Kapitel 1
Gratis ydelser og betalinger i danske biblioteker i fortid og nutid
[Teksten er let revideret af forf.].
9
1.1 De tidlige biblioteker
De gratis biblioteksydelser kan afgrænses på følgende måder:
Hvilke bibliotekstyper relaterer de sig til, hvilke benyttergrupper har adgang
til dem, og hvilke typer af biblioteksservice er der tale om, herunder hvilke
materialetyper er omfattet af den gratis ydelse.
I de ældste biblioteker, knyttet til kirker og klostre, var benyttelsen
forbeholdt de ansatte ved institutionerne, og den biblioteksydelse, der var tale
om, var adgangen til at læse eller afskrive bøgerne på dertil indrettede
læsesale eller i studieceller. Benyttelsen var et led i præsters og munkes
arbejde og naturligvis gratis for disse. Stiftsbibliotekerne er fra slutningen
af 1700-tallet, og hertil var der i 1800-tallet i nogle stifter adgang for
offentligheden. I visse tilfælde blev stiftsbibliotekerne delvist finansieret af
en årlig pligtig ydelse fra stiftets præster, altså en slags brugerkontingent.
Med stiftelsen af Universitetsbiblioteket (1482) og senere Det kgl. Bibliotek
(ca. 1660) skete der en udvidelse af brugerkredsen til i praksis at omfatte
lærere og senere hen studerende ved Universitetet samt enkelte andre personer. 1
1793 erklæredes Det kgl. Bibliotek officielt at være åbent og offentligt og en
række af de praktiske begrænsninger i brugen ophæves eller lempes.
Benytterne må stille kaution for at få lov til at benytte biblioteket, således
at Universitetet f.eks. må være garant for at studenterne leverer det lånte
tilbage i uskadt stand. Denne kautionsord-
10
ning var i kraft helt op i 1960'erne og praktiseres stadig ved både folke- og
forskningsbiblioteker over for f.eks. udenlandske lånere, der midlertidigt
opholder sig her i landet.
I forskningsbibliotekerne omfatter biblioteksydelsen anvendelse af bøger på
læsesale, samt hjemlån af værker, der ikke er uerstattelige. Det drejer sig om
faglitteratur og efterhånden som tidsskrifter bliver en vigtig del af denne, da
også denne materialetype, men oftest kun til brug på stedet.
Lejebibliotekerne.
De første folkelige biblioteker, lejebibliotekerne, dukker op i 1700-tallet og
her bliver der tale om at yde betaling pr. lånt bog evt. kombineret med en form
for kontingent.
Lejebibliotekernes bestand af bøger var selvfølgelig bestemt af efterspørgslen,
hvorfor den omfattede både skønlitteratur og faglitteratur. Sortimentet var
bredt sammensat og omfattede også dårlig litteratur. Datidens lejebiblioteker
har opfyldt tilsvarende behov som i nutiden dækkes med litteratur og video'er af
kiosker og benzinstationer.
Der blev i samtiden skrevet en del om lejebibliotekernes dårligdom, men det må
her erindres, at skribenterne næsten udelukkende repræsenterede den officielle
moral, der havde mange vogtere med løftede pegefingre.
De største lejebiblioteker havde lang åbningstid og op til 5-600 kunder om dagen
og nogle af kunderne tog i hvert fald ikke særlig skade: f.eks. Steffens,
Oehlenschlæger og Aarestrup. Principielt kunne alle leje og hjemlånet var den
primære ydelse.
11
Der skulle stilles et depositum svarende til bogens værdi og i visse
lejebiblioteker kunne man stille bøger som depositum og da svarende til den
dobbelte værdi af det lånte.
Bortkomne bøger skulle selvsagt erstattes, og der skulle betales bøder for for
sen aflevering og ofte højere bøder for nye bøger, idet efterspørgslen efter
disse var størst.
Meget uefterrettelige lånere, der ikke leverede tilbage, blev hængt ud enten ved
opslag i biblioteket eller i annoncer i aviserne!
