• Thomas M. Døssing. Biografi.
Praktisk Bibliotekstjeneste i Statsbibliotekets Udlaansafdeling
Af Underbibliotekar Th. Døssing
179
De erfaringer, der høstes i Statsbibliotekets udlaansafdeling, har kun spillet
en underordnet rolle i den diskussion, der har været ført det sidste aars tid om
vore hjemlige biblioteksforhold.
Det er jo skik og brug, at man - forøvrigt med rette - henviser til England og
Amerika som de steder, hvorfra man skal høste belæring ved en eventuel nyordning
af vort offentlige biblioteksvæsen. Men spørges der om praktiske erfaringer, der
egner sig for danske forhold, kunde det vist være passende ogsaa at lægge vejen
om ad Statsbiblioteket.
Forfatteren af nærværende artikel kender desværre ikke af selvsyn engelske og
amerikanske biblioteksforhold, men man kan jo ogsaa gennem bøger og
tidsskriftartikler danne sig et skøn derom. Som regel faar man ad den vej dog
kun oplysning om alt det teoretiske, og derfor har jeg med særlig interesse læst
en artikel af bibliotekar J. C. Bay fra The John Crerar Library i Chicago, som
findes i Højskolebladet" nr. 25, 1910. Artiklen hedder "Praktisk
Biblioteks-Tjeneste" (jeg haaber ikke, at min benyttelse af titlen blir
betragtet som tyveri) og taler ikke om det formelle apparat, men om
virksomhedens reelle omfang og art.
Det var for mig som at læse om vor egen læsesal og vort eget udlaan. Vi, der
arbejder i udlaanet, har jo særlig for det udenbys udlaans vedkommende netop
samme opgave som læsesalen har: at vejlede publikum paa de forskelligste
dannelsestrin angaaende spørgsmaal af den forskelligste art.
Det er nu ikke faa mennesker, vi kommer i berøring med. Vore laanere er mange
tusinde i alle mulige livsstillinger, spredte over hele landet. Og det er for en
stor del folk rundt omkring fra landsognene, som blot i al almindelighed søger
noget at læse, men ikke vil nøjes med skønlitteratur, altsaa folk, som i reglen
ikke kan benytte de stedlige folkebogsamlinger, og som efter manges mening slet
ikke eksisterer, fordi disse mange ikke ved, hvor stor trang der er til
oplysende litteratur i folkets brede lag. Og saa er forholdet dog det, at disse
"tvivlsomme eksistenser" tælles i tusindtal.
Maa jeg her indskyde den bemærkning, at det ikke skyldes manglende interesse,
naar vi fra udlaanet ikke før har ladet vor røst høre. Vi søgte f.eks. at komme
med til biblioteksmødet i Fredericia ; men da dette ikke kunde lade sig gøre, er
det mig kært at have faaet lejlighed til at fremkomme med denne artikel, som
altsaa endnu har aktualitetens interesse.
Adskillige forhold, som før er fremdraget af andre, vil jeg i det følgende
omtale uden at citere den tidligere anvendelse. Jeg har anset det for
overflødigt, da sikkert
180
enhver, der kender Statsbibliotekets udlaansafdeling, vil gøre de samme
erfaringer, - erfaringer, der bekræftes af en omhyggelig statistik og et stort
brevmateriale.
Statsbiblioteket er et frit, offentligt bibliotek for hele landet. Dette
fremgaar af den kommissionsbetænkning, i henhold til hvilken det blev oprettet,
og som saadant virker det. Det udlaaner altsaa bøger til hele landet (i reglen
dog ikke til Kjøbenhavn) og til alle landets borgere (over 16 aar). Den eneste
indskrænkning er, at skønlitteratur paa dansk, original og oversat, i reglen
ikke udlaanes.
Udlaanet er gratis, ogsaa portoudgiften ved bøgernes udsendelse afholdes af
biblioteket.
Det er altsaa ikke blot et bibliotek for Aarhus. Dette er ingen overflødig
bemærkning. Gang paa gang møder man den misforstaaelse, at Statsbiblioteket har
lidet eller intet med det øvrige land at gøre. Selv af en saa indgaaende omtale
som nuværende finansminister Neergaards tale i folketinget sidste foraar om vore
biblioteker modtog man det indtryk, at virksomheden her hovedsagelig er en
læsesal med aabne hylder.
Selvfølgelig falder en stor del af udlaanet i Aarhus, der jo næsten har lige saa
mange indbyggere som I. eks. hele Thisted amt. Men det udenbys udlaan har dog i
stedse stigende grad overvægten. Og for saa vidt kunde biblioteket lige saa godt
have ligget midt ude paa heden.
