I lyst og nød med Lysholt
Danmarks Biblioteksforening 1960-80
I begyndelsen af 60'erne, da politikeren Lysholt Hansen afløste kammerherre
Lassen som formand for Danmarks Biblioteksforening, var folkebibliotekerne ved
at vokse sig ud af pionertiden, og det der karakteriserer det moderne
folkebiblioteksbillede - åbenheden, den opsøgende virksomhed, de nye medier,
gratisprincippet og rationaliteten - var altsammen noget DB bakkede op og
foreningen bærer sin del af æren for, at denne nye biblioteksopfattelse så
relativt hurtigt slog igennem i befolkningen og hos de bevilgende myndigheder.
Børge Sørensen, faglig sekretær i Bibliotekarforbundet skildrer DB's udvikling
og tiltagende kommunalisering i 60'erne og 70'erne. Det er en periode stærkt
præget af den formidable enkeltmandspræstation, og så længe den var afbalanceret
i et teamwork - især mellem DB's formand og biblioteksdirektøren - var den en
klar fordel for foreningen og bibliotekerne. Det var den imidlertid ikke i
70'ernes sidste halvdel, og her var DB's fejltagelser eklatante.
615
År 1962 var et afgørende år for Danmarks Biblioteksforening. Den unge formand,
Ralph Lysholt Hansen havde netop sat sig i stolen efter kammerherre Rudolf
Lassen, som havde haft den de foregående 16 år. Med en ballast som formand for
Biblioteksforeningens gruppe af købstads-biblioteker og en solid
socialdemokratisk baggrund var den nye formand vel rustet til opgaven. Men hans
udnævnelse var ikke så meget et udtryk for kontinuitet i foreningens arbejde,
snarere for en vilje til modernisering og effektivisering. Hvor kammerherren
stod for en lidt gammeldags biblioteksopfattelse og vel ikke helt havde fattet
vigtigheden af arbejdets politiske undertoner, stod folketingsmanden for et
moderne bibliotekssyn, rationalisering og stordrift, og han var sig
bibliotekernes dybe afhængighed af politikerne bevidst. Danmarks
Biblioteksforenings arbejde blev politiseret, og det var objektivt set en
fornuftig udvikling. Men partipolitik var der ikke tale om.
Hør blot hvordan formanden i 1962 opfattede foreningens rolle:
"På alle andre kommunale områder har man selvstændige kommunale organisationer,
hvor kommunalbestyrelsesmedlemmerne kommer sammen og drøfter fælles problemer og
interesser. Kun på biblioteksområdet findes det særegne, at alle (medarbejdere
fra elev til leder, bestyrelsesmedlemmer, deltids-ansatte, kommunalrådene,
faglige og videnskabelige såvel som alle typer af børne- og folkebiblioteker)
samles i een fælles forening: Danmarks Biblioteksforening.
Det er måske i dette intime samarbejde man skal finde den dybere årsag til, at
det lykkedes at give bibliotekerne en så central placering i den voksne
befolknings kulturliv. Det er derfor min opfattelse, at dette samarbejde ikke
alene må fortsættes, men yderli[g]ere udbygges, så det folkelige element i
biblioteksarbejdet fortsat må trække på fælles hammel med de ansatte i forsøget
på og arbejdet for at få "bogen" i videste
616
forstand til at blive en naturlig del af hverdagen for stadig flere mennesker".
(For-mandens beretning, BV 1962, s. 428).
Op gennem 1960'erne og til dels også 70'erne kan man ikke skimte en beretning
uden at møde disse manende ord. Selvforståelsen er klar. Vi er alle i samme båd,
vi må trække på samme hammel, og opgaven er, så effektivt som muligt, at sprede
bibliotekstilbuddet til befolkningen. I 1962 var der ikke et ord om
forskningsbibliotekerne.
Biblioteksscenen 1962
Det er før kommunesammenlægningen. Der er ca. 1200 kommuner, de fleste meget små
og mange af dem biblioteksløse. 41 % af folkebibliotekerne er foreningsejede, og
den kommunale indflydelse er meget ringe - interessen i øvrigt også.
Forskningsbibliotekerne har det som sædvanligt skidt. Rigsbibliotekaren holder
dette år en beretning, hvis mest citerede afsnit er en nekrolog over Det
kongelige Bibliotek.
Men der er lysning forude. Kulturminister Bomhop ønsker at få sit navn under en
bibliotekslov, og han har også politisk magt til at gennemføre det. I stedet for
at nedsætte en kommission, indkalder han til en række rundbordssamtaler, en i
øvrigt noget kritiseret fremgangsmåde. I rundbordssamtalerne forberedes
elementerne til en folkebibliotekslov, obligatoriske biblioteker, fri lånerret,
fabriks-, skole- og insti-tutionsbiblioteker, refusionsordning,
centralbibliotekernes opgaver, bibliotekernes kommunalisering. Også ting af
fælles interesse for folke- og forskningsbiblioteker diskuteres, depotbibliotek,
interurban lånevirksomhed, biblioteksforskning og biblio-tekaruddannelsen.
For forskningsbibliotekernes vedkommende diskuteres oprettelsen af et centralt
styringsorgan. Forskningsbibliotekernes udbytte af sagen kan diskuteres.
