Fra DASK til DEF
Forskningsbibliotekerne 1960-1997
Morten Laursen Vig er tidligere rigsbibliotekar.
147
Man har fra bestyrelsens side bedt mig om at give et udblik over
forskningsbibliotekernes udvikling fra 1960 til 1997. Det er ikke oplyst,
hvorfor man har valgt netop disse år; det kan selvfølgelig være, fordi 1960 var
det år, hvor jeg første gang blev ansat i et forskningsbibliotek, og 1997 året
for mit farvel til biblioteksvæsenet; i så fald kunne det vidne om stor tillid
til min hukommelse og tilsvarende ringe tillid til mine evner som historiker, og
begge dele ville jeg finde lige fejlagtigt. En anden mulighed var, at man
ønskede erindringsbilleder fra et langt biblioteksliv; men jeg kan straks sige,
at det får I meget lidt af. Men bestyrelsen rummer jo også historikere, og jeg
har derfor valgt at opfatte afgrænsningen som udtryk for, at bestyrelsen lige
som jeg betragter tiden omkring 1960 som et vendepunkt i ikke blot
forskningsbibliotekernes, men i hele biblioteksvæsenets udvikling.
Det var på det tidspunkt, at studenterne begyndte at vælte ind på
universiteterne og de øvrige højere læreanstalter og satte den kolossale vækst
på uddannelsesområdet i gang, og det var på samme tid, edb-udviklingen tog fart,
selv om den ikke straks nåede bibliotekerne. Datacentralen blev grundlagt i
1959, og det var ved folketingsvalget i 1960, at edbteknikken i skikkelse af den
dengang meget berømte regnemaskine DASK for første gang blev anvendt til at
forudsige det endelige valgresultat på grundlag af ganske få optalte stemmer.
Kulturministeriet blev oprettet i 1961, og den bibliotekslov, hvis principper
stadig er fundamentet for det danske folkebiblioteksvæsen, blev gennemført i
1964.
Så der er al god grund til at betragte 1960 som et passende udgangspunkt for et
vue over forskningsbibliotekernes nyeste historie. Men det er til gengæld også
lidt af et job; derfor skal man ikke vente at få alt med, og jeg har valgt at
koncentrere mig om tre hovedtemaer: Vækst og økonomi, automatisering og
strukturproblemerne. Og så skal det også straks være sagt: jeg går ikke så tæt
på nutiden, at fokus bliver uskarpt, og der vil ikke være et ord om UBIS eller
DEF eller de andre emner på den aktuelle dagsorden.
Vækst og økonomi
Bibliotekerne - og det gælder både folkebibliotekerne og forskningsbibliotekerne
- har oplevet en meget stor vækst siden 1960. Det er nemt at konstatere, og alt
andet ville også have været opsigtsvækkende, ja, det ville have været nærmest
katastrofalt, hvis det ikke havde været tilfældet. For hele samfundet har været
i vækst på en måde, som intet sidestykke har i historien, og væksten har i
ganske særlig grad præget de områder af samfundet, som forskningsbibliotekernes
aktiviteter især netter sig imod, forskning og uddannelse.
Væksten giver sig udtryk på flere måder. Den måles i det enkelte bibliotek som
øgede aktiviteter og øgede ressourcer (uden at der dog nødvendigvis er en
direkte proportionalitet mellem de to ting); men væksten har samtidig ytret sig
som en spredning af ressourcerne på et større antal forskningsbiblioteker. For
der er ikke bare sket det, at de i forvejen store biblioteker er blevet endnu
større, men også at små og ubetydelige biblioteker, der tidligere knap var
navnet, endsige en plads i statistikken værd, har vokset sig store og synlige;
et godt eksempel er Handelshøjskolens Bibliotek i Århus. Og ikke mindst er nye
biblioteker blevet grundlagt og har hurtigt tilkæmpet sig en plads blandt de
store, først og fremmest selvfølgelig de nye universitetsbiblioteker. Derfor har
mange af de allerede eksisterende biblioteker - og specielt de tre store gamle
biblioteker Det kongelige Bibliotek, Universitetsbibliotekets 2.
Afdeling/Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek og Statsbiblioteket -
oplevet en lavere procentuel vækst siden 1960 end væksten i de samlede
forskningbiblioteksressourcer. Det er derfor også forklarligt, at netop de har
pebet mest, når de rituelle klager over forskningsbibliotekernes elendige
bevillingsforhold har været frembåret. Jeg skal senere vende tilbage til
berettigelsen af disse klager.
Hvilke størrelsesordener taler vi om med denne vækst? Det afhænger naturligvis
af, hvilket parameter vi betragter og altså som sagt, om vi ser på det enkelte
bibliotek eller det samlede væsen. Det afhænger også af, hvilken branche vi
bevæger os i, altså hvilke uddannelses og forskningsområder, der er tale om. Her
er det ganske åbenbart, at handelshøjskoleområdet har klaret sig helt overdådigt
meget bedre end ethvert andet område - de økonomiske ressourcer, der i dag står
til rådighed for handelshøjskolebibliotekerne under et, er mere end 35 gange
større end de tilsvarende i 1960 - vel at mærke målt i faste priser. Det skyldes
vel først og fremmest den promovering af handelsuddannelserne, som igen hænger
sammen med det danske samfunds udvikling fra et produktionssamfund til at
servicesamfund, men måske også, at disse uddannelser efterhånden har fået et
højere teoretiske niveau. Mindst har væksten været på
148
universitetsområdet, selv om tre nye universitetsbiblioteker af en agtværdig
størrelse er kommet til; her har væksten kun været knap fem gange mod seks gange
1960-bevillingerne for væsenet taget under et. Ser vi på de enkelte biblioteker,
har jeg allerede nævnt, at de største af de gamle biblioteker har haft den
svageste udvikling; Det Kongelige Biblioteks bevillinger i 1996 er efter disse
beregninger godt tre gange så meget værd som de var i 1960 (UB I medregnet),
Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Biblioteks 3 1/2, og Statsbibliotekets
knap 4 1/2 gange så meget.
Se, nu er det første gang, jeg har prøvet at regne disse ting igennem i et så
langt perspektiv og samtidig sætte dem i relation til den almindelige
samfundsudvikling, og da jeg var nået hertil i mine regneøvelser, var jeg
tilbøjelig til at ræsonnere, at det måske ikke havde været helt rimeligt at tage
sådan på veje over bibliotekernes bevillingssituation, som jeg og andre havde
gjort i årenes løb. For når regnestykket viste, at samfundets udgifter i faste
priser til forskningsbiblioteker (og for den sags skyld til biblioteker i det
hele taget) var seksdoblet inden for disse 35-40 år, og når jeg samtidig kunne
konstatere, at bruttonationalproduktet, altså den gængse målestok for samfundets
velstand, opgjort pr. indbygger kun var steget 2 1/2 gang i samme periode, ja,
så lå det lige for at slutte, at bibliotekerne havde fået en pæn vækst i deres
realindkomst. Det har de også, men ingenlunde så stor som disse tal viser, og
samtidig er det naturligvis også et spørgsmål om, hvad der i dag kræves af
bibliotekerne sammenlignet med 1960.
De pæne tal er i virkeligheden misvisende, når man går lidt dybere. For de
forudsætter, at forskningsbibliotekerne bruger deres penge til at købe
gulerødder, oksesteg og biografbilletter for, og hvad pristalsfamilien ellers
antages at gøre med sin indkomst. Men det gør de som bekendt ikke:
bibliotekernes bevillinger går hovedsagelig til to ting, som begge er steget
meget mere end det almindelige pristal. Det er lønninger, der er steget dobbelt
så meget [som] forbrugerpristallet, og bøger, hvor prisstigningerne har været
60-65% over den generelle inflation.
Tager vi det i betragtning, er de samlede biblioteksressourcers værdi i dag kun
3 1/2 gange det, de var i 1960. Det mærkes naturligvis mest på de meget løntunge
institutioner, og det er bl.a nogle af dem, der i forvejen er dårligst med i
velstandsstigningen.
Men det, der er helt afgørende for, om man kan afgøre, om bibliotekerne har
klaret sig godt eller mindre godt rent økonomisk siden 1960, er selvfølgelig,
hvorledes disse bevillinger har forholdt sig til de krav, samfundet har stillet
om modydelser. Det grundlæggende krav er, at bibliotekerne skal yde en
tidssvarende betjening til en given brugerkreds og det er først og fremmest
forskere, lærere og studerende. Tilfredsstillende betyder, at den information,
den viden, det dokumentariske materiale, der efterspørges, er til stede eller
kan fremskaffes uden unødig ventetid, hvad enten den findes i bogform, i
elektronisk form eller i form af et helt tredie medie. Til en tilfredsstillende
service hører også, at biblioteket kan give brugeren kvalificeret vejledning ved
søgningen efter det relevante materiale og stille til de nødvendige faciliteter
til rådighed. Alt det er elementært, og det kan ethvert ordentligt bibliotek,
men vel at mærke kun så længe der ikke består noget decideret misforhold mellem
på den ene side brugerkredsens størrelse og de krav, den med rette kan stille,
og på den anden side bibliotekets ressourcer.
