Om danske forskningsbiblioteker og nogle af deres aktuelle problemer
Foredrag i Svenska Bibliotekariesamfundet 1956
77
De nordiske forskningsbiblioteker har meget at lære af hinanden, og selv om
mange svenske bibliotekarer ved selvsyn har lært nabolandenes biblioteker at
kende, kan det sikkert være af værdi at give en kortfattet beretning om hvad,
der i de senere år er hændt indenfor det videnskabelige biblioteksvæsen i
Danmark samt fortælle lidt om de mål, der stræbes imod. Beretningen bliver et
supplement til det instruktive foredrag, som rigsbibliotekar Svend Dahl i 1948
holdt i Svenska Bibliotekariesamfundet (gengivet i NTBB, 36, 1949).
Svend Dahl nåede som bekendt i sin mangeårige og frugtbare embedstid at føre en
lang række reformer ud i livet; andre af hans planer har først kunnet realiseres
efter hans fratræden som rigsbibliotekar for få år siden, medens endnu andre
stadig venter på en løsning. Men indenfor biblioteksvæsenet er det jo som vel
indenfor andre områder således at så snart, eller helst før, een reform er
gennemført må andre planlægges, og en biblioteksmand, der ved sin afgang har
fået alle sine planer ført ud i livet må vist siges at have haft for få ideer!
Et af tidens mange slagord er planlægning, og for forskningsbibliotekerne, der
jo for manges vedkommende lever i en af århundredgamle traditioner præget
atmosfære, og hvis fremtid så at sige må betragtes under evighedens synsvinkel,
er konstruktive langtidsplaner af overordentlig stor betydning, hvis
bibliotekerne til enhver tid skal kunne svare til de berettigede og stigende
krav, der stilles til dem.
En meget vigtig forudsætning for en koordineret planlægning og en hensigtsmæssig
realisering af planerne er så vidt jeg kan se tilstedeværelsen af visse centrale
organer. Det er i og for sig ikke - eller i hvert fald ikke altid - nødvendigt,
at sådanne organer er administrativt overordnede; fællesorganer, hvor man kan
drøfte tingene på lige fod, og hvor trådene kan samles, kan have samme eller
måske endog bedre virkning.
I Danmark - som i så mange andre lande - går udviklingen i retning af at skabe
flere og flere fællesinstitutioner og -organer og at intensivere og udbygge
samarbejdet mellem bibliotekerne, og det ikke alene mellem
forskningsbibliotekerne indbyrdes, men også mellem disse og folkebibliotekerne.
78
Meget er allerede nået i så henseende, og mon ikke det kan siges, at
hovedlinierne i dansk biblioteksvæsens struktur i det store og hele er fastlagt.
I dansk historieskrivning har man begrebet "de store landboreformer" og mener
dermed de gennemgribende foranstaltninger, der i slutningen af 1700-tallet fandt
sted med hensyn til bl. a. jordfællesskabets ophævelse, stavnsbåndets løsning og
hoveriets afskaffelse eller regulering, og man kan på samme måde i
bibliotekshistorien med fuld ret tale om den store biblioteksreform i 1920'erne.
Bibliotekskommissionens betænkning af 1927 betegnede nemlig et vendepunkt i
udviklingen; den skabte det system af koordineret specialisering som uden nogen
tvivl har betydet så umådeligt meget for danske forskningsbiblioteker, og den er
det grundlag vi stadig bygger videre på. Og det er netop nødvendigt at bygge
videre. Selv den bedste reform må bestandig àjourføres, så den ikke ender med at
blive en sovepude. Den danske biblioteksreform kan vist siges at have været
forud for sin tid, men udviklingen skrider hurtigt, og det er farligt at slå sig
til ro med, at med reformens gennemførelse var alle problemer løst. Den tro er
det nu heldigvis kun de færreste der har haft, og naturligvis kunne
kommissionen, der tilrettelagde reformen, ikke tage stilling til alle spørgsmål.