14 år senere, i 1975, er det Lysholt Hansen der indkalder til
rundbordskonference på refugiet Fuglsang. Her træffes i realiteten den politiske
beslutning om nedsættelsen af Bibliotekskommissionen.
Forskningsbibliotekernes udbytte af den sag kan også diskuteres.
Men i 1962 var der masser af muligheder for en handlekraftig forening for at
påvirke bibliotekspolitikken i den ønskede retning. Forudsætningen er
naturligvis at for-eningsapparatet er udbygget dertil, og derfor gennemføres
kraftige kontingentstigninger.
Foreningens første sekretariatschef ansættes året efter, og udbygningen af
pressetje-nesten, kontakttjenesten, konferencevirksomheden og
udstillingstilbuddene påbegyndes. Også tidsskriftet Bogens Verden, udbygges og
foreningen trækker for første gang på tilskud fra Folkebibliotekernes
Rådighedssum. I 1963 får Bogens Verden "efter forhand-ling med
biblioteksdirektøren" 1/3 af samtlige driftsudgifter dækket fra Rå-dighedssummen,
angiveligt fordi bladet som biblioteksvæsenets samlende tidsskrift bringer
boganmeldelser, samt meddelelser fra Bibliotekstilsynet og meddelelsesstof fra
Danmarks Biblioteksskole. I 1980 oppebærer foreningens sekretariat, redaktion og
øvrige virksomhed et tilskud fra rådighedssummen på 1,3 mio. kr.
Danmarks Biblioteksforening og folkebibliotekerne
Foreningens bibliotekspolitiske hovedværk har altid været udført først og
fremmest for folkebibliotekerne. Det er der ikke noget underligt i, al den stund
både formand, de fleste bestyrelsesmedlemmer og langt de fleste aktive medlemmer
har deres udspring i folkebibliotekssektoren, identificerer sig med
folkebiblioteksideen og hjemme i kommunerne kæmpede for at hente bevillinger
hjem, ofte i slidsomme politiske opgør. I be-gyndelsen af 60'erne var
folkebibliotekerne ved at vokse sig ud af pionertiden, og det der karakteriserer
det moderne folkebiblioteksbillede: Åbenheden, den opsøgende virksomhed, de nye
medier, gratis-princippet, rationaliteten var alt sammen noget
biblioteksforeningen bakkede op. Den bærer også sin del af æren for at denne nye
biblioteksopfattelse så relativt hurtigt slog igennem i befolkningen og hos de
bevilgende myndigheder.
Foreningen, og dens formand især, var aktiv under forberedelsen af 1964-loven.
Det var naturligvis Bibliotekstilsynet som stod for selve udarbejdelsen af
lovgrundlaget, og den epokegørende lov bærer frem for alt biblioteksdirektør
Erik Allerslev Jensens stempel. Man fornemmer balancen mellem foreningen og
tilsynet i et frugtbart samvirke. Men man fornemmer også foreningsformandens
dobbeltrolle i hele sagen, aktiv i det lov-forberedende arbejde som
foreningsformand, i denne egenskab dybt involveret med det administrative organ
som forbereder lovforslaget til folketinget, socialdemokratisk ordfører ved
lovens behandling i tinget og formand for folketingsudvalget. Her oplever vi
allerede en betænkelig, glidende overgang fra forenings-formanden til den
administrative lovforbereder og den besluttende politiker.
Eller er dette fem-kasketter-til-en-mand alligevel blot udtryk for en fornuftig
politisk indflydelse, som enhver biblioteksinteresseret bør være begejstret for?
Det mener biblioteksvæsenets bærende lag åbenbart på det tidspunkt.
Man fornemmer også en særegen arbejdsstil i dette. Systemet lukker sig, og den
helt åbne debat forsvinder. Hvad der er klaret af mellem formand og
biblioteksdirektør er nu engang afklaret, og kan serveres som fuldbyrdede
kendsgerninger. Men er disse fuldbyrdede kendsgerninger også blot udtryk for en
sund dialog mellem to bibliotekspolitisk indfly-delsesrige institutioner, eller
bør man være bekymret for denne optakt til, hvad Bent Werner engang rammende har
kaldt "det lukkede kredsløb".
Op gennem 60'erne kan man følge parløbet. Bekendtgørelsen efter 1964-loven
kommer til verden efter en aktiv indsats fra foreningen, ligeså bognormerne.
Foreningen bakker biblioteksdirektøren op i hans afvisning af de Bodil Koch'ske
kulturcentre - bibliotekerne er jo kulturcentre i forvejen, eller kan i hvert
fald udbygges dertil. Måske er der en anelse af en tøven i opbakningen omkring
tilsynets visioner om en kraftig indskrænkning i de regionale biblioteksenheder,
tanker som i 1968 også går i retning af et amtskommunalt biblioteksvæsen, efter
engelsk county-forbillede. I hvert fald kan de kommunale kræfter i foreningen
ikke se med blide øjne på at bibliotekernes kommunale tilknytning svækkes. Rent
faktisk foreslår formanden for foreningens gruppe af kul-turelle udvalg,
Juditthe Boock, i 1977 det stik modsatte, at den amtslige indflydelse på
folkebibliotekerne forsvinder, og at centralbiblioteksopgaven løses af amtets
biblioteker i form af et kommunalt fællesskab.
Men disse divergenser er krusninger på overfladen. Også op til forberedelsen af
betænkningen vedrørende lov om folkebiblioteker i 1971 er der et smukt parløb.