Så skal vi prøve at indkredse svaret på spørgsmålet, om bibliotekerne har fået
tilstrækkelige midler, eller om de omvendt er blevet holdt på sultekost, eller
om de måske er blevet forkælede, kan vi ikke bare nøjes med at reflektere over
bevillingernes købekraft, vi må også se på, hvorledes brugerkredsen har udviklet
sig, og vi kan her identificere en række forhold, både kvantitative og
kvalitative, som vi med sikkerhed kan sige har påvirket vilkårene for
bibliotekernes virksomhed.
For det første er der den vældige ekspansion af de højere uddannelser og den
eksplosive vækst af studerende og dermed af lærere - med og uden forskningspligt
- der som allerede nævnt startede i begyndelsen af ´60-erne. Mens tallet af
universitetsstuderende fra 1950 til 1960 var næsten konstant og i hele perioden
fra 1930 til 1960 kun voksede med godt 60 %, mere end firedobledes det fra 1960
til 1970, i 1980 var det seksdoblet. og i dag er det næsten ni gange så stort
som i 1960. Det siger sig selv, at det alene måtte give et betydeligt øget pres
på bibliotekernes ressourcer, og i den måde den berømte (eller berygtede)
biblioteksbudgetteringsmodel er skruet sammen på, ligger der også fra
Undervisningsministeriets side en erkendelse heraf, idet den jo netop kæder
antallet af brugere (eller potentielle brugere) sammen med bevillingernes
størrelse.
Men der var - og det er vigtigt - ikke blot tale om rent kvantitative ændringer.
Der kom nye studier til, nye fag. som stillede nye krav til bibliotekernes
samlinger og faglige kompetence; nogle af dem, især på det
samfundsvidenskabelige område, var ganske vist langt hen ad vejen kun nye måder
at stykke kendte komponenter samme på; ethvert nyt universitet med respekt for
sig selv måtte have sig en særlig samfundsvidenskabelig kandidatgrad eller to.
Men der kom også helt nye discipliner til - datalogi fx - og velkendte fag fik
et helt nyt indhold; det gjaldt bl.a. mange humanistiske uddannelser.
149
Og endelig brød helt nye studieformer igennem fra 70-erne, karakteriseret ved
problem- og projektorienteret undervisning i stedet for forelæsninger og
tilegnelse af lærebogsstof. Det var former, der bragte helt nye grupper af
studerende ind i biblioteket, fordi de opgaver, de nu blev stillet over for,
ikke kunne besvares alene ved brug af de obligatoriske lærebøger. Det gjaldt
især mange samfundsvidenskabelige studerende; i min studentertid kunne man altid
identificere et kollegieværelse som bolig for en jurastuderende, hvis kun den
midterste hylde i standardreolen var optaget af bøger, mens der stod tomme
flasker, raflebægere og billeder af piger på de øvrige. Der stilledes også langt
større krav til de studerendes selvstændighed, og hvad der jo specielt var
betydningsfuldt i en bibliotekssammenhæng, til den studerendes evne til selv at
finde frem til den relevante litteratur og andet dokumentationsmateriale. Derved
fik biblioteket lang mere vidtgående pædagogiske opgaver, som kostede
ressourcer, hvis de skulle tages alvorligt - og det skulle de.
Det behøver næppe nogen nærmere argumentation, hvis man hævder, at alle disse
forhold betød et ekstra pres på bibliotekernes ressourcer og ikke mindst på de
dyreste, de mennesklige, selv om det ikke er så let at gøre præcist op i kroner
og ører. I budgetmodellen forsøgte vi at gøre det ved at indlægge en
betjeningsfaktor pr student, men det er og bliver naturligvis en meget teoretisk
størrelse. Men det kræver ikke nogen særlig indsigt i den højere matematik at
regne ud, at både antallet af studerende og bevillingerne til forskning og
højere uddannelser og dermed de aktiviteter, der belaster bibliotekerne, er
steget betydeligt mere end biblioteksbevillingerne. Så bibliotekerne behøver
ikke at have dårlig samvittighed, fordi de, som regel oven i købet på en urban
måde, har gjort opmærksom på, at deres bevillinger generelt haltede bagud i
forhold til universitetssektoren og de krav, der blev stillet herom.
Der er oven i købet grund til en vis selvtilfredshed, for trods den
tilbageholdenhed, som statsmagten har udvist ved tildelingen af midler til sine
biblioteker, har disse biblioteker dog formået ikke blot at levere den vare, de
blev betalt for, men også at opretholde en standard, som de godt kan være
bekendt. Hvis vi tager udlånstallene som repræsentative for bibliotekernes
aktiviteter - jeg ved godt, at det er en forkætret målestok, men det er stadig
den mest brugbare, vi har, og i et langt perspektiv som her den eneste - så kan
vi se, at aktiviteten er vokset en del mere end antallet af studerende, netop
sådan som vi også måtte forvente med de nye studieformer, som jeg tidligere har
talt om. Og da iøvrigt alle kvantitative mål for bibliotekernes aktiviteter
viser den samme tendens, kan vi til det samlede billede føje ikke blot det
nøjsomme bibliotek, men også det produktive bibliotek.
En sidebemærkning, for at ikke alt skal blive for heroisk. Når man ser den
vældige vækst i udlånstallene, kan man naturligvis føle sig fristet til at
spørge, om kvaliteten af den vare, der leveres i så store mængder, nu også er på
samme niveau som gamle dages talmæssigt mere beskedne ydelser, og om
fremstillingen af produktet (for nu at bruge nutidens charmerende
managementsprog) er forbundet med de samme omkostninger som før.
Det sidste spørgsmål er nok det letteste at besvare: Nej, det er som hovedregel
blevet meget mindre ressourcekrævende for det moderne forskningsbibliotek at
udlåne en almindelig bog; den skal kun i de færreste tilfælde hentes frem fra et
magasin, brugeren finder den på de åbne hylder; den skal ikke udlånsnoteres i en
kompliceret manuel proces, der indebærer udfyldning og håndtering af blanketter,
der er ingen besværlig vedligeholdelse af store udlånskartoteker osv. M.h.t.
kvaliteten, altså nyttevirkningen af et udlån, vil det i følge sagens natur
altid være vanskeligt at opstille entydige, objektive kriterier; men det er
måske ikke noget dårligt gæt, at en god del hjemlån har en mere impulspræget
karakter nu om dage, simpelthen fordi den låner, der er kommet for at finde en
bestemt bog, i sin søgen støder på andre bøger om samme emne, der måske også
kunne se nyttige ud, og som man så for en sikkerheds skyld tager med. Så både
hvad angår ressourceforbrug og nytteværdi er et udlån måske ikke helt det samme
som for 40 år siden. Til gengæld siger udlånstallene intet om de nye tjenester,
biblioteket kan tilbyde og i hastigt voksende antal leverer, hverken om de
omkostninger, de medfører, eller om deres nytteværdi.
Alt i alt må jeg derfor, efter at have gransket både tal og meget andet nyttigt
materiale, som min vurdering fastholde, at forskningsbibliotekerne ikke på nogen
måde er blevet forgyldt i den store vækstperiode, der startede med '60-erne,
snarere tværtimod, sådan som de så mange gange har påstået. Der sidder muligvis
en ministeriel embedsmand eller to nede blandt mine tilhørere, som ryster på
hovedet og siger til sig selv: "Han er vist ikke kommet på tilstrækkelig afstand
af sit tidligere job endnu. Alt det her er jo bare den samme gamle vin på den
samme gamle flaske". Til dem vil jeg sige, at jeg på et vist tidspunkt af mine
undersøgelser mente at kunne konstatere, at bibliotekerne vist alligevel ikke
havde været så fattige, som vi gik og påstod, og jeg glædede mig næsten til at
komme her til denne forsamling, som jeg stort set hvert år som en del af min
embedsvirksomhed har diverteret med påstande om de bevilgende myndigheders
urimelige nærighed, og sige: "Nu skal I høre, venner. Alt det jeg - og I selv -
har stået og sagt her gennem 12 år om jeres lusede bevillinger, det er det rene
sludder. I virkeligheden har I fået det, der kunne tilkomme jer, når man tager
den almindelige udvikling i samfundets økonomi med i betragtning". For det kan
jo også være sjovt at chokere sine tilhørere ved at sige det modsatte af, hvad
de forventer, især når man ikke længere kan få øretæver for at gøre det. Men da
jeg gravede et spadestik dybere, måtte jeg erkende, at det var der desværre ikke
et troværdigt grundlag for at gøre.