I den forbindelse kunne det være praktisk at nævne Statsbiblioteket i Århus,
Danmarks trediestørste forskningsbibliotek. Dette bibliotek, der nu er noget
over et halvt århundrede gammelt, har en ganske egenartet historie. Det blev
åbnet 1902 som et alment bibliotek, der "formentes at kunne blive til Nytte og
Glæde for Befolkningen i Provinserne, navnlig i Jylland", en formening der i
sjælden grad har vist sig at være rigtig. Men det er ikke her nødvendigt at
komme nærmere ind herpå og heller ikke på bibliotekets store betydning for
udviklingen af dansk folkebiblioteksvæsen. Nævnes skal derimod det problem, der
i en årrække drøftedes i hidsige og ofte drastiske diskussioner, problemet om
hvilken kurs biblioteket skulle lægge.
Drøftelserne stod i nær forbindelse med planerne om oprettelsen af et jysk
universitet eller rettere sagt om et universitet i Århus. Disse planer var på
den tid kommissionen arbejdede endnu ikke konkretiserede, men ret uventet kom
universitetsplanerne i 1928 ind i et frugtbart spor, idet man da ved oprettelsen
af den kommunale universitetsundervisning lagde grunden til det Århus
Universitet, der nu indtager en hæderfuld plads blandt Nordens universiteter.
Det stod nu klart, at Statsbiblioteket måtte overtage det byrdefulde ansvar som
universitetsbibliotek, men mange mente, at man ikke af den grund behøvede at
ophøre med at være - som det blev kaldt - overcentral for folkebibliotekerne.
For en snes år siden blev Statsbibliotekets dobbeltsidige opgave nærmere
fikseret, og i årenes løb har optimisterne fået ret: Statsbiblioteket fungerer
nu på en udmærket - og gnidningsløs - måde, og til gavn for begge parter, både
som folkebibliotekernes over-
79
central og som bibliotek for Århus Universitet. Statsbibliotekets udvikling kan
vist godt siges at have formet sig lidt uortodokst og er allerede af den grund
et studium værd; den skildring af bibliotekets første 50 år overbibliotekar Sejr
gav i jubilæumsskriftet fra 1952 burde være obligatorisk læsning for alle
biblioteksteoretikere.
Statsbiblioteket, der iøvrigt har gode chancer for inden alt for længe at få en
hårdt tiltrængt nybygning (i umiddelbar forbindelse med universitetets
hovedbygning), er det eneste af de større danske forskningsbiblioteker, der er
universelt i sin opbygning. Af mange grunde er det ikke inddraget i den
fagdeling, som er etableret mellem de københavnske biblioteker, men et vist
samarbejde også på accessionspolitikens område finder dog sted mellem København
og Århus. Det bliver dog sikkert nødvendigt inden længe inden for de
foreliggende rammer at fastlægge et nærmere program for indkøbsfordeling mellem
Statsbiblioteket og de videnskabelige biblioteker i København. Men måske - og
forhåbentligt - kan spørgsmålet løses i forbindelse med iværksættelsen af en
nordisk "Farmingtonplan" - eller skulle man indføre begrebet "Uppsalaplanen"? Et
andet problem vil man iøvrigt inden alt for længe blive nødt til at tage
stilling til, nemlig hvorvidt Statsbiblioteket skal knyttes nærmere til den
fælles institution vi i Danmark kalder Rigsbibliotekarembedet.
Nu nævnede jeg dette lidt besværlige ord. Det kan ofte være vanskeligt for
udlændinge - og forresten også for danske - at sætte sig ind i, hvad udtrykket
dækker. Embedet, der blev oprettet i 1943 og hvis første indehaver var Svend
Dahl, er i øjeblikket den centrale ledelse for Det kgl. Bibliotek, det
københavnske Universitetsbiblioteks to afdelinger og det særlige centrale
udvekslingsinstitut, der blev oprettet i 1945. De tre sidstnævnte institutioner
har egne ledere, medens Det kgl. Biblioteks daglige ledelse varetages af
rigsbibliotekaren; der kan siges at være en slags personalunion mellem
Rigsbibliotekarembedet og Det kgl. Bibliotek. Embedets administrative område er
således ikke så omfattende som navnet kunne antyde, men det må tilføjes at
embedet alligevel på mange områder fungerer som et organ for alle landets
forskningsbiblioteker. Det er jo heldigvis sådan i Danmark at en mængde
biblioteksmæssige ændringer kan vedtages uden love, vedtægter og andre formelle
forskrifter og føres ud i livet ved forhandlinger, venskabelige aftaler og
personlige kontakter, og jeg vil tro, at Rigsbibliotekarembedet, ledet i den
rette ånd, skridt for skridt vil kunne udvikle sig til et effektivt og et for
alle biblioteker nyttigt centralorgan for det videnskabelige biblioteksvæsen i
Danmark.