Dette lovforslag, kronen på de glade 60'ere, har en meget velforberedt og
617
dominerende foreningsformand bag sig. På et enkelt punkt er både han og
foreningen dog dybt uenig - nemlig om skolebibliotekernes fremtidige placering i
folkeskoleloven. "Biblioteksdirektøren glædede sig i sin beretning over, at DB's
formand synes at være kommet til fornuft med hensyn til den forestående
adskillelse mellem folke-biblioteker og skolebiblioteker. Fornuften bunder nok i
en vis resignation, selv om denne livsholdning kunne synes formanden fjern:
Adskillelsen er uundgåelig!" skriver BV i en redaktionel kommentar til årsmødet
1971.
I 1978 viste formanden at både fornuft og resignation havde været midlertidig,
ved at rejse hele sagen om skolebibliotekernes tilhørsforhold som en dramatisk
sluteffekt på Bibliotekskommissionens arbejde.
Der bliver ingen lov ud af den betænkning. I stedet får vi regeringens
byrde[-]fordelingsudvalgs ubehagelige interesse rettet mod bibliotekssektoren.
Specialrefusionen skal væk og bloktilskud indføres i forbindelse med en ny
bibliotekslov. Det skal have konsekvenser både for normer og standarder, og også
for den arbejdsfunktion som Bibliotekstilsynet udfører med at udbetale og
beregne statens tilskud. Men også rådighedssummen vil forsvinde, og dermed en
stor del af grundlaget for finansieringen af Biblioteksforeningens virksomhed.
Bibliotekstilsynet afviser bloktilskuddet, fordi bibliotekerne skønnes at være
for svagt udbygget til at bære den bratte overgang. Men tilsynets indvendinger
tæller ikke politisk. Det gør derimod Danmarks Biblioteksforening og det er ikke
uden selvfølelse at BV i omtalen af 1971-årsmødet kan skrive: "Men det kan vel
næppe være uden betydning, at Finansudvalgets formand, alias DB's formand, er
den varmeste fortaler for bevarelse af de refusionspenge vi er så begejstrede
for".
Parløbet er således slut, og den bibliotekspolitiske tete føres an af Danmarks
Biblio-teksforening alene. På årsmøderne har det kunnet iagttages gradvist
derved at for-eningsformandens beretning mindre og mindre handler om Danmarks
Biblioteksforening og mere og mere om den generelle bibliotekspolitiske
situation. På folkebiblioteksområdet, forstås. Balancen er tippet, og hvornår
det præcist er sket og hvad der er årsagen, kan ikke spores i skriftlige kilder.
Er tilsynet svækket fordi dets eksistens nu diskuteres offentligt. Var det ikke
i 1974 at dagbladet Aktuelt uddelte en middag med Per Hækkerup som præmie til
det bedste spareforslag, som var nedlæggelse af Bibliotekstilsynet.
Eller er årsagen den simple, at usikkerheden omkring lovrevisionen [og] de
ustandselige spareindgreb overlader alt initiativ til den politiske indflydelse,
og intet til administrationen. Den utålmodighed med send[r]æg[t]ige embedsmænd
som præger Danmarks Biblioteksforening mere og mere i denne periode, skyldes
den, at foreningsformanden kæmper en desperat kamp for kulturbevillinger i et
Socialdemokrati, som er hårdt ramt af nederlaget til Glistrup. I hvert fald
udvikles hos formanden en fornemmelse af a[t]: "jeg alene kæmper kampen, ingen
forstår hvor vanskeligt det er", som ikke Befordrer samarbejde. Det lykkes ved
ihærdig indsats fra Danmarks Biblioteksforenings side at undgå den overgang til
bloktilskud, som Nathalie Lind havde tiltænkt bibliotekerne i 1974, og Venstres
"sorte krone" bliver også skrinlagt e[f]ter at mange gode kræfter, bl.a.
Biblioteksforeningen havde råbt gevalt.
Men det lysholske frontløb kulminerer under forhandlingerne i folketingets
kulturudvalg i 19[75], hvor han ved at foreslå en dobbelt så stor beskæring af
refusionssatsen, skaber et merprovenu, som placeres i Dispositionssummen til
ophjælpning af deltidsbibliotekskommuner. Her ser m[a]n det fuldkomne sololøb -
lovforbereder, lovfremsætter og lovvedtager i een og samme person. Ingen
embedshænder, stort set da, på det værk. Og det var en genistreg; hvilket man
ser af den fart hvormed overgangen til heltid er sket i årene efter.
Samtidig lykkedes det ved at sætte rådighedssummen [op]fra 2 1/2 til 3 1/4
procent, at bevare den ubeskåret, og dermed det økonomiske grundlag for
folkebibliotekernes fællesopgaver og Danmarks Biblioteksforening.
På dette tidspunkt er foreningen manden, og manden bibliotekspolitikken, så det
er vel mest naturligt at det også er ham som alene kan diktere sammensætningen
af den store epokegørende Bibliotekskommission.
Danmarks Biblioteksforening og forskningsbibliotekerne
Mens der mellem Biblioteksforeningen og Bibliotekstilsynet langt op i
halvfjerdserne har været tale om et parløb i bibliotekspolitisk henseende, så må
det tilsvarende forhold til Rigsbibliotekarembedet snarere karakteriseres som et
forfølgelsesløb. De to parter kom aldrig rigtigt på talefod.