Spredningen
Forskningsbibliotekernes vækst er i betydeligt omfang sket uden for hovedstaden.
Man kan diskutere, om denne spredning - som naturligvis afspejler den
tilsvarende spredning af uddannelses- og forskningsressourcer, som har fundet
sted - har været ønskværdig ud fra et helhedssynspunkt, og det er blevet
diskuteret. Det har ikke altid været nogen
150
opbyggelig diskussion, for den har naturligvis været bestemt af deltagernes
institutionelle ståsted og interesser; de etablerede har sjældent set med
venlige øjne på opkomsten af nye konkurrenter, og enhver har næsten pr. rygmarv
argumenteret for, at pengene lå bedst i lige netop hans eller hendes institution
og i hvert fald var givet dårligt ud, hvis de skulle gå til at oprette en ny
institution. Og det mest forstemmende er næsten, at så snart det er lykkedes en
opkomling at bide sig fast, er han blandt de mest afvisende over for den næste,
der melder sig. Jeg skal dog anstændigvis medgive, at sådanne synspunkter som
regel ikke har været fremført med helt den samme arrogance og snæversynethed i
biblioteksverdenen som den, der undertiden har præget de tilsvarende
diskussioner i universitetskredse.
Nu er det jo sådan her i landet, at politikere ikke blot må tage hensyn til
deres tilhørsforhold til et parti, men også er afhængige af, at de har
tilstrækkelig lokal opbakning. Og det er ikke nogen ringe ting, for det betyder,
at intet centralistisk tænkende bureaukrati uhindret får lov til at styre
udviklingen af det danske samfund (derfor ser jeg også med stor sympati på "den
jyske mafia" i Folketinget), og takket være denne tingenes tilstand er der sket
en vis spredning af de statslige ressourcer, også på det kulturelle område.
Jeg har forsøgt at gøre op, hvorledes forskningsbiblioteksressourcerne i dag,
dvs i 1996, fordeler sig geografisk her i landet. Det viser sig, at 2/3 af
bogbestanden findes i hovedstadsområdet, godt 15% i Århus, 5-6% hvert af
stederne i Odense, Aalborg og Roskilde, mens resten af landet deler de sidste
3%. Taler vi om bevillinger, går 57% til hovedstaden, 21% til Århus, igen 5-6%
til Odense, Aalborg og Roskilde og knap 3% til resten, og når det drejer sig om
personale, er billedet næsten det samme, dog med lidt mere til København og lidt
mindre til Århus (de bestiller åbenbart mere i Århus!). Esbjerg ligger hele
vejen igennem på knap 1%. I 1960 fandtes 5/6 af den samlede
forskningsbiblioteksbestand i København og resten minus en enkelt procent til
Roskilde (Risø) var i Århus, og af bevillingerne forblev 75% i København, 21-22%
fandt vej til Århus og 3-4% gik til Risø, der var under opbygning netop i disse
år.
Dette er for mig at se en god udvikling, fordi den har ført til opkomsten af
bredt dækkende forskningsbiblioteksmiljøer uden for København og Århus - bredt
dækkende i den forstand, at de er fagligt vidtspændende, fra humaniora over
samfundsvidenskaberne til naturvidenskab og teknik. Sådanne miljøer findes nu i
Odense, i Aalborg, i Roskilde og omend i beskedent omfang - i Esbjerg. De fylder
selvfølgelig ikke i landskabet på helt samme måde som i de to største byer og
naturligvis især i København, men de betyder, at forskningsbibliotekerne er
blevet en del af flere borgeres hverdag eller i hvert fald er kommet inden for
direkte rækkevidde af flere borgere i dette land.
Jeg nævnte med fuldt overlæg Esbjerg, selv om byen aldrig har fået det
universitet, den burde have haft, og jeg vil et øjeblik tillade mig en mere
personlig digression. Jeg er født og opvokset i Vestjylland, og jeg har oplevet,
hvor langt der var til alting, ikke mindst når det drejede sig om det
finkulturelle område. Men jeg har en dyb overbevisning om, at alle dele af det
danske land skal være ligeværdige, også i kulturel henseende, og at det ikke kan
ske, hvis samfundet lader periferien i stikken og alene satser sine ressourcer
på centrum. Derfor er jeg stadig taknemmelig over, at Kulturministeriet i sin
tid gik ind på at finansiere biblioteket på SUC i Esbjerg, da
Undervisningsministeriet sagde nej, skønt biblioteket ikke mindst benyttes af
studerende fra uddannelsesinstitutioner i Esbjerg. Kulturministeriet har derved
ydet et afgørende bidrag til, at der kunne opbygges og fastholdes et - omend
beskedent - forskningsbiblioteksmiljø i en af rigets udkanter, og det er jeg
glad for.
Den nye teknologi
Da jeg i 1960 kom ind i dette væsen, helt konkret blev ansat på
Statsbiblioteket, var den nyeste teknologi her absolut ikke særlig ny. Men
teknologi var der dog, elektrisk lys fx, og jeg tror nok, at der var mindst fem
telefoner i huset; overbibliotekaren havde oven i købet sin egen linje.
Overbibliotekarens sekretær havde, så vidt jeg husker, en så nymodens ting som
en elektrisk skrivemaskine, eller også fik hun en, mens vi endnu boede i det
gamle hus. Der var også andre, der havde skrivemaskiner, fx i katalogiseringen.
Men som ny fagreferent måtte jeg pænt vente, til en af de lidt ældre maskiner
blev frigjort, en stor Remington årgang ca. 1910. Jeg har selv endnu en af disse
maskiner stående derhjemme; ganske vist var det (og er stadig) ikke tilladt
statsinstitutioner at sælge afdanket materiel til de ansatte; men
Statsbiblioteket havde en aftale med sin faste skrivemaskineleverandør om, at
hver gang han afsatte en ny maskine til biblioteket, forpligtede han sig til at
afkøbe det en af de gamle til en fast pris af 15 kr. stykket, og forhandleren
var henrykt over at kunne tørre sådan en af på mig for de 15 kr. Men alle, selv
fagreferenter, kunne få udleveret en kuglepen; efter udleveringen af den første
skulle man dog komme og demonstrere for førstebetjent Marius Christiansen, der
stod for administrationen af bl.a. kuglepenne, at den gamle ikke kunne mere. Jo,
sandelig havde vi teknologi på Statsbiblioteket i 1960. Men ny, det var den
ikke.
Nu skal det siges, at man på det tidspunkt havde stillet al teknologisk
fornyelse på vågeblus, fordi vi gik og ventede på at skulle flytte fra Vestre
Alle til Universitetsparken, og i den situation var der ikke rigtig nogen, der
forestillede sig, at man skulle begynde en teknologisk oprustning af det gamle
hus. Men selv om de teknologiske landvindinger, der skete, da vi omsider
flyttede, oplevedes som meget revolutionerende, så var de dog endnu alle rent
mekaniske og ikke spor elektroniske eller digitale: rørpostsystem,
kompaktus-reoler, paternoster bogelevator etc.
Men vores overbibliotekar havde hørt om noget helt nyt, der var på vej frem,
nemlig elektronisk databehandling, som (ikke helt fejlagtigt) spåedes en
betydelig fremtid i biblioteket. Og lige præcis jeg blev som en af de første
medarbejdere sendt på edb-kursus på Landbrugets Edb-Central i Århus og senere
til noget endnu finere på Datacentralen i Køben-
151
havn, omend det var med meget beskedent udbytte, hvad enhver af mine senere
edb-medarbejdere vil kunne bevidne. Det var vistnok dengang endnu den gængse
opfattelse, at man på edb-kurser skulle gå grundigt til værks og starte med Adam
og Eva, så at kursisterne fik en dybere indsigt ikke blot i, hvad man kunne
bruge databehandlingen til og hvordan man gjorde, men også i, hvorfor man kunne
det, og hvad der skete inden i kasserne, når man trykkede på tasterne. Så jeg
sad der og lyttede til lærere, der talte bevægende om det binære talsystem og om
forskellen på et og nul, jeg hørte om bits og ferritkærner og tromlehukommelse
og jeg husker ikke hvad, og jeg forstod hverken hvad det drejede sig om, eller
hvorfor jeg skulle lære det. Og da vi begyndte på en nøje gennemgang af
forskellene mellem de enkelte programmeringssprog, stod jeg af. (Jeg har moret
mig med at kigge i den gamle lærebog fra 1963, som vi anvendte, og har også
bemærket mig, hvorledes edbteknikken har påvirket vores daglige sprog; i hvert
fald har ordet "opdatere" åbenbart ikke været almindeligt i dansk normalprosa på
det tidspunkt, for jeg har i margen forklarende skrevet "ajourført").
