Biografi
• Svend Dahl. Biografi.
Dansk videnskabeligt Biblioteksvæsen, dets Udvikling i de senere Aar og dets Problemer
Af Svend Dahl, København.
Efter Redaktionens Ønske bringes her et lidt omarbejdet Uddrag af et Foredrag i
Svenska Bibliotekariesamfundet i Stockholm 13. sept. 1948.
190
DA JEG for 40 Aar siden begyndte min Biblioteksløbebane ved Det kongelige
Bibliotek, var dets nye Bygning kort forinden taget i Brug. Den havde afløst
Frederik IIIs gamle Bygning fra 1660'erne, der altsaa - under forskellige
Ombygninger - havde været benyttet i næsten 250 Aar. Allerede i 1860'erne havde
den daværende Overbibliotekar begyndt at arbejde for at faa en ny Bygning, men
det tog omkring 30 Aar, før Opførelsen blev endelig vedtaget - jeg siger dette
til Trøst for de Bibliotekschefer her og andre Steder, der maa føre en sejg Kamp
for at faa en Byggesag igennem; almindeligvis maa man indstille sig paa, at det
varer 20-30 Aar fra det Øjeblik, Spørgsmaalet første Gang rejses, og indtil
Bygningen kan paabegyndes.
Der er sagt haarde Ord om Det kongelige Biblioteks Bygning, og en Del af dem har
været berettigede. Men Opgaven var heller ikke let, for saa vidt som Komplekset
skulde rette sig efter Fundamenterne for den gamle Galejbygning, der oprindelig
laa paa Grunden. Dette førte til Ruminddelinger og Maa], som var lidet heldige.
Yderligere var det en Ulykke, at man byggede paa et opfyldt Havnebassin, og
denne Fatalitet er ogsaa af skæbnesvanger Betydning nu, da Bygningen efter 40
Aars Forløb er overfyldt og snarest maa udvides. Man kan ikke lave underjordiske
Magasiner, saaledes som det ellers vilde have været muligt paa den store Grund,
der ligger mellem Bibliotekets nuværende og dets gamle, til Rigsarkiv omdannede
Bygning. Og denne Grund, paa hvilken Udvidelsen oprindelig var tænkt at skulle
foregaa, er i de 40 forløbne Aar udviklet til et af Københavns fineste
offentlige Haveanlæg, som ingen, der har sit Liv kært, tør foreslaa at bebygge.
Man er da henvist til Foranstaltninger indenfor
191
den nuværende Bygnings Rammer, men hvilke Veje man end her vil vælge at gaa, vil
Udvidelsen medføre store og kostbare ekstra Piloteringer til Styrkelse af de ca.
1000 svære Egetræs Pæle, som Bygningen hviler paa, og Opgavens Løsning vil være
bundet af utallige andre snærende Baand.
Men hvorfor da ikke flytte hele Herligheden et andet Sted hen, har mange spurgt.
Saa vilde man komme bort fra det uheldige Pælebygningsprincip, bort fra Havnen
med Byens største Skibsværft og andre Fabrikker som generende Genboer og bort
fra de militære Bygninger, som fremdeles ligger i Bibliotekets Nærhed, og som
ikke mindst under sidste Verdenskrig var højst foruroligende at være lænket til.
Det er altsammen rigtigt, og lige saa indlysende er det, at det er bedre at
kunne bygge noget helt nyt end at lappe paa noget eksisterende, som endda er
formet saaledes, at Udvidelser aldrig vil blive helt tilfredsstillende. Der er
blot det beklagelige, at den nuværende Bygning er ubrugelig til andre Formaal,
og man kasserer ikke en Bygning efter blot 40 Aars Forløb. Men selv om man vilde
udvise en saadan Flothed, rummer København ikke mere tilstrækkeligt store, blot
nogenlunde centralt beliggende Byggegrunde. Og Det kongelige Bibliotek kan nu
engang ikke anbringes i Brønshøj eller Rødovne, lige saa lidt som man kunde
flytte Kungl. Biblioteket til Sundbyberg eller Örby.
En af Fejlene ved den nuværende Bygning er, at den - som det var Skik dengang -
blev bygget udefra, saa at det indre maatte rette sig efter Hensynet til
Facaden, men trods alt betegnede denne Bygning dog, da den blev til, et
Fremskridt, for saa vidt som den var det første Bevis hos os paa, at der var ved
at bryde en ny Biblioteksaand igennem med en stærkere Understregning af
Bibliotekets Forpligtelser overfor Offentligheden. Især var det dengang et
dristigt Skridt at indrette et Katalogværelse, hvor alle Bibliotekets Kataloger,
baade alfabetiske og systematiske, var tilgængelige for enhver. At dette Værelse
burde have været mindst fire-fem Gange saa stort, er en anden Sag.
Det kgl. Bibliotek hører til de heldige Biblioteker, der allerede ret tidligt i
sin Udvikling har faaet fuldstændige Kataloger, som siden stadig er blevet holdt
å jour. Og ganske vist er Katalogerne over den udenlandske Afdeling efter
Nutidens Begreber ingenlunde ideelle, men de er der dog og gør daglig baade
Publikum og Personale store Tjenester, selvom de ogsaa daglig fremkalder visse
Forbandelser, bl. a. fordi de ældste Dele af dem er skrevet med gotisk Skrift,
som ikke mere læres i Skolerne, og fordi Gruppeoverskrifterne er paa Latin,
hvilket volder adskillige Benyttere Besvær.