Nogle tal vil illustrere udlaanets vækst og forholdet mellem det indenbys og
udenbys udlaan. Antallet af udlaante bind er følgende:
1904 10500 bind.
1906 11821 -
1908 17819 -
1909 254S4 -
1910 37558 -
Reglen synes nu at være, at udlaanet fordobles i løbet af to aar.
Først i de sidste to aar er der ført særlig statistik over tallet paa det
udenbys udlaan. Dette er nu ca. 68 % af det samlede udlaan (i 1910 25539 bd.),
og at stigningen hovedsagelig falder paa det udenbys, kan ses af
pakkeforsendelsernes antal:
1904 741 pakker.
1906 952 -
1908 1857 -
1909 3597 -
1910 6875 -
Det indenbys udlaan har en vigtig støtte i det i læsesalen opstillede "udlaansbibliotek",
i hvis "aabne hylder" laanerne selv kan finde, hvad de ønsker; men en stor,
vistnok den største del af de indenbys udlaan er dog fra bibliotekets øvrige
bogmasse. Som rimeligt er i en stor by udlaanes ogsaa en mængde litteratur paa
fremmede sprog, mens udlaansbiblioteket kun omfatter danske, norske og svenske
bøger.
Her maa det bemærkes, at aabne hylder først kan opfylde deres bestemmelse, naar
der er et tilstrækkeligt antal eksemplarer af de mest søgte bøger. Dette har
Statsbiblioteket ikke hidtil haft raad til, men søger efter evne at raade bod
derpaa ved at reservere udlaante bøger til laanerne. Naar en reserveret bog
kommer hjem, faar laaneren, hvis han ønsker det, meddelelse derom.
En endnu større hjælp for publikum er de kataloger over udlaansbiblioteket, hvis
udgivelse blev paabegyndt 1908 og nu nærmer sig sin afslutning. Hidtil er
udkommet "Biografi" og "Norden", og som nr. 3 er "Geografi og Historie", under
trykning. I katalogerne finder laanerne titler paa bøger, hvis eksistens de
trods "aabne hylder" ellers aldrig vilde faa nogen anelse om, da de altid er
udlaant. Endvidere ud-
181
giver Statsbiblioteket hvert aar (siden 1907) en katalog over det sidste aars
erhvervelser af fremmede landes litteratur.
Men et ganske nødvendigt supplement baade til "aabne hylder" og kataloger er
"det personlige element", at personalet nøje kender biblioteket og har lyst og
evne til at vejlede publikum.
Af det udenbys udlaan foregaar en del ved laanernes personlige hen-vendelser på
biblioteket eller pr. kommissionærer, der fra omliggende byer besørger bogpakker
sammen med deres øvrige virksomhed. Størstedelen af udlaanet til Skanderborg
foregaar f. eks. paa denne maade. Men den altovervejende del sker pr. post.
Laanerne indsender de af Statsbiblioteket trykte "ønskebreve", d. v. s. en
blanket med plads til titler paa de ønskede bøger og med vedhængende
kvitteringer, hvorpaa pakken afsendes med et ny ønskebrev. Laanetiden er en
maaned med den nødvendige forlængelse for de laanere, vi har paa Færøerne og
andre afsides steder; en laaner er f. eks. Styrmand paa et fyrskib der kun faar
post hver 14de dag. Fornyelse af laanet kan finde sted, naar ingen andre ønsker
bøgerne.
Ogsaa for det udenbys udlaan er udlaansbibliotet en hjælp, d. v. s. for
bibliotekarerne. Men her er en samling af lignende art, opstillet paa et for
publikum utilgængeligt sted, saa det aldrig kommer i uorden, langt vigtigere. Vi
er da ogsaa i færd med at tilvejebringe en saadan samling, men selvfølgelig skal
læsesalens "aabne hylder" opretholdes alligevel.
Endnu vigtigere er dog katalogerne. De fleste laaneres bogkendskab er saa ringe,
at de vilde staa ganske hjælpeløse uden dem. Hvad et praktisk indrettet, for
publikum tilgængeligt katalogsystern paa selve biblioteket er for læsesalen og
det indenbys udlaan, er trykte, let overskuelige kataloger for det udenbys
udlaan. De omtalte kataloger uddeles foreløbig gratis til alle, der ønsker dem,
og de benyttes i stor udstrækning af næsten alle vore laanere.