Siden har jeg indskrænket mig til at forsøge at finde ud af, hvordan min
computer virker, når jeg trykker på den ene eller den anden tast, og hvad den
kan og ikke kan. Men når det drejede sig om de store forkromede begreber og
systemer, har jeg som regel opdaget, at når jeg endelig forstod en proces, en
funktion, et begreb og havde lært at bruge de rigtige ord, ja, så var det hele
allerede forældet. Derfor undrer det mig somme tider at tænke på, at jeg rent
faktisk har været ansvarlig for det første forskningsbibliotek herhjemme, der
lige fra begyndelsen havde alle sine katalogdata i maskinlæsbar form, og som var
det første, der indførte et edb-baseret udlånssystem, og at jeg senere var den,
der gav grønt lys for at lancere DANBIB.
Men ved indgangen til 1960'erne var biblioteksvæsenet altså endnu aldeles
uberørt af den teknologiske revolution. Introduktionen af edb startede først i
midten af årtiet, hvor Per Boesen på Handelshøjskolens Bibliotek lavede det
første forsøg med en edb-fremstillet katalog, et gribende dokument af den slags,
hvor alt var printet (det har jeg lært, at det hedder, og ikke trykt) med en
bestemt, særlig steril slags store bogstaver, men hvis princip, edb-producerede
data præsenteret i bogform, blev normen i de første edb-katalogiserende
biblioteker, DTB og RUB. Den fulde overgang til den nye teknologi blev en lang
og bevæget proces; jeg kunne føle mig fristet til at beskrive den i lidt flere
detaljer, men dels er der nok ikke tid til det, og dels stoler jeg ikke
tilstrækkeligt på min hukommelse på dette indviklede punkt til at give mig den i
vold i fuld offentlighed. Og så er det, der må interessere os mest her, de lange
linier, perspektivet, og teknologiens konsekvenser for bibliotekerne.
Indførelsen af edb-baserede bibliotekssystemer har i betydelig grad været
bestemt af en konflikt mellem centralisering og decentralisering, mellem
institutionernes bekymring for helt eller delvis at miste deres handlefrihed, og
hensynet til opretholdelsen og udbygningen af det samarbejde, som alle
biblioteker trods alt er afhængige af. Det er en konflikt, som vi her møder i
edb-sammenhæng, men som også kommer til udtryk i andre situationer - det skal
jeg komme tilbage til om lidt; i øvrigt afspejler konflikterne i
bibliotekssamfundet blot den samme, altid pågående generelle konflikt i det
store samfund uden om os.
Men den turbulens, der med mellemrum omgav overgangen til edb i
forskningsbibliotekerne, havde også et andet udspring, et element af frygt for
det nye og ukendte hos mange medarbejdere, der var vokset op, var blevet
uddannet og havde haft størstedelen af deres arbejdsliv i den præteknologiske
tidsalder.
1960'erne begyndte - og forløb, i hvert fald indtil det hellige år 1968 og på
mange måder også efter det - i en slags rus af fremgang og vækst ("Gør gode
tider bedre!"), som også kom til udtryk i en efter vor smag ret ukritisk
teknologitilbedelse. Men der var, i det mindste i biblioteksverdenen, i mange år
mere tale om fremtidsscenarier og store visioner end om konkrete resultater; det
første (større) forskningsbibliotek, der fik en online tilgængelig katalog (kan
I huske, det hed en OPAC?), var Statsbiblioteket i 1979. Det hele var mindre
"Wie herrlich weit wir es gebracht haben" end "Wie herrlich weit wir es bringen
werden", for der var få umiddelbare resultater, men mange storslåede planer og
scenarier, og de havde det til fælles, at de var - eller kunne opfattes som -
udtryk for en temmelig centralistisk tankegang. Det var måske ikke så mærkeligt,
at det var på folkebibliotekssiden, at det største og mest forkromede projekt,
FAUST (Folkebibliotekernes AUtomationsSysTem), så dagens lys, for her havde man
helt anderledes traditioner for centraliserede løsninger med dertil hørende
bureaukrati. Men dets fald i sidste del af '70erne efter et veritabelt oprør fra
de meniges side blev også det største, og det kom til at betyde, at overgangen
til edb i folkebibliotekerne blev forsinket så meget, at den faktisk først var
gennemført i midten af dette årti, og at forskningsbibliotekerne for en gangs
skyld overhalede folkebibliotekerne, hvor det drejede sig om bibliotekstekniske
løsninger.
De storslåede, skønt aldrig realiserede projekter havde den effekt, at de
skræmte den store del af bibliotekernes medarbejdere, der stadig stod tøvende og
usikre over for teknologien og dens konsekvenser. For dem, der begejstredes af
teknologien og berusede sig i dens uendelige muligheder, og som skabte
scenarierne, var det uforståeligt, at ikke alle delte deres begejstring, men
tværtimod kunne blive bange for den strålende fremtid, de selv fantaserede sig
til, fx. af typen "biblioteket uden bøger", og at de skulle frygte for deres
arbejde i dette bibliotek. Derfor blev planer og projekter heller ikke
præsenteret på en måde, der tog hensyn til den psykologiske effekt, som de måske
burde have forudset.
Der var selvfølgelig også de medarbejdere, for hvem teknologien under alle
omstændigheder ret og slet var en pestilens, en destruktiv kraft, der truede med
at ødelægge det bibliotek, som de kendte og elskede. Et eksempel på denne
tankegang kan vi finde hos et højt skattet medlem af denne forening, DF-revys
første redaktør, Ejgil Søholm, der i et
152
prægtigt digt "rabularium bibliothecarii /et vintermareridt" (trykt på bagsiden
af DF-revy januar 1981) gav udtryk for sine frustrationer over den udvikling,
som edb i bibliotekerne efter hans opfattelse ville føre til.
De to højdepunkter i denne konflikt var dels striden om det scenarie, som en af
Forskningsbibliotekernes Edb-udvalg nedsat Kravspecifikationsgruppe med den
daværende overbibliotekar ved Odense Universitetsbibliotek Torkil Olsen som
formand ("K-gruppen") fremkom med i begyndelsen af '80-erne, dels oppositionen
blandt forskningsbibliotekerne mod DANBIB i første halvdel af '90-erne. Men
baggrunden var i øvrigt vidt forskellig i de to situationer. Diskussionen om
K-gruppens forslag til et efter manges mening alt for centralistisk fællessystem
(i virkeligheden var det en slags forløber for et forskningsbiblioteks-DANBIB)
var et modstykke til FAUST debatten på folkebibliotekssiden, men nåede aldrig de
samme højder.
Resultatet blev imidlertid det samme; i begge tilfælde blev det centralistisk
betonede projekt i realiteten skudt ned af en kombination af fagforenings- og
institutionsinteresser. Men når slagsmålet på forskningsbibliotekssiden aldrig
blev helt så indædt som hos folkebibliotekerne, er forklaringen måske, at den
instans, der havde ansvaret for planlægning og senere drift af et fælles
edbsystem for forskningsbibliotekerne var et kollegialt organ, hvor alle de
største biblioteker, dvs. alle de mest indflydelsesrige interesser, var
repræsenteret, og hvor også personaleorganisationerne deltog. FAUST projektet
oplevedes derimod af folkebibliotekerne som et rent topstyret foretagende, hvor
Bibliotekstilsynet så at sige ville trække det hele ned over hovedet på de
enkelte biblioteker.