Værre end dette rent ydre er det imidlertid, at Systemet i de gamle Kataloger,
der nu snart har 150 Aar paa Bagen, hvor smukt og logisk det end oprindelig er
opbygget, ikke lader sig tilpasse til mange af Videnskabens nyere Foreteelser og
Begreber. Jeg behøver blot at nævne saadanne Omraader
192
som Psykoanalyse, Sociologi eller forskellige moderne Discipliner indenfor
Retsvidenskaben. Let er det jo f. Eks. heller ikke at skulle indpasse Tysklands
moderne Historie i en Katalog, der er inddelt efter de gamle tyske Kredse, som
ingen mere har Rede paa.
Medens Chr. Bruun og H. O. Lange var Chefer, lod de en Del Kataloger omarbejde
med moderniseret Systematik, men Omarbejdelsen, der skulde gøres ved Siden af
det daglige Arbejde, skred kun langsomt frem; kun faa Fag naaede at blive
behandlet, og under Langes Efterfølger Carl S. Petersen gik man efterhaanden
helt i Staa; det var nu de juridiske Kataloger, der stod for Tur, og med god
Grund gøs man tilbage for dette Kæmpearbejde. Da jeg for nogle Aar siden overtog
Bibliotekets Ledelse, stod jeg da overfor det Spørgsmaal: skal denne
Omarbejdelse atter sættes i Gang? I saa Fald maatte man regne med, at det med
normal Arbejdskraft vilde vare henved hundrede Aar, at komme igennem alle
Fagene, og de først omarbejdede Kataloger vilde da paany være helt forældede.
Under Drøftelser med Bibliotekets Personale fremsatte jeg da den Tanke, som jeg
allerede tidligere havde gennemført for Universitetsbibliotekets natur- og
lægevidenskabelige Fag, at foretage en Lagdeling, med andre Ord, man skulde ikke
trække den eksisterende Litteratur med over i de nye Kataloger, men paabegynde
en helt ny katalogrække fra og med Aaret 1950.
Før jeg fremsatte Forslaget, havde jeg ladet optage en Statistik over den i en
enkelt Maaned (September 1945) i Udlaan og paa Læsesal rekvirerede udenlandske
Litteratur fra forskellige Epoker. Det viste sig, at der for Perioden fra den
ældste Tid op til 1900 var benyttet 2750 Bd., fra 1900-25 2772 Bd. og af
Litteratur fra 1925-45 3061 Bd. En meget stor Del, ca. 68 %, af Benyttelsen laa
med andre Ord indenfor Litteraturen efter 1900. I natur- og lægevidenskabelige
Biblioteker naar man helt op paa 85 % eller mere, og i tekniske Biblioteker vel
sagtens tæt op mod 100 %, men selv i de humanistiske Fag viser Procenten sig
altsaa at være ret høj, og dette gør Betænkelighederne ved en Lagdeling af et
humanistisk Biblioteks Kataloger mindre, end de ellers vilde have været.
I den nye Serie kataloger vil man altsaa indføre en ny, efter Nutidens
videnskabelige Udvikling afpasset Systematik, og denne nye Systematik vil blive
noget mere findelt end hidtil, idet man samtidig vil forlade det gamle Princip,
at Bøgernes Opstilling følger de systematiske Kataloger. Dette betyder
naturligvis, at der maa anlægges en særlig Opstillingskatalog, men det betyder
tillige, at Systemet helt kan frigøres for den Spændetrøje, som Hensynet til
Opstillingen ellers er, og at den samme Bog om fornødent kan placeres i flere
Grupper.
Til de nye systematiske kataloger vil der blive udarbejdet udførlige alfabetiske
Emneregistre, der ogsaa vil henvise til, hvor de paagældende Emner er behandlet
i de gamle Kataloger.
193
Man kunde maaske spørge, hvorfor vi gør os den Ulejlighed at udarbejde et
særligt System i Stedet for at acceptere et af de eksisterende, f. Eks.
Decimalklassifikationen eller Library of Congress' System. Hertil maa svares, at
intet af de store Standardsystemer tilfredsstiller os, Decimalsystemet mindst af
alle, men afgørende Betydning har det, at vi gerne vil tillempe det nye System
saa meget til det gamle, at Bruddet ikke bliver mere fremtrædende end
nødvendigt. Visse Hovedtræk i det gamle System vil vi gerne bevare, saa at de to
Rækker tilsammen dog i nogen Grad kan danne en Helhed, selvom vi naturligvis paa
mange andre Punkter maa stille os helt frit og uafhængigt overfor det gamle.
Opgaven bliver med andre Ord at finde den rette Balance mellem et konservativt
og et radikalt Moment.
