan kun udlaanets statistik afgøre. Saa slipper vi for de mange reserveringer, sparer en mængde tid og dermed penge; at hente en bog i biblioteket tager ikke længere tid end at konstatere, at den er udlaant. For det andet til den nødvendige forøgelse af personalet. Det er vor overbevisning, der arbejder i udlaanet, at Statsbiblioteket i saa fald trøstig kunde se udlaanet fordoblet et par gange endnu. Og saa er arbejdet ikke haabløst, for ganske vist er der endnu mange steder stor trang til bibliotekets virksomhed, men paa den anden side kan vi foreløbig kun vente at faa et ringe procenttal af den samlede befolkning i tale.
Der blir nogle tusinde kroners merudgift om aaret, men det er ogsaa adskillige tusinde mennesker, der vil føle ulemperne, hvis biblioteket maa indskrænke sin virksomhed. Naar vi saa faar en biblioteksordning, der muligvis gør mange af disse bøger overflødige paa Statsbiblioteket, er der jo andre biblioteker, der kan bruge dem, hvis de ikke er opslidt inden den tid, hvad de forhaabentlig er.
Jeg tror ikke, at man for øjeblikket kan ønske noget bedre for bibliotekssagen i vort land, end at Statsbiblioteket maatte blive sat i stand til vedblivende at opfylde sin bestemmelse.