I spørgsmålet om DANBIB var det også helt klart institutionernes bekymring for
egen uafhængighed (og i visse tilfælde mulighed for at tjene penge), der var
baggrunden for modstanden. Men når den næsten udelukkende kom til udtryk blandt
forskningsbibliotekerne, skyldtes det også en fortørnelse over, at staten efter
de mere radikale opponenters opfattelse forærede deres bibliografiske data til
et kommercielt foretagende, der så skulle tjene penge på dem. Formentlig har der
her også været en dybt forankret modvilje mod - sådan som man opfattede det - at
blive spændt for en folkebiblioteksvogn i skikkelse af DBC, der som arvtager
efter BC af mange fra forskningsbiblioteksside blev opfattet som et kommunalt
foretagende, der hovedsagelig havde til opgave at varetage
folkebiblioteksinteresser. Det var en modvilje, for ikke at sige skræk, der gik
tilbage til Bibliotekskommissionens tid (den skal jeg vende tilbage til senere);
den aktuelle situation blev klaret ved at indbygge forskellige former for
garantier i aftalekomplekset omkring DANBIB, garantier, hvis værdi hovedsagelig
har været af psykologisk karakter og en markering af, at de statslige
bibliotekers interesser sandelig skulle beskyttes og bibliotekerne have
indflydelse. Og som i de fleste andre situationer her i landet, hvor skrækken
for det store centralistiske dyr i Åbenbaringen får danskerne op på mærkerne
(fx. når der skal stemmes om EU), har det også, hvor det drejede sig om edb i
bibliotekerne - og i det hele taget i bibliotekssammenhæng - vist sig, når
krudtrøgen var drevet bort, at skrækken var ude af proportion med virkeligheden.
I dag er de danske forskningsbiblioteker (og folkebibliotekerne med) fuldt
automatiseret. Og hvad har det så betydet for dem, nogle vil måske spørge: Hvad
har det gjort ved dem? Efter min vurdering i hvert fald tre ting:
Automatiseringen har gjort bibliotekerne overlevelsesduelige, vi kan måske sige
fremtidssikrede; den har bidraget ganske meget til at professionalisere dem og
deres medarbejdere på en ny måde; og den har muliggjort en kommercialisering af
en række ydelser. Og så er der det, som automatiseringen ikke har betydet: den
trykte bogs død.
Automatiseringen har sat de danske biblioteker i stand til at fungere også i
fremtiden; intet forskningsbibliotek, som ikke var i stand til at levere de
elektronisk baserede ydelser, som forskning, erhvervsliv og for den sags skyld
også den brede offentlighed efterspørger, ville ret længe være i stand til
overbevise de bevilgende myndigheder om fornuften i at opretholde det. Det ville
ikke kunne deltage i samarbejdet mellem bibliotekerne, det ville ikke kunne
stille oplysninger om egen bestand til rådighed for fællesskabet og det ville
ikke selv kunne nyde godt af dette fællesskab. Kort sagt, det ville ikke være
levedygtigt; herom vil der vist ingen uenighed være.
Automatiseringen stiller og vil mere og mere stille krav om, at bibliotekerne
behersker moderne informationsvidenskab og råder over en ekspertise, en spe-
153
cialviden på en række af dens felter. Det er allerede et godt stykke tid siden,
at det bibliotekariske erhverv var et, der kunne udfyldes af den idealistiske
amatør, fx. en skolelærer, og det vil heller ikke længere være et, som man skal
søge til, hvis man primært går efter en rolig, ukompliceret tilværelse blandt
bøger.
Det er i dag et arbejde, som forudsætter en betydelig teoretisk ballast af en
karakter, der kun tilegnes gennem studier på et højt nieau; man behøver blot at
kaste et blik på Danmarks Biblioteksskoles studieplaner, eller for den sags
skyld læse et nummer af denne forenings udmærkede blad, for at overbevise sig
herom. Det bibliotekariske fag er ikke længere noget, som alle kan snakke med
om, og om hvis problemer alle kan have en mening. Om det er godt eller dårligt,
om balancen er positiv eller negativ, vil jeg lade andre dømme, men man kan i
det mindste håbe, at det vil bidrage til at højne bibliotekarstandens status i
det almindelige omdømme.
Jeg sagde, at automatiseringen har muliggjort en kommercialisering af en række
af bibliotekernes ydelser. Der vil næppe være et marked for de "gammeldags"
bibliotekstjenester; her vil man måske ud fra ideologiske motiver eller for at
afstedkomme en ændret adfærd på visse områder kunne finde på at indføre
betaling, men kommercielt baserede aktiviteter vil vanskeligt kunne tænkes. Det
kan derimod - i hvert fald i visse typer af biblioteker - en række tjenester,
der som forudsætning har den digitale teknik. Det sker allerede rundt om i
verden, og det vil helt givet blive en voksende del af nogle bibliotekers
indtægtsgrundlag. Det er ikke en udvikling, som alle bryder sig om, men den kan
næppe forhindres.
Struktur og styring
I 1960 havde vi ikke noget Kulturministerium, heller ikke et
Forskningsministerium; begge disse områder lå endnu under
Undervisningsministeriet. Der var altså ingen problemer, der skyldtes, at
forskningsbibliotekerne hørte under forskellige ministerier. Men det betød i
grunden ikke nogen voldsom forskel fra i dag, for der var også dengang nogle få
biblioteker, der var selvstændige institutioner med egen konto på finansloven,
og de mange andre, som fik deres bevillinger - og styredes - gennem en
moderinstution, der ligesom i dag typisk var en højere læreanstalt. Helt præcis
var der på finansloven inden for forskningsbiblioteksområdet tre
institutionskonti, nemlig Rigsbibliotekarembedet, Statsbilioteket og Statens
Pædagogiske Studiesamling, den der senere blev til Danmarks Pædagogiske
Bibliotek. Rigsbibliotekarembedet omfattede foruden selve embedet, Det kongelige
Bibliotek, Universitetsbibliotekets 1. og 2. Afdeling, og forskellige
fællesinstitutioner, b.a. IDE og Forskningsbibliotekernes Edb-Kontor. Over dette
imperium herskede rigsbibliotekaren, selv om de enkelte institutioner bortset
fra Det kongelige Bibliotek hver havde en daglig leder, som for UB-ernes
vedkommende havde titel af overbibliotekar.
Denne konstruktion var på det tidspunkt 17 år gammel; oprindelig havde det været
hensigten, at Statsbiblioteket skulle have været med under
Rigsbibliotekarembedet, hvad der selvsagt ville have forandret dettes karakter
ganske meget, men det var ikke lige det man forestillede sig i Århus, og tanken
afgik ved en stille død. Under Kulturministeriet hørte også Statens
Bibliotekstilsyn (det hed det indtil 1964), der dengang var en institution med
mere bid i end det Tilsyn, vi kendte i de senere år af dets eksistens, dvs med
en virkelig tilsynsmyndighed, for staten ydede gennem direkte tilskud til det
enkelte bibliotek et betydelig bidrag til dettes budget, og Tilsynet forvaltede
disse tilskud.
I 1961 oprettede Viggo Kampmann så et eget Ministerium for kulturelle
anliggender, hvorunder bl.a. de biblioteker og andre institutioner på området,
der havde egen finanslovskonto, kom til at høre, mens de øvrige biblioteker
forblev under Undervisningsministeriet. Den første kulturminister var Julius
Bomholt; men for både ham og de fleste af hans efterfølgere var bibliotek i
praksis mere eller mindre lig med folkebibliotek, hvis de da i det hele taget
interesserede sig for biblioteksspørgsmål; i virkeligheden var det vel først
Lise Østergaard, der havde nogen sans for forskningsbibliotekernes betydning, og
hun var jo ikke nogen politisk sværvægter. Og allerstørst betydning fik det for
vort væsen, at den centrale politiske skikkelse på biblioteksområdet gennem det
meste af '60-erne og 70-erne var R. Lysholt Hansen. Han var en almægtig formand
for Danmarks Biblioteksforening 1962-1978 såvel som for Folketingets
Finansudvalg i lange perioder, og han var helt og aldeles folkebibliotekernes
mand, der hverken forstod forskningsbibliotekernes funktion i samfundet, deres
opgaver eller deres særlige problemer, og som i øvrigt slet ikke regnede dem for
noget og først begyndte at interessere sig for dem, da de gjorde sig ud til bens
i hans forening og derfor skulle straffes.
Denne mangel på politisk interesse for forskningsbibliotekerne havde en omend
ikke direkte demoraliserende, så dog decideret negativ indflydelse i den
forstand, at man følte, at man blev overset, forfordelt og negligeret, og at
forskningsbibliotekerne ikke bevillingsmæssigt blev behandlet efter fortjeneste.
Det gav frustrationer, når man aldrig kunne råbe så højt, at nogen fra politisk
hold gad høre efter, og det hjalp heller ikke, at der skete så lidt på det
område, som optog alle bibliotekslederne så meget, forskningsbiblioteksvæsenets
struktur og overordnede styring, og at det der skete gik så langsomt, så
langsomt.
