Om enheden og samarbejdet i dansk biblioteksvæsen.
Foredrag på bibliotekardagen af overbibliotekar Em. Sejr, Århus.
62
Ved at tænke nærmere over problemet: samarbejde mellem biblioteker, har det
slået mig, at egentlig alle fremskridt indenfor dansk biblioteksvæsen i det
sidste halve århundrede kan føres tilbage til en eller anden form for
samarbejde. Dermed skal ikke underkendes den udvikling, som hvert enkelt
folkebibliotek har gennemgået, og det beundringsværdige arbejde, som er udført i
de forskellige byer og sogne. Men det afgørende, forudsætningen for at denne
udvikling kunne lykkes fuldtud, har alligevel - foruden biblioteksloven af 1920
- været forskellige former for samarbejde, koncentreret i Statens
bibliotekstilsyn, biblioteksskolen, oplysningskontoret, det bibliografiske
kontor, endvidere centralbibliotekernes oplandsarbejde og den stadig mere
smidiggjorte lånepraksis bibliotekerne imellem.
63
Men alt det ved De bedre end jeg.
Indenfor de videnskabelige biblioteker er der imidlertid også udviklet et
samarbejde om end på en anden måde. Før 1900 var hvert enkelt af de
videnskabelige biblioteker en verden for sig. Det Kongelige Bibliotek og
Universitetsbiblioteket købte udenlandsk litteratur uden at tage synderlig
hensyn til hinanden, d. v. s., at de ofte købte de samme bøger, uden at der i og
for sig var brug for dubletter. Ingen vidste forresten, hvilke bøger, de købte;
trykte kataloger fandtes ikke, og benyttelsen af bibliotekerne var ikke så
ligetil; lånebetingelserne var ret stramme, f. ex. gav man sig ikke af med at
sende bøger til provinsen. Sådanne lån måtte ske pr. kommissionær, som
personligt lånte bøgerne i København og sendte dem videre til benytteren i
provinsen og atter modtog dem
fra ham for personligt at aflevere dem.
Den første reform skete 1901 med udsendelsen af "accessionskatalogen", som hvert
år registrerede de udenlandske anskaffelser i Det Kongeline Bibliotek og
Universitetsbiblioteket og de vigtigste fagbiblioteker. Dermed fik man for
første gang en oversigt over den udenlandske litteratur, som stod til rådighed,
og tillige besked om, hvor de enkelte bøger skulle søges. Accessionskatalogen
blev desuden udgangspunktet for drøftelse af en rationalisering af indkøbene og
en fornuftig fordeling af opgaverne mellem de forskellige biblioteker, således
at unødvendige dubletkøb kunne undgås, og de forhåndenværende midler udnyttes
fuldt ud. Denne udvikling er i de senere år ført til afslutning ved oprettelse
af rigsbibliotekarembedet, som samler administrationen af Det Kongelige
Bibliotek og Universitetsbibliotekets to afdelinger, således at disse
biblioteker sammen med fagbibliotekerne nu danner en helhed, et
universalbibliotek, hvor de enkelte led varetager hver deres ganske bestemte
opgave.
En særlig stilling indenfor samarbejdet har Statsbiblioteket i Århus haft. Dets
opgave var fra begyndelsen en dobbelt - nogle vil måske mene en tvetydig - som
den kom til orde allerede i den kommissionsbetænkning af 1896, der ligger til
grund for bibliotekets oprettelse. Det hedder heri, at biblioteket dels skulle
bidrage til, at "efterhånden de klager noget kunne formindskes, som ofte ere
hørte, klager over, at man i provinserne ikke kan drive videnskabelige studier,
fordi man der mangler litteratur, bøger, på hvilke studierne skulle bygges", og
dels skulle Statsbiblioteket med tiden blive "et slags centralbibliotek for
andre byers offentlige biblioteker", altså for folkebibliotekerne.
Statsbiblioteket har virkelig efterhånden fået begge disse opgaver i praksis.
