Faglitteratur og formidling
9
Indledning.
Den følgende artikel har karakter af en oversigtsartikel. Målet med artiklen er
at behandle en række af de problemer, der knytter sig til arbejdet med
faglitteraturen i en biblioteksmæssig sammenhæng. En række af disse problemer er
diskuteret igennem på biblioteksskolens efteruddannelseskurser og på en
konference, som udlånsbibliotekarerne har afholdt [Note 1. Kursus i
populærvidenskab afholdt juni-juli 1980 ved biblioteksskolens Aalborgafdeling.
Faggruppen for udlånsbibliotekarers konference i Odense, maj 1981].
At artiklen har karakter af en oversigt implicerer. at den ikke særligt
dybtgående analyserer enkeltproblemer med henblik på løsning, men derimod
forsøger at opstille og gennem diskussion afgrænse nogle problemområder, der kun
sjældent har været behandlet i den biblioteksfaglige debat. Netop den manglende
biblioteksfaglige beskæftigelse med faglitteraturen nødvendiggør, at problemerne
først identificeres og diskuteres som en nødvendig forudsætning for videre
analyser.
Et andet udgangspunkt for artiklen er, at den faglitteratur, der betragtes som
den mest biblioteksrelevante del, er det der noget upræcist kaldes
populærvidenskaben. Denne kan selvfølgelig ikke stå alene, men må suppleres
opadtil med videnskabelige fremstillinger og nedadtil med måske andre
materialekategorier. Men hovedvægten i bibliotekssamlingen bør ligge på den
alment tilgængelige del af faglittera-
10
turen. Denne del of litteraturen kan naturligvis ikke anskues isoleret, men må
bl.a. ses i forhold til den faglitterære produktion i faglige milieuer.
Før artiklens indhold og disposition gennemgås, skal der kortfattet gøres
opmærksom på en række begrænsninger. Det meste eksempelmateriale der er anvendt
i artiklen er hentet fra samfundsfag og historiefagene, hvorfor resultaterne
ikke uden videre kan siges at være gældende for hele det faglitterære område.
Endvidere er det vigtigt at understrege at der er tale om en foreløbig
præsentation, hvis resultater formodentlig vil blive modificeret, når der senere
vil blive foretaget mere detaljerede studier of enkeltproblemer. Selvom det er
indlysende, skal det også nævnes, at de problemer der her bliver taget op til
behandling ikke er de eneste - og måske heller ikke vigtigste - spørgsmål, der
knytter sig til området folkebibliotekernes forvaltning af faglitteraturen. De
problemer der behandles i artiklen, behandles ikke lige dybtgående, hvilket ikke
nødvendigvis er et udtryk for prioritering af væsentlighed, men i lige så høj
grad et udtryk for min indsigt i området.
Artiklen bygges således op, at den starter med en ganske kort oversigt over de
elementer, der indgår i hele problemkomplekset. De to næste kapitler behandler
henholdsvis den videnskabelige faglitteratur og populærvidenskaben, således at
de to kapitler tilsammen giver indblik i forholdet mellem fagvidenskab og
populærvidenskab. Kapitlet om fagvidenskab behandler kortfattet spørgsmål om
normer i de videnskabelige miljøer, karakteristika ved den videnskabelige
litteratur og arbejdsproces samt forskernes holdning til popularisering. Også
litteraturens typer gennemgås kortfattet i denne forbindelse. Kapitlet om
populærvidenskab søger kortfattet at definere, hvad populærvidenskab er
historisk og aktuelt, herunder spørgsmål om producentinteresser. Selve
populariseringsprocessen diskuteres og der søges opstillet en typologi over
populærvidenskaben, hvis formål er at afgrænse de forskellige dele of den
populære fagvidenskab kvalitetsmæssigt. Artiklens næste afsnit diskuterer denne
typologisering i forhold til de
11
faglige milieuers kvalitetskriterier, og det søges belyst i hvilken udstrækning
de fagvidenskabelige kriterier er anvendelige.
Den sidste del of artiklen handler om brugerne og formidling. I dette afsnit vil
der blive behandlet forhold om udlån og interesse for faglitterære
fremstillinger. Men især vil formidlingsproblemer blive behandlet i forhold til
egenartede karakteristika ved faglitteraturen. Dette fører til en diskussion af,
hvorledes informationsbehov og formidlingsstrategier gennem bibliotekarens
arbejde kan forenes. Herigennem vil populærvidenskabens oplysende funktion kunne
behandles på samme måde som problemet om forholdet mellem en materialesamling og
dens karakteristika og anvendelsen of den tematiseres.
Udgangspunktet for artiklen var som tidligere nævnt, at der for
folkebibliotekerne eksisterer mange problemer ved arbejdet med faglitteratur.
Dette er i sig selv en tilstrækkelig grund til at behandle nogle of problemerne.
Men næsten vigtigere forekommer den samfundsmæssige begrundelse at være.
Det er indlysende, at faglig information får en stigende betydning på næsten
alle samfundsmæssige områder. Dette forhold er i sig selv medvirkende til at øge
skellet mellem beslutningstagere og offentlighed. Ud fra en demokratisk
synsvinkel, der opprioriterer borgernes deltagelse i det samfundsmæssige liv er
dette en uheldig ting, der bør modvirkes. I denne forbindelse bør det heller
ikke glemmes, at information af nogle er blevet betragtet som en kulturel
resource, der har afgørende betydning for hvorledes fordelingen of øvrige
ressourcer foregår i samfundet. Det bør også understreges, at en øget central
offentlig informationsvirksomhed ikke i sig selv uden videre nedbryder skellet
mellem offentlighed og beslutningstagere, bl.a. af den grund at
beslutningstagerne i en række tilfælde anvender informationsvirksomheden som
instrumenter for legitimering og styring. Disse forhold er behandlet i et
tidligere temanummer of dette tidsskrift [Note 2. Biblioteksarbejde nr. 4. 1980.
Tema: Samfundsinformation.].
Legitimeringen og styringen er ikke altid de afgørende fænomener.
12
Gennem de sidste 10 år har vi set mange eksempler på, at politikere har søgt at
stille krav til forskere om at popularisere deres forskningsresultater, således
at de kan komme offentligheden umiddelbart til gode.
Artiklen centrerer især på problemer om den faglitterære institution og
formidling. Der berøres dog også andre vigtige forhold, der ikke her har kunnet
uddybes. Blandt disse kan nævnes forlagspolitik og massemediernes indflydelse på
den samlede informationsvirksomhed.
Alle disse - og sikkert flere - forhold har betydning for folkebibliotekernes
forvaltning af faglitteraturen; hvor bibliotekarerne i en række tilfælde vil
blive nødsaget til at tage diskussionen op om hensigtsmæssigheden af den
såkaldte neutrale og alsidige formidling. Og netop dette problemfelt er
artiklens vigtigste underliggende tema.
Videnskabelige milieuer og fagvidenskab.
Fagvidenskabelige milieuer og fagvidenskab er blevet behandlet ret grundigt af
både videnskabssociologer og informationsforskere. Dette afsnit skal derfor blot
trække nogle få karakteristika frem angående disse milieuer, idet der her lægges
specielt vægt på normerne og holdningerne angående popularisering.