Systemets Udarbejdelse varetages af Katalogchefen, der har gjort indgaaende
Studier baade over det gamle Systems Opbygning og dets Forbillede
Göttingersystemet, og over moderne Systemer, men for hvert Fagomraade faar han
et detailleret Grundlag leveret fra den Bibliotekar, som er Specialist i det
paagældene Fag, og Katalogchefens Opgave bliver da at sammenredigere det hele og
sikre den fornødne Ensartethed. I de nye Kataloger vil Gruppernes Navne blive
anført paa Dansk, paa Engelsk og - med et Buk for Traditionen - paa Latin.
Udarbejdelsen af det nye System er nu i Gang, og der arbejdes tillige med Planer
for Opstillingen af Litteraturen fra og med 1950. Der vil sandsynligvis blive
etableret en særlig Opstilling af Tidsskrifter og andre Periodica, medens
Bøgerne i hvert af de tre Formater vistnok vil blive opstillet i ca. 40 store
Faggrupper og indenfor hver af disse i Accessionsorden. Hver Bog vil faa sin
individuelle Signatur, bestaaende af et Par Bogstaver, som udgør
Gruppebetegnelsen, samt nogle Tal (Accessionsaarets to sidste Cifre samt
accessionsnummeret). Det er Tanken at rykke Bogbestanden fra før 1950 saa meget
sammen, at man kan frigøre et Magasin nærmest ved Udlaansekspeditionen, og her
opstille Litteraturen fra 1950 og fremefter.
Jeg er fuldtud klar over de Vanskeligheder, som et saadant Brud i Katalogernes
hidtidige Organisation vil medføre baade for Publikum og for os selv, og det er
endda muligt, at vi ogsaa vil lade Lagdelingen omfatte den alfabetiske Katalog,
hvor der i den nye Række efter 1950 i saa Fald kunde tænkes benyttet Sedler af
det internationale Format. Men det er min Overbevisning, at Losningen er den
eneste gennemførlige under de givne Forhold, og naar den første Overgangstids
Besvær er overstaaet, tror jeg ogsaa, at den vil frembyde betydelige Fordele.
Det er naturligvis ikke Meningen, at vi hermed vil lade Katalogerne før 1950
sejle deres egen Sø; de Partier af dem, som trænger særlig haardt til
Omarbejdelse og Omskrivning, vil vi tage os af i det Omfang, som vi har Kræfter
til.
194
Katalogerne over den danske Afdeling - eller rettere den dansk-norske Afdeling,
thi fra gammel Tid staar den norske Litteratur stadig sammen med den danske - er
adskilligt yngre end dem over den udenlandske Afdeling, og Systematikken er
derfor heller ikke saa forældet, men alligevel trænger ogsaa de til Fornyelse,
fordi Tilvæksten her i de senere Aartier har været saa kolossal, at alle Rammer
er sprængt. I Løbet af de sidste ca. 20 Aar er den alfabetiske Katalog over den
danske Litteratur efter 1830 - det Aar, da vor store Nationalbibliografi "Bibliotheca
Danica" slutter - blevet omskrevet; dette Arbejde nærmer sig nu sin Afslutning,
hvorefter Turen kommer til en Fornyelse af de systematiske Kataloger, et
Arbejde, der nok vil tage mindst en halv Snes Aar. Engang omkring 1965 skulde da
den danske Afdelings Kataloger være helt fornyet, og forhaabentlig vil der da
kunne gaa en rum Tid, inden man igen skal i Gang med de vanskelige Problemer,
som en Katalogfornyelse i store Biblioteker altid frembyder.
Jeg vil her gerne indskyde den Bemærkning, at lige saa sandt det er, at et
Bibliotek uden alfabetiske og systematiske eller Emnekataloger ikke kan fungere
helt tilfredsstillende, lige saa sikkert er det, at man ikke maa overvurdere
Katalogernes Betydning. Det er i al Fald min Erfaring, at selv blandt
Bibliotekernes Stamgæster findes der adskillige, som har svært ved at benytte
Katalogerne, eller som langtfra altid faar det rigtige eller det fulde Udbytte
af Benyttelsen. De bedste Kataloger er jo i Virkeligheden de Bibliotekarer, som
behersker Bibliotekets Bogbestand indenfor deres Fag, og som ikke blot ved,
hvilke Bøger der raades over, men ogsaa véd noget om, hvad der staar i dem, og
derfor i mange Tilfælde kan sige, hvilken Bog der skal benyttes til Løsning af
et bestemt Problem eller til at finde bestemte Oplysninger. De kan med andre Ord
ofte besvare Spørgsmaal, som selv de bedste Kataloger ikke er i Stand til. Der
findes som bekendt Bibliotekarer, der er i Besiddelse af en særlig Evne i saa
Henseende, en særlig Fært, som hurtigt bringer dem paa det rigtige Spor, og som
har en Klæbehjerne ikke blot for Forfattere og Bogtitler, men ogsaa for Bøgernes
Indhold, og saadanne Bibliotekarer kan til en vis Grad skaffe
Biblioteksbenytterne de samme Fordele, som de vilde kunne opnaa, hvis man kunde
indføre de "aabne Hylder"s Princip.