Mange vil nok se med en vis skepsis på en sådan centralisering, men for dem er
der en vis trøst at søge i den i 1949 som en afdeling af Danmarks
Biblioteksforening oprettede Sammenslutning af Danmarks videnskabelige og
faglige biblioteker, der er et forum for drøftelse af alle fæl-
80
lesproblemer. Her er der et instrument, der kan bruges til at moderere de
centraliserende tendenser, hvis man ønsker det, eller til at stimulere samme,
hvis man synes det er at foretrække. Mon ikke alle forudsætninger er til stede
for at nå frem til en sund ligevægt mellem centralisering og decentralisering,
og til syvende og sidst er vel det organisatoriske system ret underordnet når
man blot når frem til det, der absolut ikke er underordnet: samarbejde og
koordinering.
Rigsbibliotekarembedet, hvis sekretariat i øjeblikket beskæftiger en
bibliotekar, tre-fire assistenter og en sekretær, en bogholder og to
bogholderiassistenter, har naturligvis mange administrative pligter. Mere
interessant er i denne forbindelse de mere biblioteksmæssigt betonede gøremål.
Embedet udgiver accessionskatalogen, arbejder med tilvejebringelse af et
trykmanuskript til en fælleskatalog over den samlede bestand af udenlandske
periodica i danske forskningsbiblioteker, og takket være en særlig bevilling til
nationalbibliografiske arbejder har man for en del år siden kunnet gå i gang med
udarbejdelsen af et dansk forfatterleksikon dækkende perioden efter Erslews
leksikon fra o. midten af 1800-tallet (perioden 1900-50, der udarbejdes af Svend
Dahl, foreligger om nogen tid færdig i manuskript). Embedet er medudgiver af den
for hele det danske biblioteksvæsen fælles og meget nyttige Biblioteksårbog, det
leverer materiale til en række internationale bibliografiske foretagender og
besvarer et stigende antal udenlandske forespørgsler af bibliografisk karakter,
det formidler forskellige bevillinger til indkøb af danske bøger til udenlandske
biblioteker, det administrerer en særlig bevilling til avismikrofotografering,
det er født medlem af skolerådet for den nye biblioteksskole, som senere skal
omtales, det er medleder af Dansk bibliografisk Kontor, det har påtaget sig i
vidt omfang at være bindeled mellem danske og udenlandske forskningsbiblioteker,
ligesom det, sidst men ikke mindst, i en ikke uvæsentlig grad fungerer som
ministeriernes konsultative organ i en række bibliotekssager. Af særlige opgaver
som for tiden optager embedet er spørgsmålet om en àjourføring af fagdelingen
mellem de københavnske biblioteker. Selv om hovedlinierne som nævnt ligger fast
er det indlysende, at den udvikling der sker inden for visse fag eller dele af
sådanne, f.eks. sociologi, økonomi og psykologi, medfører, at fagdelingen
bestandig må være under observation, således at man ikke alene undgår
overflødige dubletanskaffelser, men også, hvad der er ulige vigtigere, undgår
"lakuner" i landets samlede bogbestand. Vi har på dette særlige område fulgt den
fremgangsmåde, at vi sammenkalder specialister fra universiteter eller andre
læreanstalter og bibliotekarer fra de biblioteker, der berøres af det pågældende
fagområde til fællesdrøftelser af litteraturforsyningen indenfor området, og vi
har allerede opnået gode resultater. Det kan eksempelvis nævnes, at arbejdet i
et nedsat udvalg vedrørende nationaløkonomisk litteratur bl. a. resulterede i,
at flere stumper af tidsskriftræk-
81
ker, der fandtes på forskellige biblioteker, ved udveksling kunne sammenstykkes
til længere suiter, ligesom man fik klare linier for, hvordan indkøbet af
litteratur indenfor de mange grene af det omfattende fag økonomi fordeles mellem
de forskellige biblioteker. Udvalget, der beskæftiger med den psykologiske
litteratur, mødes regelmæssigt for at drøfte fordelingen af den voksende og mere
og mere differentierede litteratur indenfor psykologiens mange forgreninger.