Suhms bibliotek.
I perioden 1778-96 åbnede historikeren P.F. Suhm sit private bibliotek for
offentligheden, og hermed blev ca. 100.000 bind, der omfattede både
faglitteratur og skønlitteratur stillet gratis til rådighed for offentligheden.
Bøgerne kunne benyttes på stedet, eller de kunne hjemlånes og Suhm knyttede
endog kyndige personer til virksomheden som bibliotekarer, heriblandt den senere
universitetsbibliotekar og professor i litteraturhistorie, Rasmus Nyerup.
Også Suhm's bibliotek havde problemer med at få bøgerne tilbage, og man måtte i
særlige tilfælde ty til samme fremgangsmåde som lejebibliotekerne, udhængning,
for at få bøgerne hjem igen.
1.2 Folkebibliotekernes udvikling
Fra slutningen af 1700-tallet kendes de første egentlige forgængere for
folkebibliotekerne, foreningsbibliotekerne i byerne og almuebogsamlingerne på
landet. Disse ejedes af foreninger og finansieringen skete ved
medlemskontingenter, der ofte var differentieret efter medlemmernes økonomiske
formåen, således at f.eks. gårdejere betalte dobbelt så højt kontingent som
husmænd. 1 1885 oprettes de 6 første københavnske folkebiblioteker. Begrundelsen
var
12
social, idet der var tale om en foranstaltning til gavn for arbejderklassen, men
på trods heraf var der knyttet et, omend beskedent, kontingent til retten til at
låne læsestof. Medlemskontingent blev afskaffet i Københavns kommune i 1913.
Etablering af folkebiblioteker med gratis ydelser spillede en meget væsentlig
rolle for folkebiblioteksbevægelsens pionerer. Inspirationen kom fra England og
især USA. Valfrid Palmgren skrev i sin betænkning fra 1911: "Hvis man mener, at
det er statens og kommunernes sag at sørge for, at ethvert barn i landet får en
gratis skolegang, så må man tydeligvis også tage konsekvenserne deraf og komme
til den slutning, at det også er statens og kommunernes sag at give sine
medborgere mulighed for gratis erhvervelse af den litteratur, der først bliver
frugtbringende for individet og for samfundet, når den bliver benyttet. Derimod
må alle, der ikke billiger den gratis skolegang af de samme grunde misbillige
den gratis benyttelse af de offentlige biblioteker" ("Den sorte krone", s. 2).
Også A.S. Steenberg, der var påvirket af folkebibliotekerne i USA, var
begejstret for den gratis adgang til bibliotekernes samlinger, og han håbede, at
kommunal overtagelse af bibliotekerne med tiden ville gøre udlånet gratis. H.O.
Lange, der bl.a. virkede for etablering af centralbibliotekerne, siger i sin
store bibliotekstale fra 1909: "Jeg er vis paa, at naar en Bys offentlige
Bibliotek tilbyder alle Byens Borgere Adgang til Litteraturens Goder gratis og
naar det tilbyder en teknisk skolet og upartisk Bestyrelse af de Bøger, der
bliver det betroet, da vil mange Foreninger, der har Kvaler og Udgifter af at
holde Bibliotek, overgive dette til det offentlige Bibliotek". (H.O. Lange, s.
16).
Med oprettelsen af de første centralbiblioteker i Holbæk og Vejle (1914) dukker
en ny side ved gratisydelserne op, idet centralbibliotekerne, for at kunne
anerkendes som sådanne, skulle udlåne faglitteratur gratis og portofrit direkte
eller gennem sognebibliotekerne til de lokale lånere.
13
Herved oprettes en folkebiblioteksorganisation, hvor retten til at låne gratis
udstrækkes til alle inden for det pågældende centralbiblioteksområde. Men der er
forskel på behandlingen af skønlitteratur og faglitteratur, en forskel der
holder sig i mange år i folkebibliotekernes udvikling: faglitteraturen er det
vigtigste for den bliver man dygtigere af, skønlitteraturen derimod er bare til
fornøjelse, så den kan godt være mindre tilgængelig.