Men det skete ikke straks. I de første år af bibliotekets tilværelse var der
ingen lån til andre biblioteker, ganske simpelt fordi folkebibliotekerne endnu
ikke var indrettet på dette arbejde, som de hverken havde råd eller personale
til. Derimod fik Statsbiblioteket en mængde enkeltlånere spredt over hele landet
uden for København, og en meget stor part af de bøger, som på denne måde
udlåntes, var danske, af populær art, og tjente almen oplys-
64
ning. Det var med andre ord den litteratur, som nu udgør hovedstammen i
centralbibliotekernes faglige bogbestand.
Men efterhånden som folkebibliotekerne voksede og organiseredes, og særlig efter
bibliotekslovens vedtagelse i 1920, skete der en ændring i dette forhold, idet
Statsbibliotekets udlån til folkebibliotekerne lidt efter lidt kom i gang og
blev større år for år, samtidig med, at en del enkeltlånere faldt fra; det betød
i reglen, at de nu kunne forsynes i det nærmeste folkebibliotek. Også arten af
den udlånte litteratur ændredes: Efterspørgslen i Statsbiblioteket efter den
populære danske oplysningslitteratur blev mindre, fordi folkebibliotekerne
efterhånden selv havde denne litteratur, mens til gengæld bøger, som tjente
videregående orientering, og mere speciel litteratur efterspurgtes i stadig
større udstrækning.
Denne udvikling er siden fortsat, og af de små 75.000 bd., som Statsbibliotekets
samlede udlån udgjorde i 1950, gik ca. 40.000 bd., eller mere end 50 % til
folkebibliotekerne; så vidt det kan skønnes, leverer Statsbiblioteket
gennemsnitlig 70-75 % af folkebibliotekernes samtlige lån fra andre biblioteker.
Biblioteket er således virkelig blevet "et centralbibliotek for andre byers
offentlige biblioteker", som man i 1896 ønskede det.
Men også udlånet til dem, der drev videnskabelige studier, blev udviklet. Det
begyndte straks efter Statsbibliotekets åbning i 1902, om end i beskedent
omfang. Efterhånden som bibliotekets boglige kapacitet øgedes, voksede dog også
dette udlån, og da Universitetet i Århus oprettedes i 1928, konkretiseredes
Statsbibliotekets videnskabelige opgave i den funktion som hovedbibliotek for
Universitet, der officielt tildeltes biblioteket i 1934.
De ældre af Dem vil huske de voldsomme stridigheder, som gik forud. Der er ingen
anledning til at rippe op i dem nu. Det var en halv snes års kold krig med
enkelte hektiske eruptioner i form af artikler, pjecer og Bråvallaslag på
årsmøderne. Det var ikke så meget en ideologisk krig som en kamp om magten - det
er vel forresten de fleste krige, også de ideologiske. - Man ville forbeholde
Statsbiblioteket udelukkende som overcentral for folkebibliotekerne. Men som De
ved, blev resultatet, at statsbiblioteket ved sit reglement af 1938 fik tildelt
både overcentral-opgaven og universitetsopgaven som sideordnede funktioner, bl.
a. ud fra den betragtning, at en stor del af bog-massen ville have interesse for
begge opgaver.
Denne ordning var en naturlig konsekvens af den historiske udvikling, ja, man
kan næsten sige, den var en historisk nødvendighed. Det havde været økonomisk,
og iøvrigt også biblioteksmæssigt uoverkommeligt at skabe et
universitetsbibliotek udenom Statsbiblioteket, hvis bogbestand rummede et
materiale, som vanskeligt eller slet ikke kunne fremskaffes på anden måde. Men
det ville også have været meget vanskeligt at oprette en overcentral, der ikke
havde Statsbibliotekets danske pligtaflevering som grundlag. Også for
universitetet var den danske pligtaflevering iøvrigt uundværlig. Det var da
naturligt at forsøge, om ikke begge opgaver kunne løses
65
indenfor samme bibliotek. Det var ikke blot den økonomisk lemfældigste udvej,
men det var sikkert også den eneste, som var politisk gennemførlig.