Naar jeg nævner dette i og for sig saa velkendte Forhold, er det nærmest for at
faa Lejlighed til at sige, at jeg aldrig har haft noget imod, at Katalogisatorer
danner sig et Indtryk af de Bøger, de faar med at gøre, og derfor indenfor
rimelige Grænser læser i dem. I min Ungdom var noget saadant ikke altid velset,
man maatte ikke gerne gaa længere end til Titelbladet eller i det højeste
Indholdsfortegnelsen; der var dengang ofte en vis Forkærlighed for den rent
mekaniske Katalogisering, som præsterede det størst mulige Antal Katalogsedler
eller Placeringer pr. Dag. I disse Aar,
195
da det kniber saa stærkt med at naa igennem de store Bogmasser, som er væltet
ind over os efter Krigsaarenes Afspærring, kunde man nok fristes til igen at
sætte Tempoet op, men intet andet Biblioteksarbejde bør i saa høj Grad som
Katalogarbejdet være beskyttet imod kvantitativt Rekordjageri.
Naar jeg har berørt Betydningen af Bibliotekarernes Kundskaber, føres jeg ind
paa et Spørgsmaal, som er meget aktuelt, Bibliotekaruddannelsen. Da jeg for 40
Aar siden begyndte som Biblioteksmand, undrede jeg mig over, at man ingen
regelret Uddannelse fik. Jeg blev snart klar over, at det, man skulde lære,
skulde man lære ved flittigt at spørge og lytte til ældre erfarne Kolleger. En
hel Del kunde man ogsaa tilegne sig ad den Vej, men jeg blev paa den anden Side
klar over, at man selv med den bedst mulige Uddannelse ikke uden videre kunde
udvikle sig til en saadan Guldgrube af boglig Viden, som en Del af de ældre
Biblioteksmænd havde været og var; dertil krævedes særlige personlige
Forudsætninger og helst tillige selvstændige videnskabelige Studier. Alligevel
dristede jeg mig efter faa Aars Bibliotekstjeneste til at begynde at ventilere
Muligheden af at faa lavet en Haandbog i Bibliotekskundskab, hvori en væsentlig
Del af det Stof skulde samles, som enhver Bibliotekar ved et videnskabeligt
Bibliotek burde være orienteret i; Graesels Bibliothekslehre og andre
udenlandske Værker tilfredsstillede ikke dette Formaal. I Begyndelsen mødte jeg
kun Forstaaelse for Tanken hos ganske enkelte, men efterhaanden som Planen antog
fastere Form, kom flere og flere med, og i 1912 kunde første Udgave udsendes.
I Dag er vi i Danmark egentlig ikke naaet videre. Den sidste Udgave af
Haandbogen, der jo nu er en Snes Aar gammel, og naturligvis paa adskillige
Punkter forældet, er stadig, suppleret med den store tyske Haandbog og andre
udenlandske Værker, vort eneste Middel til Uddannelse, men nu er man fra næsten
alle Sider klar over Betydningen af at finde frem til en eller anden Form for
Uddannelse. Diskussionen paa det nordiske Møde 1947 viste imidlertid tydeligt,
hvor store Vanskelighederne er, ogsaa fordi Uddannelsesproblemet er saa nøje
sammenknyttet med Rekruteringsspørgsmaalet, der i Danmark i høj Grad trænger til
en Reform. Indenfor den danske Bibliotekarsammenslutning har der været nedsat et
Udvalg, som har drøftet disse Spørgsmaal og afgivet en Flertals- og en
Mindretalsindstilling. Disse Indstillinger har været fremlagt til Kritik og har
kun vundet ret ringe Tilslutning. Jeg tror heller ikke, at nogen af dem uden
videre kan følges, og under disse Omstændigheder har jeg tænkt mig i Løbet af
Vinteren 1949-50 under beskedne Former at etablere et rent foreløbigt Forsøg for
derved at gøre Erfaringer, som kan være vejledende ved Problemets endelige
Løsning; der er paa Finansloven ydet en Bevilling til et saadant Forsøg.
Jeg har tænkt mig et Kursus paa talt ca. 140 Timer og med følgende Emner:
Haandskrifter, dansk Bogtryk, udenlandsk Bogtryk, Reproduktion
196
og Illustration, Bogbind, Bibliografi, Systematik, Administration og
Organisation, Internationalt Samarbejde og Bytteforbindelser. Det Stof, der skal
tages Sigte paa, og som dels skal tilegnes gennem Forelæsninger, dels og især
gennem Demonstrationer og Øvelser, skal ligge et godt Stykke ud over det
elementære. Deltagerne i Kursuset skulde gerne opnaa f. Eks. at kunne give en
Kollationering af gamle og indviklede Bøger, at give en Beskrivelse af de gængse
Typer af Bogbind fra forskellige Tider, foruden naturligvis at kende noget til
Nutidens Bogbindsteknik; de skulde endvidere kende lidt til de forskellige
Former for Fremstilling af Billeder i ældre og nyere Tid, og kunne læse
Beskrivelserne i en detailleret Antikvar- eller Auktionskatalog og vide Besked
med de Specialbibliografier, der i sadanne Beskrivelser henvises til; de skulde
indvies i Videnskabens Systematik fra ældre og nyere Perioder, de vigtigste
videnskabelige Begrebers skiftende Indhold gennem Tiderne, o.s.v. Kursuset
skulde være obligatorisk for de i de aller seneste Aar ansatte Bibliotekarer,
men tillige være tilgængeligt for enkelte lidt ældre og for enkelte fra
Fagbibliotekerne, hvis de ønsker det. Dog maa Elevantallet, fordi der i saa høj
Grad regnes med Øvelser, ikke overstige 10-15. Naar Kursuset er afholdt,
afsluttes det ikke med nogen Prøve; derimod skulde det gerne kort efter gentages
for Elever fra Statsbiblioteket i Aarhus, som skulde opholde sig i København en
Maaneds Tid og have det samme Stof gennemgaaet i 5-6 Timer om Dagen.