Fagvidenskabelige milieuer er som alle andre institutioner underlagt en række
selvskabte og udefra kommende normer. I forbindelse med de faglige milieuer er
normen om den videnskabelige produktivitet den formentlig mest fremherskende.
Den faglige produktivitet er basis for karrierestrukturer og prestige i
institutionen, hvilket også implicerer at produktiviteten er afgørende for
økonomiske bevillinger og politisk bevågenhed. Ikke enhver produktion vurderes
lige højt. Den produktivitet, der er med til at kunne akkumulere tidligere
forskningsresultater eller inddrage nye områder, vurderes normativt højest. Det-
13
te medfører, hvad angår popularisering af forskningsresultater, at
formidlingsaktiviteter gennemgående vurderes lavt, idet den tid der medgår til
dette arbejde af dele af det videnskabelige milieu anses for spildt, idet tiden
kunne have været anvendt til frembringelse af ny viden. Dette skal ikke forstås
således, at popularisering direkte anses for at være en dårlig ting, men det
vurderes som aktivitet lavt, og dette får konsekvenser i det ulige system, som
de videnskabelige milieuer også er. Bag denne ideologi ligger der måske en
forestilling om videnskabens objektivitet og renhed, videnskaben som uafhængig
af samfundsmæssige interesser.
Der er ikke total enighed om ovenstående. Mange forskere anser det for en pligt
at formidle deres viden og deres forskningsresultater. Vi har ovenover set at en
række ideologiske normer og mere kontante karrierermuligheder o.lign.
vanskeliggør denne formidling. Også selve fagenes struktur kan dog vanskeliggøre
en popularisering. Det ses hyppigt indenfor især humanistiske og
samfundsvidenskabelige fag, at der hersker stor uegnighed om, hvilke tekniske
normer der bedst tjener faget og dets forskning. Det vil sige at der i en række
fag hersker stor uegnighed om hvilke teorier, metoder, teknikker og resultater,
der er holdbare og de kvalitativt bedste.
Dette giver en række formidlingsmæssige problemer, der vil blive behandlet
senere i denne artikel, men fremfor alt giver det forskermilieuerne opfattet som
en enhed problemer. I hvilken udstrækning kan den faglige uegnighed formidles
til offentligheden uden at faget mister sin troværdighed? Hvad betyder det for
faget at dets resultater betragtes som tvivlsomme? Der er ikke lavet mange
undersøgelser om dette problem, der jo især er et spørgsmål om, at
offentligheden ikke har indsigt i forskningens processer og karakter, men der er
foretaget amerikanske undersøgelser der indicerer at i sådanne tilfælde mister
faget en del af sin troværdighed i befolkningen med deraf følgende risiko for
nedskårne bevillinger. Dette skyldes til en vis grad, at faglig uenighed ofte
vil blive tolket som en politisering af faget, hvilket netop strider mod
offentlige myter om forskningens frihed og uafhæn-
14
gighed af samfundsmæssige interesser [Note 3. Y. Ezrahi: The Political Resources
of American Science. I Science Studies. Vol 1. no. 2. 1971].
De ovenstående problemer kan måske belyses gennem en undersøgelse
videnskabssociologen Blume har foretaget, idet han ville undersøge, hvem der
kunne tillade sig at popularisere et fags resultater [Note 4. Blume, S.S.:
Towards a political sociology of Science. London 1974. s.215 ff.].
Blume deler populariseringen op i to dele. Den ene populariseringsproces drejer
sig om formidling af fagets traditionelle teorier, metoder og resultater, altså
fagets kerne, hvorom der normalt hersker stor enighed. Formidlingen af denne
kerne er normalt en pædagogisk proces, og der er kun sjældent knyttet forbud mod
denne formidling, omend den på ingen måde er prestigegivende. Anderledes
forholder det sig med formidling af nyere forskning og resultater, hvorom der
kan herske faglig uegnighed. Før disse resultater har passeret og er blevet
bekræftet af forskere, anses det for uønskeligt at de præsenteres
offentligheden. Dette skyldes at enhver popularisering indirekte indeholder en
påkaldelse af den videnskabelige autoritet, og langtfra alle er kaldede til
denne påkaldelse; det er faktisk kun forskere, der besidder høj prestige. Det er
dem, der kan udtale sig på fagets vegne. Afspejlinger af forhold som disse ses
hyppigt i den danske atomkraftdebat, hvori det ofte fremføres, at denne eller
hin ikke er forsker af høj prestige indenfor området, og at de fremførte
meninger derfor bør tages med varsomhed, underforstået at de ikke burde have
været fremsat.
Både franske og amerikanske undersøgelser indicerer, at forskeres holdning til
formidling og popularisering varierer alt efter hvor de er placeret i de[t]
akademiske karrieremønster. Yngre, ikke særligt velmeriterede forskere, tenderer
til at betragte popularisering med nogen skepsis; og i de tilfælde hvor de
deltager i populariseringsaktiviteter er det ofte af den type, hvor det især er
fagets kerne der formidles. Dette sker ofte på en upersonlig facon, som om der
tales på fagets vegne. Derimod viser undersøgelserne, at ældre velmeriterede
forskere har en langt mere positiv indstilling til popularisering og som regel
foretrækker offentligt at diskutere deres egen forskning, også den allerny-
15
este, der endnu ikke udgør en del af fagets kerne [Note 5. samme].
Desværre foreligger der ikke undersøgelser, der siger noget om hvorledes
populariseringstendensen forholder sig til fagets enighed eller uenighed.
På trods af ovenstående er der ingen tvivl om, at klimaet angående
popularisering har ændret sig til det positive i de senere år. Dette skyldes i
nogen udstrækning pres fra politikerne, og også forskningsrådene gør en indsats
for at formidle forskningsresultater på samme måde som forskningsresultater
synes at vinde lidt mere indpas i massemedierne end det hidtil har været
tilfældet.
Der eksisterer dog en række reelle hindringer for, at en formidlings- og
populariseringsproces kan dyrkes systematisk i forhold til den videnskabelige
forskning. Den vigtigste hindring er selve den videnskabelige arbejdsproces'
natur, hvor nemlig meget afgrænsede og detaljeagtige problemer behandles, og
hvor den sammenhæng disse problemer indgår i, ikke kan anes direkte, idet dette
forudsætter et grundigt kendskab til fagets kerne. Det er tilsyneladende en
generel tendens inden for alle forskningsområder, at der i løbet af områdets
konsolideringsproces også finder en specialisering og arbejdsdeling sted. Dette
betyder som hovedregel, at de nyeste forskningsresultater ofte vil findes som
tidsskriftsartikler i specialiserede tidsskrifter og først på et senere
tidspunkt, efter at have gennemgået fagets anerkendelsessystem, vil disse
resultater blive optaget som en del af fagets kerne. Eller blive forkastet -
hvilket netop er en af grundene til den tvetydige holdning overfor
popularisering.
Først på et senere tidspunkt vil disse nye forskningsresultater blive
indkorporeret i monografier og håndbøger. I denne forbindelse bør det også
bemærkes, at en meget stor del af forskningen ikke bliver publiceret i
traditionel forstand, men at den ofte befinder sig i form af stencilater,
interne arbejdspapirer o.lign. hvorved tilgængeligheden vanskeliggøres [Note 6.