Forskningsbibliotekerne fremhævede at foreningens virksomhed stort set
udelukkende rettede sig mod folkebibliotekerne, og der var almindelig bitterhed
618
over at de politiske anstrengelser for øgede bevillinger meget sjældent var til
benefice for forskningsbibliotekerne.
Grunden er, som tidligere nævnt, at langt de fleste af DB's medlemmer
identificerede, sig med folkebibliotekerne, og det lykkedes aldrig
forskningsbibliotekerne at "sælge" sagen til politikerne, på trods af at der er
åbenlyse bibliotekspolitiske og økonomiske grunde til at politikere som ser lidt
længere end til det lokale folkebibliotek, burde være interesseret i
veludbyggede forskningsbiblioteker.
Selv om forskningsbibliotekerne formelt set var placeret fuldt på linje med
andre grupperinger i foreningen, så gled foreningens nye, dynamiske image totalt
uden om denne bibliotekssektor, og det er vel ikke for meget sagt at
forskningsbibliotekerne høstede den største gavn af Danmarks Biblioteksforening
i det nordiske og det øvrige internationale samarbejde.
Op gennem 1960erne afspejles forskningsbibliotekernes situation i en stadig mere
desperat tone i Rigsbibliotekarens årsberetninger. Den kulminerede i 1972, hvor
han sagde at... "situationen nærmer sig i uhyggelig grad den, vi kender fra
nedskæringsperioden i 1930'erne, den der svider til os den dag i dag, og som vi
troede aldrig ville vende tilbage".
Den uhørt skarpe tone fik Lysholt til "næsten at blive dårligt tilpas, fordi han
følte det som om piskesmeldene regnede ned over ham". Men han understregede at
det var nyt for ham at situationen var så alvorlig, og med en slet skjult
irettesættelse opfordrede han forskningsbibliotekerne til gennem deres 6-mands
repræsentation i bestyrelsen af tage sagen op gennem biblioteksforeningen.
Jo, der var frost i luften, og det var også på dette årsmøde at man for første
gang fra salen direkte udtalte kritik af at foreningen og dens formand ikke
interesserede sig nok for forskningsbibliotekerne.
I 1969 udkom K. Helveg Petersens vision: "En kulturpolitisk redegørelse". Det
var meget naturligt at Biblioteksforeningen kommenterede denne betænkning i form
af et fyldigt debatoplæg, som blev fremlagt på årsmødet 1969. I dette oplæg, som
tegnede foreningens daværende bibliotekspolitiske linje, hedder det i et
centralt afsnit:
"Det bør drøftes, om det ville være mere hensigtsmæssigt at
Rigsbibliotekarembedet og de forskningsbiblioteker, der nu sorterer under
kulturministeriet, blev overført til det ministerium, hvorunder de højere
læreanstalter, forskningsråd, Forskningens Fællesudvalg samt et stort antal
forskningsbiblioteker sorterer: Undervisningsministeriet". Sådan lød det altså i
1969.
Fem år senere skiftede foreningen politik på dette for forskningsbibliotekerne
så vigtige område. I 1974 var både Bibliotekstilsynet og Danmarks
Biblioteksforening i vanskeligheder på grund af de øjeblikkelige planer om
overgang til bloktilskud på biblioteksområdet. Dette havde fået
foreningsformanden til at udtale til B.70, at uden statsrefusion er
"Bibliotekstilsynets rolle udspillet".
På årsmødet blev han stærkt angrebet herfor, og gav følgende bemærkelsesværdige
svar: "...den 10. april 1974 modtog folketingets kulturudvalg fra
Forskningsbiblio-tekernes Fællesråd et brev, hvori fællesrådet gik imod, at
Bibliotekstilsynet fik sin nye betegnelse Biblioteksdirektoratet, som foreslået
i loven. Der stod følgende: " - Det forekommer derfor uhensigtsmæssigt, at
lovforslaget indfører en ændret betegnelse for det nuværende bibliotekstilsyn,
der foreslås benævnt Biblioteksdirektoratet, når et sådant direktorat dog kun -
(og læg mærke til ordet kun, for det var det man hæftede sig ved i
Kulturudvalget) - har med de kommunale folkebiblioteker at gøre, og således
hverken med de statslige forskningsbiblioteker eller skolebibliotekerne..." ...
Det blev taget op i folketingets kulturudvalg, og mit personlige indtryk derfra
er, at skal vi bevare en form for tilsyn eller de funktioner, som tilsynet har
udøvet i en årrække, og som jeg vist mere end nogen anden har lagt vægt på, så
kræver det at vi får et direktorat, men der skal så meget til, at det kan bære
et direktorat, og det vil efter min personlige opfattelse sige, at et direktorat
ikke kan bæres af folkebibliotekerne alene, det må være et direktorat, der
omfatter både folkebiblioteker og forsk-ningsbiblioteker af enhver art". (BV,
1974, s. 350).
Året efter fulgte Fugl-sang?rundbordssamtalen, hvor nedsættelsen af
Bibliotekskommissionen blev besluttet med stærk tilslutning fra
folkebibliotekerne og lige så stærk afstandtagen fra forskningsbibliotekerne.
Bitterheden i forskningsbibliotekerne var stor.