I årene op til den første bibliotekslov i 1920 blev der ydet statstilskud til
lokale biblioteker via finansloven, og der indførtes allerede i 1918/19 en regel
om, at biblioteker med gratis udlån fik det statslige tilskud forhøjet med 1/8.
1920-loven.
Lov om statsunderstøttede Biblioteker af 1920 blev til efter et udvalgsarbejde,
hvor et 15-mands udvalg med bibliotekssagens pionerer samt folketingsmænd og
embedsmænd stillede et lovforslag, der gik glat igennem den politiske
behandlingsproces.
Om den gratis ydelse hedder det i loven:
" ... Adgang til Hjemlaan gratis eller mod en lav Betaling, til alle Beboere
over 14 Aar
......Adgangen til Læsestuen, forsaavidt en Saadan findes,......gratis for
alle".
Ved lov-revisionerne i 1930'erne ændres teksten til:
"Adgang til Hjemlaan fra Biblioteket skal vederlagsfrit eller mod et mindre
aarligt Vederlag gives alle Beboere inden for dets Virkeomraade"
Denne bestemmelse opretholdes i de senere revisioner af loven og først med
vedtagelsen af 1950-loven om folkebiblioteker forsvinder "eller mod et mindre
aarligt Vederlag" ud af lovteksten.
14
Der var således i alle disse år adgang til for folkebibliotekerne at opkræve
kontingent og alligevel modtage statstilskud, og mange danskere vil kunne huske
de år, hvor udstedelse af et lånerkort kostede f.eks. 1 krone.
Gratisydelsen efter 1920-loven kunne således omfatte andet og mere end hjemlån.
Der blev givet yderligere 1/8 i tilskud, hvis en gratis læsesal oprettedes og i
byerne skulle det være med bibliotekarisk betjening, på landet blot med
vejledning i benyttelsen. Også til biblioteker, der udvidede deres virksomhed
til at omfatte oplandet, var der yderligere 1/8 i tilskud fra staten.
Der blev på denne måde indlagt et væsentligt incitament for
kommunerne/foreningerne til at indføre gratisydelser og vel at mærke af
forbedret kvalitet.
Som omtalt foran gik den politiske behandling af 1920-loven glat. Der var ikke
under Rigsdagens behandling nogen betænkelighed omkring den måde de gratis
ydelser blev tilrettelagt. Der var politisk enighed om det gavnlige i
bibliotekssagen: "at udbrede Oplysning og Kundskaber i saa vide Kredse af
Befolkningen som muligt, at lette adgangen til Læsning og Studium og at øge
Interessen for en saadan Udnyttelse af Tiden, hvilket alt sammen ganske
naturligt navnlig gælder Ungdommen" (Oberst Parkov, MF,kons.)
Hovedproblemet for politikerne var at finde mere faste organisationsformer for
en stærkt voksende folkelig bevægelse.
En af ordførerne, Sundbo (Soc.dem.), havde dog betænkeligheder vedr. børne- og
skolebibliotekernes manglende tilbud, men blev beroliget af
undervisningsministeren med at dette problem kunne man se på i forbindelse med
"den nye Ordning af hele Skolespørgsmaalet". Først da der fra 1931 blev givet
statstilskud til børnebiblioteksvirksomhed kom der dog rigtig gang i oprettelsen
af børnebiblioteker. Folkebibliotekernes reglementer kunne helt op til
15
1964-loven indeholde en passus om at "alle beboere over 13 år i (virkeområdet)
har ret til gratis hjemlån af bøger".
Statsbiblioteket i Århus var blevet oprettet i 1902, og dermed var der
yderligere et stort forskningsbibliotek, der stillede sine samlinger af
faglitteratur gratis til rådighed for hele befolkningen.