Man kunne også fristes til at foreslå etableringen af en fællesindkøbscentral og
i forbindelse med den en fællesindbindingscentral, først og fremmest for
tidsskrifter, serier, visse dele af pligtafleveringen m.v. Der er meget der
taler for at lade alle de ret arbejdskrævende tekniske processer med indkøb og
indbinding foretage centralt - ligesom naturligvis også en fælleskatalogisering
må sættes på ønskelisten, selv om denne sidste foranstaltning sikkert har bedre
chancer i Sverige end i Danmark, hvor vi jo kun har to biblioteker, der modtager
pligtaflevering, ligesom den gennemførte fagdeling medfører et forholdsvis
begrænset indkøb af flere eksemplarer af samme værk. En indkøbscentral skulle
ikke gøre noget indgreb i de enkelte bibliotekers selvbestemmelsesret, men kun
være en teknisk central, hvortil skulle knyttes boghandelsuddannet personale,
således at man fik alle indkøb i såvel Danmark som udlandet foretaget på den
mest rationelle og billige måde.
En sådan indkøbscentral kunne med fordel knyttes til et for alle biblioteker
fælles depotbibliotek for den mindre benyttede litteratur, både ældre, yngre og
den allernyeste. En eller anden form for depotbibliotek kommer man jo ikke uden
om, men det skulle ikke blot være et magasin men snarere en form for
fællesbogsamling, hvor mindre benyttet materiale blev opbevaret i eet eller
ganske få eksemplarer, og hvor f.eks. brudstykker af serier og tidsskriftrækker
stammende fra forskellige biblioteker blev sammenstykket til komplette rækker
o.s.v. Depotet skulle have lov til at skille sig af med overflødige dubletter,
og de deltagende biblioteker skulle i hvert fald for en del af materialets
vedkommende opgive deres individuelle ejendomsret. Det ville sikkert også være
hensigtsmæssigt om en sådan fællesbogsamling opbevarede f.eks. de store mængder
af officielle tryksager, som i kraft af udvekslingsaftalerne tilflyder Danmark,
og hvoraf en stor del på forhånd kan siges at ville blive meget lidt benyttet.
Der er noget vist uhensigtsmæssigt i, at landet modtager store mængder af dette
materiale, fordeler det til forskellige biblioteker, som muligvis katalogiserer
og indbinder det, for så uden tvivl før eller senere på grund af pladsmangel at
sende det til depotbiblioteket. Hvorfor ikke lige så godt anbringe det direkte i
depotblioteket og gøre dette til et særligt "Document Library", hvorfra de
enkelte blioteker kan låne, når det er nødvendigt.
Om disse planer vil blive realiserede ved jeg ikke, det må være passende
82
her at citere den uforlignelige dansker Robert Storm Petersens aforisme om at
"det er meget svært at spå - især om fremtiden"! En indbindingscentral, som jeg
nævnede før, ligger måske mere lige om hjørnet. De danske folkebiblioteker har
jo i en årrække haft en fortrinlig ordning med hensyn til fællesindbinding, en
ordning der har sparet folkebibliotekerne for meget store beløb, hvilket bl.a.
kan ses deraf at medens de priser for indbinding folkebibliotekerne har betalt i
de senere år har været faldende, har de for andre biblioteker været endog meget
stærkt stigende. En rationalisering af indbindingsprocessen er naturligvis
lettest at gennemføre, når man, som tilfældet er for folkebibliotekerne, skal
have 50-100 eller endnu flere eksemplarer af den samme bog indbundet, men
alligevel vil jeg mene, at tidsskrifter, serieværker o.l. efterhånden er så
standardiserede i format etc., at man sagtens kunne tilrettelægge en rationel
masseindbinding, hvis alle de videnskabelige og faglige biblioteker sluttede sig
sammen om dette formål. Folkebibliotekernes indbindingscentral, der ejes af en
privat bogbinder, men drives i nær kontakt med og under kontrol af Dansk
bibliografisk Kontor, flytter om kort tid til nye og større lokaler, og det er
tænkeligt, at der ved denne lejlighed vil åbne sig mulighed for at få indrettet
en særlig afdeling, der kan tage sig af forskningsbibliotekernes materiale.