Selv om der var stærke biblioteksfaglige motiveringer for et fællesdirektorat og
et "enhedsbiblioteksvæsen", så måtte forskningsbibliotekerne med rette opfatte
det stærke forbrødringsønske fra folkebibliotekerne, som nu blev
Biblioteksforeningens officielle politik, som udelukkende motiveret af ønsket om
at udskyde overgangen til bloktilskud og bevare den statslige indflydelse på
folkebibliotekssektoren. En særlig interesse for forskningsbibliotekerne kunne
man vanskeligt få øje på.
Herefter skulle der kun den berømte dråbe til at få bægeret til at flyde over.
Den kom med den af Lysholt dikterede sammensætning af Biblioteks-kommissionen,
som måtte opfattes som endnu en provokation. Og bægeret flød endegyldigt over,
da DB som et led i en charmeoffensiv overfor Kommunernes Landsforening
kommunaliserede foreningens bestyrelse endnu mere, og på den bag[r]und afviste
forskningsbibliotekernes forslag til en ny foreningsstruktur. Udmeldelsen af
forskningsbibliotekerne og forskningsbibliotekernes medarbejdere effektueredes i
1979. Endnu en gruppering havde forladt den forening, der i 1962 havde lagt så
stærk vægt på at vi alle var i samme båd.
Stordriften og bibliotekernes fællesopgaver
Mere end noget andet har Biblioteksforeningen gennem årene stået for rationel
arbejdstilrettelæggelse og biblioteksteknisk stordrift. Det var vel oprindelig
Bibliotekstilsynets filosofi, men foreningen arbejdede begejstret med, og når
man ser på de individuelle husmandssystemer, som biblioteksteknisk
karakteriserede biblioteker i 1950'erne, må man også erkende at det var den
rigtige vej.
Det var bibliotekarerne der oprindelig foreslog nedsættelsen af den
rationaliseringskommite, som senere blev til Danmarks Biblioteksforenings
Rationaliseringskomite. Komiteens betænkning, som udkom i 1964 har haft meget
stor betydning for arbejdstilrettelæggelsen i folkebibliotekerne. Politisk har
rationaliseringen været brugt til fulde af foreningen, til at fastslå den
kendsgerning at "folkebibliotekerne, som den eneste kommunale forvaltning",
allerede selv har gennemført den rationalisering, som ethvert område med respekt
for sig selv skulle gennemføre i 1960'erne.
Udover denne politiske besværgelse, som ofte har afvendt eller i hvert fald
forsinket andres ubehagelige interesse for bibliotekernes rationelle drift, har
Biblioteksforeningen haft to helt åbenbare interesser i stordriften. For det
første den interesse enhver arbejdsgiver har i at minimere lønudgiften i forhold
til produktiviteten, og for det andet samspillet mellem stordriftsfilosofien og
udviklingen af biblioteksvæsenets centrale serviceinstitutioner.
En syntese af disse interesser finder man i formandens udtalelse på årsmødet
1970, hvor han som en kommentar til statsrevisorernes bemærkninger om behovet
for rationalisering i folkebibliotekerne bemærker at... det er værd at nævne
blot et enkelt område, hvor der i kraft af den rationaliseringsundersøgelse som
Danmarks Biblioteksforening lod foretage for nogle år siden, er opnået en
direkte økonomisk gevinst ved gennemførelse af de arbejdsmetoder, der blev
a[n]vist.
I 1961 omfattede forberedelsesarbejdet ialt ca. 36% af heltidsbibliotekernes
samlede arbejde. Det svarede til en
619
lønudgift i 1960/61 på [i]alt 7,85 mill. kr. I 1970/71 vil den tilsvarende
lønudgift til klargøring være af størrelsesordenen 25-30 mill. kr. Lønudgiften
til det bibliotekstekniske arbejde er i dette tiår steget fra ca. 8,30 kr. til
ca. 10 kr. altså med 1,70 kr. eller godt 20%. Lønudgiften er altså ikke
tilnærmelsesvist fulgt med den almindelige prisudvikling i disse ti år, hvilket
først og fremmest skyldes stigende anvendelse af vore centrale institutioner
Bibliotekscentralen og Indbindingscentralen". (BV, 1970, s. 568).
Man kan bemærke sig den selvbevidsthed der på foreningens vegne ligger i denne
udtalelse, men man kan også bemærke sig at den omtalte rationalisering er
foreslået igangsat af bibliotekarer, teknisk gennemført af bibliotekarer i
snævert samarbejde med de statslige biblioteksmyndigheder og politisk
markedsført af arbejdsgiverne i Biblioteksforeningen. Altså et udmærket billede
på den selvforståelse, som præger Biblioteksforeningen i 1960'erne, og som man
noget krampagtigt har søgt at fastholde op gennem 70'erne. Vi er alle i samme
båd.
Men allerede i 1970 var det tydeligt at interesserne ikke mere umiddelbart kunne
mødes på rationaliseringsfronten. Ganske, vist kastede Biblioteksforeningen sig
kun tøvende ud i FAUSTræset, efter sigende fordi Lysholt med politikernes
fingerspidsfornemmelse kunne forudse et muligt sammenbrud, men der var ingen vej
udenom.