Det var galt helt fra begyndelsen, hvor Bomhop, eller snarere Lysholt, sammen
med Erik Allerslev, der dengang var forholdsvis ny biblioteksdirektør, i 1964
fik gennemført den bibliotekslov, der stadig står som en af de vigtigste
milepæle i de danske folkebibliotekers udvikling. men derefter helt tabte
pusten, så den reform på forskningsbiblioteksområdet, som skulle følge efter,
løb ud i sandet. Først i 1970 oprettedes Forskningsbibliotekernes Fællesråd som
et kollegialt organ på nogle og fyrre medlemmer, men hvis forretningsudvalg, der
kom til at bestå af lederne af de største biblioteker samt 23 repræsentanter for
de mindre, fik den egentlige indflydelse. Det lå i luften (og delvis i
formuleringerne i oprettelsescirkulæret), at der her var tale om en foreløbig
løsning, men provisoriet kom til at vare i 16 år, indtil oprettelsen af det nye
Rigsbibliotekarembede i 1986.
154
Fællesrådet, der havde rigsbibliotekaren som formand og bevillingsmæssigt hørte
under Rigsbibliotekarembedet, altså Kulturministeriet, havde repræsentanter for
biblioteker under alle de ministerier, hvor sådanne fandtes, og det kunne tage
sager op uden hensyn til ressortgrænser. Men det havde ingen egentlig myndighed
og ejheller penge, før i slutningen af 70-erne, hvor der blev givet en bevilling
til det fælles edb-arbejde, og det manglede altså de magtmidler, som
Bibliotekstilsynet besad. Alligevel skal man ikke underkende den betydning, som
Fællesrådet har haft; det bedste eksempel er edb-området, som jeg allerede har
talt om, men det har også i betydelig grad bidraget til at formulere fælles
holdninger til de fleste bibliotekspolitiske spørgsmål, og det har i mange
praktiske spørgsmål tilvejebragt fælles løsninger.
Undervisningsministeriet var også efter Kulturministeriets oprettelse i 1961 et
betydningsfuldt biblioteksministerium og blev det i endnu højere grad, da
bibliotekerne ved de nye universiteter i Roskilde og Aalborg blev organiseret
efter samme model som bibliotekerne ved højskolerne (Danmarks Tekniske Højskole,
Landbohøjskolen etc). Vi bliver derfor også nødt til at interessere os lidt for,
hvordan man tænkte og agerede i Frederiksholms Kanal.
Op gennem '60-erne gjorde man ikke meget af hverken det ene eller det andet,
altså tænke og agere, for så vidt angik biblioteker. Men i 1971, da opbygningen
af Roskilde Universitetscenter (RUC) skulle starte, havde ministeriet noget, som
Kulturministeriet ikke kunne skaffe, nemlig penge, og det fik efter min
opfattelse ikke ringe betydning for Undervisningsministeriet som
biblioteksministerium. I 1965 blev Odense Universitetsbibliotek oprettet som en
selvstændig institution under Kulturministeriet efter en vis diskussion, men
slet ikke noget slagsmål, og det betragtedes af alle som en given sag, at
Roskilde Universitetsbibliotek skulle have den samme status. Jeg mindes ofte,
specielt i disse RUC-jubilæumsår, hvordan jeg på Danmarks Biblioteksforenings
årsmøde i 1970 på Nyborg Strand hørte daværende kulturminister K. Helveg
Petersen forkynde, at ministeriet havde afsat 3 mio. kr. til det kommende
bibliotek; dengang anede jeg ikke, at det skulle blive mig, der i slutningen af
samme år skulle møde op for at hente de tre mio, men hvor det skulle vise sig,
at de var der bare ikke, ministeren kunne ikke finde dem på sit budget. Derfor
måtte Undervisningsministeriet træde til og lægge pengene ud; oprindelig var det
meningen, at når Kulturministeriet havde fundet de nødvendige midler, skulle de
overtage finansieringen og overtage biblioteket. Nu gik det imidlertid
ministeriet, som det gik Christian I, da han i 1468 havde pantsat Shetlands- og
Orkneyøerne; han fik dem aldrig indløst igen og mistede dem derfor for
bestandigt. Men før man havde erkendt det, havde Undervisningsministeriet pålagt
RUC, at der skulle øremærkes et beløb til biblioteksformål og føres et særskilt
regnskab for disse penge, så man i forbindelse med en senere
afleveringsforretning nøjagtig vidste, hvilke beløb der skulle overføres til
Kulturministeriet.
Det er min hypotese, at denne tilfældighed fik stor betydning for den aktive
politik på biblioteksområdet, som kom til at præge Undervisningsministeriet en
periode i 70-erne. Den medførte, at også Aalborg Universitetsbibliotek fik samme
status, og dermed voksede ministeriets biblioteksområde betragteligt. Både det
og nødvendigheden af at tage stilling til de nye bibliotekers indpasning i deres
respektive universitetscenter gjorde det påkrævet, at ministeriet fik formuleret
en bibliotekspolitik, og det særlige regnskab for Roskilde Universitetsbibliotek
blev faktisk oprindelsen til ministeriets senere generelle politik på dette
område. Undervisningsministeriets aktive bibliotekspolitik kom ikke mindst til
udtryk i 1973-Styrelseslovens berømte § 10, der efterhånden for ministeriets
biblioteker nærmest kom til at stå som en slags frihedsbrev, et Magna Charta.
Heri bestemtes det som bekendt, at der skulle oprettes biblioteksudvalg ved de
højere uddannelsesinstitutioner, "der har eget forskningsbibliotek", og der
fastsattes regler for deres sammensætning og funktion. Om det sidste sagde
loven, at "Udvalget udarbejder bibliotekets budgetforslag, træffer afgørelse om
bibliotekets indkøbspolitik og om fordelingen af bøger mellem det centrale
bibliotek og de enkelte institutbiblioteker". Det er efter min opfattelse den
sidstnævnte opgave, der for ministeriet var det afgørende; man havde nemlig
forset sig på de store og ukoordinerede institutbiblioteker, som
universiteternes pengerigelighed i de gyldne år omkring 1970 havde givet
mulighed for at opbygge. Dem ville man til livs, eller i hvert fald have under
kontrol, og der var fra ministeriets side blevet nedlagt et regulært forbud mod
oprettelse af institutbiblioteker ved Roskilde og Aalborg Universitetscentre. At
loven så på dette punkt aldrig kom til at fungere efter hensigten på de ga[m]le
højskoler, først og fremmest Danmarks Tekniske Højskole og Landbohøjskolen, er
en anden sag.
Styrelseslovens § 10 blev fulgt op af en anden, måske i virkeligheden lige så
vigtig forholdsregel fra ministeriets side, nemlig øremærkningen af
bevillingerne til bibliotekerne. I finanslovens anmærkninger blev opført et
bestemt beløb og et antal årsværk, der var reserveret biblioteket, og disse
ressourcer kunne kun med ministeriets accept overføres til andre formål, en
bestemmelse, der efter min opfattelse havde sin oprindelse i den tidligere
beskrevne særlige RUC-situation. De to ting betød tilsammen, at de biblioteker,
der var omfattet af loven, i alt 10, fik en grad af selvstændighed, som de ikke
havde haft tidligere.
I virkeligheden var hverken styrelsesloven eller ministeriets påbud til
institutionerne nogen særlig garanti for bibliotekernes status. Styrelseslovens
formuleringer var uklare og kunne fortolkes meget forskelligt, og en sætning i
den skrivelse fra ministeriet, hvori finanslovsrammerne udmeldtes kunne ganske
enkelt være strøget næste år. Både styrelseslovens biblioteksparagraf og
øremærkningen af biblioteksbevillingerne er senere faldet bort, men de fik en
betydning og skabte en praksis, der rakte ud over deres faktiske eksistens, og
bibliotekerne nyder i det store og hele i praksis stadig den samme autonomi.
Årsagen er nok dels en vis inerti; når man nu har biblioteksudvalgene, og de er
indskrevet i institutionens statutter, giver det altid mere spektakel at
afskaffe dem, end det ville gøre at undlade at
155
indføre dem, hvis de aldrig havde eksisteret. Og så er det vigtigt, at der
stadig er en budgetmodel for biblioteksaktiviteterne og stadig foretages særlige
beregninger af biblioteksgenererede bevillingsdele, og at disse specificeres på
rammeudmeldingerne til institutionerne; det gør det psykplogisk vanskeligere at
afvige drastisk fra dette beløb.