Meadows, A.J.: Communication in science. London 1974. s. 91-126].
16
De ovenstående forhold, d.v.s. både de forhold der angår normerne og de forhold
der angår arbejdsprocessen kan siges at være hindrende for formidling på en
hurtig og tidssvarende måde.
Selve den videnskabelige kommunikatrionsstruktur, hvor vægten i høj grad ligger
på den uformelle kommunikation er også hindrende for popularisering.
Som en rimelig overgang til det næste kapitel, der handler om hvad
populærvidenskab er og hvorledes den kan typologiseres, vil det være rimeligt
kort og skematisk at se på hvilke faktorer i de videnskabelige milieuer og i den
videnskabelige litteratur, der især skaber problemer for en øget popularisering
og formidling af forskningsresultaterne. Der opereres med en forsimplet
kommunikationsmodel. Modellen ser således ud:
(Fig 1)
17
Populærvidenskab.
Definitioner har det med at være mangelfulde overfor virkeligheden uden at de af
den grund er nyttesløse. Hvorledes kan populærvidenskab defineres og
typologiseres? Navnet antyder, at der er tale om videnskab, der popularises dvs.
at der umiddelbart mest tænkes på en sproglig og begrebsmæssig oversættelse, men
denne definition er næppe tilstrækkelig. Megen populærvidenskab udspringer ikke
af forskning, der er populariseret eller oversat til hverdagssprog. Det kan
måske defineres således, at der er tale om en fremstilling indenfor et
emneområde, der normalt klassificeres som faglitterært, og som ikke er teknisk
og sprogligt specialiseret på samme måde, som der er grænser for hvor
specialiseret fremstillingen er indholdsmæssigt. Det hører også med til
definitionen, at målgruppen for fremstillingen ikke er - eller ikke alle er -
medlemmer af en bestemt profession. Denne brede og foreløbige definition er ikke
ganske præcis, men på den anden side er den lige så præcis som andre typer
fagdefinitioner som fx. definitionen af faget po[l]itologi, der defineres som
videnskaben om den autoritative fordeling af værdier i samfundet. Ovenstående
definition modsvarer da også glimrende indholdet i Fig. 1.
Der er endvidere forsøgt en yderligere præcisering af området populærvidenskab
ved at opdele kategorien i nogle grupper, der indirekte skulle reflektere
faglige og kvalitetsmæssige forskelle og som skulle indicere, hvilke forskellige
typer af populærvidenskabelig litteratur, der produceres.
a) Faginformation, d.v.s. popularisering af forskningsresultater.
b) debat- og nyhedsorienteringslitteratur.
c) faglig triviallitteratur eller trivialvidenskab.
Om de enkelte kategorier skal kort anføres, at faginformationslitteraturen er
karakteriseret ved, at oplysningsfunktionen og emnediskussion er opprioriteret i
teksten på bekostning af den uproblematiserende underholdningsfunktion.
18
Begrebet faginformation, der er anvendt som en af de tre kategorier, som
po-pulærvidenskab blev inddelt i, kan nu defineres yderligere, idet en rimelig
afgrænsning er:
a) Nytteinformation, hvis formål primært er at tilgodese specifikke grupper og
deres informationsbehov i erhvervsøjemed.
b) Beslutningsinformation, som især henvender sig til administratorer og
be-slutningstagere, der har behov for, - uden selv at besidde den store
teoretiske indsigt i emner -, at kunne tage beslutninger på baggrund af et
materiale, der er klart stillet op med de væsentligste konklusioner uddraget og
en stringent præsentation af fakta og baggrundsinformation som baggrund for
planlægning og beslutning i spørgsmål, der påvirkes af videnskab.
c) Almen forskningsinformation, hvor der vel især behandles forskningsresultater
i deres samspil med og konsekvenser for samfundet og de enkelte borgere uden at
der heri ligger et direkte krav om udnyttelse af forskningsresultaterne.
Målgruppen vil ofte være vagt defineret og ideelt set tilstræbes der oversigt og
sammenhængsinformation fremfor detailkendskab [Note 7. Expertbilaga 3 til SOU
1977:52: Forskningspolitik: Forskning i kontakt med samhället. Stockholm 1977].
Debat- og nyhedsorienteringslitteraturen kendetegnes ofte af et bredere og
fjernere forhold til den fagvidenskabelige forskning, men har i delvis
modsætning til forskningsinformationslitteraturen et nært forhold til de
problemer, der diskuteres og debatteres. Denne type litteratur har derfor ideelt
set en stor oplysningsværdi. Debatlitteraturkategorien er dog meget bred, idet
netop denne litteraturkategori indeholder muligheder for hurtige - ofte på basis
af massemedieskabt interesse - udgivelser og forlagsprofitter. Som eksempel på
denne type kan nævnes de bøger, der forelå på markedet om israelernes
befrielsesaktion i Uganda blot få uger efter begivenhederne.
Debatlitteraturen er den litteraturkategori, der mest entydigt og åbent knytter
sig til samfundsmæssige interesser. Mange af disse bøger formår at mobilisere
den affentlige debat. Eksempler på dette er Jørgen Dichs 'Den herskende klasse'
og 'Oprør fra midten'; Nyhedsorienteringslitteraturens må1 er ikke primært
debatskabende men informerende, ofte som supplement til massemediernes
oplysninger. Der findes dog eksempler på at orienteringsbøger ufrivilligt
medvirker til at
19
skabe en debat, der klart afspejler dels den faglige uegnighed indenfor et
område og de forskellige samfundsmæssige interesser, der knytter sig til emnet.
Debatten om Kjærsgaards 'Bogen om P-pillen' er et eksempel på et sådant fænomen.
Den faglige triviallitteratur behøver ikke at adskille sig særlig markant fra de
ovennævnte kategorier - grænserne kan være vanskelige at drage - men det
forekommer rimeligt at skelne således, at det karakteristiske ved
trivialvidenskab for det første er, at der ikke sættes spørgsmålstegn ved
behandlingen af emnet og forudsætningerne herfor, d.v.s. at der ikke i
fremstillingen føres en diskussion, der viser evt faglig uegnighed og
forskellige tolkninger, netop noget der er et generelt træk i forskning og i de
videnskabelig miljøer. Denne faglige uegnighed og forudsætningerne for den
forekommer ellers at være en meget vigtig del af det folkelige
oplysningsarbejde. For det andet kendetegnes denne litteratur ved, at
underholdningsfunktionen er det højst prioriterede, at der lægges meget vægt på
den spændende fortælling. Dette sker på bekostning af mulighe-den for læserens
kritiske tilegnelse. Den ikke-diskuterende facon og opprioriteringen af
underholdningsfunktionen samt ikke mindst salgbarhedshensyn kan som konsekvens
få, at trivialvidenskab, når den er værst, ikke gør andet end
videretransporterer ideologiske forestillinger og fordomme i en autoritær form
under dække af forskellige grader af videnskabelighed eller faglig indsigt.
Et tredje kendetegn ved trivialvidenskabens form og indhold er ofte, at stoffet
eller emnet ikke behandles ud fra et gennemdiskuteret sæt af synsvinkler,
hvilket medfører at kausalsammenhænge ofte vil være tilfældige på samme måde som
faktaophobningerne kan være. Hvad angår denne kategori savnes især
baggrundsinformation og teori/metodediskussion.