Mellem 1920 og 1964.
Ved revisionerne af biblioteksloven i 1923, 1931 og 1936 beholdt man
formuleringerne om gratisydelserne uændret, men i 1931-loven hedder det om
folkebibliotekernes formål:
"Til Biblioteker, hvis Formaal er at virke for almindelig Udbredelse af
Kundskaber og oplysning gennem faglig, skønlitterær og anden almendannende
Litteratur, ydes der Statstilskud..."
Hermed havde skønlitteraturen fået borgerret i biblioteksloven, men den totale
ligestilling i bibliotekernes praksis lod vente længe på sig.
I lov om folkebiblioteker af 1950, hedder det: "Adgang til Hjemlån fra
Biblioteket skal vederlagsfrit gives alle Beboere inden for dets Virkeområde"
Loven indførte tillige "en gratis tilgængelig Læsestue (Læsesal) med
Håndbibliotek" i købstæder samt ved større biblioteker på landet. Loven
afspejlede i høj grad de faktiske forhold på daværende tidspunkt.
1964-loven.
1964-loven blev den sidste bibliotekslov, som blev vedtaget af et bredt flertal
i Folketinget. Konservative og Uafhængige stemte
16
imod, men for de første var det relationerne til skolebibliotekerne, der gjorde
udslaget, ikke lovens indhold vedr. de gratis ydelser.
Forhandlingerne i forbindelse med lovens vedtagelse i Folketinget viste
imidlertid nye sider af en biblioteksdebat.
Der indgik nu overvejelser vedr. rationalisering af folkebibliotekernes arbejde,
og det blev drøftet indgående, hvor langt obligatorierne og dermed
gratisydelserne skulle strækkes.
Lovens formålsparagraf blev udvidet, idet der åbnedes mulighed for udlån af
film, grammofonplader m.v., men der var flere folketingsordførere, der var
usikre over for de audiovisuelle materialers placering, bl.a. på grund af
fjernsynets stærke fremtrængen. Der blev givet klare udtryk for, at på trods af
fremkomsten af de audiovisuelle materialer
var det trods alt bøgerne, der var det vigtigste.
Der var bekymring om evt. misbrug, idet "enhver lille danseklub og ethvert
privat selskab fra biblioteket kan rekvireere musikplader eller andet
underholdningsmateriale til en glad aften".
Og der var frygt for den levende kunst og biografernes eksistensvilkår med
introduktionen af de audiovisuelle materialer i folkebibliotekerne.
Kulturministeren, Jul. Bomholt, kunne dog oplyse, at der ikke hidtil havde været
tale om et sådant misbrug: "Man har ikke udlånt Elvis Presley's "Return to
sender" o.lign., mennaturligvis plader af kvalitet til personlig berigelse og
uddannelse." Der fik han den, den gode Elvis!
I udvalgsbetænkningen om lovforslaget fik de audiovisuelle materialer disse
begrænsninger pålagt: "Ministeren har tilkendegivet, at anskaffelsen af
grammofonplader må begrænses til biblioteker med
17
en vis udbygning af bogbestanden, samt at udlån af apparatur (filmsapparater,
båndoptagere o.lign.) kun kan ske til foreninger og dermed ligestillede".
Det blev også markeret, at nogle følte, at udlån af plader, selv om der alene
var tale om plader af "høj kunstnerisk standard", var et grænseområde for
folkebibliotekerne.
Det var tydeligt, at man havde nået en grænse for, hvad den folkelige opfattelse
og det politiske flertal anså for at være "naturlige" og gratis
biblioteksydelser.
1964-loven med dens tilhørende bekendtgørelser og vejledninger fra
Bibliotekstilsynet betegner en yderligere udvidelse af gratisydelserne, også ud
over av-materialernes inddragelse.
Loven omfatter "enhver med bopæl i Danmark" d.v.s. man instituerer "den frie
låneret", at enhver kan låne på ethvert bibliotek i landet, uanset om man er
borger i den pågældende kommune eller i amtet.
