Tilbage til Thomas M. Døssings biografi
Gæringen i Folkebiblioteksbevægelsen og dens historiske Forudsætninger
Af Th. Døssing
23
De fleste agiterende og missionerende Bevægelser oplever en Tid, da Modstand og
Ligegyldighed begynder at svinde, og uventede Muligheder for Fremgang tilbyder
sig. I et saadant Øjeblik skal en Bevægelse vise sin Kraft og dens Ledere staa
deres Prøve; spildte Chancer kommer mangen Gang aldrig tilbage, "den afgørende
Time", "det kritiske Øjeblik" er Udtryk herfor.
Det er lidt farligt at skrive sin egen Tids Historie, man bliver let desavoueret
af Tiden, men man tør dog nok paastaa, at de danske Folkebiblioteker i de
seneste Aar oplever en kritisk Tid med store Muligheder for Fremgang - men ogsaa
med Mulighed for at lade Øjeblikket gaa unyttet forbi. Det viser sig mange
Steder muligt at faa de nødvendige Pengemidler, nye Kredse af Befolkningen søger
Bibliotekerne, og Arbejdet i Aftenskoler og Ungdomsskoler skaber Interesser, som
kun kan plejes i Folkebibliotekerne. Paa den anden Side gælder det for
Bibliotekerne om at faa alle i Tale,
24
der trænger til dem, og ved fornuftigt Bogvalg, kyndig Ledelse og rationel
Organisation at udvikle den højst mulige Ydeevne. Mange Biblioteker har indset
dette, har grebet den belejlige Tid og naaet Resultater, som man for nogle Aar
siden ikke turde drømme om.
Midt i denne Udvikling er der i det sidste Aars Tid indenfor Foreningen
"Danmarks Folkebogsamlinger" og særlig i dens Blad "Bogsamlingsbladet"*) ført en
højst lærerig Diskussion. To Anskuelser er kommet til Orde. Den ene gaar ud paa
følgende: Folkebibliotekerne skal være et Led i Oplysningsarbejdet, de skal
hjælpe Folk til at bruge Bogen som Arbejdsredskab, til aandelig Berigelse og til
praktisk Dygtiggørelse. Den anden kan omtrent gengives saaledes: Befolkningen er
slet ikke moden hertil, det er et smukt, men fjernt Maal; for overhovedet at faa
Folk til at læse, maa vi begynde ganske jævnt med den allerletteste
Skønlitteratur, og vi kan ikke vente at føre mange videre end til
Skønlitteraturen; i hvert Fald paa Landet staar Forholdene saaledes. Talsmændene
for den første Anskuelse opfordrer til at benytte det gunstige Øjeblik; paa den
anden Side stiller man sig skeptisk overfor de paastaaede Muligheder og overfor
de Arbejdsmetoder, der skulde realisere disse.
Parallelt med og delvis sammenknyttet med denne Strid er der gaaet en Aktion mod
de Statsinstitutioner,
*)[Note] "Danmarks Folkebogsamlinger" er en Sammenslutning af Folke- og
Børnebiblioteker med nogle enkelte personlige Medlemmer; Foreningen har skaffet
sine Medlemmer, forsaavidt de er statsunderstøttede, 25 % Rabat ved Bogindkøb;
af dens øvrige Virksomhed maa særlig nævnes Udgivelsen af "Bogsamlingsbladet"
med Anmeldelser af de fra Forlagene tilsendte Bøger.
25
der har med Folkebibliotekerne at gøre: Ministeriet og Statens
Bogsamlingskomité. "Danmarks Folkebogsamlinger"s Formand (i 1916) har skrevet en
Række Artikler, af hvilke en udenforstaaende maa faa det Indtryk, at Foreningen
og Bibliotekssagen har kæmpet sig frem under stadig Modstand fra Ministeriet og
Komiteen. Den almindelige Opfattelse af Forholdet har ellers været omtrent det
modsatte, saaledes som det bl. a. er udtrykt netop af Foreningens Formand (i
19I5): "Foreningen har i de svundne Aar staaet i saa nøje Samarbejde med Statens
Bogsamlingskomite, at man ikke kan sige, hvor Sporene af den enes Arbejde hører
op, og den andens begynder. Saa godt som alle de Fremskridt, der er naaet, staar
derfor som et Resultat af dette Samarbejde". Man kunde maaske indvende, at
Foreningen her er lovlig ubeskeden, men i hvert Fald faar man ikke Indtryk af en
ulykkelig Forbindelse.