Naar dette Forsøg er gjort, vil man have visse Erfaringer om, hvilke
Lærerkræfter man kan regne med, hvorledes Undervisningens Form og Omfang helst
skal være, og hvilket Stof man særlig skal lægge Vægt paa, og maaske kan man da
paa dette Grundlag bygge en Plan for en mere omfattende og varig Løsning af
Uddannelsesproblemet. Vi maa blot være klar over, at vi, hvordan det end løses,
ikke ad denne Vej kan give vordende Bibliotekarer den omfattende Bogkundskab,
som mange af de gamle Bibliotekarer havde, og som kun kan opnaas gennem egen
Læsning og egne Studier. Det vilde være godt, hvis man indenfor Bibliotekarernes
Kreds kom mere ind paa at dyrke det vigtige Fag, der hedder Lærdomshistorie. Det
har jo allerede længe været i stærk Blomstring her i Sverige, - Aarsskiftet
Lychnos er et straalende Vidnesbyrd derom -, men i Danmark har det i vor Tid
hidtil kun haft faa Dyrkere. For en Biblioteksmand ved et videnskabeligt
Bibliotek er det sikkert et af de nyttigste Fag at give sig af med, helst baade
receptivt og produktivt.
Men selvom vi i det store og hele ikke tør maale os med de gamle i Lærdom, har
vi til Gengæld drevet det videre i Biblioteksteknik og med Hensyn til at udvikle
den Side af Bibliotekernes Virksomhed, der vender ud mod Publikum. Her ydede
mange af de gamle ikke ret meget - ja, nogle af dem befandt sig som bekendt
bedst, naar Biblioteket var lukket.
197
I vor Tid er Kravene til det, man kalder Service, i Bibliotekerne som i alle
andre offentlige Institutioner vokset til et Omfang, der vilde have forfærdet de
gamle. Den moderne Forsker kan nu sidde i sit Studereværelse eller Laboratorium
og ringe Biblioteket op i Telefonen for at faa at vide, om en bestemt Bog
findes, og om den er hjemme, og mod en beskeden Godtgørelse kan han faa Bøger
bragt til sit Hjem eller Institut pr. Automobil, eller han kan i Løbet af faa
Dage faa Fotokopier eller Mikrofilm af de Sider, han har Brug for. Jeg tror, at
vi i Danmark er gaaet noget videre paa disse Omraader end de andre nordiske
Lande, men det hænger vistnok til dels sammen med, at en saa væsentlig Del af
Forskningen foregaar i København, hvor Afstandene er saa store.
Jeg vedkender mig dog ogsaa gerne den Opfattelse, at hver Haandsrækning, vi
giver Publikum, ud over hvad vi strengt taget er forpligtet til, er en lille
Sten, der lægges til det Fundament af offentlig Sympati, som betyder saa meget,
bl. a. naar vi skal søge Bevillinger hos Regering og Rigsdag; et daarligt
Publikumsrenomme kan faktisk i en saadan Situation blive til stor Skade. Men
helt bortset fra dette praktiske Moment, burde det altid være en Selvfølge, at
vi hellere skal gøre lidt for meget end lidt for lidt for vore Laanere, ikke
mindst overfor dem, der er handicappet ved at bo i Provinsen. Hvis nogen
forsøger at misbruge vor Velvilje, skal han selvfølgelig bremses, men i
Virkeligheden er det jo noget, der kun bliver nødvendigt i faa Tilfælde, og det
har f. Eks. ved Telefontjenesten i de danske Biblioteker vist sig, at de
urimelige eller kværulantiske Henvendelser næppe udgør een Procent. Det Misbrug,
som Modstanderne af Telefontjenesten mente vilde komme, har slet ikke vist sig.
Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Fagdeling, der nu er gældende mellem de
to store videnskabelige Biblioteker i København, hvor Det kongelige Bibliotek jo
er Hovedbibliotek for de humanistiske Fag, Universitetsbibliotekets 2. Afdeling
for Natur- og Lægevidenskaben. Det er en velkendt Sag, at denne Deling efter
mange Aars Drøftelser blev fastslaget af Bibliotekskommissionen af 1924, og i de
godt 20 Aar, der er gaaet siden, har Delingen vist sig at fungere godt, selvom
den har enkelte svage Punkten fordi der er, eller er opstaaet, Omraader indenfor
Videnskaben, som berører begge Fagkategorier, f. Eks. Geografi og Psykologi.
Disse Vanskeligheder betyder dog kun lidt i Sammenligning med den Fordel, det
er, at hvert Bibliotek nu har sine klart afgrænsede Opgaver, medens de tidligere
konkurrerede paa alle Omraader og man f. Eks. skulde huske, at Zeitschrift für
alttestamentliche Wissenschaft fandtes i Universitetsbiblioteket, men
Zeitschrift fur neutestamentliche Wissenschaft var i Det kongelige Bibliotek.