Alle kvitteringer indføres ordnet efter forfatternavn i en protokol, og
kvitteringerne ordnes derpaa efter laanere. I udlaansprotokollen findes en
rubrik for reserveringer, hvor navnet opføres paa den eller de laanere, der
ønsker vedkommende bog, naar den kommer hjem.
Foruden dette udlaan til enkelte sender Statsbiblioteket bogkasser paa indtil 20
bind til bogsamlinger. Disse laan gælder for to maaneder og er i alt fald nogle
gange blevet benyttet som supplement til en foredragsrække, der samtidig har
været holdt for vedkommende bogsamlings medlemmer. Desuden kan formænd for
bogsamlinger i en kortere tid laane nyere skønlitteratur til gennemsyn i
bogsamlingens tjeneste. Dette benyttes kun lidt; derimod har vi i 1910 udlaant
ialt 57 bogkasser til 31 bogsamlinger.
Det kan sikkert have sin interesse at se, hvordan omtrent udlaanets daglige
arbejde foregaar. Det ved udlaanet beskæftigede personale bestaar af to
bibliotekarer med assistance til ind- og udpakning samt tilbagestilling af de
laante bøger. 10-3 er den normerede arbejdstid; nu er praksis dog 10-4, da
bibliotekets personale er alt for faatalligt til det voksende arbejde. Først
ekspederes brevposten, dels forespørgsler fra ny laanere, der ønsker oplysninger
om biblioteket, dels ønskebreve, - alt i alt ofte 20-30 breve. Derpaa aabnes
pakkeposten, bøgerne slettes i protokollen, kvitteringerne tilintetgøres, og
reserverede bøger stilles til side.
182
De ønskebreve, der findes i pakkerne, ekspederes; i denne tid (omkring 15de
januar) er det daglige pakkeantal, der afgaar fra biblioteket, ca. 40. Fra 1-3
er der udlaan til indenbys, ny brevposter kommer i samme tid, og saavidt mulig
fortsættes den udenbys ekspedition. Efter 3 maa de ønskebreve besvares, der ikke
har kunnet ekspederes, bøger reserveres, rykkerbreve (ved 2den hjemkaldelse paa
ildrøde brevkort) sendes til uefterrettelige laanere osv. osv. Endelig indfører
bibliotekets skriver formiddagens høst i protokollen. Naar hertil kommer den
daglige statistik og det forhold, at mange ønskebreve opgiver emner, der maa
søges i tidsskrifter og samlingsværker, vil man kunne forstaa, at det er en
travl virksomhed.
En aften hver uge er udlaanet desudtn aabent for indenbys laanere, hvoraf mange
ikke kan komme i den almindelige udlaanstid.
Ved dette store materiale, ved breve med almindelige og specielle forespørgsler,
faar man oplysning om en hel del interessante spørgsmaal, som jeg i det følgende
skal søge at skitsere.
Som regel ved folk ikke, hvad et bibliotek er for en institution. For de fleste
er det enten et sted, hvor "lærde" mænd sidder og sysler med gamle bøger, som
almindelige dødelige ikke har noget at gøre med, eller det er en forretning,
hvor man for saa og saa mange øre kan "leje" en roman. Er man meget klog,
forveksler man arkiv og bibliotek, noget vi ofte ser eksempler paa. Ligeledes
tror folk undertiden, at vi sælger bøger. Men at et bibliotek ogsaa er et sted,
hvor man henvender sig for at søge oplysning i enkelte, bestemte tilfælde om
bestemte emner, er endnu noget nyt for største delen af landets borgere.
For nogen tid siden kom en af Statsbibliotekets naboer for første gang ind paa
biblioteket. Vedkommende havde været i Fredericia og der hørt, at man kunde
laane bøger hos os, og kom nu for at se, om det virkelig var tilfældet. Og gaar
det saadan med en aarhusianer, hvad skal man saa vente hos udenbys der ikke
daglig har en biblioteksbygning for øje. En staaende [form] for henvendelser til
biblioteket er da ogsaa: "Jeg har hørt, at man kan laane bøger hos Dem; hvis
dette virkelig er sandt osv."
Mange ny laanere faar vi ved gamle laaneres anbefaling. I fjor fik vi en laaner
i et vestjydsk sogn. Da han havde laant et par gange, begyndte landposten at
laane, og saa bredte smitten sig hurtigt, saa at vi nu har over 10 faste laanere
i dette (tyndtbefolkede) hedesogn. Og lignende laanerkolonier har vi adskillige
af. Rent epidemisk udbredes kendskabet til biblioteket gennem avisartikler.