Der var vistnok adskillige, som dengang så med skepsis på løsningen. Da jeg i
sin tid gik ind for planen, måtte jeg i hvert fald privat høre en del om det
umulige i tanken. Det var at sætte sig mellem to stole o. s. v. Jeg må dog sige,
at det med stolene ikke har voldt vanskeligheder. Der har faktisk kun været een
stol, en meget bred stol, og vanskeligheden har ligget i at være, om jeg så må
sige, tilstrækkelig bredtaget til at fylde den ud. Hvad bogbestand angår, har
det knebet; det skal ikke skjules; men efterhånden som indkøbsbudgettet er
vokset, mener jeg, det er blevet bedre, og det kan og vil blive endnu bedre.
Mere generende har det været at måtte kæmpe mod en vis mistænksomhed:
favoriseres nu ikke den ene af parterne? Der er ikke noget så vanskeligt at
komme til livs som mistænksomhed, særlig vanskeligt har det været, så længe
biblioteket hverken med hensyn til personale eller bøger har været i stand til
at varetage nogen af opgaverne fuldt tilfredsstillende. Men hvis man overvejer
sagen roligt og nøgternt, vil det dog være åbenbart, at Statsbiblioteket kun kan
være interesseret i at betjene begge parter så godt som overhovedet muligt for
derved at opnå den sunde balance, som er bibliotekets eksistensberettigelse. Det
må heller ikke glemmes, at når den ene opgave styrkes, kommer det direkte eller
indirekte den anden til gode - og omvendt.
Hvis man stadig beklager, at overcentralen ikke administrativt er blevet en
integrerende del af folkebibliotekernes system, at man ikke har kunnet indrette
den efter folkebiblioteksmønster med decimalklassedeling af bogbestanden o. s.
v. - og det ved jeg jo, at nogle gør - så bør man til gengæld overveje de
fordele, som den nuværende ordning byder. De ligger først og fremmest i, at den
bogmæssige kapacitet er langt større, end en isoleret overcentral med eget
isoleret budget kunne have nået. De indkøb, Statsbiblioteket i 1950 har
foretaget dels for sit eget budget, dels for Universitetet og Århus kommunes
hospitaler, har beslaglagt beløb, der nærmer sig 300.000 kr. (nøjagtigt 298.458
kr.); og regnes den danske pligtaflevering med, har den samlede accession i
samme år omfattet 14.440 bd. foruden småtryk og noder. Statsbibliotekets egen
bogbestand tæller nu ca. 430.000 bd., og desuden disponeres i ret stort omfang
over universitetets og hospitalernes litteratur, som jo indkøbes og
katalogiseres i Statsbiblioteket, der har kartoteker over alle videnskabelige
bogsamlinger i Århus. En selvstændig, isoleret overcentral ville ikke have
muligheder i samme udstrækning.
En anden fordel er den, at de kataloger, som udsendes, på grund af den større
bogmasse bliver fyldigere og derfor mere tilfredsstillende. På katalogområdet
var det vel ivrigt rimeligt at udvide samarbejdet mellem bibliotekerne. Det har
også været forsøgt. Statsbiblioteket har hidtil udsendt to-månedlige lister over
udvalg af den udenlandske accession, som mentes af størst interesse for folke-
66
bibliotekerne. De ophørte i år, fordi man planlagde fælleslister over udvalg af
accessionen i en række videnskabelige ag enkelte større folkebiblioteker. På
grund af tidernes ugunst måtte denne plan imidlertid opgives. Nu arbejdes der på
at finde en ny udgivelsesform for accessionskatalogen, der jo i øjeblikket -
ligesom i andre lande - er så forsinket, at dens aktuelle værdi er stærkt
reduceret. Går det, som vi håber, skulle der fremtidig udsendes to-månedlige
eller kvartårlige fælleslister over den udenlandske accession i de fire store
Statsbiblioteker (Det Kongelige Bibliotek, Universitetsbibliotekets første og
anden afdeling og Statsbiblioteket), og enkelte af de store fagbiblioteker, for
så i årets sidste fællesliste at medtage også de mindre fagbibliotekers
årsaccession. Samtidig bør dog nok Statsbibliotekets årlige overcentralkatalog
opretholdes, fordi den giver et mere overkommeligt udvalg af litteratur med
bredere sigte. Men det ville jeg ivrigt gerne høre Deres mening om.
