Bibliotekaren, hans Kald og hans Opgaver
Af Overbibliotekar H.O.Lange
1
Først siden Midten af det 19. Aarhundrede er den bibliotekariske Opgave
bleven en selvstændig Livsgerning med sit Maal i sig selv, en Gerning, der
lægger Beslag paa sine Tjeneres fulde Interesse og Kraft, en Gerning, der
kræver og giver en særlig Uddannelse og derfor ogsaa skaber en særlig Stand
med særlige faglige Interesser. Vel var der tidligere betydelige Mænd, som
ved deres Arbejde satte deres Præg paa Biblioteksvæsenets Udvikling trods
ussel Løn og vanskelige Arbejdsvilkaar, men endnu for 50 Aar siden var alle
Lederne af de store tyske Biblioteker Universitetsprofessorer, og endnu i
den sidste Menneskealder har man belønnet Digtere uden bibliotekariske
Forudsætninger med Chefspladser ved store franske Biblioteker. Her i Danmark
blev J. A. Bølling i 1861 den første Chef for det kgl. Bibliotek, der ikke
samtidig virkede i andet Embede.
Den franske Titel conservateur, der endnu bruges, og den indtil nu brugte
østerrigske Titel Custos er karakteristisk for den ældre Opfattelse af
Bibliotekarens Kald, at han i første Række skal bevare Bogskattene, en
Betragtning, der i svundne Tider har skabt Forestillinger om Bibliotekaren,
der endnu ikke er udryddede: at han er en lærd Mand, hvis lidet byrdefulde
Opgave det er at holde Orden paa Bøgerne og - selv at læse i dem, medens han
gør det vanskeligt for andre at komme til dem.
Det sidste halve Aarhundrede har været Vidne til en ny Udvikling af
Biblioteksvæsenet, der har skabt en hel ny Type af Bibliotekarer med nye
Idealer og med en ny Forstaaelse af deres Opgaver. Det maa fremhæves, at
Forbedringen af Standens økonomiske Stilling har bidraget væsentligt dertil;
men det maa pas den anden Side ikke overses, at det amerikanske
Biblioteksvæsens rivende Udvikling med dets særegne Præg og Metoder har
udøvet en stærk Paavirkning Verden over.
2
Naar man hyppigt i udenlandske Fagbøger træffer Udtrykket
Biblioteksvidenskab, saa bør man ikke lade sig imponere deraf. En saadan
Videnskab eksisterer ikke. Arbejdet i et Bibliotek er ikke som saadant
videnskabeligt, selv om meget af Biblioteksarbejdet kræver videnskabelige
Forudsætninger. Det er gennemgaaende en Virksomhed af teknisk-administrativ
Art; og man kan derfor med Rette tale om en Biblioteksteknik, der dels
bygger paa videnskabelige Principer og dels paa praktiske Erfaringer.
Det rette Forhold til de bibliotekariske Opgaver kræver mere end den
"Interesse for Beger", som et læsende og studerende Menneske ganske
naturligt har, det kræver Forudsætninger baade af aandelig og af rent
praktisk Art.
Først og fremmest kræves af alle fra Lederen til den yngste Medarbejder en
ganske klar Opfattelse af Bibliotekets Opgave eller Opgaver, en nøje Afvejen
af dets videnskabelige, almenoplysende eller elementært folkeopdragende
Formsaal, dets Opgave som Bogmuseum eller Arkiv for det lokale Aandsliv.
Naar man ser bort fra de rene Folkebiblioteker, vil Opgaverne i Reglen være
ret sammensatte og maaske endog modstridende. Museumsformaalet vil
vanskeligt i alle Tilfælde kunne forliges med den Bøgernes Opgave: at gøre
Nytte; Hensynet til Fremtiden vil trænge Hensynet til Samtiden tilbage og
omvendt. Bibliotekets Opgave findes naturligvis bedst defineret i dets
Reglement, som maa være normgivende for dets Praksis og bindende baade for
Personale og Publikum. Hvis Praksis i Tidens Løb med Nødvendighed har
fjernet sig i væsentlige Henseender fra Reglementet, bør dette ændres.
Biblioteksarbejdet er af den Art, at man lærer ved selve Arbejdet, saa længe
man lever. Den interesserede Bibliotekar samler hver Dag nye Kundskaber, der
dygtiggør ham mere og mere til hans Gerning; dels vokser hans Bogkundskab og
hans Evne til at orientere sig i Bøgernes Labyrint, saa at han bedre og
bedre kan vejlede og tjene Publikum, og dels samler han Erfaringer, der hver
Dag kommer selve Bibliotekets indre Orden til Gode.