I Virkeligheden er hele denne Aktion, som vakte en vis Opmærksomhed, og som maa
antages at have været en medvirkende Aarsag til, at Komiteen ikke mere er
Medudgiver af "Bogsamlingsbladet", af ringe Interesse for selve Sagen. Det havde
unægtelig været mere interessant, om Foreningens Bestyrelse havde udtrykt sit
Standpunkt i den vigtige Strid om Bibliotekssagens Maal og Midler. Det er nemlig
der, Tampen brænder.
For alle, der bekender sig til den første af de ovenfor nævnte Anskuelser og
tror, at Folkebibliotekernes Opgave er at være et Led i Oplysningsarbejdet,
noget langt vigtigere og langt mere omfattende end det i og for sig hæderlige,
men ikke særlig vanskelige at skaffe Folk "en god Bog i en ledig Stund", for
alle dem er
26
det vanskeligt at forstaa, at deres Arbejde kan mødes med Tvivl eller endog med
Modstand.
Det er i denne Henseende lærerigt at se tilbage paa Folkebibliotekernes
historiske Udvikling. De ydre Omrids er givet af Andr. Sch. Steenberg i hans Bog
"Folkebogsamlinger". 1900, og af J. Aarsbo i Svend Dahls "Haandbog i
Bibliotekskundskab". 2. Udg. 1916. Som Motto over hele det 19. Aarhundrede kunde
sættes "bene latuit", thi en mere skjult og upaaagtet Tilværelse kan næppe
tænkes. Hvor har Folkebibliotekerne her hjemme spillet nogen paaviselig Rolle,
hvor har man den Selvbiografi, der aflægger Vidnesbyrd om deres Betydning, eller
den Roman, hvis Forfatter kender deres Arbejde - undtagen som et Fremtidsideal?
Man tænke blot til Sammenligning paa Højskolebevægelsen. - Og man kan ikke
trøste sig med et "bene vixit". Lige fra Rationalismens Dage, da man dog i hvert
Fald virkelig troede paa Folkets Lyst og Evne til at tilegne sig Oplysning, har
vort folkelige Oplysningsarbejde lidt af adskillige Grundfejl, som ogsaa har
præget Arbejdet i Folkebibliotekerne.
For det første en Tvivl om Muligheden af at erhverve Oplysning gennem Bøger. Paa
Trods af Erfaringen blev det mundtlige Ord gjort lig med det levende Ord, og man
forvekslede Vækkelse og Kundskabstilegnelse. Lige ned til vor Tid tror man, at
Kundskaber normalt kan erhverves gennem Foredrag; selv
Folkeuniversitetsforeningen gør sig skyldig i den Fejltagelse. Et typisk Udslag
af denne Mistillid til "det døde Bogstav" findes i den af Udvalget for
Folkeoplysnings Fremme i 1866 udsendte Subskriptionsindbydelse, hvor man næsten
gør Undskyldning for, at
27
man tillader sig at sende Bøger ud, overfor dem, der arbejder med det levende
Ord. I denne Tro er mange af vore Folkebiblioteksfolk opdraget, og derfor lyder
Talen om Bogen som Arbejdsredskab for dem som fremmed Tale.
For det andet en Tvivl om Folkets Evner og Modtagelighed. De fleste af vore
folkeoplysende Institutioner har opfattet sig selv som udelukkende kommende fra
oven nedad. At Folket gennem dem skulde opdrages til paa egen Haand at blive
deres Læreres Lige- eller Overmænd, har man i Reglen ikke tænkt sig. Maaske har
det engang været saaledes, at den store Del af Befolkningen ikke var i Stand til
at erhverve sig Kundskaber gennem Bøger. Gælder det nogle endnu, bliver det
Skolens Opgave at sørge for bedre Forhold, saa at alle faar Læseevne og
Læselyst. Og Bibliotekernes Opgave bliver at raabe Vagt i Gevær, naar Skolen
ikke gør sin Pligt, men i Mellemtiden særligt sørge for dem, der allerede nu kan
læse. Der er noget, der hedder: hvo som har, ham skal gives. - Og alle vi, som
selv er udgaaet fra Almuen, ved, at Tvivlen ovenikøbet tildels er grundløs. Vi
ser en Række af Folkets Førere komme fra Almuen og paa egen Haand erhverve sig
Kundskaber og Dygtighed, og vi tvivler ikke om, at de kan læse og forstaar at
læse. Men med al Respekt for vore Rigsdagsmænd og for det praktiske Livs
Førstemænd maa vi minde om, at der ude i de smaa Hjem sidder mange, der er lige
saa dygtige, lige saa interesserede og lige saa evnerige, og det er dem,
Folkebibliotekerne skal have fat i.