Det er primært, men ikke udelukkende de kommercielle forlag, der udgiver
populærvidenskab. Også interesseorganisationer, institutionsforlag o.lign. er
involveret, dog ikke i samme omfang.
Den viden vi har om forlagene og deres faglitterære udgivelsespolitik
20
er ikke stor. Det er dog indlysende at lærebøger, der i vid udstrækning kan
betegnes som populærvidenskab, udgør en stor del af produktionen. Også større
værker spiller en rolle, og det forekommer da, at markedsføringen og den deraf
følgende massemediedebat og behovsproduktion står centralt i billedet for
forlagene. I denne forbindelse er det værd at bemærke, at forfatterene til disse
samleværker ofte er personer, der er centralt placerede i de videnskabelige
miljøer. Det er også disse personer, der anvendes af massemedierne som
eksperter, på samme måde som det ses, at det er disse der går ind og deltager i
massemediernes samfundsdebat. Dette er ikke overraskende. Det forholder sig
tilsyneladende således, at forudsætningen for offentligt at kunne udtale sig om
faglige ting i en ikke videnskabelig form er forbeholdt den videnskabelige
elite. Dette skyldes de i de videnskabelige miljøer eksisterende normsystemer.
Den ulighed, der eksisterer i samfundet findes også i de videnskabelige miljøer,
og det er derfor af betydning m.h.t. oplysningsfunktionen at vide, at fagets
elite kun sjældent tegner konkurre[re]nde tilgange til emnet.
Markedsmekanismerne appelerer til konsum, også konsum af information som
underholdning, fordi forlagene alt andet lige er interesserede i den størst
mulige afsætning af deres produkter. Der er derfor en tendens til at
underholdningsfunktionen opprioriteres i populærvidenskabelige udgivelser.
Det fremgår af fig. 1 at popularisering ikke kun er et oversættelsesproblem,
hvad angår det sproglige. Problemet er i nogen udstrækning, at videnskabelig og
populærvidenskabelig kommunikation er ret forskellige, idet f.eks. hovedparten
af den videnskabeiige forskning er at betragte som en art halvfabrikata, på
hvilken der skal arbejdes videre. Andre væsentlige forskelle mellem disse to
litteraturkategorier er, at der i den fagvidenskabelige litteratur ikke gives
megen plads til baggrundsinformation, hvorimod denne må anses for at være vigtig
og nødvendig i populærvidenskaben. Endvidere spiller selve analysen af metoder
og diskussion af forskningsresultatets evt. holdbarhed en stor rolle i den
fagvidenskabelige litteratur, mens dette sjældent ses at være tilfældet i den
populærvidenskabelige litteratur. Brugere af populærvidenskab har tilsyneladende
også andre mål med læsningen end forskerne har, - derom i sidste afsnit af
artiklen. Selve meddelel-
21
sens form og indhold er således, at der ikke er tale om overensstemnaelse. Store
dele af forskningen egner sig qva det specialiserede emnevalg og den vanskelige
metodik ikke uden videre til popularisering. I denne forbindelse bør det også
nævnes, at det forekommer at være vanskeligt at popularisere og formidle teorier
og metoder. Det bør endvidere nævnes, at populærvidenskaben generelt ikke er
problemrettet på samme måde som fagvidenskaben [Note 8. Sahlquist, Å og Wallen,
G: Den vetenskapeliga och populärvetenskapeliga kommunikationen. i:
Alexanderson, O: För ut forskningen. Stockholm 1973. s. 21-46.].
Disse forhold, der kan opsummeres således, at der i producentleddet for
populærvidenskab især ses en række problemer om, at producenterne er
velmeriterede forskere, journalister eller pædagoger, hvilket ihvertfald ikke
giver sikring for at alle synsvinklerne indenfor fag er dækket. I samme led er
der problemer om forlag, der af økonomiske hensyn, ofte vil tendere til at
opprioritere underholdningsfunktionen i de producerede materialer. Hvad angår
selve meddelelsen ses vanskeligheder omkring formidling af teori og metode samt
fagsproget. Modtagerne eller brugerne af populærvidenskab skal i højere grad end
brugere af fagvidenskab motiveres til anvendelsen af litteraturen.
På baggrund af dette problemkatalog vil det nu være rimeligt at diskutere hvilke
kvalitetskriterier, der er specielt anvendelige overfor den
populærvidenskabelige litteratur. Det forekommer naturligt at denne diskussion
tager udgangspunkt i de fagvidenskabelige kriterier, bl.a. for at undersøge hvor
mange af disse der evt. kan anvendes. Denne diskussion er en vigtig forudsætning
for etableringen af en konsekvent materialevalgspolitik.
Kvalitetskriterier.
Det er vigtigt at understrege, at kvalitetskriterier således som de anvendes i
faglige miljøer er vanskeligt håndgribelige. Dette skyldes flere forhold bl.a.
at en række kvalitetskriterier er underforståede i den faglige tradition, dvs.
at de er implicitte og udtryk for en fælles og ikke diskuterbar norm, som det
kan være vanskeligt at formidle til folk uden for faget. Andre vanskeligheder
skyldes, at kvalitetskravene i
22
nogen udstrækning er forbundet med fagets forskellige skoledannelser, således at
begrebet faglig kvalitet ikke er et entydigt begreb, men et mangetydigt, der
skifter alt efter hvilken skole, der er tale om. Dette forhold forhindrer dog
ikke, at der i forbindelse med kvalitetsbegrebet synes at forekomme
overensstemmelse mellem de forskellige skoler indenfor et fag om dels af det
kvalitative grundlag for faget. F.eks. indenfor historieforskningen er der på
trods af forskellige teoretiske skoler generel enighed om, hvorledes et
kildemateriale kan og skal behandles på samme måde som der indenfor
samfundsfagene er enighed om, hvorledes et datamateriale kan og skal behandles
teknisk.
Ifølge ovenstående ser det ud som om metoden er det afgørende i forbindelse med
en kvalitativ vurdering af værker.
Inden for faget historie har Svend Ellehøj udarbejdet en liste over de punkter
han mener en anmelder og bedømmer af faglig litteratur bør tage hensyn til.
Denne liste og de punkter der opstilles er af en karakter, således at ihvertfald
mange andre humanistiske og samfundsfaglige fag vil kunne acceptere den som
læggende vægt på noget af det vigtigste [Note 9. Ellehøj, S: Faglige kriterier
for vurdering af historiske forskningsresultater. i Studier i historisk metode
5: Problemvurdering og prioritering i historie. Odense 1979. s. 72 - 81.].
Et betydningsfuldt arbejde karakteriseres som et, der har en vis dristighed i
em-nevalget, indfører og afprøver nye teknikker og metoder, har et præg af
originalitet samt er forskningsfremmende. For udenforstående er dette næppe
specielt præcise kriterier. De basale og nærmest selvfølgelige krav der
herudover kan stilles til et fagligt værk er ifølge Ellehøj, at teksten klart
angiver forholdet mellem beskrivende og vurderende elementer i fremstillingen,
dvs. at læseren med sikkerhed skal kunne vide, hvornår der er tale om at
forfatterens vurdering og mening fremkommer. Det er endvidere vigtigt at der er
et rimeligt forhold mellem tekstens præmisser og dens konklusioner, herunder er
det vigtigt at forfatterens kildegrundlag og hele dokumentation er i orden.