Lykkes denne plan, vil oversigten over og adgangen til de aktuelle anskaffelser
lettes betydeligt. Men man kunne måske gå endnu videre i samarbejdet og udgive
kataloger over enkelte fag eller litteraturområder med bidrag fra flere
biblioteker. Statsbiblioteket har allerede udgivet kataloger over svensk
skønlitteratur og fransk skønlitteratur. De ville have været af større værdi,
hvis også et udvalg af Det Kongelige Biblioteks og Universitetsbibliotekets
samlinger på disse områder var medtaget. Det samme gælder fagkatalogerne over
musiklitteratur og over musikalier, hvis første bind er udkommet i sommer. Denne
katalog over musikalier skulle meget gerne fortsættes - den vil komme til at
omfatte ialt fire bind - men den økonomiske himmel er meget mørk for tiden, så
jeg ved ikke, om det lykkes. Jeg kunne også tænke mig en katalog over
oversættelser af skønlitteratur, ikke til dansk (det kan man finde i Dansk
bogfortegnelse), men fortrinsvis til de tre hovedsprog og svensk, og fortrinsvis
oversættelser fra fjernere sprog som italiensk, spansk, slaviske ag orientalske
sprog. Her er et område, hvor det er vanskeligt at skaffe sig klarhed over, hvad
der findes i danske biblioteker.
Jeg ville være glad for at høre, om De mener, en sådan katalog havde interesse,
og om De har forslag til andre områder, som burde dækkes med kataloger.
Der kunne peges på flere fordele ved at have overcentralen placeret i
forbindelse med universitetsbiblioteket. For eksempel ville et kortere eller
længere ophold i Statsbiblioteket med deltagelse i arbejdet i de forskellige
afdelinger betyde et ikke uvæsentligt supplement til folkebiblioteksuddannelsen
både med hensyn til udvidet bogkendskab og større fortrolighed med andre
biblioteksformer. Men alle den art planer må rigtignok vente, til
Statsbiblioteket har fået en ny bygning. Som vi har det for tiden, er der ikke
engang plads til bibliotekets eget personale, for slet ikke at tale om bøgerne,
der må alfabetiseres i bunker på gulvet, fordi tomme hylder ikke eksisterer.
Overfyldningen er nu så katastrofal, at hele maskineriet
67
truer med lidt efter lidt at gå i stå - som en vogn, der kører fast i sandet.
For 15 år siden troede jeg, det skulle lykkes at få biblioteket
færdigkatalogiseret inden 50-års jubilæet til næste år. Men det lader sig ikke
gøre. Der er endnu ukatalogiserede afdelinger tilbage, og vi kan i øjeblikket
kun håbe på nogenlunde at holde hovedet oven vande og søge at få den mest
presserende daglige ekspedition fra hånden. Mere er ikke muligt.
Jeg vil dog ikke så gerne slutte med en jammerklage, som desuden er hørt før, og
som med stor ret kunne istemmes også af andre. Men jeg vil til sidst gerne prøve
på at samle mine synspunkter om enheden inden for dansk biblioteksvæsen og
samarbejdet mellem de enkelte biblioteker og biblioteksgrupper.
Da man var ung, var de absolutte standpunkter så tiltrækkende, og "ein rascher,
fröhlicher Krieg" syntes man var forfriskende. Nu da jeg er ved at blive gammel
og måske en smule senil, er relativiteten i tilværelsen trådt stærkere frem. Man
ser, at helheden består af mange enkelte dele, som hver især har deres funktion,
deres betydning og deres berettigelse, og man ser, at de supplerer hinanden og
at ingen af dem kan undværes. Det må da være af vigtighed, at de enkelte led
udvikles mest muligt, og at de forskellige tandhjul passes til, så de griber
nøje ind i hinanden og tilsammen danner et velsmurt og funktionsdygtigt
maskineri.
Helheden og enheden i dansk biblioteksvæsen har vi bl. a. i Danmarks
Biblioteksforening, som omfatter alle grupper af biblioteker, store og små,
folkelige og videnskabelige. Samarbejdet her har tidligere været noget hæmmet,
af forskellige grunde, bl. a. økonomiske, men også af et vist akademisk hovmod
på den ene side og af forskellige former for mindreværdskomplekser på den anden.