Bibliotekarens Opgave forstaas i Reglen vanskeligt af Ikke Fagfolk, ikke
engang af Bibliotekets flittige Benyttere. Den synes lettere, jo mindre man
har et virkeligt Kendskab til den. Det vil i Reglen gaa alle unge, der
kommer i Arbejde i et større Bibliotek, og som med Liv og Sjæl gaar op i
deres Arbejde, saaledes, at de meget snart vil synes, at der er grumme
meget, der egentlig skulde gøres anderledes, og som
3
let kunde reformeres. Først efterhaanden vil de helt forstaa, hvilken
Betydning Traditioner og Sammenhæng har i et stort Bibliotek. De vil
efterhaanden forstaa Vanskelighederne ved at gribe radikalt ind paa enkelte
Punkter, naar Balancen og Sammenhængen i den indre Orden derved forstyrres;
det vil gaa op for den, der alsidigt og intensivt lever sig ind i
Bibliotekets Orden, at det der ser saa simpelt ud, i Virkeligheden er ret
sammensatte og ofte temmelig forviklede Problemer.
Bibliotekaren maa som Forudsætning til sin Gerning medbringe et bredt
Kulturgrundlag og videnskabelig Skoling; hans Evne til metodisk Tænkning og
Arbejde maa være vaagen og maa udvikles. Omfattende Kundskaber i gamle og
nyere Sprog er nødvendige; hans litteraturhistoriske Interesser og
Kundskaber maa ikke indskrænke sig til Skønlitteraturen, men maa udstrække
sig til Fagvidenskabernes Historie. Han vil uvilkaarligt ved at arbejde i
Bøgernes Verden faa sit Blik udvidet og sin Viden øget, men mere i Bredden
end i Dybden; han fristes til overfladisk Polyhistori, og det er vigtigt at
være paa Vagt mod denne Fristelse og ikke at forveksle en saadan
vidtfavnende Halvviden med virkelig Indsigt. Han maa ubetinget stille sin
Viden, baade den almindelige, der mere betyder Orientering end Viden, og den
specielle, der er erhvervet ved særlig Fordybelse og metodisk Studium, til
Publikums Raadighed. Hans Hovedopgave er jo at bane Vejen for Publikum til
Bøgerne og at lukke Bogskatten op for Benytteren. Dertil tjener hele
Bibliotekets omstændelige indre Arbejde, og derfor eksisterer Bibliotekaren
som den levende Vejledning i Bøgernes Labyrint.
Boghistorie, Bibliografi og Bibliotekshistorie maa Bibliotekaren med
Forkærlighed dyrke; ganske naturligt bliver de store Biblioteker
Hjemstederne for det bibliografiske Arbejde, der i alle Videnskaber bliver
mere og mere nødvendigt og paaskønnet. Ogsaa Boghistorien, Inkunabelstudiet
og den historiske Bibliografi har deres naturlige Hjemsted i de store
Biblioteker med Museumsopgaver. Men i særlig Grad maa Bibliotekshistorien,
navnlig den Samlings Historie, ved hvilken man virker, anbefales som et
Studium, der baade udvider Blikket og uddyber Kærligheden til Gerningen.
Særlige Virksomheder i Bibliotekets Tjeneste kræver selvfølgelig specielle
Forudsætninger. Haandskriftkatalogisering forudsætter Uddannelse i
Palæografi og Erfaring i Skriftlæsning, og ligesom
4
Inkunabelkatalogiseringen kræver den indgaaende Kundskaber i Middelalderens
Litteraturhistorie, der ikke er hver Mands Sag. Behandlingen af Kort,
Portrætter og Kunstblade stiller ligeledes særlige Krav; og Biblioteker, der
samler orientalske Haandskrifter og Tryk, maa saa vidt muligt raade over et
Personale, der har Indsigt i de paagældende Sprog.
En anden Række Forudsætninger omfatter Kundskaber af mere praktisk og
teknisk Art. Hertil maa regnes tekniske Begreber om Bøgerne og deres
Tilblivelse, elementær Indsigt i Boghaandværkets forskellige Grene. En
Bibliotekar maa kende noget til Bogtrykkerkunsten, dens Historie og tekniske
Udvikling, til Bogillustrationens Teknik i de forskellige Tider, til
Bogbinderhaandværket, de Materialier, der anvendes ved Bogindbindingen, og
de Processer, som Bogen gennemgaar i Bogbinderens Værksted. Det sidste er af
ganske særlig Vigtighed, thi Indsigt i Bogbinderiet er en Betingelse for en
virksom og fyldig Kontrol med Bøgernes forsvarlige Behandling fra
Bogbindernes Side. Det er af ikke ringe Betydning for Bibliotekaren at være
orienteret i Boghandelens Historie og Organisation, ikke mindst den moderne
Boghandels. Indsigt i disse Forhold vil ofte hjælpe ham til at vælge de
rette Veje ved Boganskaffelser og kan spare Biblioteket mange Penge.