Endvidere forpligtes enhver kommune til at opretholde folkebibliotek for både
børn og voksne.
I et forslag til standardreglement fra 1964 hedder det: "Reservering,
fremskaffelse af bøger eller oplysninger og bistand i øvrigt i forbindelse med
brug af biblioteket er normal biblioteksservice, der ydes uden udgifter for
benytterne". Også her er der tale om en udvidelse af gratisydelserne. Denne
viste sig dog senere ikke at være holdbar.
1964-loven var i kraft indtil den nugældende folkebibliotekslove af 1983 blev
vedtaget, men i den mellemliggende periode blev der gjort flere forsøg på at
ændre på forholdene og at fortsætte udvidelsen af gratisydelserne.
18
Ændringsforsøg, der strandede.
Allerede i 1971 kom det næste udspil om en ny lov om folkebiblioteker med
følgende formålsparagraf:
"§ 1. Folkebibliotekerne skal fremme oplysning, uddannelse og kulturel
aktivivtet.
Stk. 2. Folkebibliotekerne stiller bøger, audiovisuelle samlinger og andet egnet
materiale til rådighed.
Stk. 3. Folkebibliotekerne virker som informationscentraler.
Stk. 4. Folkebibliotekerne kan foranstalte kulturelle arrangementer og bistå
andre initiativtagere til sådan virksomhed.
Stk. 5. Folkebibliotekerne står vederlagsfrit til rådighed for enhver der har
bopæl i Danmark."
Gennemførelsen af dette lovforslag ville have betydet en meget stærk udvidelse
af gratisydelserne, idet der udtrykkelig nævnes audiovisuelle samlinger,
virksomheden som informationscentral og muligheden for afholdelse af kulturelle
arrangementer, samt at det her er "folkebibliotekerne", der står vederlagsfrit
til rådighed og ikke "bøger og andet egnet materiale".
Der var ikke politisk opbakning bag forslaget. I stedet fik vi i 1974 debatten
om indførelse af en lånerafgift pr. hjemlånt bog, hvad der heller ikke var
politisk flertal for og i 1976 nedsattes Bibliotekskommissionen, der
færdiggjorde sin betænkning i 1979, uden at der blev lov ud af de tanker, der
her var nedfældet.
Flertal og mindretal i Bibliotekskommissionen var nogenlunde enige om
formuleringerne vedr. de gratis ydelser, der skulle omfatte "bøger og andet
egnet materiale" både til hjemlån og til brug på stedet, musikbærende materialer
skulle være obligatoriske og gratis, tilsvarende med informationsvirksomheden og
grundfunktionen for fritidsundervisningen.
19
Det største problem set i relation til "gratisprincippet" var edb-søgningen.
Efter mange principielle og praktiske overvejelser nåede man frem til følgende
formulering, som alle tiltrådte:
"Ved visse edb-søgninger efter en benytters specielle ønske kan det dog være
nødvendigt at lade benytteren refundere en afgift, som pålægges biblioteket
udefra".
Meningen var, at hvis en bruger krævede en edb?søgning eller hvis der var tale
om regelmæssige søgninger over en bestemt profil (SDI) skulle en brugerbetaling
kunne komme på tale, men dog kun til at refundere de afgifter biblioteket selv
blev pålagt udefra. Et bibliotek måtte altså ikke kunne tjene penge på at udføre
edb-søgninger, f.eks. for erhvervslivet.
Der blev ikke lov ud af kommissionens forslag, men det var ikke på grund af
udvidelsen af gratisydelserne, men på grund af modstanden, især i
forskningsbibliotekerne mod den foreslåede fælles styrelse af alle biblioteker.
Den gældende folkebibliotekslov.
Den nugældende bibliotekslov er fra 1983. Den blev vedtaget med 90 stemmer for,
den borgerlige regerings partier og de radikale og med 86 stemmer imod.