§ 10 i den gamle styrelseslov bortfaldt som bekendt med vedtagelsen af den
nugældende universitetslov i 1992. Det skete som et resultat af den nye filosofi
mht. universiteternes styring, en slags armslængdeprincip, der indebærer, at
ministeriet delegerer størst mulig kompetence til den enkelte institution. Det
har også betydet, at ministeriet i en række konkrete tilfælde har afvist at
udstede påbud (eller forbud) eller på anden måde blande sig i forholdet mellem
uddannelsesinstitution og bibliotek, hvad der ikke har lettet bestræbelserne på
at tilvejebringe ensartede retningslinier for samkvemmet mellem bibliotekerne,
kort sagt har Undervisningsministeriet endegyldigt forladt den aktive
bibliotekspolitik. Men hvis jeg skal gøre regnebrædtet op for ministeriets
bibliotekspolitik, bliver slutresultatet forunderligt nok alligevel mere
positivt, end man kunne forvente. For ganske vist har der i høj grad været tale
om en slingrekurs, og ganske vist har der langt fra været en tilstrækkelig
afstemning af synspunkterne eller noget så simpelt som gensidig informering
mellem de enkelte kontorer; men den aktive politik på biblioteksområdet, der
blev ført i '70-erne af ministeriet, har sat sig så varige spor, at jeg nok ikke
er i stand til at dele den pessimisme, som ellers kommer til udtryk i mange
sammenhænge.
Det er også i lyset af de fremskridt, der opnåedes i første halvdel af '70-erne,
at vi skal se holdningen hos Undervisningsministeriets biblioteker til
slagsmålet om den overordnede struktur og det såkaldte Fællesdirektorat i sidste
halvdel af årtiet. For de havde da fået en sådan grad af selvstændighed og
bevillingsmæssig tryghed, samtidig med at de bevarede den nære tilknytning til
deres moderinstitution, at de ikke kunne se noget tillokkende i at blive udskilt
af denne.
Forskningsbiblioteksverdenen så i '70-erne med nogen misundelse på
Bibliotekstilsynet, som efter den almindelige opfattelse havde vist sig i stand
til at skaffe folkebibliotekerne den medvind, som man selv syntes at mangle, og
man ønskede sig et centralorgan, der kunne gøre det samme for
forskningsbibliotekerne. Men det stod næppe lige klart for alle, hvad det i
grunden var, man ønskede sig, ud over at det skulle være en potent størrelse,
der kunne skaffe penge og politisk lydhørhed.
Spørgsmålet optog sindene ganske meget omkring midten af '70-erne, hvor man
håbede på nedsættelse af en særlig kommission for forskningsbibliotekerne, der
skulle finde frem til en tilfredsstillende langsigtet løsning for sektoren.
Men i folkebibliotekskredse opstod samtidig ønsket om en stor kommission, efter
at Lysholt i Bibliotekarforbundets blad, som dengang hed Bibliotek 70, og senere
på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i 1974 havde fremsat nogle udtalelser,
der viste, at han efter kommunalreformen i 1970 ikke længere troede på, at det
hidtidige direkte statslige engagement på folkebiblioteksområdet, herunder
Bibliotekstilsynet, kunne opretholdes. De stærke reaktioner fra
folkebibliotekerne på disse udtalelser overbeviste ham imidlertid om, at han
måtte finde andre måder at bevare et centralorgan for folkebibliotekerne på, og
han greb da en ide om et fælles centralorgan for det samlede biblioteksvæsen,
som bl.a. Karl V. Thomsen tidligere havde fremført. Derfor blev den store
kommission til virkelighed ved årsskiftet 1975/76, og efter tre års turbulens og
ofte meget bitre slagsmål nedkom den med en betænkning, der i sine forslag
afspejlede uforsonligheden i væsenet.
Kommissionsflertallets forslag ville skabe et sammenhængende offentligt
bibliotekssystem, der omfattede alle folkebiblioteker og alle de
forskningsbiblioteker, der var af blot nogen betydning for lånesamarbejdet,
under en hat, "Fællesdirektoratet". Folkebibliotekerne skulle naturligvis
fortsat være kommunale, og direktoratets opgaver i forhold til dem skulle ikke
være væsensforskellige fra dem, Bibliotekstilsynet hidtil havde haft. De
relevante forskningsbiblioteker skulle derimod løsgøres fra deres hidtidige
administrative tilhørsforhold til de institutioner, de indgik i, og lægges
direkte ind under direktoratet, der bl.a. skulle fordele bevillingerne mellem
dem.
"Biblioteksbetænkningen 1979" delte den danske biblioteksverden i to uforsonlige
lejre. På den ene side stod kommunalpolitikerne, hovedparten af
folkebibliotekerne, Bibliotekstilsynet, Statsbiblioteket og Kulturministeriet;
på den anden side alle de øvrige forskningsbiblioteker, Forskningsbibliotekernes
Fællesråd og Undervisningsministeriet. Det, der må interessere os her, er
imidlertid ikke en detaljeret gennemgang af et tyve år gammelt slagsmål, og det
er heller ikke resultatet, for der kom intet ud af alle anstrengelserne. Men det
er nødvendigt i denne sammenhæng at forsøge en vurdering af det, slagsmålet
først og fremmest stod om, det såkaldte "Fællesdirektorat", set i lyset af den
senere udvikling og de erfaringer, vi har gjort, siden Biblioteksbetænkningen
blev sendt på gaden.
Ingen anden er vel i virkeligheden nærmere til at forsøge en sådan analyse end
jeg selv, og ingen anden har vel vanskeligere ved at gøre det fuldt objektivt.
Jeg var dengang blandt de mest indædte modstandere af ideen om en fælles
styrelse for folke- og forskningsbibliotekerne, jeg bekæmpede den med alle
midler, og dog sad jeg lidt mere end ti år senere som chef for en sådan
styrelse. Det var ganske vist ikke noget, jeg selv havde arbejdet for; tværtimod
kom det som en uønsket gave fra oven. Men jeg måtte naturligvis påtage mig at
løse opgaven så godt, jeg nu kunne, og jeg lærte ikke blot at leve med den
fælles styrelse, men også at tage ideen til mig, forsvare og markedsføre den.
Tankegangen bag kommissionsflertallets forslag i 1979 var i og for sig klar og
logisk nok. Alle biblioteker skulle være dele af det samme offentlige
biblioteksvæsen, der skulle stå til rådighed for enhver, der ønskede at gøre
brug af det, og derfor selvfølgelig også for de institutioner, de enkelte
bibliotekerne hidtil havde tilhørt, og de skulle uden begrænsninger indgå i
lånesamarbejdet, hvilket ikke mindst ville sige stå til rådig-
156
hed som overbygning for folkebibliotekerne.
På sin vis var dette jo ikke så forfærdeligt revolutionerende i forhold til
hidtidig praksis, for lånesamarbejdet her i landet har jo ikke i nyere tid i
nogen særlig grad været præget af begrænsninger og restriktioner. Det, der
gjorde konstruktionen så uspiselig set med forskningsbiblioteksøjne, var
direktoratets bevillingsfordelende kompetence, som man frygtede ville blive
brugt til at opgradere bibliotekernes funktion som overbygning på
folkebiblioteksvæsenet på bekostning af betjeningen af forskning og uddannelse,
ikke mindst fordi det direktorat, der tegnede sig, helt klart var tænkt som et
folkebiblioteksstyret, eller i hvert fald folkebiblioteksdomineret centralorgan,
det skulle være Bibliotekstilsynet udvidet med forskningsbibliotekssektoren. Og
jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det i hvert fald var Lysholts hensigt.
Derfor var det egentlig heller ikke så selvmodsigende, som det ved første
øjekast kunne se ud til, at jeg så let kunne lære at elske det fællesorgan, der
opstod i 1990. For Statens Bibliotekstjeneste havde i virkeligheden meget lidt
at gøre med Fællesdirektoratet; for det første ændredes der intet ved de enkelte
bibliotekers institutionelle tilhørsforhold, og for det andet var det aldrig
tanken, at SBT skulle have bevillingsfordelende myndighed.
Det, der var tilbage af Fællesdirektoratet, var Bibliotekstilsynets (nu
reducerede) beføjelser i forhold til folkebibliotekerne forenet med en
tilsvarende myndighed på forskningsbiblioteksområdet med de muligheder for at
koordinere de to sektorers politik, som det måtte give, men uden mulighed for at
promovere den ene på den andens bekostning.
I min beretning på denne forenings årsmøde i 1989 udtrykte jeg det således:
"Lise Østergaards Fællesdirektorat var udtryk for en centraliseringside, som er
fremmed for tankegangen i dag. Det, der nu sker, er en decentralisering i og
med, at nogle opgaver overgår fra statsligt til kommunalt regi, samtidig med at
den decentrale struktur på forskningsbiblioteksområdet opretholdes; alle de
statslige opgaver, der fortsat skal løses, samles ganske vist under en
administration, i Rigsbibliotekarembedet, uden hensyn til bibliotekstype, men
denne administration bliver ikke mere magtfuld end de to, den afløser".