I de store Lande søger man gennem teoretiske Kursus at bibringe de vordende
Bibliotekarer en Række af disse teoretiske Kundskaber ved Bibliotekarskoler
(som i Amerika) eller ved Kursus. Dog maa man ikke overvurdere, hvad der ad
den Vej kan naas for de videnskabelige Biblioteker. En Række af de største
Biblioteker i Amerika foretrækker selv at uddanne deres Personale gennem
Praksis og den daglige Vejledning i Arbejdet. Og det vilde være
skæbnesvangert, om man indførte en teoretisk Prøve, hvis tilfredsstillende
Aflæggelse gav en positiv Ret til Ansættelse ved et Bibliotek; thi medens de
teoretiske Forudsætninger for et frugtbart og dygtigt Biblioteksarbejde uden
Vanskelighed kan tilegnes af den, der sidder inde med de rette Anlæg og de
praktiske Forudsætninger for Virksomheden, vil det ingenlunde altid kunne
paaregnes, at den teoretisk fuldt kvalificerede Mand sidder inde med de
nødvendige personlige Forudsætninger, der beror paa Naturanlæg og praktisk
Begavelse.
Der er for mig ingen Tvivl om, at der i det moderne Bibliotek, baade i det
videnskabelige og det folkelige, maa ses i første
5
Række paa Personalets praktiske Anlæg og Kvalifikationer. Som saadanne vil
jeg nævne: en rummelig Hukommelse, udpræget Sans for Orden og for metodisk
Arbejde, Evne til at interessere sig for Smaating, ja for saakaldte
"Petitesser", et klart Blik for Samarbejdets Betydning - Enspændere egner
sig ikke til Bibliotekarer -, Syn for Opgavens Storhed og Værdighed, at den
fortjener og kræver ens fulde Interesse og ens bedste Kraft. Bibliotekaren
behøver en god Del Selvdisciplin for ikke at distraheres og for ikke at
sprede sig. Arbejdet er jo i sig selv i høj Grad mangesidigt og adspredt,
det strækker sig fra de mest indviklede litterære Undersøgelser til den mest
mekaniske Kontorforretning, fra de højeste logiske Problemer i
Katalogiseringen til den elementære praktiske Afgørelse i den ydre
Administration. Intet er lettere end at miste Holdet paa sig selv i denne
Mangfoldighed, hvorved Arbejdet lider i Grundighed. Intet er mere
skæbnesvangert i et Bibliotek end halvgjort Arbejde, halv Orden er i
Virkeligheden Uorden.
Ikke mindre vigtigt er det, at Bibliotekaren ejer Evne til at omgaas
Mennesker. Høflighed og Takt, venlig Imødekommenhed, Upartiskhed og
Menneskekundskab hos Bibliotekaren er en Grundbetingelse for, at Biblioteket
kan faa den rette Plads i dets Benytteres Omdømme. Biblioteket er til for
Brugernes Skyld, og Bibliotekaren maa vogte sig for at give nogen Anledning
til den Misforstaaelse, at han skulde mene, at det er til for hans Skyld.
Naar det gælder om at hævde Reglementets Bestemmelser overfor urimelige
Krav, maa Bibliotekaren kunne forene Fasthed og Venlighed, og han har Brug
for megen Taalmodighed overfor urimelige Forlangender og umulige Spørgsmaal,
saa at han ikke irriteres og mister sin Ro.
En smuk og regelmæssig Haandskrift maa der lægges stor Vægt paa i et
Bibliotek; Katalogerne, som Publikum har Adgang til, bør være ikke blot
læselige, men ogsaa smukt skrevne. Indøvelsen af en bestemt klar og smuk
Haandskrift f. Eks. den amerikanske Biblioteksskrift er af en vis Betydning
ved et storl Bibliotek, hvor mange samarbejder. Da man i vore Dage i større
og større Omfang gaar over til Anvendelsen af Skrivemaskiner i
Bibliotekstjenesten, ikke blot i Kontortjenesten men ogsaa ved
Katalogiseringen, bliver Færdighed i Maskinskrivning mere og mere en
Fordring, der maa stilles til Bibliotekaren.
Bibliotekets rationelle, maalbevidste Forøgelse er Bibliotekarens
6
højeste Opgave og tungeste Ansvar, han vil her altid staa overfor et
Misforhold mellem de disponible Midler og Opgaven. Her kræves udstrakte
Kundskaber, kritisk Sans, et trænet Instinkt, en levende Føling med
Bibliotekets Benytterkreds, her maa tages Hensyn til baade Nutid og Fremtid.