Lovens indhold er præget af de økonomiske forhold på vedtagelsestidspunktet, og
der vedtages en ny folkebibliotekslov, uden at der sker en udvidelse vedr.
formål og gratisydelser. Der er tale om fastholdelse med meget små justeringer i
forhold til tidligere.
Debatten i Folketinget vedrørte de overordnede forhold: indførelsen af
bloktilskud i stedet for de hidtidige særlige statstilskud, den
20
kommunale bestemmelsesret over bibliotekerne i relation til lovmæssige
obligatorier, mulige serviceindskrænkninger som følge af kommunale besparelser
o.lign. Opsøgende biblioteksbetjening og musikbiblioteker blev ikke
obligatorier, selv om det var ønsket af mange.
Pligten til at udøve informationsvirksomhed fremgår klart af lovens
formålsparagraf.
§ 1. Folkebibliotekernes formål er at fremme oplysning, uddannelse og kulturel
aktivitet ved at stille bøger og andet egnet materiale vederlagsfrit til
rådighed.
Stk. 2. Folkebibliotekerne skal formidle kommunal og statslig information og
information om samfundsforhold i øvrigt.
Stk. 3. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at stille musikbærende materialer
til rådighed.
Stk. 4. Folkebibliotekerne bør bestræbe sig på at etablere biblioteksbetjening
af de børn og voksne, der er afskåret fra selv at komme på biblioteket. Udgiften
til betjening af statslige, amtslige og andre ikke-kommunale institutioner
afholdes af institutionerne.
Brugerbetaling kommer ind i billedet ved at det fastslås at der kan tages entré
ved bibliotekernes kulturelle arrangementer og ved at der gives udtrykkelig
lovhjemmel til opkrævning af bøder ved for sen aflevering af lånte materialer.
Det var tydeligt, at den folkelige og politiske grænse for bibliotekernes
gratisydelser var nået.
1.3 Sagen om reserveringsafgiften.
Som et led i sine sparebestræbelser bestemte Københavns Kommune, at "der ved
alle reserveringer i bibliotekets egen bogbestand for
21
reserveringsbrevkortet skulle betales den gældende porto for tryksager, fra den
1. januar 1985 at regne."
Dette medførte reaktioner fra tilhængere af "gratisprincippet" og
Bibliotekarforbundet anlagde sag mod Københavns kommune ved Østre Landsret med
påstand om, at en sådan reserveringsafgift var ulovlig.
Sagen blev behandlet i Landretten og senere af Højesteret, og hermed fik vi for
første gang i dansk bibliotekshistorie en autoritativ fortolkning vedr.
"gratisprincippet".
Bibliotekarforbundet tabte sagen, idet det var domstolenes opfattelse, at det er
lovligt at opkræve en reserveringsafgift, som Københavns kommune havde
besluttet, men dommen indeholder en række andre oplysninger af betydning for
retstilstanden på området.
Det kan for det første konstateres, at det foran nævnte forslag til
standardreglement, der omtaler reserveringen som omfattet af gratisydelser, ikke
er holdbart.
Landsretten udtaler, at man lægger til grund som ubestridt, at der ikke består
nogen pligt for sagsøgte (d.v.s. Københavns kommune) til at udsende meddelelse
om reserveret materiales hjemkomst, hvorfor reserveringsafgiften ikke er i
modstrid med folkebibliotekslovens § 1 eller iøvrigt ulovlig.
Det fastslås altså, at det er pligten til for bibliotekerne at gøre noget
bestemt, der er afgørende for om "gratisprincippet" skal være gældende og ikke
om en biblioteksydelse betragtes som "normal".
Det fremgår tillige af sagsfremstillingen, at entré for foredrag eller koncerter
og brug af fotokopieringsmaskine heller ikke er omfattet af gratisydelsen.
22
I sagsfremstillingen vedr. reserveringsafgiftens historie viser sig iøvrigt
samme billede, som omtalt under de almindelige betalinger, at faglitteratur og
skønlitteratur blev behandlet forskelligt.