Sidste vinter skrev en mangeaarig laaner, en vestjydsk gaardejer under
overskriften: "De fattiges Universitet" en kort, klar artikel om
Statsbiblioteket i en Holstebroavis. Resultatet blev henimod 100 henvendelser og
et stort antal ny laanere. Og i efteraaret har artikler i et Hjørring-blad og i
ugebladet "Tiden" bevirket en lignende invasion.
Direkte reklame har biblioteket af mange grunde ikke kunnet indlade sig paa. Men
skal man engang forsøge det, er de nævnte artikler et fingerpeg om, hvilken vej
man skal gaa: korte, almenforstaaelige artikler i dagspressen.
Det overvejende antal af laanerne er lærere og præster, som jo paa forhaand kan
formodes at kende et biblioteks væsen og nytte. Men flere og flere af andre
samfundsklasser kommer til. I det sidste aar særlig en mængde jernbane-, post-
og telegrafembeds- og bestillingsmænd, d. v. s. folk, der kom-
183
mer meget i berøring med kolleger og derved udbreder kendskabet til Biblioteket.
Ogsaa landbrugere kommer i stedse stigende tal, gaardmænd, husmænd,
landarbejdere og tjenestekarle.
Af alle disse er dog kun den mindste del "faste" laanere. Mange blir helt borte,
naar de ser, at de ikke kan laane romaner; andre laaner kun i et enkelt,
specielt øjemed, men saa ved de dog, at biblioteket eksisterer, og mange dukker
da ogsaa op igen, naar der er et eller andet, de ønsker oplysning om. Af de
laste,, er der mange "vinterlaanere", særlig blandt landbrugets mænd, hvis
arbejde ikke tillader dem at læse om sommeren. I oktober-november ser vi dem saa
igen efter sommermaanederne.
Spørges der nu, hvad disse mange mennesker læser, maa svaret blive, at en
mængde, som før nævnt, søger biblioteket for at faa deres fritid udfyldt med
lødigere stof end romanlæsning. Ogsaa disse lærer dog ad den vej at ty til
biblioteket, naar de i paakommende tilfælde ønsker en eller anden positiv
oplysning. Men et meget stort antal har et praktisk formaal med deres benyttelse
af biblioteket.
Nogle ønsker i al almindelighed at udvide deres kundskaber om historie,
geografi, litteraturhistorie, samfundslære osv. Biblioteket virker da som en
slags efterskole. Andre søger oplysning om mere specielle emner som
landbrugsforhold eller enkelte egnes topografi og historie. Ligeledes benytter
foredragsholdere og højskolelærere i høj grad biblioteket.
Ikke mindst søges det af de mange mennesker der ved folkets voksende deltagelse
i det offentlige liv faar brug for oplysninger om kommunale anliggender, som kun
kan findes i lovsamlinger, rigsdagstidende, statistiske beretninger o. lign.
eller i haandbøger om ordningen af fattigvæsen, vejvæsen, skattevæsen osv. Her
virker biblioteket som praktisk oplysningsanstalt i egentligste forstand.
Endelig bør det nævnes, at andre grupper af befolkningen drager stor nytte af
Statsbibliotekets indkøb at udenlandsk litteratur.
Heraf vil det forstaas, at et meget stort antal af ønskebrevene ikke kan opgive
bogtitler. Vi har jo kun kataloger over faa emner, og bogtitler kender folk kun
i sjældne tilfælde. Det blir da vor sag efter eget skøn at finde og sende
oplysning om emner som piledyrkning, rodfrugtavl, dræning, fotografering,
indretning af vandværker og elektriske anlæg osv. for ikke at tale om sublime
teologiske spørgsmaaI som "realpræsensen".
Her er rent teoretisk bogkendskab ikke tilstrækkeligt. En bog om havebrug, som
en gartner af faget har nytte af, er maaske ganske ubrugelig for en husmand. Det
kan være godt at vide, at der findes en forlængst forældet bog om et sjældent
forekommende emne, eller at man har 14-15 bøger om frøavl, men langt vigtigere
er det at kende de bøger, der giver en laaner den besked, netop han har brug
for. Og her er laanerne saa elskværdige at yde os en stor hjælp, idet de tit
skriver om, hvorvidt og hvorfor en bog har været dem til nytte.