Hvordan man end vil se paa Fagdelingen, maa man indrømme, at den var den eneste
mulige Udvej af de daværende kaotiske forhold.
Ogsaa den humanistiske Del af Universitetsbiblioteket, den saakaldte 1.
198
Afdeling, som man efter Fagdelingens Indførelse har bevaret som et
Orienteringsbibliotek for de Studerende eller som en Slags fælles Overbygning
paa de humanistiske Universitetslaboratorier, har vist sin
Eksistensberettigelse, bl. a. fordi dette Bibliotek dublerer Det kongelige
Bibliotek med Hensyn til stærkt benyttede udenlandske Værker; Indkøbet af
udenlandsk Litteratur til begge Biblioteker foregaar under nøje Samarbejde for
at sikre, at det bliver de rigtige Ting, der dubleres.
Men desuden er Universitetsbibliotekets 1. Afdeling i Stand til at aflaste Det
Kgl. Bibliotek med Hensyn til Udlaan af ældre dansk Litteratur, overfor hvilken
Det kgl. Bibliotek qua Nationalbibliotek har særlige opbevarende Forpligtelser.
Der har i de sidste hundrede Aar flere Gange hævet sig Røster for at gøre Det
Kgl. Bibliotek til et Præsensbibliotek eller i al Fald undtage hele den danske
Del af Litteraturen fra Hjemlaan; selv H. O. Lange har paa et vist Tidspunkt
været inde paa denne Tanke. Jeg tror dog ikke, at det vilde være heldigt at gaa
videre end til, som det nuværende Reglement siger, at undtage fra Hjemlaan "alle
oplysende og underholdende Bøger paa Dansk, som henhører under
Folkebibliotekernes Omraade", og saa i øvrigt lægge saa meget Udlaan af ældre
dansk Litteratur som muligt over paa Universitetsbiblioteket. Det var bl. a. for
at fremme denne Udvikling, at man i 1943 indførte Fællesudlaan og Fælleskaution
for begge Biblioteker, saa at Bøger fra Universitetsbiblioteket kan laanes
gennem Det kgl. Bibliotek og omvendt. De, der er vant til at Laane i Det kgl.
Bibliotek og hører til dettes Stamgæster, behøver altsaa ikke selv at ulejlige
sig til Universitetsbiblioteket for at Laane en gammel dansk Bog, som Det kgl.
Bibliotek ikke udlaaner, men kan faa den udleveret Dagen efter i Det kgl.
Biblioteks Udlaan, takket være den daglige Automobiltransport mellem
Bibliotekerne. Dette Fællesudlaan, der ogsaa omfatter et Par af de store
Fagbiblioteker, er meget benyttet og paaskønnet, og det bør efterhaanden udvides
til en større Kreds af Biblioteker.
Bibliotekskommissionen af 1924, der altsaa knæsatte Fagdelingen, foreslog ogsaa
Universitetsbibliotekets udskillelse fra Universitetets Administration, hvilket
gennemførtes i 1927. Jeg kan ikke se andet, end at dette har betydet et
Fremskridt, og at det har virket forenklende at faa alle Bibliotekerne lagt
direkte ind under Ministeriet; det Mellemled, som Universitetet var, virkede
trods alle gode Forsætter i Reglen som et Omsvøbsdepartement og kun sjældent som
nogen Støtte for Biblioteket. Og medens der tidligere var en vis latent Spænding
mellem Universitetet og Biblioteket, saa har der siden Adskillelsen været et
mere effektivt og gnidningsløst Samarbejde end nogensinde før.
Kun paa ét Punkt er der stadig en vis Spænding, hos os ligesom i andre Lande.
Jeg tænker paa Institutbibliotekerne. Der vil jo altid fra en Del Professorers
Side være Tilbøjelighed til at udvikle Institutbiblioteket til et
199
Centrum ikke blot for Studenternes Læsning, men ogsaa for hans egen Forskning,
og derved opstaar let en Konflikt med de store Biblioteker, som ganske vist
gerne ser, at den hyppigst benyttede Del af Forskningslitteraturen ogsaa staar i
Institutterne, men mener, at den øvrige, mere specielle Del af denne kun bør
have sin Plads i de store Biblioteker, da man ellers kommer ind paa mange
urimelige Dubleringer af kostbare Værker og Tidsskrifter, som i Instituterne
ofte kun vil være nødvendige i en kortere Periode, mens det paagældende Emne
staar paa Dagsordenen.
Hele dette Problem er i Danmark nu blevet aktualiseret, efter at Århus
Universitet har gjort Institutprincippet til sit særlige Bannermærke og allerede
har oprettet nogle og tyve Institutter alene i de humanistiske Fag og ønsket
betydelige Pengemidler fra Staten til deres Udstyrelse med Bøger. Naar denne Sag
skal optages til Løsning, vil vi fra de store Bibliotekers Side gerne anerkende
Institutternes Ønsker til en vis Grad, men paa den anden Side modsætte os, at de
faar fri Bane til at udvikle sig til egentlige Forskningsbiblioteker. Jeg
haaber, at det her skal lykkes at finde en Formulering, som begge Parter kan
tiltræde og gennemføre i et loyalt Samarbejde.