I Københavns kommunes Biblioteker's reglement fra hedder det: "Bøger af
ikke-skønlitterært Indhold kan forudbestilles..." og i 1916:"...at alle Bøger
udenfor Skønlitteraturen reserveres til Hjemlaan".
Først i 1932 hedder det: "Enhver Bog..."
I Reglementet for Gentofte Bibliotek 1963 siges: "Skønlitteratur kan først
bestilles, når den er indgået i udlånet, og betalingen herfor er 25 øre pr.
bestilling. Faglitteratur reserveres gratis...". Endelig citeres en brochure fra
Odense Centralbibliotek fra 1965: "De kan reservere udlånte bøger, reservering
af romaner koster dog 50 øre pr. bind..."
Det sidste eksempel viser, både at opkrævning af reserveringsafgift faktisk
fandt sted andre steder end i København, og at det skete efter 1964-lovens
vedtagelse.
Eksemplerne viser iøvrigt, hvor lang tid det tager at få biblioteksmaterialerne
ligestillet.
1.4 Gratisprincippets omfang.
Tilbage til "gratisprincippet". Det fastslås af domstolene, at der skal
foreligge en pligt for biblioteket før en ydelse er omfattet af
vederlagsfriheden. Så vidt jeg kan vurdere betyder det, at det er de to
traditionelle biblioteksaktiviteter hjemlån og læsesalsbenyttelse, der skal være
gratis, og at den gratis ydelse omfatter alle typer materialer som biblioteket
lader indgå i sine samlinger til disse to formål, men det betyder også, at
f.eks. edb-baseret service over for erhvervslivet, og opsøgende
biblioteksbetjening
23
ligesom kulturelle arrangementer og fotokopiering ikke skal være gratis for
benytterne, men at det må bero på en kommunal beslutning herom.
Der er således ikke grund til, som i hvert fald én kommune allerede har gjort,
at henlægge edb-service for det lokale erhvervsliv til en anden institution end
folkebiblioteket, fordi man troede at aktiviteten, hvis den fandtes på
folkebiblioteket, skulle være omfattet af "gratisprincippet".
Hvordan forholder det sig med de statslige forskningsbiblioteker? Traditionen
for gratis ydelser er lige så gammel som bibliotekerne selv. Men på specielt
edb-søgninger har der allerede i mange år været taget betaling på flere
forskningsbiblioteker.
Betaling for ydelser må følge de almindelige statslige regler, nemlig at der
skal foreligge en positiv lovmæssig beslutning om betaling, enten via
finansloven og bemærkningerne til denne eller via særlige bestemmelser.
Forskningsbibliotekerne kan udføre edb-søgninger som et led i
konsulenttjenester, der kan iværksættes efter særlige regler om mindre
supplerende virksomhed eller indtægtsdækket virksomhed og som giver mulighed for
genanvendelse af de opnåede indtægter og dermed en øget aktivitet.
Det kan således ikke antages, at det er det enkelte biblioteks ledelse, f.eks.
§10-biblioteksudvalgene ved de højere læreanstalter, der kan bestemme om en
ydelse kan prissættes. Men de kan foreslå det til finansloven.
Kulturministeren har bedt Rigsbibliotekarembedet om at udrede
problemstillingerne vedr. betaling for edb-søgninger i forskningsbibliotekerne,
og dette arbejde pågår i skrivende stund (April 1987).
24
Af det foranstående fremgår, at der findes en række ydelser i biblioteker,
hvortil der er knyttet en direkte brugerbetaling. Af størst økonomisk betydning
er edb-søgninger og fotokopiering, mens entréindtægter, reserveringsafgifter,
bøder og erstatninger for bortkomne eller ødelagte værker spiller en mindre
rolle.
Gallupundersøgelsen i december 1985.