Selv i tilfælde, hvor en bestemt titel opgives, kan man komme til at vælge. Sæt,
at en husmand skriver, at han vil have lidt begreb om fysik, og saa nævner en
universitetslærebog, hvis titel han tilfældigvis kender. Det vilde være en
bjørnetjeneste at sende den; han faar f. eks. "Ellinger: Naturen og dens
Kræfter" samt et brev, hvori vi meddeler ham, hvad den anden bog indeholder, og
siger, at han
184
selvfølgelig kan faa den næste gang, hvis han stadig ønsker den.
Mange overlader ganske valget til os, ogsaa naar de blot ønsker underholdning.
Vi beder dem saa føre en liste over, hvad de efterhaanden faar fra biblioteket,
og denne fortegnelse følger med pakken hver gang.
Af katalogbenyttelsen lærer vi ogsaa en del ret interessante ting. Først og
fremmest, at katalogerne skal være indrettet saa praktisk som muligt. Endelig
ikke for mange biblioteksvidenskabelige finesser. Det gaar med katalogbenyttelse
som med at udfylde skemaer, folk skal opdrages til det, og det nuværende
slægtled er ikke ude over begynderstadiet. En mængde bøger blir efterspurgt paa
grund af en fristende titel. Der findes i vor biografikatalog rigelig litteratur
om P. A. Heiberg, men alle vil have H. Jægers bog, fordi den har undertitlen "en
gammel kjærlighedshistorie". Det samme gælder Rich. Petersens bog om Jens
Baggesen og Sofie v. Haller. Eller hvem kan modstaa en titel som "Vore store
Mænd, udgaaede fra smaa Hjem". Eller "Fangen paa Kristiansø" (man mindes "Fangen
paa Zenda"). Der er et utal af den slags, og man kunde tit ønske, at der var
forbud mod alt for lokkende bogtitler. I mange saadanne tillælde gør vi som
ovenfor nævnt; i stedet for at reservere bogen, hvis den er udlaant, sender vi
en anden og lader laaneren overveje, om han stadig ønsker den først anførte.
Det er en forbavsende kendsgerning, som efterhaanden kommer til at gaa op for os
gennem udlaanet, at der rundt om i landet findes saa lidt af den lettest
tilgængelige oplysende litteratur. Nu plejer vi danske dog ved passende
lejligheder at slaa os for brystet og henvise til "Frem"s enorme udbredelse, og
saa faar biblioteket daglig forespørgsler om de allerjævneste, almenoplysende af
"Frem"s værker: "Danmarks Land", "Danmarks Folk" og "Danmarks Natur", bøger, som
faas for en spotpris, og som de fleste mennesker kan have udbytte og glæde af at
læse. "Dreyer: Naturfolkenes Liv", "Johan Ottosen: Vor Historie" ikke at
forglemme. Og mange andre. Disse bøger rekvireres i stort tal, ogsaa af lærere
og sognebogsamlingsledere og -medlemmer.
Der kunde ogsaa optages en interessant statistik over, hvilke bøger og
forfattere, der er mest populære. I al almindelighed kan det siges, at
biografier er meget efterspurgte, men forholdet vil sikkert ændres meget, naar
katalogen "Geografi og Historie" udkommer. Litteraturhistorie har en mængde
laanere, bøger om moderne forfattere er altid paa farten, og adskillige af dem
ønskes daglig af flere forskellige laanere. Ligesaa bøger om og af Henry George
og om socialdemokratiets historie og teorier.
Det er klart, at naar Jeppe Aakjær, skriver en bog om Blicher, vil alle jyder og
andre med laane den; ligeledes Mylius Erichsens bog om den jydske hede og af en
anden grund "Gnudtzmann og Lind: Stor-København". Jeg nævner særlig disse tre;
de læses som romaner selv af den mest forhærdede romanlæser, og de har i den
senere tid alle kunnet faas overmaade billigt, saa vi haaber nu, at
folkebogsamlingerne har anskaffet dem til lettelse for Statsbibliotekets udlaan.
Derimod kan man ikke paa forhaand vide, at Georg Brandes er en af de mest læste
forfattere, ikke mindst i højskolekredse, at bøger om Danmarks geologi er et
daglig genkommende ønske, og at vi hver dag udlaaner flere bind af Troels-Lunds
bøger. Vi har 6 eksemplarer i forskellige udgaver af "Dag-
185
ligt Liv" til udlaan, og undertiden er næsten alle, d. v. s. 70-80 bind udlaant.
Man faar ogsaa et lille indblik i, hvilke emner højskolens mænd og dermed dens
elever fortrinsvis beskæftiger sig med. Det er lidt kuriøst, at Carlyle synes at
være en af de mest populære mænd i højskolen, man skulde synes, at andre emner
laa nærmere, men tallene taler.