En af Rigsbibliotekarembedets fornemste opgaver er som nævnt at fremme samvirket
mellem videnskabelige biblioteker; også meget vigtigt er det imidlertid efter
min mening, at embedet bliver en formidler af det organisatoriske samarbejde
mellem forskningsbiblioteker og folkebiblioteker. I klar erkendelse af, at disse
to bibliotekstyper har hver sine tydeligt definerede opgaver men også mange
fælles interesser, har vi i de senere år intensiveret samarbejdet på forskellige
måder. Jeg nævnede før fællesorganet "Biblioteksårbogen", men mere
betydningsfuldt er det samarbejde der blev indledet i 1954, da det hidtidige
Folkebibliotekernes bibliografiske Kontor blev omdannet til en fællesinstitution
under navnet Dansk bibliografisk Kontor. Det vil forhåbentlig, foruden at være
et biblioteksforlag, inden alt for mange år blive en virkelig centralinstitution
for al bibliografisk virksomhed og virke som igangsætter og koordinator af de
mange bibliografiske arbejder, der før i tiden blev iværksat, uden at man havde
mulighed for at vide, hvad der var i gang eller planlagt i andre biblioteker
eller af private.
Det sidste og meget glædelige resultat af det forstærkede samarbejde mellem
folkebiblioteker og videnskabelige biblioteker er oprettelsen nu i år af
Danmarks Biblioteksskole.
Spørgsmålet om en rationel uddannelse af forskningsbibliotekernes personale har
i Danmark været drøftet i snart et halvt hundrede år, og i 1950 tog Svend Dahl
initiativet til etablering af en kursusordning. I årene derefter har
Rigsbibliotekarembedet i samarbejde med Sammenslutningen af videnskabelige og
faglige Biblioteker og Bibliotekarforeningen arrangeret en
83
række velbesøgte kurser, der har været forløbere for den ordning, som vi nu med
oprettelsen af Danmarks Biblioteksskole har fået gennemført. Som bekendt har de
danske folkebiblioteker siden 1918 haft en biblioteksskole, men en reform af
folkebibliotekaruddannelsen har været forberedt i flere år. Da dette
reformforslag i 1955 kom til behandling i Biblioteksrådet (et i henhold til
loven om folkebiblioteker oprettet rådgivende organ for alle
folkebiblioteksspørgsmål; de videnskabelige biblioteker er i rådet repræsenteret
af rigsbibliotekaren og overbibliotekaren for Statsbiblioteket i Århus), blev
det fra de videnskabelige bibliotekers side foreslået, at man ikke nøjedes med
en ændring af folkebibliotekaruddannelsen, men tog skridtet til oprettelse af en
for alle bibliotekstyper fælles højere læreanstalt. Et af Rigsbibliotekarembedet
og Statens Bibliotekstilsyn i forening udarbejdet forslag til en lov om en sådan
læreanstalt blev forelagt undervisningsministeriet og i næsten uændret form i
1956 forelagt Folketinget. I maj 1956 kunne loven om Danmarks Biblioteksskole
stadfæstes, og kort tid efter forelå udnævnelsen af den første rektor,
hidtilværende overbibliotekar ved centralbiblioteket i Vejle, Preben Kirkegaard.
I januar 1957 foretoges den højtidelige indvielse af skolen, der er organiseret
som en højere læreanstalt på linie med f.eks. Farmaceutisk læreanstalt og
Danmarks Lærerhøjskole. Den sorterer direkte under undervisningsministeriet, og
ledelsen er lagt i hænderne på en rektor og et skoleråd bestående af en
repræsentant for ministeriet, biblioteksdirektøren og rigsbibliotekaren.
Reglement og undervisningsplan for skolen udstedtes 4. januar 1957, og efter
dette er skolen delt i to sektioner, en for folkebibliotekarer og en for de
videnskabelige og faglige bibliotekers personale, og denne sidste er igen delt i
en "bibliotekarlinie" og en "assistentlinie", for hvilke undervisningstiden
foreløbig er fastsat til henholdsvis ca. 300 og ca. 200 timer.
Jeg er ikke i tvivl om, at den nye biblioteksskole betyder en milepæl i dansk
bibliotekshistorie og et vendepunkt i arbejdet for at skabe en også i
biblioteksfaglig henseende veluddannet bibliotekarstand ved
forskningsbibliotekerne.