Den folkelige opfattelse af folkebibliotekernes opgaver bekræftes i den senest
gennemførte Gallupundersøgelse (1985), hvor et repræsentativt udsnit af
befolkningen er blevet spurgt om holdningen til sider af biblioteksvirksomheden.
Kun vedr. lån af grammofonplader og bånd er der et flertal, 51%, af de
adspurgte, der mener, at disse skal kunne lånes på biblioteket. Vedr. andre
medier er holdningen negativ. Kun 22% går ind for lån af videobånd (67% imod),
11% går ind for lån af malerier og andre billeder (82% imod). Det noget diffuse
spørgsmål: Synes De, man skal kunne finde alle mulige oplysninger, f.eks. på en
dataterminal, på biblioteket? besvares kun positivt af 32% (56% imod) og endelig
siger 25% ja til at kunne låne dataprogrammer mod 58% nej.
Der er ikke spurgt om betaling i forbindelse med hvert enkelt spørgsmål, men man
må gå ud fra, at svarene er afgivet med henblik på de eksisterende betingelser i
folkebibliotekerne, nemlig at ydelserne skal være gratis. Det kan således ikke
ses, om svarene ville være anderledes hvis betalingsaspektet havde været draget
ind.
Til det generelle spørgsmål om betaling for boglån svarer 60% nej og kun 32% ja,
mens stillingen er omvendt, når der spørges om afgift på lån af andet end bøger.
Der synes altså at herske en meget traditionel biblioteksopfattelse i den danske
befolkning, nemlig at et biblioteks primære ydelser er knyttet til boglige
materialer, evt. suppleret med musikbærende medier.
1.5 Konklusioner
Bibliotekernes gratisydelser er udvidet gennem dette århundrede til og med
vedtagelsen af folkebiblioteksloven af 1964, hvor "den frie låneret" indføres. 1
1950 blev det såkaldte "gratisprincip" gennemført. Med den nugældende
folkebibliotekslov fra 1983 fastholdes disse to væsentlige principper.
"Gratisprincippet" omfatter udlån og læsesalsservice i folkebibliotekerne, fordi
disse er lovpligtige biblioteksydelser, mens andre former for service kan
prissættes, hvis kommunalbestyrelsen beslutter det.
Statslige biblioteker kan indføre brugerbetaling, hvis dette godkendes i
forbindelse med vedtagelsen af finansloven eller ved særlige vedtagelser herom.
Folkebibliotekslovens formålsparagraf må forstås således, at "andre egnede
materialer" (end boglige), som indgår i bibliotekets pligtige virksomhed også
stilles til rådighed.
Hvis der skal tages betaling for særlige medier må disse indgå i en
serviceydelse, der adskiller sig fra lovens obligatorier.
Der synes at være en folkelig og politisk opfattelse vedr. biblioteker og
gratisydelser, der svarer godt til den faktiske tilstand, dog er der senest
konstateret et flertal i befolkningen, som går ind for at man udover de
traditionelle bibliotekstilbud også skal kunne låne plader og bånd på
bibliotekerne.
Alt efter politisk opfattelse kan man mene, at
samtidig med at samfundet er blevet rigere, er de gratis biblioteksydelser
blevet udvidet
25
eller
på trods af, at den enkelte er blevet rigere, er de gratis biblioteksydelser
blevet udvidet.
Litteratur.
Nielsen, Helge: Folkebibliotekernes forgængere, 1960.
Kirkegaard, Preben: Folkebibliotekerne i Danmark, 1948.
Den sorte krone. Bibliotek 70. Pamflet 1, 1975.
Lange, H.O.: Bibliotekssagen uden for København, 1909.
Udskrift af Højesterets Dombog 11 247/1985.
Udskrift af Østre Landsrets Dombog, 2. afd. nr. 99/1984.
Markedsundersøgelse. Folkebibliotekerne, 1987. Bd. 2: Holdninger til
folkebibliotekerne.
Folketingets forhandlinger vedr. bibliotekslovene.
Bibliotekslovene.