Dette var lidt om arten af de læste bøger, men hvad har laanerne ud af dem?
Ogsaa dette spørgsmaal kan undertiden besvares. For det første derved, at vi,
som før nævnt, ofte faar breve, hvori laanerne fortæller, hvilken nytte de har
haft af den og den bog. Men ogsaa i andre tilfælde kan vi vide noget derom. Lad
mig nævne et par karakteristiske eksempler.
For nogle aar siden fik en vestjydsk landmand nogle begynderbøger i engelsk til
selvstudium som laan fra biblioteket, senere lidt videregaaende hjælpernidler
samt lette tekster; nu læser han selv svære engelske ting og er en flittig
laaner.
En husmand laante ifjor "Gustav Bang: Kapitalismens Gennembrud". Han skrev og
bad om at faa laanet fornyet, da bogen interesserede ham meget, og ved
tiilbagesendelsen spurgte han, om der var en forsættelse eller et andet værk,
der handlede om den følgende periode; hvorpaa han fik sit ønske opfyldt.
Og endnu eet: En tjenestekarl paa Sjælland laante et bind af "Folkenes
Historie", som lige var blevet indbundet. Derved kunde vi konstatere, at han
virkelig læste bogen, for da den kom tilbage, bar den tydeligt præg af at være
læst, samtidig med at den dog var godt behandlet. Han bad om flere bind og læste
efterhaanden alle de udkomne.
Vi ser mange lignende tilfælde, hvor laanerne aar efter aar læser efter en let
paaviselig plan om emner, som de ikke vilde vælge for den blotte "fornøjelse".
Jeg kan maaske her omtale et par omraader, hvor Statsbiblioteket har store
specialsamlinger, som desværre benyttes alt for lidt: den Regenburgske samling
om hertugdømmernes historie og provst Vahls missionsbibliotek. Det maa
indrømmes, at mange af vore laanere interesserer sig for sønderjydske forhold,
og en katalog over et passende udvalg af Regenburgs samling, suppleret med nyere
værker, vilde sikkert være kærkommen for store kredse af folket. Derimod mærker
biblioteket næsten ikke nogen interesse for Ydre mission, ikke engang hos
præster. Her vilde selvfølgelig ogsaa en tidssvarende katalog over Vahls samling
hjælpe, men et andet forhold maa sammenholdes hermed. Der findes over hele
landet mange religiøst interesserede mennesker, særlig af "indremission", som
slet ikke benytter biblioteker, sikkert for en stor del blot fordi de ikke ved,
at der er et sted, hvor alle "religiøse" bøger i videste forstand kan laanes.
Disse mennesker blir det fremtidens sag at faa fat i, og en overkommelig
fortegnelse over en del af den danske religiøse litteratur vilde sikkert være i
høj grad betimelig. Fra Aarhus by har vi nogle saadanne laanere, og allerede nu
er Ricard, Skovgaard-Petersen, Morten Pontoppidan og Carl Koch navne, der
hyppigt figurerer i udlaansprotokollen.
Det er allerede nævnt, at vi reserverer udlaante bøger, naar laanerne ønsker
det; som regel dog ikke bøger, der sjældent udlaanes, og heller ikke de faa,
blandt de efterspurgte, som vi har i et tilstrækkeligt antal eksemplarer, som f.
eks. "Troels-Lund: Dagligt Liv", "Ussing: Danmarks Geologi" og "Jammersminde",
som alle haves i mange eksemplarer. Men ved en mængde bøger er det absolut nød-
186
vendigt, hvis ikke udlaanet skal blive ganske vilkaarligt. Dette giver en stor
forøgelse af arbejdet, og det er ogsaa af den grund en tvivlsom økonomi ikke at
have det nødvendige antal dubletter. Det kan ikke nytte at trøste sig med, at
laanerne i reglen kan faa en anden bog om samme emne. Selvfølgelig benytter vi
ofte den fremgangsmaade, men den danske oplysende litteraturs fattigdom er en
væsentlig hindring herfor. Kunde man endda faa folk til at læse svensk, men det
vil ikke rigtig lykkes, og der er mange flere, der læser tysk. I
udlaansbiblioteket findes mange svenske bøger, men de er de mindst søgte, saa at
man i vinterens travleste tid, naar udlaansbibliotekets hylder er stærkt
udtyndede, let kunde faa det indtryk, at man befandt sig i et svensk bibliotek.
Særlig de mange oversættelser fra andre sprog til svensk vilde være en stor
hjælp, tilmed da der stadig oversættes færre og færre oplysende bøger til dansk.