Og bibliotekspersonalets i begyndelsen tøvende, senere modvillige holdning til
den form for rationalisering og centralisering manifesterede sig for alvor midt
i 1970'erne. Og da blev tonen grovere og mere direkte, som når både Lysholt og
Kommunedatas direktør Kjeld Rasmussen offentligt udtalte at der kunne spares
utallige stillinger i biblioteksvæsenet efter indførelse af edb.
Interessemodsætningerne lod sig ikke længere skjule. Vi var ikke mere i samme
båd. Kun langsomt gik det op for bibliotekspolitikerne i foreningen at
centraliseringen og stordriften ikke er brugbar filosofi længere. Heller ikke i
økonomisk henseende, hvilket vigtige passager i betænkningen fra
Bibliotekskommissionens specialudvalg 7 kan sige mere om.
"De af foreningen ejede virksomheder", Bibliotekscentralen og
Indbindingscentralen har gennemløbet en kraftig udvikling i de sidste tyve år.
Men i 1961 var Bibliotekscentralen i økonomisk krise. I de 21 år Bibliografisk
Kontor indtil da havde eksisteret havde Biblioteksforeningen ikke indskudt
penge. Nu vedtog generalforsamlingen at "foreningen kautionerer for en
kassekredit på 250.000 kr., og at foreningen i løbet af de kommende 4-5 år
indskyder en ansvarlig indskudskapital til afløsning af kassekreditten.
Indskudskapitalen skabes på den måde, at foreningen og rådighedssummen hvert år
indskyder lige store beløb". Det økonomiske grundlag for ejerskabet af de to
virksomheder er således en ansvarlig indskudskapital på 125.000 kr.
I 1972 forærer bogbindermester Edv. Pedersen sit bogbinderi til DB, således at
Bibliotekscentralen og Indbindingscentralen bliver to af hinanden uafhængige
virksomheder. Bestyrelserne bliver ensartet sammensat, således at
Biblioteksforeningen bevarer flertallet på 9 i de 16 mands store bestyrelser.
Kommunernes Landsforening får 1 repræsentant i bestyrelsen. Senere udskilles
Inventarafdelingen fra Bibliotekscentralen i selskabet BC-Inventar.
Overskuddet fra Indbindingscentralen placeres fra 1972 i Edv. Pedersens fond til
fremme af dansk biblioteksvæsen. Fonden opnår hurtigt en størrelse på ca. 10
mill. kr. og dens største opgave har været finansiering af
Socialforskningsningsinstituttets store biblioteksundersøgelse, som imidlertid
blev væsentligt dyrere end beregnet. Rådighedssummen måtte træde til. Men DB
kunne i kraft af finansieringen i stor udstrækning være med til at lægge
rammerne for undersøgelsen. Bibliotekspersonalets organisationer deltog kun
meget sporadisk i undersøgelsesforløbet.
Grundlaget for denne bibliotekspolitiske og biblioteksfaglige dominans er
ejerskabet. Ejerskabet var vel naturligt så længe de fleste af bibliotekerne
(kunderne) var foreningsejede eller private. Virksomhederne er en slags
brugsforeninger, der handler med biblioteksteknik. Men efterhånden som
bibliotekerne er blevet kommunale institutioner er baggrunden for det reelle
ejerskab smuldret. Formelt kan det opretholdes så længe ikke andre og mere
naturlige udtryk for de kommunale interesser gør krav på det. Det har
Kommunernes Landsforening ikke gjort endnu.
Biblioteksforeningens ejerskab er igen et udtryk for den uskyldige form for
korporativisme, som kendetegner det biblioteksindustrielle kompleks. Det er
bibliotekernes institutioner, som bibliotekerne ejer og som drives af vore egne.
På den baggrund kan man stille faglige krav og vel også se igennem fingre med at
de ikke opfyldes. Men i dag er bibliotekerne en del af den kommunale
administration. Og kommunerne er prisbevidste kunder, og bibliotekerne stiller
på kommunernes vegne kvalitets og priskrav, som er helt anderledes end for ti år
siden. På den baggrund har forholdet mellem bibliotekarerne og
Biblioteksforeningens virksomheder i de sidste fem år udviklet sig til det
naturlige modsætnings og samarbejdsforhold som ny engang skal eksistere mellem
købmand og kunde.
Danmarks Biblioteksforening og bibliotekarerne
Indtil 1969 var Bibliotekarforeningen medlem af Danmarks Biblioteksforening, som
dens gruppe C. Ved en urafstemning i 1968 stemte 634 for en udmeldelse, 412 imod
og 109 stemte blankt. Det var en snæver afgørelse, og det gav
Bibliotekarforeningen mange interne problemer.
Fra bibliotekarernes side blev som årsag til udmeldelsen angivet, at man ønskede
at opbygge en selvstændig og slagkraftig fagforening. Det mente man ikke at
kunne som medlem af Danmarks Biblioteksforening, der var en organisation for
biblioteksbestyrelser og kulturudvalg, altså for arbejdsgiverne. De skriftlige
kilder giver ikke belæg for at hævde at Biblioteksforeningen nogensinde har
stækket bibliotekarernes fagforeningsmæssige interesser. Tværtimod er der
eksempler på at foreningen har anbefalet løn- og arbejdstidskrav overfor de
kommunale organisationer. Det var også DB som tilbød bibliotekarerne en aftale
om personalemøder, da bestemmelser om obligatoriske sådanne var udgået under
behandlingen af biblioteksloven 1964.