Og lad mig til slut inden jeg forlader Rigsbibliotekarembedet og dets mange
problemer nævne det glædelige, at embedets funktion som fællesorgan for alle
forskningsbiblioteker er blevet understreget yderligere ved, at der på dette års
finanslov er optaget en bevilling til disposition ved løsning af fællesopgaver
for de videnskabelige og faglige biblioteker. Bevillingen er langtfra på det
beløb hvorom der er ansøgt, men alligevel er det en begyndelse, der måske med
tiden kan blive til noget i retning af den store dispositionsfond på et par
hundrede tusinde kroner som de danske Folkebiblioteker disponerer over til
løsning af fællesopgaver.
Hvis De af det foregående skulle have fået et alt for lyst indtryk af forholdene
i Danmark, må jeg med det samme tilføje, at selv om vi har kun-
84
net gennemføre en del forbedringer, og selv om en del planer er lykkedes for os,
så er der dog en del områder, hvor vi ikke har haft vinden på ryggen. Det gælder
således for vistnok alle forskningsbiblioteker, at deres i høj grad berettigede
ønsker om forhøjelser af indkøbsbevillingerne ikke vinder gehør, og selv om
bevillingerne er steget betydeligt i de senere år, så er der dog langt igen til
vi kan siges at være på højde med f.eks. Sverige. Vi må give universitetslærerne
og andre benyttere ret, når de klager over mangler i bogbestanden, og vi gør
hvad vi kan for at overbevise de bevilgende myndigheder om, at forskningens
ekspansion og differentiering, den voksende bogproduktion i næsten alle lande og
de stadigt stigende priser medfører, at det er store summer der må ydes til
bibliotekerne. Som et glædeligt lyspunkt har man dog i denne forbindelse kunnet
notere, at flere biblioteker har modtaget betydelige gaver; nævnes kan således
den store tilvækst Det kgl. Biblioteks orientalske afdeling har modtaget i de
senere år. Takket være etnografen prins Peter af Grækenland og til Danmark er
bibliotekets centralasiatiske samling nu en af de bedste i Europa, og den store
tilvækst har givet stødet til, at man er gået i gang med at udarbejde manuskript
til en stor engelsksproget katalog over alle orientalske håndskrifter; første
bind af katalogen vil kunne foreligge trykt i løbet af et års tid.
Både Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket har fået testamenteret
kapitaler, hvis renter kan anvendes til bogkøb; for prosektor Jurisch' legat kan
Det kgl. Bibliotek således hvert år indkøbe for ca. 18 000 kr. manuskripter,
inkunabler og andre sjældenheder som biblioteket ellers ikke ville have mulighed
for at erhverve.
Heller ikke på bygningsspørgsmålets område kan vi notere store fremgange. Ganske
vist har Statsbiblioteket i Århus, som nævnt, gode chancer for at få sin
nybygning i universitetsparken gennemført i løbet af de kommende år, men
foreløbig er der dog kun givet bevillinger til de tre nederste etager af
bogtårnet. Det kgl. Bibliotek har fuldt udarbejdede planer til en gennemgribende
ombygning der vil koste ca. 10 millioner kr., men der er dog desværre ingen
tvivl om, at vi endnu et stykke tid må klare os i de nuværende lokaliteter. Det
er vist ret sjældent, at et lands nationalbibliotek må rummes i nøjagtig den
samme bygning som det fik for et halvt århundrede siden, men sådan er det i
København. Bygningen, der netop i disse dage kan fejre sit 50-års jubilæum, er
nu så overfyldt, at det praktisk talt er umuligt at skaffe plads til bøger,
publikum og personale. Mange andre biblioteker er i samme situation.
At det er næsten uoverkommeligt at yde en tilstrækkelig bibliotekstjeneste under
sådanne dårlige lokaleforhold siger sig selv, men det gælder for Det kgl.
Bibliotek som for alle andre forskningsbiblioteker, at de selv under dårlige
betingelser søger at udføre de mangeartede pligter de har. Der er jo heldigvis
også i Danmark en god tradition for at bibliotekerne skal yde
85
publikum den bedst mulige service, og jeg tror vi er nået et godt stykke i den
retning. Der er arrangeret det vi kalder mellemlån mellem bibliotekerne, vi har
udstrakt bogbilservice, mange biblioteker har taget publikumsvejledning op som
en særlig opgave ved at arrangere kurser for studerende o.s.v.