Disse aspekter angår især det metodiske, men også forfatterens teorier og hans
anvendelse af dem er vigtige i bedømmelsen, idet teksten også må bedømmes på
egne præmisser.
Det slående er, at disse indikatorer på kvalitet, der fremstilles, er upræcise
og flertydige på samme tid som fagfolk uden tøven er i
23
stand til præcist at klassificere faglige fremstillinger ind i en
"kvalitetsskala".
Det er dog stadig et åbent spørgsmål i hvilken udstrækning, der virkelig findes
et sæt fælles vurderingskriterier. Måske er der snarere tale om at der findes
flere funktionsbestemte kvalitetskriterier, der hver især modsvarer dels
funktionen af værket, dels normerne i dele af det videnskabelige miljø. Hvis det
forholder sig således, -hvilket meget tyder på - må det også erkendes, at
faglige kvalitetskriterier ganske vist på den ene side indeholder en række
fælleselementer især knyttet til forskningsprocessens metodiske og tekniske side
som er udtryk for en vis gruppekonsensus og på den anden side udtrykker denne
pluralitet af kvalitetsvurderinger en række forskellige interesser af både
faglig, fagpolitisk og samfundsmæssig art. Denne pluralitet af
kvalitetsvurderinger kan vi indenfor de enkelte faghistoriske traditioner se
mange eksempler på. Disse eksempler udspringer i nogen udstrækning af, at
forskere med forskellige udgangspunkter analyserer hinandens værker. Disse
forskellige udgangspunkter kan i en række tilfælde opsummeres som fagets
paradigmer, der hver især kæmper om førerpositionen indenfor faget. Paradigmet
er en omfattende kategori, der indeholder både teorier, metoder, opfattelsen af
emnet og postulater om, hvad der især er vigtigt at beskæftige sig med.
Paradigmebegrebet er på mange måder interessant i en bibliotekssammenhæng, idet
det er et begreb, der på mange måder nøje svarer overens med det lidt bredere
interessebegreb. Derfor er begrebet interessant i forhold til
materialevalgsproblemer. F.x. kan et paradigme indeholde flere teoretiske
retninger indenfor et fag. Det er hele sammenhængen mellem teori, metode og
emnebeskrivelsen, der danner paradigmet. Ritzer, der har lavet en større
undersøgelse af paradigmatiske forskelle i faget sociologi, konkluderer, at
paradigmerne fører direkte politiske kampe mod hinanden oftest udtryk ved, at
andre paradigmers forskere kritiseres for, hvad de ikke har behandlet. Dette
forhold, at det ofte ses, at de enkelte paradigmer ikke vurderer andre på deres
egne præmisser, viser, at paradigmebegrebet er analogt med interessebegrebet i
bred betydning [Note 10. Pors, Niels Ole: Fagområders opståen og udvikling. i
Biblioteksarbejde nr. 7. 1981].
Disse forhold, der med en række modifikationer er gældende for næ-
24
sten alle fagområder, betyder, at det vil være umuligt at anvende specifikke
videnskabelige kvalitetskriterier som vurderingsgrundlag for den
populærvidenskabelige litteratur.
Disse forhold i de videnskabelige milieuer er næppe velkendte i offentligheden
selvom de må betragtes som en meget vigtig forudsætning for at kunne forstå
indholdet af faglitteraturen.
Der synes at være to vigtige forhold, der bør tages hensyn til ved
popularisering. Det første forhold, der følger naturligt efter ovenstående er,
at selve forskningsbegrebet og forskningsprocessen bør afdramatiseres. Denne
afdramatisering kan formentlig kun finde sted i det omfang der tages hensyn til
et andet forhold, nemlig udbredelsen af information og viden om forskningens
metoder og tankemodeller. En viden om disse forhold vil utvivlsomt bidrage til
at forskningen ikke opfattes som noget dramatisk, en synsvinkel vel især
massemedierne synes at understøtte. Det er vanskeligt at popularisere
forskningens metoder og tankemodeller, men det er som nævnt en vigtig
forudsætning for afdramatiseringen. Hvis metoderne og tankemodellerne ikke
præsenteres i den populærvidenskabelige litteratur får det som effekt, at
resultaterne fremtræder som for absolutte og entydige. Det medfører endvidere,
at det kun vil være den kanoniserede viden, der populariseres, hvorimod at selv
nyere og kontroversielle informationer kan populariseres, hvis det klart
angives, hvilken status de har i forhold til anden litteratur og hvis det
angives, hvorledes resultaterne er fremkommet og hvilken usikkerhed, de er
forbundet med.
Det kan konkluderes, at de væsentligste kvalitetskriterier, der kan anvendes
overfor populærvidenskab er nogle, der som krav opstiller at fremstillingen skal
klarlægge og diskutere egne forudsætninger osse i forhold til anden litteratur.
Dette kan være et meget vigtigt udvalgskriterie for bibliotekerne på samme måde
som litteraturens tilknytning til samfundsmæssige interesser kan være et
kriterium i bestræbelsen på at etablere en alsidig samling.
Dette vil kontant medføre, at det bliver nødvendigt at identificere og evt.
udskille den del af populærvidenskaben; der i denne artikel er ka-
25
rakteriseret som trivialvidenskab, dvs. tekster der i en autoritær form
viderebringer myter og ideologiske påstande på en måde, der ikke er diskuterbar.
Dette er ikke et kriterium, der knytter sig til samfundsmæssige interesser som
sådan, men derimod et der nødvendigvis må supplere dette. Det skal understreges
at diskussionen om trivialvidenskab ikke er lettere indenfor den faglitterære
kategori end indenfor det skønlitterære område. Eksempler på dette kan gives ved
fx. kort at nævne, at Erling Bjøl, der er professor international politik, i sit
trebinds værk om verdenshistorien efter 1945 betjener sig af en
fremstillingsform, der i flere afsnit kunne fortjene betegnelsen
trivialvidenskab. Den kritisk indstillede læser er velkommen til som eksempler
at læse hans personkarakteristikker af fx. Castro og Khrustjef, der begge
forekommer mig at være skoleeksempler på viderekolportering of ideologiske
fordomme under dække af videnskabelighed. Den trivialvidenskabelige kategori kan
forekomme i mange typer litteratur og det må være en vigtig biblioteksopgave at
identificere og diskutere denne litteratur bl.a. for at kunne supplere den med
mere dækkende og diskuterende fremstillinger.
Formidling of faglitteratur.
Dette afsnit skal behandle en række problemer i forbindelse med formidling af
faglitteratur. I lighed med foregående afsnit tænkes der mest på den
populærvidenskabelige litteratur, når der tales om formidling.
Udgangspunktet for dette kapitel er iøvrigt en fornemmelse af, at det er
uhensigtsmæssigt på længere sigt, at kvalitetskriterier og triviallitteratur,
d.v.s. afgrænsningsproblemer, kun drøftes og debatteres indenfor det
skønlitterære område på trods af at faglitteraturen i det mindste kvantitativt
fylder mere. Dette betyder, at vi ikke har nogen systematisk viden om de
institutionelle mekanismer, herunder forlags- og anmelderinstitutioner, der er
af betydning for produktion og bedømmelse af faglitteratur. Endvidere savnes
viden om litteraturens genrer og typer, og brugen og effekten af denne
litteratur.