Eksempler er Shackletons og Pearys beretninger om deres polarekspeditioner og
Tolstojs Levned 2det bind, hvor 1ste bind er udkommet paa dansk, men ikke
fortsættes. Naa, man kan ikke fortænke forlæggeren i det, hvis der kun kan
sælges skønlitteratur.
Endelig er der mange emner, hvorom der overhovedet ingen bøger findes paa dansk.
Overbibliotekar G r u n d t v i g har i sin pjece "Bibliotekssagen i Danmark"
omtalt muligheden af en fortegnelse over de Bøger, der ikke findes paa dansk,
men burde komme: det kunde blive en temmelig lang liste.
Lad mig anføre lidt statistik over udlaanet paa en ganske tilfældig valgt dag i
efteraaret. Trods de skævheder, en enkelt dag altid udviser, vil meget af det
foregaaende dog blive ganske godt belyst derigennem:
Vi udlaante 137 bind, der fordelte sig paa følgende maade:
Tabel her.
Man kunde med sandsynlighed paavise benyttelsen af kataloger (og aabne hylder)
for 102 binds vedkommende. 112 bind var paa dansk, norsk eller svensk, resten
mest tysk. 70 bind var fra udlaansbiblioteket, 67 fra det øvrige bibliotek.
25 bind var til indenbys laanere, 112 til udenbys (deraf 14 til folk, som selv
hentede bøgerne eller lod dem hente pr. bud). Der var 14 indenbys og 38 udenbys
laanere. Der afsendtes 32 pakker.
26 bind af det udenbys udlaan var til købstæder, 86 til landet.
Af de udenbys laanere var 14 lærere og lærerinder (9 i folkeskolen), 4 post- og
jernbanefunktionærer (tallet lidt lavere end sædvanlig), 3 gaardejere, 5
husmænd, 2 tjenestekarle, 1 købstadarbejder, 3 næringsdrivende, 2 skolesøgende,
2 læger, 1 gartner og 1 præst (tallet for lavt, lærernes for højt).
9 af de udenbys laanere var fra. øerne, 29 fra Jylland ; deraf 1 B fra Vest? og
Nordjylland.
Den nævnte købstadarbejder, en snedkersvend, laante (som ofte før) et bind af
The Studio og en aargang af "Det ny Aarhundrede". En af husmændene laante
følgende 5 bind : "Hindhede: En Reform af vor Ernæring", "C. Jørgensen: Hvor-
187
ledes man knytter Fuglene til Hus og Have", "Christensen: Agrarhistoriske
Studier I", "Effersø: Landbruget paa Færøerne" og "Borrebæk: Fugl og Trær". En
af lærerne laante 2 bind af "Kancelliets Brevbøger", 2 bind af "Jydske
Samlinger", og "Danmarks gamle Provindslove", et udlaan, der ganske svarer til,
hvad han ellers laaner.
Jeg tror nu at have vist, at der er meget interessant og vigtigt at lære af et
udlaan som Statsbibliotekets. Man lærer det, som overbibliotekar G r u n d t v i
g her i bladet har kaldt "anvendt bibliografi". Og uden at være ubeskeden kan
man vist sige, at Statsbiblioteket er det eneste sted her i landet, hvor
"anvendt bibliografi", til brug for folkelige biblioteker virkelig kan læres.
Her er netop det publikum, vi skal have i tale, og netop de bøger, dette
publikum har brug for, begge parter i den livligste daglige forbindelse. Med
andre ord: her er stedet for en biblioteksskole.
Deraf følger ogsaa, at man her kan lære at sammensætte et bibliotek af de bøger,
folk har brug for. Folkebiblioteket paa udstillingen i Aarhus 1909 var en prøve
i saa henseende. Og jeg tror ikke, at det vil være økenomisk at undlade at
benytte Statsbibliotekets erfaringer, naar man skal træffe de nødvendige
dispositioner ved oprettelsen af ny fri, offentlige biblioteker.
Til slutning endnu lidt om det nærliggende spørsmaal: Naar denne stærke vækst i
udlaanets virksomhed fortsættes, hvor længe kan saa Statsbiblioteket blive ved
med at magte sin opgave?
Som forholdene nu er, kan vi ikke blive ved ret længe. Personalet for
faatalligt, eksemplarerne af bøgerne for faa og budgettet i det hele for lille.