For det tredie er næsten hele vort folkelige Oplysningsarbejde for Voksne blevet
udført af privat in-
28
teresserede, der tit med store Ofre, men ikke altid med den fornødne Indsigt har
arbejdet for den Sag, der laa deres Hjerte nær. Ære være dette Arbejde, men det
kan ikke nægtes, at dets private Karakter undertiden har lammet Kritiken, ja man
kan den Dag i Dag opleve, at Kritik paa Forhaand afvises med den Motivering, at
ubetalt Arbejde ikke kan kritiseres, en Opfattelse, der ikke behøver
Gendrivelse. Hertil kommer, at Amatøren, der sidder og sysler med sit lille
Arbejde, ofte er tilbøjelig til at generalisere sine Erfaringer og lade sit "hos
os i X-by" blive Norm for hele Landet. Fagmanden, der søger at indsamle og bygge
paa et saa omfattende Erfaringsgrundlag som muligt, mødes derimod ofte med
Mistillid. Den private Offervillighed stilles op mod Levebrødet, og man glemmer,
at Manden med "Levebrødet" ofte har ofret mere end Amatøren; eksempelvis kan
nævnes, at de første Centralbibliotekarer fra sikre Forhold gik ud til det
absolut uvisse.
Man kan anse denne Karakteristik af det folkelige Oplysningsarbejde og dermed af
Folkebibliotekerne for rigtig eller misvisende; i hvert Fald var vore
Folkebiblioteker op til Begyndelsen af dette Aarhundrede - og endnu længere -
for den langt overvejende Del halvt-private Bogsamlinger, der under liden
Interesse fra Offentlighedens Side væsentligt virkede som Almuebiblioteker og
havde ringe Betydning for Udbredelse af Oplysning.
Forlængst havde ved denne Tid Folkebibliotekerne i andre Lande, særlig i England
og Amerika, udviklet sig til en virkelig Kulturfaktor af den største Betyd-
29
ning for Oplysningsarbejdet. Denne Udvikling var lidet paaagtet herhjemme, ja
endnu i vore Dage er der Folk, der iøvrigt søger Forbindelse med England og
Amerika, men som trods "Vinduet mod Vest" ikke kan se Folkebibliotekerne. Det
var i lang Tid kun en Mand, daværende Adjunkt Andr. Sck. Steenberg, der søgte at
føre Folkebibliotekerne ind paa nye Baner og anvise dem nye Maal og nye Midler.
Med hans Agitation kom Fremgangen, men ogsaa Modstanden. Enhver Forkyndelse af
nye Idealer maa sætte Skel og blive til Dom, og saaledes er det ogsaa gaaet her.
Dog ikke saaledes, at det straks stod klart for alle, at det var noget nyt, som
man enten maatte slutte sig til eller tage Afstand fra. Fremgangen er sket i
smaa Skridt, og Foregangsmændenes Politik har været at faa saa mange som muligt
med saa langt som muligt. Denne opportunistiske Politik har utvivlsomt været
heldig, men den har den Svaghed, at det ikke altid er muligt at konstatere, hvor
langt man faktisk er naaet, og der kan komme overraskende Reaktioner.
De opnaaede Fremskridt er særlig: bedre Bogvalg, fyldigere Forsyning med
oplysende og faglig Litteratur, Samarbejde med andre Biblioteker, Indretning af
Læsestuer med Haandbogsamlinger, bedre Indbinding og bedre Udstyr i det hele
taget, Anvendelse af moderne, for Bibliotekar og Publikum praktiske og
tidsbesparende Metoder ved Udlaan og Katalogisering. Endelig og navnlig staar
der nu en Række dygtige Bibliotekarer som Sagens Forkæmpere rundt om i Landet;
de fleste har stadig andet Hovederhverv, men der arbejdes med moderne Metoder,
og mange har søgt afskaffe sig den nødvendigste teoretiske Uddannelse; og hvad
der er
30
vigtigere end Metoderne: de arbejder mod nye Maal. Som Følge af alt dette er der
kommet Tilslutning fra større og helt nye Kredse, saaledes at Bibliotekerne nu
mange Steder faktisk er Biblioteker for hele Befolkningen.