26
Der er altså mange gode grunde til at beskæftige sig med populærvidenskab.
Indsigten i emnet må betragtes som en nødvendig forudsætning for et kultur - og
informationsformidlende arbejde, idet materialevalgs - og
bestandssam-mensætningsproblemer er en del af dette. Af andre grunde kan det
være vigtigt at nævne, at indsigt i forskning og forskningsanvendelse er en
nødvendig men ikke tilstrækkelig forudsætning for borgeres deltagelse i
samfundets beslutningsprocesser. Hermed er der over for faglitteraturen anvendt
en argumentation, der er helt analog med den, der anvendes når vigtigheden af
samfundsinformation fremføres.
Denne type argumentation er helt overstemmende med de statslige bestræbelser på
at styre ihvertfald dele af forskningen og den er også overensstemmende med
nogle politikeres opfattelse af, at helt naturlige og nødvendige krav til
forskerne er, at de over for offentligheden kan redegøre for, hvad de arbejder
med og begrunder, hvorfor det er vigtigt. De fremførte argumenter for en øget
forskningsinformation bl.a. gennem populærvidenskabelige litteratur er - så vidt
jeg kan se, alle gode nok -, og så er der endda ikke talt om den stadig stigende
informationsmængde, det stadigt mere komplekse samfund og de vanskeligheder både
forskere og offentlighed har med at få kontrol over dette.
Disse vanskeligheder er store, men de må overvindes bl.a. gennem en erkendelse
af, at det industrialiserede samfund og den økonomisk-sociale struktur også er
produkter af tidligere tiders videnskab og at vor tids forskning vil blive en
del af fundamentet for fremtiden.
Det forekommer dog mig, at den væsentligste årsag til at tage dette emne op, er
offentlighedens manglende evne til at gennemskue videnskab dels som system, dels
dens betydning på det samfundsmæssige og personlige niveau. Dette hænger
formodentlig sammen med to dominerende attituder overfor videnskab og dens
udøvere. Den ene attitude er troen på og den næsegrus respekt for eksperten, -
en tro og respekt der ofte forekommer absurd i betragtning, af, hvor usikre de
fleste forskningsresultater er. Den anden attitude er modsat og udtrykker sig
gennem mistro og mistillid til forskning og forskningsresulta-
27
ter, ofte med det resultat at selv ganske velbegrundede forskningsresultater
ikke tages alvorligt evt. fordi de støder mod myter og fordomme. Begge attituder
- og de fleste af os har dem nok begge - er hindrede for en mere realistisk
vurdering af, hvad forskning er og hvad den kan. Det forekommer i stigende
omfang nødvendigt med en almen forståelse af denne type fænomener, bl.a. fordi
magtudøvelsen i samfundet i højere grad end tidligere foretages på baggrund af
videnskab, og som regel den videnskab der er kongruent med den dominerende
ideologi [Note 11. Shaw, M: Marxism and Social Sciences. London 1974. s.15-43].
Et eksempel på dette er fængselsvæsenet og straffesystemet, som vist alle
videnskabelige resultater viser, ikke fungerer resocialiserende efter den
oprindelige hensigt. I beslutningsprocesser - som legitimation af det bestående
system - anvendes derfor blot dele fra den kriminologiske litteratur, mens
helheden af forskningsresultaterne ikke anvendes direkte, formodentlig dels,
fordi det er for økonomisk dyrt, dels fordi resultaterne strider mod den
dominerende ideologi angående straf og gengældelse. Et
forskningsinformationsmæssigt initiativ på dette område kunne måske være
medvirkende til at ændre fordomme og dermed bane vejen for et mere ædakvat
straffesystem.
Der savnes viden om befolkningens generelle interesse i en systematisk
forsknings-information. Indikatorer på denne interesse kan selvfølgelig aflæses
af f.eks. mængden af populærfaglige blade, massemediernes dækning af
emneområdet, bogsalg og biblioteksudlån.
Imidlertid er der i Norge i 1977 lavet en undersøgelse om hvilken interesse, der
er for information om forskning.
Undersøgelsen dækkede et repræsentativt udsnit på 1600 personer, og af disse
erklærede 54% sig som meget eller noget interesserede i forskningsinformation,
mens de øvrige 46% erklærede, at de stort set ikke var interesserede. Iøvrigt
var der en klar overvægt af mænd blandt de interesserede.
Årsagerne til at folk erklærede sig interesserede i forskningsinformation var
dels erhvervsfunktioner, dels familiesituationen. 35% angav
28
disse to emneområder som det, der motiverede interessen for informationen. I
undersøgelsen var der en overvægt af mænd, der angav erhvervsfunktionen som
årsag. 10% af de interesserede angav som motivering for interesse, at de syntes
det var vigtigt at følge med i, hvorledes samfundet[s] resourcer anvendtes.
Andre 15% angav som årsag, at forskningsinformation var god underholdning. Den
resterende store gruppe på ca. 45% anførte, at forskningsinformation gav gode
samtalemener.
Opsummerende om årsagerne til, at forskningsinformation anses for et gode kan
siges, at ca. halvdelen af de interesserede finder den nødvendige af
politisk/sociale grunde, mens den anden halvdel finder den anvendelig som
underholdning og generel stimulans og orientering.
Der er næppe tvivl om, at tendensen i den norske undersøgelse er overførbar på
danske forhold: Tallene markerer et klart socialt behov for information om
forskning, og ikke kun den type forskning der er rettet mod specielle
nyttefunktioner, men også, som noget mindst lige så vigtigt, den der er rettet
mod den generelle. kulturelle oplysning.
Denne norske undersøgelse siger dermed en del om den formulerede interesse for
forskningsinformation og behovet for den [Note 12. Mortensen, M.S: The Impact of
Research Information in Norway - incentives and constraints in
informationseeking behaviour. Oslo 1977].
Der er i Danmark i 1976 foretaget en større udlånsundersøgelse i det
storkøbenhavnske område og den viser mange interessante ting, bl.a. at der ikke
er sammenhæng mellem udlån af litteratur og litteraturens anvendelse i
forskning. Også hvilke emner der bruges mest viser undersøgelsen. Nogle af de
mest udlånte forfattere var Bertel Haarder, Helge Andersen, Joachim Israel,
Mette Koefoed Bjørnsen, Jørgen Dich, Marx, Galbraith, Uffe Elleman, Rold
Andersen, Marcuse, Helge Nørgård, Thorlund Jepsen, Verner Goldschmidt og Susanne
Giese.
Undersøgelsen som helhed bekræfter allerede eksisterende antagelser om, hvad det
er for en type litteratur, der især udlånes, på samme måde som man gennem
undersøgelsen får et fingerpeg om, at masseme-
29
iedebatten i høj grad virker styrende for læsningen. Dette ses gennem udlånets
koncentrering om få og markante forfattere. Undersøgelsen underbygger endvidere
indirekte resultaterne af den norske undersøgelse m.h.t. de emneområder, der er
interesse for og den brugssammenhæng disse indgår i.