Det, der var sket blandt bibliotekarerne var, at man forbandt den traditionelle
fagforeningsmæssige politik med biblioteksfaglig politik, og betragtede den som
en helhed. Der var blandt bibliotekarerne udviklet biblioteksfaglige holdninger,
som lå langt fra de på bjerget herskende, og som var næret af det
autoritetsoprør, som i de år florerede på universiteter og andre læreanstalter.
Kun få af de tilbageblevne i Danmarks Biblioteksforening forstod udmeldelsen.
Den forekom absurd og sårende.
Set i et længere tidsperspektiv forekommer udmeldelsen uundgåelig, fordi det i
sidste instans var en kamp om magten i foreningen. Det er ikke forkert at hævde
at bibliotekarerne havde domineret foreningen op til omkring 1960.
Formandsskiftet og den voksende politiske interesse for den mere og mere
økonomisk tungtvejende bibliotekssektor medførte en øget dominans til de
politiske kræfter. Denne balance var truet ved kommunesammenlægningerne i 1970,
fordi antallet af kommuner, og dermed stemmer i DB's kompetente organer, faldt
fra 1200 til 275.
I 1968 var der derfor lagt op til vedtægtsændringer, som bl.a. ville betyde
indførelse af en repræsentantskabsordning, som sikrede de kommunale
repræsentanter et, ganske vist spinkelt flertal. Med Bibliotekarforeningens
udmeldelse blev vedtægtsændringen unødvendig, og den bortfaldt.
Politikerne beholdt magten i foreningen, og i dag er det i bund og grund en
forening for politikere med interesse for biblioteks- og kulturpolitik i bred
forstand.
620
Kommunaliseringen
De kommunale organisationer havde før 1970 kun en ret begrænset indflydelse på
bibliotekspolitikken. Efter kommunesammenlægningerne i 1970 har billedet ændret
sig. Kommunernes Landsforening dannedes ved en fusion af de hidtidige små
organisationer, og opbyggede hurtigt et stort og slagkraftigt foreningsapparat.
Udover de traditionelle arbejdsgiverfunktioner løser KL på kommerciel basis
visse rådgivnings- og servicefunktioner for kommunerne. På biblioteksområdet
overlapper KL's og Bibliotekstilsynets funktioner til en vis grad hinanden,
ligesom det er karakteristisk at KL på samme måde som Danmarks
Biblioteksforening nødvendigvis må agere bibliotekspolitisk. Disse overlappende
opgaver var i begyndelsen af 70'erne nok erkendte hos parterne, men ikke anset
for noget særligt problem, fordi KL stadig indtog en afventende rolle i
bibliotekspolitisk henseende.
Men via arbejdet med bibliotekslovrevisionen i 1970'erne fik KL langsomt øjnene
op for vigtigheden af den bibliotekspolitiske opgave, og man påtog sig på
planlægningsområdet i stigende grad opgaver, som hidtil var blevet løst af
Bibliotekstilsynet.
Den uholdbare balance forstyrredes afgørende på det tidspunkt, hvor DB af
indlysende grunde ikke 100% kunne have check på de bibliotekspolitiske
begivenheder, nemlig under venstreregeringen i midten af 70'erne.
I 1974 fremsatte kulturminister Nathalie Lind et bibliotekslovforslag, som ville
have betydet bortfald af specialrefusionen, og vanskeligheder for
Bibliotekstilsynet og Danmarks Biblioteksforening. Det er karakteristisk at
begge henvendte sig til Kommunernes Landsforening for at få en bekræftelse på
deres hidtidige position.
Historisk korrekt er det, at Biblioteksforeningen henvendte sig først, og at
Bibliotekstilsynet derefter følte sig nødsaget til at foretage en tilsvarende
henvendelse.
KL holdt smukt balancen mellem de to tidligere bibliotekspolitiske kolleger, og
inviterede til separate forhandlinger, som drejede sig om hvilke
samarbejdsmuligheder og hvilken opgavefordeling man i fremtiden kunne opnå
parterne imellem. Referaterne fra disse forhandlinger er aldrig offentliggjort,
men rummer heller ikke epokegørende nyt.
Det er klart at KL er interesseret i at løse de opgaver som Bibliotekstilsynets
system- og lokaleafdeling nu løser. Men opgaveovertagelsen kompliceres af, at KL
rådgiver på kommerciel basis, og så længe staten tilbyder rådgivning gratis er
der intet objektivt formål med opgaveændringen. For øvrigt heller ingen faglig
interesse blandt bibliotekspersonalet. Resultatet blev som følge heraf også
magert - en aftale om gensidig konsultation på rådgivningsområdet.
Biblioteksforeningens forhandlinger resulterede i et oplæg til de to bestyrelser
med forskellige forslag til samarbejde, bl.a. på tidsskriftområdet. Ingen af
forslagene er mig bekendt nogensinde realiseret. Biblioteksforeningens udbytte
blev at man kunne optræde som landsforeningens bibliotekspolitiske talerør, en
position som formentlig kun har betydning når der er enighed mellem parterne.
Til gengæld fik landsforeningen øget sin repræsentation i DB's bestyrelse og i
bestyrelserne for virksomhederne.