En af Ulykkerne ved Institutbibliotekerne er at de ofte faar testamenteret hele
Professorbiblioteker, som i Reglen indeholder megen Litteratur, der gaar langt
udover et Institutbiblioteks naturlige Rammer. Derfor er det vigtigt, at ogsaa
Gaver bringes ind under de Retningslinier, som skal følges. En anden Ting, som
bør fastslaas, er, at selvom et Institutbibliotek principielt maa være et
Præsensbibliotek, bør de Tidsskrifter eller Bøger, som det ejer, og som ikke
findes i noget offentligt Bibliotek, kunne stilles til Raadighed for Publikum
som kortfristede Laan gennem et af de store Biblioteker, idet vi maa hævde den
Grundsætning, at alle for Statsmidler indkøbte Bøger maa være offentlig
tilgængelige under en eller anden Form.
Et af de Problemer, som Bibliotekskommissionen af 1924 var inde paa, var
Spørgsmaalet om et Centralorgan for hele Statens Biblioteksvæsen. Man var i
Virkeligheden klar over, at et saadant var ønskeligt, men vilde dengang endnu
ikke tage Skridtet helt og nøjedes derfor med at foreslaa Nedsættelse af et
Fællesraad for de videnskabelige Biblioteker under Undervisningsministeriet med
Repræsentanter baade for Ministeriet, Bibliotekerne, Universitetet og de andre
højere Læreanstalter. Det var en raadgivende Forsamling, som Ministeriet skulde
kunne støtte sig til i alle Spørgsmaal af principiel Karakter, men skønt Raadet
var meget alsidigt og talte udmærkede Mænd, fik det aldrig nogen Betydning.
Efter nogle faa Møder hensov det blideligt, og skønt det aldrig formelt er
blevet ophævet, eksisterer det i Praksis ikke mere.
I Stedet har Ministeriet i 1943 gjort det Skridt, som allerede var blevet
ventileret i Kommissionen: at ansætte en Rigsbibliotekar. Formelt er han ganske
vist kun Chef for Det kgl. Bibliotek og Universitetsbiblioteket, men
200
Tanken er med Tiden at gøre ham til en Fællesnævner for alle Statens
Biblioteker, hvad han til dels allerede kan siges at være i Praksis.
Programmet for Rigsbibliotekarens Virksomhed er ikke fastlagt i nogen Instruks,
med ved Embedets Oprettelse noterede jeg bl. a. følgende Punkter: Eventuel
Etablering af Fællesindkøb, Fællesindbinding og Fælleskatalogisering for større
eller mindre Kredse af Statens Biblioteker; Etablering af en Central for
Udveksling af videnskabelig Litteratur med Udlandet, for Modtagelse og Fordeling
af Boggaver til Staten og for Anvendelse af Statsbibliotekernes Dubletter samt
Indretning af et Opsamlingsmagasin, et Depotbibliotek, for mindre væsentlig, men
ikke-kassabel Litteratur; endvidere Etablering af et bibliografisk Institut for
Statens Biblioteker; Udgivelse af en Fælleskatalog over Statsbibliotekernes
udenlandske Tidsskrifter; endelig Etablering af en Uddannelse for de
videnskabelige Bibliotekers Personale.
Af disse Punkter er, som jeg har nævnt, Uddannelsesspørgsmaalet ved at blive
taget op, og der er oprettet en Central for hele Statens Bogudveksling med
Udlandet, hvortil nu ogsaa Udsendelsen af Statens egne Tryksager er blevet
henlagt. En Aarsbibliografi over danske officielle Publikationer, svarende til
den svenske, har just set Lyset. Til den Institution, som besørger hele dette
Arbejde, og som ogsaa udgiver en Fortegnelse over dansk Litteratur paa fremmede
Sprog (Dania polyglotta), er det Tanken ogsaa at knytte et Statens
Depotbibliotek, hvor de enkelte Biblioteker paa en primitiv Maade han faa
magasineret saadan mindre værdifuld Litteratur, som vel ikke er kassabel, men
som dog ikke behøver at beslaglægge den kostbare Hyldeplads i det enkelte
Bibliotek. Endnu er det ikke lykkedes at skaffe Lokaler til et saadant
Depotbibliotek, men jeg haaber, at vi snart faar dem; det vil kunne betyde en
god Aflastning for en Del af de overfyldte Lokaler, særlig for Fagbibliotekerne.
Rigsbibliotekarembedet har nu sit eget Budget paa Finansloven. Det udgiver
Statens Accessionskatalog og forbereder Udgivelsen af en Fælleskatalog over
udenlandske Tidsskrifter. Jeg skal iøvrigt af nærliggende Grunde ikke fælde
nogen Dom over dette Embedes Resultater i de fem Aar, det har eksisteret. Hvis
nogen vil sige, at de burde have været større, er det sandsynligvis rigtigt, men
det maa ikke glemmes, at disse fem Aar i mange Henseender har været en unormal
Tid med betydelige Vanskeligheder. Dog vil jeg mene, at f.Eks. det store
Fællesindkøb af udenlandsk Litteratur til Statsbibliotekerne, som vi under
Krigen foretog via Sverige, og som har medført, at vi nu staar ganske godt med
Hensyn til Krigsaarenes Litteratur, vanskelig kunde være etableret uden den
Centralisation, som Rigsbibliotekarembedet repræsenterer, og der er ogsaa andre
Fællesforanstaltninger, som vanskelig kunde være gennemført eller paabegyndt
uden et saadant Organ.