Nu er der vist meget lidt tilbage af begge disse komplekser, og der er i hvert
fald intet grundlag for nogen af dem - og har aldrig været det. Alligevel kunne
samarbejdet indenfor Danmarks Biblioteksforening vist godt blive mere frugtbart,
hvis de videnskabelige biblioteker ville gøre sig mere gældende, og hvis
folkebibliotekerne, der jo er så overmægtige i tal, lidt oftere huskede på, at
Danmarks Biblioteksforening ikke er for folkebibliotekerne alene.
Enheden og helheden har vi også i den lånepraksis bibliotekerne imellem, som
efterhånden er ganske godt udbygget, og som gennem overcentralen og
oplysningskontoret i reglen finder frem til de fleste bøger, som er til rådighed
her i landet, ikke blot i de offentlige biblioteker, men også i de
halvoffentlige og undertiden de halvprivate. Systemet er vist godt nok, men
naturligvis kan de enkelte led fungere mere eller mindre effektivt. Det gælder
også overcentralen. Måske har De forskelligt at indvende mod daglig praksis. Vi
kan da drøfte det; og bliver der ikke tid i dag, er der altid den permanente
komité angående folkebibliotekernes forhold til Statsbiblioteket, som kan tage
problemerne op til overvejelse.
Der kan altid let opstå gnidninger i et samarbejde, som hviler og må hvile på et
reglement. Men det er min erfaring, at hvis den,
68
der skal håndhæve reglementet, ikke gør det alt for usmidigt og dogmatisk, men
er villig til at gøre rimelige undtagelser, og hvis den, der skal efterleve
reglementet, ikke altid som en selvfølge regner med, at der skal gøres
undtagelser i hvert fald for hans vedkommende, så lykkes det som oftest at finde
en modus vivendi.
Og her er vi nok ved grundlaget for alt lykkeligt samarbejde: evnen og viljen
til at se en sag fra mere end een side, ikke blot fra eget synspunkt, men også
fra modpartens, det vil her sige medarbejderens. Det er så selvfølgeligt, at det
er banalt at sige det. Ikke desto mindre er det i reglen på det punkt,
samarbejde brister. At finde frem til en harmonisk balance i selvudfoldelsen for
de enkelte parter indenfor samarbejdet er sværere, end man skulle tro. Man
behøver ikke engang at pege på F.N. for at bevise det. Eksempler demonstreres
daglig overalt.
Og dog ville jeg tro, at det skulle være lettere for os biblioteksfolk end for
de fleste andre. Vi er i vort arbejde så at sige opdraget til at betragte
tingene fra flere sider. Det er vor opgave at være alsidige og at sky
ensretning. Vi skal finde litteratur frem, som belyser problemerne både pro og
contra. - Det drejer sig ikke om Grundtvigianisme eller Indre Mission, men om
begge dele. Vi stilles i det hele taget sjældent overfor et enten-eller, men i
reglen overfor et både-og.
Det skulle da ikke være vanskeligt indenfor dansk biblioteksvæsen at godtage
dette både-og, både folkebibliotekerne og de videnskabelige biblioteker, i
erkendelse af, at de tilsammen danner en enhed, hvor ingen af de enkelte dele
kan undværes. Jeg er også tilbøjelig til at tro, at man efterhånden vil indse,
at det var godt, statsbiblioteket både fik overcentralopgaven og funktionen som
universitetsbibliotek.
- - -
Overbibliotekar Sejrs foredrag påhørtes med den allerstørste interesse af en
meget stor forsamling bibliotekarer. Gruppe E var indbudt til at overvære det,
og mange af gruppens medlemmer havde efterkommet indbydelsen.
Foredraget, der på mange punkter berørte afgørende og ofte diskuterede
fællesspørgsmål, gav selvfølgelig anledning til en del diskussion, der lededes
af stadsbibliotekar Carl Thomsen.
Dagny Mortensen, den danske kommando i Tyskland, efterlyste færdiggørelsen af
det nye musikkatalog, der var hårdt savnet. Hun mente ikke, bibliotekerne ville
protestere mod en forhøjelse af katalogpriserne, hvis en sådan blev nødvendig,
for at statsbiblioteket kunne gennemføre sine planlagte katalogudsendelser.