Men der er ogsaa dem, der ikke har forstaaet de nye Krav, og dem, der med Uvilje
modarbejder det nye og indtil denne Dag ikke kan se, at der er noget at lære. Og
der er ogsaa dem, der har forløftet sig paa den Opgave at hælde ny Vin paa gamle
Læderflasker; at forsøge at udføre et frit offentligt Biblioteks Gerning
indenfor en gammel dansk Folkebogsamlings Rammer vil enten medføre, at Arbejdet
bliver daarligt udført under stadig Gnidning og stadige Vanskeligheder, eller at
Rammerne sprænges, d. v. s. at Biblioteket maa omorganiseres fra Bunden.
Det er naturligt, at Modsætningerne i Aarenes Løb ofte har givet sig Udslag,
sidst i den Diskussion, der er Udgangspunktet for nærværende Artikel. De to
Anskuelsers Repræsentanter vil i de fleste Tilfælde næppe kunne tale sig til
Rette, idet Folkebibliotekernes Gerning opfattes saa forskelligt, at det i
Virkeligheden maa siges at være helt forskellige Opgaver, der højst har Navnet
fælles.
Et Par meget vigtige, men omstridte Punkter skal endnu nævnes. Den stærke
Udvikling af Folkebibliotekerne medfører med Nødvendighed, at der stilles langt
større Krav end tidligere til Bibliotekarens Uddannelse, ikke alene den almene,
men ogsaa den specielle biblioteksmæssige Uddannelse. Og de store Tilskud fra
Kommune og Stat vil medføre, at Spørgsmaalet om Bibliotekernes Styresæt og om
det offentliges Kontrol
31
med Bibliotekerne bliver brændende. Ogsaa disse Spørgsmaal har givet Anledning
til Uenighed indenfor Folkebibliotekerne. Det er ikke uden Interesse at notere,
at i den engelsk-amerikanske Biblioteksverden betragtes Bibliotekaren som det
første og vigtigste Led i Biblioteksorganismen. Herhjemme kan man selv hos Folk,
der i mange Aar har beskæftiget sig med Biblioteksproblemer, træffe saare ringe
Forstaaelse af Bibliotekargerningens Betydning. Nødvendigheden og Rimeligheden
af, at Staten fører Kontrol med, hvorledes de bevilgede Tilskud benyttes, er
først fremhævet - uden Protest - i 1910 af en Repræsentant for de smaa
Biblioteker, Lærer J. Torpe. Senere er Meningerne mærkeligt nok højst delte
ogsaa om dette Spørgsmaal.
Imidlertid er det at vente, at Lærerne, og det er jo de fleste af vore
Bibliotekarer, vil have særlige Betingelser for at forstaa Betydningen af, at
Biblioteksarbejdet bliver offentligt og i saa vid Udstrækning som muligt udføres
af Fagmænd. Ingen ved bedre end Lærerne, hvor nødvendig faglig Uddannelse er;
den Tid er jo ikke saa fjern, da de selv maatte kæmpe mod manglende Forstaaelse
af, at Lærergerningen er et Arbejde, der kræver særlige Forudsætninger og særlig
Uddannelse. Og ligesom Flertallet indenfor den danske Lærerstand maa antages at
være Tilhængere af den offentlige Skole under faglig Ledelse, vil de fleste
Lærere ogsaa forstaa, at skal Bibliotekerne naa den fulde Udvikling, maa de være
under offentlig Kontrol og undergivet faglig Ledelse.
I det hele taget er der ingen Tvivl om, hvor Udviklingen bærer hen. Der er jo
ingen Grund til at tro,
32
at Danmark skulde være noget for sig i den Henseende. Danmark er desværre kun
noget for sig, for saa vidt som man andetsteds er kommet videre frem. Det er
denne Særstilling, der gerne skulde afskaffes, og den nuværende Uro og Gæring
vil sikkert vise sig at bidrage dertil ved at bringe Klaring og Fremgang.
Udviklingen vil gaa i den Retning, hvori den i de senere Aar tydeligt er gaaet,
den som ogsaa er udtrykt i Dansk Biblioteksforenings Program: det frie
offentlige Bibliotek som en selvstændig Faktor i Oplysningsarbejdet.