Jeg ved, at man i Sverige i det store og hele staar fremmed overfor Tanken om et
saadant Embede, og at man her snarere vil anse et Raad af
201
Bibliotekschefer for den bedste Løsning. Jeg tror, at Sandheden er den, at begge
Former har sine Mangler og sine Fordele, og at alt afhænger af den til enhver
Tid eksisterende Vilje og Evne til Samarbejde.
En af Rigsbibliotekarens seneste Opgaver har været den at optræde som Raadgiver
for Kommissionen vedrørende Statens Forhold til Videnskaben, der som et af sine
første Programpunkter har beskæftiget sig med de videnskabelige Biblioteker. Der
har ikke hos os været Tale om en saa omfattende Undersøgelse af deres Forhold
som i den svenske "Universitetsberedning", bl. a. fordi vor Bibliotekskommission
af 1924 i sin Betænkning har præsteret et Grundlag, som vi stadig i væsentlige
Henseender kan bygge paa.
Fra Finansaaret 1949/50 er der efter Kommissionens Forslag indført saadanne
Forhøjelser af vore Annua til Bogkøb og Indbindning, at Det kgl. Bibliotek og
Universitetsbiblioteket derved tilsammen er kommet op paa omtrent samme Højde
som Universitetsbibliotekerne i Lund og Uppsala efter "Universitetsberedningens"
Forslag.
Et andet Forslag, som ogsaa er blevet gennemført, hører til
Rigsbibliotekarembedets Programpunkter, nemlig Oprettelse af et
nationalbibliografisk Institut, som bl. a. skal samle løbende Materiale til et
dansk Forfatterleksikon og til et dansk Anonym- og Pseudonymleksikon samt til
forskellige Fagbibliografier. Et saadant Institut burde altid udgøre en
integrerende Del af et Nationalbibliotek.
Det er min Tro, at man inden længe vil indse Nødvendigheden af ogsaa at
realisere de forskellige andre forslag, Kommissionen har fremsat. Blandt dem
skal jeg nævne en særlig Bevilling til de Biblioteker, der leverer Fotokopier og
Mikrofilm, saa at Priserne paa disse Ting kan nedsættes væsentligt for de
Forskere, der benytter dem til Studiebrug, hvorimod Kopier, der skal anvendes
til Reproduktion, maa betales med sædvanlig Pris.
En af Ejendommelighederne ved den Tid, vi lever i, er den stærke Nationalisme,
som gør sig gældende rundt om i Verden, samtidig med at der udfoldes talrige
Bestræbelser for internationalt Samarbejde. Det er det samme som efter den
første Verdenskrig; denne Gang gaar det blot for sig i stærkt forøget Grad.
Den nationalistiske Tendens mærker vi i Biblioteksverdenen bl. a. i Kravene fra
nye Stater om Tilbagelevering af Haandskrifter og Bøger som stammer fra disse
Lande, der nu har opnaaet Selvstændighed. Hos os er Kravene fra Island for Tiden
aktuelle, og de overvejes i en af Politikere og Sagkyndige bestaaende
Kommission, som arbejder med megen Grundighed.
De internationale Bestræbelser udfolder sig især indenfor den store Organisation
UNESCO, der jo ogsaa omfatter Bibliotekerne. Medens Danmark og Norge straks
sluttede sig til denne Organisation, er Sverige som bekendt først nu ved at
blive Medlem. Jeg er ingenlunde blind for Svaghederne
202
ved UNESCO. Rent bortset fra den, at Rusland ikke er med, kan det ikke nægtes,
at UNESCO har taget for mange Projekter op og ofte paa for ]øst Grundlag, at der
er altfor meget Papir i Organisationen, og at for mange af de mere end 500
Personer, som er ansat i dens Tjeneste, har rent administrative Opgaver.
Paa Baggrund af disse Svagheder, der jo ogsaa er velkendte i flere andre store
internationale Sammenslutninger, forstaar jeg godt, at Sverige har forholdt sig
tøvende. Men alligevel er det glædeligt, at man nu gaar med og vil kunne hjælpe
de andre nordiske Lande i deres Bestræbelser for at faa UNESCOs Virksomhed gjort
saa realitetsbetonet som muligt og at faa Organisationen mere forenklet og
mindre papirforbrugende. I saa Fald kunde den virke med større Effektivitet. Det
kan være meget godt at vedtage Resolutioner om dit og dat og henstille til de
enkelte Medlemsstater at følge disse Resolutioner, men det tilde utvivlsomt
ofte, ikke mindst hvor der er Tale om bibliografiske arbejder og andre
Publikationer, være mere resultatrigt, hvis UNESCO selv indsamlede Stoffet fra
faste Forbindelser i de enkelte Lande og derefter redigerede og udgav det efter
ensartede Principper.