De knap otte år, jeg har haft ansvaret for Statens Bibliotekstjeneste, har
overbevist mig om, at selve ideen om en fælles styrelse er rigtig.
Biblioteksvæsenet må i dag være en helhed og kan kun fungere optimalt som en
helhed. Men den løsning, som blev ført frem i 1979, var unødvendigt radikal, og
den ville i øvrigt være blevet så dyr, at den hurtigt ville være blevet udpeget
som spareobjekt af den borgerlige regering, som kom til tre år senere. Jeg tror
heller ikke i dag meget på det mindretalsforslag, som var udarbejdet af
afdelingschef i Undervisningsministeriet Ernst Goldschmidt, og som jeg selv var
med til at lægge navn til. Det var i grunden kun forskelligt fra
flertalsforslaget derved, at det arbejdede med to direktorater, et for hver
sektor, i stedet for kun et fælles; det forudsatte stadig en udskillelse af
universitetsbibliotekerne af deres moderinstitutioner, og det gav stadig
direktoratet en bevillingsfordelende kompetence. Heroverfor er det min
overbevisning, at universiteterne og de øvrige læreanstalter på den ene side må
have en betydelig indflydelse på deres biblioteker, mens de på den anden side i
egen langsigtede interesse må give dem en høj grad af autonomi og først og
fremmest må acceptere en bevillingsmæssig særstatus for biblioteket, der sikrer
det mod at blive sorteper i de slagsmål, der regelmæssigt udkæmpes mellem
hovedområderne om ressourcefordelingen.
Der er stadig alt for mange historisk begrundede anomalier i det danske
forskningsbiblioteksvæsen; det er hartad umuligt at forklare en udlænding,
hvordan det er skruet sammen. En af dem er den sammenblanding af funktioner, som
karakteriserer nogle af de største biblioteker, først og fremmest
sammenblandingen af nationale opgaver med funktionen som universitetsbibliotek.
Så hvis jeg skal prøve at skitsere, hvordan en klar og logisk model skulle se ud
(at det er urealistisk at forestille sig den virkeliggjort, ved jeg naturligvis
godt), så bliver det omtrent således: Allerførst udskilles
universitetsfunktionen af Det kongelige Bibliotek og lægges sammen med Danmarks
Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek ind under Københavns Universitet. Så
overføres de nationale funktioner, som nu henhører under Statsbiblioteket,
inklusive Overcentralen med DABL, til det reducerede kongelige Bibliotek,
Statsbiblioteket indlemmes i Aarhus Universitet, og det samme sker med Odense
Universitetsbibliotek, der bliver en del af Odense Universitet.
Er der nogen, der endnu ikke er blevet trådt over tæerne? Ja, måske Dansk
Bibliotekscenter, for man kunne selvfølgelig også overveje at flytte
nationalbibliografien til Det kongelige Bibliotek; men det er næppe
hensigtsmæssigt, fordi det fortsat er det eneste rationelle, at den udarbejdes i
samme proces som Bibliotekskatalogiseringen.
Hvis der nu har siddet en og anden blandt dem af mine tilhørere, der endnu ikke
er stået af eller er faldet i søvn, og ventet på, at jeg skulle komme ind på min
tid i Rigsbibliotekarembedet og Statens Bibliotekstjeneste og mine oplevelser
som rigsbibliotekar og allerhelst mine uforgribelige meninger om med- og
modspillere, så må jeg skuffe ham eller hende; jeg er endnu på for kort afstand
af den tid, og jeg har endnu venner at miste inden for væsenet.
Men en erfaring skal I dog få med: Det er hverken muligt at skabe eller at drive
et statsligt centralorgan for biblioteksvæsenet i dette land til alles
tilfredshed. Dertil er forventningerne for forskellige. Og hvis jeg nu skulle
være så ondskabsfuld, som jeg kan bringe det over mit hjerte at være i denne
forsamling, kunne jeg afslutningsvis give følgende ganske korte opsummering af
de uforenelige synspunkter på et centralorgan og det, man forventer sig af det:
De store forskningsbiblioteker vil gerne have et centralorgan, men de vil selv
have styr på det, og det skal være et serviceorgan, allerhelst en pengemaskine,
der fremtryller bevillinger; derfor skal det helst have en bestyrelse, som
består af lederne af de store biblioteker. Det
157
må ikke blande sig, hvis det ikke i forvejen har fået lov, men det forventes at
skælde ud på ministerierne ved de dertil arrangerede højtidelige lejligheder.
Hvis det ikke gør det, er det et sikkert tegn på defaitisme og mangel på
visioner.
De små forskningsbiblioteker vil godt have et stærkt centralorgan, under hvis
vinger de kan søge beskyttelse både mod de store og mod deres egne ufølsomme
institutioner, der ved passende lejligheder skal have at vide, hvor vigtigt det
er at være god ved sit bibliotek. På den anden side er det vigtigt, at deres
institution ikke bliver knotten over at blive mindet om det.
Folkebibliotekerne vil også godt have et centralorgan, for det kan jo ingen
skade gøre. Det må naturligvis kun blande sig, hvis man allerede er blevet
håbløst uvenner med sit udvalg, men det forventes, at det kan sørge for, at det
statslige engagement bliver fastholdt, og at vi får en bibliotekslov, der
indeholder så mange obligatorier som muligt og pålægger forskningsbibliotekerne
at låne gratis ud til folkebibliotekerne.
Personaleorganisationerne ønsker sig især et centralorgan, der giver dem
indflydelse; derfor har de en forkærlighed for et kollegialt organ, der dog godt
må have tilknyttet en administrativ enhed, det giver jo beskæftigelse. Deres
model er i grunden ikke så langt fra den, som de store biblioteker forestiller
sig. Problemet er bare, at de store biblioteker, dvs. deres chefer, ikke er
specielt interesserede i at give personaleorganisationerne magt og indflydelse.
Kulturministeriet har naturligvis ikke noget ønske om at afgive magt og
kompetence til et centralorgan, men vil gerne have et serviceorgan, der kan gøre
arbejdet for dem og komme med udkast til skrivelser, som man så kan kritisere og
omformulere til passende ministeriel sprogbrug. Denne holdning bliver mere
udtalt, jo længere man kommer ned i det ministerielle hierarki; på de højere
niveauer afgiver man gerne kompetence, så længe det drejer sig om rent faglig
sagsbehandling, så sagsbehandlerne i kontorerne får tid til at lave andet end at
omformulere styrelsernes skrivelser. Men de politiske holdninger skal man nok
selv sørge for.
I Undervisningsministeriet er de i grunden ligeglade med et centralorgan, især
efter den nye universitetslov, hvor det bare vil være til besvær og hele tiden
vil have ministeriet til at gribe ind over for universiteterne og de andre
læreanstalter, når de prøver at tryne biblioteket. Der er i øvrigt kun meget få
i ministeriet, der ved, at der findes et centralorgan på biblioteksområde, og så
er bibliotekerne jo for resten blevet flyttet over til Forskningsministeriet, i
hvert fald for en tid, og så kan det jo være lige meget.
Jeg vil dog gerne understrege, at dette, som jeg sagde, er en udpræget
ondskabsfuld udlægning af synspunkterne, og at virkeligheden, selv om den måske
ikke fuldstændig anderledes, naturligvis langt bedre kan udtrykkes på en meget
pænere måde.
Og så vil jeg slutte, som jeg plejede, dengang da det, jeg sagde fra denne
talerstol, var noget, som folk var nødt til at høre efter, med et citat, og det
skal være nogle vers fra Søholms digt "rabularium bibliothecarii", som jeg
nævnte i forbindelse med omtalen af den nye teknologi; men jeg vil gerne
understrege, at også dette budskab naturligvis kan formuleres helt anderledes.
Og for dem, der ikke har så lang en hukommelse, skal jeg nævne, at både Faust og
Ibis og vistnok også Parsifal ikke bare er det, man tror, men også akronymer,
der dækker over diverse bibliotekssystemer.
"maskiner i stedet for mennesker
abbreviatur for romaner listemakulatur for lyrik
samtalen afløst af ingenting med noget omkring
tagesordnung muss doch sein
hvor er kernen mellem avnerne sagen i sagerne
faust forskrev sig, men partifal ruger på gralen
ibis den hellige fugl vader vidre i sit ægyptiske mørke
levende søstre med bogsten og hjerte
jeg hvisker til jer med digte på hånden
når kommer våren".