Et par år senere henvendte FAUSTpartnerne, heriblandt DB's virksomheder sig til
landsforeningen for at få et blåt stempel på FAUST-produkterne. Formålet var at
gøre produkterne salgsfähige overfor kommunerne. Det lykkedes ikke, fordi
landsforeningens sekretariat fandt FAUST-systemet ude af takt med den seneste
edb-udvikling, præget af centralisme og uden egentlige valgmuligheder for de
enkelte kommuner. Herefter har KL i realiteten, sammen med sin virksomhed
Kommunedata, overtaget ansvaret for videreførelsen af edb-planerne, under navnet
Biblioteksdata.
Som baggrundsgruppe for edb-arbejdet nedsatte KL et bibliotekskontaktudvalg, med
repræsentation fra bibliotekernes administrative ledelse, bibliotekspersonalet
og senere Danmarks Biblioteksforening.
Balancen er stadig ustabil, men udviklingen de seneste fem år viser en klar
tendens. En styrkelse af landsforeningens indflydelse på den bibliotekspolitiske
udvikling, og en tilsvarende svækkelse af tilsynets og Biblioteksforeningens.
DB's mulighed er her at pleje kulturudvalgenes interesse, på samme måde som
andre kommunale forvaltningsområder har deres særforeninger for politikere. En
stadig stigende kommunalisering af Biblioteksforeningen vil være følgen.
Den nye identitet
I 1970 holdt Helveg-Petersen et meget omtalt kulturmøde i kulturens by,
Holstebro. Til stede var en lang række
621
nyvalgte kulturudvalgsmedlemmer fra de "nydannede" kommuner. Et af forslagene
for styrkelse af den kommunale kultur, var at danne en sammenslutning for
kulturelle udvalg. DB opfanger straks initiativet. På årsmødet 1970 udtaler
formanden, R. Lysholt Hansen:
"Indtil 1970 var biblioteksudvalgene medlemmer af Danmarks Biblioteksforening.
Nu sorterer bibliotekerne under de kulturelle udvalg, hvis beføjelser omfatter
alle kulturelle anliggender i en kommune: Dette medfører at DB ganske naturligt
kan og må tage andre kulturelle opgaver på sit program, og dermed reelt blive
den organisation, hvor der åbnes mulighed for en debat om kommunernes kulturelle
forhold i almindelighed".
En af de organisationer, som Biblioteksforeningen har ønsket et meget tæt
samarbejde, i realiteten vel en fusion, med er Danmarks Skolebiblioteksforening.
Hidtil har skolebiblioteksforeningen modstået alle frierierne, selv om også
indflydelsesrige kræfter i denne forening har ønsket en meget tæt kontakt. Den
naturlige foreningsmæssige placering for skolebiblioteksforeningen er imidlertid
stærkt afhængig af skolebibliotekernes organisatoriske og lovmæssige placering,
enten i skoleregie eller folkebiblioteksregie. Det er også bl.a. på denne
baggrund man skal vurdere de seneste års stærke røre om skolebibliotekerne.
På det seneste, efter forskningsbibliotekernes udvandring, har DB åbnet for
institutions- og organisationsmedlemsskab i den nydannede gruppe, hvis formand
er Dansk Forfatterforenings formand Hans Jørgen Lembourn, nyfødt socialdemokrat.
Denne gruppes indflydelse på DB's fremtidige arbejde og politik er det endnu
umuligt at vurdere. Givet er det imidlertid at gruppen er betydelig mere
mediebevidst end forgængerne, forskningsbibliotekerne nogen sinde har været.
De seneste år har for Danmarks Biblioteksforening været præget af nogen tumult,
som tilsyneladende er afløst af en vis stabilitet og konsolidering. Foreningen
er med sin nye formand, Vejle-borgmesteren Karl Johan Mortensen, stadig stærkt
placeret i det bibliotekspolitiske billede, selv om det ser ud som om de stærke
ønsker om et "enhedsbiblioteksvæsen" ikke bliver opfyldt fuldt ud. I denne
omgang i hvert fald.
Skal man vove en helhedsvurdering af disse tyve år så er den formidable
enkeltmandspræstation stærkt inde i billedet. Så længe den var afbalanceret i et
team-work var den en klar fordel for foreningen og bibliotekerne. Under den
ubalance som opstod i sidste halvdel af 70'erne kan det være svært at øjne
fordelene overfor de eklatante fejltagelser. Ansvaret herfor bør ikke alene
placeres hos enkeltpersonen, men måske i højere grad hos de, som ikke kunne
levere det nødvendige mod- og medspil. Og hos et organisatorisk system som er
som skabt til enkeltmandspræstationer. Ser man på foreningen som helhed er det
karakteristisk at billedet af et væsen, hvor "alle er i samme båd" smuldrede i
løbet af tresserne, og fik sit endelige dødsstød i 70'erne. Foreningens indsats
overfor folkebibliotekerne, i varetagelse af interesserne for bibliotekernes
politiske ledelse, er lykkedes fordi der var fornuftig samklang mellem politik
og opdraggivere. Hvorimod foreningens forsøg på samtidig at drive politik for
andre grupper stort set mislykkedes, fordi modstridende opfattelser ikke kunne
forenes og den nødvendige samklang som følge heraf ikke opnås.
I erkendelse af dette sidste ligger muligheden for en virkelig ny identitet for
Danmarks Biblioteksforening.
BØRGE SØRENSEN