Et led i bestræbelserne for at forbedre og udbygge forholdet til publikum, også
den del af det som ikke benytter bibliotekerne som egentlig arbejdsplads, er de
mange udstillinger som f.eks. Det kgl. Bibliotek arrangerer året rundt. Og
udgivelsen af bibliotekets nye årsskrift Fund og Forskning skulle også gerne
medvirke til at gøre biblioteket mere kendt i den brede offentlighed, samtidig
med at det stimulerer og opmuntrer bibliotekets egne medarbejdere til at fordybe
sig i de skatte, de er omgivet af til hverdag. Også den egentlige
litteraturtjeneste er mange steder blevet intensiveret, og det er navnlig
specialbiblioteker som Landbohøjskolens bibliotek, Danmarks tekniske Bibliotek,
Statens pædagogiske Studiesamling o.a., der har kunnet sætte ind på dette meget
centrale område i moderne biblioteksvæsen.
Det er dyrt at drive biblioteker i vore dage, og det er naturligvis
bibliotekernes pligt ikke bare at bede om flere og flere penge, men også at
sørge for at bibliotekerne set som et led i den offentlige forvaltning, bliver
administreret på en så rationel og effektiv måde som mulig. De interne
biblioteksprocesser, accession, katalogisering, indbinding o.s.v. må forenkles
så meget som gørligt, og selv om jeg har al mulig sympati for de ofte meget
prisværdige traditioner, som hvert enkelt bibliotek værner om, så må man se
realiteterne i øjnene og søge at nå frem til de mest enkle og billigste
fremgangsmåder. Det kgl. Bibliotek har, for at tage et eksempel, indført en
række ændringer i så henseende. Man har i den udenlandske afdeling anlagt det
der kaldes "Nyere samling" omfattende alle bøger nyere end 1949. Denne samling
får egne alfabetiske og systematiske kataloger anlagt efter så moderne og
rationelle synspunkter, som vi har ment det forsvarligt, og alle de tekniske
processer lige fra bogen bestilles til den er på plads i magasinet er forsøgt
gjort så strømliniede som det nu er muligt i et kontor, der oprindelig var
beregnet til 20 personer og nu befolkes af 50!
Et led i rationaliseringsbestræbelserne er også de udformede planer om at
opbygge et mere hierarkisk system i selve administrationen af biblioteket end vi
nu har, idet vi efter svensk og norsk mønster har foreslået oprettet en række
førstebibliotekarstillinger, hvis indehavere skulle være ledere af de
forskellige afdelinger og have en større kompetence og et større ansvar end
tilfældet er i øjeblikket.
Et problemkompleks, der er drøftet atter og atter og som er aktuelt næsten alle
vegne, nemlig forholdet mellem hovedbibliotekerne og institutbibliotekerne, vil
jeg kun lige berøre. Medens forholdet ved mange biblio-
86
teker i Danmark er løst på en forholdsvis tilfredsstillende måde, så er
tilfældet det, at der aldrig har været organiseret noget formelt - men nok reelt
- samarbejde mellem Det kgl. Bibliotek og universitetets forskellige
humanistiske laboratorie- og institutbiblioteker. Efterhånden som der ved
universitetet er etableret flere institutter, der mere tjener forskningen end
undervisningen, er spørgsmålet blevet aktualiseret. Der er vel ikke megen tvivl
om, at det vi kalder laboratoriebiblioteker d.v.s. bogsamlinger til brug for de
studerende i deres almindelige arbejde, bør holdes på et niveau der svarer til
udvidede håndbogsamlinger, men noget andet gør sig gældende for de
videnskabelige institutters biblioteker. På dette område må samarbejdet med
hovedbiblioteket anlægges på en særlig måde. En vis decentralisering må vel
finde sted, men efter en fast udarbejdet plan, så man undgår overlapning og
lakuner. Efter at Københavns universitet selv har rejst sagen vil der inden
længe blive indledt nærmere forhandlinger om en reguleret ordning og om et
snævert samarbejde, også forsåvidt angår det rent bibliotekstekniske.