Undersøgelsen, hvorfra der er refereret dækker hele det københavnske område, er
dog ikke repræsentativ for landet som helhed. Undersøgelse af denne type kan
primært anvendes til at afdække tendenser. Det faktiske udlån i fx. vestjyske
købstadskommuner vil givet se anderledes ud.
Den foreliggende artikel beskæftiger sig mest med populærvidenskab og
populariserings-processen. Disse ting hænger nøje sammen med I
formidlingsbegrebet. Begrebet formidling er en størrelse, der ofte fungerer
udefineret og sloganagtigt i den biblioteksfaglige debat. I det følgende skal
der søges givet en definition, der i hovedsagen bygger på et upubliceret arbejde
af Anders Ørom.
Præmissen for definitionen af formidling er, at den aldrig kan eller bør være
upartisk eller neutral, hvilket på ingen måde forhindrer at den kan være og bør
være alsidig. Formidlingen vil også altid være et led i en bevidsthedsændrende
eller bevidstheds-fastlåsende proces, d.v.s. at formidlingen enten producerer
erkendelse eller genkendelse.
Derfor er formidling at viderebringe og almengøre bestemte tanker, ideer,
forestillinger og ideologier og/eller at kommunikere viden med bestemte
brugsværdier eller brugsegenskaber. Det fremgår af denne definition og dens
præmis, at informations-værdiaspektet er vigtigt og problematisk, idet netop
dette normalt anskues som objektivt og noget på forhånd givet; afgørende er hvad
information bruges til eller kan bruges til af forskellige sociale grupper og
hvilke producentinteresser der ligger bag vidensproduktionen, idet disse ting
slår igennem i informationsindholdet.
Det interessante ved denne definition er at formidlingsbegrebet entydigt er
knyttet sammen med et interessebegreb, der reflekterer de for-
30
skellige samfundsmæssige interesser. Der er ikke meget nyt i denne definition,
hvilket dog ikke betyder at bibliotekarerne har taget konsekvensen af dette.
Formidlingsdefinitionen er bred på den måde, at den ikke kun drejer sig om
bibliotekernes formidling, men hele formidlingsinstitutionen som sådan, der
inkluderer både statslige og private formidlingsorganisationer, der har meget
forskellige formål. Disse formidlingsorganisationer danner tilsammen en
institution, der producerer ideologier og informationer rettet mod bestemte
målgrupper og med specielle brugsegenskaber. Denne formidlingsinstitution er
folkebibliotekerne på den ene side en del af, på den anden side underlagt i sit
materialeudbud. .
At formidlingen må knytte sig til bestemte interesser og ikke blot lader sig
henføre under det abstrakte alsidighedsbegreb, der primært anvendes
legitimerende kan følgende eksempel måske belyse.
Forholdet mellem faglitteratur og massemedier er tidligere blevet behandlet i
dette tidsskrift.
Det er også således, at denne relation er meget vigtig, idet alt tyder på, at
fol-kebibliotekerne er snart de[t] eneste sted, hvor der er mulighed for at få
dybtgående og tilstrækkelige baggrundsinformationer. Dette er udmærket, men det
gør ikke massemediernes behandling af sagsforhold mere ufarligt, idet alle
fænomener der slås op som sensationer stjæler tiden fra reelle og væsentlige
nyheder. Offentligheden narres gennem disse bidrag, hvis reelle funktion er at
de slører for virkeligheden.
Massemedierne er dog ikke kun sensationer. De er også i nogen udstrækning
talerør for den samfundsmæssige magt. Dette giver sig udslag i at der ofte i
medierne anvendes ekspertsprog, hvis funktion [er] at informere offentligheden
om at problemerne er så komplekse og vanskelige, at de skal overlades til
eksperter. Der tages kort sagt patent på viden og sammenhænge og løsninger.
Dette sker ofte på en måde og i et sprog offentligheden ikke har mulighed for at
forstå. I denne forbindelse skal det blot nævnes at LIX-tallet for offentlige
institutio-
31
ners informationsmateriale og - også radioavisen - placerer disse tekster i en
meget vanskelig opfattelig kategori. Medieforskere har gennem mange år undersøgt
i hvilken udstrækning den information der gives i medierne dels forstås, dels
huskes. Resultaterne er meget nedslående. Det generelle billede er at
offentligheden ikke har en tilstrækkelig referensramme eller
baggrundsinformation til at kunne sætte f.eks. nyhederne ind i en sammenhæng.
Resultatet bliver et fragmenteret verdensbillede, der ofte er urimeligt
personcentreret. Undersøgelser der er foretaget af hvilken virkning den megen
information om fx. Vietnamkrigen havde, viste at hovedparten af offentligheden
ikke havde forståelse for problemet. Medierne virker tilsyneladende således, at
det sete og hørte glemmes meget hurtigt.
Denne fragmenterede information som videregives af disse
formidlingsinstitutioner får derfor på længere sigt som det primære en
underholdende funktion, idet den informative værdi af information uden
referensramme eller baggrundsinformation er meget lille [Note 13. Vedel
Petersen: Den forvrængede virkelighed. Kbh. 1977. Bogen giver mange eksempler,
og den behandler iøvrigt en lang række problemer, der er analoge med
biblioteksproblemer].
I folkebibliotekernes formidlingsarbejde og arbejde med faglitteraturen kan der
dog være grund til også at tage hensyn til i hvilken udstrækning den
populærvidenskabelige litteratur om emner er forskellig. Dette kan have stor
betydning for opfattelsen af indholdet. Problemet udspringer af, at der ikke i
fagvidenskabelige kredse er total enighed om må1 og midler. Dette smitter af på
den populærvidenskabelige litteratur, og det kan medføre at låneren bliver
forvirret over litteraturens mange diagnoser og løsninger. Som eksempel på dette
kan nævnes den mangfoldighed af populærvidenskabelig litteratur der beskæftiger
sig med psykiske lidelser. Dette er fornemtlig en litteraturkategori der læses
meget, også af de mennesker der har disse lidelser. Lidelserne eller sygdommene
klassificeres forskelligt. Deres oprindelse forklares meget forskelligt med
forklaringer gående lige fra et utilfredsstillende sexualliv over forholdet til
forældrene i barndommen til misforhold mellem drifter og deres
realiseringspotentiale. Der findes kort sagt mange forklaringer og
klassificeringer på samme måde som der er udgivet en række såkaldte
videnskabelige test, hvor man kan teste sin egen personlighed og psykiske
lidelse. Også helbredelsen forklares meget forskelligt. Der findes beskrevet
helbredelsesmuligheder
32
gående lige fra anvendelsen af primalskrig over piller, afspændingsøvelser,
psykoterapi til simpel selverkendelse.
Denne populærvidenskabelige litteratur reflekterer selvfølgelig på mange måder
en faglig uenighed og forskellige tolkninger og klassifikationer. Men ved den
enkelte låner dette? Hvordan kan denne viden formidles til vedkommende?
Litteratur med så forskellige diagnoser og løsningsforslag findes inden for
mange faggrupper. Lignende eksempler kan fremdrages fx. indenfor analyser af den
økonomiske situation, ulandsforhold og bistandshjælp. Eksemplerne viser, at
selvom alsidighedskriteriet er opfyldt, dvs. at der i samlingen er
repræsentanter for de forskellige synsvinkler og emnetilgange, er problemet for
så vidt vokset, idet denne alsidige bestandssammensætning ofte vil lade de
utrænede lånere i stikken i deres forsøg på at etablere en rimelig og nuanceret
baggrundsinformation.