Der er virkelig periculum in mora. Og at der i en nærmere fremtid af sig selv
skulde indtræde en standsning, er ganske usandsynligt. Der er endnu en mængde
mennesker, hvis trang til boglig oplysning maa imødekommes, men som ikke kender
biblioteket endnu. Man bør ikke glemme, at der findes mange, hos hvem enhver
opdukkende interesse kvæles af den tanke: det kan ikke nytte, jeg faar jo
alligevel ikke noget at vide derom. Sligt virker sløvende, og det er en sag af
den største folkeopdragende betydning at fremhjælpe en saadan interesse, ogsaa
ved biblioteker.
Nu tør vi jo slet ikke henlede disse menneskers opmærksomhed paa biblioteket,
skønt en saadan anvisning i og for sig er folkets ret; det vilde bevirke et
rykind af laanere, saa hele arbejdet gik i staa.
Vi haaber jo engang at faa flere biblioteker, men rettens vej er lang og lovens
ligesaa, og det er idag og imorgen, det gælder.
Mange vil maaske finde, at det ikke er statens sag at sørge for, at de og de
bøger er til disposition for folket. Maaske; men under de nuværende forhold kan
man ved statens velvilje laane skønlitteratur næsten overalt i landet, mens man,
hvis man ikke er saa heldig at bo i en af de købstæder, der har gode lokale
biblioteker, kun har et sted at henvende sig til om laan af bøger med
oplysninger om livets praktiske forhold.
Man kunde tænke sig at afskaffe den fri forsendelse af bøgerne. Dette vilde
bevirke en nedgang, særlig blandt de laanere, for hvem 30 øre er penge, der maa
regnes med, og det er dog vist ikke fra den ende, at man skal søge at for
mindske laanernes antal. Og de, der har prøvet, hvad det giver af vrøvl og
skriverier at holde regnskab med, at folk betaler portoen, ved, at det ikke er
besparelse alt-
188
sammen, - kum nedgangen i laanertallet er sikker.
Snarere kunde man sige: Statsbiblioteket udlaaner nu en mængde oplysende bøger,
som er saa billige, saa lette at faa fat i og saa "let fordøjelige", at man tør
gaa ud fra, at de findes i enhver folkebogsamling; de bør derfor undttages fra
udlaan. Jeg har i det foregaaende nævnt adskillige saadanne og kunde nævne
mange, mange flere: en hel del biografier, Livingstones og Stanleys bøger o. m.
a. Men dels er meningerne meget delte om betimeligheden heraf, idet mange
folkebogsamlingsledere erklærer, at deres medlemmer ikke vil læse slige bøger,
saa at de ikke vil blive anskaffet, dels blir der dog altid saa mange tilbage,
at det kun vilde hjælpe en kortere tid. Desuden kunde man jo ogsaa tænke sig, at
Statsbiblioteket engang gik over til at udlaane den del af den danske
skønlitteratur, som med god grund mangler i folkebogsamlingerne, men som mange
enkelte med fuld føje kunde ønske at laane. Jeg tænker dels paa sjældne eller
gamle bøger, dels paa værker af udelukkende litterær interesse.
Nej, der er kun eet virksomt middel, og det hedder med eet ord: penge. For det
første til anskaffelse af dubleteksemplarer. 10 eksemplarer af en bog vejer ikke
mere end 2 af en anden, det kan kun udlaanets statistik afgøre. Saa slipper vi
for de mange reserveringer, sparer en mængde tid og dermed penge; at hente en
bog i biblioteket tager ikke længere tid end at konstatere, at den er udlaant.
For det andet til den nødvendige forøgelse af personalet. Det er vor
overbevisning, der arbejder i udlaanet, at Statsbiblioteket i saa fald trøstig
kunde se udlaanet fordoblet et par gange endnu. Og saa er arbejdet ikke
haabløst, for ganske vist er der endnu mange steder stor trang til bibliotekets
virksomhed, men paa den anden side kan vi foreløbig kun vente at faa et ringe
procenttal af den samlede befolkning i tale.
Der blir nogle tusinde kroners merudgift om aaret, men det er ogsaa adskillige
tusinde mennesker, der vil føle ulemperne, hvis biblioteket maa indskrænke sin
virksomhed. Naar vi saa faar en biblioteksordning, der muligvis gør mange af
disse bøger overflødige paa Statsbiblioteket, er der jo andre biblioteker, der
kan bruge dem, hvis de ikke er opslidt inden den tid, hvad de forhaabentlig er.
Jeg tror ikke, at man for øjeblikket kan ønske noget bedre for bibliotekssagen i
vort land, end at Statsbiblioteket maatte blive sat i stand til vedblivende at
opfylde sin bestemmelse.