De vil sikkert forstå, at selv om meget er nået i dansk biblioteksvæsen, så står
mange spørgsmål tilbage at løse, og det er vel kun naturligt. Mange af dem vil
kun kunne løses ved samarbejde, og jeg vil gerne understrege, hvor interesserede
vi er i ethvert frugtbart samarbejde såvel inden for vor egen kreds som med
andre bibliotekstyper, med vore nabolande og med hele den urolige verden, der
ligger uden for den nordiske kreds.
En af forudsætningerne for et godt samarbejde er et solidt kendskab til
hinanden, og mange danske bibliotekarer har i tidens løb og vel ikke mindst i
den sidste menneskealder haft stor glæde og udbytte af besøg i Sverige. (Det er
gået dem bedre end det gik historikeren og bogsamleren Jacob Langebek, der i
1754 besøgte Uppsala og i sin dagbog skrev "Om Eftermiddagen førte Professor
Ihre mig op at se Academiets Bibliothek, hvor jeg i Bibliothecariernes
Fraværelse intet profiterede, da de havde taget Nøglerne med sig til
Manuscripterne"!) Som et kuriosum kunne jeg også have lyst til at nævne at
danske bibliotekarer for snart halvandet hundrede år siden - i 1812 - blev sendt
til Sverige ikke så meget for at studere biblioteksvæsen som for at indsamle
militære oplysninger! Både den elskelige Rasmus Nyerup og den lærde Rasmus Rask
har været her i Sverige, udsendt af den danske generalstab som spioner -
officielt dog for at studere islandske håndskrifter - og også Chr. Molbech kom
her til for at drive spionage og vendte iøvrigt hjem som en svoren ven af
landet. Nogen gevinst for den danske generalstab har disse sendelser næppe
været, og det er i det hele taget sikkert ikke nogen god idé at anvende
bibliotekarer i efterretningstjenesten.
Den biblioteksmæssige efterretningstjeneste kan man derimod kun være en varm
tilhænger af, og værdien af det nære og venskabelige samkvem
87
mellem nordiske bibliotekarer kan ikke vurderes højt nok. Lad mig til slut have
lov at citere den kendte svenske videnskabsmand Daniel Tilas, der i 1758 i et
brev til en dansk ven udtrykte sin glæde over, at så mange unge svenske og
danske besøgte hinanden, og sluttede sit brev således: "Och Gud låte sådan
förtrolig omgång så blifva beständig emellan os til aldrasenaste verldenes
tider".
Summary
DANISH RESEARCH LIBRARIES AND SOME OF THEIR
CURRENT PROBLEMS
In 1948, Svend Dahl, chief of the Royal Library in Copenhagen, delivered a
lecture on Danish research libraries to the Swedish Librarians' Association
(Svenska Bibliotekariesamfundel). In the present paper, his successor gives some
aspects of their development since then, as well as, among other things,
information concerning Denmark's third-largest, library, the Public Library
(Statsbiblioteket) in Århus, which is the head library of the country's public
libraries as well as being the library of Århus University.
Since 1948, several reforms of importance for research libraries have been put
through, and the Rigsbibliotekarembede, founded in 1943, has become a central
organ for the research libraries to a greater degree and a mediator for
cooperation with the public libraries. A special law of 1956 established a
common library school for
all types of libraries in Denmark, so that the very important problem of the
education of the staff of the research libraries has been consolidated.
At the present time, work is being done on carrying through the 1927 plan for
specialization of the Copenhagen libraries and for intensifying cooperation
between. the libraries by means of a common purchasing central, bindery and
depot library. The problem of the relationship of libraries, especially the
Royal Library, to the university departmental libraries is also of current
intrest. The necessity of rationalization of the work within the libraries and
the steps which have already been taken in this direction are also mentioned. In
addition, a series of problems of current importance for Danish research
libraries is touched, and it is stressed that, in the case of nearly all Danish
research libraries, it has been impossible to obtain grants that provide for the
increasing demands for purchasing books, so that the country is not provided
with foreign literature to a satisfactory degree. It is also to be deplored that
a number of libraries, for example the Public Library in Århus [not mentioned in
the text], provide unusually bad locale conditions, and it will be necessary to
realize a series of building work in the years to come.
Finally, the need for the further intensification and extension of cooperation
between libraries, both on a national and international basis, is stressed.