Den eneste helt uacceptable løsning på problemet er selvfølgelig at
bibliotekerne begynder at censurere i litteraturen om emnet mhp. at repræsentere
færre synsvinkler og dermed øge[r] standardiseringen i håb om at finde frem til
den mindste fællesnævner, standardværket.
Jeg mener at svaret er givet i foregående kapitel. På dette problem er der kun
en rimelig og demokratisk løsning, nemlig at afdramatisere forskningsbegrebet og
øge informationen om forskningens betingelser, metoder, modeller og faglige
uegnighed, kort sagt at rokke ved ekspertbegrebet, hvilket også er en metode -
måske den eneste der kan medvirke til at skabe dialog og feed-back mellem
forskere, populærvidenskabelige forfattere og offentligheden. Denne dialog synes
retfærdiggjort bl.a. gennem de overvejelser, der i denne artikel er fremlagt om
massemediernes funktion og virkemåde. Det er indlysende, at det vil være umuligt
at sprede information om forskning og emner indenfor alle områder.
Det bibliotekerne kan medvirke til er at sprede information om et lile antal
områder der er centrale for befolkningens flertal. Måske kunne man endda
udskille et antal områder; der har en meget langvarig interesse og som burde
være i centrum for en langvarig informationsvirk-
33
somhed. Kriteriet for valget af disse områder skulle være at indsigt i dem er
nødvendige for at kunne opretholde og fremfor alt udbygge et demokratisk
samfund, hvor så mange som muligt deltager i beslutningsprocesserne. Ud over
dette kunne man tænke sig et mindre antal emneområder, der havde mere temporær
interesse og som dels knyttet sig til det individuelle liv og til
samfundsmæssige her og nu situationer [Note 14. Alexandersson, O: Är
forskningsinformation möjlig. i Alexandersson: För ut forskningen. Stkh. 1973
s.5-12].
Det vigtigste problem i denne forbindelse er: Hvem skal udvælge disse
behovsområder? Hvem kan manipulere med disse behovsområder?
Det kan være vanskeligt at svare konkret på, men det må fastholdes, at hvis ikke
demokratiske formidlingsinstitutioner som bibliotekerne bl.a. påbegynder
debatten bestemmes disse behovsområder af den herskende elite og deres medier.
Uanset hvad der foregår træffes en række valg. Bibliotekernes valg bør være at
indgå i en proces, hvor der opprioriteres information om vigtige områder.
Det er indlysende at selv det at finde de varige og for samfundet væsentlige
behovsområder frem og definere dem vil være vanskeligt og svært afgrænseligt,
men det må kunne lade sig gøre gennem formaliserede diskussioner.
For at illustrere hvad jeg tænker på, når jeg skriver om behovsområder af varig
karakter, som indsigt i er nødvendig, kan jeg give nogle eksempler på, hvorledes
en sådan liste kan sammensættes.
Jeg ville finde det rimeligt at der fandt en systematisk informationsspredning
sted om emnet økonomiske teorier og politik samt disses konsekvenser. Dette er
et emne der berører alle og indenfor hvilket der hersker stor uenighed. Også
u-landsforhold burde være med i en sådan liste, idet det er et emne der viser
relationen mellem Danmark og omverdenen og som er et område, der har stor
betydning i forhold til den stigende internationalisering. Også emner som
arbejdsløshedens sociale og psykologiske følger, samt skatter, den offentlige
sektor og virkninger på alle niveauer af disse burde være med i en sådan liste.
Endelig burde samfundsmæssige ulighedsproblemer også være
34
med. Ud fra mit subjektive skøn er alle disse områder emner, det er nødvendigt
for den enkelte at tage stilling til og vide noget om, for kvalificeret at kunne
yde bidrag til samfundsdebatten.
Emner af mere temporær interesse og mere individorienteret kunne feks. være ØD,
Familieforhold, Børn og institutioner o.lign.
Det skal understreges at dette kun er eksempler. På den anden side er der næppe
tvivl om, at det vil være muligt at lave en prioriteringsliste, som også
bibliotekerne ville kunne anvende i en formidlingsstrategi. Og iøvrigt selv være
med til at definere.
Afslutning.
Denne artikel har primært haft til formål at indkredse og belyse nogle aspekter
af forholdet mellem faglitteraturen, dens form, funktion og
biblioteksanvendelse. På grund af at emnet ikke er behandlet meget tidligere har
jeg valgt at afholde mig fra at formulere for faste konklusioner. Nogle vigtige
problemområder må dog trækkes frem. Hvorledes kan bibliotekerne medvirke til at
sikre at den forskning, der ikke er kanoniseret og hvorom der ikke er total
egnighed alligevel kommer til offentlighedens kendskab? Et sådant spørgsmål
hænger nøje sammen med problemet om at formidle den information, at der i fag og
forskning kun sjældent er enighed og absolutte sandheder, men at der derimod er
tale om at paradigmer med forskellige interesser indbyrdes konkurrerer om
dominansen. Dette er netop vigtigt at oplyse om, men på en sådan måde, at
forskningen kun derigennem afdramatiseres og ikke forvises til en status som
religion og overtro, men som en erkendelse, der selvfølgelig ikke er uafhængig
af samfundsmæssige interesser. Oplysning om disse forhold forekommer at være en
naturlig biblioteksopgave. En anden ligeså naturlig arbejdsopgave må være at
udskille den del af faglitteraturen, der er manipulerede og autoritær, dvs.
trivialvidenskaben. O[m] den her givne definition er anvendelig
35
skal jeg lade være usagt, men en kvalitetsdiskussion forekommer nødvendig. De
her anvendte kvalitetskriterier, hvor det på den ene side især fremhæves, at det
er vigtigt, at der forefindes redegørelser for metoden, forudsætningerne og
usikkerheden i bogen forekommer dog at være til at håndtere anderledes håndfast
end diffuse og tilstræbt objektive kvalitetskriterier. Det andet kriterium, der
nok mere retter sig mod dels formidlingssammenhængen og
materialebestandssammensætningen, om de samfundsmæssige interesser og den måde
de slår igennem på kan indenfor populærvidenskaben være et godt hjælpemiddel til
at sammensætte alsidigt, idet forskellige skoler og paradigmer i
populærvidenskab ofte kan være svære at gennemskue.
Formidling er et behageligt upræcist begreb. I denne sammenhæng er det anvendt
meget firkantet og det er fremhævet, at der foreligger en række områder, som det
er vigtigt at hele offentligheden får indsigt i. Denne indsigt er bl.a.
nødvendig for at modvirke den desinformation som massemedierne gennemgående er
udtryk for. En sådan informations-virksomhed vil i givet fald være langt mere
radikal i sine krav til bibliotekerne end fx. samfundsinformationen har været.
Den kan heller ikke bedrives uafhængigt af overvejelser om, hvorledes litteratur
hænger sammen med samfundsmæssige interesser og om hvorledes den dårlige og
autoritære information udskilles.
[Noter er placeret på side 35-36].