Sven Houmøller, Frederiksberg, beklagede, at man havde opgivet udsendelse af de
månedlige accessionslister, ikke mindst fordi man deri havde planlagt at optage
den udenlandske accession fra de største folkebiblioteker. Kan denne så ikke
medtages i overcentralkatalogen?
69
Overbibliotekar Topsøe-Jensen, U. B., beklagede også, at de månedlige
accessionslister havde måttet opgives. De ville have været til stor nytte. Man
var kommet så langt med planerne, at 17 biblioteker havde sluttet sig sammen, og
der var indsamlet materiale for tidsrummet januar-februar, Talt 1750 titler,
altsammen værdifuld litteratur. Det havde vist sig, at der af de 1750 titler kun
havde været 135 gengangere. Fortegnelsen havde virkelig givet et godt overblik
over de udenlandske erhvervelser, dog undtagen svensk og norsk. Og så medtog
fortegnelsen kun bøger, der var udlånsklare. Første hefte var færdigredigeret.
Men så steg papirpriserne. Hvert nr. i 1000 eksemplarer ville kræve et tilskud
på kr. 1500, og da erfaringerne med katalogsalg ikke er de bedte, havde planerne
måttet opgives. Tanken bør dog ikke begraves. Lånerne har krav på at blive gjort
opmærksom på den aktuelle litteratur.
Helga Nielsen, Holbæk, efterlyste katalog over engelsk og amerikansk
skønlitteratur.
Overbibliotekar Sejr fandt forslaget om udvidelse af overcentralkatalogen med
den udenlandske accession fra de største folkebiblioteker godt. Han bemærkede,
at han med glæde havde noteret sig udtalelserne om katalogpriserne! En katalog
over engelsk-amerikansk skønlitteratur er under udarbejdelse og vil blive
bibliotekets næste katalogudsendelse.
Overbibliotekar Hvenegaard-Lassen mente. at et katalogsamarbejde netop med
hensyn til den engelsk-amerikanske skønlitteratur ville være på sin plads, idet
det i særlig grad er den litteratur, folkebibliotekerne har taget sig af.
Stadsbibliotekar Carl Thomsen mente, at de storkøbenhavnske folkebiblioteker
ville være med i et sådant samarbejde. Han beklagede, at statsbibliotekets
katalogkonto ikke var større. Hvis det kunne have betydning, burde
folkebibliotekerne støtte bibliotekets ansøgning fil ministeriet om en øget
bevilling til katalog-formål. Med hensyn til statsbibliotekets dobbelt-opgave
udtalte stadsbibliotekaren: Viljen er den bedste, men det kan ikke nytte at
nægte, at statsbibliotekets opgave er vanskelig. Især vanskeliggøres situationen
ved, at en del bøger lægges fast i laboratorierne. Der er jo grænser for, hvad
statsbiblioteket kan supplere. Er der mulighed for at holde sammen på den
bogbestand, der skal stilles til rådighed for folkebibliotekerne?
Overbibliotekar Sejr tilsluttede sig Hvenegaard Lassens forslag. Til
stadsbibliotekar Thomsen udtalte hr. Sejr: Der er store vanskeligheder. De
begyndte, da alle institut-bibliotekerne på universitetet skulle oprettes. En
del bøger, indkøbt for universitetets regning og deponeret på statsbiblioteket,
måtte flyttes op på universitetet. Vi kom derved til at stå i en vanskelig
situation, da vi ikke havde midler til de nødvendige dubletindkøb. Vi manglede
bøgerne til brug for folkebibliotekerne. Vi søgte en ekstra bevilling og har
fået den 2 gange, men nu er det vel slut, selv om statsbiblioteket ikke har
70
fået udligning for det bogtab, som biblioteket dengang led. Det drejer sig nu
ikke om så mange bøger, som man tror, og langt den største del kan vi låne fra
institut-bibliotekerne. Men, indrømmede overbibliotekar Sejr, der kan opstå
vanskeligheder, f. eks. når det drejer sig om ganske bestemte udgaver af bøger.
Dog, jeg tror trods alt, at fordelene ved den nuværende ordning er større end
manglerne.