Bibliotekets Opgave og dets naturlige Begrænsning maa hele Tiden staa ham
for Øje. Det er vanskeligt paa dette Omraade at handle ret i alle Tilfælde;
Bibliotekaren er afhængig af kritiske Vurderinger i de for ham tilgængelige
Tidsskrifter, hvis Kompetence han ikke altid kan bedømme, af personlige
Anbefalinger fra Publikum, som han vanskelig kan og heller ikke bør afvise
uden tvingende Grunde. Boganskaffelsen tager en overordentlig Tid at
forberede, og Afgørelserne, der gennemgaaende maa træffes hurtigt, og som
ofte er af stor pekuniær Betydning, kræver for den samvittighedsfulde
Bibliotekar en Anspændelse af Viljen, der til Tider kan være ret angribende.
Han staar her ikke blot overfor Samtidens, men ogsaa overfor Eftertidens
Dom.
Naar der er Tale om Bibliotekets Forøgelse, er det af ikke ringe Betydning,
at Bibliotekaren skaffer sig Indsigt i Boghandlerforhold. Han mas kende de
vigtigste Forlæggere og deres Betydning, han maa følge med paa det
antikvariske Marked og kende de forskellige Antikvarers Specialer. Han gør
vel i omhyggeligt at gennemarbejde baade Forlags- og Antikvarkataloger og at
bevare en ordnet Samling af saadanne. Man kan faa baade lidt og meget ud af
en given Sum Penge. Boganskaffelsen ved et Bibliotek har baade en Side, der
kræver alsidig kritisk Sans og et betydeligt aandeligt Arbejde, og en Side,
der kræver praktisk Kendskab til den moderne Boghandel; denne sidste Side
bør ikke træde i Skygge.
Bibliotekaren maa ikke blot interessere sig for det Bibliotek, ved hvilket
han arbejder, og hvis Udvikling og Frugtbargørelse han helliger sine bedste
Kræfter. Det kan med Rette ventes af ham, at han fordyber sig i sit Fags
almindelige Problemer, at han følger hele Bibliotekssagens Udvikling i vore
Dage med Interesse. Et Lands Biblioteker repræsenterer en sammenhængende
Kulturopgave paa samme Maade som et Lands Undervisningsanstalter lige fra
Folkeskolen til Universitetet. Det videnskabelige Bibliotek og det folkelige
Bibliotek er gensidig interesserede i hinandens Udvikling, og jo mere
Bibliotekarstanden faar Øje paa denne fælles Interesse, desto kraftigere vil
den kunne lægge sit Lod i Vægtskaalen, naar det gælder Bibliotekssagens
Udvikling. Især har Bibliotekarerne
7
ved de store videnskabelige Biblioteker et stort Ansvar, da der udenfor
deres Kreds findes saa faa Bibliotekarer, som udelt kan hellige sig de
bibliotekariske Opgaver, og da rationelle Metoder bedst kan prøves og
indarbejdes ved de store Biblioteker. En kraftigere Udvikling af
Bibliotekssagen i Danmark vil i væsentlig Grad være afhængig af, at der i de
store Biblioteker vokser en Stab. af unge Kræfter op, der er godt skolede og
har faaet en bred og alsidig Indsigt i de bibliotekariske Problemer.
Bibliotekarens Stilling som Midler mellem den kundskabssøgende og Bøgerne
gør ham til en væsentlig Faktor i det moderne aandelige Liv. Ifølge Sagens
Natur vil hans Virksomhed ikke blive forstaget som Lærerens; den foregaar
mere i det skjulte, og den Tid synes endnu fjern, da et Bibliotek med en
faguddannet Bibliotekar vil blive opfattet som en Kulturnødvendighed i
ethvert lokalt Samfund af en vis Udstrækning. Udviklingen i andre Lande,
særlig i Amerika, er dog forjættelsesrig; og Litteraturens uhyre Vækst vil
med Nødvendighed gøre Savnet af en ordnende, vejledende Kraft gældende i
alle Byer, en Kraft, der meget snart vil retfærdiggøre sin Eksistens ved den
indsats i det praktiske og kulturelle Liv, som et dygtigt administreret
Bibliotek betyder.
Bibliotekaren, som forstaar sit Kald, og som forstaar det saaledes, at han
ikke i første Række ser paa Lønnen men paa Arbejdets Glæde, vil ikke Bytte
med nogen anden i Verden. For ham vil selv Trivialiteterne i hans Arbejde
forvandles ved den Kærlighed til Opgaven, der er den dybe Drivkraft i al
hans Tjeneste.
Litteratur: Fr. Ad. Ebert: Die Bildung des Bibliothekars. 2. Aufl. Lpz.
1820. -
[A. Klette:] Die Selbständigkeit des bibliothekarischen Berufes. Lpz. 1871.
[Litteraturhenvisninger ikke i 1. udg.].